|
|
Post by stu on Dec 10, 2011 23:14:13 GMT 1
These dreams under my pillow Casey lod forsigtigt øjnene glide over udendørsarealerne, før hun førte fingeren hen over Dronningen. Hun bed mærke i de adskillelige ridser, fra gamle helede sår i stenfiguren. Som de forrige nætter, sad hun placeret bagerst i læsesalen, uden andet selvskab end sine skakbrikker, der allerede stod lignet op på hendes side af brættet. Dronningen beklagede sig ikke over berøringen. Faktisk lod brikken til, at have affundet sig med det for længst. Liggende tavs i skødet, med Caseys fingerspids strygende sørgmodigt hen over hårpragten. Det var denne van til.
En kampklar rytter mumlede muggent til sin løber, hvordan modstanderen snart skulle tage at vise sit ansigt. Det fik Casey til at smile bredt, og de resterende brikker til at erklærer sig enig. De så frem til en velforberedt kamp mellem ligesindede. Casey betragtede dem roligt. Lod blikket glide over de adskillelige ridser, de efterhånden havde modtaget, efter de snart 177 kampe hun efterhånden havde udkæmpet med dem – og i selvskab med William Ethans, selvfølgelig. Hun placerede Dronningen på sin retmæssige plads, hvorefter hun lænede sig over bordet, og placerede sine arme, på hver af brættets sider. ”Jeg har tit spekuleret på noget...”
|
|
|
|
Post by William Ethans on Dec 11, 2011 10:29:12 GMT 1
Der er Snefald over Skoven,
lunt og tyst, som om det vilde
evigt gemme Skoven bort i
dette blundende Sne-Stille
-Viggo Stuckenberg
William skubbede døren til læsesalen op med den ene albue og nikkede let til en af de få til stede, der havde set op ved det kølige vindpust han havde ført med sig ind i salen. Han lod døren falde i af sig selv, noget den heldigvis var tung nok til, og fortsatte med bakken i hænderne og det lydelige bump bag ham, som den gjorde netop det. En lyd der fik endnu en til at se misbeligende op på ham. Han smilede skævt uden at stoppe sine skridt mod den vante plads bagerst i salen, hvor han altid mødtes med Casey. Et enkelt blik mod vinduerne fortalte ham at sneen stadig faldt tæt og tungt, før han lod øjnene vende tilbage til deres søgning efter det lille lyshårede hoved.
Hun sad hvor han ventede det med skakspillet klar foran sig. Et varmt brød frem på hans læber, som han tilbagelagde de sidste meter og stillede bakken fra sig. Lige i tide til at se hende læne sig frem og mumle i et fortroligt toneleje til brikkerne. Det fik en munter glød op i hans blik og smil. "...Se det er du næppe den eneste der har..." Han fiskede sin æske med brikker frem fra under armen til em irriteret hvæsen fra dens indre, som brikkerne endnu engang blev rystet rundt på, og satte den på bordet uden at åbne den til en start. "... men hvad forstyrre dit kønne hoved i aften som du tror skakbrikker kan svare på?" Trods den let drillende tone var der en underliggende alvor i hans blik, før han rakte ud og tog først et krus og så det andet og hældte varm kakao op i. "Jeg tænkte vejret kaldte på lidt varmt, sødt og godt."
Tag: Casey Collins * Outfit: Here * Chess: Here
|
|
|
|
Post by stu on Dec 11, 2011 11:13:32 GMT 1
These dreams under my pillow Casey bemærkede skridtene bag hende da det var for sent, og øjeblikket var opdaget. Hun forblev i den fremadrettede stilling, for Kongen havde vendt sig mod hende, med en næsten interesseret grimasse. ”Det var blot...”, mumlede Casey stilfærdigt mod skakbrikken, skønt ordene var rettet mod den nyankommende. ”Om man ikke kunne få lokket den nyankommende skakspiller, til, at hælde kakao op i sin krus. Det er det der har optaget min hjerne hele eftermiddagen. Ham, hvis omsorgsfulde gen, jeg er blevet så afhængig af... Det er ham der har sat gang i disse intetsigende spekulationer”, mumlede hun, med en påtaget næsten drømmende undertone, hvorefter hun skævede til William med gnistrende, drillende øjne. Da han efterfølgende begyndte at skænke, smilede Casey bredt og blottede de hvide tænder.
Hun modtog koppen, med et taknemligt blik, hvorefter hun nikkede mod pladsen overfor sig. Hun stillede kruset fra sig på bordet, før hun lagde sin ene fod op til Williams skue. ”Nye hjemmestrikkede sokker. Hvad siger du William? Er de ikke særligt flotte?”, spurgte hun med et hævet øjenbryn og en smilende grimasse. ”Strikket og sendt fra Cornwall til mig her på Hogwarts... Det er min farmor der hidsigt er gået i gang”, fortalte hun og vrikkede med tæerne, som for at fange ekstra opmærksomhed.
Hans efterfølgende spørgsmål lod til at sænke smilet på hendes læber. Hun hev foden til sig, gemte den væk under bordpladen, hvorefter hun igen lænede sig frem over brættet. ”Ingen ting. I dag har været en rar dag. Og jeg har ikke fordrevet andet, end at hænge ud på biblioteket og nyde min læsetimer...”, fortalte hun oprigtigt og rakte ud efter hans hånd, for at give den et taknemligt klap på håndryggen. Ganske let. Så sendte hun ham et kærligt blik, før hun vendte sin sparsomme opmærksomhed mod sin drik. ”Og du fuldender den perfekt, William. Du er noget af det mest betænksomme stykke mandfolk jeg i mit liv har mødt. Det er sært. Du burde jo ikke rigtig have held med at tænke”, drillede hun ironisk og sendte ham et opfordrende, næsten legende blik. Hun lænede sig, næsten bedrevidende, ind over bordet og rakte kortvarigt tunge af ham, før hun lod blikket glide ned over brættet. ”... du starter forresten”. |
|
|
|
Post by William Ethans on Dec 11, 2011 12:42:06 GMT 1
Der er Snefald over Skoven,
lunt og tyst, som om det vilde
evigt gemme Skoven bort i
dette blundende Sne-Stille
-Viggo Stuckenberg
Selvfølgelig. Hvordan kunne jeg dog nægte det?" William rakte ud og purrede let op i hendes hår, før han gjorde hvad han hele tiden havde haft til hensigt at gøre, hældende kakao op til dem begge. Krusene var store og dybe, gode til at holde væske varmt og med rum til flødeskum på toppen af den dampende drik. Lige som han foretrak dem og sin kakao.
Han tog den anviste plads overfor hende, knipsende låsen til æsken med brikker op, før han med påkrævet forsigtighed åbnede låget til de nu kun svagt knurrende figurer. Sådan lod han den stå, som hende fod ramte bordet og insisterede på hans fulde opmærksomhed. "Meget! Der er da nogen der kan!" Han rakte ud og klemte let sammen om hendes storetå gennem sokken med et drillende smil. "Beskyttelse af futterne mod det meste. Hun må huske sin tid her og tænke kærligt på dig..." Så hævede han smilende et øjenbryn, mens han slap hendes tå igen og samtidig lukkede den anden hånds fingre om sit lokkende, godt-duftende krus. "Du kan måske forvente kun bløde gaver til jule? Jeg ved min farmor strikker noget til mig, men hun har været usædvanlig hemmelighedsfuld og hentydende i sine breve, så jeg frygter det værste...." I det mindste vidste han hun kunne strikke. Det hjalp lidt på optimismen og at hun endelig virkede til at være kommet sig lidt over hvilket kollegium han var endt på. Præfekt-stillingen havde hjulpet godt til foruden besøget om sommeren.
Han vendte tilbage til æsken og klappede let en af de drageformede bønder over snuden, før han tog dem op en for en og satte klar på brættet. Synet af den velkendte modstander allerede linet op hjalp på stemningen og han fik for en gang skyld ingen bid i fingrene, som brikkerne havde travlt med at vifte med vingerne og puste sig op. Et let klap på hans håndryg flyttede hans blik til Casey, som et betrygget smil gled frem på hans læber efterfulgt af en dæmpet latter og et hævet øjenbryn. "Men tak, du skønne, for med så få ord at punktere enhver form for selvfedhed dine første ord kunne have frembragt! Så ved jeg da intet nyt og alvorligt trykker på tindingerne..." Han smilede drillende tilbage til hende og satte så den sidste brik på plads.
Dronningen glattede sine skørter og rettede derefter på kongens gevandter, mens Will slog opgivende ud med hænderne, før han flyttede sin første lille, røde drage frem. "Tålmodighed, young one, tålmodighed. jeg flytter jo nu!" Han lænede sig lidt tilbage, mens han atter lukkede fingrene om kruset og så over på hende med et skævt smil.
Tag: Casey Collins * Outfit: Here * Chess: Here
|
|
|
|
Post by stu on Dec 11, 2011 16:29:55 GMT 1
These dreams under my pillow Caseys læber flækkede i et mildt smil over hans kommentar. Hun hev ærmerne på striktrøjen op over albuen, hvorefter hun lænede sig tilbage, og lagde armene over kors under de små bryster. Et kort blik blev kastet i hans retning, og så snart brikken var rykket, var krigen brudt ud.
Hendes brikker forholdte sig i ro. De vidste, at deres spiller var erfaren, og spillede taktisk godt. Derudover var Casey ligeledes optimistisk, men dog afslappet, og den følelse smittede af på brikkerne. Især Kongen havde overskud nok til, at putte stenhænderne i lommen. Det fik Casey til at smile spagt, og hun beordrede bonden, der stod yderst, til at rykke to kvadrater frem. Uden tøven listede den mod sin plads, skævede lidt til bonden overfor, hvorefter den placerede sit brede sværd i brættet. Den vendte sig mod Casey, nikkede som var alt i orden, hvorefter Caseys blik mødte William. Stilheden havde sænket sig over hende. Uden at reklamerer for dagens forløb eller kommenterer noget der kunne have relevans for William, greb hun om sit krus og drak tøvende. Den skoldhede varme drik fik hende til at skære ansigt, men hun brokkede sig ikke over det brandså hun tydeligvis havde fået foræret sig selv. Kort efter blev koppen placeret på bordet, blikket vendt mod snelandsskabet udenfor...
Casey faldt hen i tanker. Armene der havde fundet sin retmæssige plads, kortlagt under brystet, var afslappede og hang midtvejs på maven i stedet. Hendes grå øjne var tomme og intetsigende. Læberne og resten af ansigtsmimikken virkede næsten dødt. Hun trak vejret tungt, betragtede sneen udenfor, der stadig dalede mod landskabet i rolige strøg. Som om den ikke rigtig ønskede at indtage jorden. Casey rynkede pludselig de markerede bryn i panden, hvorefter hun vågnede, og vendte tilbage til spillet. |
|
|
|
Post by William Ethans on Dec 11, 2011 22:30:37 GMT 1
Der er Snefald over Skoven,
lunt og tyst, som om det vilde
evigt gemme Skoven bort i
dette blundende Sne-Stille
-Viggo Stuckenberg
Williams enkle træk afsluttede som det første altid gjorde enhver snak mellem dem og efterlod dem med en intens stilhed, hvor koncentrationen herskede og kampen dominerede. Det havde været en klassisk start for ham, men en der gav muligheder for mange forløb videre. Hans brikker kendte den og den lille drage væssede sigende kløer mod sine tænder, mens den skulede til bønderne over de sidste felter.
Han fulgte Caseys træk med sædvanlig opmærksomhed og overvejede kort før han gjorde sit næste og fik sin venstre rytter frem på banen. Derefter lukkede han igen hånden om sit krus uden at gøre anstalter til at drikke af det og nikkede let til sin modspiller om at han havde gjort sit træk. Hun virkede en smule fraværende, noget hendes alt for hurtige tår af den varme drik bekræftede. Han kvalte et grin og smilede blot skævt til hende med et hævet øjenbryn. Det var en kunst han selv havde gjort flere gange og sikkert ville komme til igen. I aften ledte han kort i skålen på bakken og fandt en småkage der så mest indbydende ud.
Han lod blikket glide vurderende over rækkerne, mens han ventede og lod tankerne flyve. Egentlig ville han helst have dem fanget ved spillet eller en samtale over det, men Casey virkede væk fra verden og helt igennem fredfyldt ved det. En tilstand han på ingen måde ville fra tage hende. I stedet drejede han lidt på kruset og så mod dets indhold, følgende flødeskummen opløse sig, til en bevægelse fra bordets anden side tiltrak hans blik. "Hvad er dine planer for Yulen? Blive her? Hjem? Eller til dine bedsteforældre?" Han var oprigtigt interesseret. Både fordi han vidste hvordan julen kunne være, men også fordi hans egne planer var blevet lavet om for så ganske nyligt.
Tag: Casey Collins * Outfit: Here * Chess: Here
|
|
