Knowing is not enough

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i am looking for

Det var en udfordring forlade klasseværelset som den første, men Julie havde lykkedes med sit foretagende og var nu på vej op mod tredje sal i fuld firspring. McFarlane havde sendt hende et strengt blik, da hun var hoppet op af sin stol, så snart han havde givet dem lov til at gå, men Julie tog det ikke så tungt, da hun som regel var en mønsterelev i forsvar mod mørkets kræfter, også selvom eftermiddage havde en tendens til at gøre hende sløv og uopmærksom.

Julie nåede den ønskede sal kun et par minutter efter tre, men korridorerne var allerede fyldt op af elever, der gik fra sine klasseværelser efter deres afsluttede timer, enten for at fortsætte skoledagen eller have fri. Så vidt Julie vidste, var løverne færdige efter denne time, så hun satte i retning mod besværgelseslokalet, hvor hun havde størst chance for at finde den klassekammerat hun søgte, fordi det var det fag de lige havde haft.

At bevæge sig i gennem mængden af elever krævede tålmodighed hun ikke besad lige nu, men hun var så optaget af at se sig om efter Tristan og samtidig ikke ligne en, der ledte efter en anden, at hun ikke blev irriteret. Det neutrale ansigtsudtryk krakelerede dog, da hun fik øje på, hvad hun bestemt mente var hans baghoved, og et skævt smil hvilede på hendes læber, mens hun tilbagelagde afstanden mellem dem uden at støde ind i nogen. Hun kunne umiddelbart ikke afgøre, om han fulgtes med nogen, men i sidste ende ragede det hende ikke en papand, så hun rakte ud efter hans arm, inden hun nåede op på siden af ham, for at gøre ham opmærksom på hendes tilstedeværelse.

outfit

[Tristan Oakley]

[atrb=bordercolor,2a2a2a,true][bg=181818] I DONT WANT IT ALL THE TIME BUT WHEN I WANT IT I BETTER BE SATISFIED SO GIVE IT TO ME RIGHT TAG: JULIE YOUNG OUTFIT: PV WORDS: 356

[atrb=bordercolor,2a2a2a,true] For en gangs skyld forsøgte Tristan ikke at være først ude af døren, men pakkede stille og roligt sammen, mens han prøvede at vågne helt op igen. Besværgelser var et glimrende fag, det var slet ikke det, men han havde kun lige med nød og næppe klaret sig gennem 45 trættende minutter med teori omkring transitnøgler. At det kriblede i hans fingre for at få lov til at kaste om sig med Portus, gjorde ikke det hele meget bedre. Endelig endte han i det velkendte mylder, der altid fulgte lige i kølvandet på en lektion, og med et par rappe slag på kinderne vågnede han en smule op. Helt præcist hvor han nu skulle hen, kunne han ikke huske - bare det dog var frokost - så han fulgte bare strømmen. Han nåede ikke at hanke op i sin tunge byrde af en skoletaske, før en hånd greb fat i hans arm, og han drejede rundt for at kunne betragte Julies ansigt, der hang en smule lavere i luften end hans. "Hej, Julie," hilste han med et smil om end ikke i den vante overfriske tone. "Hvad laver du her? Har du ikke haft time et par etager nede?" lød det spørgende fra hans læber. Han kastede et blik rundt på de ansigter, der vedblev at passere dem, som de var stoppet op midt i korridoren.

[bg=181818] OR DONT GIVE IT TO ME AT ALL NOTES: TRYING WITH A NEW LAYOUT

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i am looking for

Julie var på nippet til at hanke sin arm i Tristans og fortsætte ned ad gangen med ham, men da han syntes at stoppe helt op, trak hun den til sig og greb i stedet fat om hanken på sin taske. "Hey," sagde hun indledende men holdt inde, fordi Tristan talte. Spørgsmålet var ikke underligt, men Julie så helst at hun ikke havde behøvet at svare på det. "Jo, men jeg tænkte jeg lige ville fange dig." sagde hun med et skuldertræk og krydsede armene. Smilet hvilede stadig på hendes læber, men hendes ansigtsudtryk var uudgrundeligt. Selv syntes hun det var det mest naturlige i verden at stå og snakke med en ven i korridoren, men samtidig var der en lille stemme, der konstant mindede hende om, hvorfor hun havde opsøgt ham igen. Julie åbnede munden for at joke om hans seerevner, men i samme sekund besluttede hun sig for ikke at være så taktløs. "Er du kommer dig over tvangsdanseriet i fredags?" spurgte hun i stedet med et drillende glimt i øjet. Det sigende smil sagde desuden alt om alle de kommentarer hun havde om hans "moves", men også dem lod hun forblive usagt - denne gang fordi hun var overbevist om, at han godt vidste hvad hun syntes.

Julie havde en stigende følelse af, at det var underligt at stå og hænge midt i ingenting, så hun gjorde et kast med hovedet ned mod enden ad korridoren som opfordring til, at han skulle følge med hende, selvom hun ikke rigtig havde noget specifikt sted at gå hen.

outfit

[Tristan Oakley]

[atrb=bordercolor,2a2a2a,true][bg=181818] I DONT WANT IT ALL THE TIME BUT WHEN I WANT IT I BETTER BE SATISFIED SO GIVE IT TO ME RIGHT TAG: JULIE YOUNG OUTFIT: PV WORDS: 368

[atrb=bordercolor,2a2a2a,true] Langsomt gled et af de mørke øjenbryn op i panden, da Julie tilkendegjorde, at hun havde håbet at fange ham. To etager var meget at løbe - for hun måtte bestemt have løbet eller i det mindste skyndet sig en masse for at kunne nå ham så hurtigt efter lektionens afslutning - bare for at fange nogle. Medmindre der selvfølgelig var en dybere mening bag. "Jaså? Hvad har du på hjertet, ven?" spurgte han og stak den hånd, der ikke holdt om taskens hank, ned i lommen på de grå stofbukser bare for at gøre et eller andet med den. Hendes spørgsmål virkede fuldstændig ude af kontekst, men han undlod at gøre opmærksom på det lige med det samme, slog i stedet en kort latter op. "Det var fantastisk! Jeg var helt ked af, at det endte, må jeg indrømme. Du er en ganske sublim danser selv, frøken, det havde jeg ikke troet om dig," bemærkede han med et billigende smil. På hendes opfordring satte han sig i bevægelse med hende ved sin side. Han sørgede for ikke at tage for lange skridt, som han ellers havde en vane for - han måtte jo tage hensyn til Julies små ben. "Nå, fortæl mig så, hvad du vil snakke med mig om," bød han. "Man forcerer ikke to etager og den vrede hord af elever for at smalltalke." Han skævede smilende til hende.

[bg=181818] OR DONT GIVE IT TO ME AT ALL NOTES: TRYING WITH A NEW LAYOUT

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i am looking for

En lille rynke trådte frem mellem Julies øjenbryn, også selvom hendes læber stadig var formet i et mildt smil. "Uendeligt meget. Som sædvanlig." sagde hun kryptisk. Julie havde helst set, at hun ikke behøvede at begrunde, hvorfor hun var smuttet to etager op bare for at støde tilfældigt ind i ham, mest fordi hun ikke rigtig ville indrømme over for sig selv helt præcist, hvorfor hun havde gjort det.

Julie tog sig selv i at smile smigret og så lettere udfordrende på ham. "Du er vel ikke den eneste med skjulte talenter!" svarede hun igen og så frem for sig, da de satte i bevægelse.

Et lydløst suk kom over Julies læber, da Tristan gravede i, hvad det her gik ud på og hun rynkede brynene igen. "Er jeg nødt til at diske op med et emne?" Hendes tonefald var drillende, men hendes blik afslørede, at hun skam mente spørgsmålet seriøst nok. "Jeg er..." begyndte hun og ledte efter andre ord end 'interesseret i dig' til at færdiggøre sætningen. Hun kom frem til, at det nemmeste var at være ærlig og ligefrem, noget hun ikke ligefrem var bange for at være. "Ok, så jeg er nysgerrig. Hele denne seerting, jeg har bare svært ved at forstå det." Hun så forventningsfuldt til siden på ham i lidt tid, inden hun kiggede lige ud igen.

outfit

[Tristan Oakley]

[atrb=bordercolor,2a2a2a,true][bg=181818] I DONT WANT IT ALL THE TIME BUT WHEN I WANT IT I BETTER BE SATISFIED SO GIVE IT TO ME RIGHT TAG: JULIE YOUNG OUTFIT: PV WORDS: 383

[atrb=bordercolor,2a2a2a,true] Som det efterhånden var blevet slået fast ved hver eneste af deres tidligere møder, havde Tristan ikke kendt Julie særlig længe, om end han følte, at han allerede forstod hendes små tegn rigtig godt. Enten dét eller også var det bare hans evner for at læse mennesker og hendes værende en åben bog, der for alvor slog til. Hvorom alting var, undlod han at kommentere på hendes let kryptiske bemærkning. Han så på hende med et let forbløffet, forsvarende udtryk malet hen over ansigtet. "Jeg tvivler ikke et sekund på, at du har ikke blot ét men mange talenter. Jeg havde bare altid set dig som værende hende den absurd kløgtige, der ville vinde titlen som medlem af Merlins Orden af 1. grad eller noget lignende,"bemærkede han og trak på skulderen, kunne ikke lade være med at sende et smil i hendes retning. Hvis det indtil da ikke var sevet ind, at hun helst ville undgå at bringe på benene, helt konkret hvorfor hun havde sørget for tilfældigt at løbe ind i ham, stod det efterhånden klart for selv den mest tykpandede. Da hendes egentligt intentioner blev fremlagt, kunne han ikke lade være med at komme med et bagklogt suk. Det kom i sandhed ikke som nogen overraskelse. "Ja? Er der.. Bestemte aspekter, der virker særligt forvirrende?" spurgte han ude af stand til at holde et smil tilbage som et tydeligt tegn på, at han nød det hele bare en lille smule.

[bg=181818] OR DONT GIVE IT TO ME AT ALL NOTES: TRYING WITH A NEW LAYOUT

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i am looking for

I et forsøg på at få Tristan til at lade emnet ligge, afslørede hun en perlerække af tænder i et sødt smil. Om det var det, der gjorde, at hun ikke blev yderligere udspurgt var ikke helt til at sige, men smilet var under alle omstændigheder oprigtigt.

Et affærdigende 'tsk' kom over Julies læber, da hun nærmest blev skamrost af sin kammerat. Sandheden var dog, at hun nød det i fulde drag, selvom hun var realist nok til at vide, at hun aldrig ville opnå den slags, lige meget hvor stort hun drømte.

Det var klart, at det ikke var første gang Tristan blev udsat for spørgsmål om sine evner, men da han ikke afviste hende, fandt Julie det i orden at tilfredsstille sin nysgerrighed. "Det hele, tror jeg sådan set." fortalte hun og prøvede at finde hoved og hale i alle de spørgsmål hun havde. Det mest presserende var meget personligt, men hun syntes det var åndssvagt at gå som katten om varm grød, når nu hun havde lagt ud med at være så ligefrem. Desuden var det meget naturligt for hende at tale om hvad som helst med ham grundet måden de kom i kontakt med hinanden i første omgang, og hun kunne ikke forestille sig andet, end at det måtte gå begge veje. Derfor tog hun en dyb indånding og lagde ansigtet i betydeligt mere alvorlige folder, selvom smilet stadig spøgede ved hendes øjenkroge. "Jeg tror mest af alt, jeg er ude efter at forstå, hvordan du kan holde det ud." Hun kiggede op til siden på ham og afventede hans reaktion, inden hun uddybede. "Du må vide så meget, ting der egentlig slet ikke kommer dig ved... Og du kan ikke ændre udfaldet, i hvert fald ikke altid, sådan som jeg har forstået det. Hvordan kan du overkomme det og stadig være som du er?" Julie virkede mest af alt som en, der snakkede med sig selv, som hun gik der med let rynkede øjenbryn og så frem for sig. Hendes vejrtrækning afslørede, at hun havde mere på hjerte, men hun holdt inde for at give Tristan en chance for at stoppe hende - hun var trods alt ikke helt sikker på, om var ude på for dybt vand.

outfit

[Tristan Oakley]

[atrb=bordercolor,2a2a2a,true][atrb=width,314,true][bg=181818] I DONT WANT IT ALL THE TIME BUT WHEN I WANT IT I BETTER BE SATISFIED SO GIVE IT TO ME RIGHT TAG: JULIE YOUNG OUTFIT: PV WORDS: 425

[atrb=bordercolor,2a2a2a,true] Det hele. Det var ikke ligefrem super meget at gå ud fra, men det ville vel ikke rigtig være et problem. Han havde efterhånden været nødt til at fortælle om sine synske evner en del gange, hvorfor han var kommet ind i en god rytme, der tillod ham at få sagt det hele. Det var nærmest som en indlært sang - problemet var så bare lidt, at hans hukommelse var så hullet som en si, hvorfor han altid glemte noget alligevel. Desuden var der ofte vigtige faktorer, han ubevidst udelod, fordi han tog visse ting for givet. Den fine forespørgsel blev dog snart skærpet noget ind, da Julie talte videre. Han trak umærkeligt på skulderen. "Nej, det er rigtigt. Men i nogle tilfælde ser jeg bare nogle eksempler på, hvad der kan ske, og så er det, at jeg eller andre på en eller anden måde kan ændre det. Og ellers er magtesløsheden bare noget, man vender sig til," udtalte han sig. Det havde været frygteligt i starten. Ikke ligefrem fordi han forudså mord og drab, men stadig; det at stå og se på uden at kunne gøre noget, var ikke rart på nogen måde. "Jeg har vel bare efterhånden prøvet det så mange gange, at jeg har accepteret det." Med et lavmælt suk fik han hanket op i den tunge taskes skulderrem og lovede sig selv, at han skulle kaste en Fjerlet-besværgelse over den snarest muligt. Det gik simpelt hen ikke at få flået skulderen af led mellem lektionerne. "Men der er mere, du vil spørge om," sagde han, mest af alt som en konstatering og en opfordring til hende om at fortsætte spørgerunden.

[bg=181818] OR DONT GIVE IT TO ME AT ALL NOTES: TRYING WITH A NEW LAYOUT

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i am looking for

Julie lyttede opmærksomt og rystede let på hovedet, da han havde svaret hende, men i stedet for at køre mere i, hvor svært det måtte være at stå og se til, rundede hun den del af emnet af. "Jeg forstår ikke, hvordan du gør det. Men sådan er vi vel så forskellige." Ordene var ment som noget positivt, da hun kendte sig selv godt nok til at vide, at hun aldrig ville kunne slippe den slags, hvis hun først havde fået viden om dem, fordi hun var for nysgerrig og stædig - men hun undlod at dele disse mindre positive sider af sig selv med sin nyerhvervede ven.

"Ja," svarede hun, da Tristan åbenlyst opfordrede hende til at spørge videre, og hun smilede skævt til ham. "er der noget specielt, der gør, at du ser om nogle end andre?" Hendes smil var svundet ind men spøgede stadig i hendes øjenkroge. "Jeg mener, til halloweenfesten sagde du noget om... At jeg gjorde noget ved dig..." sagde hun i et forsøg på at uddybe sit spørgsmål men kunne ikke rigtig huske, hvad der helt præcist var blevet sagt - det efterfølgende skænderi overskyggede det meste af begyndelsen på deres samtale, og dette blev igen overskygget af, at de havde brugt resten af aftenen på at lave underlige danse-moves.

outfit