I won't let you fall apart...

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simon sad på bibliotekets læsesal med hovedet bøjet ind over en bog og panden rynket i lige dele koncentration og alvor. Udenfor var der overskyet og selvom regnen var stoppet, så hvilede hele stemningen af et truende uvejr stadig over både indendørs og udendørsarealerne. Det passede alt sammen fint til Simons humør, som ikke ligefrem kunne siges at være videre strålende. Faktisk var han temmelig utilfreds med hvad troldmandsverdenen havde haft at byde på det sidste stykke tid og han kunne ikke sige sig fri for at være ved at blive en anelse indebrændt.

Tungsindig – og klar over præcis hvilken figur han gjorde, når han bare gik rundt og skumlede på hele skolen, tog han sig selv mentalt i nakken og koncentrerede sig om sin læselektie til eliksirer. Han havde tænkt sig at generobre sine gode karakterer og han havde tænkt sig at gøre det inden skoleåret var omme. Maverick skulle ikke have den glæde at kunne holde hans vejlederskilt fra ham resten af hans tid på Hogwarts. Han skulle få lov til at æde sine egne ord.

Tag: Elisia ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]

[Elisia Thorne]

Don't carry the world upon your shoulders alone

TAG - SIMON
WORDS - 380
OUTFIT

Førsteårs eleverne havde efterhånden fundet ud af hvordan de kom frem og tilbage på slottet, men alligevel havde Elisia fundet en lille forvirret dreng, der gik rundt om sig selv oppe ved Ravenclaws opholdsstue. Det viste sig at han skulle ned til biblioteket, og da det ikke var en ukendt rute for Elisia, tænkte hun at hun ligeså godt kunne følge staklen derned, også selvom man kunne mærke på drengen at det at have en ældre kvindelig elev til at vise sig rundt var en smule akavet og fremmed.

Imens de gik prøvede hun at snakke lidt med ham, spørge ind til hans yndlingsfag og andre simple ting, men til sidst var der mest stilhed mellem dem, og Elisia måtte indrømme hun var lettet da hun klappede ham på skulderen nede i læsesalen, inden han smuttede hen til sine venner.
Elisia besluttede sig dernæst for at hun ligeså godt kunne sætte sig og læse lidt, måske snakke med dem der sad i salen hun var venner med. Hun smilede lidt til et par fra sit kollegium, men da hun fik øje på Simon, besluttede hun sig alligevel for at sætte sig hen ved siden af ham og prikke ham lidt på skulderen.

”Interessant læsning?”Spurgte hun lavmældt, vel vidende om hvilket respons man fik fra andre, hvis man talte lidt for højt. Elisia smilede varmt til ham, lige siden hun havde hørt han var blevet afskediget som vejleder, havde hun ville tale med ham, men selvom de tit så hinanden, var der aldrig rigtig en god chance for lidt venskabelig samtale.
Elisia tog en af de efterladte bøger der lå på bordet, og åbnede den uden at kigge på titlen, hvorefter hun ligegyldigt bladrede lidt i den. Det vidste sig at være en bog om Quidditch regler, ikke noget hun fandt særlig interessant, men hun havde det bedst med at have noget at bladre i når hun sad i læsesalen.

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simon sad i sin egen verden, mere koncentreret om den lange forklaring - omkring bivirkninger og modgifte vedrørene en bestemt eliksir - end omkring verden omkring ham. Han registrerede af samme grund kun fjernt, at stolen ved siden af ham blev taget, og havde egentlig ingen planer om at skænke vedkommende på den en eneste bid opmærksomhed.

Da Elisia valgte at prikke ham på skulderen, løftede han alligevel hovedet og så i et øjeblik uforstående på hende. Det gik dog forholdsvis hurtigt op for ham hvem hun var og hvad hun spurgte om og det lettere forvirrede ansigtsudtryk sank tilbage i alvorlige folder, som han trak på skuldrene. ”Baggrundsviden til den stil Professor Garcia har givet os for,” informerede han hende, uden reelt at svare på spørgsmålet. Alligevel lå svaret i hans temmelig ligegyldige tonefald og hans blik hang lidt fast ved hendes ansigt, før han så tilbage ned i teksten, uden at læse videre. ”Hun kommer til at give mig et E – mindst,” konkluderede han bestemt. ”Det skal hun bare...”

Tag: Elisia ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]

[Elisia Thorne]

Don't carry the world upon your shoulders alone

TAG - SIMON
WORDS - 361
OUTFIT

Elisias blik vandrede hen over siderne han sad og læste, hvorefter hendes smil blev lidt større, da hun fandt ud af at hun faktisk havde mulighed for at hjælpe ham. Hun nikkede tænksomt og bladrede lidt i sin egen bog.
”Jeg ved du sagtens kan selv… Men du siger bare til hvis du har brug for hjælp. Eliksirer er jo trods alt mit yndlingsfag.” Sagde hun og hvilede albuen tættest på Simon på bordet, så hendes skulder knækkede i en skarp vinkel.
Elisia smilede bekymret over hans sidste sætning, da han kiggede endnu en gang ned i teksten, det var svært for hende at se Simon så nedtrykt. Han plejede ikke at lade sig slå ud på den måde, men selvfølgelig var der en lidt mere alvorlig grund til det denne gang.

”Simon… ” Startede hun forsigtigt og forsatte”Hvis Prof. Maverick virkelig ikke vil have dig på vejleder posten, vil det ikke hjælpe at du arbejder så hårdt.” Sagde hun med et tone der var fyldt af sørgmodighed og omsorg. Elisia kendte godt til Prof. Mavericks holdninger, og det gav ikke mening for hende at Simon skulle blive afskediget fordi han ikke var god i skolen. Simon var jo en af de bedste, i hvert fald fra Slytherin, hun kunne umuligt se hvem der kunne afløse ham. Et dybt suk forlod hendes læber og hun lod hurtigt tungespidsen kører hen over sin underlæbe.
”Jeg vil savne dig som vejleder Simon.. Jeg håber virkelig du kommer tilbage, men du må bare ikke lade en mand som Prof. Maverick gå dig så meget på.” Sagde hun og lukkede bogen hun sad med, da hun alligevel var mere interesseret i Simon.

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simon trak lidt på skuldrene, uden nogen intentioner om at spørge ekskæresten om hjælp med sine lektier. Hvis han havde brug for assistance var der altid den langt mindre komplicerede Arthur. Selvom han ikke ligefrem havde talt med vennen i det sidste stykke tid, så var han der altid som en mulighed og i sit stille sind tænkte Simon at han var en noget smartere mulighed. Ganske vidst havde Mary absolut ingen grund til at frygte noget ved at han og Elisia snakkede sammen, men der var alligevel noget underligt akavet i det – ikke mindst fordi han stadig følte sig en lille smule skyldig over den måde det var endt på.

At Elisia tydeligvis var helt afslappet i hans selskab og temmelig behjælpsom i flere henseender, gjorde det egentlig ikke mindre akavet. Hun var stadig den eneste han nogensinde havde... Og hvis ikke han var så skide optaget af sit begyndende had til professor Maverick – og beslutningen om at jorde ham – så havde han muligvis lagt mere mærke til det. Som situationen var, kiggede han blot tavst på siderne foran sig og drejede derpå hovedet imod hende med let hævede øjenbryn.

Han så først undrende ud, kneb øjnene sammen og tog ubevidst fysisk afstand, ved den måde han lænede sig en anelse bagud, med kroppen vendt halvt imod hende. ”Hvad ved du om det?” Den foretagsomme, svagt indebrændte attitude var blevet til mistænksomhed og han betragtede hende uden varme i blikket. ”Og hvad skal jeg bruge det til? Du vil savne mig som vejleder?” Hans stemme var lavmælt og hvislende. ”Det er komplet ligegyldigt. Hvis Maverick ikke vil genindsætte mig, så vil det i det mindste blive hvinende tydeligt for hele skolen, at hans beslutning var baseret på at jeg er mudderblod. Og du skal se at det engang vil blive tydeligt for hele verden at han begik en stor fejl den dag han troede det gav ham ret til at pisse på mig.” Hans øjne skinnede af noget faretruende, da han vendte sig tilbage imod sin bog, kun for øjeblikket efter at skæve til hende. ”Du har uden tvivl de bedste intentioner, men du har ganske enkelt ingen anelse om hvordan det er, Eli.”

Tag: Elisia ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]

[Elisia Thorne]

Don't carry the world upon your shoulders alone

TAG - SIMON
WORDS - 407
OUTFIT

Elisia blev nærmest forskrækket over Simons udbrud, det havde hun dog ikke forventet, og lige hans første spørgsmål fik hende til at åbne munden, men hun blev afbrudt af hans bitre lange tale. Der startede noget inde i Elisia fra da han begyndte på at hakke ned på hende, og det stoppede ikke da han begyndte at forklare hvordan han ville vise hele skolen Prof. Mavericks sande karakter – som om alle ikke kendte til det i forvejen. Langsomt blev hendes læber mere og mere sammenbidte og hun kæmpede for ikke at skælde ud på ham over hans manglende formåen til at se længere end til sin egen næsetip, men hun forholdte sig i ro et par sekunder mere indtil hans sidste replik faldt og hun rejste sig op så stolen rykkede sig bagud.

Elisia lignede en der skulle til at skælde ud på ham, men i stedet for at råbe af ham, trak hun stolen tættere på Simon og skubbede bogen han sad med væk, med blikket rettet lige ind i hans små ynkelige øjne.
”Hvis du tror, at du er den eneste i verden der har oplevet uretfærdighed så tager du fejl Simon.” Sagde hun og forsatte lavmælt, men bestemt. ”Og du ved da at alle på skolen ved hvad Prof. Maverick og rektor mener om mugglerfødte, det er bestemt ikke nogen hemmelighed Simon, og slet ikke efter det der er sket. Tror du ikke vi alle sidder og prøver at hitte på et eller andet modangreb?” Sagde hun og himlede med øjnene.

”Og jeg er ligeglad med om du mener hvad jeg forstår eller ikke forstår, sandheden er at du er en meget bedre mand end Maverick og derfor forstår jeg ikke hvorfor du vælger at behandle mig på den her tåbelige måde, når jeg nu kommer her og åbner mit hjerte for dig og så giver du mig bare sådan en ’livet er hårdt’ tale” Sagde hun og bed tænderne sammen. Derefter sukkede hun dybt og lukkede øjnene et øjeblik, mens hun faldt lidt ned og tvang sig selv til ikke at nævne den aften hvor Prof. Maverick var efter hende vedrørende hendes bror.
”Jeg var jo bekymret for dig Simon. Jeg forstår godt det går dig på, kan du ikke bare acceptere at jeg gerne vil hjælpe dig?” Spurgte hun og smilede prøvende til ham.

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simon himlede diskret med øjnene og rynkede på næsen. ”Selvfølgelig er jeg ikke den eneste, men hvad vedkommer det mig, at andre har samme oplevelse? Der er jo ikke nogen, der har formået at gøre noget ved problemet endnu, vel? Professor Dempseys mord er stadig uopklaret og hvem siger, at den der gjorde det, ikke kunne finde på at slå til igen?” Han bed tænderne sammen og nåede kun i sidste øjeblik at stoppe sig selv i at hamre en knytnæve i bordet. ”Det er ikke en eller anden hormonel ubalance eller et anfald af teenage-hysteri, Eli, det her er fandeme fucking alvorligt. Du skulle have set Maverick, da han troede at jeg anklagede ham for at være rektors sendebud – jeg ramte tydeligvis en nerve.” Han havde bøjet sig ind imod hende igen og halvt hviskede, halvt hvæste sine ord ud. De var ikke møntet på alle og enhver på læsesalen. ”Jeg tror ikke de helmer før enhver mugglerfødt er ude af Hogwarts…”

En farlig glød var tændt i hans øjne og det kølige smil, der først for alvor var optrådt ved hans sidste samtale med Slytherins overhoved, spillede atter engang på hans læber. ”De kommer til at fortryde deres handlinger,” hvislede han. ”Rektor, professor Maverick, riddlerne… En dag kommer de alle sammen til at fortryde hver evig eneste lille, gemene, fuldblodsfacistiske gerning de har gjort. Om det så er det eneste jeg udretter i denne verden, Eli, så vil de fortryde det og jeg vil være der til at se dem få deres straf.”

Tag: Elisia ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]

[Elisia Thorne]

Don't carry the world upon your shoulders alone

TAG - SIMON
WORDS - 312
OUTFIT

Elisia sad og lyttede til det han sagde med e alvorlig mine, hendes vrede var for længst væk, og hun havde langsomt indset at der ikke var nogen grund til at blive vred på ham, hvis ikke hun var klar på at fortælle ham alt det hun havde oplevet vedrørende Prof. Maverick.
”Prof. Maverick mener det alvorligt, det har du ret i.. Han bryder sig ikke om at der er folk der er lidt for anderledes på denne skole, blandt andet mugglerfødte og halvdblods.” Sagde hun og kiggede ud i luften, mens hun overvejede hvad de skulle stille op.
”Der må da være noget vi kan gøre, vi kan ikke bare lade dem forsætte på den her måde. Ministeriet er nok i virkeligheden ligeglad, og bestyrelsen er garanteret også mast ind under rektors fod.” Sagde hun og sukkede opgivende.

”Jeg giver ikke op så let, hvis der er en ting jeg ikke bryder mig om så er det at lærerne prøver at bestemme hvordan jeg skal forholde mig til mennesker jeg holder af og de har åbenbart ikke fattet at vi ikke lader hinanden i stikken” Sagde hun bestemt og kiggede så på ham igen, da han begyndte at hvisle med et faretruende blik.
Elisia lagde en hånd på hans skulder og så bekymret på ham. ”Det er jo det de vil have, Prof. Maverick vil have dig til at gå så vidt at han kan smide dig ud, du må altså ikke gøre noget overilet. Vi kan ikke bare se på, det gir jeg dig ret i, men du må ikke give dem en undskyldning til at gøre dit liv endnu værre” Sagde hun og lænede sig længere ind mod ham. ”Simon, det løser ingenting at blive ligesom det man prøver at bekæmpe.”

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simon vendte blikket imod bogens sider igen og så temmelig tomt ned på dem. Han lyttede fjernt til Elisia, men var mere opslugt af sine egne problemer end han var af hendes sympati, medfølelse eller loyalitet. Der var engang han havde vægtet hende højt, men aldrig højere end ham selv og i dag... I dag var de vel bekendte. Hans dårlige samvittighed havde overskredet sin holdbarhedsdato og han kunne ikke genkende sig selv i hendes kammeratlige tale om sammenhold, uanset hvor sympatisk den måske kunne være i en anden sammenhæng.
Den tiltalte ham ikke. Han var revnende ligeglad med sammenhold. Det var ikke sammenhold, der havde skaffet ham hans plads som vejleder i første omgang og det var ikke sammenhold, der ville skaffe ham den tilbage – eller skaffe ham hævn. Han havde aldrig været en holdspiller og han ville aldrig blive det.

Det var de belærende ord hun afsluttede med, der endelig fik en reel reaktion fra ham. Han sukkede dybt og modstod trangen til atter engang at himle med øjnene af hende. ”Lad være med at lyde som om jeg har tænkt mig at storme op til Maverick og hive hans bukser ned, Elisia,” sagde han tørt. ”Hvad end jeg gør eller ikke gør, så bliver det langt mere elegant end noget de kunne finde på. Og langt mere ubehageligt.”
Han hævede begge øjenbryn en anelse, før han klarede halsen. ”Man må blive til hvad man bekæmper. Du skulle tage at læse noget mere Sherlock Holmes...”
Et ganske svagt smil krusede atter engang hans læber, lige inden han skiftede emnet komplet - ganske bevidst. ”Hvem er det i øvrigt du holder af, som en lærer har blandet sig i? Arthur?”

Tag: Elisia ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]

[Elisia Thorne]

Don't carry the world upon your shoulders alone

TAG - SIMON
WORDS - 248
OUTFIT

Elisia betragtede Simon mens han fortalte hende om hvad han havde tænkt sig at gøre, hun så ikke mere imponeret ud, og sukkede opgivende da han sluttede med det sidste ord ’ubehageligt’. Det var dog ikke fordi hun ikke havde haft lyst til at give Prof. Maverick en ubehagelig oplevelse, da han meget diskret svinede hendes bror til, men hun havde valgt ikke at gøre det, også fordi det ville gøre livet sværere for hendes bror.

”Sherlock Holmes? Ham har jeg da aldrig hørt om, det er da noget mærkelig noget at sige. ” Sagde hun og lavede en gestus med sin hånd, mens hun sukkede lettere irriteret. Hun kunne ikke holde drengen ud mere, og hun havde ikke tænkt sig at spilde mere tid på hans barnlige stædighed. Det var åbenlyst at han nødt at være alene i sine sorger og så skulle han også få lov til det. Lige som hun havde besluttet sig om at gå, stillede han hende et ganske andet spørgsmål, der tydeligt medførte overraskelse, der skiftede over i en længere fornærmet skulen.

”Det kommer ikke dig ved Simon. Og nu vil jeg ikke spilde din tid mere, det er tydeligt at du holder af at lide alene og det skal du sandelig have lov til.” Sagde hun, rejste sig op, satte stolen på plads og marcherede ud af døren med næsen højt i sky.

LE OUT