Smooth Criminals

[Samuel Abott]

• you've been hit by •
• you've been struck by •
• a smooth criminal •

Lyden af stemmer døde endelig ud, da de resterende elever forlod Slytherins opholdsstue. Den sidste rest forsvandt da den enorme dør lukkede i og efterlod Simon og Samuel som de eneste tilbage. En pludselig knitren i pejsen fik Samuels hånd, der hvilede på bordet han sad på, til at glide ned. Han rettede sig op og så hen mod Simon. Nu hvor de rent faktisk skulle føre planen ud i livet, var Samuel fyldt med en blanding af spænding og begejstring over at skulle lave noget så forbudt og farligt, og nervøsitet over de konsekvenser det kunne få. Sandsynligvis udsmidning, men han frygtede også, at professor Maverick ville gøre livet ekstra surt for Lily i de sidste måneder af skolen.
Sammen begav det umage par sig hen mod den yngre Mavericks kontor. Gangene var fuldstændig ubefolket, idet eleverne netop nu sad og proppede sig med aftensmad nede i storsalen, komplet uviddende om det scenarie, der snart skulle udspille sig nogle etager over dem. Det var ganske vist ikke så vovet som Alexanders stunt, men en del mere alvorligt. Bortset fra et enkelt spøgelse, passerede de ingen levende (eller døde) sjæle. Tusmørket kastede et blødt skær fra vinduerne og oplyste gangen foran dem. Af og til tændte en fakkel af sig selv ved siden af dem, og tilføjede mere adrenalin til Samuels i forvejen bankende krop.
Så stod de endelig foran døren til Professor Mavericks kontor. Den synes pludselig meget større, tykkere og mindre gennemtrængelig end han havde forestillet sig.
En smule fortabt lænede han sig op ad væggen og så afventende på Simon. ”Nå, det er dig der er den kloge her, smukke”. Han vippede et busket øjenbrynet mod den yngre tidligere vejleder, og gik ud fra, at han kun kunne være klog når han havde været vejleder.
Det gik op for Samuel, at hele planen ikke var særlig gennemtænkt. Indtil videre havde han snakket højt og stolt om sine planer og havde regnet med, at det hele ligesom nok skulle flaske sig. Han havde ikke tænkt på det utal af besværgelser, der måtte beskytte eventuelt indtrængende. Eller hvad de egentlig skulle gøre, hvis de nåede derind. Nu synes det pludselig ganske godt at have Simon på sin side, selvom han havde haft sine betænkeligheder.

• Tag: Simon Lithgow •

[/color][/font][/b][/size]
[/blockquote]
[/justify]

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simon var i et underligt, ubestemmeligt humør. Han var ikke rigtig nervøs, sådan som han svagt fornemmede at den ældre slange var. I stedet havde han en følelse af, at være blevet tømt for følelser hen over de sidste par timer i opholdsstuen. Som en konsekvens af selvsamme, havde han intet behov for at udveksle nogen ord med Samuel på deres vej op imod Mavericks kontor, men forholdt sig tavs, imens han gennemgik sin egen tåbelige, famlende plan.

Da de nåede målet og begge standsede, kastede han et kort blik til begge sider. En alvorlig rynke tegnede sig i hans pande, som hans blik faldt på kollegianeren og han nikkede en enkelt gang, uden at svare. Det eneste portræt på gangen var tomt for sin beboer, en vortet gammel heks, som ellers flere gange havde kommenteret på Simons beklædning, når han gik forbi, og der var ikke andre at se eller høre.
Så snart han for sidste gang havde konstateret dette, løftede Simon sin tryllestav og slog et prøvende slag med den. ”Alohomora,” fulgte det naturligt i et dæmpet, men bestemt, tonefald. Besværgelsen blev dog direkte og konsekvent afbøjet, så snart den nåede tæt på døren og forsvandt ud i luften med en svag hvislen. ”Satans,” kommenterede eksvejlederen fortrydeligt. ”Den skeløjede blævreorm har placeret et skjold omkring døren.” Han kastede endnu et stjålent blik ned af gangen, tog en dyb indånding og pegede sin stav imod døren igen. ”Bombarda,” kommanderede han sammenbidt, med et håb om, at lyden ikke kunne høres alle fem etager under dem. Selv vaklede han et enkelt skridt bagud, imens den temmelig begrænsede eksplosion gav svag genlyd på gangen de stod på. Tilsyneladende havde den ikke gjort det mindste ved selve døren, som stod ganske urørt tilbage, men da Simon viftede sin tryllestav og gentog besværgelsen fra før, lød der et klik og begge hans øjenbryn røg lidt op. ”Fuck hvor nemt. Tag i døren, Abott,” opfordrede han den ældre dreng, inden han endnu engang så sig over skulderen.

Tag: Samuel Abott ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]

[Samuel Abott]

• you've been hit by •
• you've been struck by •
• a smooth criminal •

Samuel så afventende på Simon, der slog et slag med staven og udførte en simpel besværgelse. En smule skuffet, men forventet, så Samuel, at det ikke hjalp noget som helst. Der skulle skrappere midler i brug, og da Simon sendte skjulte blikke ned ad gangen, trådte Samuel for en sikkerheds skyld nogle skridt tilbage. Den lille eksplosion fik ham til at se ned ad gangen og spidse ører. Det lød ikke til at nogle lærere kom hastende for at afsløre dem i deres færd.
Endnu en eksplosion mere og døren klikkede åben. Ligeglad med Simons lettere kommanderende opfordring, trådte Samuel frem, rørte forsigtigt ved håndtaget i tilfælde af at det skulle være varmt, og trådte så ind i Mavericks kontor.
Ved første øjenkast så alt ganske normalt ud. I arbejdslokalet var der naturligvis et skrivebord og en del reoler med bøger og genstande. Et par tilstødende rum viste nok ud til privat toilet og soveværelse. Samuel sendte et sejrrigt smil til Simon. Nu var første skridt da klaret. ”Nå, har du nogle gode idéer?” Selv havde han en del, men han ville høre Simons først.
Nysgerrigt tog han en runde i lokalet langs væggen. Af og til trak han en genstand ned, vendte og drejede den og satte den tilbage igen, ligeglad med eventuelle spor han lagde. En munter fløjten undslap læberne, nu da det hele virkede langt mere overskueligt og let.
”Du kan stadig nå at vende om. Slikke ham lidt i røven og måske genvinde din vejlederplads”, bemærkede Samuel, idet han var nået frem til Mavericks skrivebord. Med et tilfreds smil gled han ned i lærerens stol, smækkede et par beskidte sko op på skrivebordet og lænede sig tilbage med et grynt. Hænderne foldede sig over maven, og han nød følelsen af magt det gav at sidde i netop denne stol, hvor professoren som regel sad og langede svedere over. Hvis rollerne var byttet om, og det var Maverick der nu stod foran ham, ville han beordre ham ned på knæ og slikke hans fødder rene.

• Tag: Simon Lithgow •

[/color][/font][/b][/size]
[/blockquote]
[/justify]

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simon fulgte selv efter den ældre dreng, så snart han med den simple besværgelse alohomora havde afvæbnet døren. Han havde svært ved at fatte, at det gik så nemt som det gjorde, men i hans beslutsomme sindstilstand faldt det ham ikke ind, at der kunne være noget, som var skjult for øjet. Efter et hurtigt blik rundt i lokalet, kunne han konstatere, at det så ud som det plejede. Han så på Samuel og hævede begge øjenbryn, før han nikkede. ”Selvfølgelig,” svarede han, med en snert af arrogance. Han var nær fortsat, men blev afbrudt af den anden drengs malende sprogbrug og fnøs en enkelt gang.

Selv tog han fat på sin planlagte gennemsøgning uden noget konkret mål og hev skuffer ud, bladrede gennem papirer og undersøgte boghylder for noget, der kunne være indkriminerende. ”Sagde du ikke, at du havde tænkt dig at pisse på hans sengelinned?” Han spildte ikke tiden på at dreje hovedet, men tog blot endnu en bog ud, uden at finde noget bag den. ”Det er nu du har chancen,” konstaterede han tørt i en klar opfordring. Det passede ham glimrende at have Samuel med som den destruktive klovn, imens han selv forsøgte at få fat på noget, der ville give ham større tilfredsstillelse end at svine lærerens seng til.

Tag: Samuel Abott ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]

[Samuel Abott]

• you've been hit by •
• you've been struck by •
• a smooth criminal •

Dovent betragtede Samuel Simon gå rundt i rummet og undersøge alting. Det forekom ham, at ex-vejlederen var en temmelig bitter og småkedelig person. Havde det ikke været fordi de var partners in crime i denne sag, ville han have mobbet Simon temmelig groft, da han fandt ham siddende på randen af et sammenbrud. I stedet havde han fattet en sympati, han slet ikke vidste han besad, og indviet ham i sine planer.
Ved Simons ord spidsede Samuel ører, og han kom med et lille grinende grynt. ”Ikke pisse. Det er jo for åbenlyst. Nej, Maverick skal have søde drømme om mig i nat”. Han lod benene glide ned fra skrivebordet så de landede på gulvet med et klonk, rejste sig op og strakte sig en anelse. Så blinkede han til Simon og gik ind ad en dør, der viste sig at være soveværelset. En anelse blufærdigt lukkede han døren i. Godt nok var de partners in crime, men at lade Simon ligefrem kigge imens, var en tand for meget, selv for Samuel.
Han gik hen til sengen og fjernede puden. Med hånden støttende mod væggen, åbnede han sine bukser og trak underbukserne ned.
Omtrent 5 minutter senere, efter at have afleveret en lille gave under Mavericks pude, lukkede Samuel døren bag sig. Med et yderst selvtilfreds smil mødte han Simons blik. ”Det skulle gøre det”, afgjorde han, og trak maven ind mens hænderne knappede bukserne. ”Jeg gad nok se hans fjæs, når han finder en plet under sin pude, efter at have sovet i det en hel uge. Medmindre han selvfølgelig bliver våd i trussen istedet. Det skulle ikke undre mig, at han ligefrem tændte på små drenges spunk.” Tænksomt kneb han øjnene sammen, og uden helt at kunne styre sig, sagde han provokerende, ”er det derfor du vil have hævn, Simon? Har han pillet ved dig, selvom du sagde nej? Skal jeg finde en dukke, så vi kan gå til rektor og du kan udpege stederne på dukken, hvor han har rørt dig?” Et hæst grin væltede over læberne.

• Tag: Simon Lithgow •

[/color][/font][/b][/size]
[/blockquote]
[/justify]

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simon hævede begge øjenbryn en anelse og rynkede dernæst på næsen. Han undlod dog strategisk at sige noget om Samuels temmelig frastødende plan og nøjedes med at hælde al sin egen opmærksomhed i eftersøgningen. Der gik ikke mange minutter før han indså det frugtesløse i den og han begyndte stille og roligt at blive en anelse nervøs. Alligevel blev han stående, trak nye papirer ud og gennemrodede alt hvad han kunne få fingre i. Der havde ikke været nogen alarm og Maverick måtte nødvendigvis bruge allermindst tyve minutter på at spise. Det gav dem endnu ti minutter, før det ville være det bedste at tage benene på nakken og han fornægtede en snigende følelse, at at der var noget i vejen. Hvis der var bare den mindste mulighed for at få noget på den svinske lærer, der havde smadret hans tilværelse på slottet, så skulle han satme udnytte den.

Det var først da Samuel dukkede op fra soveværelset igen, at Simon for en kort bemærkning stoppede sin søgning, denne gang i skrivebordsskufferne. Han skar ansigt over de vulgære bemærkninger og sendte den ældre slange et hvast blik. ”Var det det du selv tænkte på, imens du spillede den af derinde? Maverick og hans tendenser?” Stemmen var drævende og det kortvarige smil han sendte den anden nåede på ingen måde hans øjne. De var partnere i forbrydelsen, men de var bestemt ikke venner.

Tag: Samuel Abott ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]

[Samuel Abott]

• you've been hit by •
• you've been struck by •
• a smooth criminal •

Samuels smil blev større, da Simon svarede igen med en sarkastisk bemærkning. Det faldt ham ikke ind, at de stod og spildte tiden med at provokere hinanden, det vil sige primært Samuel der provokerede Simon, i stedet for at lede efter genstande eller dokumenter, der kunne bruges til at fælde Maverick på en eller anden måde. Det faldt ham heller ikke ind, at hele affæren var temmelig mistænksom – at en lærer som Maverick ikke beskyttede sit kontor mod uvelkomne indtrængende bedre.
”Åh, ja. Maverick og dig der gør det over skrivebordet, bagfra, forfra, på knæ… I grynter af anstrengelse”. Samuel klemte sine øjne lidt sammen, og lænede sig provokerende hen mod Simon, velvidende at det ville irritere den unge, fornemme mand.
Nu da han var kommet i gang, havde Samuel hundredvis af forskellige fornærmelser han kunne komme med, især omkring Simons nummer med Anessa. At Samuel havde gjort næsten præcis det samme med Julie og Aisling, var sagen uvedkommende. På det sidste havde han fået helt nye venskabelige følelser for hende, og modviljen til Simon var blevet større. Selvom det var svært, forekom det ham alligevel, at nu ikke var det rigtige tidspunkt at lufte sine tanker.

• Tag: Simon Lithgow •

[/color][/font][/b][/size]
[/blockquote]
[/justify]

[Tanya Revér]

Eyes in the wall
Are never silent for long

"ARHAHAHAHAHAHAHAHA" lød en nærmest hysterisk kvinde latter inde fra rummet Samuel netop havde forladt. Tanya svævede halvt indover sengen, og så ud som om hun ville have brækket sig af grin, hvis hun havde været i stand til at brække sig overhoved. Hun havde været vidne til mange mærkværdige og ugudelige pranks i sin tid, med dette måtte være en af de mest ucharmerende, ubehøvelede og bedste nogensinde!

Tanya havde set de to regelbrydere liste sig rundt på trapperne, når de tydeligvis burde havde været på vej til spisning, og havde besluttet sig for at følge uset efter dem. Tros hun efterhånden havde været spøgelse i en pæn slat år, forbløffede de levende stadig. De kunne være nok så forsigtige og kigge sig over skulderen hele tiden og igen, men de glemte bare altid at kigge op. Men så igen, hun havde sikkert selv været lige så uvidende om det tredimensionalle rum da hun havde gået på Hogwarts, som de stakler der gik der nu var.

Mind if I supervise?

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simons stirren var tavs og smilet, der kort havde været på hans læber, var fuldstændig glemt. Han så på Samuel med tydelig væmmelse og havde også, for en stund, fuldstændig glemt formålet med at bryde ind på professorens kontor. ”Du er satme for klam, Abott,” konstaterede han simpelt, før han drejede sig væk med et sammenbidt ansigtsudtryk. Det var tydeligt, at han overhovedet ikke fandt det morsomt, men det var trods alt ikke tiden til at skændes.

Inden han fik fat i den stak med papirer, som han havde udset sig, blev han dog brat afbrudt af en hysterisk latter, der ekkoede i Mavericks lokaler, men tydeligt kom fra soveværelset. Han rettede sig brat op, drejede sig rundt og så imod døren med begge øjne spærret op i overraskelse. ”Fuck,” udbrød han. ”Løb!” Han slap alt han havde i hænderne og gjorde præcis som han havde opfordret den anden dreng til. Da han nåede døren flåede han den hastigt op, men han standsede lige så brat som han havde sat i løb, da det syn, der møde ham, var den alt for bekendte skikkelse af præcis den professor, hvis kontors dørtrin han stod på.

Tag: Samuel, Tanya & Emanuelse ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]

[Samuel Abott]

• you've been hit by •
• you've been struck by •
• a smooth criminal •

Ordene gjorde, til Samuels tilfredsstillelse, Simon temmelig gnaven, og den hårde kommentar var intet, han ikke havde hørt før. ”Siger ham, der gør det med Maverick”, sagde han og vrikkede lidt brynene.
De blev afbrudt af en skrålende latter fra det rum, Samuel lige havde været inde i, og automatisk fór han forskrækket sammen. Den næste tanke der faldt ham ind var, hvilken elev der havde stået og set på hans lille akt imens. Før han nåede at ræssonere sig frem til en logisk forklaring, handlede hans krop instinktivt ved Simons ord. Med et lettere panisk udtryk i ansigtet, og med et hoved der havde glemt alt om deres mundhuggeri, fløj han efter Simon mod døren. At det blot var spøgelset Tanya, nåede ingen af dem at tænke over, før Simon rev døren åben og stoppede så brat, at Samuel kolliderede direkte ind i ham. ”Pas dog på”, udstødte han irriteret, og måtte træde et par skridt tilbage. Så faldt blikket på skikkelsen i døren, og ligeså meget overmod han havde haft da han sad i stolen, ligeså hurtigt forsvandt det nu.
”Professor…”, udbrød han en smule tamt, og formåede at gemme sig halvt bag Simon. Det hele var forløbet temmelig glat og nemt indtil videre, men nu så det også ud til, at deres held var randt ud.

• Tag: Simon Lithgow •

[/color][/font][/b][/size]
[/blockquote]
[/justify]

[Emanuel Maverick]

bring grace to the strong

Med oensket om at undgå horden af elever, der bevaegede sig ned mod storsalen for at få aftensmad, havde Emanuel foerst forladt sit kontor et par minutter, inden maden ville blive serveret. Lige inden han gik, havde han lukket sin ugle, der havde tudet utålmodigt, ud, og kontoret lå nu oede, naermest inviterende til de ulovligheder, der snart ville blive begået af to Slytherinelever uden Emanuels vidende.

Forvandlingsprofessoren havde dårligt sat sig til rette, inden han fik en nagende fornemmelse af, at der var noget galt. Straks efter gik det op for ham, at hans brystlomme hylede, og med et forundret ansigtsudtryk trak han sit lommeur, der var kilden til larmen, op ved den tilhoerende kaede. Hans foerste bekymring var, at få lyden til at holde op, da han mod sin vilje tiltrak sig hele laererstabens opmaerksomhed. Da stilheden lagde sig, kunne han endelig koncentrere sig om det lille, reodgloedende ord, der var dukket op på urskiven:

kontor

Emanuel stirrede på uret med et haevet oejenbryn. Hans intuition sagde ham, at der slet ikke var nogen tvivl om, hvem der havde sat fod i hans kontor, men samtidig havde han svaert ved at tro på, at nogen elev kunne vaere så tankeloes og rent faktisk tro, at vedkommende ville komme afsted med det. Med et noeje afmålt ansigtsudtryk undskyldte Emanuel sig fra middagsbordet og satte direkte mod sjette sal.

Idet han drejede om hjoernet og fik doeren til sit kontor inden for sit synsfelt, loed en hoej, haemningsloes latter, og et forarget fnys kom over hans laeber over respektloesheden for hans ejendom. Endelig havde han doeren inden for raekkevidde, men håndtaget drejede sig for oejnene af ham, og han stod i stedet tilbage, fuldstaendig overbevist om, at Samuel ville loebe direkte i armene på ham. Men det var ikke Samuel, der åbnede doeren.

I et splitsekund kunne man se forbloeffelsen malet henover Emanuels ansigt, men han havde hurtigt lagt ansigtet i de koelige, lettere overlegne folder igen. Hans blik gled fra Simon til Samuel, der tiltalte ham, og en lettere triumferende foelelse voksede i ham - to fluer i et smaek. "Lithgow, Abbott," hilste han, som om de tilfaeldigt var stoedt på hinanden, "hvis i vil vaere så venlige at tage plads." Emanuel gjorde en gestus ind mod sit kontor med et ulaeseligt ansigtsudtryk.

[Tanya Revér]

Eyes in the wall
Never silent for long

Tanyas latter døde ud lige så hurtigt som den var startet og smilede i stedet tilfreds da hun hørte slangernes panikråb. Det skulle nok få dem sendt afsted, og hvis de var heldige kunne de sågar nå ud inden professoren dukkede op og tog dem på fersk gerning!

Tanken døde dog hurtigt da den forventede lyd af en smækkende dør udeblev, og der i stedet bredte sig en kort stilhed. Tanya kunne ikke høre hvad der blev sagt igennem væggen og den lukkede dør, men hun tvivlede på det kunne være godt.
Hvor end hun gerne ville se de to slanger komme i fedte fadet, ville det komplicere hendes videre planer en del hvis professoren lærte hun havde været der. I stedet gled hun roligt ud igennem væggen, ud på gangen, passerede lydløst bagom professoren, sendte et smil til slangerne og forsvandt ud igennem gangens anden væk. Hun ville dog ikke være langt væk. Nej, hun ville holde sig i nærheden så hun var sikker på at fange det gyldne øjeblik hvor professoren fandt den lille gave der var blevet lagt under hans hovedpude. Samuel skulle nok betale dyrt for historien.. Hvis han da fik lov til at blive længe nok på skolen til at høre den!

//OUT

In the shadows

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Glemt var den skingre latter inde fra soveværelset, som Simon ikke havde fundet hoved og hale i. Han ænsede knapt Samuel, der halvvejs væltede ind i ham. I stedet var hans fulde opmærksomhed fokuseret på underviseren, der så forbløffet tilbage i det korteste øjeblik, før noget, der lignede overlegen tilfredshed, spredte sig i hans træk.

Simon følte sig alt andet end tilfreds. Hans puls spænede af sted imens hans mave føltes som om der lige var faldet en tonstung sten ned i den. Intet han før havde gjort kunne måle sig med det, som Maverick lige havde fanget ham i og han kunne stort set læse ordene bortvisning i professorens øjne. Den tomhed, der bredte sig i ham ovenpå indsigten, fik ham til at tabe sin underkæbe i sekunderne før stilheden blev brudt. Han lukkede munden igen, stirrede blot tavst på Slytherins overhoved og fulgte opfordringen – eller ordren – uden protester.

Der var ikke ord for hvor meget de stod i lort til halsen på nuværende tidspunkt. To mugglerfødte elever grebet i at bryde ind på en professors kontor. Og hvorfor? Simons indre var tomt, som han satte sig ned på en stol foran det skrivebord, hvis skuffer var flået nådeløst op. Han havde et mentalt billede af Mary, der skreg af ham, på nethinden og blev ved med at køre det forfra, følelsesløs for både det og den situation han befandt sig i. Hun ville nok blive glad, for at se ham forlade Hogwarts...

Tag: Samuel, Tanya & Emanuelse ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]

[Samuel Abott]

• you've been hit by •
• you've been struck by •
• a smooth criminal •

Emmanuels henkastede tonefald styrkede Samuels tro på, at de var på dybt vand. Ved den tydelige ordre, maskerede som en høflig opfordring, sank Samuel en klump og vendte fronten mod skrivebordet. Han skævede til sin sidemakker, der lod til at være i alt for dybe tanker til at besvare blikket.
I et vanviddets øjeblik overvejede han at tage benene på nakken og drøne ud af døren, men det ville ikke føre til noget som helst. På nuværende tidspunkt så en bortvisning ud til at være uundgåelig. Og det var jo sådan set også planen.
Samuel måtte hanke op i sig selv da han indså dette. I omkring en måned havde denne seance stået øverst på hans dagsorden; et forsøg på at provokere sin yndlingshadelærer en sidste gang som førte til bortvisning, så han undgik ydmygelsen ved at dumpe samtlige eksamener i slutningen af skoleåret. At forsvinde med et brag. Det var planen. Ganske vist ikke ved en ligeså elegant grande finale som Weasley-tvillingerne lavede for mange, mange år siden, men en finale, der vil blive husket, hvis nogen fik nys om den. Og takket være Tanyas entré, var dette sikret.
At Simon blev trukket med i fedtefadet, var egentlig ikke Samuels plan, men han havde jo sådan set selv sagt ja. Nu kunne Samuel blot prise sig over, at det hverken var Skye eller Julie der gik ved siden af ham.
Med et nyt vanvittigt gåpåmod traskede han hen mod en af stolene og dumpede ned i den. Det var det her, han gjorde bedst. Drev folk til vanvid med sin umulige attitude.
”Professor Maverick, Lithgow og jeg gik netop forbi dit kontor, da vi kunne lugte et eller andet sive ud gennem døren. Lidt ligesom sure sokker og gamle, klamme underbukser. Vi skyndte os selvfølgelig at bryde ind, i tilfælde af at De lå og var ved at blive kvalt i stanken". Samuels ansigtsudtryk viste ren uskyldighed, men han havde sit sædvanlige fandenivoldske glimt i øjet.

• Tag: Simon Lithgow • Tanya Revér • Emanuel Maverick

[/color][/font][/b][/size]
[/blockquote]
[/justify]

[Emanuel Maverick]

bring grace to the strong

Eleverne vendte om og placere sig på stolene foran Emanuels skrivebord på hans opfordring, og han trådte selv ind i lokalet. Døren lukkedes bag ham med et næppe hørligt 'klik', og han fortsatte direkte forbi eleverne for at stille sig foran vinduet, der var placeret på væggen bag skrivebordet, med hænderne foldet på ryggen. Uglepinden ved siden af vinduet var tom, hvilket betød at Archibald enten var ude at flyve eller opholdt sig i ugleriet - men det var ikke dette Emanuel tænkte på, da han kastede et blik ud på skolens områder.

Samuels stemme afbrød stilheden, og Emanuel vendte sig med fronten til de to slanger. Han viste dog ingen tegn på at være blevet fornærmet, og da han talte blev det hurtigt klart, at han havde valgt at ignorere ordene fuldstændigt. "At bryde ind på en lærers kontor er en alvorlig forseelse, hvilket jeg er overbevist om, at alle udmærket er klar over. Dette leder mig til at tro, at i begge to enten er mindre begavede eller ude efter at provokere mig." begyndte han og lagde den ene af sine hænder på ryglænet af sin kontorstol. Hans blik hvilede på Samuel, da han bragte provokation på banen. "Uanset hvilken af disse grunde, der må være rigtig, så hører et par elever som jer ikke til på Hogwarts. Det er en hån mod magien som institution at lade jer sætte fod på dette område, noget der burde være blevet sat en stopper for, for længst." Han vendte nu opmærksomheden direkte mod Simon. "Jeg troede, at jeg ved at afsætte dig, Lithgow, som vejleder havde gjort det klart for dig, at du hang i en løs tråd. At du så vælger at smide hele din fremtid væk i stedet for at bevise dit værd som magiker bekræfter mig kun i at have taget den rigtige beslutning." Det var den retfærdige side af Emanuel, der skinnede i gennem i hans ord. Om Emanuel så nogensinde ville have været i stand til rent faktisk at give Simon en chance, hvis han beviste sit værd, ville Emanuel aldrig kunne vide med sig selv - han var jo overbevits om, at Simon ikke var værdig på noget som helst punkt. "Abott derimod," Emanuels tonefald gik fra at være neutralt til at afsløre hans modvilje, "du har manglet respekt overfor alt og alle siden den dag jeg mødte dig - og uden tvivl før dette." Emanuel strammede grebet om skrivebrdsstolen men lod ikke vreden tage over. I stedet sneg det umærkelige glimt af tilfredshed sig tilbage i hans øjne. "Man skulle tro, du ville værdsætte tiden sammen med din søster mere -" han løftede begge hænder i en opgivende gestus - "men der tog jeg vist fejl. Vi må vel bare håbe, at hun kan nyde resten af sin tid på Hogwarts uden dig." afsluttede han, foldede atter hænderne bag ryggen og holdt en kunstpause. "I er begge to udvist fra Hogwarts med øjeblikkelig virkning. Jeg vil arrangere transport fra Hogsmeade til London i morgen omkring frokosttid. I mellemtiden vil jeres eneste opgave være at pakke jeres egendele og returnere eventuelt lånt materiale til biblioteket, lærere med videre. I vil få et skriftligt bevis underskrevet af rektor og jeg på, at i ikke længere er studerende her." Emanuel udviste ingen glæde, da han bragte dem beskeden om deres udvisning, men han mærkede lettelsen brede sig i ham ved tanken om, at han ikke behøvede at få sin hverdag besværet af de to elever fremover. Hans blik faldt atter på Samuel, og han tilføjede med en advarende undertone: "Hvis jeg efter dette møde finder nogen form for hærværk eller tegn regelbrud, der på mindste vis kan spores tilbage til jer to, vil jeg ikke tøve med at søge om at få frataget jeres tryllestave på baggrund af uansvarlighed."

Ordene blev leveret med et skarpt blik, hvorefter han løsnede tydeligt op og gjorde et enkelt nik med hovedet. "Jeg vil bringe nyheden videre til rektor - i mellemtiden foreslår jeg, at i bevæger jer direkte op på jeres sovesale og begynder at pakke." Igen pakkede han sin ordre ind som et foreslag, men hans tonefald talte sit tydelige sprog om, hvad han egentlig mente. Med den forventning, at Samuel og Simon nu forlod kontoret, fandt Emanuel et stykke pergament frem og begyndte at formulere præcis, hvad hans grundlag for bortvisningen havde været, så han kunne aflvere det færdige stykke pergament til sin onkel. Da kontoret var tomt igen tog han plads ved sit skrivebord - men inden han satte fjerpennen mod pergamentet kastede han et sidste tilfreds blik mod den lukkede kontordør, lykkeligt uvidende om, hvad der ventede ham under hans hovedpude.

closed