Lessons in lifes essential unfairness

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simon havde en underlig følelse i maven, da han gik imod professorernes kontorer på første sal. Sidste gang han havde været der, havde han fået en underlig form for reprimande, for noget han ikke selv kunne se fejlen ved. Om det var det samme denne gang, var han ikke klar over, men det kunne umuligt være noget positivt. Lige siden Emanuel Maverick havde indtaget sin position som Slytherin-kollegiets overhoved havde han kun fået negativ respons på sine handlinger og han gik ikke ud fra, at noget var forandret.

Det var det samme for Scott, og Simon hadede allerede manden for de prøvelser han satte i vejen for ham selv og hans tvilling. At der kun var ét eneste motiv og en livsbetragtning bag var ingen hemmelighed, men det var uudtalt og uofficielt, altid lurende i skyggerne og i baghovedet på de elever, som var født med evner, som folk som professor Maverick ikke mente de fortjente.
Det pissede Simon af til endeløshed at han skulle bevise sit værd gang på gang, uden at det satte en stopper for den idé om, at han ikke hørte til. Alligevel havde han indtil nu formået at holde sine egne meninger om Slytherins overhoved for sig selv og han regnede med at fortsætte succesen i aften, uanset hvad den opblæste nar havde at brokke sig over denne gang.

En dyb, dyb indånding dulmede de nerver, der trods alt var på, før han bankede på døren, ventede og åbnede, så snart han fik en tilkendegivelse derinde fra. Han lukkede efter sig, fortsatte ind i lokalet og standsede med hænderne bag ryggen, før han bøjede hoved en anelse, i hvad der mindede om en respektfuld hilsen. ”De ville tale med mig, professor?”

Tag: Emanuel Maverick ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Uniform
[/center][/blockquote]

[Emanuel Maverick]

[atrb=border,0,true][atrb=cellpadding,0,true][atrb=width,410,true]bring grace to the strong

Emanuel så op fra sin avis, da det bankede på døren. "Kom ind." kaldte han, lagde dagens nyheder fra sig på skrivebordet og nikkede kort til eleven. Det var uden for, hvad Emanuel betragtede som normal kontortid, men det betød netop, at chancen for at blive forstyrret var minimal. "Ja, Lithgow. Tag plads." sagde han og gjorde en gestus mod stolen foran sin arbejdsstation til forskel fra sidst selvsamme person havde besøgt ham. Situationen var anderledes denne gang, og han forventede mere modstand fra Simon på grund af det, han havde at fortælle ham. Da Simon havde sat sig, rømmede Emanuel sig indledende. Han så som sædvanlig ingen grund til at gå som katten om varm grød, og gik direkte til det, som mødet handlede om. "Sidst vi talte, gjorde jeg det klart for dig, at jeg har haft min tvivl om dine evner som vejleder." begyndte han og gav ikke Simon tid til at bryde ind. "Siden da har jeg ikke set nogen forbedring. Det er bekymrende," Emanuel rejste sig fra skrivebordet, "da lærerstaben har haft en forventning om, at du kan håndtere opgaverne og ansvaret som følger med at være vejleder." Han lod ordene hænge i luften og så alvorligt på eleven, hvorefter han vendte sig mod hylderne, der stod langs kontorets ene væg. Så tog han en pergamentrulle frem og vejede den i hånden, inden han vendte opmærksomheden mod Simon igen. "Dette er en udtalelse fra professor Garcia. Hun beskriver dine præstationer i eliksirer som middelmådige." Han rakte pergamentet over til Simon og tog igen plads ved skrivebordet. "Det samme gælder i mine timer. Eliksirer og forvandling er to meget vigtige fag i en magikers uddannelse." sagde han og foldede hænderne foran sig på bordet. "Det er ikke overraskende, at en med din baggrund finder det svært at leve op til den magiske standard på Hogwarts, særligt når du også har taget vand over hovedet med vejlederposten." fortsatte Emanuel ufortrødent, stadig uden at lade Simon få et ord indført. "Vejlederen repræsenterer sit kollegium. Og jeg mener ikke, du er et tilstrækkelig godt billede af, hvilke elever vi har på Slytherin. Du har ugen ud til at færdiggøre eventuelle vejlederrelaterede opgaver, og derefter ser jeg vejlederemblemet afleveret på mit kontor."

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simon tog plads uden et ord og betragtede overhovedet for Slytherin afventende. Han ønskede ikke at fremstå anspændt, men det var immervæk nøjagtig hvad han var. Som Emanuel fortsatte blev det temmelig hurtigt soleklart at det var med aldeles god grund og han sad i flere øjeblikke og stirrede nærmest forbløffet på ham, før han knyttede sine hænder så hårdt sammen, at det gjorde ondt. På trods af udtalelsen fra hans professor i eliksirer og forvandlingsunderviseren lige foran ham, samt den sandhed der lå i, at han i et stykke tid havde modtaget en del jævne A'er, havde han ikke forventet at fuldblodssupremisten ville synke så lavt som til at fratage ham hans titel som vejleder.

Han sad komplet tavs og overvejede i et kort øjeblik hvad der ville ske, hvis han plantede sin knytnæve midt i professorens udtryksløse ansigt. På trods af spekulationerne havde han dog hverken tænkt sig at give Emanuel den tilfredsstillelse at kunne smide ham ud fra skolen, eller stille sig selv i den situation, hvor det var den eneste vej frem. Han havde en klar fornemmelse af at argumentation var komplet ligegyldig, men lod alligevel ordene forlade sig igennem sammenklemte tænder. ”Adskillige elever på poster her på skolen modtager beståede karakterer i flere fag end jeg nogensinde har gjort, professor. Størstedelen har en anden baggrund end jeg, men det er måske en anden sag, hvis deres bedstefar kender rektor?” Han knyttede hænderne hårdt sammen igen og fandt det komplet umuligt at vise præcis hvor rasende han var. Hans næve ville se så køn ud i nærkontakt med den næse og at give professoren en blodtud på mugglermanér var temmelig sørens tiltalende i øjeblikket.

Tag: Emanuel Maverick ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Uniform
[/center][/blockquote]

[Emanuel Maverick]

[atrb=border,0,true][atrb=cellpadding,0,true][atrb=width,410,true]bring grace to the strong

Simons reaktion kom ikke bag på Emanuel, men han måtte alligevel væbne sig med tålmodighed. At sidde og diskutere med en teenager, der følte sig uretfærdigt behandlet var ikke ligefrem det, han havde lyst til at bruge sin aften på, men på den anden side skulle det jo overstås på et eller andet tidspunkt. At rektor blev fik dog Emanuel til at hæve brynene i mild overraskelse - han burde have vist, at Simon ville synke lavt nok til at tage hans relation til skolens leder op. Han tog sig selv i at se mistroisk på eleven og lænede sig let indover skrivebordet. "Jeg kan forsikre dig om, at beslutningen om, at du ikke er kompetent som vejleder, er min og min alene." sagde han skarpt og mærkede, hvordan tålmodigheden stille og roligt sivede ud af ham. Emanuel rettede sig op i stolen igen og skubbede stolen lidt ud fra skrivebordet. "Jeg tror ikke du skal tale for højt om, at du mener dine medelevers talent bygger på deres eventuelle relation med rektor." tilføjede han og skubbede stolen ud fra sit skrivebord. Inden han rejste sig, så han Simon i øjnene med skyggen af et smil i øjenkrogen. "Til forskel fra dig har de fortjent at blive behandlet med respekt." Igen hævede han øjnebrynene let, denne gang i en mere eller mindre udfordrende mine.

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simon havde knapt overvejet den halvvejs personlige fornærmelse, der lå i hans ord. Den gik dog tydeligt op for ham, da professoren lænede sig ind over bordet og svarede ham skarpt. Begge hans øjenbryn røg en anelse op og han glemte i et kort sekund, at han var vred, slet og ret forbløffet over, at det var lykkedes ham at irritere det ellers så kølige overhoved. Det gav ham en underlig, tom form for glæde, som dog var kortvarig og fes fuldstændig ud i ingenting, da ordet blodstatus endnu engang spøgte.

Til forskel fra dig har de fortjent at blive behandlet med respekt.

Ordene ringede lidt i Simons ører. Han sad komplet stille og stirrede lige ud i luften. Magtesløsheden var påfaldende og protester nyttesløse. Hvorfor overhovedet gøre noget ud af sine fantasier om at tvære underviserens smil af igen ved at stikke ham en på siden af kassen? Han rankede sig, spændte tydeligt i kæben imens han bed tænderne hårdt sammen og rykkede stolen bagud, for også at rejse sig. ”En dag vil verden se anderledes ud, professor, også Deres verden,” konkluderede han, imens han undertrykte sit raseri med magt. ”Jeg håber at jeg får muligheden for at se Dem den dag og spytte Dem i ansigtet, sir.”

Tag: Emanuel Maverick ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Uniform
[/center][/blockquote]

[Emanuel Maverick]

[atrb=border,0,true][atrb=cellpadding,0,true][atrb=width,410,true]bring grace to the strong

Endnu en gang formåede eleven at overraske Emanuel, denne gang ved at blive helt lommefilosofisk. Det fik ham dog ikke til at hæve på brynene - i stedet så han uudgrundeligt på Simon, mens han talte. Først da snakken om spyt kom på banen, ændrede professoren ansigtsudtryk: et smil formede sig på hans læber, samtidig med at et mørkt glimt spøgede i hans øjne. Selvfølgelig ville verden se anderledes ud en dag, tænkte Emanuel, for han var jo i gang med at ændre den. Det var dog ikke det han mente diskussionen skulle handle om lige nu, så i stedet rejste han sig fra bordet og lagde hovedet umærkeligt på skrå. "Du lyder sikker i din sag, selvom dine evner til at forudsige ting ikke er at prale af." sagde han, "Jeg ved ikke, hvad du havde forventet at få ud af, at tale sådan til en professor... Eftersidning her på mit kontor hver aften kl. 17. ugen ud." Han løftede sin højre hånd og gjorde en utålmodig gestus mod døren, hvorefter han vendte sig mod boghylderne, hvor han havde fundet udtalelsen fra Dulcibella frem tidligere. Midt i bevægelsen stoppede han dog sig selv og vendte sig mod eleven igen. "Du kan bare efterlade vejlederskiltet på mit skrivebord, for du har jo alligevel ikke tid til nogen af dine pligter, nu hvor du skal holde mig med selskab resten af ugen." tilføjede han, stadig med et næsten moret ansigtsudtryk. Så gik han hen til bordet igen og satte begge sine hænder mod bordpladen, som han lænede sig ned mod. "Vi er færdige her, Lithgow."

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simon var udmærket klar over det faktum, at han overskred en glasklar grænse, da han malede sit billede af fremtiden for en professor, der tydeligvis kun fandt det morsomt. At han løb en enorm risiko for adskillige eftersidninger lå i hans baghoved, men han var ligeglad. Det var det hele værd at sige sandheden lige op i overhovedets åbne ansigt, uanset om han tog det seriøst eller ej.

Som han stod, med rank ryg og sammenbidte tænder, så han direkte igennem professor Maverick. Han havde det halvt som om han ikke engang selv var tilstede i rummet og hørte kun stemmen og ordren om eftersidninger som en fjern, ligegyldig tilføjelse til en debat, der allerede på forhånd havde haft en given afslutning. Ikke engang den sidste bemærkning omkring hans vejlederskilt fik hans skuldre til at dirre, selvom raseriet endnu lå og ulmede et sted i hans bevidsthed. Han løftede hånden, afmonterede skiltet fra sin uniform og stod i et øjeblik blot med fingrene lukket omkring det, der havde været hans kæreste materielle eje i det sidste halvandet år. Det føltes som et skæbnesvangert øjeblik, selvom det i virkeligheden var forudbestemt, da han rakte frem og lagde det på bordet foran sig.

I samme øjeblik så han igen sit overhoved i øjnene og meget imod hvad man måske ville forvente, trak et smil frem på hans læber. Det var glædesløst, men alligevel fuldstændig unægtelig netop et smil. Ordene lå fremme på tungen, men blev aldrig til andet end en let rysten på hovedet. Alligevel fremgik det han ikke sagde tydeligt. Nej, professor. Vi er ikke færdige.
Han vendte sig rundt uden at foregive en respektfuld afsked og forlod kontoret i komplet tavshed og med det samme kølige smil.

Out

[/color][/size][/center][/blockquote]