Please save me from myself

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simon havde ulmet af undertrykt raseri hele dagen og været som en tikkende bombe. Da han til sidst eksploderede, var det overfor en af sine klassekammerater, som blev forladt i opholdsstuen med et noget forbløffet udtryk i ansigtet, efter at være blevet skældt huden fuld. Det ringede stadig for Simons ører, imens han gik igennem krypten, op af det første sæt trapper og videre op af det næste. Han havde overvejet flygtigt at gå udenfor og køle af, men satsede i stedet på den svage sandsynlighed for, at Mary opholdt sig i fællesstuen.

Han gad ikke at høre på Scott og havde behændigt undgået hans spørgsmål, præcis ligesom han havde undgået den kvindelige vejleder fra sit kollegium. Det var ikke dem han havde brug for eller dem han ville snakke med. I det hele taget ville han ikke snakke en helvedes masse, han ville blot gemme sit ansigt ved pigebarnets hals og knuge hende hårdt ind til sig.

Det var dette ene instinktive behov, der fik ham til at vade op af trapperne og til sidst nærmest flå døren op og træde ind i fællesstuen. Han så sig rundt med kinder, der var røde af lige dele vrede og anstrengelsen af turen nede fra krypten.
Da han spottede den velkendte røde manke drog han et lettelsens suk. Han følte sig dog ikke særlig lettet, egentlig. I stedet følte han sig temmelig tom og frustreret, imens han gik over imod det hjørne hun sad i med et par veninder. Allerede inden han var derovre var deres ansigter vendt imod ham og han behøvede ikke ligefrem gøre nogen krumspring for at fange opmærksomheden. I stedet lagde han sine kræfter i at fremtvinge et noget anstrengt smil og rømmede sig, som han standsede. ”Må jeg lige snakke med dig i et øjeblik?” spurgte han i et lavmælt tonefald, afventende inden andet end en bekræftelse.

Tag: Meredith Abbey ● ● ● Wearing:

[/color][/size] Uniform
[/center][/blockquote]

[Meredith Abbey]

love is what makes
the ride worthwhile

[/size]

Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center]

Marys dag havde ikke som sådan været noget ud over det sædvanlige, så af samme grund havde hun alverdens overskud til at sidde i fællesstuen og snakke med sine veninder. Det var dog også næsten uundgåeligt at emnet faldt på dagens forløbne lektioner og Mary klukkede muntert igennem en fortælling om hvordan en af dem var kommet til at give sin sidemakker tentakler i stedet for at forvandle sin vaskebjørn til en fodskammel.

Samtalen døde dog brat ud og Mary der sad med ryggen til fællesstuens indgang, drejede nakken for at se hvad der havde fået den ellers ivrige fortæller til at tie. Hun sad med ryggen hvilende imod armlænet, men da det gik op for hende at det var Simon der havde afbrudt, fik hun hurtigt drejet sig halvt omkring så hun kunne se ham. Helt automatisk havde et smil været på vej frem over hendes læber, indtil hun bemærkede det lettere påfaldende anstrengte smil.

Mary skævede kortvarigt til pigen i en lænestol modsat hende der tydeligvis så på hende, før hun rettede blikket mod Simon igen og nikkede med et hurtigt. "Selvfølgelig," og prøvede på ikke at se bekymret ud. Hun smilede svagt undskyldende til sine veninder og rejste sig fra sofaen med et spørgende blik rettet imod ham.


[/blockquote][/justify]

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simons falske smil var næppe nok til at overbevise selv den mest tåbelige blondine til stede, men det rørte ham ærlig talt ikke det fjerneste. Han var hulens ligeglad med hvor tydeligt det var, at han var oprørt. Det var berettiget efter den gang pis og lort Maverick havde lukket ud dagen før.

Da Mary rejste sig op greb han instinktivt fat omkring hendes håndled og trak afsted med hende. På vejen imod en mere mennesketom del af fællesstuen fandt hans hånd dog i stedet ned omkring hendes. Da det gik op for ham, at der ikke var noget privatliv at finde i lokalet hev han hende i stedet med udenfor, hvor han - endelig – kunne knuge hende ind til sig i fred.

Han lukkede insisterende begge arme omkring hende og holdt lidt vel hårdt fast. Ansigtet med de svagt farvede kinder og det bistre udtryk endte gemt ved hendes hals og han mumlede lavmælte bandeord ind imod hendes hud, før han kyssede den flere gange og endelig løsnede sit greb en anelse, uden dog at rette sig op.

Tag: Meredith Abbey ● ● ● Wearing:

[/color][/size] Uniform
[/center][/blockquote]

[Meredith Abbey]

love is what makes
the ride worthwhile

[/size]

Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center]

Selvom Mary godt kunne fornemme at der lå noget under Simons fremtræden, havde hun alligevel ikke forventet at blive trukket af sted som hun gjorde og hun spærrede i processen øjnene let overrasket op. Et udtryk af dyb undren og mild bekymring indfandt sig meget hurtigt og hun kunne slet ikke lige komme på noget at sige i det øjeblik. I stedet lukkede hun bare hånden omkring hans og lod ham finde vejen i tavshed, uden at tage blikket fra ham på noget tidspunkt.

En spirende følelse af panik havde hurtigt plantet sig i hendes baghoved og blev overhovedet ikke mindre da han førte dem begge udenfor døren og øjeblikket efter foldede armene stramt omkring hende. Mary havde ingen anelse om hvad der foregik og rynken i hendes pande blev blot kraftigere da han mumlede en række eder ind imod hende. Alligevel tøvede hun ikke et sekund med at lade armene glide omkring hans liv også. Af rent instinkt strammede hun grebet om ham let beroligende og fik endelig væltet et: "Simon, hvad foregår der?" ud.

En mild skælven gik på trods af situationen igennem hende da han placerede en række kys imod hendes hals og gjorde hende momentært ukoncenreret, om end hun ikke havde fået det forvirrede, bekymrede og tenderende panikslagne ansigtsudtryk til at gå væk. Uden at tænke over det strøg hendes ene hånd op og ned langs hans ryg og hun vred sig let mentalt efter en forklaring.

[/blockquote][/justify]

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simon havde ikke evner for forklaringer, lige da han hev Mary tæt ind imod sig. Han havde et instinktivt behov for hendes nærhed og påtvang sig den uden hensyn til eventuelle protester. Det var et held, at de ikke kom og efter et øjeblik slappede han langsomt en anelse mere af, trak vejret ordentligt ned i lungerne og kyssede hendes varme hud adskillige gange efter hinanden. Hvorfor han gjorde det vidste han ikke, men det hjalp af uvisse grunde på den knude han havde i maven.

Marys spørgsmål forblev ubesvaret i nogle sekunder endnu, før han langsomt rettede sig op, hvilede sin pande imod hendes og så ned på hende med en gnist af den vrede, som hun aldeles ikke var målet for. ”Han tog mit skilt,” sagde han sammenbidt uden at slippe hende med blikket eller løsne sit greb omkring hende, selvom han løftede hovedet helt og rankede ryggen. ”Det fuldblodsfascistiske svin har suspenderet mig som vejleder...” Han bed tænderne sammen og tog en dyb indånding. ”Jeg har lige stået og råbt af Thomasson, fordi han spurgte hvor mit skilt var blevet af... Maverick... Han fucking tog det, Mary! Hvordan... Hvordan kan det være fair?”

Tag: Meredith Abbey ● ● ● Wearing:

[/color][/size] Uniform
[/center][/blockquote]

[Meredith Abbey]

love is what makes
the ride worthwhile

[/size]

Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center]

Instinktivt strammede hun sit greb omkring ham lidt, mest for at vide at han var sikker på at hun var lige der for ham, om end hun ikke vidste lige præcis hvad det var der var galt. Det var dog af samme grund hun spurgte ind til netop det uden særlig megen overvejelse og skiftede vægten fra den ene fod til den anden, uden at træde væk eller give slip.

Da Simon flyttede på sig rettede hun sig lidt op og rettede ryggen, som han hvilede sin pande imod hendes. Hun fandt hans blik og så undersøgende på ham, før han endelig sagde noget og helt uvilkårligt røg hendes øjenbryn overrasket op. Hun vedblev at se sådan på ham som han aggressivt fortsatte efter at have rettet sig op, i øjeblikket fordi hun ikke kunne finde noget at sige.

Hun var ikke i tvivl om lige præcis hvad hun mente om sagen dog, og kunne ikke lade være med at tænke flygtigt på sin ældste storesøster. Helt uvilkårligt blev hendes blik hårdt, uden at det var tiltænkt Simon. "Det er ikke fair," svarede hun i et tonefald der passede sig meget godt til Simons sammenbidte.

Hun rynkede kraftigt på panden og så på ham. "Årh, for fanden altså," mumlede hun endelig. "Hvad var hans undskyldning for det?" spurgte hun og mærkede hvordan modviljen imod den nye forvandlingsprofessor voksede i sekundet, hvor det før ikke havde været så udtalt. Hun havde en klar forestilling om at det i hvert fald ikke var blevet inddraget berettiget ud fra Simons reaktion og ubevidst strøg hun hånden beroligende over hans ryg igen.

[/blockquote][/justify]

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simon slap ikke Mary, selvom han tydeligvis var klar til at slå på et eller andet igen. Hun var hans redningsplanke og han holdt grebet fast omkring hende, selvom hans øjne lynede.
Han spændte i kæben og rystede lidt på hovedet, før han bevidst hev hende ind imod sig, dels for at have hende tættere på men også for ikke at se ind i hendes lyse øjne, der gav ham en underlig trang til at råbe sin harme ud, selvom det virkelig ikke var Marys fejl at hans ansvar, privilegier og skilt var blevet hevet fra ham. ”Mine lave karakterer,” svarede han lavmælt og sarkastisk, imens han stirrede ind i væggen bag hende. ”Ifølge Maverick er et A åbenbart uacceptabelt for en vejleder på Slytherin og han mener at jeg bør fokusere på mine studier og ikke kan overskue jobbets ekstra opgaver.” Han rystede en anelse af vrede, men begravede så atter ansigtet ved hendes hals og bed stædigt en trang til at give sig til at græde i ren afmagt i sig.

Det lå ikke til ham at bryde sammen og han beholdt da også taget omkring sig selv med magt, imens han tog sig i at indsnuse hendes duft og finde både den og hendes hænders strøg på hans ryg absurd beroligende. Han tog en dyb indånding igennem næsen og lukkede øjnene i et kort øjeblik. ”Jeg hader ham,” sagde han reelt, kun en anelse chokeret over præcis hvor meget han mente det. ”Jeg hader ham og hele hans slæng af ignorante fuldblodsfacister.”

Tag: Meredith Abbey ● ● ● Wearing:

[/color][/size] Uniform
[/center][/blockquote]

[Meredith Abbey]

love is what makes
the ride worthwhile

[/size]

Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center]

Mary kæmpede ikke imod da Simon trak hende tæt på igen og krummede bare fingrene lidt imod hans ryg, mens rynken mellem hendes øjenbryn bestemt ikke blev mindre af den grund. Hans svar fik hende til at give et forarget fnys fra sig. Hendes karakterer var bestemt værre end Simons og kom stort set højest på et A, men alligevel fik hun uden problemer lov til at spille på Quidditchholdet.

Lige netop det lod hun dog strategisk være med at nævne der, for selvom det ville have været i god intention, var hun temmelig sikker på at det ikke lige var hvad Simon havde brug for at høre. I stedet strammede hun bare grebet omkring ham og lod sine hænder følge hans ryg i blide bevægelser. Mary havde faktisk slet ikke nogen anelse om hvad hun lige præcis skulle sige til ham og endte med bare at forblive tavs og gentage sine bevægelser.

[/blockquote][/justify]

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simon havde talt sig ind i en blindgyde. Han kunne ikke sige noget meget grimmere uden at få lyst til at undskylde overfor Marys knap så sarte ører og nøjedes med at knuge hende hårdt i endnu et øjeblik. Da han denne gang rettede sig langsomt op var det først for at kysse hendes pande og derpå se ned på hende med rynkede bryn.
Han sukkede lavmælt og strøg hende ømt over kinden, uden at hans alvor veg den mindste smule. Der var ikke plads til nogen form for lettelse i hans ansigtsudtryk, heller ikke selvom hendes tilstedeværelse i sig selv var beroligende.

Alligevel tog han sig selv mentalt i nakken, for ikke bare at blive stående og indkræve hendes opmærksomhed, som et andet besværligt lille barn, der ikke havde fået sin vilje. Han tog en dyb indånding, fugtede sine læber og forsøgte at tage sig sammen til at slippe hende. ”Jeg havde bare... Brug for at se dig,” forklarede han sig lavmælt, uden helt at vide hvorfor. ”Tak; skat...”

Closed

[/font][/center][/blockquote]