Sing me a song of a lad that is gone

[Simon Amos Lithgow]

new lyrics for
old melodies
Tag: Olivia Strange

Det havde været en travl første dag tilbage på Hogwarts, men da de sidste timer var overstået og aftensmaden slugt i storsalen, kunne Simon alligevel ikke nære sig for at smide sin guitar over ryggen og traske igennem gangene og op af trapperne imod fællesstuen. Det havde aldrig været den store succes at falde sammen nede i Slytherins opholdsstue og give sig til at klimpre på de smurte strenge og han smigrede sig selv med, at han var for kvik til at gå tilbage til en fuser.

Som et resultat sad han derfor nu alene i et næsten affolket lokale. De fleste havde tilsyneladende besluttet sig for at tilbringe den første aften i deres respektive kollegier og han kunne ikke sige sig fri for at være en anelse skuffet. Selvom han vitterlig holdt ganske meget af musikken, så var den opmærksomhed der fulgte med den en stor del af glæden. Han nød at fange folk ind og i bare et øjeblik være den der lagde tonen an for hvilken retning deres tanker bevægede sig i. I stedet måtte han nu affinde sig med at være baggrundsmusik til et par fnisende tredjeårs elever fra Hufflepuff og Ravenclaw.

Han lukkede øjnene i et kort øjeblik, tog en dyb indånding og rykkede lidt på sig, før han slog en tone af og begav sig ud i en lavmælt, lettere usleben version af en af sommerens numre.

[Olivia Strange]

Don't be sad when the sun goes down

Første dag som syvende års elev havde Olivia brugt på at stå med hovedet over en buldrende kedel nede i krypten til hendes første eliksir lektioner efter ferien. Hendes hår var blevet helt stort og rodet af dampen, hvilket havde resulteret i, at de to hestehaler nu var blevet til to knolde i stedet for. Gensynet med de velkendte murer på Hogwarts, vennerne og de bulderkogende eliksirer fik hende til at glemme, at hun så sent som i går var træt og ked af, at sommerferien var slut. Der var dog mange venner, som hun ikke havde set endnu efter ferien, og derfor trådte hun nu ind i fællesstuen for at finde nogle af dem.

Til hendes store skuffelse var der næsten ingen at se i fællesstuen og hun rynkede skuffende på næsen over udvalget i stuen. Men så hørte hun en bekendt stemme, og følte nu endnu mere glæden ved at vende tilbage til Hogwarts blomstre op. Simon var måske ikke lige den, som hun havde håbet på at finde siddende der med ryggen til hende, men hun kunne næsten blive nødt til at hilse på ham, han var trods alt behagelig at snakke med.

Hun listede sig op bag ved ham, og sænkede sit hoved ned ved siden af hans. ”Det lyder som om, at du har haft noget af en sentimental sommer.” kommenterede hun rettede mod musikken med et smil. Det var ikke lige, hvad hun selv ville have valgt at spille eller lytte til, så hun tog sig selv den tilladelse at spøge lidt med det.

Tag: Simon Amos Lithgow * Outfit

[/center]

[Simon Amos Lithgow]

new lyrics for
old melodies
Tag: Olivia Strange

Simon lige så meget mumlede ordene, som han sang dem. Han havde opgivet at være centeret for opmærksomhed i den halvtomme fællesstue og nøjedes blot med at spille for sin egen skyld. Ordene kom lige så nemt som de simple akkorder og han sad blot bøjet hen over sin guitar med blikket hvilende på de streng han slog øvet an. Da en velkendt stemme i hans øre brød hans koncentration, tav han selv, før han lod den sidste lyd tone ud, og drejede hovedet lidt for at se på Olivia.

Han hævede begge øjenbryn lidt og trak på skuldrene. ”Hvorfor det?” Uden at slippe guitaren, lagde han hovedet lidt på skrå og rømmede sig en enkelt gang. ”Jeg synes du konkluderer lige lovlig meget ud fra et enkelt nummer,” bemærkede han, imens et skævt smil voksede frem på hans læber. ”For det første er det ikke min egen kreation,” informerede han hende, kun svagt belærende og med et drillende glimt i øjet. ”For det andet afspejler det ikke rigtig feriens grad af sentimentalitet, som har nået nye dybder, og for det tredje, Olivia, burde det så ikke være dig og resten af din årgang, der havde en sentimental sommer? Det er da jer der er af den uddøende race af afgangselever nu.” Hans ord blev leveret i nogenlunde alvor, men selvsamme blev alligevel håbløst ødelagt af det skæve smil der fulgte dem, før han lod plekteret hvile på sit ene lår og strøg fingrene igennem håret.

[Olivia Strange]

Don't be sad when the sun goes down

Olivia blev pludselig bevidst om, hvad hun havde gjort, da guitaren stoppede, og hun hadet at afbryde en kunstner i aktion. Men til hendes forsvar lignede han ikke ligefrem en, der var helt væk i sin optræden, og der var ikke rigtigt nogen der lyttede, men derfor håbede hun stadigvæk, at han ikke ville blive sur, nu når hun sådan uden videre stoppede ham midt i sangen. Derfor holdte hun vejret lige indtil et skævt smil voksede frem på Simons læber, hvorefter et smil voksede på hendes læber også, som et tegn på lettelse.

Hun hørte på Simon prøve at tale lidt udenom ved at påstå, at man ikke kunne konkludere noget ud fra den musik, som han havde valgt at spille, og hun smilte drilsk og håbede nu lidt, at hun kunne få ham til at tale ud om, hvad der var sket denne sommer. ”For det første afspejler de sange vi vælger vores humør. For det andet har du selv lige bekræftet det ved at sige, at der er sket noget betydeligt sentimentalt her i ferien? Og for det tredje! Er det mægtig sørgeligt, at det er mit sidste år, ja.” hun så trist og forsømt ud, som en lille hundehvalp, men det ændrede sig hurtigt igen. Men det er altså ikke det, som jeg har brugt min ferie på!” Det sidste sagde hun med et stort smil og glæde minder i øjnene. Hun var derefter stille, og det eneste man kunne høre, var hendes glimtende spøgelses øreringe det klirrede i luften, men hun var lige på kanten til at fortsætte med et ”for det fjerde” og ”det femte”.

Tag: Simon Amos Lithgow * Outfit

[/center]

[/justify]

[Simon Amos Lithgow]

new lyrics for
old melodies
Tag: Olivia Strange

Simon himlede med øjnene og smilede bredt over den vante ordstrøm, der forlod Olivia. Han klappede lidt på pladsen ved siden af sig selv i sofaen og så opfordrende på hende, uden dog at afbryde vandfaldet af halvt holdbare argumenter og informationer.

Først da hun havde erklæret indirekte og med et stort smil, at hun havde haft en god sommer, åbnede han selv munden igen. ”For det første, andet, tredje og fjerde, smukke, så gider jeg slet ikke bruge tiden på at diskutere med dig, når vi kan bruge den så meget bedre,” sagde han drillende, imens han stak plekteret ned i en lomme og lagde guitaren fra sig på den modsatte side af den plads han før havde klappet sin hånd ned imod.

Han vrikkede lidt med øjenbrynene og lænede sig med siden imod ryglænet og ansigtet vendt imod veninden. ”Hvad jeg mente med nye dybder var nu altså netop det modsatte af nye højder og altså intet spektakulært,” forklarede han alligevel. ”Så... Hvordan er det at være afgangselev, skønne Olivia?”

[Olivia Strange]

Don't be sad when the sun goes down

Ordene var lige ved at falde ud over kanten af læberne på Olivia, og hendes mund var åben, som skulle hun lige til at sige noget, men så lukkede hun dem i igen ved Simons ord. Hun var kun fornærmet i et split sekund, for hun vidste, at det Simon sagde ikke var helt forkert. Hun fremtrang et lidt utilfredst smil. ”Ja ja ja! Men så også kun fordi, at du synes, at jeg er smuk.” hun hævede tilfredst hagen op i vejret og smilte velfornøjet, imens at hun spankulerede om på den anden side af sofaen, hvor hun dumpede sig ned tæt ved siden af Simon.

Det næste som Simon kort gav udtryk for virkede ikke helt godt, og det gjorde ondt i maven på Olivia af at vide, at alt måske ikke var som det skulle være for Simon. Det havde det nu gjort lige meget, hvem det havde været, men nu når det var en, som hun kendte, var det endnu værre. Hun gemte hendes fjollede jeg væk et øjeblik, og kiggede alvorligt på Simon med bekymrede øjne og spurgte med en rolig stemme, ” Er du sikker på, at det ikke er noget du vil snakke om?” imens at hun frembragte ordene lagde hun blidt og omsorgsfuldt hendes hånd let ovenpå Simons, som han kunne tage i mod hvis han ville. Det var kun et tilbud. Han skulle ikke føle sig presset.

Tag: Simon Amos Lithgow * Outfit

[/center]

[/justify]

[Simon Amos Lithgow]

new lyrics for
old melodies
Tag: Olivia Strange

Simon smilede bredt og blinkede til Olivia, før hun gjorde som han havde opfordret hende til og dumpede ned ved siden ham. På egen akkord, løftede han armen og lagde den på rygstykket af sofaen bag hende, uden rent faktisk at røre hendes skuldre eller nakke.

Han betragede hende tavst i et kort øjeblik, men kom så med en munter lyd og nikkede lidt. Guitaren havde, for en stund, mistet hans opmærksomhed, som hun blev overøst med den i stedet. ”Hvad skal vi snakke om, siger du? At jeg har haft en god sommer? Come on, Olivia,” sagde han, med et lille grin, før han alligevel rakte ud og gav hendes skulder et lille klem.

”Har du ikke noget mere interessant i tankerne, monstro? Eventuelt et bud på hvem der melder sig til duelturneringen fra sin årgang?” Han slap hende igen, men vedblev at se interesseret på hende, med et lille smil.

[Olivia Strange]

Don't be sad when the sun goes down

Det varmede Olivia lidt, da Simon lagde armen om bag hende på ryglænet. Mest fordi, at det fik hende til at føle sig en anelse mere kvindelig, men på samme tid også en anelse mere sårbar, som om at hun havde brug for beskyttelsen. Hun smilte derfor lidt akavet og sad lidt stift for et øjeblik, før at hun havde vænnet sig til tanken om den lidt uvante rollefordeling for Olivia.

Med et halvt flovt smil udbrød hun, ”Jamen! Jeg ville jo bare lige være sikker!” Smilet ændrende sig lidt i takt med, at hun også kunne se det fjollede i situationen, hvis nu at hun virkelig havde misforstået Simons signaler helt, og at han rent faktisk havde haft en fantastisk sommer, hvilket hun stadigvæk tvivlede på. ”Prøv nu at tænk, hvis den havde været rigtig forfærdelig, og at du var rigtig ked af det.” forsvarede hun sig selv imens, at hun slog ud med armene. Det måtte han da kunne forstå. Da armene var kommet ned igen, og roen var tilbagevendt i hendes øjne efter at han let havde klemt hendes skulder, tilkendegav hun med et let bøjet smil ”Du skal i hvert fald vide, at du altid kan komme til mig.” De var måske ikke bedste venner, men Olivia ville aldrig kunne tilgive sig selv, hvis han ikke havde fået tilbuddet.

Da duelturneringen kom på banen var Olivia reaktion prompte, ”Duelleringen! Jeg har alt for optaget af quidditch, så det bliver i hvert tilfælde ikke mig!” Hun tænkte på Eric, og det løfte de havde givet hinanden inden sidste skole år var omme. ”Jeg har faktisk slet ikke skænket duellering en tanke, altså ikke fordi at der er noget galt med duellering, misforstå mig ikke, det er interessant!” indskød hun hurtigt. ”Men det lyder som om, at du har tænkt mere over det end mig?” Hun smilte venligt og inviterede Simon til at uddybe.

Tag: Simon Amos Lithgow * Outfit

[/center]

[/justify]

[Simon Amos Lithgow]

new lyrics for
old melodies
Tag: Olivia Strange

Simon grinede lidt og gav Olivias skulder endnu et klem. Han rystede lidt på hovedet af hende og undgik strategisk at bemærke, at det der med at sidde og tude over problemerne var noget for piger. Ikke ham. ”Godt ord igen, hyggetante Olivia,” drillede han i stedet blot. ”Hvis de andre børn er onde ved mig, så lover jeg, at du er den første jeg går til. Så kan du måske endda tæve dem for mig med dit bat,” foreslog han, tydeligvis i spøg.

Han flyttede på armen igen, så den var ude af fysisk kontakt med veninden og betragtede hende blot med et lille smil, som hun svarede på hans spørgsmål. ”Selvfølgelig,” bemærkede han, som eneste kommentar til hende og Quidditch. Han nikkede lidt og trak så på skuldrene, før han tog en dyb indånding. ”Forhåbentlig,” begyndte han. ”Nu var jeg jo med sidste år og jeg synes da det gik helt acceptabelt, så jeg tænker at jeg vinder denne gang,” musede han, ganske alvorligt og seriøst. ”Selvfølgelig kommer det an på ens modstandere, lige så vel som ens egne evner, men jeg synes det virker realistisk.” Han nikkede lidt, eftertænksomt og smilede så til hende igen. ”... Virker det realistisk at i gør det samme?”

[Olivia Strange]

Don't be sad when the sun goes down

Olivia havde svært ved at holde munden lukket, og blev nødt til at bide sig i læben, imens at Simon drillede hende lidt. Hun kunne dog ikke lade være med at åbne munden fornærmet, da hun blev kaldt ”hyggetante”. Efter at hendes mund havde været forseglet længe nok, så hun alvorligt på Simon og kom med en afsluttende kommentar, ”Jeg kan faktisk være ret farlig med mit bat.” Det var halvt ment for sjov og halvt alvorligt, hun ville nok ikke slå folk ned med bat, men hun ville gerne forsvare Simon, hvis han blev uretfærdigt behandlet.

Hun spændte ubevidst i hendes armmuskler, da hendes bat kom på tale, men slap hurtigt af igen efter et par klem fra Simon. Hun lyttede til Simon, som virkede så sikker på sig selv, at det næsten var uhyggeligt, men der var noget ved hans passion og selvsikkerhed, der også fik Olivia til at tro på, at Simon ville vinde i år. Man kom jo heller ingen steder her i livet uden støtte fra ens venner, så Olivia så intet andet valg end at støtte ham. ”Jeg hepper på dig, Simon!” Hendes smil var stort og hvidt, og hendes øjenbryn fløj i vejret. ”Go Simon! Du kan klare det! Oh yeah!” hun vrikkede lidt i sofaen og dansede en megen beskeden cheerleader dans siddende i sofaen, men med hænderne småt viftende.

”Realistisk!?” Quidditch pokalen var noget, som lagde Olivias hjerte meget nært, og hun kunne mærke, hvordan hun blev varm indvendig. ”Det er faktisk ret realistisk i og med at vi satser stort på det i år, sætter alle kræfter ind og vores fællesskab er stærkere end nogensinde. Vi gider ikke undervurderes mere! Nu vil vi vinde!” Hun tænkte på Eric og deres opkommende træning, og hun kunne næsten mærke suset, når bolden kom flyvende i mod hende, og hun smaskede den koldblodigt væk med hendes bat, som hun sad der i sofaen.

Tag: Simon Amos Lithgow * Outfit

[/center]

[/justify]

[Simon Amos Lithgow]

new lyrics for
old melodies
Tag: Olivia Strange

Simon smilede bredt og klukkede lavmælt af Olivia, uden at tilføje, at han var fuldt ud i stand til at forsvare sig selv. Der var mennesker i verden, der godt kunne trænge til et slag med venindens basker-bat og han havde i et øjeblik stor fornøjelse af at forestille sig hvordan en af disse ville se ud, hvis vedkommende fik det. Det lå dog ikke rigtig til ham at blive hængende i dens slags halv-morbide tanker og han var temmelig tilfreds med sit eget emneskift.

Duelklubben var hans hjemmebane præcis som quidditch-stadionnet var hans brors, Nessies og Olivias og han var ganske selvsikker og alvorlig i sine overvejelser om hvorvidt han ville vinde. Venindens forsikring og efterfølgende mini-slagsang fik ham dog til at grine igen og han løftede armen, der lå hen over ryglænet, for at stikke en albue i siden på hende med et skævt smil. ”Tak, tak, cheerleader,” drillede han. ”Hvis du har tænkt dig at heppekors uniform og huje sådan der, så skal du bare vide, at jeg er sikker på ingen ville klage,” informerede han hende vrikkende lidt med øjenbrynene, før han for en god ordens skyld puffede hende med albuen en ekstra gang.

Han lyttede til hendes sikre udmeldinger omkring quidditch, men følte sig ikke særlig overbevist om, at hun ville få ret. Et varmt smil lagde sig dog på hans læber over den entusiasme, som hun lagde for dagen og han nikkede lidt. ”Mmh. Det er jo også både din og Wolfes sidste chance, kan man sige, medmindre hende Riley Abbey får ret og han går om igen selvfølgelig...”

[Olivia Strange]

Don't be sad when the sun goes down

Olivia mærkede, hvordan hun blev puffet i siden af en albue, og hun svingede lidt til siden i sofaen. Hun syntes ikke selv, at hendes image ligefrem bar i retningen af en cheerleader pige. Hun forestillede sig sin egen krop i en stramtsiddende og noget afslørende cheerleader uniform, og det var ikke fordi, at hun var uattraktiv, det var bare ikke hendes stil. ”Cheerleader uniform er nok ikke lige mig…” Hun smilte lumsk med et blink i øjet, som havde hun en hemmelighed. ”Men jeg tror, at du ville kunne lide mit halloween kostume. Det er endnu bedre!” Hun blinkede til Simon, så de store øjenvipper lignede sommerfugle, og håbede lidt på, at han blev overrasket og overrumplet af hendes flirtende modsvar. Det ville alligevel fornøje hende, så han ikke troede at han var drilleriernes mester her. Hun så kostumet for sig som det lå der i hendes kiste, hvor det havde lagt lige siden en alt for varm sommerdag, hvor hun blev nødt til at købe det, for at opmuntre sig selv. Hun glædet sig til, at hun om en måneds tid eller to endelig kunne vise sig frem i det.

Det kunne godt være, at Simon ikke var helt overbevist over hendes selvsikkerhed omkring næste Hogwarts quidditch turnering, men det var Olivia. ”Hmm… Du lyder ikke helt overbevist. Men du kan selv spørge Eric! Han har lovet mig det! Om han så går om eller ej.” Hun grublede lidt over Simons ord, og kunne ikke helt finde ud af, om de var ment nedværdigende eller ej, og hun lod det ligge. ”Desuden!” startede hun igen. ”Hvem siger, at jeg er færdig med quidditch efter Hogwarts?” hun smilte veltilfreds og nikkede med hovedet.

Tag: Simon Amos Lithgow * Outfit

[/center]

[/justify]

[Simon Amos Lithgow]

new lyrics for
old melodies
Tag: Olivia Strange

Simon smilede bredt og hævede begge øjenbryn i mild overraskelse. ”Mmh? Det er jeg ikke i tvivl om.” Han blinkede og kom så til at grine lavmælt. ”Selvom det selvfølgelig kunne ligne dig, at mene at et noget som et fuld-krops varulve-kostume kunne betegnes som 'meget bedre',” drillede han med et bredt smil. Det ville i realiteten ikke gøre ham det helt store, selvom han angiveligt ville sætte et skuffet ansigtsudtryk op over den manglende bare hud, som nogen pigebørn havde en herlig tendens til at vise frem, når de klædte sig ud. På trods af alle hans flirtende tilnærmelser og drillerier var han ikke interesseret i Olivia som andet end en ven, men han ville alligevel ikke protestere imod at se hende i lårkort. Der var absolut ingen broderlige følelser involveret i deres relation.

Emnet quidditch fik ingen af Simons kropsvæsker i kog, men alligevel kunne han ikke helt lade være med at prikke til hendes ukuelige selvsikkerhed på Hufflepuffs vegne. Han var trods alt både både rimelig stolt af sit eget kollegium, i en position hvor han mente at burde vise et eksempel for sine medelever og desuden ikke for ingenting næsten identisk med holdets nye anfører. Som et resultat smilede han blot lettere overbærende og modstod en trang til at klappe hende lidt på hovedet. Han blinkede igen og gav hendes skulder endnu et klem, uden at kommentere hendes overbeviste udmelding. Ordene omkring fremtiden vakte anderledes interesse og han trak lidt på skuldrene med et mere mildt smil. ”Ikke en sjæl. Der kommer vel også talentspejdere i år - præcis som sidste. Vores tidligere anfører, Jake Loretz, blev da i hvert fald optaget... Jeg kan ikke lige huske hos hvem...” Han lod sig ikke mærke med sin misbilligelse af den tidligere kollegianer men nøjedes med at se spørgende på veninden. ”... Vil du spille professionelt?”

[Olivia Strange]

Don't be sad when the sun goes down

Olivia himlede med øjnene, da Simon kommenterede på hendes kostume og smag samtidigt. Hun havde svært ved ikke bare at fortælle ham, hvad det egentlig var, at hun havde nede i hendes kiste, for et varulve kostume var det i hvert fald ikke. ”Altså helt ærligt, hvor dårlig smag synes du egentlig, at jeg har?” hun spærrede øjnene op, men havde hele tiden et grin lige på kanten af læberne. ”Kom og find mig til festen, så kan du selv se, hvad jeg mener.” foreslog hun ham med et kækt blink. Der gik ikke mange sekunder før at hun lod sig selv bryde ud i en let latter over hendes halvmente flirten med Simon, som så ud til at gøre ham lidt overrasket som ønsket, men det hele var bare ment for sjov.

Det var åbenbart en tabt kamp at overbevise Simon om, at hendes ord ikke bare var tom luft, men at der rent faktisk var seriøse tanker bag om det, hun sagde. Det irriteret hende, at Simon bare sad der og smilte overbærende ligesom, at hun var en lille dum pige, imens at han klemte hendes skulder. ”Det er altså ikke bare tomme ord!” forsikrede hun ham en anelse irriteret, for bare at lokke et lille verbalt respons ud af ham. Hun havde dog opgivet dette lidt, og sluttede af med at sukke. ”Du får at se, om et års tid.” lovede hun med et selvsikkert smil og et hårdt fast nik med hovedet.

Forestillinger om fremtiden suste forbi i Olivias hoved med hyppige skift. Talmagiker, skuespillerinde, detektiv, drage passer, buschauffør og til sidst quidditch spiller. ”Prøv at tænk, hvis jeg blev spottet af en talent spejder.” Hendes øjne glimtede og hendes smil lige så. ”Det vil jeg ikke have noget imod. Det ville være vildt! Men jeg holder min fremtid åben de første par år, jeg vil gerne ud og se verden og opleve noget… men det gør man selvfølgelig også som quiddicth spiller. Men der skal bare lige ske noget andet end skole og uddannelse.” Hun blev helt tungsindig, da hun kom i tanke om den opgave, hun skulle lave i talmagi snart. Hun havde ikke problemer med opgaverne, men hun gad bare ikke lave dem. For at komme på bedre tanker igen, spurgte hun: ”Hvad med dig? Eller kan man godt være professionel duellant?” Hun følte sig lidt dum, når hun ikke vidste sådan ting, men det var jo ikke hendesskyld, at hun havde de forældre, som hun nu engang havde.

Tag: Simon Amos Lithgow * Outfit

[/center]

[/justify]

[Simon Amos Lithgow]

new lyrics for
old melodies
Tag: Olivia Strange

Simon grinede lidt og modstod en trang til at læne sig frem og kysse veninden på panden. ”Det lover jeg,” svarede han hende i stedet blot, før han blinkede. Øjeblikket efter brød han dog igen sammen i latter og daskede dovent ud efter Olivias skulder. Hun var evigt underholdende, selv når hun ikke helt selv vidste hvorfor. Også hendes irritation og selvsikre udmeldinger omkring quidditch var en anelse morsom, men det primært fordi han hørte stort set præcis de samme ord fra både Anessa og Scott. De kunne logisk nok ikke alle sammen have ret og han havde en tendens til at støtte sin bror. Blod var trods alt tykkere end vand. Frem for at pointere det, nikkede han dog blot lidt til hendes ord og tørrede det flabede og overbærende smil af sine læber, som han villigt fulgte sporet af et nyt emne.

Ret hurtigt hev et nyt, skævt smil op i hans mundvige. Han rømmede sig lidt. ”Klart, klart,” kommenterede han interesseret, før han bremsede lidt op og rynkede panden. ”Mig?” Han trak på skuldrene. ”Noget stort,” musede han, før han hævede øjenbrynene lidt og så sigende på hende. ”Forfatter, auror, mørkemagtsbetvinger af første klasse,” spøgte han halvhjertet, uden at afsløre, at han faktisk mente det ret seriøst. Han trak lidt på skuldrene, tog en dyb indånding og gav sig så ud i en længere forklaring om hvad han egentlig gerne ville.

- - CLOSED - -