Enjoying the time we ought to have..

[Angus Barclay II]

In the end we are nowhere

Sleepless and still untied.

Tags: Kathleen Kennith
Outfit: Click!

At lade sine fødder slæbe sig igennem Hogwarts haller, korridorer og gange, især så sent på dagen, kunne meget vel vise sig at være spændende... men også skræmmende for nogle. Weekenden var netop begyndt efter en dag med undervisning, og mange andre havde været i Hogsmeade om eftermiddagen. Angus havde i stedet valgt at blive på skolen for en gangs skyld, for De Tre Koste var ikke altid godt for ham... og hvis han selv skulle sige det, var han der nok lidt for tit. Nej, i stedet havde han brugt eftermiddagen på at planlægge og kontakte folk hist og her, især vedrørende hans bolig i sommerferien. For sommerferien nærmede sig jo. På en måde en fortrøstningsfuld tanke, men også en smule foruroligende. Hogwarts var mere hans hjem end noget andet, eller 'Deres' hjem kunne man nu sige. For man burde endelig ikke glemme Frank. Den rødbrune mink som havde været Angus' trofaste ven og følgesvend i alle hans år på Hogwarts.

Men i stedet for at fortsætte med at gå, havde Angus fået sat sig ned på bænken der var ved Det Store Vindue. Faktisk et meget flot og hyggeligt sted på skolen, men en smule isoleret, mere end han normalt ville værdsætte. Med ryggen op imod karmen af det store vindue, sad Angus med begge ben oppe på bænken, og den seneste udgave af 'The Wiz' imellem hænderne. Som trofast læser, måtte han jo holde sig opdateret. Knæene var bøjet og avisen lagt på hans lår, men inden længe strakte han sine ben ud og så sig omkring, og ikke mindst ud af vinduet. Vinteren var stadig over Hogwarts, men mon ikke om den snart ville forsvinde til fordel for sol og varme briser? Det ville være dejligt, men en skam han ikke ville opleve hele sommeren på Hogwarts.

Idet Angus havde strakt sine ben ud, trippede Frank rundt med sine korte ben, og endte oppe på hans skød, og derved oppe på avisen. Den energiske og nysgerrige Frank, blev ved med at træde igennem avisens pergament, og måtte derfor at få sine poper op af hullerne igen. Det varede heller ikke længe før der lød et "Frank! What are y..." som dog blev afsluttet af et glad suk idet den lille filur kravlede op af Angus' overkrop, og placerede sig sikkert med bagenden i trøjens hætte, og forpoterne samt hovedet på hans skulder... måske en smule træt efter dagens strabadser? Angus rakte ind i lommen på hættetrøjen og fandt dog hurtigt tryllestaven frem, som han hurtigt svingede imod avisen i en lille bevægelse. Selvfølgelig brugte han den nonverbale Reparo som så mange på skolen brugte fra tid til anden... og 'The Wiz' var så god som ny!

Maybe we should fall asleep

Saying what was left behind...

[Kathleen Kennith]

Time takes a spin and turns around
and suddenly you are where you were or left totally behind..

¤ Angus Barclay II ¤ Outfit ¤

De stadig mennesketomme gange fristede over evne med deres hårde stengulve og villige forstærkelse af skridt, trin og andre lyde til at bevæge sig rytmisk til musik kun den, som hvis sind var fortabt i sin egen verden, kunne høre, men ikke dele med andre. Kathleen tog tre dansende skridt frem spredende klik fra sine hæle og mere dæmpede lyde fra spidsen af sine støvlesnuder. Det var lørdag, hun havde fri og kunne nyde øjeblikket fuldt ud og gjorde det. Et par danseskridt mere tilføjede yderligere ekkoer mellem væggene og fik et billede til at se misbilligende ned på hende, mens andre forsøgte at skjule deres morskab. Der var altid lidt af begge reaktioner hvad end man lavede og hvorend man lavede det på skolen. Med mindre det var reelle overskridelser af reglerne altså for så var enheden blandt de observerende slående. Hun sendte det mugne ansigt et strålende smil og fortsatte hen af gangen, mens hun tilføjede en let nynnen også.

At slippe vinterens bekymringer for moderen, den lillesøsken hun kunne have haft, men som skæbnen ville at hun aldrig skulle få og ikke falde i de ventende bekymringer med lektier og eksamener, der altid kom med foråret. Næh i dag var bare en dag. En god dag og en fri dag og med forældrene stadig opslugt af deres eget og hinanden havde hun ingen forpligtelser til at være andre steder end hvor hun ville. Nu var det på vej mod det store vindue med tegneblok og farvekridt og et drømmende landskab tagende form i hovedet. Udsigten fra vinduet var lige til at tage vejret fra en i de rigtige øjeblikke, men med mørket faldet på var det blot en afsides, afslappende krog. En af mange, men en hun holdt af.

Rundende et hjørne holdt hun brat inde med at nynne, som hun så en var kommet hende i forkøbet. Hendes smil voksede dog frem, som hun genkendte skikkelsen på bænken og hans tro følgesvend. Hendes trin blev målrettede frem for dansende, som hun nu nærmede sig, og så kattelette at end ikke hendes hæle gav lyd mod stengulvet. Hun stoppede lige bag ham, bøjende sig frem så hun kunne lægge hagen på skulderen Frank ikke allerede brugt og se ned på det han sad med i hænderne. ”Hej Angus! Hvad læser du?” Hun trak sig lidt tilbage og rettede sig op, for at trippe rundt om ham og lade sig dumpe ned inderst på bænken, så hendes ben endte på tværs henover hans. ”Noget spændende? Tankevækkende? Horribelt?” Hun lænede sig tilbage mod vindueskarmen og lod blokken falde ned at ligge på hendes ben. ”Jeg så efter dig tidligere, men du var ikke med i Hogsmeade, var du?” Hun afbrød sig selv med et spørgende blik, før hun fortsatte. ” Men altså jeg tænkte – og der skulle ikke grines!” Igen afbrød hun sig selv, denne gang dog med et vast blik, der ikke helt virkede sammen med hendes varme, muntre smil eller iveren i hendes stemme som hun ufortrødent tog tråden op igen. ”..på det med steder i verden der bare må ses og opleves. Så hvorfor ikke lave en liste?” Hun slog let med fingerspidserne mod blokken uden at slippe ham med sine mørke øjne.

[Angus Barclay II]

In the end we are nowhere

Sleepless and still untied.

Tags: Kathleen Kennith
Outfit: Click!

Der var mange steder på Hogwarts som potentielt kunne byde på den dejlige ro og mag der ofte var forbundet med et øjebliks ensomhed. Dog var han heldig denne aften, for med skolen tom, var der heller ikke nogen uventede og ikke mindst uønskede mennesker der kunne forstyrre ham. Sir Nicholas kunne nu godt lide at forstyrre en gang imellem, og selvom Angus absolut intet havde imod spøgelserne, så kunne de nu være bare en smule for meget indimellem. Frank kunne heller ikke lide dem, derfor han ofte jagtede dem, men de forsvandt altid på mystisk vis. Angus måtte rette lidt på sine bukser så de ikke røg helt ned, forsaget af hvordan han sad på bænken. En artikel vedrørende magiske menneskers stigende befolkningstæthed havde tiltrukket blot et hint af hans opmærksomhed. Ikke just spændende, hvilket også fik hans tanker til at strejfe rundt omkring, alle andre steder end lige der. han kunne mærke Franks åndedræt fra de små lunger på hans skuldrer, og kunne næsten gætte sig til at den lille ballademager var ved at døse hen.

Stilheden og den næsten søvndyssende ro over de to kammerater holdte dog hurtigt op da Angus kunne mærke et hoved på hans anden skulder, og hørte en velkendt stemme. Han vendte hovedet imod hende og gemte tryllestaven væk i hans lomme. "Hej Kath! - The Wiz." fløj det hurtigt ud af ham. Angus vidste med det samme at stilheden var ovre, at der nu var gang i butikken og udsalgsvarerne blev hevet ned af hylderne... så og sige. Frank var også vågnet i et sæt da der pludselig var kommet en anden, og hoppede ned fra Angus' skulder. "Jooh... det er vel. Meget underholdende." fortsatte han som svar på hendes spørgsmål, men smilte så bredt da han så hvad der var sket med bladet denne gang. Frank var selvfølgelig sprunget igennem selve pergamentet igen, og et stort kul var nu i midten af bladet, med en uhæmmet Frank der var på vej væk fra Angus og imod denne nyligt tilkomne. Angus gav op og krøllede bare bladet sammen og lagde den i vindueskarmen. Han strakte sine ben lidt længere ud og rykkede lidt på sig idet hun satte sig ned på bænken. Frank derimod holdte sig ikke i ro, og snoede sig i stedet over, under og imellem deres ben, for til slut at ende op på Kathleens en ben, og vende et lettere skeptisk, frosset, blik imod hende. han skulle jo lige være sikker på at han kendte hende.

"Nej jeg var ikke. Jeg tænkte at jeg nok hellere måtte blive her på skolen, så jeg ikke får for meget smørøl." lod det igen fra Angus dybe, veludviklede og fattede stemme. Men hans blik og det smurte smil indikerede dog helt tydeligt på en vis munterhed over ham. Han havde altid været lidt tvetydig på den måde... rolig i stemme og vokal, og energisk af krop og udtryk. Hans opmærksomhed var fæstnet på hende, og Angus lagde derfor ikke rigtig mærke til Frank der trippede rundt, og mere eller mindre passede sig selv. Den lille rødbrune mink blev hurtigt træt af at være på bænken, og traskede ud til kanten af bænken, for derefter at udøve et næsten heroisk spring fra kanten. Angus reagerede instinktivt ved at læne sig fremad med armen rakt ud imod den lille energibombe. Dog var Kathleen jo ved at snakke til ham, så hovedet var vendt imod hende som hun hurtigt fremlagde hendes tanker vedrørende 'steder i verden der bare måtte ses og opleves'. Med sit lille hoved og forpoterne på Angus' hånd, kiggede Frank på Kathleen, og sprællede lidt med bagbenene som han blev løftet op til den velkendte skulder igen. "Vi ved jo begge at det bliver en meget lang liste - så vi må nok hellere komme i gang!" svarede Angus halvt grinende imens han strøg en finger over Franks hoved og endnu engang satte sig til rette med hænderne i hættetrøjens lomme og opmærksomheden fuldt rettet imod Kathleen.

Maybe we should fall asleep

Saying what was left behind...

[Kathleen Kennith]

Time takes a spin and turns around
and suddenly you are where you were or left totally behind..

¤ Angus Barclay II ¤ Outfit ¤

Kathleen sendte Angus et strålende smil, som hun sank ned på bænken og fandt sig tilrette med benene slængt bekvemt over hans så afstanden mellem dem ikke blev større end at dæmpet tale var rigeligt og uproblematisk. Ikke at forglemme at det også var det en hyggelig måde at sidde på. Hun åbnede munden for at svare, men kom i stedet til at le, som Frank gjorde sin entre på den samlede, men temmeligt benede forhindringsbane direkte gennem skolebladet. Hun fulgte det lille væsen med blikket, mens han kartede rundt, over og under deres ben, strygende tæt op og ned af samme at hun kunne mærke hvor de små kløer greb fat og slap. Noget ganske andet end når hendes kat Pancras, trådte hende tilrette for at hun var formet efter hans ønsker. Med sine elleve kilo gående mod tolv og ikke et overflødigt gram fedt på kroppen var han stor selv for en maine coon og yndede at drapere sig over hvad end hun sad i nærheden af foruden hende. "Men ikke lige til med os her!" Der var ingen fortrydelse at finde i hendes stemme, som hun sendte Angus et sideblik og skævt smil, mens hun holdt en hånd frem til fingerinspektion af Frank.

Hun nikkede let til det bekræftende svar, men gjorde intet for at stoppe det efterfølgende muntre fnys fra at se dagens lys. "Kan nogen det? Andet end selvfølgelig at nå mavens naturlige grænse for indhold? Men det smager nu glimrende af den grund." Hun rystede let på hovedet, ladende munden løbe videre, som hun betragtede ham med hovedet let på skrå og øjnene spillende af glæde ved selskabet og det ubekymrede i samtalen og situationen. Så kom han med et meget tæt på, som han i en hurtig bevægelse lænede sig frem og fik hende næsten til at gå skeløjet før hun fik blikket fra hans til ilderen i hans hånd og fangede forbindelsen. Det imponerede hende altid hvordan Angus kunne give hende hvad der virkede som sin fulde opmærksomhed og alligevel have styr på den lille. "Lige det jeg tænkte - så det er jeg."

Hun trommede let på blokken med fingrene, før hun med et lille smil til det livlige lille stykke pelstot, slap blokken helt og smuttede en hånd i lommen væk fra Angus. "Jeg faldt over en bog forleden dag med malede billeder fra Japan. Du ved de der kalligrafiske nogen? Hvor må der være smukt, når kirsebærtræerne blomstre..." Hendes hånd kom til syne igen med et lille foldet lommetørklæde, der med sin udbulning på midten, så meget som den svage duft der kom fra det fortalte om rovdyr-interessant indhold. Hun sænkede blikket til klædet og foldede det langsomt ud, mens hun skævede op til Frank under sænkede vipper og med et svagt drillende smil på læberne. "Er han stadig bestikkelig?"

[Angus Barclay II]

In the end we are nowhere

Sleepless and still untied.

Tags: Kathleen Kennith
Outfit: Click!

Kathleen besad en sjælden energi og kvalitet til hendes stemme og overordnede attitude, som Angus kun havde set og oplevet i få før hende. Måden hvorpå hun energisk kunne tale opildnet og åbenbart fascineret af hvad der var hende for øje, alt imens hun bevarede en hvis ro og hygge, som Angus så godt kunne lide. Han var selv en heftig og flammende sjæl, men i begrænset grad med hende, i hvis selvskab han følte han kunne slappe helt af. Dog var der jo altid Frank, som gjorde det lidt umuligt at slappe helt og aldeles af. Den lille fyr var som en enkelt side af en mønt, fuld af energi og absolut ingen hæmninger. De tre var som en lille gruppe drømmere, der ønskede at komme væk og se verden i et helt andet lys.

"Efter disse år ved du vel hvad der sker med mig når jeg får 'for meget' smørøl, eller noget stærkere?" Det var ikke nogen hemmelighed at alkohol godt kunne betragtes som et af Angus' 'svagheder', der ofte fik ham til at opføre sig meget irregulært og underligt, til stor kontrast af hvordan han normalt var. Men det afholdte ham dog ikke fra at falde i en gang imellem, især til mere festlige begivenheder. Nogle gange så slemt endda, at hans handlinger ville trække point fra Gryffindor-huset. Point han heldigvis altid fik tjent tilbage igen på en eller anden måde. Han satte sig lidt mere til rette, og fandt hans tryllestav frem.

Frank sprællede lidt på skulderen, pludselig med helt ny energi og en stor lyst til at hoppe og danse rundt og det hele. Angus lyttede til Kath og nikkede lidt for sig selv idet hun talte om Japan. Han havde altid haft lyst til på første hånd at se magien i harmoni med den orientalske kultur og ikke mindst natur. Angus smilte og viftede lidt med tryllestaven i luften foran ham. Dog roligt så Kath forhåbentlig ikke ville virke utilpas. Ved hjælp af den ofte meget brugbare Flagrate besværgelse, skrev han i luften med flammende bogstaver. "Japan er jo blot et enkelt stop når man rejser igennem hele Asien. Vi må jo endelig ikke glemme Mongoliets græsstepper, eller bjergene i det sydlige Kina og Tibet. Indien er måske lidt for 'crowded', men man kunne vel godt holde til at tage et smut forbi?" begyndte han, og i mellemtiden skrev han navnene på de lande og destinationer han netop snakkede om. Imens han var lidt optaget, hævede han sit ene øjenbryn imod hende i et spørgende udtryk, da han først ikke rigtig forstod hvad hun sagde. Men Frank forstod i hvert fald noget. Denne lille fyr hævede hovedet og sniffede ud i luften idet lommetørklædet blev fundet frem. Frank kravlede rundt om Angus' hoved og ned af den anden arm der ikke holdte tryllestaven. Hurtigt var den rødbrune mink atter engang på deres ben og sniffede voldsomt imens den roligt nærmede sig lommetørklædet. Da den kom helt tæt på, begyndte den næsten at liste på Kathleens ene ben, og snige sig hen imod tørklædet. Man kunne se de små skarpe tænder vise sig da Frank var lidt i tvivl om at det var noget den måtte få en bid af. "Åbenbart." grinte Angus roligt og stoppede med skriveriet og betragtede Frank og Kath med et skævt smil.

Maybe we should fall asleep

Saying what was left behind...

[Kathleen Kennith]

Time takes a spin and turns around
and suddenly you are where you were or left totally behind..

¤ Angus Barclay II ¤ Outfit ¤

Kathleen lod hovedet falde på skrå, mens uskyldigheden indfandt sig i hendes blik og smil - eller rettere prøvede på det, for det skælmsk veg ikke pladsen en tomme og spolerede til nogen grad effekten. "Du bliver endnu mere snakkende og underholdende plus en smule ud over det hele?" Hun havde oplevet det et par gange i Hogsmeade, men var sikker på det var en Angus langt fra 'for meget' hun havde været vidne til. Trods alt så professorerne ikke pænt på druk blandt eleverne og det lagde uden at det behøvedes at blive nævnt en vis dæmper på festligheder. Værende hvem hun var havde den dæmper holdt hende fra andet end at nyde et enkelt krus med de andre og ellers more sig med dem. En vred Kaptajn var intet mod en skuffet og dobbelt af ham var ikke noget hun villigt havde lyst til at sætte sig overfor. Ikke over et krus øl i hvert fald!

Hun skævede til Angus, som han atter trak sin stav frem, men vendte så blikket tilbage til Frank og lommetørklædet i sin hånd, mens hun lyttede og pakkede ud. At hun havde minkens fulde opmærksomhed var hun slet ikke i tvivl om som små kløer atter fandt hendes bukseben og i små ryk bevægede sig op af det mod hendes skød og det velduftende lommetørklæde. Hun tog kun blikket fra det lille dyr, som ejerens muntre stemme lød bekræftende og indtjente ham et skævt grin. "Det havde også været chokerende andet..." Så var hendes blik tilbage på den fremadkommende lille gæst, mens hun med to fingre fiskede lidt af tørfoderet fra lommetørklædet og og fik resten til at forsvinde, som havde det og lommetørklædet aldrig været der. Fingerfærdigheder og ikke magi var i brug dog. Foderet lagde hun ud i en lille bane på sit ben holdende øje med Frank for at se hvornår han slog til og om det blev før eller efter hun flyttede hånden.

Så vendte hun opmærksomheden mod Angus igen, trækkende sin egen stav frem og tagende tråden op hvor hun havde ladet den ligge, mens pacificering af Frank havde været målet. Med en lille 'lividus' tilføjet til den kendte 'flagrate' sluttede hun sig til luftskriveriet med flammende blå bogstaver mellem Angus' gule. "Åh ja, Japan ville bestemt ikke være første stop heller. Jeg tænkte på at det kunne være sjovt at følge den gamle silkevej - i hop selvfølgelig - og se lidt af det tidligere Persien også. Den ville også føre igennem flere af de lande..." Hun tilføjede ruten og de forlængst forsvundne imperium og derefter de næste hun nævnte, skubbende rundt på hans så de dannede en rute fra vest mod øst og så syd på. "I stedet for Indien havde jeg faktisk tænkt Nepal. Se Himalaya tæt på, de gamle templer, opleve junglen og det uden at blive overrendt. Men ellers i Asien er der også Laos, Vietnam og Thailand. Jeg har hørt de skjuler på spor af ældgamle magiske kulturer i deres jungler - og så ville det være et godt sted til lidt anti-kulturel strandindtagelse!" Hun smilede indforstået til ham ved det sidste og sænkede staven. Skulle hun ud og rejse skulle der være plads til at ligge på en strand i solen med en drink og se på folk.