|
|
Post by Edward Kennith on Dec 26, 2011 13:05:57 GMT 1
If there must be trouble, let it be in my daythat my children may have peace--------------------Tag: Grace Kennith --- Outfit: Here Edward stod ved det ene af stuens store vinduer der vendte ud mod slottets grønne områder. Hans hænder var samlet på ryggen og hans ansigt var en smule mere sammenbidt end ellers. Bag den udtryksløse maske gemte der sig dog et væld af både følelser og tanker, som han bevidst valgte ikke at dele med omverdenen. De var hans og ingen andres sag, dog med en enkelt undtagelse, værende det selskab han på privatfronten havde gjort sig de sidste snart sytten år.
Med jævne mellemrum drejede han sig lidt og skævede mod døren ud til gangen, tydeligt utålmodig. Siden den lille forpjuskede ugle fra Grace havde pikket på ruden til hans kontor i et af de tilstødende lokaler, havde han følt sig mest som en løve i et bur, og det havde krævet en god portion viljestyrke ikke at forlade gemakkerne med det samme og opsøge hende i drivhusene hvor han vidste hun måtte være.
I stedet stod han nu og ventede, noget han ellers var ganske god tid, men lige i denne situation og med den historie der for ikke så længe siden var kommet ud i lyset, kunne han på ingen måde sige sig fri for, at bekymringen gnavede i ham.
|
|
|
|
Post by Grace Kennith on Dec 26, 2011 13:41:45 GMT 1
Worry never robs tomorrow of its sorrow,
it only removes the joy out of today...
Turen fra drivhuset til slottet af den ryddede sti omgivet af det snedækkede og vinterkolde landskab, hvor vinden havde ramt hende sidelæns i ansigtet, havde bragt en smule farve tilbage i Grace ligblege kinder. Mere hjalp det, som hun kom indenfor, fik sneen banket af støvlerne og stadig iført sin vinter kåbe kom hen af de lange snoede gange og op af trappen til første salen. Døren til privaten lå lige fremme og blev det mål hun satte for sin gang. Det hun fokuserede sine tanker om, som hun havde med hoveddøren og trappen før den.
Hendes åndedrag kom stadig lettere hivende som hun nåede døren og trykkede håndtaget ned. Hvor god form hun ellers havde været i, tog den ekstra træthed, vægt og besværlighed i alle bevægelser på hende og efterlod hende følende sig endnu mere ubehjælpsom end hun måske nok var. Med en hånd løsnende hægter, skubbede hun døren op, trådte ind og lod den falde i bag sig. Sikrende sig den var lukket helt med et ekstra skubbe, vandrede hendes blik stuen igennem til det faldt på hendes mand.
Ved ren beslutsomhed fik hun kåben af og hængt op før hun fortsatte frem mod ham. Farven fra kulden udenfor falmende væk som varme fra rummet gjorde sit og styrken i hendes blik falmede med den fra hendes blik. "Frøken Baker har haft et syn mere...."
Tag: Edward Kennith ¤ Outfit: Her
|
|
|
|
Post by Edward Kennith on Dec 26, 2011 17:15:19 GMT 1
If there must be trouble, let it be in my daythat my children may have peace--------------------Tag: Grace Kennith --- Outfit: Here Edward knyttede og strakte fingrene på den ene hånd adskillige gange bag sin egen ryg uden at tænke over han gjorde det. Det var et udslag af både utålmodighed og bekymring, mens han til stadighed kastede sammenbidste blikke mod døren, halvt i ønsket om at kunne tvinge den til at gå op med tankens kraft, og afsløre Grace på den anden side.
Da døren endelig gik op efter hvad der føltes som flere timer, men sikkert kun var max en halv, vendte han sig i en hurtig, brat bevægelse og så afventende på Grace uden at kunne forhindre bekymrede rynker i at trække sammen på hans pande. Han forholdt sig tavs, selvom en myriade af spørgsmål trængte sig på, og lod hende afføre sig sit overtøj og komme nærmere.
Hans spørgende blik og rynkede pande blev ikke mindre udtalt ved hendes ord. Han lod armene falde ned langs siderne og mødte hende på halvvejen, blot for instinktivt at række den ene hånd op og lægge en beroligende hånd på hendes ene kind "Ja? Om hvad denne gang, Grace?" han lod hånden blive liggende på hendes kind og strøg sin tommel let over den, mens han stædigt ignorerede den ubehagelige formodning der fik hans nakkehår til at rejse sig.
|
|
|
|
Post by Grace Kennith on Dec 26, 2011 21:55:39 GMT 1
Worry never robs tomorrow of its sorrow,
it only removes the joy out of today...
Grace fortsatte frem gennem rummet til hun stod lige foran hendes mand og kunne mærke varmen han udstrålende række ud mod hende og glide over hendes afkølede, bare hud. Hun lænede sig frem mod ham for at hvile panden mod hans bryst, men stoppede i bevægelsen som hans hånd blidt fandt hendes kind. Dens nærvær og varme fik hendes blik op til hans, hvor hun hagede sig fast med kræften fra en druknende før hun kunne finde ord til at svare med.
"Fødsel af vores barn..." Med så få ord som muligt gengav hun hvad hun havde fået at vide, mens hendes ene hånd fandt til hvile mod hendes mave og den anden fandt hans frie hånd. Hun holdt sin stemme stille, hvor hun kunne forhindre den i at forsvinde undervejs, men intet kunne forhindre den underliggende tone af mulig gråd fra at snige sig ind. Synets mulige realiteter havde ramt hende som hun havde set Edward i øjnene og det ikke med nogen behagelige udsigter i den kommende tid. "Hun så det dødfødt..."
Tag: Edward Kennith ¤ Outfit: Her
|
|
|
|
Post by Edward Kennith on Dec 26, 2011 22:54:43 GMT 1
If there must be trouble, let it be in my daythat my children may have peace--------------------Tag: Grace Kennith --- Outfit: Here Edward udstrålede udadtil langt mere ro end han følte inderst inde, men sådan var han skruet sammen og han holdt kontrollen over sig selv lige så glimrende som altid, selvom Graces vaklende ord skar lige ind til hans værste formodning. Rynkerne i hans pande blev dybere, mens han holdt hendes blik fast for at holde hende ved nuet "Ja..?" han nikkede langsomt og beholdt hånden på hendes kind mens han ventede på hun fandt grebet til at fortsætte. Da hun endelig gjorde var han forberedt og nøjedes med at tage en dyb indånding før han lod hånden falde og i stedet trak hende tæt ind til sig og lod hagen hvile mod hendes hår.
Nogle minutter stod han blot tavs og knugede hende ind til sig, mens han i hovedet lagde en plan. Hurtigt og effektivt som han altid gjorde og først da han selv havde alt på plads talte han lavmælt og roligt "Nu går jeg ind og sender en ugle til både Kate og Maverick, så hun ved hvor vi er og hvorfor og så rektor er klar over at vi behøver nogle fridage." han gjorde en kort pause og plantede et flygtigt kys mod hendes hår før han fortsatte "Så pakker jeg en taske til dig og så tager vi Natbussen til Mungos i London." han slækkede sit greb lidt, rakte op og tog forsigtigt fat om hendes ansigt med sine barkede næver og løftede det lidt op mod sig selv mens han søgte hendes blik "Vi klarer den.. alle fire, Grace. Det lover jeg dig." inderst inde vidste han godt han på ingen måde kunne love lige netop det, men det var alligevel de ord han valgte i et forsøg på at berolige hende bare lidt.
|
|
|
|
Post by Grace Kennith on Dec 27, 2011 0:24:54 GMT 1
Worry never robs tomorrow of its sorrow,
it only removes the joy out of today...
Grace stod tavs tilbage efter de sidste ord havde forladt hendes læber og så fortabt på hendes mand. Hendes sind havde lukket ned og et lille klynk undslap hende, som han lod hånden falde fra hendes kind og trykkede hende ind mod sig. Edward havde altid været hendes faste anker i tilværelsens malmstrøm og nu sugede hun til sig af den forhåbning, mens nogle få tårer undslap hendes kontrol og trillede lige så stille ned over hendes kinder.
Hendes tanker var i et virvar og fik først noget der grænsede til sammenhæng, da Edwards stemme udredte en plan. Hun lænede sig en smule tilbage og væk fra ham, nok til at kunne få en hånd trukket ind i et ærme op og tørre vandet fra øjnene, men ikke længere end at hun stadig var i fuld kontakt med ham. Hun så spørgende på ham ved lyden af fridage og nikkede så forstående som han gik videre. "Du mener det er nødvendigt her og nu?" Hendes stemme var stadig stille og indholdt ingen modstand elle modvilje. Beslutningen var blot for uoverskuelige for hende at tænke igennem.
Hun mødte hans blik, som han løftede hendes ansigt mod sit og mærkede sit eget flakke. så nikkede hun stille, mens hun sank en klump uden helt at tro på ham. "Det håber jeg... Edward...?" Hendes blik stoppede endelig sin flakken mellem hans øjne og holdt hende fast der. "Jeg ved ikke om..." Hendes stemme svandt ind og forsvandt, ladende tvivlen stå alene tilbage sammen med hendes frygt for alt hvad der kunne ske, som hun havde holdt væk siden hin aften for snart så lang tid siden.
Tag: Edward Kennith ¤ Outfit: Her
|
|
|
|
Post by Edward Kennith on Dec 27, 2011 14:55:41 GMT 1
If there must be trouble, let it be in my daythat my children may have peace--------------------Tag: Grace Kennith --- Outfit: Here Graces forpinte lyd, hvor momentær og forbigående den end måtte være, skar mere i ham end han nogensinde ville indrømme. Uden helt at tænke over det lod han igen læberne strejfe hendes hår, mens den ene hånd gled længere op og lagde sig bag hendes nakke, mens han lavtmælt og beroligende tyssede lidt på hende. Som man ville gøre med et ulykkeligt barn, selvom det på ingen måde var den nuværende situation.
Hans stemme var rolig og ordene velovervejede da han brød den anspændte tavshed som den første. Han rettede sig lidt op uden at slippe hende helt igen og nikkede langsomt en enkelt gang "Ja." han så alvorligt på hende og fortsatte "Jeg vil hellere være på den sikre side. For både din og den lilles skyld." han slap hende, men kun lige længe nok til at kunne løfte begge arme og lægger hænderne på hendes kinder og fortsætte, alvorligt og indtrængende. han tyssede igen lavmælt da hun startede på en ny sætning og så gik i stå. Han vidste hvad der havde været på vej, og havde intet behov for at få det sagt højt. I stedet løftede han hovedet lidt og plantede et kys på hendes pande "Læg dig lidt.." han så bestemt, men varmt på hende igen "Jeg skynder mig." han trak hende ind til sig et øjeblik igen og slap hende så før han med faste skridt forsvandt ind på sit kontor for at skrive de to breve.
|
|
|
|
Post by Grace Kennith on Dec 27, 2011 18:13:18 GMT 1
Worry never robs tomorrow of its sorrow,
it only removes the joy out of today...
Atter nikkede Grace, mens hun tog hans sikkerhed til sig og gjorde den til sin egen. Hun snøftede en enkelt gang, ladende sin pande finde til hvile mod hans bryst og lukkede øjne i. Den gennemtrængende lyd af hendes mands åndedræt og hjerteslag fulgte hendes sanser og fik hendes egne ind i takt og derved i ro. Så lænede hun sig endnu engang tilbage mod hans hænder og mødte hans blik. "Så er vi to..." Antydningen af et forhåbningsfuldt smil brød frem over hendes læber til hun forsøgte at tale igen.
Hun opgav allerede før Edward lagde hænderne om hendes ansigt og uden et ord markerede at det skulle forblive usagt mellem dem. At de begge havde tanken var mere end nok. Hun lukkede igen øjnene, indsnusende hans duft og nikkede så, som han slap hende. Hun trådte et skridt tilbage, nikkede så og kom til at smile en anelse over det. "Det ved jeg du vil..." Alligevel blev hun stående og så efter hans ryg til den forsvandt gennem døren til rummet ved siden af.
Stuen føltes med et tom og stille, mens køligheden sneg sig ind på hende igen. Resolut forlod hun rummet gennem døren til deres soveværelse, hvor hun med et svirp med sin stav fik lysene tændt. Sengen stod redt og indbydende frem i det bløde lys, men raskløsheden havde grebet hende og efter et enkelt langt blik til den fandt hun i stedet en taske frem og begyndte at gennemgå skabet for hvad de burde have med til en max to overnatninger.
Tag: Edward Kennith ¤ Outfit: Her
|
|
|
|
Post by Edward Kennith on Dec 28, 2011 0:15:32 GMT 1
If there must be trouble, let it be in my daythat my children may have peace--------------------Tag: Grace Kennith --- Outfit: Here Antydningen af et smil viste sig igen i hans ene mundvig, da Grace igen samlede sig nok til at svare ham "Så for en gangs skyld er vi enige.. utroligt.." spøgte han mildt og strøg igen hendes kind blidt før han fortsatte og endte med igen at trække hende ind til sig et øjeblik, før han modvilligt slap hende og satte kursen mod kontoret. Han lukkede ikke døren efter sig, men lod den stå åben mens han satte sig i stolen bag skrivebordet og hurtigt fandt to stykker pergament frem. Han vippede låget på blækhuset op, dyppede den sorte fjerpen og skrev hurtigt nogle få linier på det første. Kate
Din mor og jeg er taget til London for et besøg på Sct. Mungos.
Du skal ikke bekymre dig unødigt. Jeg tror ikke der er noget galt, men jeg vælger at blive sikker så vi kan holde jul uden den bekymring hængende over hovedet.
Jeg holder dig underrettet løbende.
Pas på dig selv.
Far
[/font][/size][/center][/color] Pergamentet blev hurtigt foldet sammen, og det næste hurtigt skrevet, før han forseglede dem begge og så valgte at gøre brug af en at slottet husalfer til at aflevere dem. Noget han kun havde gjort én gang før, men han foretrak denne gang at være sikker på de hurtigt nåede deres mål. Hurtigere end det ville gå at aflevere dem selv eller først skulle skaffe en ugle. Han forlod kontoret igen da alfen var forsvundet med et plot igen og gik ud i stuen igen. Som ventet var den tom og han fortsatte ind i soveværelset hvor han fandt sin kone foran skabet. Han gik hen til hende og lagde en hånd blidt mod hendes lænd "De burde have brevene lige om lidt." han så tænksomt på hylderne i skabet "Hvad vil du have med?" hvad der var i skabet var ikke ligefrem hans stærke side, slet ikke når det kom til Graces ting. Sit eget havde han nogenlunde styr på, men stod det til ham ville han havde haft maks tre sæt at skifte i mellem.[/justify][/blockquote] |
|
|
|
Post by Grace Kennith on Dec 28, 2011 10:00:28 GMT 1
Worry never robs tomorrow of its sorrow,
it only removes the joy out of today...
Grace smilede mindre end halvhjertet ved Edwards spøgefulde ord, men i det mindste var der intet presset over den antydning af et smil der kom frem. Hun lod sig omslutte endnu en gang af hans varme det øjeblik det varede, før han brød fra først og hun selv forlod rummet.
Skabet var velordnet som de begge foretræk det, men indeholdt og valg efter valg, som var ved at tage pusten fra hende. Hun stoppede op, lukkede øjnene og ordnede i hovedet sit gøremål til klare, let overskuelige punkter. Først med listen klar åbnede hun øjnene igen og begyndte fra en ende af.
Det gibbede let i hende, da hendes mand meldte sin tilbagevenden ved en let berøring og brød hendes målrettede tagen fra skabet. Hun op på ham og nikkede, før hun så ned på blusen i sine hænder og hen på tasken der stod på sengen, for så at se tilbage på ham igen. "Jeg tror jeg er ved at have det..." Hun lagde blusen ned og gennemgik indholdet så metodisk som nogensinde, fandt så en natkjole frem og lagde ned også. At pakke til dem begge var noget hun havde gjort nok gange til ikke at skulle tænke over det, hvilket var en lille velsignelse i sig selv. Øverst lagde hun deres toilet ting ned, der pænt havde ligget i deres lille taske ved siden af den store på sengen.
Så vendte hun sig mod Edward, så op på ham, før hun gik ind tæt i hans favn og endnu engang hvilede panden mod hans bryst. "Vil du se efter? Jeg kan ikke helt fokusere..." Hun sank en gang, men det fjernede ikke klumpen fra hendes hals eller uvisheden om hvad hun havde pakket eller hvad der kunne ske videre frem.
Atter tog hun sig sammen og rettede sig langsomt op, trækkende sig fri, mens hun så rundt efter noget hun havde glemt eller overset. Hendes blik faldt på katten, der nu bemærket kom hen og snoede sig om hendes ben til hun bøjede sig ned og tog den op. "Find Kate, Silke, og vær hos hende til vi kommer tilbage." hun strøg den blidt over hovedet, før hun satte den ned og fulgte den til døren, hvor hun lukkede den ud. Det bragte hende naturligt til hendes overtøj.
Tag: Edward Kennith ¤ Outfit: Her
|
|
|
|
Post by Edward Kennith on Dec 28, 2011 15:40:47 GMT 1
If there must be trouble, let it be in my daythat my children may have peace--------------------Tag: Grace Kennith --- Outfit: Here
Edward rynkede brynene svagt over det lette sæt det gav i Grace, som han lagde hånden mod hendes ryg. At hun dog var distraheret, kunne umuligt komme som en overraskelse. Han strøg hendes ryg let før hun fortsatte hen til sengen og tøjet hun havde i hænderne ned i den fremsatte taske. Så nikkede han langsomt til hendes ord og gik selv hen til hende og stillede sig lige bag hende "Det har du som regel.." han lagde hænderne på hendes skuldre et øjeblik, mens han tavst betragtede hende pakke videre, uden at lade sin indre utålmodighed kommer til udtryk.
Først da hun igen vendte sig mod ham bevægede han sig igen og lagde armene omkring hende endnu en gang. Han nikkede stumt, for så alligevel sekundet efter at sætte ord på også "Selvfølgelig.." alligevel flyttede han sig ikke før Grace selv trak sig tilbage. så vendte han sig mod tasken hun havde pakket og gik den hurtigt igennem, mens han ud af øjenkrogen så hende sende katte ud af døren.
Han lukkede tasken og tog den med sig ud i stuen, før han fortsatte ind på sit kontor igen og samlede de få ting til sig, der var obligatoriske at have med uanset hvor man tog hen. Han var hurtigt tilbage hos Grace og tog sin egen kappe ned fra knagen ved døren, svang den omkring skuldrene og åbnede døren for hende "Lad os komme afsted.." han hankede op i tasken igen og så afventende på sin kone.
|
|
|
|
Post by Grace Kennith on Dec 28, 2011 19:32:58 GMT 1
Worry never robs tomorrow of its sorrow,
it only removes the joy out of today...
"Mmmm....?" Graces svar kom halvt som en bekræftelse og halvt som et spørgsmål til ord kun delvist hørt, men alligevel helt opfanget. Hun ænsede dårligt sin mands nærvær, før hun havde afsluttet pakningen og vendt sig mod ham, findende ham dejligt nært og kærkomment tæt. Et smil fandt endnu engang vej frem ved hans tilkendegivelse, men var væk næsten før det nåede frem til at blive synligt.
Hendes vinterfrakke-lignende kåbe var stadig varm indvendig, da hun tog den ned fra knagen efter at have lukket katten ud, og delte den gavmild med hende, som hun atter fik den på. Mens hun fik hægterne tilbage i, gled hendes blik søgende over stuen til det fandt hendes mand kommende ud fra kontoret og hen til hende. Atter nikkede hun til hans ord og med et sidste blik tilbage til deres gemakker, forlod hun dem som den første, mens hun fandt vanterne frem fra lommerne og fik dem på også. På gangen stak hun sin hånd ind under hendes mands arm og gav den et lille klem uden at tage blikket fra gulvet eller sige et ord.
OUT
Tag: Edward Kennith ¤ Outfit: Her
|
|
|
|
Post by Edward Kennith on Dec 29, 2011 0:47:14 GMT 1
If there must be trouble, let it be in my daythat my children may have peace--------------------Tag: Grace Kennith --- Outfit: Here --- Notes: C L O S E D Edward lukkede og låste døren til deres fælles gemakker forsvarligt bag dem og skiftede så tasken over i den modsatte hånd mens de begyndte at gå. Meget mod sine sædvanlige mønstre når de var i offentlighed og i særdeleshed bland skolens elever, lagde han den nu frie hånd og arm fast omkring Graces spinkle skuldre og gav hende et beroligende klem "Det skal nok løse sig det hele.."
De fortsatte gennem slottet og ud gennem hovedindgangen og videre derfra ud i det begyndende tusmørke og lige udenfor slottets område hvor Natbussen blev tilkaldt for at føre dem til London hurtigere end toget ville kunne gøre. Transferens, transitnøgle eller sågar susepulver ville have været optimalt, men Grace havde allerede for adskillige måneder siden, gjort klar at de former for magisk transport ikke var chancer hun var villig til at tage.
|
|
