We chase the stars

[Aoife Ivory]

i'll tell you a tale of the bottomless blue
mysterious fathoms below

Tag: Emanuel Maverick - - - Outfit: here

Påskeferie. Det betød, at man skulle hjem til sin familie. Det var ikke altid noget, som Aoife så frem til, mest fordi så skulle man tilbringe alt sin tid i samme hus som Imogen. I hvert fald for det meste. Tanken om sin søster fik Aoife til at sukke tungt, mens hun bevægede sig op ad trapperne til den korridor, hvor forvandling foregik. Det var et af hendes yndlingslokaler, skønt hun ikke altid var så god til dette fag. Det var noget med koncentrationen. Det var i hvert fald noget, som hun normalt havde svært ved. Bare det at sidde stille på en stol, det forekom hende som en uoverskuelig forhindring i sin hver dag.

Hun havde egentlig ikke nogen grund til, at skulle være på korridoren på dette tidspunkt. Det var i morgen de alle sammen skulle hjem på ferie. Og der havde måske været lidt problemer med hendes temperament siden sidste ferie. Og mon ikke, hun kom til at høre for det. Og for sin udmelding af Burning Day. Hun vidste skam godt, at hun ikke var nogen særlig populær Ivory. Desværre. Men når hun nu ikke kunne være som Imogen, så ville hun være det, som hun havde lyst til.

[Emanuel Maverick]

bring grace to the strong

Skolen var affolket grundet ferie, og selvom Emanuel noed at undervise, traengte han som de fleste andre til et pusterum fra den travle hverdag. Godt nok betoed påsken ikke, at han kunne slappe fuldstaendig af - hvis det havde vaeret tilfaeldet, havde han vaeret hos sin hustru og to boern på nuvaerende tidspunkt. Rektor havde brug for hans hjaelp, og som det ambitioese menneske han var, kunne Emanuel ikke sige nej til en arbejdsopgave. Desuden havde det givet ham lejlighed til at give nogle af sine klasser ekstra lektier for inden ferien, som han nu havde tid til at rette, hvilket ville gavne de ufaglaerte magikere, når eksamen naermede sig, fordi der var mere tid til repetition. At de fleste så det stik modsat og betragtede ham som en slavedriver roerte ham ikke det mindste - han havde ikke noget at skulle bevise over for sine elever.

Mod sin forventning fandt Emanuel ikke korridoren på sjette sal tom. Den lille kvindelige skikkelse, der bevaegede sig mod hans kontor fangede straks hans opmaerksomhed, og han konstaterede hurtigt, at han ikke kunne genkende hende bagfra. "Froeken?" kaldte han roligt og fortsatte fremad baerende på de mange pergamentruller, der var 5. årgangs stile om forvandling af borde. Det var hans mening, at han ville sidde i sit undervisningslokale og se naermere på dem, men han var måske ikke den eneste, der havde fået den ide at bruge lokalet - selvom hun også blot kunne vaere en forbipasserende.

[Aoife Ivory]

i'll tell you a tale of the bottomless blue
mysterious fathoms below

Tag: Emanuel Maverick - - - Outfit: here

Aoife vidste egentlig ikke, hvad hun havde forventet at finde heroppe. Hun var bare g�et mod det lokale, hvor hendes eget overhoved som regel befandt sig. Men korridoren var ret tom, og der s� ikke ud til, at v�re nogle inde i undervisningslokalet i forvandling. Hun sukkede skuffet, og vidste ikke rigtig, hvor hun ellers skulle g� hen. Efter at Simon var blevet frataget retten som vejleder, s� havde hun haft lidt bet�nkeligheder med at g� til ham med sine tanker og problemer. Is�r fordi han havde generet deres overhoved. Hun var m�ske selv en, der lavede ballade, men det gik som regel udover hendes klassekammerater og aldrig de voksne. Hun fn�s forarget ved tanken om Simons opf�rsel.

I det hun skulle til at vende sig om og g� tilbage til trappen, h�rte hun professor Mavericks stemme. Et svagt smil kom frem p� hendes l�ber. m�ske kunne hun snakke med ham alligevel. Det l�d ikke p� hans stemme som om, at han kunne genkende hende bagfra. Hun drejede langsomt rundt, og sikrede sig at hendes lange blonde h�r blev p� dens plads bag �rerne, s� professoren kunne se hendes ansigt. "Det er blot mig, Aoife Ivory, Sir." Sagde hun og nikkede ganske let.

[Emanuel Maverick]

bring grace to the strong

Det var måske lidt irrationelt at saette sig ind i det lunkne klassevaerelse for atrette stile i stedet for at sidde på sit kontor, der var yderst velegnet dertil, men professoren havde brug for noget afveksling, og nu hvor skolen var mere eller mindre affolket, var det nemmere at finde andre steder at opholde sig. Der var selvfoelgelig altid laerervaerelset, men han endte evig og altid med at drikke kaffe og sludre med sine kollegaer i stedet for at få arbejdet gjort, når han bevaegede sig derind. Det var hyggeligt, men der fandtes ikke noget så uproffesionelt som kaffepletter, og hvis der var noget han ikke kunne fordrage, så var det uprofesionalisme - det kom naesten lige så hoejt på listen som samfundsnasserne, der uberettiget kaldte sig selv for magikere.

Elevens identitet blev klar for Emanuel, idet hun vendte sig om, og han nikkede ligesom hende i en hilsen. "Froeken Ivory, hvad bringer dig til disse kanter af slottet?" spurgte han med en mine, der udtrykte interesse, og fortsatte hen mod hende, indtil de stod i normal samtaleafstand. Selvom han ansigtsudtryk ikke havde aendret sig meget, var der alligevel noget venligt at finde i hans blik. Der var ingen grund til at irettesaette en yngre elev for at gå alene rundt på skolen i påskeferien, og desuden havde han aldrig oplevet nogen problemer med den unge Ivory.

[Aoife Ivory]

i'll tell you a tale of the bottomless blue
mysterious fathoms below

Tag: Emanuel Maverick - - - Outfit: here

Aoife var glad for, at hun ikke var kommet op på korridoren forgæves. Det havde ikke været hendes mening at opsøge professoren i starten, men jo tættere hun nærmede sig sjette sal, jo mere opdagede hun, at det var ham hun egentlig søgte. Hun snoede en tot lyst hår rundt om sin højre pegefinger, inden hun trak let på skuldrene med en ligegyldig mine i ansigtet. "Jeg ledte efter Dem, Sir." Sagde hun og skævede til baggrunden bag ham. Godt nok var der ikke mange elever tilbage på skolen. Men Imogen var. Og hun skulle absolut ikke komme forbi lige nu. "Jeg ønskede at tale med Dem, inden jeg tog hjem på påskeferie, Sir." Den unge heks havde det med at holde hårdt på formerne. Hvis hun ikke kendte mennesker privat, så blev de kaldt deres efternavn. I de voksnes tilfælde Sir eller Ma'am. Hun snoede fingeren ud af hårtotten og kiggede lidt ned på sine fødder, inden hun vendte sin opmærksomhed mod professoren igen. "Jeg har brug for råd.." Sagde hun lavmælt, som om hun var bange for at de hullede vægge havde ører.

[Emanuel Maverick]

bring grace to the strong

Det var ikke foerste gang en elev havde opsoegt ham, men han haevede alligevel oejnbrynene i en blanding af mild overraskelse og nyvakt interesse. "Og du fandt mig," indskoed han konstaterende. Han kunne umiddelbart ikke komme i tanker om en årsag til, at Aoife oenskede at tale med ham, men selvom stakken af stile i hans favn ikke ligefrem var lille, kunne han godt tage sig tiden til at finde ud af, hvad det handlede om. Emanuel betragtede den unge elev, som hun forklarede sit aerinde oppe på de hoejere etager yderligere, og han fik hurtigt på fornemmelsen, at korridoren måske ikke var det bedste sted at tale. Hendes naeste ord bekraeftede, hvad han troede, og han nikkede en enkelt gang med en taenksom mine. "Jeg har tid nu, hvis det skal vaere," sagde han og kastede et blik forbi hende ned ad korridoren, "vi kan gå ind i klasselokalet, så er vi sikre på ikke at blive forstyrrede." Han gjorde et nik med hovedet i retning af det omtalte lokale, og det venlige glimt havde igen indfundet sig i hans blik. Så satte han i bevaegelse med den forventning, at Aoife ville foelge trop.

Emanuel gik af ren vane hele vejen hen til katederet, hvor han lagde stilene fra sig. Da han havde fået bunken under kontrol - pergamentruller kunne trille fra selv den bedste magiker - vendte han sig med ryggen til katederet og laenede sig op ad det. "Lad mig så hoere, froeken Ivory," indledte han, "er alting, som det skal vaere?" spurgte han og så på hende med et blik, der talte sit tydelige sprog om, at han tog hendes forespoergsel om at tale alvorligt.

[Aoife Ivory]

i'll tell you a tale of the bottomless blue
mysterious fathoms below

Tag: Emanuel Maverick - - - Outfit: here

Aoife nikkede bekræftende. Det havde han ret i, hun havde fundet ham. Det kunne hun jo ikke komme udenom, når nu de stod overfor hinanden med ansigt mod ansigt. Hun sank en klump i halsen og fremtvang et lille smil på læben. Hun nikkede endnu engang, glad for at hun ikke var gået forgæves. Det ville have været lidt trist, hvis det havde været tilfældet. Men nu stod hun her, og blev heldigvis budt indenfor i klasselokalet af professoren. Hun vidste godt, hvad folk gik og sagde omkring ham. Hun vidste godt, hvad der var foregået. Og alligevel var hun ikke spor bekymret på sine egne vegne. For sådan en mand var professoren slet ikke. "Det ville være dejligt, Sir." Sagde hun, og fulgte efter ham ind i klasseværelset. Hun fulgte hans bevægelser med øjnene, og stoppede automatisk op ved et af de forreste borde, mens han stod oppe ved hans eget bord. Hun rystede svagt på hovedet som et svar på hans spørgsmål, hun følte sig lige pludselig lidt forlegen over hele situationen. Det lignede normalt ikke hende at komme til de voksne for at bede om gode råd. Hun brugte bare knytnæven og så var problemet som regel gået i sig selv igen. Men hun kunne jo ikke rigtig bruge knytnæven på sine familiemedlemmer. Og slet ikke hendes forældre. Hun valgte dog at sige tingene som de var, fuldkommen blottet af ærlighed."Jeg har tænkt mig at melde mig ud af Burning Day." Sådan, nu var det blevet sagt. Hun havde tænkt på det i nogle dage nu. Og eftersom hun var en ret impulsiv person, så handlede hun normalt også impulsivt. Men i denne her situation havde hun brug for rådgivning til, hvordan dette forløb skulle køre.

[Emanuel Maverick]

bring grace to the strong

Som forventet fulgte Aoife ham ind i klasseværelset, og selvom han vidste hun stod og ventede på, at han vendte opmærksomheden mod hende, så kunne han ikke gøre så meget, før stilene var holdt op med at rulle fra ham. Han fik dog efterhånden kontrol over elevernes hjemmearbejde, og der gik ikke længe, før han tog hul på samtalen.

Emanuels ansigtsudtryk ændrede sig ikke, da Aoife rystede på hovedet, og han gav hende chancen for at tale, før han brød ind med flere spørgsmål. Så vidt han vidste, var hun en handlekraftig ung dame - i ordenes bogstaveligste forstand - men han forventede ingen pludselige udbrud fra elevens side af, tværtimod. Hun virkede fattet og på en måde også beslutsom, og hendes næste ord bekræftede kun det indtryk, han havde dannet sig af hendes sindstilstand. "Det er en stor beslutning." sagde han indledende, mest for at give sig selv mere tid til at overveje sit svar. Det var blevet klart for ham, at det ikke kun var, fordi han var hendes overhoved, at hun ville tale med ham - hans holdninger var ikke ligefrem hemmelige, og hans seneste tiltag som overhoved havde kun gjort dem mere tydelige. En lang række spørgsmål pressede på, og der var et øjebliks stilhed, inden han talte igen. "Hvorfor vælger du at gøre det?" Emanuel ville sikre sig, at det handlede om holdepunkter, inden han begyndte at spørge ind til hendes beslutning - hvis det nu skyldtes noget andet, som et skænderi eller lignende, var sagen jo en ganske anden.

[Aoife Ivory]

i'll tell you a tale of the bottomless blue
mysterious fathoms below

Tag: Emanuel Maverick - - - Outfit: here

Solen udefra skinnede ind i lokalet, og det var derfor, de ikke behøvede lys til at se hinanden. Hun huskede de mørke vinterdage, hvor lokalet havde været oplyst af fakler. Det havde været så hyggeligt. Men nu havde det kun brug for solens hjælp til at blive lyst op. Hvilket hun syntes var en skam. Hun prioriterede hyggeligt højere end naturlig hjælp. Hun drejede hovedet, og fik et eftertænksom blik i øjnene. Hun vidste godt, at hun skulle vælge sine ord med omhu. Ellers ville professoren ikke tage hende seriøst. Og hun var seriøs. I hvert fald lige nu. Et svagt suk forlod hendes blege læber og hendes blik blev en smule fjernt. Selv om hun kiggede ud af vinduerne, var det ikke solen og de grønne træer hun så på, ej heller var det den lyseblå himmel. Med et ryk drejede hun hovedet og kiggede igen på Emanuel, denne gang med en lille rynken i panden, som virkede helt forkert til en lille trettenårig pige. "Jeg føler ikke, at jeg deler de samme holdninger med resten af partiet længere." Sagde hun, og så direkte på Emanuel med et blik der sagde, at hun mente sine ord hele vejen igennem.

[Emanuel Maverick]

bring grace to the strong

Aoifes svar udelukkede hurtigt personlige problemer som baggrund for gruppeskiftet. Men selvom han fik udelukket personlige problemer på den front, så fik han en stigende fornemmelse af, at det kunne dreje sig om hendes familie. Han vidste trods alt, at Ivoryerne havde en tendens til hælde til Burning Day, og han kunne forestille sig, at Aoifes problem nu var, at hun pludselig fandt sig selv uenig med nogle af dem. Spørgsmålet var bare til hvilken grad, hun var uenig.

"Ikke længere..." gentog han tænksomt. "Er der sket noget, som har fået dig til at skifte mening," begyndte han i et spørgende tonefald, "eller har du haft det sådan i længere tid?" Spørgsmålet bar præg af at være retorisk, og han talte da også igen, inden Aoife kunne nå at svare. "Det er tilladt at have sine egne meninger. Det er ikke altid nemt, men man er nødt til at være tro mod sig selv." sagde han, som talte han af erfaring, og håbede, at det ville opmuntre eleven til at tro lidt mere på sig selv. "Har du fortalt andre om din beslutning?" tilføjede han.

[Aoife Ivory]

i'll tell you a tale of the bottomless blue
mysterious fathoms below

Tag: Emanuel Maverick - - - Outfit: here

Professorens spørgsmål fik Aoifes ansigt til at skifte udtryk. Det gik fra at være beslutsomt til at være meget betænksomt. Hun bed sig i overlæben, mens hun tænkte over, hvilke ord hun skulle bruge til at besvare hans spørgsmål. Dette problem var noget, som hun havde gået og grublet over i længere tid. Næsten siden hun blev placeret hos slangerne. Selv som lille havde hun egentlig ikke helt været så overbevist som resten af familien om, at Burning Day var den politiske gruppe, hun burde være tilhænger af. Da hun havde besluttet sig for sine nøje udvalgte ord, drejede hun hovedet og så på professoren. Igen havde hun et meget beslutsomt udtryk i ansigtet. "Jeg har haft gået med overvejelserne i et længere stykke tid. Men, en hændelse gjorde det klart for mig, hvor uenig med mugglerelskere jeg er." Sagde hun og vidste, at det ikke ville være svar nok på længere sigt. "Jeg er blevet klar over, at vores verden efterhånden er blevet overbefolket af mugglerfødte eller halvblods. Og at den fulde betydning af at være fuldblods ikke har samme status længere." Aoife brød sig ikke om, at skulle være i en minoritet. Hvilket fuldblodsmagikere var ved at blive.

[Emanuel Maverick]

bring grace to the strong

Det var ikke først gang Emanuel bevidnede en elev bryde ud af familiemønsteret og gå sine egne veje, men han hævede alligevel øjenbrynene let i af overraskelse, da den unge slange formulerede sig på en måde, så der slet ikke var nogen tvivl om, hvor hun stod. Som lærer på skolen måtte han ikke presse eleverne ud i at mene, hvad han mente, men nu havde Aoife erklæret sine holdninger helt uden hans hjælp. "Det er modigt af dig at stå frem på denne måde." Sagde han. Det var noget i hans blik, der mindede om stolthed. "Du er nødt til at være stærk, når du skal gøre det igen. Folk vil uden tvivl stille spørgsmål til, at du forlader Burning Day. Din familie..." han holdt inde, mens ordene ved ikke bedre klingede i hans hoved. "Din familie har tradition for at støtte den samme politiske gruppe, men der er en verden til forskel i at støtte nogle politiske holdninger, fordi det er det man står inde for - eller fordi det er det, de andre gør." Emanuel lænede sig let fremad og så alvorligt på hende. "Du viser dem, at du kan tænke for dig selv." sagde han lavmælt men tydeligt, for at understrege vigtigheden i ordene. "Det vil ikke forstå din beslutning. De vil blive vrede, kede af det, føle sig forrådte... De vil prøve at overbevise dig om, at du tager fejl, at du ikke ved, hvad du snakker om." fortsatte han - det var ikke for at skræmme livet ud af den unge pige, men snarere et forsøg på at forberede hende på, hvad hun kunne blive udsat for. Så mildnedes hans blik, og han lagde en hånd på hendes skulder. "Da er det vigtigt, at du husker, at der er andre, der vil være der for dig." forsikrede han hende. Så rettede han sig op igen og kastede et hurtigt blik mod vinduet, før han vendte sin fulde opmærksomhed mod eleven igen. "Familie er vigtigt, men nogle gange må man gå sine egne veje." sagde han, nærmest med et skuldertræk. "Og husk, at hvis de virkelig elsker dig, så vil de acceptere dig som du er." Han smilede forsikrende men havde slet ikke den samme alvor over sig længere.