Rumor has it...

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simon stirrede ud over søen, med benene dinglende i fri luft fra den stenblok han sad på. Verden virkede tom og tavs, på trods af den livlige skole, der befandt sig bagved ham, og på nogen måder var den det vel også. Der var i hvert fald stille hvor han sad og stille i hans tanker, der ellers havde kværnet ubenhørligt rundt de sidste to dage.
Det var klart, at Mary ikke kunne forstå hvor han var blevet af til festen hjemme hos Anessa, men han havde ikke tænkt på andet end at komme langt væk derfra, efter hans totale fadæse med den tidligere veninde. Nu lå han som han havde redt, med en flygtig aftale om at mødes her og en gruende, ubehagelig viden om, hvad der lå foran ham.
Det var en mulighed at lyve og naturligvis havde han overvejet den – af flere omgange. I realiteten var han dog klar over at det ikke var nogen opskrift på succes. Dels kunne Mary meget vel finde ud af det af andre veje og dels vidste han udmærket, at det ville slide ham fuldstændig ned at gå med den hemmelighed. Den eneste løsning var at lette sit hjerte, uanset hvad følgerne så ville være og selvom han mærkede det prikke insisterende bag sine øjne alene ved at tænke på det, så måtte han tage følgerne som de kom, også selvom der var en overvejende sandsynlighed for at han mistedede det eneste, ud over sin stædighed, der stadig bandt ham til slottet.

Han tog en dyb indånding og kastede et blik over sin ene skulder, kun for at se den eneste han tænkte på være på vej ned imod ham. Helt imod hvad han følte indeni, prøvede han at smile til hende. Han fejlede dog fuldstændig og opgav, før han atter rettede sit blik ud imod søens mørke, spejlblanke overflade og forsøgte at imitere dens udstråling, uden succes.

Tag: Mary ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]

[Meredith Abbey]

see how I will leave
with every piece of you

[/size]

Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center]

Mary havde selvfølgelig lagt mærke til at der var noget underligt i måden tingene havde været på siden festen for et par dage siden, men hun havde rimelig nemt slået det hen som værende grundet mange af de ting der havde kørt skævt for Simon på det seneste. Det virkede som den logiske forklaring. Samtidig formodede hun at det var for at snakke om netop det, han havde bedt hende om at komme ned til søen og på en eller anden måde var hun glad for at han havde valgt at gøre netop det.

Det var endnu en nyopdaget følelse og hun tog sig i, i et øjeblik at smile for sig selv. Hun havde lyst til at være der for ham og hjælpe ham og med det i tankerne, forlod hun slottet og satte kursen imod søen. Foråret var så småt begyndt at melde sig, så det var ikke nødvendigt med en jakke. I et øjeblik nød Mary blot fornemmelsen af solen der skinnede ned over hende og hun trak vejret dybt ind og nød den velkendte duft af naturen omkring Hogwarts. Hun skuttede sig en enkelt gang og fortsatte så videre.

Så snart hun kunne se det mørke vand, fandt hun også den karakteristiske skikkelse der sad og ventede derned. Hun slog et enkelt slag med nakken for at få håret om på ryggen, mens hun bevægede sig nærmere. Hun kunne selvfølgeligt nok kun se hans ryg og ud fra den ikke konkludere noget mere foruroligende end det hun allerede havde i tankerne og da hun nåede til stenen, smilede hun mildt. "Simon."

[/blockquote][/justify]

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simon vidste at Mary stod bag ham, før hendes stemme bekræftede det. For første gang siden Halloween var han dog ikke glad for at hun var i nærheden. Han overvejede en allersidste gang at forsøge at lyve sig ud af lørdagens hændelser, men endte alligevel med at tage den endelige beslutning, stramme grebet hårdt om sig selv og vende sig om imod hende med en forfærdelig følelse, af at netop kontrollen var umulig at bevare.

Allerede da han så på hende prikkede det forræderisk bag hans øjne og han bed tænderne hårdt sammen i et kort øjeblik. ”Mary,” sagde han lavmælt, lettere anstrengt i sit forsøg på at holde sin stemme nogenlunde sikker. ”Mary...” Han så fortabt op på hende, før han tvang sig selv til at fortsætte. ”Jeg har... Årh fuck det her, du kommer til at hade mig.” Tårerne vældede insisterende op i hans øjne, uden at han denne gang var i stand til at bide det i sig. Han rejste sig op, tørrede dråberne hidsigt væk og så ud over søen, før hans blik igen fandt hende. ”Du må ikke hade mig... Jeg var så skide fuld og forvirret og undskyld. Jeg elsker dig...”

Tag: Mary ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]

[Meredith Abbey]

see how I will leave
with every piece of you

[/size]

Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center]

Der var umiddelbart ikke noget der så ud til at tynge Mary ned og hun mønstrede endda et smil som hun sagde hans navn, i en halv forventning om i hvert fald at modtage noget lignende tilbage. Da det overhovedet ikke var tilfældet gik hun uden at tænke over det i stå og endte med at stå ved siden af stenen han sad på. Hendes pande trak sig lidt sammen i undren over måden han gentog hendes navn på og det var et eller andet dybt forstyrrende og dybt foruroligende i hans ansigtsudtryk.

Alle rester der havde været af noget der overhovedet mindede om et smil var forsvundet som dug for solen og hun stod blot og så på ham, først med et lettere overrumplet udtryk og dyb uforståenhed. En ubehagelig knude begyndte så småt at danne sig i hendes mellemgulv og hun så på ham med et varsomt blik, men på trods af det nu med et overraskende neutralt ansigtsudtryk. Hun tænkte knapt nok over at hun afbrød hans usammenhængende ord med et tonløst. "Hvad har du gjort, Simon?"

[/blockquote][/justify]

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simon havde allerede fortrudt den vej han var slået ind på, men han var klar over, at det var for sent. Hans øjne løb over med de tårer, han ellers prøvede at holde inde, og han så fortabt på Mary, da hun afbrød ham. ”Jeg elsker dig,” gentog han tamt og tenderende desperat. ”Det var en fejl.” Med våde kinder og uden flere forsøg på at tørre dem igen, tog han en enkelt dyb indånding og strammede mentalt grebet om sig selv, for at kunne besvare hendes spørgsmål. ”Jeg gik i seng med Anessa,” sagde han hult, med en skridende fornemmelse af, at verden var lige ved at gå under.

Han var ligeglad med sit vejlederskilt og med sin skide eksamener – ikke med hende han netop havde stukket en kniv i ryggen på – og det skar i ham selv, som han så på hende, med et blik som om han var på vej til at få eksekveret en dødsdom. Det suste for hans ører og uden at han var rigtig bevidst om det, var han faldet på knæ foran hende, med den ene hånd strakt halvt ud efter hende. ”Mary...” Han lod den falde, så op med et bedende udtryk i ansigtet, selvom hans forhåbninger var begrænsede.

Tag: Mary ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]

[Meredith Abbey]

see how I will leave
with every piece of you

[/size]

Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center]

Den ubehagelige knude i Marys mellemgulv strammede sig hele tiden mere og mere og på en eller anden måde hjalp hans konstante forsikring om at han elskede hende overhovedet ikke, men fik nærmere bare knuden til at vokse sig større. Hun forholdt sig tavs efter hun havde stillet et enkelt spørgsmål og ignorerede fuldstændigt hans næste ord der heller intet svar var. På et eller andet plan brændte det i hende for at træde frem og lade sine arme finde omkring ham, forsikre ham om at det nok skulle gå og tørre tårerne væk.

På den anden side kunne hun på ingen måde få sig til det med den gnavende mistro der meldte sig i hende og hun endte med bare at stå hvor hun stod, uden endnu et ord, med blikket rettet fast imod ham. De næste seks ord der kom fra ham skar hende dog direkte i brystet og hun trak vejret hårdt ind, uden helt at have været klar over at hun havde holdt vejret. "Nej," konkluderede hun tamt og tonløst, som om det ene benægtende ord kunne få det til at være mindre sandt.

Da det ikke gik væk af den grund, men stadig blev ved med at give genlyd for hendes ører, gentog hun det igen, som om hun forventede at det ville virke denne gang. Hendes blik fulgte Simon som han faldt ned på knæ, men først da han rakte frem efter hende, reagerede hun og trak sig impulsivt et vaklende skridt tilbage. "Lad være med at røre ved mig!" kom det ud i et skingert hvæs og det brændte forræderisk bag hendes øjne, synkront med at hun mærkede en skærende smerte i sit bryst og hun vaklede ubevidst endnu et skridt bagud, længere væk fra ham. Ikke igen. Det måtte simpelthen bare ikke ske igen.

Mary drejede skarpt hovedet væk, mens hun stadig kæmpede imod den allermest instinktive impuls, der blev ved med at irritere hendes syn. Hun prøvede på at få det til at hænge sammen i hendes hoved, men samtidig med at hun gjorde det, blev der ved med at danne sig billeder i hendes hoved, der fik det til at skære endnu værre igennem hendes bryst og impulsivt vendte hun ryggen til ham, fordi hun lige i det øjeblik ikke kunne udstå synet. Hun trak vejret dybt og lettere usikkert ned i lungerne i et håbløst forsøg på at kontrollere sig selv, før det alligevel kørte af sporet og hun brat drejede sig rundt og talte i giftigt og ikke ligefrem dæmpet tonefald. "Hvad fanden er der galt med dig?!"

[/blockquote][/justify]

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simons hånd faldt og han sank sammen, som han sad på jorden, uden at skænke den halvvåde jord en tanke. ”Undskyld,” hviskede han håbløst, imens flere tårer sluttede sig til de første i en veritabel syndflod. Han stirrede ned i jorden, før han gemte sit eget hoved i hænderne, uden flere forsøg på at holde på hende.
Halvt om halvt havde han forventet, at hun ville styrte væk fra ham, efterlade ham fortabt og alene. Måske var det også bedst sådan. Han havde ingen forklaringer at give hende og ingen holdbare undskyldninger for sine handlinger. Hvis han havde haft en forhåbning om at hun ville kunne tilgive ham, så var den forsvundet, da han så hendes ansigtsudtryk ved tilståelsen. Nu var der kun tomhed tilbage og han hulkede ned i sine egne håndflader, imens hans skuldre rystede.

Hendes stemme skar igennem og det gav et sæt i ham. Han løftede hovedet for at se på hende med et bedende blik, uden nogen reel forventning om, at det ville gøre en forskel. ”Mary... Søde Mary... Jeg elsker dig... Jeg vidste ikke hvad jeg lavede, jeg er så ked af det!” Han kom, en anelse klodset, på benene igen, uden at gå nærmere og uden i et sekund at slippe hende med blikket.

Tag: Mary ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]

[Meredith Abbey]

see how I will leave
with every piece of you

[/size]

Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center]

Hvis det ikke var fordi Mary havde været så meget lort igennem på den konto førhen, ville hun måske et eller andet sted have fundet modet til at tilgive Simon eller i det mindste bare lade ham forklare sig ordentligt. Ingen af delene var dog noget hun i det øjeblik havde i sinde at gøre. Det gjorde for ondt og uanset hvor vred hun var på ham over hvad han netop havde fortalt han havde gjort, så var hun endnu mere vred på sig selv for at være faldet i fælden endnu engang.

Hun kunne høre ham hulke bag sig og selvom det på et eller andet plan skar hende dybt i hjertet at høre, kunne hun ikke finde trangen til at trøste ham i sig selv længere. Faktisk ville hun mest af alt bare gerne have ham væk så hun alene kunne skrabe resterne af sig selv sammen, men alligevel kunne hun heller ikke få sine fødder til at reagere og bære hende væk. I stedet forsvarede hun sig ved hjælp af vreden der støt havde bygget sig op og knugede hænderne stramt imod lårene, efter hun havde vendt sig igen.

Hun stolede ikke et sekund på hans ord, hans evige forsikring og hun slap en punkteret, spottende lyd, med et giftigt blik. "Du vidste ikke hvad du lavede..." gentog hun, med en stemme der dirrede af vrede og rystede på hovedet, mens det stadig pressede irriterende på bag hendes øjne. "Hvad er det egentlig du regner med at jeg kan bruge det til?" fortsatte hun og trådte ubevidst et par skridt frem imod ham igen. "Men lad da ikke det stoppe dig. Fortæl endelig mere om hvordan du på en eller anden måde endte med at være indeni hende, uden at du selv var bevidst om det."

[/blockquote][/justify]

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simon havde allerede opgivet håbet, da Mary vendte sig om for at forlade ham. Da hun alligevel blev stående og brød den tyngende tavshed, der ellers kun indholdt hans lavmælte gråd, så han brat op. Han havde ikke plads til forlegenhed over sine åbenlyst tårestribede kinder, men følte sig stigende desperat, som han slyngede ord ud og fik stablet sig selv på benene. Det krævede en hvis mental styrke at bevare blikket på hende, selvom hvert et ubehageligt blik føltes som et velfortjent slag i maven, men han formåede alligevel at gøre det og at tie, imens hun fortsatte og med sin vrede alt for tydeligt bekræftede sine egne følelser for ham.

Han bed tænderne sammen med tårer i øjnene og snøftede hårdt ind, før han endte med at tørre dem en anelse hidsigt væk. ”Jeg sagde fandeme ikke at jeg ikke var bevidst om det,” udbrød han vredt. ”Jeg var stinkende beruset og det var det dummeste jeg nogensinde har gjort, men mennesker gør den slags! De gør idiotiske, hjernelamme, tåbelige ting, selvom de godt ved, at det vil såre folk de elsker og jeg er også kun et menneske, som elsker dig!” Han slog temmelig desperat ud med armene, men blodet kogte i ham og det var utrolig meget nemmere at være vred, end at være knust.

Tag: Mary ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]

[Meredith Abbey]

see how I will leave
with every piece of you

[/size]

Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center]

Mary forsøgte at lade være med at tænke for meget, velvidende om at det nok ville få hende til at bukke under for den insisterende trang til at lade tårerne få frit løb, og i stedet kanaliserede hun det igennem vrede. Hendes åndedræt var hurtigere end normalt og pulsen bankede højt for hendes ører, da han svarede hende. Hendes hånd reagerede fuldkommen på instinkt, da hun løftede den og stak ham en syngende lussing.

Nærmest som om hun havde brændt sig, trak hun den til sig igen og trådte instinktivt et skridt bagud. Hendes håndflade brændte afslørende og i et kort øjeblik flakkede hendes blik blot over hans ansigt. "Hold op med at gentage det. Jeg vil ikke høre det," sagde hun med dirrende stemme, knapt så højt som for et øjeblik siden, men stadig med lige så mange afslørende undertoner.

Uanset hvor meget hun forsøgte at kæmpe imod kunne hun ikke hindre det og hun rakte hidsigt op med den ene hånd for at tørre tårerne væk fra sine kinder. "Jeg troede virkelig at du var anderledes," fortsatte hun rystende, bed hårdt ned i sin bævende underlæbe og tvang så et halvkvalt: "Det er forbi, Simon," ud og drejede om på hælen, bare for at komme væk og slippe for at skulle se på ham – nogensinde igen, helst.

O U T

[/blockquote][/justify]

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simon kunne sagtens have sagt mere, da først han fik frit udløb, men han bremsede sig selv med dirrende, knyttede næver og så på Mary, desperat efter en reaktion. Da den kom, var det dog ikke lige hvad han havde regnet med. Han nåede ikke at forhindre hende, men endte efter et overrasket udbrud med en temmelig smertende kind og hævede den ene hånd med en instinktiv grimasse. Ved hendes ord, trådte han et enkelt skridt bagud, uden reelt at tænke over det. Han så lettere chokeret på hende, før han rystede en anelse på hovedet, benægtende, på trods af sin tavshed.

Den stikkende følelse i den ene side af hans ansigt aftog, men håbløsheden var en værdig aftager og sneg sig også hurtigt ind i hans træk, som hans mund faldt en anelse åben. Tårerne vældede op i hans øjne igen og i det sekund hun sagde hans navn, trimlede de første ud over kanten og gled ned af hans kinder. ”Nej,” sagde han hult, benægtende, på trods af det fuldstændig håbløse i at gøre netop det. Han så efter hende med et sløret blik, men gjorde ikke mere for at bremse hende. Der var ingen grund til at standse det uundgåelige og at Mary forlod ham, var nu netop det. Han slog armene beskyttende omkring sig selv og snøftede hårdt ind, imens hendes skikkelse forsvandt op imod skolen.

Status: Closed ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]