Come pick me up...

[Annabel Baker]

you put a spell on me and I
don't know what to do

[/size]

Tag: Matt Taylor Blythe • Outfit: Here[/center]

Annabel fugtede læberne en enkelt gang, som hun stadig kunne føle hans kys imod og hun lod uden betænkninger hovedet hvile imod hans i nogle øjeblikke, uden at finde noget behov for at sige mere lige med det samme og nød i stedet bare at være tæt på ham og hans duft der var ganske tydelig så tæt som de sad.

Hun rettede sig først lidt op igen da han gav sig og smilede svagt da han lagde nakken tilbage imod ryglænet, mens hun var lidt for opmærksom på hans hånd der strøg imod hendes side. Hans spørgsmål kom lidt uventet og der var egentlig ikke noget overvejet svar at finde i hendes baghoved.

Så i stedet trak hun ganske naturligt på skuldrene. "Jeg har overvejet det," svarede hun og smilede svagt igen. "Jeg plejer normalt bare at blive på skolen i påsken," fortsatte hun og lod hånden glide lidt ud over hans skulder igen. "Som i alle de andre mulige ferier." Hun lod hovedet falde let på skrå for bedre at kunne se ham. "Skal du?"


[/blockquote][/justify]

[Matt Taylor Blythe]

Take me out, with a smile on your face
...and then do it again. I wish you would...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Annabel Baker Wearing; This

Matt betragtede Annabel afventende efter at have bragt emnet om den forestående fest på banen og gengældte hendes svage smil, mens han nikkede let til hendes svar "Jeg skal hjem.." smilet blev skævt før han fortsatte "Som i alle de andre mulige ferier." tlføjede han, uden dog at virke rigtigt utilfreds med det faktum. Normalt glædede han sig til at komme hjem og få et afbræk fra hverdagen på slottet, men nylige begivenheder gjorde, at der nu også var noget ret håndgribeligt at savne når man var hjemme.

Han vidste endnu ikke helt hvordan han skulle forholde sig til det faktum og endte med at skyde det fra sig til senere overvejelse og for en gangs skyld ikke tage sorgerne på forskud. I stedet kneb han øjnene lidt sammen og så spekulativt op på hende, stadig med nakken hvilende mod stoleryggen "Måske.." svarede han og smilede underfundigt mens han fortsatte "Jeg har lige taget det op til genovervejelse." han gav hendes hånd et klem og var tavs et øjeblik før han talte igen "Jess vil gerne, men far har i sin ufattelige visdom bestemt, at hun kun må komme med hvis jeg tager med." han himlede svagt med øjnene og skar en lille grimasse, der igen gled over i et varmt smil "Men hvis du nu skulle med, så havde jeg pludselig en meget bedre grund end for at lege barnepige." han tav igen og så afventende på hende.

[Annabel Baker]

you put a spell on me and I
don't know what to do

[/size]

Tag: Matt Taylor Blythe • Outfit: Here[/center]

Annabel nikkede til Matts ord og forventede stort set ikke rigtigt andet end at høre at han skulle hjem til sin familie. Hun smilede over hans formulering som matchede hendes. "Dejligt," kommenterede hun naturligt og tænkte at det også måtte være rart at komme hjem og se sine forældre når muligheden bød sig.

Hun lod blikket hvile på hans ansigt som han så spekulativt op imod hende og var pludselig blevet i tvivl om hvad hun egentlig håbede på han ville svare, på en tanke hun ikke engang havde haft i hovedet før for et øjeblik siden. En munter lyd gled over hendes læber over hvad han fortalte om hans fars forbud og hun smilede underfundigt. "Besynderligt," svarede hun undrende, men tilføjede ikke mere før han fortsatte.

Som han gjorde tog sommerfuglene automatisk endnu en runde i hendes mave og hun slog kortvarigt blikket ned imod deres hænder og strøg sine fingerspidser let imod hans knoer. Der gik dog ikke længe før hun så op imod ham igen. "Jeg kunne måske godt fortælle min bedstemor at jeg kommer hjem i stedet for at blive," hun rynkede lidt på panden og smilede let drillende. "Det ville jo også være synd for din søster, hvis hun gerne vil af sted."


[/blockquote][/justify]

[Matt Taylor Blythe]

Take me out, with a smile on your face
...and then do it again. I wish you would...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Annabel Baker Wearing; This

Matt trak let på skuldrene og sendte påny den ganske uimodståelige pige på sit skød et smil "Det er det vel.." nøjedes han med at svare. Han kunne ikke forestille sig andet end at skulle hjem i ferierne. Sådan havde det altid været de sidste seks et halvt år og det passede ham i bund og grund fint. Han havde aldrig haft lysten til at blive på slottet i ferierne når der også var ting derhjemme som alligevel trak.

Dan han først havde fået bragt den kommende fest på banen, virkede det slet ikke så sært eller underligt som det indledende havde gjort i hans hovede og uddybede roligt hvordan landet lå for i hvert fald ham selv. En sag rynke kom til syne lige over hans næseryg over hendes tydelige undren og han så nysgerrigt på hende "Er det?" han flyttede diskret lidt på sig under hende for at komme til at sidde bedre og tilføjede så "Hvorfor?"

Nogle sekunder efter at være fortsat med, hvad han selv mente, var en ganske glimrende grund til at overveje at tage til festen igen, sad han let anspændt og gav hendes hånd endnu et lille klem, da hun strøg fingrene over hans knoer. Så smilede han varmt igen og lod et spørgende blik følge med "Ville hun ikke også blive glad for at se dig?" han undlod at spørge ind til hvorfor hun øjensynligt boede hos sin bedstemor og ikke sine forældre. Hun ville ikke være den første af deres skolekammerater, der ikke var stereotypen på en familie udenfor slottets tykke mure. Hans smil blev skævt og på grænsen til smørret mens han nikkede og fandt et påtaget alvorligt udtryk frem "Ja ikke?" han slap en lille munter lyd og løftede hovedet for impulsivt at plante et hurtigt kys på hendes skulder før han lod nakken møde ryglænet igen "Uanset ville hun plage mig indtil jeg overgav mig." han skar en lille grimasse og rystede opgivende på hovedet.

[Annabel Baker]

you put a spell on me and I
don't know what to do

[/size]

Tag: Matt Taylor Blythe • Outfit: Here[/center]

Hun smilede let af Matts svar, men tilføjede ikke mere i den sammenhæng. Det var uendeligt forskelligt fra person til person og deres vaner i ferierne og i dette tilfælde var Matt og Anna hinandens modsætninger. Hun tænkte ikke synderligt meget over det, da hun kommenterede på det arrangement hans far havde sørget for og det gik først op for hende da han spurgte ind til det. Hendes øjenbryn hævede sig lidt og hun så i et øjeblik næsten forlegen ud. "Måske ikke," svarede hun affærdigende. "Jeg vidste blot ikke at det kunne fungere sådan," indrømmede hun og smilede skævt til ham.

Annabels smil trak yderligere lidt op da han gav hendes hånd et klem og hun nikkede til hans spørgsmål. "Jo, selvfølgelig." Hun trak let på skuldrene, "men hun er sjældent hjemme. Så det er enten en masse tid alene eller selskab i de få der er på slottet." Hun gav et muntert fnys fra sig. "Eller ikke alene. Der er da husalfen," indrømmede hun med let hævede øjenbryn og smilede svagt ned til ham igen.

Annabel begyndte dog alligevel at synes mere og mere om tanken om at tage hjem til Skotland for at kunne komme med til festen hos ravnen fra hendes årgang og hun kunne ikke lade være med at undslippe endnu en munter lyd over brugen af hans søster som undskyldning og tog kortvarigt imod en enkelt sommerfugl da han plantede et kys mod hendes skulder. "Så i virkeligheden skal du af sted uanset," konkluderede hun med et tenderende drillende blik, før hun lænede sig frem og placerede et dvælende kys mod hans kind igen, uden at smilet falmede imens.

[/blockquote][/justify]

[Matt Taylor Blythe]

Take me out, with a smile on your face
...and then do it again. I wish you would...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Annabel Baker Wearing; This

Matt rynkede brynene lidt mere, mens hans ene mundvig trak op i et skævt, lidt underfundigt smil. Han havde aldrig helt tænkt over, at hans ret normale familie derhjemme, kunne synes besynderlig for andre og han kunne ikke lade være at spørge videre "Hvordan tænker du? Med regler på den måde eller?" han så oprigtigt nysgerrigt på hende, uden at virke til at have taget hendes undren personligt.

Han lyttede opmærksomt da hun fortalte bare en lille smule om sit liv udenfor skolen og havde op til flere spørgsmål. Han endte dog med at lade være og kun stille et af de mest uskyldige "Hvad laver hun da? Din bedstemor?" han kunne nok regne ud at hun åbenbart boede hos selvsamme bedstemor, men selvom det gik op for ham hvor lidt han egentligt vidste om hende, fandt han det ikke helt det rigtige tidspunkt at begynde at spørge ind til hendes forældre og en masse andre ting. I stedet røg hans øjenbryn lidt i vejret i overraskelse "Slottet?" røg det ud af ham før han nåede at tænke over det og han rømmede sig flovt, før han smilede skævt "Og så gik jeg og mente vores hus var forholdsvis stort."

Han grublede stadig lidt i baghovedet mens den vendte tilbage til den forestående fest og rynkede brynene svagt over hendes drillende ord uden alligevel at kunne lade være at smile da hendes læber ramte hans kind "Ja.. jo det skal jeg vel, men det var altså ikke bare derfor.." han rynkede panden med, stadig med følelsen af hendes læber svagt siddende på sin kind og løftede hovedet mens han så indtrængende på hende "Jeg ville gerne følges med dig, det var ikke bare for at undgå at følges med Jess.." han skar en lille grimasse og kunne godt selv høre hvor meget han rodede rundt i sine vævende forklaringer, og alligevel endte med ikke at være kommet nærmere en forståelig forklaring. Han lukkede munden og endte med at se afventende på hende med et lille håb om at hun måske alligevel havde fandet hans mening.

[Annabel Baker]

you put a spell on me and I
don't know what to do

[/size]

Tag: Matt Taylor Blythe • Outfit: Here[/center]

Hun trak let på skuldrene over hans spørgsmål og genoptog sin beskæftigelse fra tidligere ved at pille let ved stoffet på hans trøje med hånden over hans skulder. "Jeg har ingen søskende selv," forklarede hun sig og smilede skævt ned til ham, uden at tilføje at hun derudover heller ikke selv havde nogen far til at sætte regler på den måde. Ikke at det var nogen hemmelighed, dog. "Så ja."

Hendes blik var rettet mod et punkt lige over Matt mens hun svarede på hans spørgsmå og det var stadig med antydningen af et smil på læberne hun så ned på ham igen da hun afsluttede. "Hun rejser meget rundt. Hun plejede at studere drager, men det var før hun flyttede til Skotland. De seneste år har hun blandt andet hjulpet Aurorkorpset." svarede hun og tilføjede kort efter: "Hun er også Seer."

Hans næste overraskede spørgsmål fik Annas øjenbryn til at hæve sig og hun kunne ikke lade være med at smile. Et munter lyd gled over hendes læber og hun rystede lidt på hovedet. "Selskab i de få der er på Hogwarts," rettede hun sig selv og smilede skævt ned til ham.

Hendes blik landede på hans ansigt igen da hun rettede sig op efter at have plantet et kys imod hans kind og lyttede med let rynket pande til hans ord. Sommerfuglene tog endnu en runde i hendes mave og hun afslørede de hvide tænder i et mildt smil. En meget uventet trang til at give sig til at fnise tøset meldte sig, men det lykkedes hende at nedkæmpe den og i stedet fokusere på lige netop hvor tilfreds hun var med det faktum at han gerne ville følges med hende, selv på trods af at der endnu var et stykke tid til.

Hun slog kortvarigt blikket ned til deres hænder. "I så fald..." begyndte hun, før smilet voksede sig tydeligt frem igen og hun mødte hans blik. "... Må jeg hellere lade være med at skrive mig på listen over dem der bliver på skolen." Annabel afslørede tænderne igen og trak armen bag ham lidt bagud, så den landede imod hans skulder i stedet for det øverste af hans arm. "Jeg vil også gerne følges med dig."

[/blockquote][/justify]

[Matt Taylor Blythe]

Take me out, with a smile on your face
...and then do it again. I wish you would...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Annabel Baker Wearing; This

Matt rynkede brynene et øjeblik, for så at smile skævt og himle let med øjnene "Jeg ville godt sige du ikke er gået glip af noget, men hvis jeg nu skal være ærlig, så kunne jeg ikke helt forestille mig hvordan det ville være uden Jess." han skar endnu en lille grimasse og tilføjede med et glimt i øjnene "Eller uden de gamle til at sætte stupide regler, selvom det nu mest er min far." han trak på skuldrene og sendte hende et varmt smil, der egentligt ikke efterlod nogen tvivl om, at han i bund og grund var ganske tilfreds med sin familie "Jeg går ud fra han har en eller anden dybere mening med det. Jeg har bare ikke fundet ud af den endnu."

Han lyttede med ærlig interesse mens hun fortalte om sin bedstemor og det interesserede glimt i hans øjne blev ikke mindre udtalt da hun efter at have rundet drager, kom ind på auror-korpset. Han løftede hovedet og rettede sig lidt op uden dog at slippe hende "Auror-korpset? Som hjælp på nogen af de store sager og sådan noget?" den ivrige undertone i hans stemme var tydelig og interessen for hendes familie voksede pludselig betydeligt. Kort efter endte han dog med at se lettere fåret ud, da det gik op for ham, at han havde misforstået hende. Et lavmælt "Oh.." undslap ham, før han skar en lille undskyldende grimasse og igen følte en sær trang til for alt i verden ikke at komme til at virke dum eller langsomt opfattende overfor hende.

Da han efterfølgende forsøgte at forklare sig, endte han med at komme til kort og indse, at det der havde lydt ganske ligetil i hans hovede, bestemt ikke var ligeså ligetil når der rent faktisk skulle sættes ord på. Det hjalp dog en del på hele scenariet, at Annabel ikke så ud til at have taget noget af det reelt forkert og hendes smil fik hans blik til at flakke lidt, mens den behagelige kildren i hans mellemgulv vendte tilbage. Han endte tavs og afventende endnu en gang og revnede så i et bredt, lidt overrasket, da hun svarede igen "Vil du?" udbrød han impulsivt og rømmede sig så hurtigt "Jeg mener.. fedt.. " han smilede bredt igen og strakte så hals for at plante et hurtigt kys på hendes læber før han sank tilbage mod ryglænet og hendes arm endnu engang med et alt for tilfredst udtryk på ansigtet.

[Annabel Baker]

you put a spell on me and I
don't know what to do

[/size]

Tag: Matt Taylor Blythe • Outfit: Here[/center]

Anna smilede svagt over Matts ord og holdt blikket rettet imod deres samlede hænder, mens han talte. Det var svært ikke at føle sig bare lidt misundelig over den tilværelse som Matt måske ikke altid tænkte så meget over, men ikke desto mindre var uendeligt heldig at have. Hun ville ikke påstå at det var nemt, og selvom hun var glad for sin bedstemor, ville det aldrig rigtigt kunne erstatte forældrene. Det trak skævt op i Annas læber og hun slog blikket op imod ham. Hun kunne dog ikke rigtigt komme på noget at svare som ikke ville komme til at lyde ynkeligt og derfor nøjedes hun med at smile lidt mere og fnyse muntert, mens hendes blik røg ned til hænderne igen.

Kort efter begav hun sig ud i et forsøg på at forklare hvad hendes bedstemor lavede og genvandt hurtigt et smil der nåede hendes øjne komplet og havde ikke det fjerneste imod at fortælle om det. Den tydelige interesse han udviste ansporede hende dog også kun yderligere og hun afslørede tænderne i et varmt smil igen og nikkede. "Ja. De er jævnligt forbi. Hun har gjort det i mange år efterhånden. Man kan vel godt kalde det en... Tradition blandt kvinderne i min familie." Hun drejede kortvarigt og tilfældigt hovedet for at se ud i opholdsstuen, men fandt hurtigt tilbage til hans ansigt igen, stadig med et smil. "Det var faktisk sådan min mor og far mødte hinanden. Han var auror." Det var ikke så ofte at Annabel fortalte særligt meget om sin familie, men hun havde bestemt ikke det mindste imod det og slet ikke til Matt. Det var på en eller anden måde noget hun gerne ville dele med ham, ligesom alt muligt andet på det seneste.

Hun var slet ikke i tvivl om hun havde lyst til at følges med Matt da han først havde spurgt ind til det også selvom hun indtil for nogle minutter siden slet ikke havde regnet med at skulle med og hun kom til at smile lidt for bredt over hans første udbrud. Hun lod hovedet falde let på skrå og så lettere forgabt på ham, før sommerfuglene flagrede heftigt igen og hendes øjne automatisk faldt i da han plantede et hurtigt kys mod hendes læber. Der gik et par sekunder efter det før hun åbnede dem igen, men da hun gjorde fandt hun straks hans blå blik og fangede sin egen underlæbe med fortænderne i et kort øjeblik.


[/blockquote][/justify]

[Matt Taylor Blythe]

Take me out, with a smile on your face
...and then do it again. I wish you would...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Annabel Baker Wearing; This

Matt glemte hurtigt alt om sine egne familieforhold, som han dømte ganske banale og ret kedelige, i forhold til det Annabel fortalte om sin bedstemor til en start. Han gengældte hendes smil og så lidt imponeret ud mens han nikkede lidt "Jeg vidste godt de brugte Seere, men jeg har aldrig lidt mødt en af dem.." han rynkede brynene og tilføjede så hurtigt "..eller, mødt en der kender en." han smilede skævt og fortsatte så hurtigt med endnu et interesseret spørgsmål "Lykkedes det så tit for hende? Altså, kan I lære at kontrollere den evne der, så I selv vælger hvad et Syn skal rettes mod eller på?"

Han tav igen og spærrede øjnene lidt mere op i let benovelse, uden med det samme at fange det ene ord i datid der sagde så meget "Din far? Hvad hedder han?" spurgte han ivrigt, mens alle hendes ord trak helt ind sekundet efter og han rynkede panden og så spørgende på hende "Vent, 'var'.." han gik i stå og så lige dele spørgende og brødebetynget på hende mens han for anden gang lod et lavmælt "Oh..." glide over sine læber, dog af en helt anden grund denne gang. Han var tavs et sekund og mærkede sit blik flakke mens han så undskyldende på hende "Det vidste jeg ikke." han gav hendes hånd et klem uden helt at tænke over det "Det må du undskylde. Jeg skal nok holde mund nu." han smilede svagt og vidste ikke helt hvad han ellers skulle sige.

[Annabel Baker]

you put a spell on me and I
don't know what to do

[/size]

Tag: Matt Taylor Blythe • Outfit: Here[/center]

Smilet blev ikke mindre på Annabels læber som samtalen fortsatte, mildt overrasket over hans tydelige interesse i emnet, om end det passede hende ganske glimrende. "Oftest," svarede hun eftertænksomt og lænede sig ind imod hans bryst og skulder igen, mens hånden automatisk landede tilbage på det øverste af hans arm. "Det er muligt at kontrollere til en hvis grænse. Men det kræver tid og ikke mindst øvelse." Hun slap kortvarigt hans hånd for at stryge håret bagud, inden hun uden overhovedet at tænke over det lod den finde tilbage igen og genindtage mellemrummene mellem hans fingre med sine egne. "Der er visse ting der gør det nemmere at fremkalde et syn vedrørende et bestemt emne." Hun så ud i luften foran sig, mens hun forsøgte at forklare noget der langt fra var til at forklare. "En krystalkugle. Eller noget der muligvis har tilhørt eller været i kontakt med en af de involverede." Hun så tilbage ned mod ham og smilede igen. "Fysisk kontakt. Som for eksempel til Halloween."

Hendes blik flakkede kortvarigt over Matts spørgsmål, men den svage antydning af et smil forsvandt ikke fra hendes læber da hun slog blikket ned imod deres hænder igen. Efter få øjeblikke så hun dog op igen. Endnu engang slap hun hans hånd efter han havde givet hendes et klem, bare for at løfte den og fraværende lade tommelfingeren følge hans kæbelinje. "Det gør ikke noget," svarede hun oprigtigt og sendte ham et lille, beroligende smil, før hendes hånd gled ned og lagde sig mod siden af hans hals i stedet. "Det er mange år siden efterhånden," fortalte hun, mest fordi hun selv havde lyst. "Han hed Jason," kom det kort efter, som svar på det spørgsmål han havde stillet tidligere. "Du behøver i øvrigt ikke undskylde," tilføjede hun og tegnede uden at tænke over det mønstre med tommelfingeren imod hans hals.

[/blockquote][/justify]

[Matt Taylor Blythe]

Take me out, with a smile on your face
...and then do it again. I wish you would...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Annabel Baker Wearing; This

Matt rynkede brynene let igen, dog ikke i undren, men mere i øget interesse mens Annabel uddybede både sine, og tilsyneladende sin bedstemors evner. Han så spørgende på hende og fulgte et øjeblik hendes hånd med blikket, da hun strøg håret væk fra ansigtet "Så hvis hvis aurorne har et eller andet fra et gerningssted eller sådan noget, så er chancen for hun kan hjælpe en del større?" han løftede hånden lidt da hun flettede sine fingre ind mellem hans igen, uden rigtigt at tænke over det, alt for optaget af emnet. Øjeblikket efter. fik hendes ord om fysisk kontakt ham dog alligevel til at skæve hurtigt ned på deres hænder og han smilede skævt "Den fest glemmer jeg ikke lige foreløbigt i hvert fald."

Han skød alligevel hurtigt tanken om netop den omtalte Hallowee-fest i baggrunden og fortsatte i stedet ivrigt da han lærte, at hun ikke blot havde en bedstemor der samarbejdede med Auror-korpset, men rent faktisk havde en far der var en del af det. Eller, havde været en del af det, som det hurtigt dæmrede for ham. En dyb rynke indfandt sig på hans pande mens han undskyldte uden rigtigt at vide hvorfor og så slog blikket ned da hun slap hans hånd.

Øjeblikket efter mærkede han hendes tommel stryge langs sin kæbe og han lukkede øjnene et øjeblik, mens det trak lidt opefter i hans mundvige. Han løftede hovedet igen da hendes hånd lagde sig mod hans hals og så stadig alvorligt på hende, uden at den tidligere interesse eller nysgerrighed var forsvundet fra hans blik "Jason Baker?" gled det spørgende over hans læber, mens han brød sin hjerne for at huske, om det var et navn han var stødt på i noget af alle de artikler og andre ting, han havde læst om Ministeriets Aurorkorps. På samme slog tanken ham, at uanset hvor kedelig han måske synes begge sine forældre og deres job ind i mellem var, så var de dog begge i live. Han lænede hovede lidt over mod hendes hånd, smilede svagt og fortsatte så tøvende "Og din mor? Hun er også Seer?" hans hånd der nu ikke længere var optaget af hendes, var igen landet på hendes ene lår, hvor hans tommel helt på egen akkord fulgte hendes eksempel og strøg let over det sorte stof.

[Annabel Baker]

you put a spell on me and I
don't know what to do

[/size]

Tag: Matt Taylor Blythe • Outfit: Here[/center]

Annabel nikkede tøvende til hans spørgsmål. "Betragteligt. Men dog ikke nødvendigvis. Det kræver uendelige mængder kontrol at kunne styre det på nogen måde," fortalte hun, med et fraværende blik. "Det kræver..." Hun stoppede let op, af den grund at hendes ordforråd kortvarigt svigtede. Spådomsevner på den facon var et emne hun kun plejede at diskutere på sit modersmål med sin familie og de udtryk hun normalt ville bruge var af samme grund ikke engelske. Hendes pande rynkede sig lidt som hun mumlede det portugisiske for sig selv, inden det slog hende. "... Adskillelse af det åndelige og fysiske, hvilket er meget..." Det gik langsomt op for Annabel at hun var blevet grebet af sin egen forklaring og hun rømmede sig en enkelt gang og smilede beklagende. "Kompliceret."

Det beklagende smil svandt ind og blev erstattet af et lille, neutralt et af slagsen. Hun nikkede til navnet han satte sammen og strøg åndsfraværende tommelfingeren imod hans varme hals. Hendes blik flakkede lidt i mellem hans øjne og et lidt tydeligere smil gled frem som hun nikkede igen. "Det er hun," svarede hun, smilede fortsat skævt og så ned imod hans hånd på hendes lår. Hendes finger stoppede med at tegne mønstre imod hans hud, men rykkede sig i stedet en smule længere over imod nakken, Impulsivt lænede hun sig langsomt frem for at placere et dvælende, om end uskyldigt, kys mod hans læber.


[/blockquote][/justify]

[Matt Taylor Blythe]

Take me out, with a smile on your face
...and then do it again. I wish you would...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Annabel Baker Wearing; This

Matt betragtede fortsat Annabel med tydelig nysgerrighed, uden dog selv at uddybe, hvorfor han var så interesseret i lige dét samtaleemne. Han kneb øjnene lidt sammen da hun gik i stå og nikkede opfordrende, mens han gentog hendes sidste ord "Kræver?" hans bryn trak sig lidt ned og han smilede underfundigt da hun begyndte at mumle på et sprog han ikke umiddelbart kendte, men som første indskydelse dømte til spansk, eller noget der lå meget tæt på. Smilet sad der stadig da hun fortsatte og mødte hans blik igen. Han nikkede til hendes videre forklaring og smilede med fornyet varme "Men det må være tilfredsstillende at kunne bruge sin evne på den måde.." han rynkede brynene igen og så vurderende på hende "Er det sådan et samarbejde du går efter engang i fremtiden også?"

Han følte sig stadig lettere beklemt over ikke at have lyttet ordentligt og bragt hendes far på banen på den måde han havde, men slappede dog alligevel af igen som hun forsikrede ham om det var i orden og da heller ikke virkede til at have taget det forkert på nogen måde. Hendes hånd mod hans hals understregede kun den formodning og sendte en behagelig kildren igennem kroppen på ham. Han nikkede med et lille smil da hun bekræftede at hendes mor også var Seer, men undlod at spørge mere ind til hendes familieforhold, for nu.

Selvom han havde villet blev han også distraheret på bedste måde, da hendes hånd gled om mod hans nakke og fik alle de små hår til at rejse sig, da hun samtidigt bøjede hovedet ned mod hans og lod sine læber finde hans. Uden at tænke over det krummede han fingrene let mod både hendes ryg og hendes lår og trak hende tættere ned til sig, selvom det realistisk set ikke var helt muligt. Han fandt sig selv værende aldeles uvillig til at bryde væk igen, selvom det blev nødvendigt efter kort tid og også aldeles afhængig af hendes nærhed, med alt hvad den indebar. Han brød kun væk lige længe nok til at tage en dyb indånding og se på hende med et tydeligt forelsket blik, for så at strække halsen lidt og kræve hendes mund en gang til.

[Annabel Baker]

you put a spell on me and I
don't know what to do

[/size]

Tag: Matt Taylor Blythe • Outfit: Here[/center]

Det var efterhånden blevet en sjældenhed at hun måtte lede efter ordene, men det skete alligevel engang i mellem. Det lykkedes dog også for det meste og da hun endelig fandt frem til det rigtige, fortalte hun videre uden at smilet på hendes læber forsvandt. Hun nikkede til hans ord og fandt overvejende sin egen underlæbe kortvarigt med fortænderne. "Noget i den stil," svarede hun, sikker på at hun ville finde en eller anden måde at bruge sin evne på, men i tvivl om hos hvem og hvor det skulle være, skønt hun bestemt vidste hvad hun håbede på.

Det gled dog effektivt i baggrunden igen og hun glemte fremtidstankerne igen, mens hun lænede sig frem for at placere et overfladisk, dvælende kys imod hans læber, som alligevel fik sommerfuglene til at tage sig en runde i hendes mave og hun havde opgivet at finde ud af hvorfor hun reagerede så stærkt på hans nærvær, ganske tilfreds med den viden at det primært var fordi hun mildest talt var faldet komplet for ham.

Hendes fingre gled lidt længere om i hans nakke da de brød fra hinanden igen og hun mærkede igen sommerfuglene tage en runde over det blik han sendte hende, som samtidig fik det til at trække faretruende i hendes ene mundvig. Øjeblikket efter havde han dog rettet sig op og fanget hendes læber igen og Annabel gjorde ingen protester. Hun var samtidig meget opmærksom på hans hænders placering og varmen fra ham, som var alt andet end ubehagelig. Hendes fingre krummede sig let sammen i hans nakke, mens den arm over hans skuldre også havde trukket sig tilbage og nu hvilede imod den skulder hun havde lænet sig helt ind imod for et øjeblik siden.

Da hun brød væk, var det kun for med det samme at placere et nyt, flygtigt kys på hans læber igen, før hun slap hans nakke og lod hånden falde ned på den arm han havde over hendes lår, mens den anden gled tilbage om hans skuldre, så hun kunne læne sig imod hans bryst igen. Hendes blik gled over hans ansigt igen, uden hun kunne lade være med at smile underfundigt, og modstod fristelsen til at kaste sig over hans læber igen.

[/blockquote][/justify]