In for walk - and for a talk...

[William Ethans]

”Time takes a step and we take two
Will we ever take the time to live the moments through?”

Skolens gange henlå i dyster vintermørke, som præfekt og vejleder gik side om side ned af den ene og hen af den næste, og var kun oplyst af de blafrende fakler på væggene og de ujævnt placerede vinduer til vinterlandskabet udenfor. Sneen på den anden side af ruderne genspejlede månens hvide lys og sendte den i bølger ind til de to aftenvandrere. Williams blik gled af sig selv til hvert vindue, som det gled til de lukkede døre. Ingen gled i eller afslørede på anden måde færden ude efter tid. Der var heller intet andet end hans egne og Annabels skridt at høre.

Han drejede ansigtet og så ned på hende, som de passerede et vindue, og bumpede så let hoften mod hendes side for at fange hendes opmærksomhed. ”Blikket mod virkeligheden og ikke de mulige fremtidsdrømme, Min kære Ungmø. Vi skal ikke til at samle dig op fordi du falder over en tanke…” Han smilede drillende til hende under et muntert hævet øjenbryn. ”…igen…” Tilføjelsen kom tilpas forsinket til ikke at kunne undskyldes på nogen måde og helt med vilje.

Tag: Annabell # Outfit: Here

[Annabel Baker]

cunning folk use any means
to achieve their ends

[/size]

Tag: William Ethans • Outfit: Here[/center]

Annabel lagde ikke megen tanke i hvor hun satte fødderne og lod rent rutinemæssige blikket glide over de forskellige kroge i en åndsfraværende søgen efter bevægelser. Det var nemt at lade tankerne drive i stilheden og stemningen som mørket gennem vinduerne bragte og den rolige lyd af to sæt fødder der bevægede sig ved siden af hinanden. Først da en hofte ramte hendes side og effektivt trak opmærksomhed til sig, blev hun løsrevet og så op imod den ældre grævling.

Der gik et øjeblik før hun opfattede hans spøgende ord og hun fnøs lavmælt, inden hun drejede blikket noget mere opmærksomt mod korridoren hvor de gik. "Åh, men jeg er faldet for længst," svarede hun blot svævende og mærkede det trække svagt op i hendes mundvige. Anna løftede hagen en anelse og så skælmsk op imod ham. "Og jeg mistænker dig for det samme." Hendes øjenbryn gled lidt op, før hun vendte blikket tilbage imod korridoren igen.

[/blockquote][/justify]

[William Ethans]

”Time takes a step and we take two
Will we ever take the time to live the moments through?”

William havde stadig blikket vendt ned mod Anna, som hun så op på ham og et skævt smil kantede sig roligt frem ved hendes fnys. Det blev ikke mindre, som han så mod korridoren igen og lod blikket søge mod deres omgivelser uden at finde det fjerneste af interesse. En dæmpet latter undslap ham, som han atter så ned på hende og muntert hævede et øjenbryn. "Se det havde jeg næsten gættet fra det smil på dine læber, Chica...." Han rakte ud og rodede let op i hendes hår, tagende et skridt til siden uden at tage blikket fra hende. "Han vendte på en knut efter den kamp eller måtte du bearbejde ham lidt mere end det?"

Han smilede varmt til hende, oprigtigt glad for at hun havde fundet en der kunne bringe glæden frem i hende bare ved at eksistere og være i hendes tanker. Hendes næste ord kom helt naturligt i forlængelse af de første, men fik alligevel en lille overrasket lyd fra ham, mens hans øjne hurtigt flakkede væk og tilbage igen, hvorefter en lille latter undslap ham. "Mig?" Han så lidt nærmere på hende, mærkende sit smil afsløre sig ved ikke at ville forsvinde og kapitulerede så hurtigere end han egentlig havde ville. "Måske en lille smule..."

Tag: Annabell # Outfit: Here

[Annabel Baker]

cunning folk use any means
to achieve their ends

[/size]

Tag: William Ethans • Outfit: Here[/center]

Annabel kunne ikke hindre sine egne tanker i at kredse nådesløst tilbage om den samme person igen og igen, men det var alligevel kun halvhjertet hun gjorde noget ved det. Det var nemt at blive forfalden til i aftenmørket der nærmest bød til lige det.

Det var dog ingen forstyrrelse at blive afbrudt af vennen og ekskæresten der gik ved siden af og hun mærkede en mild antydning af et smil glide over sine læber over hans svar på hendes egne ord og det tilhørende kælenavn. Alligevel strøg hun dog et skridt til den ene side over hans hånd i hendes hår og så kortvarigt skarpt op imod ham, tydeligvis blot i spøg. "Smil har det med at afsløre os, ja?" spurgte hun ret retorisk og rettede i et øjeblik blikket mod et af vinduerne.

Som han fortsatte stoppede hun dog kortvarigt lidt op, så kort at det ikke virkede som mere end en mild tøven, og hun så en anelse perpleks op på ham med et vurderende blik. Så trak det antydningsvisesmil alligevel op igen og hun overgav sig for vennens intuition og årvågenhed. "Jeg tager det at du er mere observant end du giver udtryk for," svarede hun uden helt at bekræfte hans antagelse direkte. Annabel rettede blikket mod gangen foran sig igen, overvejede kort og endte så alligevel med at tilføje uden at se på ham: "Lad os blot sige at naturen gik sin gang."

Efterfølgende var det ganske nemt at dreje emnet væk fra sig selv og i stedet over på noget mindst lige så interessant. Et skælmsk ansigtsudtryk havde fundet sig til rette og hun gav et vidende smil fra sig da han svarede. "Jaså." Hun fnøs muntert og så op mod ham med let hævede øjenbryn. "Så aftenrunder er måske godt for noget?"


[/blockquote][/justify]

[William Ethans]

”Time takes a step and we take two
Will we ever take the time to live the moments through?”

William mødte med sædvanlig munterhed Annabels knapt så bløde sideblik og blinkede til hende som sit eneste svar på det stillede spørgsmål. Smilet hang stadig på hans læber, med flere grunde bag sig end hvad han ville helt stå ved eller endog erkende for sig selv endsige andre.

Han lod blikket hvile på pigen ved hans side, som hun så væk og lod sit ansigt træde frem i mørk profil mod lyset fra vinduet. Skønt de engang havde kommet sammen havde han intet andet en varme følelser tilbage for hende. Varme venskabelige det var. Han smilede igen, som hun så tilbage på ham, munterheden stadig synlig i hans mørke øjne, forstærket af hendes resignerede næsten-smil og ord. ”Det ville være meget trist andet, synes du ikke?” Han havde aldrig givet indtryk udadtil for hvor meget han hørte eller så eller taget specielt stor del i strømmen af sladder på skolen endnu mindre det sidste halvår, men han fulgte med og han observerede. Nyttigt på alt for mange måder til andet.

”Det er jeg glad for den gjorde…” Han nikkede let uden at smilet blev mindre, før han rakte ud og spontant trak Anna ind til sig i et en-arms-gående knus. ”Tillykke, hvis jeg må være så fri. Han trænger til at blive rusket lidt op i…” Han smilede lidt for smørret som han tilføjede, ”… og du til lidt solid jordforbindelse.”

Han slap hende roligt igen og lod atter blikket glide frem uden at det forhindrede ham i at udstøde et fnys ved hendes ord, der gled over i et forsøgt skulende blik ned til hende. ”Hov hov unge dame! Tror du vi kun er her for vores egen fornøjelses skyld?” Stregheden i hans stemme faldt dog fra hinanden hurtigere end hans forsøg på røgslør gjorde det. Et vedvarende smil vækket af mindet om et par bløde læber mod hans på netop en aftenrunde gjorde det umuligt at undlade at fortsætte. ”..men ja, de er nu gode for mange ting…”

Tag: Annabell # Outfit: Here

[Annabel Baker]

cunning folk use any means
to achieve their ends

[/size]

Tag: William Ethans • Outfit: Here[/center]

Annabel fnøs muntert over Williams ord og nøjedes med at hæve øjenbrynene sigende som svar, uden at vende blikket væk fra korridoren. Det blev hun ved med, indtil den anden lukkede en arm omkring hende og uden helt at kunne lade være, undslap en lavmælt latter hende og blev stærkt fulgt op af et opgivende smil. "Du er tidligt ude," pointerede hun og rettede sig lidt op øjeblikket før han slap hende. "Intet er endnu defineret," fortsatte hun, men blødte så alligevel op i et lille smil øjeblikket efter. "Og min forbindelse til jorden er ganske glimrende." Hun drejede hovedet imod ham og hævede øjenbrynene let, inden hun uden skrupler slog over i et lignende emne med nogle helt andre hovedpersoner.

Hun lod sig ikke mærke af den strenge tone i vennens stemme og blev dog blot ved med at se frem foran sig med et vidende smil over læberne. "Hvem skulle du forestille at narre, William?" spurgte hun og drejede hovedet for at sende ham et skælmsk smil, der dog hurtigt forvandlede sig til et oprigtigt som viste at hun skam var ganske glad på den andens vegne. "Hun slår mig som værende lidt af et fund," fortsatte hun i et let svævende tonefald og rettede blikket mod korridoren igen. "Ikke desto mindre kan man altid håbe at hun kan få sat lidt skik på dig, der hvor vi andre fejlede."

[/blockquote][/justify]

[William Ethans]

”Time takes a step and we take two
Will we ever take the time to live the moments through?”

”På ingen måder..” Williams ord kom luftige og alt andet end alvorlige, skiftende ordenes mening som han fortsatte uden at han ved andet end en let blinken gjorde opmærksom på det drillende skift. ”Det er jo mørkt udenfor og langt fra morgen…” Han vidste udmærket hvad hun havde ment, men så ingen grund til at kommentere direkte på det. Trods alt var intet endnu ude i sladderen med noget specifikt, kun Annabels tilbagevendende smil hver gang hun lod tankerne flyve afslørede for ham at der var noget. Hvad havde ikke været svært at slutte sig frem til. Han nikkede samtykkende, kendende den udefinerede følelse glimrende fra sit eget begyndende samvær med Alea. ”Og det er ikke sikkert det nogensinde rigtig bliver det….” Definitioner havde for meget indgrænsning til at han nogensinde følte de rigtig kunne passes ned over andre personer.

Han mødte hendes blik efterfølgende og hævede sigende et øjenbryn. ”Er det så? Jeg husker ellers en lille heks lette uden kost kort før jul….” Hun var så nem at drille uden at det nogensinde blev ondt eller alvorligt ment og den mørke, stille gang kaldte på en smule afbrud. Ikke mindst grundet det emne de stak til hos hinanden. Selv trak han let på skulder og måtte le dæmpet. ”Ingen i mine nærmeste omgivelser, Chica.” Han gengældte hendes smil, før han lod blikket glide væk uden at smilet på nogen måder svandt ind. [color=cc99009”Hun er noget helt for sig…”

[/color] Der var noget let drømmende i hans stemme, som han ikke kunne skjule, end ikke med det skæve smil han sendte ekskæresten bagefter, før han endnu engang rodede op i hendes hår. ”Hvorfor ændre på perfektion, min egen?” Han sendte hende et flabet grin før han stille tilføjede. ”Men jeg ser da frem til hendes forsøg….” [/justify]

Tag: Annabell # Outfit: Here

[/blockquote]

[Annabel Baker]

cunning folk use any means
to achieve their ends

[/size]

Tag: William Ethans • Outfit: Here[/center]

Annabel måtte endnu engang tage sig i at fnyse over vennens fortolkning. "En anden ting du bliver belønnet for lidt for, er din sans for humor," svarede hun blot sarkastisk og havde skam ikke det mindste imod drejningen alligevel. Hun rystede svagt på hovedet som svar til hans efterfølgende ord og følte i det øjeblik intet andet behøv for hverken at uddybe eller overhovedet heller forsøge på at definere noget.

Hans næste, drillende ord fik Annabel til at skære en grimasse for sig selv og hun fnøs hørligt igen i en kun halvhjertet, munter lyd og sendte blot Will et skarpt blik, uden at svare på hans tydelige drilleri. Hendes læber delte sig og alligevel i et smil da samtalen drejede sig og forblev der, som Will drømmende fortalte om sin medpræfekt. Hun gav en lavmælt, rolig latter fra sig over hans ord og slog ud efter hans arm som han rodede hende i håret igen. "Dit ego er fortsat ikke til at slå igennem," kommenterede hun med et spillende blik og smilede så alligevel varmt. "Ikke desto mindre er jeg glad på dine vegne."


[/blockquote][/justify]

[William Ethans]

”Time takes a step and we take two
Will we ever take the time to live the moments through?”

William sendte Annabel et muntert blik over et skævt smil, som eneste svar på hendes noget tørre og ikke så lidt sarkastiske kommentar. Den var alt andet end uventet eller ny for ham. Hans efterfølgende drillerier indtjente ham et par fnys mere, men samtidig fangede han svage undertoner af delt morskab der trods alt var. Det fordrede dog ikke til videre boren i emnet og han lod hende uden betænkning få fred for flere spørgsmål. Nogle ting skulle have lov til at blive nydt uden nysgerrige individer brød ind.

Selv opnåede han rimeligvis det samme, som snakken gled fra hans nybekræftede involvering med hans med-præfekt. Det passede ham fint. Jo mindre der blev talt om det, jo langsommere ville rygtet om dem sprede sig på skolen. Så grinede han lavmælt, mens han et udslag for sent, træk hånden til sig fra hendes hår og rystede den helt unødvendigt som hvad tjattet gjort ondt. ”Men let at punktere! Se blot hvordan det falder sammen efter dit voldelig angreb!” Han holdt med et påtaget forpint udtryk hånden frem foran dem.

Udtrykket faldt dog hurtigt tilbage til slet skjult undertrykt glæde. ”Som jeg er på dine.” Han smilede endnu engang ned til hende, før han løftigt og let drømmende fortsatte. ”Vintermørket er slet ikke så slemt med noget at glædes over og smile ved.” Så gled hans blik tilbage til gangen foran dem, som de kom til enden af gangen og nærmede sig enden af deres aftenvandring i behagelig stilhed som de var startet.

CLOSED

Tag: Annabell # Outfit: Here