|
|
Post by Annabel Baker on Jan 9, 2012 13:38:10 GMT 1
we wrote a prelude
to our own fairy tale
[/size] Tag: Matthew Blythe • Outfit: Here[/center] Det var mest af alt ubevidst at hendes fortænder fangede underlæben og hun skænkede det ikke rigtigt en tanke. I stedet var hun langt mere optaget af at betragte smilet på Matts læber, der ganske til hendes tilfredshed havde lagt der i et godt stykke tid nu. Sommerfugle virrede fortsat spændt i hendes mellemgulv, men hun gjorde i øjeblikket intet for at hindre det. At det bare blev tidoblet som deres læber ramte hinanden igen var en helt anden side af sagen og hun kunne ikke lade være med at undslippe et lavmælt suk imod ham over den komplet forrygende fornemmelse det sendte rundt i kroppen på hende. Det var ligeledes instinktivt at hendes arme bevægede sig og som alle de andre gange fulgte hun ham et stykke af vejen, da han brød væk igen. Hun tog en dyb indånding og mente bestemt ikke selv hun havde været klar til at bryde det endnu, skønt hendes lunger havde ment noget helt, helt andet. Alligevel faldt smilet naturligt over hendes ansigt igen og hendes blik flakkede mellem hans øjne, mens han endnu stod tæt ved hendes ansigt. En munter, stadig let åndeløs, lyd gled over hendes læber og hun fugtede læberne en enkelt gang, lidt for klar over at hun stadig kunne ane ham på dem. "Det skal jeg huske," mumlede hun gennem smilet og lod sine arme glide fra hans nakke igen da han rettede sig op. I stedet landede de svagt imod hans bryst og mave, inden hun lod dem falde helt. Det trak skævt op i hendes læber igen og hun kunne bestemt godt forstå hvad han mente. Faktisk havde hun for en gangs skyld mere lyst til at stå der med ham, end at læse de spådomslektier hun allerede havde for. Og det i sig selv sagde meget. "Alt for godt," betroede hun ham med en munter lyd. "Og jeg har virkelig ikke lyst til at være fornuftig..." fortsatte hun og rakte ud efter hans ene hånd. "Men jeg har allerede et mindre bjerg der ligger og venter." Hun sukkede opgivende og skiftede vægten fra den ene fod til den anden, mens hun prøvede at tage sig sammen til at komme videre. [/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Jan 9, 2012 17:50:32 GMT 1
Out of the doubt that fills my mind ...I somehow find you and I collide... ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Tag; Annabel Baker Wearing; This Selvom Matt virkelig mente at luft var komplet overvurderet mens hans læber var travlt optaget af Annabels, så var hans krop på ingen måde enig og endte i sidste ende med at vinde diskussionen. Han trak sig tog ikke længere væk, end at hans næse stadig næsten rørte ved hendes, mens han tog en dyb indånding og så endnu en, mens han lod sit blik finde hendes igen og et nyt smil bredte sig på hans læber. Hvis ikke hans hånd lå lidt for godt bag hendes nakke, halvt begravet i de mørke, bløde krøller, havde han angiveligt strøget fingrene over sine egne læber, der havde følelsen og smagen af hende ganske tydeligt. Nu lod han dog blot fingerspidserne stryge over de bløde dun nederst i hendes nakke og smilede en anelse bredere, mens han sendte hende et lettere forgabt blik "Godt.." mumlede han, før han modvilligt rettede sig helt op og mærkede hendes arme forlade sin egen nakke.
Han lod selv armene falde igen, men lukkede så hænderne om hendes sider uden på den sorte kappe et øjeblik. Han bøjede hovedet lidt og tog blikket fra hendes brune øjne, for at skæve til hendes hænder der momentært hvilede mod hans bryst og igen fik de små hår på hans arme til at rejse sig, lige så meget over hendes enighed med hans konstatering, som over placeringen af hendes hænder.
Han lod tog sine egne arme falde helt da hun gjorde det samme, blot for sekundet efter at mærke hendes ene hånd lukke sig om den ene af sine. Han blottede et øjeblik og helt spontant tænderne i et smil igen og nikkede, mens han som det naturligste i verden flettede sine fingre ind mellem hendes og skar en lille grimasse "Samme her, og de laver desværre ikke sig selv." han gav hendes hånd et lille klem, men blev lige så ubeslutsomt som hende stående og så på hende.
Han endte med at slå en lille, lavmælt latter op over det komiske i situationen, før han bøjede hovedet og flygtigt strøg sin læber mod hendes, ganske simpelt fordi han ikke helt kunne lade være, nu han vidste han havde lov til at gøre det. Af samme grund krævede det en smule viljestyke ikke at gøre det mere end flygtigt før han rettede sig op igen og gik et halvt skridt til siden uden at slippe hendes hånd "Skal vi?"
|
|
|
|
Post by Annabel Baker on Jan 11, 2012 0:03:35 GMT 1
we wrote a prelude
to our own fairy tale
[/size] Tag: Matthew Blythe • Outfit: Here[/center] Annabel kunne ikke ignorere den varme fornemmelse i kroppen over det lille løfte der lå i deres korte udveksling og tanken om at det ikke var sidste gang hun fik lov til at være i en situation som denne var ekstremt behagelig. Det samme var hans hånd i hendes nakke og hendes arme omkring hans. Hun havde virkelig ikke lyst til at trække sig længere væk, men slog sig så tilfreds med at hun med vidste at muligheden forhåbentligt ville byde sig igen. Selv gennem stoffet kunne hun mærke varmen fra hans noget større hænder da de landede mod hendes sider og det var alt for fristende en tanke at hun blot behøvede flytte sine egne hænder lidt, for at kunne lukke armene omkring ham. Alligevel holdt hun sig selv i skindet og lod være, for i stedet at nøjedes med at se op imod ham med et smil, inden hun greb hans hånd og talte igen. En munter lyd fulgte over hans ord og hun trak let på skuldrene mens hun stadigvæk forsøgte at tage sig sammen til at komme videre i teksten. Det var temmelig tydeligt at det var en noget nær håbløs situation og først da Matt kom med en kort latter, afslørede hun selv tænderne i et bredt grin, før hans læber alt for kort var imod hendes igen og hun kunne ikke huske et andet tidspunkt hvor hun havde kæmpet så hårdt for ikke at følge en impuls. Hun tog en enkelt indånding dybt igennem næseborene, uden at kunne hindre det noget nær permanente, lille smil og gav så hans hånd et klem, før hun svagt nikkede. "Ja," svarede hun blot, strammede sit greb omkring hans fingre let og gik så et enkelt skridt bagud med et skælmsk smil, før det brød ud i endnu en munter lyd og hun langt om længe drejede sig for forsinket at følge resten af eleverne ned i krypten. I selskab med Matt.
CLOSED
[/blockquote][/justify] |
|
