One man's end, another man's beginning

[Emanuel Maverick]

bring grace to the strong

Gårdagens møde med Samuel Abott og Simon Lithgow var grunden til, at Emanuel nu bevægede sig fra storsalen, hvor han lige havde spist frokost, til indgangshallen, hvor de to Slytherinelever skulle møde ham klokken hel. I hånden havde han to pergamentruller, det skriftlige bevis på deres udvisning med rektors underskrift. Det havde ikke været svært at overbevise den ældre Maverick og grundlaget for Emanuels beslutning, og det havde derfor været et kortvarigt besøg på det runde kontor.

Hvis nyheden om elevernes udvisning fra skolen ikke havde bredt sig endnu, ville den uden tvivl være på alles læber efter denne frokostpause - det havde i hvert fald været Emanuels intention at lade skolen vide, hvilke konsekvenser et indbrud havde, ved at arrangere deres afgang omkring frokost. Emanuel stod nu og ventede på toppen af trappen i indgangshallen. I hans højre lomme lå to tryllestave - hans egen og Simons. Eleven havde ved nærmere undersøgelse vist sig at være mindreårig, hvorfor han ikke måtte besidde en tryllestav efter udvisning af Hogwarts. At han kunne anskaffe sig en ny, når han blev myndig kunne Emanuel selvfølgelig ikke forhindre, men han ville sent glemmte salngens ansigtsudtryk, da det blev krævet af ham at aflevere tryllestaven.

Lyden af bænke, der skrabede mod gulvet, fortalte Emanuel, at frokosten måtte være ved at være ovre, og at de første elever var på vej ud i indgangshallen.

TAG: Åben tråd

Dette er en åben tråd, så alle kan poste deres karakterers reaktioner. De eneste, der psoter i rækkefølge er Emanuel, Samuel og Simon - derudover poster man som man vil, med mindre man aftaler noget indbyrdes.

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simon havde stort set ikke sagt et ord siden han var kommet tilbage til Slytherins opholdsstue aftenen før. Han havde brugt morgenen på at pakke sine ting, imens hans klassekammerater var til timer, og da det ringede ind til frokost, var han for længst klar til at komme langt væk fra Skolen. Alligevel var han ikke gået ned, for at indtage sit sidste måltid. Han nægtede den del af den ellers listige ydmygelse, som Emanuel Maverick pressede ned over hovedet på ham, og sad blot og ventede i krypten på sin redte seng indtil tidspunktet for hans afgang oprandt.

Sammenbidt svang han sin rygsæk over skulderen og lukkede højre hånd omkring håndtaget på sin kuffer. Han kastede et sidste blik rundt, sukkede for sig selv og forsvandt ud af døren med retning imod indgangshallen. Der var ikke engang mere modstandskraft tilbage. Han havde sendt uglen til sine forældre, de havde ikke haft tid til at reagere. Lorten havde ramt viften og i hans optik var der ikke mere at gøre. Hvis han råbte op og lavede et spektakel nu, ville han blot give Maverick en ekstra bid tilfredsstillelse og selvom tabet af hans tryllestav havde været nok, til at få det til at svide i hans øjne, så havde han ikke tænkt sig at bryde sammen. Senere ville hævnen komme, på den ene eller den anden måde. Lige nu ville han hjem. Ud fra det forbandede slot og langt væk fra Emanuel Maverick, Anessa Yates og Mary Abbey.

Han dukkede op som den første, inden Abott, uden at have nogen mening om hvorvidt det var godt eller skidt. Den eneste anden tilstedeværende i hallen var hans tidligere overhoved, men den insisterende summen fra storsalen meldte, at det ikke ville vare længe. Simon havde intet behov for at minde læreren om det han allerede havde sagt, men så blot på ham med et hadefuldt blik, der stavede hvert af de samme ord en gang til. Du kommer til at fortryde det. Og det skrev han gerne under på. Det var tydeligt at Maverick havde tænkt sig at gøre en eller anden forestilling ud af deres bortvisning, men Simon nægtede at deltage i den og tog blot en dyb indånding, som han glattede sin mine ud og formede en komplet ligegyldig maske.

Tag: Anyone ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]

[Meredith Abbey]

who do you think you are, running
around leaving scars

[/size]

Tag: Hoggy-warty-Hogwarts • Outfit: Here[/center]

Tiden på skolen virkede efterhånden nytteløs. At hun ikke ville vende tilbage til sit sidste skoleår, havde Mary for længst besluttet og det valg stod hun fortsat ved. Hun fortrød stadig at hun aftenen før havde valgt at fortælle lige netop den del videre til en af sine medspillere og meget andet sammen med det. Af samme grund havde hun strategisk placeret sig i den modsatte ende af ham ved langbordet, længst mod dørene til indgangshallen, hvor hun for længst havde skubbet sin urørte mad væk og lod som om hun lyttede til hvad pigerne omkring hende sagde.

I virkeligheden ventede hun dog bare på at rektor ville erklære måltidet for overstået og lade dem slippe, mens hun endnu engang alt for tydeligt forestillede sig sine forældres skuffede reaktioner når hun inden længe ville dukke op derhjemme for at fortælle dem, at hun havde valgt at skide hul i en fremtid som betydningsfuld magiker – meget modsat sine så vanvittigt og ulideligt perfekte søstre – og allerede havde sendt en ansøgning afsted per ugle til Den Utætte Kedel.

Svaret på den, var efterhånden alt hun ventede på og det hun for det meste prøvede på at optage sine tanker med. At hun forhåbentligt snart ville være væk fra slottet, fra alle de alt for velkendte ansigter og fra alle de forbandede minder. Rektors stemme lød og som en af de første var Mary på benene, tog sig ikke tiden til at vente på dem hun havde spist sammen med. Den eneste hun virkelig, rigtigt havde lyst til at være omkring for tiden var Betrys – alle andre holdt hun en naturlig afstand til, selvom hun vidste det var en luset ting at gøre. Men tanken om sine medspilleres reaktion gjorde hende dårlig og hun vidste ikke hvor lang tid der gik før Gareth fortalte det hele videre. I selskab med forskellige personer fra alle fire kollegier forlod hun storsalen i spidsen af flokken og nåede ikke mange skridt ud før hun – og alle andre – brat gik i stå.

Der var ikke rigtigt nogen der var i tvivl om hvad der foregik. Det var ikke første gang et scenarie som dette fandt sted, og det der fik Mary til at gå i baglås, var ikke synet af professoren der holdt to meget utvetydigt udseende pergamentruller i den ene hånd. Det var derimod hvem der stod ved siden af ham. Uanset hvor meget hun prøvede, kunne hun ikke løsrive blikket fra Simon og så på ham med et dybt vantro ansigtsudtryk. Eleverne omkring hende hviskede hidsigt i mellem hinanden, men Mary hørte ikke efter. For første gang i uger, var hendes opmærksomhed fuldt og fast på Simon Lithgow.



[/blockquote][/justify]

[Tanya Revér]

Going out with a bang
With help from yours truely

Tanya kunne knap huske hvornår hun sidst havde haft så travlt. Da drengene var blevet taget på fersk gerning dagen før, havde det ikke været svært at gætte sig til resultatet af deres møde med læreren. Tanya havde selv opsøgt Samuel derefter, for en god ordens skyld. Han havde tros alt været en af hendes bedste emner i adskillige år, så et ordentligt farvel var vel det mindste!
Siden det møde havde Tanya ikke haft et sekund at spilde. Hun havde rygter der skulle spredes, folk der skulle købes og en vis professors seng der skulle holdes et vågent øje med, alt sammen på de små 24timer selv samme professor havde givet de to slanger til at pakke sammen.

De sidste 5minutter havde dog været de hektiske. Da rektoren havde erklæret måltidet over, havde hun fået samlet alle sin små hjælpere, og gjort klar til Samuels entré. Nogle var der frivilligt, andre havde hun købt, og endnu en lille håndfuld havde hun måtte afpresse. De fleste var mudderblods eller halvblods, men ind imellem gemte der sig en fuldblods eller to. Høj, lav, mere eller mindre tyndt blod stod de nu alle sammen, klar til at give Samuel en afsked han sent ville glemme.

Endelig var sandhedens time dog oprundet, og Tanya havde placeret sin halv transparente popo på hoved af en af indgangs hallens statuer. Derfra kunne hun give tegn til sine folk, og nyde showet uden at gå glip af et eneste øjeblik.

Went spreading the news

[Samuel Abott]

The end ; You know it's coming but you just can't seem to grasp it[/font][/b]

De sidste fireogtyve timer var både forløbet ekstremt hurtigt og uendelig langsomt. Nu da Samuel vidste han skulle forlade Hogwarts, havde han haft lyst til at løbe rundt i hvert et rum og sige farvel. Det var der dog ikke tid til. Førsteprioriteten havde været at finde Lily. Det havde ikke været nogen nem opgave, og da han endelig fandt hende, nåede han knap ok at overgive beskeden, før han måtte tage sig sammen og fortrække til sit kollegie – det kunne ligne Emanuel at være på rov og gøre livet surt for Lily, hvis han fandt dem sammen efter mørkets frembrud.
Dernæst havde han været uendelig rastløst og kun fået få timers søvn. Først i sidste øjeblik, klokken 11, havde han smidt alle sine ting skødesløst ned i den store kuffert, sat sig på sengen og stirret ud i luften.
Lidt over 12 begyndte han at slæbe sin kuffert gennem gangene i krpyten.
Ved foden af indgangshallen kunne lyden af sludren, skraben af bænke, latter og klirren af bestik der blev lagt på tallerkener, høres. Maden. Åh, hvor ville han savne den.
Blikket gled ud over den mængde elever, der strømmede ud fra døren til storsalen og snart hobede sig op, for at betragte det trin der udspillede sig. Det var nok ikke svært at regne ud, hvad der foregik. Hvisken og tisken lød fra eleverne som summende bier, og den blev ikke lavere, da de fik øje på Samuel. Vidste de, hvad der foregik? Havde de hørt rygterne? Da han fik øje på Tanya, bredte et smil sig på hans læber. Med ét vidste han, at spøgelset sent skulle lade Hogwarts’ elever glemme, hvad han havde gjort. Denne viden gjorde ham i langt bedre humør. Taknemmeligt blinkede han til hende, da de fik øjenkontakt.
Inde i midten af indgangshallen stod Maverick og Simon. De to slanger havde kun ytret få ord med hinanden i de sidste timer. Der var ikke meget mere at blive sagt.
Med et godt greb i kuffertens hank, lod han den slæbe hen ad gulvet, da han gik hen mod dem. Han havde en absurd følelse af, både at gå mod sin bøddel og sit medoffer, og af at gå hen af den røde løber som en strålende berømthed.
Med et pust satte han kufferten fra sig ved siden af Simons og strakte sig. Det var svært ikke at nyde de mange blikke, der hvilede på dem. Selvfølgelig så han kun de beundrende blikke, ikke de foragtede og vantro. Da han mødte Mavericks blik, var han på nippet til at sige, ”har du sovet godt professor?”, men i stedet smågrinede han bare, rystede lidt på hovedet, og spurgte, ”må vi godt sige farvel inden du smider os på porten?”, med en dybt påtaget ulykkelig mine.

[Tanya Revér]

Going out with a bang
With help from yours truely

Da Tanya så Samuel komme ind, svævede hun op og stå på hoved af statuen for at sikre sig han ikke missede hende. Da hun fangede hans opmærksomhed, lavede hun et dybt, teatralsk buk, efter lige at have sikret sig at professoren ikke kiggede hendes vej. Rygtet var blevet spredt, og alle der havde forsøgt at stoppe det stoppet.
De fleste var efterhånden kommet ud fra maden, og blandt dem kunne Tanya se sine hjælpere. Det var tid.

Fra toppen af sit udkigpunkt gjorde Tanya honnør, tegnet til hendes folk om at sprede rygtet. Og sprede det gjorde de. Der ville ikke gå længe inden hver eneste sjæl tilstede ville vide hvad der var sket.

Professoren smed de to drenge ud fordi de havde brudt ind på hans kontor, men hvad professoren ikke viste, var at der var blevet efterladt en lille gave under hans hovedpude, en gave han havde sovet sødt på. De præcise detaljer varierede lidt. Det var Tanya erfaring at den slags rygter havde det bedst hvis de kunne få lov til at udvikle sig, bare en anelse.

Went spreading the news

((Hvis nogen skulle have lyst til at være en del af Tanyas løjer, skal i være mere end velkommende til det! Hvis i er i tvivl, så smid mig endelig en pm))

[Aisling Ériaan Delaney]

What goes around comes around

WORDS - 423
TAG - ALLE
OUTFIT[/center]

På trods af den korte tidsramme, havde det ikke været specielt nemt at undgå de nybagte rygter om de to slytherin elever. Specielt i opholdsstuen havde der været meget hvisken frem og tilbage, og i klasselokalerne var der blevet sendt små breve og lange blikke. Aisling vidste ikke først om hun skulle tro på at de to drenge ville blive smidt ud, men efterhånden som dagen gik, og hun ikke så skyggen af nogle af dem, begyndte hun så småt at tro på at hun ikke ville se nogen af dem igen længe.

Det ville dog vise sig at være meget forkert antaget. Aisling forlod som en af de første frokost bordet, og vrikkede med ret ryg ud af lokalet, noget hun havde fået for vane at gøre siden hun slog op med Charles. Hun holdt hovedet højt og undgik for det meste at få øjenkontakt med nogen ved de andre borde. Hun slyngede tasken over sin skulder mens hun gik, og da nogle andre elever var på vej ud også, smuttede hun gennem den tunge dør uden de største problemer. Aisling stoppede dog hurtigt op, ikke så langt væk fra en rødhåret pige fra sin egen årgang, og betragtede Maverick uden nogen speciel mine. Hun måtte dog flytte sig da resten af eleverne var på vej ud, og hun endte, meget mod sin vilje lige i den inderste række af tilskuere. Det var ret tydeligt at Maverick ikke havde noget imod alle disse øjne, ellers ville han nok have valgt et mere diskret øjeblik, men det overraskede dog ikke Aisling synderligt at han havde brug for en omgang drama til at vise sit standpunkt. Hendes ansigt var lagt i nogenlunde neutrale folder, men det meste af hendes opmærksomhed blev dog lagt på Samuel. Simon havde hun været uvenner med længe, og selvom hun efterhånden havde lagt de stærke meninger på hylden, var deres ikke eksisterende forhold stadig præget af det. Samuel havde på andre måder opført sig respektløst, så der var ikke meget sympati til overs for nogen af dem.

[Emanuel Maverick]

bring grace to the strong

Det undrede ikke Emanuel, at Simon ikke udviste nogen høflighed, men det afholdt ikke ham fra at være sit gamle selv. "Lithgow," hilste han med et enkelt nik og kastede et langt, vurderende blik på ham, inden han så over mod den ende af indgangshallen, hvor han forventede at se Samuel komme fra. Eleverne stimlede snart ud af storsalen, og stoppede som ønsket op ved synet af den pakkede kuffert, der stod ved Simons side.

Endelig troppede Samuel op. Emanuel havde ikke overskuddet til at give ham en reprimande om at møde til tiden, og i sidste ende betød det heller ikke det store. Elevens flabede opførsel var en prøvelse for hans tålmodighed, men han holdt minen og behandlede slangen på samme måde, som han havde gjort dagen inden - han ignorerede ham. "Dette er jeres officielle udsmidning," fortalte han og overrakte rullerne til hver deres ejermand. "Jeres familier er blevet meddelt om jeres hjemkomst pr. ugle. Der er afgang om et kvarter fra skolens porte." Da de to drenge havde taget imod deres papirer, foldede Emanuel hænderne på ryggen og betragtede dem kort, inden han talte igen. "Det er en skam, at det skal komme til en ende som denne," begyndte han uden den mindste smule medfølelse i sit tonefald, "men på den anden side - ingen er vel synderligt overrasket." Emanuel kiggede kort op i loftet og vendte derefter opmærksomheden mod Samuel. "Det er en skam at frk. Abott ikke længere har sin bror at søge støtte hos - jeg har en fornemmelse af, at hun kommer til mangle dig en hel del, Abott." Det trak umærkeligt i hans mundvige, og med endnu et nik vendte han sig om for at gå tilbage til sit kontor.

out

[Anessa Llewellyn Yates]

Man's feelings are always purest
in the hour of meeting and of farewell

~ ~ ~ ~ ~
Tag: Alle - Outfit: Here

Anessa fulgte resten af skolens mange elever ud af Storsalen i en strøm af bølgende kapper, der med deres farvede kantbånd skabte en bølge af sort, blandet med gult, grønt, blåt og rødt. Den sædvanlige summen af stemmer fulgte flokken, og hun snakkede selv med en klassekammerat på vejen. Strømmen gik dog langsomt i stå og så snart de nåede ud i indgangshallen, gik det op for både hende og de fleste andre, at der var noget under opsejling der var ud over det sædvanlige.

Sin ringe højde taget i betragtning kunne hun ikke se hvad, men den intense hvisken der bredte sig bragte to navne ned til hende, der fik hende til at mase sig frem i mængden indtil hun kunne se Simon og Samuel stå sammen med Professor Maverick. Hun stivnede på stedet og mærkede sit blik flakke fra den ene til den anden, uden at forstå noget og med en voksende knude i maven. Ved et kort blik til begge sider, opdagede hun en rødhåret skikkelse i Gryffindors farver kun nogle skridt fra sig selv og hun så hurtigt tilbage mod Professoren og de to velkendte skikkelser der var sammen med ham, mens hun trak sig lidt tilbage igen i et forsøg på at forblive uset.

Hendes blik vedblev at flakken mellem de to Slanger mens Professoren begyndte at tale og en kold fornemmelse gled ned over hendes ryg da situationens alvor gik op for hende. Hun spærrede øjnene vidt op i stum overraskelse. En del af hende havde lyst til at råbe op i protest, men hun gjorde det ikke, blev blot stående og stirrede vantro på de to unge mænd hun begge havde ambivalente følelser til, men ikke desto mindre ikke havde noget ønske om skulle forsvinde fra hverken skolen eller hendes hverdag.

[Elisia Thorne]

We need the rain to wash away our bad luck
WORDS - 406
TAG - ALLE
OUTFIT

Elisia var kommet en smule for sent til frokost, da hun lige skulle have ordnet et par ting først. Hun havde listet ind ad døren og sat sig hurtigt ned, forhåbentlig uden særlig meget opmærksomhed, men havde ellers spist en stille og rolig frokost. Hun havde ingen ide om hvad der snart ville ske, da hun havde været alt for beskæftiget med at snakke med en af husalferne til at lytte efter et par sladder tasker. Siden Ravenclaw havde vundet quidditchkampen, ville hun bede de søde alfer om at bage en kæmpe kage til opholdsstuen så de kunne fejre det. Hun ville have den skulle være blå, og med en kæmpe pokal på, men det havde vist ikke helt været muligt. Elisia sad i sine egne tanker mens hun spiste en skål lunken græskar suppe, og da de fik lov til at gå rejste hun sig sammen med de andre.

Stadigvæk meget optaget af hvordan denne kage skulle se ud, gik hun ud sammen med mylderet af hogwarts elever og fandt først ud af der var noget galt, da hun stødte ind i en foran sig. Elisia stod en anelse klemt sammen af de andre elever, og skubbede sig høfligt og undskyldende frem for at se hvad der skete. Hun var trods alt vejleder, så hvis der var noget ballade på spil, var det hende der burde rende efter en lærer. Hun nåede dog lige at se Maverick forlade scenen, da hun kom ind i inderkredsen, og gispede højt da hun så Simon med pakkede kufferter og en bitter mine. Det var altså sket, tænkte hun og lod blikket falde på Samuel. Maverick havde smidt dem ud, men han måtte da have en grund, hun var sikker på at Simon havde gennemført hans ide om at tage hævn. Elisia strøg fingrene gennem håret og rystede bekymret på hovedet.
”Simon altså” Mumlede hun og lagde armene over kors, mens hun betragtede ham som en mor ville betragte sin lille dreng, der lige havde skubbet en krukke mel ned på gulvet.

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simons ansigt var udtryksløst, men det betød på ingen måde, at han intet mærkede, da flokken af elever begyndte at strømme ud af storsalen og alle bremsede, for at betragte ydmygelsen. Han havde forberedt sig, stivet sig selv grundigt af og han nægtede – fandeme – at vise svaghed nu, overfor ikke bare Emanuel Maverick, men hele skolen. Af samme grund undlod han at se på flokken. Han vidste, at der gemte sig både Mary og Anessa i den, og han havde intet behov for at se nogen af dem i øjnene på nuværende tidspunkt. Faktisk var det på et enkelt punkt en lettelse for ham, såvel som for Samuel, at de skulle af sted i dag.

For Simon betød det, at han ikke skulle konfronteres dagligt med selvsamme klassekammerater og det var denne lettelse han forsøgte at holde fast i, da Maverick gav sig til at tale. Han tog imod rullen, der blev rakt ham med et enkelt hadefuldt blik, trak vejret dybt ned i lungerne og fandt tilbage til masken af komplet ligegyldighed. Den svigtede, som han kom til at se på Elisia i front af elevflokken, men han trak hurtigt blikket til sig igen, hankede op i kufferten og ignorerede både Samuel Abott og hans resterende eks-kollegiekammerater, da han slet og ret satte kursen imod udgangen – og friheden.

Farvel til Hogwarts, farvel til hans trofaste tryllestav og farvel til drømmen, der alligevel var blevet knust i tusind stykker allerede.

Tag: Anyone ● ● ● Status:

[/color][/size] OUT
[/center][/blockquote]

[Lily Abott]

the road is long, we carry on, have
fun in the meantime

[/size]

Tag: Hoggy-warty-Hogwarts • Outfit: Here[/center]

Lily vidste udmærket hvad der ventede dem på den anden side af den store port. Havde hun været i stand til at komme ind i Slytherins opholdsstue, ville hun ikke i et sekund have ladet sin tvillingebror pakke alene, men der havde ikke været andet for end at hun måtte samle sig nok til at dukke op til frokost i storsalen sammen med resten af slottets elever. Der sad dog en mægtig klump i halsen på hende og hun havde ikke været i stand til at få en bid ned, siden Samuel havde fortalt hende om hvad der var sket dagen forinden.

Så snart eleverne fik lov til at gå, tvang Lily sig selv på benene og med tunge skridt vandrede hun imod indgangshallen, overhalet af adskillige på vejen. Tanken om at Samuel ikke ville være der, når hun stod op dagen efter for at gå til time var ikke til at bære og selvom der kun var kort tid tilbage af deres skoleår, var det alligevel forfærdeligt. Hun havde brug for han var der, mere end hun havde brug for at nogen andre var der og nu hvor han om lidt ville være væk, vidste hun ikke hvad hun skulle gøre.

Det var jo meningen at de skulle have dimitteret sammen, følges hele vejen, og nu det her. Lily masede sig frem igennem mængden, egentlig hamrende ligeglad med de protester det trak fra dem hun bumpede ind i. Hendes øjne låste sig fast på sin tvillingebror, midtpunktet, som han altid havde fundet det så naturligt at være. Hun prøvede ikke engang på at lade være med at græde, egentlig var hun fuldstændigt ligeglad. Hun ville bare have at han blev.

[/blockquote][/justify]

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us

Frokosten havde forløbet som enhver anden dag. Kun de færreste, for ikke at sige ingen, bemærkede hvor fåmælt Betrys' sidemand var, og selvom hun godt vidste, hvori venindens kvaler lå, var det svært ikke at blive grebet af stemningen og deltage i de trivielle samtaler, som ingen kunne huske hvem startede men lystigt deltog i alligevel. Indimellem vendte Betrys sig automatisk mod Mary med forventningen om at få hendes mening eller spørge hende om noget, men hver gang blev hun mødt af et fraværende blik, så hun lod det ligge. Det var ikke, fordi Betrys var vred på Mary, men nyheden om hendes beslutning var kommet bag på hende og hun havde svært ved at forestille sig, hvordan næste år ville være uden klassekammeraten. Det var ikke helt forkert at sige, at hun ikke helt havde forstået sagens alvor endnu. Betrys blev siddende som en af de sidste piger ved bordet, men da maden havde været væk i et par minutter så ingen af de tilbageværende nogen grund til at trække den længere.

Indgangshallen var blokeret af de mange elever, som var stoppet op for at overvære, hvad der foregik, og Betrys rynkede undrende brynene. I stedet for at stille sig på tæer og strække hals som de fleste andre, vendte hun sig mod nogle af de omkringstående for at spørge, hvad det handlede om. ”Maverick har smidt to af slangerne på porten!” fortalte en yngre elev så ivrigt, at man skulle tro, han at nyheden egentlig var, at han havde vundet quidditchpokalen på egen hånd. Hun stirrede udtryksløst på ham, hvilket hurtigt fik tørret det glade af hans ansigt. Drengen havde tydeligvis ikke tænkt sig at informere hende om, hvilke slanger det var, så hun sukkede utålmodigt og hævede spørgende øjenbrynene. ”Og?” spurgte hun, men drengen syntes kun at blive forvirret. ”Hvem er eleverne?” uddybede hun køligt og viste ingen tegn på den irritation, der voksede stødt i hende. Da hun fik svaret, kiggede hun automatisk i den retning, hun vidste at de stod. Så, i et mislykket forsøg på at imponere hende, gik drengen i gang med at fortælle noget om sæd, hvilket fik Betrys til at vende sig og gå derfra med et lettere frastødt udtryk, inden han overhovedet fik færdiggjort sin sætning.

Ude i siden, helt fri af mængden, stod Evander King*, Betrys’ klassekammerat, med alvoren malet i ansigtet. Hun gik op på siden af ham, og de udvekslede et dystert men meget sigende blik. Selvom de ikke talte, tænkte de det samme: Mavericks handlinger det seneste stykke tid havde været uacceptable, og grænsen var for længst blevet overskredet. Han og de mange andre fuldblodsfascister, der huserede på skolen, havde fået lov til at gå alt for langt, men både Evan og Betrys havde alle planer om at sætte en stopper for det. Det var på tide at bekæmpe hårdt med hårdt, og de var ikke bange for at tage sagen i egen hånd.

Betrys lagde en hånd på Evanders skulder, hvorefter hun gik forbi ham og ind i mængden for at finde Mary, der uden tvivl måtte være blevet påvirket af at overvære dette. Med det røde hår var hun ikke svær at lokalisere, og Betrys tog hendes hånd i sin. Med et betydeligt formildet ansigtsudtryk i forhold til, da hun havde været i selskab med Evan, lagde hun sin anden hånd mod venindens kind og vendte hendes ansigt mod hende selv, så hun kunne få øjenkontakt med hende. ”Kom...” sagde hun lavmælt og gjorde et kast med hovedet i retning af trappen, der førte op til første sal. Så lod hun hånden falde fra Marys ansigt og ned langs siden, mens hun trak blidt i hendes hånd for at få hende til at følge med, væk fra mængden.

*NPC

åben tråd • oufit

[Samuel Abott]

The end ; You know it's coming but you just can't seem to grasp it[/font][/b]

Med den påtaget ulykkelige mine malet over ansigtet, tog Samuel imod den fremrakte rulle. Et øjeblik overvejede han at kyle den lige tilbage i fjæset på læreren, eftersom det nulrede stykke pergament havde ingen værdi overhovedet. Udsmidningen var aktuel lige meget hvad.
Halvt døv lod Samuel professor Maverick snakke, mens han lod blikket glide over mængden af elever. Enkelte ansigter dukkede op, som han havde en historie med. Mary… Aisling… Anessa… og til sidst tonede Lilys blege ansigt og blonde hår frem. Netop som han fik øje på hende, registrerede han Mavericks omtale af netop tvillingesøsteren. Med rynkede bryn fæstnedes Samuels blik i lærerens. Ordene og det lille smil der kunne anes i hans mundvige, fik det endelig til at dæmre for den unge slange, at der gemte sig en trussel i budskabet. Som sagde han, ”dit lille stunt gør bestemt ikke Lilys situation nemmere. Tværtimod vil jeg gøre alt for at forpurre hendes chancer for at dimittere med pomp og pragt”.
Inden Samuel kunne nå at lukke den måbende mund, var læreren forsvundet, og snart også Simon. Han nåede knap nok at se slangen forsvinde ud af døren, men de ville jo alligevel se hinanden igen om få minutter.
Med en følelse af dybt afsky, som han kun havde følt for sin far, vendte han sig mod Lily og var hurtigt henne hos hende. I mellemtiden var klumpen af elever langsomt begyndt at opløses, nu da to af scenariets hovedpersoner var forsvundet.
”Hørte du det?”, spurgte Samuel tørt, ansigtet lagt i langt alvorligere folder end for få stunder siden.

[Lily Abott]

the road is long, we carry on, have
fun in the meantime

[/size]

Tag: Hoggy-warty-Hogwarts • Outfit: Here[/center]

Lilys hænder knyttede sig hårdt sammen og hun spændte tydeligt i kæben, over de afsluttende ord hun tydeligt hørte Emanuel give Samuel og på trods af at hun tydeligt var ked af det over sin tvillingebrors bortvisning, fik den slet skjulte trussel hende alligevel til at ranke ryggen en anelse og ikke værdige professoren et blik, da han forsvandt.

I stedet var hendes blik fikseret mod Samuel og hun nikkede stift til hans spørgsmål og snøftede ind engang. En dyb rynke havde slået rod i hendes pande og hun stod let tøvende et øjeblik, før hun opgav at kæmpe imod og slog armene om ham. Hun kunne ikke vende sig til tanken om, ikke at kunne se ham hver eneste dag, men samtidig var hun udemærket klar over at der ikke var noget hun kunne gøre. "Du skal ikke bekymre dig om mig," mumlede hun ned mod hans skulder og strammede grebet om ham lidt.
[/blockquote][/justify]