Smooth Criminals

[Samuel Abott]

• you've been hit by •
• you've been struck by •
• a smooth criminal •

Samuels øjne hvilede nysgerrigt på professorens ryg. Da Maverick vendte sig om og elegant ignorerede den provokerende kommentar, undertrykte Samuel ærgerligt lysten til at udpensle det. Det var netop denne attitude, at læreren næsten ikke var til at hugge og stikke i, der fik Samuel til at gå langt over sine grænser med ham. Og så selvfølgelig det, at han var efter Lily.
Tavst lyttede Samuel til den store mængde ord der strømmede ud fra professor Mavericks læber. For en gang skyld ude af stand til at sige noget provokerende, ventede han stille på sin dom. At der først kom en mængde grunde fik ham til at rette sig lidt utålmodigt op i stolen, og tromme en anelse på armlænet. Han var uendelig nysgerrig efter at se hvordan Simon tog hele sagen, men formåede af en eller anden grund ikke at slide blikket væk fra den beherskede lærer. Desuden ville han lade Simon lide i fred.
Da Maverick vendte blikket mod Samuel, kunne den unge slange ikke lade være med at trække lidt tilfreds i mundvigen. Så havde det åbenbart lykkedes ham at provokere en lille smule. En smule trodsigt fastholdte han blikket i Mavericks. Det faldt ham ikke ind, at kommentaren om Lily var en direkte advarsel om, hvad hans stunt havde kostet: at han bestemt ikke ville lade Lily være fra denne dag af.
Så faldt dommen. "I er begge to udvist fra Hogwarts med øjeblikkelig virkning.”. Ordene gav genlyd i Samuels hoved, så han helt overhørte hvad Maverick efterfølgende sagde. Så var det altså slut. En bølge af fortrydelse strømmede ind over ham, så han måtte synke en klump. Han skulle forlade Hogwarts. Stedet der havde været hans hjem de sidste knap 7 år, og som han havde elsket langt mere end sit eget hjem. Hvad nu? Tankerne om fremtiden var alt for dystre til at kunne overskues, så Samuel rev sig tilbage til nutiden, og tvang blikket mod professoren. Han formåede at undertrykke enhver følelse, og i stedet fokusere på den hævn, han havde taget indtil videre: ville Maverick lægge mærke til gaven under puden?
Så var det sidste sagt, pakket ind i en tydelig ordre. Ordknap sled han sig op fra stolen, og sendte Simon et sideblik inden han gik hen mod døren. Det faldt ham pludselig ind, at han kunne sige lige hvad han ville, nu da bortviselsen var aktuel. Følelsen af frihed fik ham til at vende sig mod læreren i en sidste trodsighed: ”Professor… Hvis De nogensinde gør noget ved Lily…” Han vidste egentlig ikke, hvad han ville sige. Havde lyst til at komme med en lang svada, men fandt ikke evner til at formulere det. I stedet lod han sætningen hænge i luften, marcherede ud af døren. Ud til friheden.

//Closed

• Tag: Simon Lithgow •

[/color][/font][/b][/size]
[/blockquote]
[/justify]