|
|
Post by Betrys Morgan Griffith on Jan 19, 2012 11:50:47 GMT 1
there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us Betrys vidste godt, at det havde været på grænsen at fortælle sin forvandlingslærer, at hun mente tempoet i timerne var for langsomt, foran hele klassen, men det var kommet oprigtigt bag på hende, da han gav hende en eftersidning for hendes attitude. Hun havde dog taget det med så meget værdighed hun mestrede, og selvom hun ikke sagde det højt, havde hun bestemt fået mere respekt for den ellers omdiskuterede lærer. Ikke at det gjorde hendes indstilling meget bedre over for den eftersidning, som hele hendes årgang vidste, hun skulle få sin tirsdag aften til at gå med. Meget bevidst om, at Professor Maverick holdt øje med hende oppe fra hovedindgangen til slottet, gik Betrys ned mod godsforvalterens hytte, hvor hun skulle aftjene sin straf. Hun havde lagt to og to sammen og gik ud fra, at de skulle ud i skoven for at lave et eller andet, så hun havde taget en vinterkappe på ud over skoleuniformen, viklet et halstørklæde om sig og trukket i et par mere praktiske sko end dem, hun gik rundt i til hverdag – og selvfølgelig medbragt sin trylestav. Selvom hun havde tilbragt mange forbudte timer i skovkanten for at opsøge buetruller og undersøge magiske træer, så vidste hun bedre end ikke at frygte skoven, når det ikke var dag. Mary havde trøstet hende med, at hun jo ikke ville være alene, og for at ikke at ødelægge hendes humør også, havde Betrys holdt sin mening om godsforvalteren for sig selv. Hun kunne ikke rigtig sætte en finger på, hvad hun syntes der var så underligt ved den unge forvalter, og hun prøvede at overbevise sig selv om, at på trods af rektorens ekstreme holdninger, ville han aldrig ansætte nogen, der var en potentiel fare for eleverne. Det var forvandlingsprofessoren et tydeligt bevis på – men lige meget hvor meget hun prøvede at tænke i den bane, kunne hun ikke falde helt til ro. Godt nok gik hun ikke rundt og frygtede for sit liv, men der måtte jo være en eller anden grund til, at en, der var så ung som Thorne, arbejdede som godsforvalter. Kunne han ikke holde et ordentligt job? Var han droppet ud af skolen? Om det så var det ene eller det andet, så var Betrys ufrivilligt overbevist om, at grunden til det ikke kunne være alt for god, så hun holdt sin afstand. Der var ikke så meget andet at gøre end at bide i det sure æble og få eftersidningen overstået, så Betrys tog sig sammen og bankede på døren til den lille hytte, der lå tæt på udkanten af skoven.
|
|
|
|
Post by Emmett Thorne on Jan 26, 2012 11:57:55 GMT 1
"IN THE FULL MOONS LIGHT I LISTEN TO THE STREAM"
[/right] Tiden på måneden var ifølge Emmett den bedste, da han befandt sig et godt stykke både fra forrige forvandling til den næste. Selv samme betød at hans humør som oftest var højt og humørsvingningerne for nu lagt på hylden. Han betragtede vintermørket ud igennem vinduet i sin hytte og fandt ingen modvilje imod at skulle ud i det inden længe. Vejret var klart og friskt og sneen lå knapt så tykt som den havde gjort stort set ind til nu. På bordet foran sig havde han den lille note han havde modtaget via ugle om aftenens eftersidning, men umiddelbart genkendte han ikke eleven af navn. Det var dog heller intet større under, eftersom der var en del af dem oppe på slottet. En lavmælt banken fik ham til at dreje hovedet og i den forventning at det måtte være eleven, samlede han sin tryllestav op fra bordet og stak den ind under gevandterne og bøjede sig efterfølgende efter armbrøsten der stod lænet op af bordbenet og endnu var basisudstyr til en tur i skoven omkring aftentide. I et par lange skridt havde han krydset afstanden fra bord til dør og åbnede den for at møde den unge kvinde der tydeligvis var fra Gryffindor, udenfor. Som forventet var hunden Maxine lige i hælene på ham og logrede kraftigt med halen i sin iver for at komme med udenfor. "Aften," hilste han kort, men med et svagt, imødekommende smil der faldt ham mere naturligt end det officielt passede sig til en eftersidning. "Lad os komme af sted, skal vi?"[/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Betrys Morgan Griffith on Jan 28, 2012 21:07:48 GMT 1
there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us Fornemmelsen af at blive betragtet forsvandt idet Betrys bankede på døren, men hun vendte sig ikke om for at se, om Maverick var forsvundet fra trappen, eller om det bare var noget, hun bildte sig selv ind. Hun var mere koncentreret om at lytte efter lyde inde fra hytten, og hun nåede ikke engang at håbe, at han måske ikke var hjemme, før døren blev åbnet, og hun pludselig stod ansigt til ansigt med den ansatte, der slet ikke så så uimødekommende ud, som hun havde bildt sig selv ind, at han ville gøre, snarere tværtimod. En uvelkommen stemme i hendes baghoved, informerede hende om, at hun var fordomsfuld, men hun ignorerede den blankt. Det var tydeligt, at han var forberedt på, at hun skulle komme, så hun besværede sig ikke med at forklare, at hun var 'hende med eftersidningen'. Betrys' øjne gled over på armbrøsten og videre ned på hunden, der stod bag ham, før hun mødte hans blik igen. "Hej," hilste hun for ikke at være decideret uhøflig og gjorde intet forsøg på at gengælde smilet, da hun ikke brød sig om at spille for galleriet. Hun nikkede en enkelt gang og trådte til side, så han kunne komme ud af døren og lede vejen. Med siden til hytten gled hendes blik automatisk over på træerne, der udgjorde udkanten af den forbudte skov. "Skal vi ud i skoven?" spurgte hun, selvom hun allerede mente, at hun kendte svaret - det virkede bare mere velovervejet at spørge på denne måde end bare at spørge generelt ind til, hvad de skulle, også selvom det var det, hun egentlig ville have svar på.
|
|
|
|
Post by Emmett Thorne on Feb 26, 2012 17:35:21 GMT 1
"IN THE FULL MOONS LIGHT I LISTEN TO THE STREAM"
[/right] Emmett var blevet informeret om grunden bag den unge dames eftersidning i den lille note han havde modtaget tidligere på dagen og det var ikke første gang en elev eller to var blevet sendt ned til hans hytte omtrent når mørket faldt på, fordi de havde været næsvise nok til at svare igen i en time. Personligt mente han at en tur i skoven var lige straf nok og for det meste tog han det ikke så tungt overfor eleverne. Derfor var det med et humør der ikke fejlede det mindste, han åbnede døren for Gryffindoreleven udenfor, med en hund bag sig der logrede ivrigt og havde mere end travlt med at få lov til at komme ud og løbe i skoven den i forvejen kendte så godt. Emmett lod sig ikke mærke af at hendes humør ikke afspejlede hans til fulde og vidste af erfaring at det var de fleste af eleverne der helst så sig fri for at skulle ind i det farlige terræn efter mørkets frembrud. Det var sådan det oftest var og Emmett var helt vant til det. "Det er lige præcis hvad vi skal," svarede han og trådte ned af de få, slidte, trin. Maxine fulgte ham lige efter ud og stoppede op for at snuse til den fremmede pige, mens Emmett så opfordrende på Betrys. [/blockquote][/justify] |
|
