|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Feb 6, 2012 0:09:36 GMT 1
Even the best fall down sometimes ...even the wrong words seem to rhyme...
▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Tag; Annabel Baker Wearing; This Matt var lettere sammenbidt da han tog de velkendte trin ned i Slytherin-kollegiets opholdsstue den aften. Stoltheden ved at have vundet sin kamp i duelturneringens anden runde og dermed være gået videre til semifinalerne, blev grumt overskygget af både det faktum, at han, stadig efter et besøg på hospitalsfløjen, følte sig som noget en trold havde tygget på og spyttet ud igen, men allermest det faktum, at han ikke havde set Annabel siden deres duel var blevet afgjort. Han havde slået det hen mens han var et smut forbi hospitalsfløjen, i den klare overbevisning, at han ville se hende til aftensmaden. Hun havde dog brilleret glimrende ved sit fravær også der og havde kun fået knuden i hans mave til at vokse.
Han satte sig så han kunne se både indgangen og døren videre til pigernes sovesale uden helt at vide, hvor længe han regulært sad der, med blikket flakkende rastløst mellem de to punkter, efter at have sikret sig at Annabel ikke allerede var i opholdsstuen. Som minutterne sneglede sig af sted blev han dog mere og mere sikker på, at hun ikke ville dukke op nogen af stederne og den eneste logiske konklusion var, at hun allerede måtte befinde sig på sovesalen.
Han overvejede kort selv at fortrække til sin seng. Guderne skulle vide han sagtens kunne gå lige i seng og sove til næste morgen, selvom det endnu var tidligt på aftenen, men han kunne alligevel ikke få sig selv til at bryde op uden i det mindste at have forsøgt at få fat i hende. Da en lyshåret pige han genkendte fra årgangen under sig kom fra sovesalene, rejste han sig hurtigt og greb fat i hendes arm da hun gik forbi "Hey.. er Baker nede på jeres sovesal?" han så alvorligt afventende på pigen der stumt nikkede og virkede lettere skræmt over at være blevet grebet fat i, mens han gjorde et sigende kast med hovedet mod døren til sovesalene. Han rynkede panden lidt "Sover hun?" pigen rystede tøvende på hovedet og så næsten på ham som om hun mente han ikke var rigtig klog, men han ignorerede det for en gangs skyld og så indtrængende på hende "Gider du ikke stikke derned igen og sige til hende jeg gerne vil tale med hende?" pigen rynkede brynene lidt før hun sukkede dybt, trak sig fri af det lette greb han stadig havde om hendes arm og med en irriteret mumlen gik tilbage hvor hun kom fra for at finde vejlederen.
Matt så efter hende med adskillige rynker i panden og nervøse sommerfugle i maven mens han indrømmede overfor sig selv, at han faktisk ikke engang var sikker på om hun rent faktisk ville tale med ham. Han gik rastløst nogle skridt frem og tilbage, før han lænede sig mod ryggen på den nærmeste sofa uden at tage blikket fra døren og hårdnakket ignorerende både sin mørbankede krop og den nervøse knude i maven.
|
|
|
|
Post by Annabel Baker on Feb 6, 2012 0:42:58 GMT 1
holding on for a hero until
the end of the night
[/size] Tag: Matthew Blythe • Outfit: Here[/center] Annabel lå på ryggen på sin seng og stirrede stift op i loftet på træhimlen over den. Hendes krop var øm hver eneste gang hun rørte en muskel og hun havde ingen trang haft til at bevæge sig nogen steder hen efter hun var landet på madrassen. Det var egentlig ikke fordi hun følte sig ydmyget eller forlegen over at have tabt i duellen tidligere, faktisk var der en fornuftens stemme et sted i hendes baghoved der forklarede hende at hun havde klaret det ganske glimrende imod en elev der endda var ældre end hende, men hun kunne ikke lade være med at ærgre sig alligevel. Hun brød sig ikke særligt meget om at tabe ansigt og slet ikke i den her situation. Med et dybt suk lukkede hun øjnene og kunne ikke engang give sig hen til søvnen, fordi hendes tanker blev ved med at gennemgå dagens tidligere hændelser trin for trin. Hun vidste hun var heldig i at have fået en ekstra chance, men det nagede hende alligevel. Hun havde trukket forhængene for omkring sengen og havde ingen intention om at snakke med nogen før dagen efter, så hun i ro og mag kunne pleje sit sårede ego. Det viste sig dog at det ikke skulle være tilfældet da en af pigerne fra hendes sovesal pludselig rev forhænget til side og vrissede noget som Annabel kun svagt opfangede. Den mørkhårede slange slog øjnene op med rynket pande og så let overrumplet på den anden, uden at hun nåede at tilføje noget inden denne havde storket ud igen. Der gik lidt tid før hendes sløve, udmattede hjerne fik stykket de hurtige informationer sammen, men da det lykkedes lod hun kortvarigt hovedet falde tilbage imod puden med en lille anstrengt lyd, før hun tvang sin hårdt ramte krop op at sidde, uden at kunne lade være med at skære en grimasse i processen. Hendes blik faldt kortvarigt til hendes arme, der flere steder var blevet lappet sammen med små stykker plaster, meget lig den hun havde over den ene kind fra de stenslag hun havde modtaget tidligere. Hun trak vejret dybt en enkelt gang, før hun svang benene langsomt ud over kanten og kom op at stå. Før hun satte kursen imod døråbningen, bøjede hun sig ned og samlede en hårelastik op fra natbordet, som hun hurtigt brugte til at samle det uglede duel- og sengehår i en hestehale med. Nogle anstrengte øjeblikke senere var hun så godt som ved enden af trappen, med ben der bestemt ikke var tilfredse med at blive tvunget op af trinene ligesom hendes ene side, der stadig var mørbanket efter hendes flyvetur. Af samme grund skar hun en lille grimasse da hun nåede overfladen og trak vejret dybt en enkelt gang, før hun så sig omkring. Hun var ikke nøjagtigt klar over hvem det var der ledte efter hende, men hun havde en meget klar fornemmelse og den blev blot kraftigere da hendes blik øjeblikket efter faldt på Matt som blot stod et par skridt væk imod den nærmeste sofa. En enkelt sommerfugl tog naturligt en runde i hendes mellemgulv og Annabel krydsede – med milde protester fra hendes ømme ribben – armene løst over brystet, mest af alt fordi hun frøs efter at have efterladt den varme sovesal for at gå igennem opgangen til opholdsstuen. Hun skuttede sig en enkelt gang, før hun tog skridtene hen til ham, pludselig lettere usikker på situationen. På trods af tvivlen tog hun dog endnu en indånding og kom med et lavmælt "hej," med en stemme der var hæs og ru af både udmattelse og tidligere anstrengelse. [/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Feb 6, 2012 1:15:09 GMT 1
Even the best fall down sometimes ...even the wrong words seem to rhyme... ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Tag; Annabel Baker Wearing; This Matt var allerede utålmodig da den lyshårede kollegianer forsvandt ind ad døren til sovesalene og kunne ikke helt stå stille mens han var henvist til at vente i uvished. Det passede ham absolut ikke særlig godt, men han var heller ikke helt desperat nok til at tonse ned på en af pigernes sovesale.
Han tvang blikket væk fra døråbningen og rettede det i stedet mod den undseelige vintergæk han stod med i den ene hånd og drejede den langsomt mellem to fingre. Den havde fanget hans blik på vej over slotsgården og han havde plukket den uden egentligt helt at vide hvorfor. Han var dog ikke i tvivl nu, selvom han ikke helt vidste om han rent faktisk fik mulighed for at give den videre.
Han skar en lille grimasse for sig selv og lod blikket vandre tilbage til døren igen. Han rettede sig op med et ryk og stak hånden med den lille forkølede blomst om på ryggen, kun for at blive belønnet med et ubehageligt jag i skulderen over den pludselige bevægelse. Det var dog kun sekundært i hans tanker mens den nervøse knude i hans mave voksede som han fulgte Annabel med blikket da hun satte i gang igen og kom helt hen til ham. Han smilede tøvende, men oprigtigt til hendes hilsen, men kunne ikke lade være at se bekymret på hende, knap så diskret som han prøvede på at gøre det "Hej.." fik han mumlet og rømmede sig hurtigt mens han skiftede vægten lidt mellem sine fødder "Du var ikke til aftensmad så jeg tænkte.." han gik i stå og rynkede brynene mens han blev ramt af et insisterende stik af dårlig samvittighed over at have jaget hende op fra hendes seng, da hun tydeligt var ligeså mørbanket som ham.
Han var dog ret ligeglad med sig selv lige i det øjeblik og prøvede at få de ord frem som han ellers lige havde stået og gentaget for sig selv op til flere gange. De var dog forsvundet på nærmest magisk vis og i stedet havde han allermest lyst til at bære hende lige tilbage i seng, velvidende at han selv var skyld i at hun havde det som hun havde. Sejren i duellen blegnede endnu mere i det lys og han slog blikket ned, mens tavsheden blev mere udtalt. Så tog han en dyb indånding og trak hånden der lå skjult på ryggen frem igen og hold tøvende den lille vintergæk frem mod hende med antydningen af et smil "Tak for kampen.. og undskyld." fik han lavmælt frem og så en smule anspændt på hende, overhovedet ikke sikker på hvordan hun ville reagere.
|
|
|
|
Post by Annabel Baker on Feb 6, 2012 1:38:40 GMT 1
holding on for a hero until
the end of the night
[/size] Tag: Matthew Blythe • Outfit: Here[/center] Annabel strammede grebet omkring sin overkrop lidt, som hun tog de få skridt hen til den højere, lyshårede troldmand og ignorerede trætheden der var temmelig dominerende ellers. Selvom hun under duellen på visse tidspunkter havde været mere irriteret på ham end noget andet, var det så godt som forsvundet og det krævede ikke meget at gengælde det lille smil med et lignende. Hendes blik flakkede dog let over hans ord og hun trak på skuldrene, for i øjeblikket efter at skære en lille grimasse da det gjorde ondt på hende. "Jeg var ikke rigtigt i humør til det," indrømmede hun blankt og ærligt, stadig med mundvigene trukket op i et let, træt smil. Hun gjorde intet forsøg på at skjule at hun var ærgerlig, men samtidig gad hun heller ikke bralre op med det. Hun betragtede ham halvt afventende, uden egentlig at have forfærdeligt travlt med at komme væk fra ham overhovedet, og så til med let undren da han rørte på armen hun først nu tænkte over han havde skjult bag ryggen. Oprigtigt overrasket gled hendes øjenbryn op i panden ved synet af den hvide blomst og i et par sekunder stod hun bare og så lettere forbløffet ud. Det dæmrede dog til sidst og helt uvilkårligt, synkront med sommerfuglene, trak hendes læber sig op i et smil der afslørede rækken af hvide tænder. Hun slap grebet omkring sin overkrop, let skælvende, og rakte frem for forsigtigt at tage den fine, lille vintergæk han holdt frem imod hende. Hun løftede hagen igen for at se op på ham, stadig uden at kunne lade være med at smile. "Det her er..." begyndte hun og gik kortvarigt i stå over mangel af ord og erstattede det i stedet med et oprigtigt "Tak." Hun smilede lettere underfundigt, velvidende om at noget af blodet var steget til hendes kinder. Hun så ned imod blomsten mellem sine fingre igen og fnøs muntert, mens sommerfuglene flagrede løs som aldrig før og hun havde i øjeblikket glemt alt om at gemme sig væk på sovesalen og smerten fra de skader hun havde fået sig. I stedet rettede hun blikket op imod ham igen. "Og undskyld. Herfra også..." kom det lettere tøvende, med et forsigtigt smil, alt imens hun bekæmpede den nyligt opståede trang til at træde nærmere og begrave hovedet imod hans bryst. [/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Feb 6, 2012 2:06:37 GMT 1
Even the best fall down sometimes ...even the wrong words seem to rhyme... ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Tag; Annabel Baker Wearing; This Matts blik flakkede et øjeblik over hendes ligefremme svar på det spørgsmål han kun halvt havde stillet, og det svage smil blegnede lidt. Han forstod hende dog glimrende, og selvom han rent faktisk var gået fra duellen som den sejrende, havde de andres skulderklap og opmuntrende kommentarer under aftensmaden været en smule hule, fordi den dårlige samvittighed i forhold til Annabel havde siddet i baghovedet på ham. Han slappede dog lidt af da hun stadig smilede let før han tog sig sammen og holdt den lille blomst frem mod hende.
Hendes forbløffelse var åbenlys og han rynkede brynene lidt mens han ventede på hun skulle tage den fra hans hånd og syntes der gik ufatteligt lang tid, før hun endelig rakte hånden frem og gjorde lige det. Indvendigt åndede han lettet op og smilede skævt og lettere undskyldende, da hun begyndte en sætning og ikke fik den gjort færdig, hvilket han så i stedet selv gjorde med et hurtigt, udglattende "...virkelig åndsvagt, men jeg så den og så, ehm.." han gik selv i stå igen og så undersøgende på hende da hun takkede ham og stadig ikke var holdt op med at smile. Uværgeligt mærkede han sine egne mundvige trække lidt op og han strøg beklemt en hånd over nakken, ignorerede den ømme skulder bevægelsen huskede ham på og lod sit blik møde hendes igen med et lille nik "Det var så lidt.."
Han blev ubeslutsomt stående og betragtede hendes ansigt, mens hendes smil til stadighed fik det til at kildre behageligt i hans mellemgulv og han allermest havde lyst til at lægge armene omkring hende. At hun frøs var han ret hurtigt blevet overbevist om, men en irritende lille stemme i hans baghovede, blev ved at huske ham på, at hvis han gjorde det ville det blive med det meste af kollegiet som vidner og hans klare forelskelse i vejlederen foran sig, ville ikke længere være deres hemmelighed.
Tanken i sig selv var lige dele skræmmende og berusende og før han nåede at bestemme sig hverken for eller imod, så hun op igen og fik endnu en sommerfugl til at gå på vingerne da hun smilede. Han gengældte smilet uden at tænke over det, mens det på samme tid først der gik op for ham, hvor lille hun rent faktisk var, uden de sædvanlige høje hæle. Det var dog på ingen måde et minus. Faktisk var han slet ikke i tvivl om, at hun så om muligt endnu skønnere ud med det let rodede hår og på strømpefødder og han rystede svagt på hovedet med et lidt bredere smil "Du var bedre end jeg troede.." indrømmede han ærligt uden at lægge skjul på hun havde overrasket ham "Næsten lidt for god." drillede han forsigtigt og stak hænderne i den røde sweaters lommer, for ikke at begynde at pille nervøst ved et eller andet og ligne en komplet idiot.
|
|
|
|
Post by Annabel Baker on Feb 6, 2012 2:31:12 GMT 1
holding on for a hero until
the end of the night
[/size] Tag: Matthew Blythe • Outfit: Here[/center] At få stukket en vintergæk der tydeligvis var relativt nyplukket i hånden var bestemt ikke hvad Annabel havde regnet med, men det fik effektivt sommerfuglene sat i gang igen. Hans ord gjorde blot smilet en lille smule bredere og hun rystede på hovedet. "Det er ikke åndssvagt," slog hun hurtigt fast og holdt hånden med blomsten tilfældigt ind imod sit bryst. Hun smilede underfundigt igen og slog kortvarigt blikket ned imod gulvet, mens hun prøvede at få nok kontrol over sommerfuglene til ikke at glemme at de stod midt i opholdsstuen. Hans næste ord fik dog imod hendes vilje lagt en dæmper på den flagrende fornemmelse og hun kunne ikke lade være med at skære en lille grimasse, mens smilet falmede og hun betragtede ham stikke hænderne i lommen og definitivt afgjorde den kortvarige overvejelse hun havde gjort sig for et øjeblik siden om at række ud efter den ene af dem. "Åbenbart ikke nok." svarede hun lidt tamt og skiftede vægten fra den ene fod til den anden, mens det kun sitrede halvhjertet i hendes ene mundvig og Annabel prøvede på at ignorere at hans ord ramte hendes i forvejen sårede stolthed lidt for meget. Hun fornemmede det drillende i hans ord, men der kunne hun alligevel med god vilje ikke helt se det morsomme, så i stedet rettede hun bare blikket mod gulvet igen, lukkede hånden mod brystet lidt strammere sammen og skuttede sig en enkelt gang. [/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Feb 6, 2012 10:47:16 GMT 1
Even the best fall down sometimes ...even the wrong words seem to rhyme... ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Tag; Annabel Baker Wearing; This Matt slappede lidt mere af da han blev helt sikker på, at Annabel rent faktisk var glad for vintergækken og han smilede forlegent, da hun slog hans afværgende ord hen. Hans blik flakkede mellem blomsten og hendes ansigt et par gange, mens han forsøgte at tage sig mod til at gøre bare et eller andet, uden helt at kunne sige sig fri for at blive en smule skræmt over at gøre lige det han havde i tankerne, i den fyldte opholdsstue.
Få øjeblikke efter, var smilet forsvundet fra hans læber og han ledte i stedet mentalt efter et musehul at krybe ned i. Enten det, eller en tidsvender indenfor rækkevidde, så han kunne tage sine ord tilbage og få smilet tilbage på hendes ansigt. Han rynkede brynene og så brødebetynget på hendes ansigt selvom hun så ned, men kunne alligevel ikke helt føle sig beklagende over, at han havde vundet deres duel. På den anden side kunne han stadig ikke glæde sig over selvsamme og han bandede indvendigt grumt over, at han var endt med lige hende som modstander. Som han stod der, så det ud til blot at have gjort alting ti gange sværere.
Han skar en lille grimasse og trak hænderne ud af lommerne igen, og nåede at række den ene halvt frem mod hende før han fortrød, aldeles usikker på hvordan hun ville tage det og lod den falde igen for så at løfte den og strøge hånden over nakken mens han rømmede sig beklemt "Glem det.." han flyttede lidt på fødderne og ledte efter en måde at udglatte det hele på "Dumt emne. Jeg ville også bare.." han nikkede mod blomsten "..give dig den der." han rettede sig lidt op og rakte så alligevel ud og gav hendes arm et lille klem, men tog hurtigt hånden til sig igen "Undskyld jeg trak dig op af sengen." han kastede et hurtigt blik mod døren der førte til hans egen sovesal uden dog at få fødderne til at bevæge sig i selvsamme retning.
|
|
|
|
Post by Annabel Baker on Feb 6, 2012 12:07:33 GMT 1
holding on for a hero until
the end of the night
[/size] Tag: Matthew Blythe • Outfit: Here[/center] Annabel tænkte ikke så forfærdeligt meget over det da hun vendte blikket imod gulvet, mens hun kæmpede med at sluge den der stolthed der blev ved med at nage hende. Det var mest af alt Matts hånd ud af øjenkrogen der kun nåede halvt over imod hende, som fik hende til at indse at hun var uintentionelt afvisende. Hun så op imod ham igen, stadig med en let rynke på panden. Hendes fingre gav sig lidt omkring blomsten da han hentydede til den og Annabel gav sig selv et mentalt spark for at sluge en mindre kamel og tage sig sammen, da det virkede som om han lagde op til at gå. "Matthew..." begyndte hun forsigtigt og tog tøvende skridtet hen imod ham og løftede sin ene hånd for åndsfraværende at pille lidt ved kanten af hans lomme på sweatshirten. "Undskyld."Annabel løftede blikket fra sine egne fingre og så op imod Matts ansigt. "Tillykke," sagde hun endelig og præsterede igen et lille smil. "Du er en fantastisk duellant. Og jeg er ærgerlig over at jeg ikke kunne slå dig," indrømmede hun ærligt og så fortsat forsigtigt op imod ham, halvt nervøs for at han ville gå alligevel. Hun løftede hånden med blomsten igen og så kortvarigt på den lille vintergæk, inden hun søgte hans blå øjne igen. "Og jeg er virkelig glad for blomsten," tilføjede hun med et nyt tøvende smil. [/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Feb 6, 2012 14:28:42 GMT 1
Even the best fall down sometimes ...even the wrong words seem to rhyme... ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Tag; Annabel Baker Wearing; This Matt havde stadig blikket vendt mod døren til sovesalene da Annabel talte igen og en svag kildren løb ned over hans rygrad ved lyden af sit eget navn i hendes stemme. Han drejede hovedet og så spørgende på hende igen og mærkede sommerfuglene flakse tøvende da hun gik et skridt tættere på. Han bøjede nakken lidt og så på hendes hånd mod sin røde trøje og fik et let undrende udtryk på ansigtet da hun undskyldte "Det har du sagt.." mumlede han med antydningen af et smil og løftede så sin egen hånd og lukkede fingrene let om hendes. De føltes kølige mod hans håndflade og han lukkede fingrene lidt fastere om hendes hånd for ubevidst at varme dem.
Så løftede han hovedet synkront med hende og åbnede munden for at sige noget mere, blot for at gå i stå da hun fortsatte og tydeligt mærke varmen stige op i sine kinder over hendes ord. Han slog blikket ned igen, uden at kunne lade være at smile og flyttede lidt på fødderne, mens han for første gang siden duellerne var blevet afgjort, rent faktisk følte sig stolt over at have vundet. På samme tid gik det op for ham, at hendes mening havde betydet mere end han måske selv var klar over, før nu.
Han løftede hovedet lidt igen, stadig smilende og så et øjeblik på blomsten før han lod sit blik finde hendes brune øjne igen "Det håbede jeg du ville blive." han tøvede et øjeblik og slap så hendes hånd blot for at lægge begge arme omkring hende, og trække hende ind mod sig selv "Du var selv ret fantastisk.." han smilede prøvende, men varmt og bøjede hovedet til hans pande hvilede let mod hende "Og du får måske chancen igen."
|
|
|
|
Post by Annabel Baker on Feb 6, 2012 14:53:10 GMT 1
holding on for a hero until
the end of the night
[/size] Tag: Matthew Blythe • Outfit: Here[/center] Hendes undskyldning galdt ikke ligefrem for det samme som den første, men Annabel valgte at nøjedes med at smile svagt alligevel og mærke hvordan en sommerfugl satte af sted da han lukkede sin varme hånd omkring hendes fingre, der sendte en kuldegysning ned langs hendes ryg. Det lettede hende lidt at han ikke længere så ud til allerede at være mentalt på sovesalen og hun kom uvilkårligt til at smile lidt bredere da han gjorde det og hun var egentlig ret enig med sig selv om, at det var svært at forblive mut når han smilede ned til hende på den måde. Annabel følte ikke rigtigt hun kunne sætte ord på nøjagtigt hvor glad hun rent faktisk var for denne lille blomst, der egentlig bare betød noget fordi den kom fra netop ham. I stedet blev hun også effektivt distraheret af sommerfuglene da han trak hende ind til sig og hun skælvede svagt da hun kom tættere på varmen fra ham. Helt uden at overveje det lænede hun nakken lidt tilbage og mødte hans pande let med sin og afslørede lidt af de hvide tænder i et smil. Det var stadig berusende at stå tæt nok på ham til at hun ikke kunne dufte andet end ham eller fokusere på noget som helst der ikke var Matt. Hun slog kortvarigt blikket ned over hans ord og mærkede blodet stige svagt til sine kinder, dog uden at trække sig længere væk fra ham. Hun sukkede diskret over hans fortsættelse, uden at smilet samtidig forsvandt og hun fandt hans blå øjne igen med sine øjne. Smilet voksede sig skævt og tenderende drillende, før hun svarede: "Så må det være min tur til at vinde næste gang."[/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Feb 6, 2012 21:09:11 GMT 1
Even the best fall down sometimes ...even the wrong words seem to rhyme... ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Tag; Annabel Baker Wearing; This Matts smil vandt lidt mere sikkerhed da Annabel ikke trak hånden til sig, da han lukkede sin egen omkring den. Hendes kolde hånd fik ham igen til at se undersøgende og svagt bekymret på hende, mens han lukkede fingrene lidt fastere om hendes, og et øjeblik overvejede at stikke både hendes og sin egen hånd ind i lommen på den røde sweatshirt. Han kunne ikke påstå han selv tit havde kolde fingre, ikke engang udenfor om vinteren uden vanter, men det var ikke noget han nogensinde tænkte over.
Tanken om at forlade opholdsstuen og sætte kursen mod sin egen seng, gled hurtigt i baggrunden til fordel for det smil der igen trak op på Annabels ansigt og fik et lignende til at spire frem på hans eget. Det gav ham også det sidste skub til at gøre alvor af det han havde tænkt på siden hun kom ud i opholdsstuen, eller faktisk havde lyst til hele tiden som tingene var nu og trak hende ind til sig selv.
Han rynkede brynene lidt da han tydeligt mærkede hende skælve ind mod sig og han så spørgende ned på hende, mens han igen blev mindet om den anseelige højdeforskel mellem dem "Fryser du?" spurgte han lavmælt og strøg den ene hånd op over hendes ryg uden helt at være bevidst om at han gjorde det. Så bøjede han hovedet og lod sin pande møde hendes med et varmt smil der kun blev bredere da hun svarede ham. Han nikkede langsomt og blottede tænderne et øjeblik "Man skal aldrig sige aldrig." han løftede hovedet lidt og blev igen opmærksom på hvor de stod og hvor tydeligt måden de stod på talte for alle andre. Han følte sig en smule forlegen, men slap hende ikke, og kom til den erkendelse at det egentligt var ravende ligegyldigt om så hele skolen så dem.
Hans blik faldt på en sofa der ikke allerede var optaget og han fandt Annabels ansigt med blikket igen, mens han gjorde et spørgende kast med hovedet mod den "Vil du tilbage i seng, eller har du lyst til at snakke lidt?" han slap hende med den ene arm og løftede hånden for at stryge en vildfaren hårlok om bag hendes øre, blot for at stoppe midt i bevægelsen da hans skulder beklagede sig. Han skar en lille grimasse, så undskyldende på hende og lod så i stedet armen finde tilbage rundt om hende.
|
|
|
|
Post by Annabel Baker on Feb 6, 2012 23:15:05 GMT 1
holding on for a hero until
the end of the night
[/size] Tag: Matthew Blythe • Outfit: Here[/center] Hans hånd var dejlig varm over hendes og det gjorde bare trangen til at træde tættere på ham endnu mere fremtrædende. Der gik dog heller ikke længere før den blev nogenlunde tilfredsstillet og et uvilkårligt smil trak op på hendes læber som hans arme gled omkring hendes smalle liv. Hun gav sig let da hans hånd røg over den blå plamage der så småt var begyndt at danne sig under hendes tøj, men trak sig hverken væk eller lod sig mærke specielt med det. I stedet lagde hun hovedet lidt tilbage for at kunne se op på den noget højere troldmand og nikkede indrømmende over hans spørgsmål. "Her er koldt i forhold til sovesalen," svarede hun og ignorerede let og elegant at det også havde noget at gøre med at hun var ekstremt kuldskær. Med det sagt skuttede hun sig igen og skælvede let over hans hånd imod hendes ryg. Som Matt kom nærmere og lod panden hvile imod hendes fandt Annabel at det pludselig var relativt nemt at se bort fra nederlaget. Hun nøjedes dog med at smile tenderende skælmsk, let brudt af den tydelige udmattelse, som svar på hans ord. Anna fulgte ham uden at tænke over det med blikket som han løftede hovedet igen og slog et slag med nakken i retning af en tom sofa. Den indre kamp blev kort og fornuften ganske hurtigt besejret af lysten til at være sammen med ham. Hun var svagt opmærksom på resten af opholdsstuen omkring dem, men egentlig for træt til at gide at bekymre sig om dem. Også der trumfede behøvet for at være i nærheden af ham ganske glimrende. Hun smilede fortsat da han halvt strøg en lok der havde undsluppet hestehalen om bag øret "Det ville være rart at sidde og snakke lidt," svarede hun oprigtigt og tegnede åndsfraværende usammenhængene mønstre med sine fingerspidser imod hans bryst, mens de stod der, i et kort øjeblik ganske uvillig til at træde væk fra den varme hule hun havde i hans favn. Alligevel rettede hun sig kort efter lidt mere ret op igen for at tvinge sig selv til at træde et halvt skridt væk, over imod sofaen han havde hentydet til og kom til at skære en grimasse da bevægelsen gjorde ondt hele vejen ned igennem hendes mørbankede krop. [/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Feb 7, 2012 1:09:48 GMT 1
Even the best fall down sometimes ...even the wrong words seem to rhyme... ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Tag; Annabel Baker Wearing; This Matt følte et stik af sort samvittighed igen, da Annabel gav sig let under hans hånd og han flyttede den hurtigt væk fra det tydeligt ømme sted og så endnu engang bekymret på hende, uden at tænke over, at han selv havde adskillige ømme steder efter duellen, der i løbet af de næste dage uden tvivl blot ville blive endnu mere farverige end de allerede var begyndt at blive.
Han smilede underfundigt da hun svarede på hans spørgsmål og nikkede tavst, mens han strøg hånden over hendes ryg igen uden egentligt at tænke over det. Det føltes naturligt og ganske behageligt at gøre, mens han bøjede hovedet ned mod hendes. Hendes smil fik den sidste nervøsitet i forhold til hende til at fordufte og han lod duellen falde med et smil der spejlede hendes glimrende, og følte sig både betrygget og afklaret i forhold til dagens tidligere aktivitet.
Han havde dog ingen lyst til at gå i seng mere, selvom han vidste han ville sove næsten før hovedet ramte puden når han endelige nåede dertil. Endnu mindre havde han lyst til at slippe hende igen, men han tøvede alligevel ikke, da han foreslog en af sofaerne, mens følelsen af hendes fingerspidser mod hans bryst, fik det til at krible i hele kroppen på ham, selv gennem to trøjer. Han smilede varmt da hun trak sig lidt væk og slap hende, tøvede et sekund og så på hende med nedtrukne bryn da hun skar en grimasse og rakte så ud efter hendes ene hånd og satte kursen mod sofaen.
Han stoppede foran den og så sig søgende omkring efter et ledigt tæppe, uden at finde det og slap så hendes hånd for at sætte sig lidt sidelæns på det mørkegrønne læder og trække det ene ben op at hvile på hynden. Han så spekulativt på hende et øjeblik og irriterede sig et øjeblik over en pige fra sin egen årgang, der i en af de andre sofaer brugte et tæppe udelukkende som fodskammel. Han var dog ikke fræk nok til at trække det i sin egen retning med en hurtigt besværgelse og efter et øjebliks overvejelse, rakte han begge arme bagom sin egen nakke og trak den røde sweatshirt over hovedet, med et nydeligt uglet hår som konsekvens. Han bed hårdt sammen da det gav et ubehageligt jag i hans skulder over bevægelsen, men bed det i sig og rakte sweatshirten opfordrende frem mod Annabel med et skævt smil "Det næstbedste til et tæppe hvis du fryser?" forsøgte han mens et drillende glimt sneg sig ind i hans blik "Jeg har allerede forvarmet den for dig."
|
|
|
|
Post by Annabel Baker on Feb 7, 2012 9:32:02 GMT 1
holding on for a hero until
the end of the night
[/size] Tag: Matthew Blythe • Outfit: Here[/center] Det sitrede svagt i Annabels ene mundvig over Matts bekymrede blik, uden at det nogensinde blev til mere end det. I stedet svarede hun på hans opfølgende spørgsmål og lænede sig per automatik længere ind imod ham som han strøg hende over ryggen igen. Hendes smil voksede sig blot bredere som han lænede sig frem og kortvarigt hvilede panden imod hendes og var der stadig da han hentydede til en af sofaerne. Annabel fulgte roligt efter med langsomme, trætte skridt da han tog hendes hånd og ganske naturligt lukkede hun sine korte fingre om hans. Hun betragtede ham diskret mens han så sig rundt efter et tæppe og smilede igen lidt for sig selv. Hun drejede blomsten lidt imellem fingrene på sin frie hånd, før også den anden blev ledig da Matt satte sig i sofaen. Hun tog selv et skridt frem for at gøre det samme, men stoppede halvt op da han flyttede på sig igen. Et underfundigt smil gled frem over hendes læber, da det blev klart for hende hvad hans intention var og hun måtte igen afsløre tænderne i et smil. Hun rakte frem med den ene hånd og tog imod trøjen han rakte frem. Et par sommerfugle fløj rundt i hendes mave igen over det faktum at han tydeligvis gik op i om hun frøs eller ej og hun fangede momentært underlæben med fortænderne. Så trådte hun et halvt skridt frem og holdt blomsten frem mod ham. "Vil du lige holde den her et øjeblik?"Da hun igen havde hånden fri så hun smilende på ham, inden hun i en langsom, smertefuld bevægelse forsvandt ind i hans trøje. Det i forvejen varme stof der lagde sig omkring hendes kolde krop fik hende til at skælve lidt igen og hun var alt for opmærksom på hvor meget trøjen, der var adskillige størrelser for stor, duftede af ham. Allerede varmere end hun havde været for et øjeblik siden, gled hun også ned i sofaen, men satte sig ikke helt endnu. Derimod løftede hun sig lidt på det ene knæ og ignorerede hvor meget hendes side protesterede over den handling. Sommerfuglene satte på vingerne igen som hun på trods af opholdsstuen og folkene i den, lænede sig frem for at plante et ganske kort kys imod hans læber, velvidende om at det var første gang hun gjorde netop det foran andre. Sommerfuglene rørte også stadig på sig da hun satte sig ned at sidde i stedet for at læne sig frem på det ene knæ. Før hun nåede helt ned kom hun med et lavmælt "tak," og så varmt på ham, inden hun trak benene helt op til sig i sofaen, trods milde protester fra selv samme. [/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Feb 7, 2012 12:06:44 GMT 1
Even the best fall down sometimes ...even the wrong words seem to rhyme... ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Tag; Annabel Baker Wearing; This Matt var ikke helt sikker på, hvad det egentligt var der fik ham til at trække sin sweatshirt over hovedet og tilbyde den til Annabel. Mest af alt var det instinkt og en tydelig modvilje mod, at hun skulle sidde og fryse og en smule egoisme, fordi hun måske ville være mere stemt for at blive lidt længere sammen med ham, mod at søge mod sin varme seng. Hendes smil var et øjeblik svært at læse, men før han nåede at fortryde, havde hun taget trøjen fra hans hånd og øjeblikket efter rakt vintergækken tilbage til ham.
Han nikkede og tog den uden protester for så at betragtede hedne diskret mens hun trak den røde sweatshirt over hovedet. Han drejede ubevidst den lille blomst mellem to fingre, mens han lagde den ene arm til hvile på ryglænet og ventede på hun satte sig. Et sekund så han forvirret på hende da hun satte et knæ i hynden, og så lænede sig frem mod ham. Det gjorde hendes intention ganske klar, og han tog sig i at holde vejret et sekund, mens hans øjne flakkede ud i opholdsstuen og så gled i, da den ganske behagelige følelse af hendes læber alt for kort mærkedes mod hans.
Det var dog længe nok til at sende alle sommerfuglene i hans mave på vingerne og samtidigt få ham til at glemme alt om de andre personer der var i rummet. Hans fingre på ryglænet havde krummet sig svagt om læderet og han rømmede sig med brændende ører, mens han nikkede som eneste svar på hendes ene, lavmælte ord uden selv at kunne finde på noget at sige, som ikke enten var hamrende trivielt eller ligegyldig smalltalk. Hun sad tæt nok på til at han kunne mærke hende svagt mod sit ben og tæt nok på til, at han ikke kunne modstå fristelsen til at strække fingrene og stryge fingerspidserne over de bløde dun i hendes nakke, uden et ord af den snak han selv havde foreslået.
|
|
