Tell me something good

[Joseph Niklaus Murdoch]

Aftensmaden var netop overstået og Hogwarts’ elever var langsomt begyndt at forlade storsalen. Hvor folk skulle hen var meget forskelligt, nogle skulle en tur forbi biblioteket, andre kunne søge til deres opholdsstuer og slå benene op. Joseph var en af disse. Han fulgtes med sin bedste veninde Annabel ned ad trapperne til krypten og satte retningen imod Slytherins opholdsstue. Joseph gik med hænderne begravet i lommerne på bukserne der hørte til drengenes skoleuniform og med blikket rettet imod gulvet for at se hvor han gik. Han lyttede opmærskomt til Annabels fortælling og sendte hende et enkelt skævt smil inden de nåede Slytherins opholdsstue og begge trådte indenfor.

Venneparret havde siddet sammen i toget på vej til skolen og havde snakket om hvad de havde fået deres juleferier til at gå med. I hvert fald de sidste dage af juleferien. Annabel og Joseph havde mødtes en enkelt gang i løbet af ferien, den 27. december, hvor de havde kunnet snakke om hvad de havde fået første del af ferien til at gå med, hvad de havde fået i julegaver og hvem de havde tilbragt julen med. De havde siddet i samme kupe som to yngre Gryffindor-elever der havde ført en samtale der, som Annabel og Josephs, omandlede juleferien.

Turen til skolen var gået ganske smertefrit. Da de var ankommet var alle blevet samlet i storsalen og gået til deres kollegies repræsentative borde og sat sig. Rektor havde budt eleverne velkommen tilbage efter deres juleferie og maden var efterfølgende blevet serveret. Støjniveauet under middagen havde været højt. Der var mange der ville fortælle hvad de havde fået deres juleferie til at gå med og når alle ønskede at snakke på samme tid blev der snakket en smule højere for at overdøve sidemanden. Efter aftensmaden havde Annabel og Joseph forladt storsalen sammen.

Da Annabel og Joseph trådte ind i opholdsstuen så Joseph sig hurtigt omkring i en søgen efter et sted at sidde. Den ene sofa var ledig så Joseph lod hånden lande imellem Annabels skulderblade og trak hende i retning af sofaen. Det blide skub var blot for at få hende til at følge med og da benene på hende gik i gang trak Joseph igen hånden til sig og stoppede den ned i lommen. Da de kom til sofaen trak han hænderne op ad lommerne og satte sig ned i den ene ende af sofaen, hvor hans ene hånd fandt sofaens ryglæn og den anden fandt armlænet.

[Annabel Baker]

the things
you least expect

[/size]

Tag: Joseph Murdoch • Outfit: Here[/center]

Der var mere end en grund til at det var rart at være tilbage på skolen igen og for en gangs skyld ikke kun fordi Hogwarts’ omgivelser og mængden af liv stod i kontrast til den lettere afspærrede tilværelse i Lochailort. Hun havde dog denne gang ikke et sekund fortrudt at hun var taget hjem til sin bedstemor i julen, skønt hun plejede at blive på skolen.

Annabel kunne virkelig ikke hindre sine tanker til at vende tilbage til hendes tur til Diagonalstræde, der på en eller anden måde havde overskygget alt muligt andet – deriblandt en tur til Portugal. Hun havde taget sig selv i at kaste lange blikke under aftensmaden og klaske sommerfugle det meste af vejen i toget. Alligevel var der heldigvis nok til at distrahere og en anden ting der var helt fantastisk ved at være tilbage, var at vennerne var lige der omkring hende hvor hun allerbedst kunne lide at have dem.

Joseph var helt klart en af dem og hun følte sig tilpas og afslappet i hans selskab. De havde været bedste venner gennem flere år efterhånden og selvom de havde set hinanden for under en uge siden, var der alligevel tusind ting at snakke om igen. Hun havde ikke det mindste imod at hellige sig en aften i selskab med ham og godt veltilfreds dumpede hun ned i sofaen overfor ham efter han havde ledt hende på vej, uden at kunne lade være med at lade blikket drive kortvarigt og søgende ud over den befolkede opholdsstue.

Lige netop det tog hun sig dog i og drejede i stedet hovedet imod den ældre slange i sofaen. Annabel trak sine ben op til sig i skrædderstilling og strøg håret i den ene side væk med en let bevægelse. I stedet rakte hun dovent op og puffede til hans ene arm på ryglænet, med et lille smil på læberne. "Jeg skulle ikke have ladet dig overtale mig til dessert," sagde hun anklagende og lænede sig tilbage imod det andet armlæn, nu med hånden fra før mod sin mave. Komfortabelt strakte hun sine korte ben og lod dem lande ind over Joes, stadig med et lettere fraværende udtryk i de brune øjne.

[/blockquote][/justify]

[Joseph Niklaus Murdoch]

Joseph skulle til at spørge hvem det var Annabel havde så travlt med at kigge efter, men han nåede ikke at stille spørgsmålet inden Annabel brød den kortvarige stilhed. Han lo kort af hendes ord og fangede hurtigt hendes blik. ” Man kan ikke sige nej til dessert. ” Svarede han så, som han ligeså havde sagt da de havde siddet ved Slytherins langbord. Joseph var i hvert fald en person der ikke kunne sige nej til dessert. Han havde nærmest lydt forarget da han havde spurgt Annabel om hun skulle have og hun startede med at sige nej. Med Joseph kunne man heller ikke stille en skål med slik på bordet uden at han straks ville være i den. Han kunne virkelig ikke gøre for det, søde sager var en svaghed han havde haft siden barnsben. ” Desuden har du sikkert heller intet spist i løbet af jul og nytår. Så jeg skal jo have fedet dig op inden det bliver rigtig koldt. ” Han klappede hende kort på skinnebenet igennem sætningen om at skulle have fedet hende op med hånden fra ryglænet og lagde tryk på rigtig. Jo det havde da været koldt, men det havde endnu ikke været rigtig koldt. Rigtig koldt var når det haglede og vinden målte op til orkanstyrke, så kunne man snakke om noget der var koldt. Joseph lod sin hånd blive på hendes skinneben og hendes tavst. Det fraværende udtryk afholdte ham for at sige noget og han betragtede hende derfor i stilhed.

[Annabel Baker]

the things
you least expect

[/size]

Tag: Joseph Murdoch • Outfit: Here[/center]

Annabel fnøs, men smilede alligevel lidt over vennens ord. "Du har også selvbeherskelse som en hulemand," pointerede hun afslappet og lænede siden ind imod ryglænet efter at have placeret sine ben ovenpå hans. Hun gav en ny, munter lyd fra sig og hævede øjenbrynene let i retning af ham. "Du taler som om jeg ikke er i stand til at sørge for mig selv," svarede hun og slog klik med tungen en enkelt gang, før hun så over imod opholdsstuens indgang igen. "Jeg har det fint indendøre, tak. Det er slet ikke nødvendigt. Og desuden duer det jo ikke hvis jeg pludselig ikke kan komme igennem lemmen til spådomslokalet." Hun drejede ansigtet tilbage imod ham og smilede drillende.

Mest af alt havde hun faktisk lyst til at rejse sig rastløst og overvåge indgangen lidt nærmere, men hun nøjedes med at vippe lidt frem og tilbage med tæerne inde i støvlesnuderne og lade sine tanker glide bort igen. Det var svært for en pige som hende, der normalt havde tendens til at dagdrømme for meget, at holde tankerne på afstand. Med antydningen af et lille, diskret smil på læberne betragtede hun sine sortmalede negle og glemte momentært alt om at hun havde siddet i samtale med Joseph.


[/blockquote][/justify]

[Joseph Niklaus Murdoch]

Joseph kom med en lyd der indikerede at han følte sig uretfærdigt dømt. ” Må jeg være fri! Så har du rygrad som en regnorm! ” Gav han kærligt igen. Der var dog en lille forskel på hendes og hans beskyldning. Annabels passede perfekt på Joseph, hvorimod Josephs kun passede på Annabel fra tid til anden, for hun havde oftest rygrad. Men i dette tilfælde havde rygraden ikke været stærk nok, han havde jo trods alt fået hende til at spise dessert. Det kom en smule bag på ham at hun ikke kommenterede på at han nævnte at hun intet havde spist i juleferien, havde alle ikke spist til at de var ved at sprænges? Eller var det bare Joseph der ikke havde kunnet sige nej? ” Nej det kan vi ikke have, hvad skulle du så få de mange dage til at gå med.. ” Han holdte en kort pause og sagde så: ” Jamen så holder vi os bare indenfor. Men vi skal da en tur til Hogsmeade når sneen er faldet. Bare for at kigge.. Drikke lidt varm kakao eller noget i den stil. ” Han smilede varmt til hende og nikkede lettere opmuntrende. Det var en god idé!

Joseph betragtede hende med let sammenknebne øjne. Han synes ikke at kunne erindre nogensinde at have set hende på den måde. Han prøvede i tavshed at regne ud, ud fra hendes kropsholdning og mimik, hvad det var der cirkulerede rundt i hendes tanker. At dømme ud fra hendes kropsholdning og adfærd var det ikke noget hun var flov over, faktisk så hun ganske tilfreds ud. Dette fik Joseph til at være rolig, han frygtede ikke at der var noget der gik Annabel på. Han tillod sig derfor at spørge ligeud: ” Okay. Sig det så. Hvad er det du tænker på? ” Han betragtede hende afventende og et svagt smil formede sig langsomt på hans læber.

[Annabel Baker]

the things
you least expect

[/size]

Tag: Joseph Murdoch • Outfit: Here[/center]

Hun klukkede let over hans ord og rystede svagt på hovedet. "Det er en helt anden side af sagen," pointerede hun uden hverken at erklære sig enig eller uenig. Et smil bredte sig afslappet over hendes læber og hun følte sig som altid vældig godt tilpas i vennens selskab. Stille og roligt, uden komplikationer. "Præcis. I ville jo lige pludselig skulle vænne jer til mit selskab hele tiden," svarede hun spøgende og tog sig selv i at smile lidt for sig selv over hans efterfølgende ord. "Selvfølgelig skal vi det. Som vi plejer." Hun smilede mildt igen. "Men jeg prøver nu altså alligevel lige at holde mig til en tyk vinterkappe."

Annabels tanker drev frit igen og før hun vidste af det var hun ikke rigtigt til stede i opholdsstuen længere, men tilbage i Diagonalstræde den otteogtyvende december. Derfor var det først med mild undren hun så op på Joe, inden det gik op for hende at hun havde glemt hvad hun havde været i gang med. En svag, ukarakteristisk rosa farve gled op i hendes kinder og hun rømmede sig let, mens hun strøg fingrene en enkelt gang gennem det tykke hår. "Kakaoen på Floridos. Hvis du ikke har smagt den, skulle du gøre det," informerede hun, næsten helt sandfærdigt. Først da hendes blik gled op og fandt smilet på hans læber, kunne hun ikke selv lade være med at afspejle det lidt og lavmælt tilføje: "Jeg blev inviteret på en kop i ferien."


[/blockquote][/justify]

[Joseph Niklaus Murdoch]

Joseph lo kort og anstrengt udånding lød fra ham. ” Ja puha. Så må jeg hellere sørge for at du holder dig i form. Op klokken fem hver morgen og så løber du rundt om søen til du ikke kan trække vejret længere. ” Han sendte hende et drillende smil og vrikkede let med begge øjenbryn. Jo han ville skam ikke have noget imod at stå op klokken fem med hende hver morgen, så længe det ikke var ham der skulle ud og løbe. Han kunne selvfølgelig altid tage kosten og holde hende med selskab på hendes løbetur. Hendes ord fik et varmt smil frem på hans læber og det drillende glimt i hans øjne forsvandt. ” Jeg kan godt høre at det bliver mig der bliver nødt til at tage på til når kulden kommer. Nu hvor du ikke vil, så kommer jeg jo til at skulle varme dig når vi står udenfor og du fryser. ” Han sendte endnu engang et varmt smil i hendes retning.

Joseph lagde panden i dybe folder og så forundret på hende ved hendes svar. Hun var i en anden verden på grund af en kop kakao. Han så lettere skeptisk på hende men kunne alligevel ikke lade være med at smile. Han lagde hovedet svagt på skrå og drejede sig en smule i sofaen så han ikke skulle dreje hovedet 90 grader når han skulle se Annabel i øjnene. ” Og du tænker stadig på den kakao nu hvor ferien er slut? ” Han kunne ikke lade være med at smile over veninden hvis tanker cirkulerede om en kop kakao hun havde fået i løbet af ferien. ” Jamen så må vi da have os sådan en kop en dag. ” klukkede han og kunne ikke lade være med at ryste svagt på hovedet. Den måtte han smage.

[Annabel Baker]

the things
you least expect

[/size]

Tag: Joseph Murdoch • Outfit: Here[/center]

Anna smilede bredt over hans ord og himlede svagt med øjnene. "Så vil jeg på forhånd undskylde for at forbande dig, når min tålmodighed ikke rækker til mere." Hun løftede det ene ben lidt og puffede til hans med hælen, med et advarende blik. Annabel var ikke et direkte b-menneske, men det betød alligevel ikke at hun kunne stå op udenfor humane tidspunkter og ikke være gnaven samtidig. "Og du ved jeg ville kunne finde på det," tilføjede hun og hævede øjenbrynene sigende, selvom det fuldstændigt blev undermineret af det spøgende udtryk i hendes øjne.

En lavmælt klukken gled over hendes læber efterfølgende, men hun nød de mentale billeder han kortvarigt skabte for hende. "Se det lyder slet ikke som nogen dårlig idé. Det gør dog måske Quidditch en anelse problematisk," pointerede hun og gav endnu en munter lyd fra sig. Hun undlod at tilføje noget som helst af den tanke der slog hende efterfølgende, omkring en person hun måske efterhånden i hvert fald ikke ville have så meget imod at blive varmet af.

Så snart hendes tanker var røget i det spor, blev de der stædigt og det var Joes afbrydelse der var grunden til at hun fandt tilbage til virkeligheden. Det svagt henførte smil kunne hun ikke skjule og hun slog kortvarigt blikket ned imod sine ben og beskæftigede sine fingre med at pille lidt ved sømmen på nederdelen. "Ja..." svarede hun og trak på skuldrende, inden hun så op og mødte hans blik igen. "Det synes jeg bestemt vi skal. Jeg kom vist også til at love Matthew at vi kunne gøre det igen engang."


[/blockquote][/justify]

[Joseph Niklaus Murdoch]

Et bredt smil spillede over Josephs læber efter hans egne ord, han havde ærligt talt fundet sine egne ord ganske morsomme. Han ventede spændt på Annabels reaktion. En lav latter forlod hans strube ved hendes ord. Hendes tilføjelse fik det ellers brede smil på hans læber til at blive endnu bredere. ” Ja det ved jeg ganske udmærket. Du er strid når det kommer til at forbande dine venner. ” Han vidste ikke helt hvad han skulle forvente fra hendes side, som straf for den kommentar. Så han valgte at lægge begge underarmene imod hendes skinneben og pressede let hendes lægge ned imod hans egne lår for at undgå en pludselig bevægelse, som han alligevel ikke ville kunne mærke.

Joseph blottede sine tænder i et bredt smil der dog falmede en smule, men på intet tidspunkt forsvandt. ” Det ville være et problem, hvis jeg var ligesom alle andre. ” Han blinkede med det ene øje og smilet blev igen bredere og afslørede hans tænder. Josephs evner som metamorphmagus var ingen hemmelighed og slet ikke for Annabel. Han havde næsten ingen hemmeligheder for Annabel, han følte han kunne snakke med hende om alt. Næsten i hvert fald. Der var nogle enkelte ting som hun var bedre foruden og som Joseph kæmpede for at holde for sig selv.

Han smilede svagt og nikkede en enkelt gang. Så var det en aftale. Hendes følgende ord fik ham dog til at rynke panden. Smilet på hans læber svandt ind og hans læber var en lige streg. Han lod kort tungen glide over sine læber og vidste ikke hvordan han skulle gribe hendes ord an. ” Matthew? ” Var det eneste ord han kunne få over sine læber. Den eneste Matthew der dukkede op i Josephs tanker var Matthew Blythe. Ven, kollegie- og holdkammerat. ” Matthew Blythe? ” Hvorfor der ikke kunne komme mere ud ad munden på Joseph vidste han ikke. Han var mundlam. Han sad bare og kiggede afventende på Annabel med rynket pande.

[Annabel Baker]

the things
you least expect

[/size]

Tag: Joseph Murdoch • Outfit: Here[/center]

Et lignende smil faldt hurtigt til rette over Annabels ansigt som de venskabelige drillerier fortsatte uhæmmet, og hun gav endnu et fnys fra sig og trak automatisk benene lidt op imod sig selv da han holdt bedre fast, mest bare for effektens skyld. Hun havde ikke haft nogen intentioner om at puffe til ham igen, selvom tanken havde æret fristende. "Primært fordi de fortjener det," pointerede hun spøgende, uden egentlig at mene et eneste ord. "Se bare på Tristan," fortsatte hun muntert og lod kortvarigt tankerne falder tilbage på den for længst overståede duel.

Ligesom alt andet var det dog snart glemt og Joes efterfølgende ord fik ikke rigtigt noget svar tilbage, andet end et lettere fraværende smil, mens hendes tanker uden problemer kredsede om og blev også ved med det lige indtil han afbrød hende. Hun kunne intet gøre for at skjule det let henførte smil da hun nævnte kakaoen og senere hen de aftaler hun havde for fremtiden. Det trak svagt op i hendes læber over vennens spørgende ord og hun fugtede sine læber en enkelt gang, som mindet om Matts læber imod hendes egne stod tydeligt frem. "Ja..." svarede hun blot, lettere dvælende og pillede lidt ved det nederste af sit skørt.

[/blockquote][/justify]

[Joseph Niklaus Murdoch]

En lav latter forlod Joseph da hun nævnte Tristan. ” Ja.. ” Grinede han og rystede svagt på hovedet ved tanken om netop dette.. Joseph slog kort blikket ned imod Annabels ben og da han igen fangede hendes blik smilede han over hele ansigtet. ” Hvis der er nogen der fortjener det, så er det Tristan. ” Joseph sendte hende et bredt smil og kunne ikke lade være med endnu engang at ryste svagt på hovedet.

Joseph bed tænderne højlydt sammen for ikke at sige noget han ville fortryde. Det var dog ikke noget der glædede ham at høre. Hans kæber spændtes og han lod blikket falde væk fra hendes ansigt. Hvad skulle han sige? De klare øjne hvilede på Annabels knæ i et kort øjeblik inden han løftede dem til hendes øjne. ” Hvorfor skulle du ville drikke kakao med sådan en ’snæversynet, tykpandet, ignorant tåbe’, som du yndede at kalde ham? ” Joseph rynkede panden og så afventende på Annabel. Han brød sig bestemt ikke om at se hende på denne måde hvis det var Matthews skyld at hun havde det sådan. Han kunne tydeligt se at hun var glad, men det var umuligt for ham at være glad på venindens vegne.

[Annabel Baker]

the things
you least expect

[/size]

Tag: Joseph Murdoch • Outfit: Here[/center]

Annabel smilede svagt for sig selv over deres drillerier af den fælles ven og svarede blot på hans ord med et muntert fnys, uden at fortsætte den længere. I stedet overgav hun sig til at fortælle hvad det var hendes tanker var optagede af og kunne ikke lade være med at smile i processen.

Det falmede dog lidt over Josephs ord og en kortvarig, flygtig grimasse gled over hendes ansigt. Hendes fingre strøg en enkelt gang gennem de brune lokker, før hun trak svagt på skuldrene. "Jeg ændrede mening."

Det sitrede svagt i hendes ene mundvig igen og hun så op på Joe, mens smilet vandt lidt mere kraft. "Han viste sig at være det modsatte af hvad jeg havde troet," informerede hun ham og lod kortvarigt tankerne vende tilbage til Hospitalsfløjen og blikket væk fra Joe igen, tilfældigt over imod indgangen til opholdsstuen.


[/blockquote][/justify]