|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Jan 6, 2012 0:19:30 GMT 1
Out of the doubt that fills my mind ...I somehow find you and I collide... ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Tag; Annabel Baker Wearing; This Matt stak lidt til det stykke græskartærte der lå på hans tallerken, og uden at tænke over det gled hans blik helt på egen akkord over på den anden side af Slytherins langbord igen og stoppede lidt længere nede i rækken af kollegianere, da det landede på et bestemt ansigt. Selvom hun havde haft ansigtet vendt væk og sad i snak med sidemanden, trak et lille smil alligevel op i hans mundvige, mens feriens sommerfugle rørte svagt på sig i hans maveregion. Da hun drejede hovedet og hans blik mødte hendes brune øjne, lettede selvsamme sommerfugle dog et øjeblik og han smilede skævt før han hurtigt så ned på sin tallerken igen.
Mens han igen sad og stak i tærten, falmede smilet, som han kom til igen at tænke på den snak han havde haft med Joseph på sovesalen aftenen før. Han havde glædet sig til at komme tilbage til skolen igen, mere end ellers denne gang, men han havde ikke helt været forberedt på det den anden havde at sige. Han følte sig splittet mellem en behagelig, kildrende fornemmelse over, at hun havde fortalt i hvert fald én af sine venner om ham selv og en let irritation over, at selvsamme ven følte det nødvendigt at lege far.
Han skubbede tallerken ind mod midten af bordet med et lille suk og opgav at få spist tærten. Hans blik strøg igen kortvarigt ned ad rækken til Annabel og han rynkede brynene svagt. Den sikkerhed han havde følt da han forlod hende i Diagonalstræde synes pludseligt meget langt væk, mens det på samme tid formelig kriblede i ham for at tale med hende igen, og gerne mere end det.
Han trak blikket til sig igen da Rektor vanen tro rejste sig ved lærerbordet og med et "Velbekomme" gav tilladelse til opbrud. En dominerende skramlen af bænke, stemmer og skridt mod stengulvet overtog på få sekunder salen og Matt rejste sig sammen med resten af sit kollegie og satte igang mod de store døre der førte ud i indgangshallen.
|
|
|
|
Post by Annabel Baker on Jan 6, 2012 0:36:40 GMT 1
we wrote a prelude
to our own fairy tale
[/size] Tag: Matthew Blythe • Outfit: Here[/center] Annabel havde denne gang holdt sig langt væk fra desserterne og nøjedes i stedet med en håndfuld vindruer nappet fra frugtfadet. Hun fandt at hendes humør var dalet drastisk over den forvirrende hændelse dagen forinden og hun kunne ikke lade være med at lade tankerne cirkulere om det. Som om hun ikke også havde hundrede andre – og i hendes øjne lige nu – langt bedre ting at tænke på. Samtidig var hun bevidst om at ophavsmanden til de noget bedre ting sad et kort stykke fra hende og ind i mellem kunne hun ikke lade være med at dreje hovedet diskret, for at betragte ham. Det var en rar, beroligende fornemmelse der spredte sig i hendes krop, når hun så at han kiggede i hendes retning også og også sendte et smil tilbage. Et smil hun havde prøvet på at genskabe mange gange i sine tanker over ferien, uden helt at kunne nå frem til et så tilfredsstillende resultat som i virkeligheden. Hun grublede let for sig selv uden at høre efter hvad hendes sidemand sagde og tog en hurtig, spændt beslutning så snart Maverick bekendtgjorde at aftensmåltidet var ovre. Hendes blik drejede sig ned imod resten af bordet igen og i en hurtig bevægelse havde hun svunget benene ud over bænken og fulgte strømmen af mennesker, uden at tage blikket fra Matt. Alligevel måtte hun dog væbne sig med lidt tålmodighed, for eleverne bevægede sig ikke hurtigt og de befandt sig på hver sin side af langbordet. Det lykkedes dog alligevel at nå frem og netop som hans række nåede porten til indangshallen, fik hun indhentet og rakte ud for at lægge en hånd imod hans arm. En hånd hun tog til sig igen lige bagefter, så snart hun var sikker på han havde opdaget hende. "Har du tid et øjeblik?" spurgte hun og smilede let, en anelse forsigtigt, men med en insisterende fornemmelse af sommerfugle i mellemgulvet igen. [/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Jan 6, 2012 1:30:56 GMT 1
Out of the doubt that fills my mind ...I somehow find you and I collide... ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Tag; Annabel Baker Wearing; This Matt nåede halvvejs ned langs bordet, før han skævede over det og efter et øjeblik fandt den han søgte med blikket. Et kort sekund rynkede han panden over det beslutsomme udtryk på hendes ansigt og hendes blik der ligeledes hvilede på ham. Sommerfuglene rørte svagt på sig igen, samtidigt med en svag nervøsitet, der hurtigt fik ham til at se ligefrem igen, men ubevidst sænke farten på sine skridt en smule.
Som han nåede enden af bordet tabte han hende også af syne igen og fortsatte med strømmen, med alle intentioner om at stoppe op ude i indgangshallen og se om han kunne nå at fange hende. Da en hånd lukkede sig om hans arm viste det sig dog slet ikke at blive nødvendigt. Han stoppede helt, med det resultat at den førsteårselev der gik lige bag ham, ramlede ind i ham og med det ufrivillige skub, sendte ham et skridt tættere på Annabel for at han kunne holde balancen.
Han mærkede øjeblikkeligt sommerfuglene røre på sig igen som han så ned på hendes ansigt og han knyttede hænderne rastløst mod sine lår, mens han nikkede som indledende svar på hendes spørgsmål "Altid.." fik han frem, uden at nå at tænke over hvad han sagde og mærkede en ganske svag varme i kinderne. Han stod ubeslutsomt et sekund og så ud over salen, mens han igen blev puffet til bagfra. Så så han spørgende på hende og gjorde et diskret kast med hovedet om mod den side af deres langbord hun lige var kommet fra og begyndte at gå på tværs af strømmen for at komme derom, mens han ubevidst lagde den ene hånd ganske let mod det nederste af hendes ryg.
|
|
|
|
Post by Annabel Baker on Jan 6, 2012 9:20:07 GMT 1
we wrote a prelude
to our own fairy tale
[/size] Tag: Matthew Blythe • Outfit: Here[/center] Det var, set i bakspejlet, en uovervejet beslutning hun havde taget, men samtidig kunne hun heller ikke ligefrem påstå at hun fortrød den. Alligevel kunne hun ikke lade være med at lade sig overmande af en smule tvivl da hun lagde hånden mod hans arm, mens det samtidig sugede behageligt i hendes mellemgulv igen. Følelsen blev bare forstærket da han uintentionelt røg et skridt tættere på hende. Da hans svar dog efterfølgende kom, vidste hun ikke helt med sig selv om hun skulle være lettet eller nervøs. Hun nøjedes med at nikke svagt som svar til det kast han gjorde med hovedet og oplevede endnu engang sommerfuglene sætte vildt i gang, idet hans hånd landede imod hendes ryg. Det var besværligt at bevæge sig imod flokken på den måde, der dog heldigvis blev mindre og mindre, men inden længe lykkedes det alligevel at slippe igennem og nå den nu næsten mennesketomme side af bordet. Annabel gjorde et svagt slag med nakken for at få det lange hår om bag på ryggen, inden hun drejede sig lidt imod Matt. Det forsigtige smil trak let op i hendes læber igen og hun skiftede vægten et par gange fra den ene fod til den anden. Hun var bestemt ikke vant til at føle sig så usikker og overekstatisk samtidig, men endte alligevel med at konkludere med sig selv, at det måtte være en god ting. Hun rømmede sig en enkelt gang. "Jeg tænkte, at jeg ville sige godt nytår," startede hun ud, uden lige at have været i stand til at finde på andet. "Nu hvor jeg ikke nåede det i Diagonalstræde."[/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Jan 6, 2012 14:39:49 GMT 1
Out of the doubt that fills my mind ...I somehow find you and I collide... ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Tag; Annabel Baker Wearing; This Matt fjernede ikke hånden fra Annabels ryg før det rent faktisk var lykkedes dem at sno sig på tværs af strømmen og komme over på den anden side af bordet. Så lod han den lidt modvilligt falde igen, mens han skævede diskret til hende og hurtigt så væk igen, for at kaste et blik op mod lærerbordet der nu også var forladt, noget hurtigere end det tog resten af slottets beboere at sluses ud gennem de store dobbeltdøre til indgangshallen.
hans blik, og dermed opmærksomhed, var hurtigt tilbage på Annabel, da han fangede bevægelsen af hendes hår ud af øjenkrogen. Han lod sig uden protester sit blik fange af hendes brune øjne og mærkede endnu et tydeligt sug i mellemgulvet da hun smilede svagt. Han mærkede sine egne mundvige trække tilsvarende op, mens han et kort øjeblik slog blikket ned i et på forhånd forfejlet forsøg på at skjule det, blot for at se op igen da hun rømmede sig.
Han så både afventende og opfordrende på hende og stak i en hurtig bevægelse begge hænder i lommerne på de sorte bukser, for at forhindre sig selv i at begynde at pille nervøst ved kanten på sin kappe. Han rynkede brynene let da hun, igen, blev den første til at tale, og begyndte et sted i baghovedet at se et mønster forme sig. Da hun fortsatte trak det dog afslørende op i hans mundvige igen og han smilede skævt mens han så underfundigt på hende og uden helt at kunne ignorere det mere end behagelige billeder, tanken om deres sidste møde kaldte frem i hovedet på ham "I lige måde.." han flyttede lidt uroligt på fødderne og rynkede så panden lidt, mens hans hovede gled på sned "Du må altså undskylde jeg smuttede på den måde. Det var bare.." han gik i stå og så undskyldende på hende, mens han endnu engang mærkede en svag varme skyde op i sine kinder.
|
|
|
|
Post by Annabel Baker on Jan 6, 2012 22:58:55 GMT 1
we wrote a prelude
to our own fairy tale
[/size] Tag: Matthew Blythe • Outfit: Here[/center] Det var lidt en underlig fornemmelse at stå overfor ham og for første gang i hvad der lignede en måned, ikke allerede at have haft et eller andet fremtidssyn som kunne give hende idé om hvad der ville ske næst. Hun var også sikker på at lige netop det var en gældende faktor i nervøsiteten der lurede, men samtidig var det underligt rart faktisk at vide at man kunne lade sig overraske. Så var det bare at finde ud af om det var på en god eller en dårlig måde. Da det trak op i hans mundvige, hjalp det kraftigt på nervøsiteten og gav hende i hvert fald et lille ekstra skud selvtillid. Hans afventende blik fik det dog til at slå kolbøtter en enkelt gang i hendes mave og i et kort øjeblik ledte hun efter passende ord, uden at være helt sikker på at dem hun fandt var helt tilfredsstillende. Hun løftede den ene hånd og strøg håret om bag imod øret, uden nogen særlig effekt. "Du behøver virkelig ikke undskylde." hun slog blikket ned imod gulvet, stadig med et let smil. Hendes blik var imod hendes fødder et kort øjeblik, før hun så op på ham igen, stadig med antydningen af det tidligere smil i et glimt i øjet. Anna tog en diskret, beroligende indånding og kom uvilligt til at lade tankerne glide tilbage til aftenen forinden og det rod hun var landet i, uden at hun overhovedet havde været klar over det. Hun skiftede vægten fra den ene fod til den anden og søgte efter hans blik. "Beklager, hvis jeg er for ligefrem," begyndte hun og rynkede lidt på panden, mens det trak let op i hendes mundvig igen i et tydeligt nervøst smil. "Men, jeg er nødt til spørge om noget." Hun samlede sine hænder foran sig og gav sig åndsfraværende ved at pille ved stenen på sin ring, bare for at beskæftige dem. Hun tøvede lidt inden hun fortsatte. "Det kys..." hun slog blikket ned mod gulvet igen, for at skjule at det trak lidt op i hendes mundvige igen. Der gik et par sekunder før hun så op og fandt hans blå øjne igen, med vildt flagrende sommerfugle i mellemgulvet og med en umiskendelig følelse af adrenalin igennem kroppen. Hun ville nok ikke have været så direkte, hvis ikke hun var blevet konfronteret af Joe aftenen forinden. En pludselig tvivl ramte hende igen og hun måtte igen bukke hovedet lidt frem og sætte fingerspidserne mod tindingen. Hun lod hånden falde igen og så lettere undskyldende op på ham, igen med et forsigtigt, lille smil. "Jeg vil bare gerne være høre om det var en dårlig ting, at du forsvandt så brat."Annabel var selvfølgelig klar over at han skulle mødes med sin familie, men alligevel havde det været tydeligt at det bratte opbrud ikke var helt tilfældigt. Hun modstod trangen til at gnave nervøst på sin underlæbe og tilføjede stille. "Det håber jeg ikke, men..." Det trak nervøst op i hendes læber igen i et halvhjertet smil og kunne ikke ryste fornemmelsen af at være for ligefrem af sig. Hun var bare nødt til at have i hvert fald et eller andet en smule afklaret, efter sammenstødet i går. [/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Jan 7, 2012 0:10:49 GMT 1
Out of the doubt that fills my mind ...I somehow find you and I collide... ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Tag; Annabel Baker Wearing; This Matt formåede at bevare roen nogenlunde udadtil, især da han først fik stukket hænderne i lommerne, og dermed effektivt forhindrede dem i at flagre ligeså nervøst omkring som sommerfuglene der igen var vågnet i hans mave. Hans blik fulgte ubevidst hendes hånd da hun strøg håret om bag det ele øre, blot for straks at vende tilbage til hendes brune øjne og indse at han måske havde savnet dem lidt.
Han smilede skævt da hun så ned og følte et lille stik af ærgelse netop over at hun gjorde det, blot for at smile påny da hun så op igen og mødte hendes blik. Alligevel falmede det en smule da hun fortsatte og rynkede panden. Det knugede pludseligt ubehageligt i hans mave og han rynkede selv panden i svag undren, for så at nikke opfordrende uden at sætte flere ord på. I stedet lod hun to nye slippe ud efter en kort pause og han tog sig i at smile spontant ved både tanken og det mentale billede de fik frem. Så var nervøsiteten tilbage og han så alvorligt på hende og følte sig stigende ubehageligt til mode som hun fik kæmpet sig frem til det hun ville sige.
Et sted i baghovedet havde han en rimelig klar fornemmelse af, at hendes ligefremhed havde et eller andet at gøre med den snak han selv havde haft på sovesalen aftenen før, men det var hverken en snak eller en mistanke han havde nogen intentioner om at indvie hende i. Ikke nu i hvert fald. I stedet smilede han tøvende da hun så op igen og rystede langsomt på hovedet en enkelt gang, mens han i hovedet forsøgte at finde ord der kunne sættes sammen til en hel sætning og ikke bare lydløse svar. Det meste af den ubehagelige knugen forsvandt som hun tilføjede endnu nogle ord, der igen tændte et spirende håb i ham og på samme tid fik sommerfuglene til at lette endnu en gang.
Hans blik vandrede mellem hendes øjne nogle sekunder uden at han fandt lige de perfekte ord. Han skævede hurtigt rundt i salen der nu var tom og tog så en dyb indånding før han drejede hovedet mod hende igen med en spekulativ rynke i panden og trak hænderne op fra lommerne. Han løftede den ene uden at slippe hende med blikket og tøvede et øjeblik, før han gentog hendes bevægelse fra tidligere og strøg hendes hår om bag det ene øre mens han smilede prøvende "Den eneste dårlige ting var vist at jeg var nødt til at gå. Hvis du spørger mig altså." han så lidt forlegent ned et øjeblik mens han lod hånden falde igen og rynkede brynene lidt "Jeg kunne godt have brugt resten af dagen sammen med dig." fortsatte han lavmælt og stadig tøvende, mens han endnu engang forsøgte at ignorere sommerfuglene der nu baskede vildt omkring, mens han tøvede et sekund mere og så gentog succesen fra deres sidste møde, bøjede sig ned og pressede sine læber blidt og prøvende mod hendes med nøjagtigt samme resultat som første gang han havde gjort det for lidt over en uge siden.
|
|
|
|
Post by Annabel Baker on Jan 7, 2012 1:13:05 GMT 1
we wrote a prelude
to our own fairy tale
[/size] Tag: Matthew Blythe • Outfit: Here[/center] Anna forsøgte forgæves at sluge sin egen nervøsitet, som hun selv følte sig en anelse fjollet over. Og med sommerfuglene i mellemgulvet oveni blev opgaven bestemt ikke lettere. Alligevel formåede hun temmelig problemfrit at præstere en række små smil mens hun sprang ud i direkte tanker, der var blevet langt kraftigere over natten end de havde været siden kilden til det rent faktisk var hændt. Hun skiftede vægten et par gange fra den ene fod til den anden, stadig let og tydeligt nervøst smilende, mens hun afventede en reaktion fra ham. Hun var udmærket klar over hvad hun selv håbede på og det lykkedes rent faktisk den gode fornemmelse at underminere den dårlige, da hun ikke sporede noget tegn på fortrydelse i hans ansigt. Lige netop det hjalp hende til at tage en dyb indånding og rent faktisk tage den med ro. Det var nok også en god ting, for få sekunder efter eskalerede sommerfuglefarmen igen da hans hånd løftede sig og kørte hendes hår om bag ved øret. Den handling fik et varmt smil der nåede helt op i de brune øjne, til at brede sig over hendes læber. Det var endnu et behøvet skud af selvtillid det gav hende og hun lod automatisk skuldrende synke lidt, uden at have være klar over at de var anspændt til at starte med. Hans ord fik det til at krible hele vejen ned i hendes tåspidser og hun indså at hun måske faktisk havde glædet sig mere til at se ham igen, end hun lige umiddelbart havde været klar over. "Åh," begyndte hun først og smilede lidt bredere. "Så har jeg vist intet at bekymre mig om," svarede hun så endelig og mærkede varmen stige op i sine kinder. Det blev heldigvis til dels skjult da han lænede sig ind imod hende og hun denne gang reagerede med det samme ved selv at læne sig frem imod ham i øjeblikket inden deres læber rørte hinanden. Det var endnu et velbehageligt sug der trak i hendes mellemgulv og hun nød hvert sekund af øjeblikket, indtil det svage tegn på luftmangel meldte sig og hun lettere modvilligt brød et meget kort stykke væk. Det trak i samme øjeblik op i hendes læber igen og hun slog blikket op for at finde hans, og fugtede sine læber en enkelt gang. "Lad venligst være med at gå nu," mumlede hun i et tydeligt drillende tonefald, inden hun uden opfordring, bare for også at have oplevelsen af at gøre det selv, strakte sig en smule og stjal endnu et – denne gang flygtigt – kys fra ham. [/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Jan 7, 2012 2:14:06 GMT 1
Out of the doubt that fills my mind ...I somehow find you and I collide... ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Tag; Annabel Baker Wearing; This Matt fandt igen at der var et eller andet ved pigen foran ham, der på én gang fik ham til at føle sig rystendes nervøs og komplet på ukendt grund og på samme tid fik ham til at bryde sine egne ellers så stædigt fastholdte rammer. Han anede ikke hvorfor han løftede hånden og strøg hendes hår tilbage, ud over et ganske dominerende ønske om at mærke hendes mørke hår mellem sine fingre bare et øjeblik. Et lille, lidt mere selvsikkert smil blottede hans tænder et øjeblik mens han lod hånden falde igen, og han rystede langsomt på hovedet en enkelt gang "Overhovedet ikke.." bekræftede han hendes ord og fulgte så sin næste impuls og lod sine læber finde hendes igen.
Han mærkede en kuldegysning få de små hår i nakken til at rejse sig, og vandre hele vejen ned langs sin rygrad da hun mødte ham på halvejen og uden mindste tvivl gengældte hans forsigtige kys. Han reagerede instinktivt ved at læne sig yderligere lidt frem og øge presset mod hendes læber ganske svagt, mens han beholdt begge arme hvor de var, mens hænderne knyttet mod sine lår.
Som hun hovedet væk igen, lænede han sig ubevidst frem igen og fulgte hende, ganske uvillig til at bryde væk, selvom hans lunger insisterende krævede ny ilt. Det fik de sekundet efter da han tog en dyb indånding og åbnede øjnene igen med et lettere fåret grin, der dog hurtigt gled over i et tydeligt tilfredst smil. Han mødte hendes blik og en lille munter lyd gled over hans læber over hendes ord. Han rystede på hovedet igen og nåede ikke at sige mere før hun strakte sig opefter og hendes læber alt for kort, ramte hans igen. Han smilede stadig da hun sank ned på hælene igen og lod så den ene arm glide omkring hendes liv og trække hende lidt tættere på, mens han løftede den anden for igen at stryge håret væk fra hendes ansigt "Det lover jeg.." han forsøgte at se alvorlig ud, men spolerede det ved at revne i endnu et bredt smil, mens han følte sig lettere beruset, uden at der var en dråbe alkohol indblandet. Han lod hånden lande på hendes skulder og snoede fraværende en lok af hendes hår om pegefingeren, mens han rynkede brynene lidt "Det der har jeg måske lidt tænkt på den sidste uge.." han smilede skævt og havde lige for en stund lykkeligt glemt alt om de lektier, der, trods det at de lige var startet igen, allerede lå og ventede tilbage i krypten.
|
|
|
|
Post by Annabel Baker on Jan 7, 2012 3:22:43 GMT 1
we wrote a prelude
to our own fairy tale
[/size] Tag: Matthew Blythe • Outfit: Here[/center] Hun var ikke et splitsekund i tvivl om at hun kunne lide følelsen af hans fingre der strøg let imod hendes kind, da han gik efter hårlokken og selve handlingen i sig selv talte også sit eget tydelige sprog. Det knugede sig for guderne måtte vide hvilken gang sammen i hendes mellemgulv over hans ord og hun kunne ikke afholde et bredt smil fra kortvarigt at manifestere sig før deres læber ramte hinanden. Annabel fandt at det overhovedet ikke føltes mindre magisk end det havde gjort midt i Diagonalstrædes mylder. Tværtimod var følelsen bare forstærket, uden at det havde det mindste at gøre med selve stemningen i den tomme storsal eller det fortryllede loft over dem. Smilet på hendes egne læber blev om muligt større over hans fårede grin, efter hun havde været den til at bryde væk. Der gik dog ikke mange øjeblikke før hun drevet af instinkt havde stillet sig på tæer og stjålet et nyt kys fra ham. Smilet hvilede der stadig, som hun kort efter så ind i hans øjne igen og klaskede endnu en mental sommerfugl da han trak hende til sig. Helt på egen akkord lagde hendes hænder sig imod hans sider og endnu en mild kuldegysning gik igennem hende, da hans finger snoede en lok af hendes hår. "Godt," svarede hun vældig tilfreds, udmærket klar over at de faktisk ville blive nødt til at gå inden længe. Det trak skævt op i den ene side af hendes læber og hun kunne ikke holde en munter lyd tilbage. "Du er ikke alene."[/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Jan 7, 2012 13:47:25 GMT 1
Out of the doubt that fills my mind ...I somehow find you and I collide... ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Tag; Annabel Baker Wearing; This Matt tog sig i at tænke det føltes lettere surrealistisk, at stå i den nu tomme storsal, med en vældig dominerende følelse af varme, villige læber mod sine egne. Halloween festen og hans sammenstød med Julie, og efterfølgende Lily, og endnu længere tilbage, den nyhed Lily havde givet ham i skoleårets start, føltes flere år tilbage og han kunne ikke helt huske, hvorfor det var han nogensinde havde været misfornøjet. Endnu mindre kunne han forstå, hvorfor han aldrig havde set Annabel for alvor for hun trak et dødsvarsel ned over hovedet på ham. Den sidste tanke fik ham til at smile svag mod hendes læber, sekunder før hun trak sig lidt væk og sad der stadig da han åbnede øjnene igen.
Hendes smil var smittende og han sugede det villigt til sig sammen med påny at gøre sig bekendt med alle trækkene i hendes ansigt. Denne gang ganske åbenlyst og ikke halvt i skjul som han havde gjort i Diagonalstræde. Det summede behageligt i hele kroppen på ham som hun strakte sig op mog ham igen og han bøjede instinktivt hovedet lidt ned mod hende igen og måtte tage sig selv i nakken mentalt, for ikke at følge med hende og kræve hende læber igen, da hun sank ned på hele foden igen.
I stedet trak han hende ind til sig selv og lod den anden hånd lande på hendes skulder, hvor hans pegefinger helt af sig selv snoede sig let ind i hendes hår. Han sænkede blikket til sin hånd og hendes hår med et skævt, lidt forlegent, men overmåde tilfreds smil og nikkede svagt "Vældig godt.." han løftede blikket til hendes igen og så et sekund næsten overrasket ud "Virkelig?" han smilede bredt igen, kunne slet ikke lade være og løftede hånden lidt for at stryge en finger langs hendes kæbelinie. Han rynkede brynene lidt og hans blik blev spørgende "Hvad så nu?" spurgte han tøvende og lavmælt, ikke helt sikker på om han mente lige nu eller på længere sigt, men heller ikke det mindste i tvivl om, hvad han selv gerne ville eller håbede på.
|
|
|
|
Post by Annabel Baker on Jan 8, 2012 23:23:07 GMT 1
we wrote a prelude
to our own fairy tale
[/size] Tag: Matthew Blythe • Outfit: Here[/center] Annabel følte pludselig at det var meget svært at huske et tidspunkt hvor hun ikke havde haft vilde sommerfugle i maven mens hun stod overfor Matt, men som på alle andre tidspunkter gjorde det hende intet. Hun havde i det øjeblik lykkeligt glemt alt om Joseph og de tråde hun skulle have redet ud på et tidspunkt, og koncentrerede sig i stedet om den velbehagelige fornemmelse af hans læber imod hendes. Da hun trak sig væk og kort efter igen havde plantet et nyt kys imod hans læber og så efterfølgende op på ham med et tenderende fortryllet blik og flyttede sin ene hånd fra hans side, da hans finger begav sig ud i at sno en af hendes hårlokker omkring fingeren, til kanten på hans kappe. Hun smilede bredere over hans svar og gav en lavmælt, enig lyd fra sig. "Ja. Virkelig. Det var en ret fængende tanke," hun så op på ham igen gennem sine øjenvipper og stoppede med at pille lidt ved hans kappekant, for i stedet bare at lade håndfladen hvile der. Hun bød endnu en kuldegysning velkommen da hans finger strøg over hendes kæbelinje og hun lod i et øjeblik sit blik falde ind i hans blå øjne med velbehag. Hun hørte det tvetydige i hans spørgsmål, men var faktisk for en gangs skyld ganske uvillig til at prøve at regne fremtiden ud, skønt hun bestemt allerede havde en forestilling om at det her ikke ville være sidste gang hun stod i en situation som denne sammen med ham. "Vi bliver uanset hvad nok snart nødt til at gå imod opholdsstuen," sagde hun, om end lettere modvilligt. Kort efter trak det dog skævt op i hendes mundvig og hun sendte ham et lettere skælmsk blik. "Men jeg vil gerne prøve noget igen inden." Og med de ord lod hun hovedet falde lidt på skrå og strakte sig med flagrende sommerfugle forsøgende op imod ham igen. [/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Jan 9, 2012 0:33:06 GMT 1
Out of the doubt that fills my mind ...I somehow find you and I collide... ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Tag; Annabel Baker Wearing; This Matts udtryk gik på få sekunder fra spørgende til overmåde tilfredst igen, da Annabel endnu engang bekræftede hvad hun elelrs lige havde sagt. Han smilede bredere end han selv ville have troet muligt og nikkede med en lille brummende lyd "Mhm... mere end fængende faktisk. Den sad ret godt fast." selvom han var meget optaget af den mørke krølle om sin ene finger, var han sig på samme tid frygteligt bevidst om hendes hænders placering mod sine sider og det næsten umærkeligt træk i sin kappe.
Han slap hende med blikket for et øjeblik at lade sig eget følge fingeren han impulsivt strøg langs hendes kæbelinie. Så tog han den hurtigt til sig igen og mødte hendes blik endnu en gang. Det gav et behageligt sug i hans mellemgulv, som han hurtigt konkluderede han godt kunne blive ganske afhængigt af. Den eneste løsning måtte være at bruge så meget tid som muligt i nærheden af hende, siden det så ud til at være der netop den følelse var dominerende.
Han smilede svagt og nikkede da hun svarede på hans spørgsmål, som han, rent realistisk set, godt vidste ingen af dem ville kunne svare på alligevel. Hun ville klart have flere chancer for det end ham selv, men for en enkelt gangs skyld var det i orden at alting ikke kunne planlægges forud "Ja.." medgav han lettere modvilligt og strøg igen hendes hår om bag hendes øre uden at det egentligt var nødvendigt "Det gør vi vel.." han skar en lille ærgelig grimasse og så så spørgende på hende, men uden at nå at sige mere inden hun strakte sig på tæer og hendes ansigt igen kom tættere på.
Han smilede bredt da forståelsen gryede og bøjede så hovedet for at møde hende på halvvejen. Hans hånd på hendes skulder gled helt på egen akkord ind i hendes mørke hår og lagde sig bag hendes nakke, mens han villigt pressede sine læber mod hendes. Hans kys denne gang var dog noget mere insisterende og overskred en minimal grænse, tøvende og forsigtigt, men alligevel stadig insisterende, mens han krummede fingrene let mod hendes nakke.
|
|
|
|
Post by Annabel Baker on Jan 9, 2012 1:21:55 GMT 1
we wrote a prelude
to our own fairy tale
[/size] Tag: Matthew Blythe • Outfit: Here[/center] Hendes tænder fangede kortvarigt underlæben for at nedtone smilet en anelse over hans følgende ord på hendes svar og nøjedes med at nikke i enighed uden behov for yderligere at uddybe præcis hvor meget hun havde tænkt over følelsen af hans læber imod hendes, både før og efter det rent faktisk var sket og i et stykke tid endnu holdt hun sig selv i kraven for ikke at gå på opdagelse igen. Hun slap sin egen underlæbe igen og nøjedes med at fugte dem i stedet samtidig med at han igen strøg hendes hår om bag øret, noget hun med al sandsynlighed ville have fundet ekstremt irriterende, havde det været enhver anden. Med ham gjorde det dog ikke det fjerneste, nærmere det komplet modsatte og hun nød godt af den behagelige kriblen hele vejen ned i tåspidserne. Det trak yderligere op i hendes mundvige over hans ærgerlige grimasse og fulgte endelig en uimodståelig trang igen og strakte sig op på sine fødder, for at møde hans læber. Annabel fandt at hun blev gavmildt belønnet af endnu et sug i mellemgulvet, som bare blev efterfulgt af en portion sommerfugle da hans kys langsomt blev mere insisterende. Hun fulgte ham dog villigt, uden at tøve, og havde inden længe løftet armene for at placere dem omkring hans nakke, ganske uvillig til at bryde væk, selvom luften snart var knap. [/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Jan 9, 2012 2:54:08 GMT 1
Out of the doubt that fills my mind ...I somehow find you and I collide... ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Tag; Annabel Baker Wearing; This Matt smilede skævt og en lille smule underholdt over Annabels tydelige forsøg på at tone sit eget brede smil lidt ned. Et smil som han på ingen måde personligt mente, der behøvede neddæmpning. Tværtimod fik lige netop det smil på hendes ansigt nye sommerfugle til at flagre rundt hver gang han så det og han håbede lidt på at se det mange gange, gerne flere gange om dagen, i den nærmeste fremtid.
Tanken alene var ansporende nok til at han igen fulgte sin første indskydelse, og endnu engang blidt strøg hendes hår om bag hendes ene øre. Bare for at mærke det mellem fingrene igen et øjeblik, før hans hånd igen lagde sig let på hendes skulder. Det tog dog kun nogle få simple ord fra hende, for at virkeligheden meldte sig igen og hans ærgelse var både spontan og ærlig i både han stemme og ansigt.
Han nåede dog ikke at dvæle længe ved ærgelsen, før hun strakte sig op mod ham og han villigt fulgte hendes initiativ, kun for at blive belønnet med endnu et skud adrenalin der blev sendt ud gennem kroppen på ham i rigelige mængder og gav ham et lille puf over en usynlig barriere. Da først det var gjort, fandt han blot den kildrende fornemmelse øgedes som Annabel fulgte med og hendes arme sekundet efter lagde sig bag hans nakke. Det var en komplet ubeskrivelig følelse og de nye indtryk gav ham endnu mindre lyst til at bryde væk og for den sags skyld forlade Storsalen igen.
Da hans lunger alligevel nægtede at være med længere uden en ny forsyning luft, brød han væk med en lille utilfreds lyd og hev vejret ind i et hørligt, dybt åndedrag, mens et bredt smil for guderne måtte vide det hvilken gang, trak hans mundvige op mod ørerne. Han trak ikke hovedet mere end nogle centimeter væk fra hendes og fjernede heller ikke sin hånd i hendes nakke. I stedet strøg han fingerspidserne let over de små hår nederst i hendes nakke og bare så på hende nogle sekunder "Føl dig ganske fri til at prøve det en anden gang." spøgte han lavmælt og blottede tænderne lidt mens han følte sig varm i hele kroppen. Han rettede sig så tydeligt modvilligt lidt mere op og lod hånden forlade hende nakke igen "Det er en del mere fristende at blive her end at gå ned og lave lektier, det ved du godt ikke?"
|
|
