The value of a friend in need

[Kathleen Kennith]

"Fortune teller tell me a story of all that will never be
'cause what has become reel I can not believe..."

¤ Annabel Baker ¤ Outfit ¤

En lys dag, hvor alt bare var gået som det skulle havde brat vendt sig til det modsatte, da en fremmed ugle susede ind gennem en netop åbnet dør til Ravenclaws opholdsstue og fangede Kathleens opmærksomhed ved sin blotte eksistens. Ingen ugler kom ellers ind der om aftenen, men den her måtte have været særligt insisterende på at nå sit mål. Hun hev vejret lidt hurtigere ind og holdt det, som den fandt den ønskede person og til hendes store fortrydelse landede på bordet foran hende. Det kunne bare ikke være godt. Med rystende hænder rakte hun ud og tog brevet, mens hun fraværende takkede uglen, men ikke så den flyve. Hendes blik var på pergamentet i hendes hånd. At læse det gjorde intet bedre og uden et ord lukkede hun bogen hun havde siddet med sammen og tog den fraværende med sig som hun hastigt forlod opholdsstuen.

Forældrenes gemakker var første stop, men fortalte ikke andet end at de vitterlig var væk og at det var gået hurtigt siden begges overtøj stadig var der. Hun stod et øjeblik og så fjernt på billederne på kaminhylden, før hun trak sig baglæns ud af rummet igen og låste efter sig. Næste mål var ikke så fastlagt. Hun stoppede kort ved det store vindue og så ud over landskabet uden at se det, før hun drev videre op gennem slottet.

Brevet havde hun stadig knuget i hånden, som hun skubbede døren til fællesstuen op og søgte ud over de tilstedeværende efter en bestemt hårpragt. Findende den uden det store besvær fortsatte hun ind, ladende døren om at falde i bag sig og ignorerende de mumlende ord om at lukke for trækken, som hun bevægede sig frem og stoppede lige bag Annabel. "Jeg havde virkelig håbet du tog fejl..." Ingen hilsen, ingen varme blot ganske få tonløse ord, før hun fortsatte om og satte sig ned overfor veninden. "Hvorfor skal du altid have ret....?" Bogen landede på bordet med hendes albuer efter, før hendes ansigt ramte de opretvendte hænder og hendes blik hvilede trist på Annabel, men uden mindste antydning af anklage.

[Annabel Baker]

you won't get to see the tears I cry
behind these hazel eyes

[/size]

Tag: Kathleen Kennith • Outfit: Here[/center]

Annabel havde fundet et nogenlunde tomt hjørne af fællesstuen i en behagelig lænestol. Der var egentlig ikke så stor grund til at hun sad netop der frem for i opholdsstuen, som hun i øvrigt sagtens kunne have siddet på nøjagtigt samme måde og læst i, men det var for forandringens skyld. Hendes fingre fulgte linjerne på de gulnede sider og hun prøvede samtidig at abstrahere fra et par blå øjne der blev ved med at dukke op i hendes tanker og forstyrre hendes koncentration.

Den smule rest der havde været vendt imod bogen blev dog også effektivt udvisket da en stemme abrupt lød bag hende og overrasket drejede hun hovedet for bare at se Kate træde omkring stolen og sætte sig i den overfor. Det tog et par sekunder før Annas hjerne fik stykket Kates ord sammen med de informationer det automatisk gav hende og med ét mærkede Anna hvordan farven forsvandt fra sit eget ansigt.

Ordene sad fast i halsen og hun sad blot stivnet hvor hun var og så på veninden overfor, uden alligevel rigtigt at se hende. En stram knude af frustration knugede sig ubehageligt sammen i hendes mellemgulv og som sekunderne tikkede uendeligt langsomt afsted, blev det blot endnu mere fremtrædende. Hendes hænder knugede sig så hårdt om bogens kanter at knoerne var helt hvide og pludseligt trak hun vejret dybt ned i lungerne, uden at være klar over at hun havde holdt det. Hendes greb løsnede sig og uden at hun overhovedet lagde mærke til det gled bogen ned på gulvet med et lille bump. Anna havde ikke kunnet løsrive blikket fra Kate endnu og langt om længe undslap et lille, lavmælt: "Nej..." hendes læber.


[/blockquote][/justify]

[Kathleen Kennith]

"Fortune teller tell me a story of all that will never be
'cause what has become reel I can not believe..."

¤ Annabel Baker ¤ Outfit ¤

Kathleen så hvordan hendes ord trængte ind hos Annabel og efterlod hende så bleg, hvis det var muligt, som hende selv. At sige det højt, selv i den antydede form hun havde kunne frem, havde rystet hende selv ud af den afvisende tilstand af tåbeligt håb, der tog afstand fra sandheden og klyngede sig til at brevet havde været skrevet for hurtigt, for uovervejet, for… ja, alt det et brev fra hendes far aldrig var. Hun lod albuerne falde af knæene og trak i stedet fødderne op på sædet, mens hun lukkede armene om benene og sank sammen til så lille og tæt en klump som muligt. Bumpet fra bogen der ramte gulvet fik hende til at fare let sammen, før hun sukkede og så væk. ”Jo…”

En enkelt tåre løb ned over hendes kind og blev irriteret fjernet med ærmet, før hun så tilbage på Anna og brød den opståede stilhed og stilstand helt. ”Der var intet at gøre, intet der kunne være gjort, ingen forklaring…” Hun havde kunne se farens frustration i håndskriften i brevet for slet ikke at tale om ordvalget. Selv vidste hun ikke hvad hun skulle tro eller tænke eller føle. Det hele var alt for uvirkeligt og alt det, som bare ikke måtte ske. Hun sank en klump og fortsatte. ”… intet galt før alt var for sent og alt var galt, men hvordan kan det ske? Hvorfor skal det ske?” Hun så trist spørgende på veninden uden at forvente svar.

”Hvordan kan du bærer at se den slags på forhånd og vide de vil ske?” Hendes stemme var blid og hendes blik bekymret, som hun vedblev med at se på Annabel. Et var at få noget at vide og håbe det kunne ændres. Alle håbede altid syn kunne ændres eller undgås. Men at se det ske og så bevidne det ske måtte være ubærligt. ”Er du ok?”

[Annabel Baker]

you won't get to see the tears I cry
behind these hazel eyes

[/size]

Tag: Kathleen Kennith • Outfit: Here[/center]

Annabel havde virkelig ikke lyst til at tro på hvad Kathleen fortalte hende, men hun vidste samtidig at det ikke ville nytte noget at nægte at erkende det. Det betød dog ikke at hun blev mindre rasende på sig selv af den grund, oveni den stærkt dominerende følelse af sorg hun følte på venindens vegne.

Det ene bekræftende ord Kate alligevel kom med sørgede dog bare for at slå det hele mere fast og Annabel knugede fingrene hårdt sammen imod sine lår, uden helt at være klar over at bogen var røget ned på gulvet. Hendes kæbe spændtes tydeligt da veninden fortsatte og af mangel på bedre satte hun albuerne hårdt imod sine egne ben og gemte ansigtet i sine hænder.

Annabel forsøgte at koncentrere sig om at tage et par dybe, beroligende indåndinger, men hun fandt alligevel at det ikke rigtigt hjalp på noget som helst. Efter nogle meget lange sekunder rettede hun sig lidt op igen. "Jeg bliver ved med at tro jeg kan ændre noget," kommenterede hun tonløst og spændte kæben hårdt i igen. "Bliver ved med at tro at der må være noget at gøre. Men hvad nytter det?" Hun vidste inderst inde godt at den anden ikke lå inde med svarene på hendes spørgsmål, men hun kunne alligevel ikke hindre sig selv i at spørge.

Kates spørgsmål fik hende til at ryste sammenbidt på hovedet, uden at det egentlig var ment som et reelt svar på spørgsmålet. "Jeg er ked af det, Kate." Hun mødte den andens blik med sit eget, der flakkede lidt. "Forfærdeligt ked af det på jeres vegne." Annabel sank en klump, og bed stædigt afmagten i sig. "Jeg troede virkelig jeg kunne forhindre det..."

[/blockquote][/justify]

[Kathleen Kennith]

"Fortune teller tell me a story of all that will never be
'cause what has become reel I can not believe..."

¤ Annabel Baker ¤ Outfit ¤

Kathleen nikkede let uden helt at vide at hun gjorde det, lyttende til venindens ord der havde så meget med hendes at gøre som brevet i hendes hånd. De fulgte følelserne langt mere end hinanden. Alligevel passede de også som svar, hvor svævende de end var og fyldte med den frustration og afmagt hun vidste var at finde under overfladen hos den anden. Temperamentet var sat skakmat for en stund, men endnu en brik var faldet fra venindens gribende hænder. "Der er ikke andet for...." Hun knugede hænderne sammen, men holdt blikket hvilende på den anden som flere ord tøvende faldt fra hendes læber. "Hvis vi... hvis du ikke kan tro på der er håb om at noget kan forandres, så er der jo ingen grund til hvorfor du skulle se de brudstykker..." Hendes stemme tonede ud, men overbevisningen var i hendes stemme til det sidste med en sikkerhed hugget i sten, hun ikke vidste hvorfor hun besad. Det måtte bare være sådan.

Hun forsøgte at møde den andens blik ved sit bekymrede spørgsmål, men fik kun en hovedrysten og noget der lød som en undskyldning til svar. Resolut foldede hun sig ud af sin lænestol og tog de få skridt over til Annabels og sank ned på armlænet af den læggende armene om den anden og hovedet ind mod venindens. "Det ved jeg, skønne..." Hun trak den anden lidt ind mod sig og sukkede så let. "Du er ikke den eneste... og så må vi bare forhindre det næste. Du og jeg mod fremtiden. Hvad siger du?" Hun nussede lidt i venindens hår for at bryde den tunge stemning bare en anelse og om det så kun blev for en stund. "Vi bevæbner os med dundyner og pakker den næste ind så han ikke kan bevæge sig, før øjeblikket for synet er passeret...." Hun smilede trist, men kunne ikke få det op i sine øjne eller rigtig frem på læberne, som endnu en tårer valgte at trille og løbe af med hendes stemme og skifte tilbage til det oprindelige emne igen. "Jeg var endda begyndt at se frem til at få en lille en ind i familien...."

[Annabel Baker]

you won't get to see the tears I cry
behind these hazel eyes

[/size]

Tag: Kathleen Kennith • Outfit: Here[/center]

Annabels negle borede sig ind i håndfladerne, som hun knyttede hænderne endnu hårdere imod sine lår. Hendes hoved summede svagt og hun prøvede på at bearbejde det hele på en ordentlig måde, huske sig selv på at det nu engang var sådan det var og at hun ikke kunne lade sig gå på af at et syn blev til virkelighed. Det var det hun altid havde lært, altid havde fået at vide, men i denne situation var tanken så fjern og fuldstændig umulig. Hun rømmede sig en enkelt gang for at klare stemmen, før hun så udtryksløst op på Kate. "Måske er der ingen grund."

Det stred imod alt hvad Annabel nogensinde havde lært og var blevet opdraget med at sige hvad hun gjorde, men kampen om at holde de personlige forhold på afstand var hård og hun kunne kun lige opretholde det ydre. Det var et spørgsmål om hendes egen stædighed der gjorde netop det og hun måtte synke en alt for stor klump da Kate rejste sig og satte sig på Annabels armlæn. Annabel bed hårdt ned i sine underlæbe da Kates arme gled omkring hende og hun løftede hidsigt den ene hånd for at stryge den over sin kind i et forsøg på at slette beviset på hendes fejlslagne forsøg på at nedkæmpe sone følelser.

På egen akkord gled Annabels arme også omkring Kate og i et øjeblik lukkede hun bare hårdt øjnene i og lyttede til venindens ord, der trods situationen var svagt beroligende. Annabel var kun halvt bevidst om at hele fællesstuen kunne se dem, men det nagede hende alligevel en lille smule og mest af alt havde hun bare lyst til at lukke sig inde i en lille privat boble sammen med Kate. "Lad os håbe det hjælper, Katie," mumlede hun svagt og trak halvhjertet på smilebåndet, uden at det nåede hendes øjne. Det forsvandt dog igen da den anden forsatte og hun skar en lille grimasse, før hun gav Kate et klem og gentog halvt ubevidst sig selv. "Jeg er virkelig ked af det..."

[/blockquote][/justify]

[Kathleen Kennith]

"Fortune teller tell me a story of all that will never be
'cause what has become reel I can not believe..."

¤ Annabel Baker ¤ Outfit ¤

"Alting har en årsag, så hvorfor ikke grund? Måske skal vi bare vente længere på at indse den?" Kathleen forsøgte at få overbevisningen til at give sin stemme styrke, men ordene kom triste ud og for en gang skyld kunne hun ikke se, der kunne være en dybere mening med det hele og da slet ikke noget godt. Optimismen havde forpakket sig fra hendes sind efterladende et gabende tomrum der sugede al energi fra hende, men alligevel havde efterladt hende raskløs og uden ro.

Lidt af denne fandt hun med armene om veninden og endnu mere, da hun mærkede et andet sæt lukke sig tøvende om hendes liv. Hun havde ingen problemer med at vise sin tristhed eller stå ved de tårer der stille løb ned af hendes kinder. Alle der havde set hende komme havde alligevel set noget var galt, så hvorfor spilde energi på at bekymre sig om noget så ligegyldigt som hvad andre tænkte. Deres mening skulle hun nok få at føle senere. For nu fokuserede hun kun på den lille lukkede bobble med Anna og hende selv og resten af verden tonede ud.

Hun betragtede stille Annabel som hun talte svævende og fik en smule mere smil frem, som den anden gengældte hendes triste første forsøg. "Det kan i hvert fald dårligt skade...." Hun slap veninden med den ene hånd, rakte op og skubbede sit hår væk, før så atter atter at lægge armen om den anden. "...og hvem ved? Måske kan vi få det til at gøre en forskel..." hun havde ikke de store håb, men heller ikke til sinds blot at affinde sig med intet at gøre. "...er jeg også, Anna... det er så... ubegribeligt..."

---

Kathleen blev siddende med armene om Anna uden egentlig at forvente svar på det sidste hun sagde. I stedet fandt hendes blik vej til ilden i pejsen og lod sig fortabe der. Det var så godt et sted som den tomme luft. Verden var tonet ud, men efterlod hende åbent for de kværnende tanker og uden afledning fra at synke ned i dem. Det var så ubegribeligt at det skulle være sket, trods advarslen og alle forsøg på at forhindre... "Kate!" En stemmes insisterende klang fik hende til at hæve hovedet fra den plads lænet mod Annas, som det havde fundet og se sig om. Hun smilede ikke da hun genkendte Gabriel som den talende, men mødte hans blik og nikkede så ved hans talende håndtegn.

Så gav hun veninden et lille klem mere. "Hvorfor finder du ikke Matt? Han vil sikkert være bedre for dig nu end jeg...." Hun vidste at hun kun skubbede til den urimelige skyldfølelse ved at være der. Intet hun kunne sige eller gøre ville kunne ændre på det og hun var selv for forvirret og ved siden af sig selv til at gøre flere forsøg. I stedet trak hun langsomt armene til sig og forlod Anna i lænestolen for at smutte igennem lokalet og ind i favnen på sin ven. Han lukkede armene trøstende om hende et øjeblik, før de forlod fællesstuen sammen, han stadig med en arm om hende og hun gående så tæt ind mod ham som hun kunne.

CLOSED