The only way

[Aisling Ériaan Delaney]

TAG - Emrys Cadwallader

Belysningen var som sædvanlig dunkel i Slytherin pigerns sovesal, og i øjeblikket var der ikke mange tilstede i rummet. Der var et enkelt sted hvor et lys var tændt, det kastede et milt skær på en pige der stod og kiggede sig i spejlet, mens hun rettede på sit hår. Håret var helt lyst, næsten hvidt, og ligeså var hendes hud. Hun havde iklædt sig en mørkegrøn kjole der gik hende ned til anklerne, samt nogle mørke små sko. Ud over dette havde hun en lille bluse over skuldrene, så hun ikke kom til at fryse. Kjolen sad tæt fra taljen og opad og blev delt i halsen i to stropper. Pigen strøg sig to gange over kinderne og trak lidt på skuldrene.

Aisling tog fat i nogle bøger og bevægede sig tilbage imod opholdsstuen. Hun var lige kommet fra sine timer, og havde besluttet sig for at tage noget mere afslappet tøj på end skoleuniformen. Aisling nuppede sin hvide kat med på vejen, der miavede klagende af at hun tog den op, men da den lagde mærke til hvor hun var på vej hen blev den mere rolig i hendes favn. Hun nussede den forsigtig bag øret og forsatte ud af opholdsstuen og videre mod Indgangshallen.

Vejret udenfor var simpelthen fantastisk, og det fik selv hende til at bløde op og nyde solens stråler. Hun satte Pangur Ban ned i græsset, og den løb straks afsted på eventyr. Aisling var ikke særlig nervøs for den, hun vidste den kunne klare sig selv i skoven, og at den ville komme tilbage når den var træt og ville putte med hende. Hun strakte sig en smule og gik hen over græsplænen til egen. Hun gik sjældent tættere på søen end ved dette træ, da hun ikke brød sig særlig meget om vand. Hun var aldrig rigtig kommet over dette siden uheldet da hun var mindre, og da de var flyttet til London havde der ikke været mange muligheder for hende at komme tæt på havet.

Aisling mumlede en besværgelse og der lagde sig et tæppe på græsset. Hun lagde sig på ryggen og lukkede øjnene mens hun nød solens stråler varme hendes krop. Pangur Ban hoppede tilbage til hende og lagde sig på hendes mave, mens den spindede lavmældt.

[Emrys Cadwallader]

Spring is what makes frozen hearts sing

[/size]

Den kraftige konsistensduft af varm muldjord blev langsomt erstattet af duften af nyslået græs, idet Emrys bevægede sig væk fra Drivhus 3 og ud imod det store udendørsareal, der omgav slottet. Han lod ryggen af venstre hånd stryge over panden, imens han gik ad den anlagte grussti gennem den lille urtehave med medicinske urter med kappen over venstre arm og den aldrende cognacbrune skuldertaske over højre skulder, hvor forsiden af tasken ikke var blevet fæstnet med spænderne i bunden og for hvert trin klappede mod taskens side, som om den var en mor der klappede sit lydige barn på hovedet. I højre hånd havde han sine lædermokkasiner, som var snøret sammen som et bundt fisk. Drivhuset havde været som en suppegryde, der havde truet med at koge ham levende, og han var kun glad for at komme ud af det alt for varme glashus.
Han havde aftalt med botanikprofessor Kennith, at han kunne komme ned i drivhuset om formiddagen for at se til den marehalm de havde sået for knap to uger siden, så han kunne indsamle resultater om deres vækstrate til den rapport som de skulle udfærdige til næste uge. Det havde taget en del længere tid end han først havde antaget at se på rodnettet og mulden, og imens det havde stået på havde det gode vejr truet med at bage ham som en gulerodskage i en varmluftsovn.

Og det kunne skam også godt ses på ham, at han havde været ude og udkæmpe et hedt slag, så at sige: den hvide skjorte, som han havde iført sig under kappen var åbnet helt op og afslørede nu en antydning af hans let karamelbrune torso, ærmerne var foldet op i den selvsamme skjorte og åbenbarede et par underarme i selvsamme kulør, som var blevet let plettede af jorden fra drivhuset. Han smilte, idet han trådte ud af urtehaven og nu i stedet mærkede forårets første nyslåede græs let kildre undersiden af hans store fødder. Solens stråler glimtede i den mørke søs overflade, og lokket af udsynet bevægede han ned imod søbredden. Med mindet om hans sidste tur ved søen og hvordan en bølge var flydt over kanten lagde han sin taske, sko og kappe i græsset og satte sig ned i græsset. Han strøg det karottefarvede hår væk fra øjnene, og lod hovedet hvile på benene, idet han mærkede hvordan solen nu behageligt varmede hans hals og overkrop som et lunt tæppe. Og apropos tæppe, faldt de grå øjne på en pige liggende på et tæppe, med en lille spindende kat ovenpå sig. De lod til at nyde den varme, solstrålerne kastede af sig. Og han kunne på ingen måde unde dem noget. Kattens spinden faldt ham i ørerne, og han grinede venligt af den. Katte var fascinerende væsner, egenrådige og farlige på en æstetisk måde. Selv under så varm en spinden var der farlige kløer, der krævede respekt. ”Du spinder vist højt nok til at illustrere både din ejers og dit eget velbehag,” sagde han lavmælt til den for ikke at forstyrre pigen under den. ”I nyder vist begge at det er forår.” sagde han lidt højere, og rystede på hovedet af sig selv. Helt ærligt. Hvor var han dum! Han sad og snakkede med en kat. Men det var nu en flot kat. Han lænede sig selv tilbage i græsset og ville lægge hovedet på den proppede taske, hvis ikke han kom til at puffe til pigens sko med albuen. ”Undskyld. Det var ikke meningen jeg ville fylde så meget.” bemærkede han kort, bed sig i underlæben og rykkede tasken lidt. Han rettede sig op, inden han lod sin albue sætte i græsset og han lagde sig på siden, inden han så på katten. ”Bare rolig, jeg skal nok lade være med at puffe til dig.” tilføjede han med et smil til den og løsnede slipset, der hang over hans halvnøgne torso. Det var dumt at tale til en kat. Men han kunne ikke lade være, når han ikke kunne tale til hende.

Drops of ink - 645

[/size]
[/blockquote]

[Aisling Ériaan Delaney]

TAG - Emrys Cadwallader

Pengur Ban lå og puffede sine poter mod Aislings mave, som han gjorde de mod hans mors mave da han var en lille killing.Den havde lukkede øjne og lå og rævesov mens den spindede. Den åbnede kun lige øjnene da han satte sig, men besluttede sig for at han ikke var nogen trussel. Den miavede bare en smule, rejste sig op, gik nogle gange rundt om sig selv og lagde sig så ned igen.
Aisling reagerede en smule forsinket. Mest fordi hun var vandt til at folk ofte snakkede med hendes kat, og hun nød solens stråler så meget at det at vende opmærksomheden mod ham virkede åndssvagt.

Da han puffede til hende satte hun sig automatisk lidt op og kiggede nysgerrigt på ham. Ved første bevægelse landede hendes øjne på hans nøgne overkrop, eller i hvert fald bare, men hun blinkede lidt og fandt hurtigt frem til hans øjne. Det var lidt svært at stille ordentligt skarpt på ham, da hun fik solen en smule i øjnene.
Pengur Ban virkede meget misfornøjet ved hendes bevægelse og miavede flere gange af hende. Den besluttede sig derefter at ligge sig på tæppet ved siden af hende i stedet.

Aisling havde set ham før, hun var ret sikker på at han var Slytherin elev. Hun havde set ham ved bordet i Storsalen, men aldrig rigtig snakket med ham og hun var ikke sikker på hvad hans navn var. Han var ældre end hende, og på trods af sin storebror var det ikke alle de ældre elever hun kendte.
"Det skal du ikke tænke på.. " Sagde hun og aede sin kat lidt over hovedet.

Aisling opdagede pludsligt at hun var ved at dø og tog sin trøje af, hun lagde den under hovedet og kiggede op på himlen.
"Sikke varmt det er idag.. Lækkert med lidt godt forårsvejr" Sagde hun og aede Pengur igen.

Det var svært ikke at overglo ham, hun havde bemærket hans bare fødder, men kunne egentlig godt forstå det. Hvis han havde været fra et andet kollegium havde hun nok ikke snakket med ham, eller i hvert fald været mindre sød, men han var jo fra Slytherin og kunne ikke være helt dum.

"Du må gerne ae ham hvis du vil.. Det lader til han har besluttet sig for at være venlig idag" Sagde hun og smilede hurtigt til Slytherin drengen.
"Han plejer ellers helst at ville rende rundt på må og få.. " Forsatte hun, overrasket over hendes snaksommelighed.

[Emrys Cadwallader]

Spring is what makes frozen hearts sing

[/size]

Idet hun gav ham tilladelse til at hilse på hendes firbenede ven, gengældte Emrys hendes smil og tørrede, både af rutine og af høflighed overfor kattens rene snehvide pels, eventuel usynlig jord af i buksebenene og så tænksomt på hende. Hendes ansigt forekom ham bekendt, og så vidt han erindrede havde han øjnet det ved middagsbordet. En medslange. Men de var vist ikke blevet introduceret for hinanden. Egentlig forbløffende, at selvom man boede på samme slot, samme kollegium, kunne man alene ikke lære alle at kende. Det skulle i hvert fald tage en ekstremt socialt aktiv elev. Som sådan så Emrys ikke sig selv som den ivrigste socialiserer, men han led på ingen måde af sociofobi. For det meste havde han blot mange flere ting at se til. Det havde han ikke i dag. I dag nød han blot solens stråler, og det ellers så uintentionelle møde. Hendes indfald på vejret fik ham til at le idet han fulgte hende trække trøjen af og ligge den under hovedet, hvorefter han selv blev overtalt til at trække det grønt/sølvfarvede slips over hovedet, så han nu kun sad i den åbne skjorte. Han havde godt bemærket hendes blik og gad godt vide hvad hendes tanker var, men idet hun ikke var løbet skrigende væk, regnede han ikke med at han havde gjort et alt for traumatiserende indtryk. Han strakte sig af velbehag ud som en anden kat i græsset, og så på hende fra det grønne græs med en hånd i det orange hår. ”Jeg kan ikke erklære mig mere enig. Det har man trængt til efter en lang vinter. Men det gør det ulideligt at være derinde, kan jeg godt sige.” påpegede han og nikkede med hovedet i retning af det drivhus, han netop var flygtet fra.

”Mange tak. Det vil jeg gerne.” takkede han hende for tilladelsen til hilsnen på katten, hvorefter smilet ufrivilligt bredere. Han hævdede sig normalt ikke som meget af et dyremenneske, men han var betaget af kattens egenrådige natur. ”Han virker i hvert fald imødekommende i dag, ja. Men man kan aldrig vide med katte. De vælger selv deres luner. I et øjeblik kan de være kælne og venlige, og i det næste kan de sætte kløerne i en. De er for det meste deres egne herrer, i modsætning til hunden, der vælger en herre. Hunden nærer ubetinget tillid til dens ejer – katten vælger hvor meget den tillid den vil give fra sig, og til hvem den vil give den. Under den venlighed må man huske at der er fire bløde poter med skarpe kløer gemt, klar til at blive trukket frem.” Han grinte let af sig selv, og lod sin venstre hånd nænsomt løbe ned over kattens bløde og velholdte pels. ”Men det skal ikke stå i vejen for at lære ham at kende. Har han et navn?” spurgte han og fandt hurtigt en vis beroligelse i den apatiske bevægelse, der kom af at stryge katten. ”Bliver du forbløffet, hvis jeg siger at det mindre filosofiforedrag om kattens natur kom fra en, der slet ikke selv har kat?” spurgte han, halvt nysgerrigt og halvt selveftertænksom, imens han smilte et skævt smil til hende, inden han så ned på hans hånd, der aede den solslikkende kat.

Da hun sagde, at han ikke skulle tænke på at han talte til katten frem for hende, rystede han på hovedet og brummede let. ”Åh jo, det burde jeg. Du er garanteret vant til at alle taler til ham i stedet for dig og opfører sig som sociale afvigere i dit nærvær. Det er nu bestemt ikke fordi at du ikke er nær så spændende som din firbenede ledsager,” bemærkede Emrys og så op på hende, idet hans hånd ufravigeligt fortsatte med at smyge sig ned over kattens hvide pels. I et langt øjeblik, der trods dets intensitet næppe varede mere end et halvt minut, fik det langsomt et smil til at trække sig over hans læber og hans grå øjne frøs i hendes, inden han fortsatte. ”For det er du skam. Nu hvor jeg har spurgt ind til din følgesvend, er det vist på tide at jeg spørger hvem du er. Du bliver næppe mindre interessant af at jeg fjerner ukendthedens slør. Du forekommer bekendt, men jeg mindes ikke vi er blevet introduceret. Emrys Cadwallader.” hilste han venligt og rakte den frie hånd imod hende. ”Kollegiekammerat, ikke sandt?” spurgte han nysgerrigt, og så på det grønne slips, som han havde lagt over skoene. Imødekommende kunne han sagtens være, hvis det huede ham. Og hvis det ikke gjorde, havde han heller ikke nogen skrupler med ikke at vise det. Men det var godt at have kortene åbne. Det gav flere muligheder for at spille spillet. Og hun var interessant.

Drops of ink - 725

[/size]
[/blockquote]

[Aisling Ériaan Delaney]

Aisling smilede let da han begyndte at ae Pangur Ban, det virkede som om de nød hinandens selskab, og hvis man kunne lide Aislings kat havde man store chancer for at blive godkendt i hendes sociale kredse. Hun kiggede lidt på hans slips, og priste sig lykkelig over at piger ikke behøvede at gå med det. Det var trods alt så irriterende at sætte.
Aisling fulgte hans finger op mod drivhusene og nikkede.
"Ja, det er altid så varmt i botanik timerne deroppe.. " Sagde hun og sukkede. Jord, planter og varme var ikke lige hendes kop te, i hvert fald ikke når det var på en gang.

Aisling lyttede til ham mens han reflekterede over katte og hunde. Hun kunne godt se hvad han mente, men hunde havde aldrig rigtig været noget hun var interesseret i, hun mente de var så dumme. Hun undlad dog at komme mere ind på det, da hun mente det var urelevant at bringe det op.

"Pengur Ban.. Det er irsk, det betyder.. Noget i retning af krid hvid." Sagde hun og trak på skuldrene.
"Egentlig kan jeg bare bedst lide lyden af navnet, selvom det er så sort på hvidt." Sagde hun og bed sig lidt i læben.

"Nej, alle kender katte, man behøver ikke have en selv for at beskrive dem. Og jeg synes du gjorde det ret godt." Sagde hun og kløede katten under hagen, den virkede som om den nød al den opmærksomhed den fik.

"Jeg tror jeg har vendet mig til det efterhånden, jeg tænker ikke så meget over det, og det er også sjældent han er sammen med mig i længere tid. Han kan egentlig bedst lide at være ude i skoven, selvom det er et under han kan holde til det." sagde hun og betragtede katten lidt inden hun kiggede op på himlen lidt.

Navnet han præsenterede sig med sagde hende ikke noget, men der var også så mange hun stadig ikke kendte. Hendes vennekreds var ikke så stor, da de fleste havde en ide om at hun var lidt af en bitch, oftest dem der kendte hende mindst. Aisling kunne være sød nok, hvis man fangede hende på det rigtige tidspunkt. Hun kunne være en smule kold og arrogant ind i mellem, det vidste hun godt selv, men så det ikke som noget hun burde ændre da dem hun var arrogante overfor ofte fortjente det.

"Det ser sådan ud." Sagde hun og tog hans hånd og gav den et lille klem. Aislings håndtryk var ikke et hårdt et, men heller ikke en af dem der føltes som om hånden var en fisk, men på grund af hendes lave mængde af styrke endte det i den blide ende af skalaen.

"Aisling Delaney" Sagde hun og lagde hovedet let på skrå, hvorefter hun tog hånden til sig igen. "Jeg er irsk har du vel nok regnet ud, men min familie bor i øjeblikket i London" Sagde hun og lagde sig om på maven, hvorefter hun løftede fødderne lidt.

"Jeg er på 5. årgang, men jeg er lige fyldt 16, så jeg er ikke så lille endda." Sagde hun og smilede skævt til ham. Aisling vidste ikke helt hvad hun skulle stille op med hans kompliment, men lod det hænge lidt i luften uden at svare på det. Hun blev egentlig lidt genert af sådan noget, men hun lod det aldrig skinne igennem på overfladen.

Aisling tog fat i hendes lyse hår og trak det hen foran den ene skulder, hvorefter hun lagde sit hovede på hænderne og lukkede øjnene lidt.
"Det lyder som om du har nogle specielle interesser.. Botanik har aldrig været mig, jeg kan ikke lide at få jord under neglene hele tiden og sådan.. " Sagde hun, stadig med lukkede øjne, og lod fødderne svinge lidt op og ned mens hun nød solens stråler på hendes krop.

[Emrys Cadwallader]

Spring is what makes frozen hearts sing

[/size]

Hans fingre dansede blidt hen over kattens elfenbenshvide pels fra hovedet og ned over resten af kroppen, der føltes som en varm pelskåbe under hans lette berøring, og Emrys kunne ikke nå at forhindre et varmt smil i at bane sig vej til hans læber, idet han atter lod fingrene tage deres udgangsposition og velmenende stryge sig ned over katten for at skænke den det velvære, som dens majestætiske natur fortjente. Katte var jo små løver, bemærkede han i tankerne, idet han så solstrålerne reflektere sig i de gennemsigtige buede kløer på trædepoterne. Farlige regenter.
Han så op, idet hun talte, og smilet fortonede sig langsomt som den sidste tone i et stykke klassisk musik, imens han lyttede til hendes ord. En rum tid var han udtryksløs, inden hans mimik blødte op i et venligt smil som en skjorte i sæbevand. ”Det tør nok siges. Der er varmt på en helt anden måde deroppe i planternes hjem af glas end der er her på græsset.” istemte han tænksomt, inden han fortsatte, uden at lade hænderne stoppe med at kæle for katten. ”Den varme, som vi mærker her, er behagelig og virker ikke for tung. Men drivhusenes varme er tung og fugtig.. det føles til tider som en kvælende kappe af lærred. Det er en hede velegnet til plantevækst, men mindre passende til menneskelig ophold længere tid af gangen.” musede han halvt konstaterende, halvt filosofisk, og lod smilet blive bredere, inden han lod blikket glide ned over sig selv og lo for sig selv. ”Det var nu også takket være den umenneskelige varme deroppe, at jeg kom anstigende i lettere usømmelig påklædning. Jeg håber ikke jeg traumatiserede dig alt for meget med synet af mig iført mindre beklædningsgenstande end hvad godt er.” undskyldte han og gestikulerede med den frie hånd ned over hans vidtåbne skjorte og manglende slips. ”Det er næppe sådan man gør et godt førstehåndsindtryk. Man gør nok nærmere et lidt specielt et.” tilføjede han vittigt.

Da hun præsenterede ham for kattens navn – Pangur Ban – nussede han blot katten på hovedet, imens han lyttede til hende. ”Navnet passer til ham, både med den mystiske lyd og farven. Og det lyder godt, som du siger. Lyden af et navn udgør måske også en af de vigtigste dele af hele navnet. Uden lyden ville ordene blot være tomme vinflasker på et papir. Vinen er lyden. Og det er vel vinen man allerhelst vil have.” bemærkede Emrys med et smil. ”Jeg tror nu han er godt tilfreds med sit navn. Han ser i hvert fald ikke ud til at have nogle protester herovre.” påpegede han med et grin, og så ned på katten, der lå og slikkede sol, veltilpas med kæleri og solskin. Det måtte være livet, sådan at kunne strække sig ud, blive aet og være varm på en gang.

Hendes vage kompliment givet over hans beskrivelse af kattens væsen fik ham til at smile og takke lavt, imens han tænkte over hendes svar. Katten kender alle, ja – i kraft af dens natur kendte selv det svageste byttedyr og den mest habile jæger den. Katten var jagtmarkens enehersker, og lige Pangur Ban var vist Den Forbudte Skovs enehersker, lød det på Aisling.
Han holdt inde med sin kælen for katten, og rankede sig op med hænderne på lårene, imens han tænkte. ”Du har ret. Det kræver vist en hel speciel støbning at være derude, men han er jo nok en lille sæk hvid dynamit. Jeg gad nok vide hvad han laver ude i skoven.” filosoferede han let.
Det faste, men alligevel blide håndtryk, fik ham til at smile venligt og han nikkede, idet hun præsenterede sig. Han kendte familienavnet Delaney af omtale – kun af god omtale. Dog var det vist ikke en slægt nogen af hans forældre havde forbindelser til, idet han var kernewaliser. ”Jeg havde det godt på fornemmelsen med Pangur Bans navn. Nyder du så at bo i London?” spurgte han interesseret, og lagde sig ned ved siden af hende, da hun lagde sig på maven.
Idet hun sagde at hun ikke var så lille endda, smilede han oprigtigt. ”Det var aldrig faldet mig ind at tænke sådan. I så fald vil jeg være ligeså lille som dig, Aisling.” sagde han. Han rullede sig om på ryggen og så op imod skyerne, imens han fortsatte. ”Interessante i nogles øjne, ja. Og støvede i andres. Man kan sige jeg har atypiske interesser.. politik, historie, retorik.. mugglerskak. Det er nu noget andet end vores skak, når man selv rykker på brikkerne.” fortalte han hende.

Bemærkningen om at hun ikke brød sig om at få jord under neglene fik Emrys til at dreje sig, og han smilede varmt til hende. ”Hvorfor skulle man også få jord under neglene, når man kan få andre til at gøre arbejdet for sig? Jeg er ikke i tvivl om, at du kunne mønstre en arbejdshorde, der kan tage jorden for dig. Om ikke andet gør jeg det gerne for dig.” påpegede han, stadig smilende. ”Men hvad kan du så til gengæld lide? Andet end den dejlige kat og solskin.” drillede han let, men tydeligt venligt.
[/blockquote]

[Aisling Ériaan Delaney]

Aisling kiggede lyttende på ham mens han fortalte om drivhusene, hun havde jo egentlig prøvet det de varme timer i botanik, men hun havde nok fortrængt det efterhånden. Hun fik øje på nogle blomster i græsset og begyndte at plukke dem, der var ikke så mange igen, men alligevel forsøgte hun at flette en mindre krans af dem.

”Bare rolig, jeg skal nok klare den, min brors venner render altid rundt i ingenting om sommeren, når vi er på sommerferie tur med dem. Jeg kan ikke lade være med at misunde jer lidt nogle gange, jeg ville gerne kunne tage mere tøj af uden at det ville støde folk, men mine forældre hader når jeg har for korte kjoler på og siden det er dem der betaler mit tøj, er jeg lidt tvunget til at gå i noget der er langt og dækker hvor det skal.” Sagde hun og smilede skævt til ham. Hun flettede videre på kransen og da hun bandt den færdig, var den så stor så hun kunne have den som armbånd, hun lagde den dog på kattens hoved, der ikke så ud til at bemærke noget som helst.

”Mhm.. Folk har altid svært ved at stave mit navn. De er vandt til at mit navn staves A S H L E Y, men fordi det er af irsk oprindelse staves det A I S L I N G” Sagde hun og trak på skuldrene.
”Det beviser vel bare hvor forskelligt folk opfatter lyd og bogstaver i sammenhæng.” Sagde hun, og tænkte bagefter at det nok også havde noget at gøre med sproget, men hun nævnte det ikke.
Aisling lagde sig op på siden, så hun lå med albuen på tæppet og hovedet i håndfladen, katten bevægede sig irriteret væk og lagde sig mellem dem nede på tæppet.

”London er skøn, men jeg savner ind i mellem Irlands smukke natur. Men det er nu dejligt at bo der, så kommer man tættere på alle andre, og så kan jeg nemmere se folk i ferien” Sagde hun og kiggede op på ham med sine isblå øjne.

”Hvor er du så fra? ” Spurgte hun, uden at være sikker på han havde nævnt det før.
”Historie er også et af mine yndlingsfag, mest fordi jeg har så let ved det, jeg er en af de slags mennesker der er født med en evne til at huske det jeg læser lettere end de fleste andre” Sagde hun og gave sig til at stryge katten over ryggen.
Aisling kiggede en smule undrende på ham da han nævnte mugglerskak, men hun kommenterede det ikke, selvom hun havde svært ved at få det ud af tankerne. Hun havde aldrig mødt en Slytherin før, der spillede mugglerskak.

”Åh.. tjah, desværre er de fleste af dem jeg kunne få til at arbejde for mig, ikke særlig gode til botanik, men jeg kunne jo få dig til det. Så længe man holder sig på den rigtige side af loven, kan det jo ikke skade at få folk til at arbejde for sig.” Sagde hun og et smil anede sig på hendes læber. Hun vidste ikke om han fattede det, men hun hentydede til Imperius forbandelsen, men det gjorde egentlig ingenting hvis han ikke fangede den, det var alligevel lidt vagt.

”Jeg har en blanding af nogle ret forskellige interesser, jeg elsker tøj, tegner det nogle gange selv, og jeg plejer at småtegne lidt i min fritid – og i de timer jeg ikke finder så interessante. Jeg er forunderligt dårlig til Quidditch, men til gengæld er jeg ret god til alle læsefagene. ”
”Kan du lide andet end botanik?” Spurgte hun og satte håret bag ørene, der var faldet ned foran hendes ansigt. ”For resten, men det kan du nok regne ud, er jeg ret glad for magiske dyrs pasning og pleje”

[Emrys Cadwallader]

Spring is what makes frozen hearts sing

[/size]

Emrys rettede sig op og lagde sig på maven i græsset ved siden af hendes tæppe, imens hans hoved blot hvilede på hans blottede arm. Et smil krydsede hans læber, idet han lod øjnene hvile på hende, imens hun fingernemt begyndte at flette et par blomsterstilke ind imellem hinanden, for at de ideelt set skulle danne en blomsterkrans. Hendes bemærkning omkring hendes venners manglende påklædning og hendes ønskede egen fik ham uvilkårligt til at smile venligt til hende, imens han lod en hånd løbe igennem det knastørre græs ved siden af ham. ”Det beroliger mig i det mindste at du er af hårdfør støbning. Det kan nu heller ikke blive værre end det her, jeg har ikke mere sømmeligt at tage af.” bemærkede han med et skævt smil, inden han rodede sig let i håret og lænede nakken tilbage. Smilet blev tillige bredere med hendes, og han så med et drillende glimt i øjet på hende. ”Men vi ved vist begge godt, at der kommer en dag, hvor forældre ikke længere bestemmer. På godt og ondt. Måske er der lange udsigter, men dagen skal nok oprande. Og så skal der nok være en fremtidig mand i horisonten, der bliver beæret med meget skønhed.” sagde han halvt apatisk, og lagde hovedet tilbage på hans arm i hvilestilling. Han fulgte kransens vej ned på Pangur Bans hoved, og han rystede blot på hovedet, imens han lo. ”Han bliver bekranset som en antik tragedievinder, men han ænser intet. Han er en heldig las, er han. Det må være rart blot at kunne sætte skyklapper for tilværelsen.”

Da de kom tilbage til navne, brummede han let efter at have hørt hende. ”Det gør det, ja. Hvilket i og for sig er en skam, idet et navn stavet på en varieret måde er så meget flottere end dets plagierede slægtning, men bliver reduceret til simpelhed bare på grund af andre. Javist, Aisling er nu ikke den gængse staveform, men harmonerer så meget bedre med din nationalitet. Det er flot med et irsk islæt og minde om ens hjemstavn, især når man er langt hjemmefra som du.” bemærkede han med et varmt smil, idet han lænede sig mageligt tilbage i græsset og lukkede øjnene mod solens stråler. ”Jeg er nu også den eneste Emrys på skolen. Det er et middelalderligt walisisk navn for rav, og noget specielt at give som fornavn, tror jeg. Men det er vist nok mine forældre i en nøddeskal: specielle. Egentlig havde begge mine forældre besluttet at jeg skulle hedde Gawain, men ifølge min mor kom hun uvilkårligt til at tænke på rav, da hun så mig. Begge mine forældre er ærkewalisere med tilsvarende navne dertil, så for mig er mit navn blot en hyldest til mit bagland. Om end det er blevet udtalt meget alternativt igennem tiden. ” bemærkede han med et vagt smil. Han satte sig op, og børstede lidt løst græs af bukserne, inden han betragtede hende med hovedet på sned. ”Forunderligt. Mærkværdige navne mødes af alle steder ved søen.” sagde han med et kortvarigt grin, idet han så ud over den spejlblanke overflade. ”Det kunne nærmest være Lord Byron.. læser du ældre litteratur, Aisling?” spurgte han nysgerrigt.

Ved spørgsmålet om sin egen hjemstavn, smilede Emrys blot kryptisk, inden han talte. ”Mit hjem er oppe i det nordlige Wales, på den lille ø, englænderne kender som Anglesey, men som vi indfødte kalder Môn. En ø befolket af intet mindre end 30 mennesker alt i alt. Omgivet af klippeskær og store bølger.” fortalte han hende, og fik et øjeblik et nostalgisk blik i øjnene, inden han atter lod fingrene løbe igennem græsset. ”Hvor har du specifikt rødder i Irland? Det nordlige eller sydlige?” Den gamle fejde mellem de to dele var kendt, både i muggler- og magikerhistorie. Den var berømmet for de blodsudgydelser, man sagde stadig havde sat sine spor i højlandets grønne bakker. Historie som emne fik ham til at live en hel del op og trodse den dovenskab, vejret ellers indgød, og entusiastisk foldede han hænderne sammen. ”Det er meget nyttigt, den egenskab. Pas på, eller jeg vælger at bruge dig som mit omvandrende tidsleksikon. Men hvad er så din yndlingsdel af historien? Fortæl endelig. Det er så sjældent man finder folk, der værdsætter historiens gerninger.” opfordrede han med tydelig iver i stemmen.

”Så er det jo blot spørgsmålet, om man holder sig på den rigtige side af loven, når man skaffer sig sine undersåtter. Der er jo forskel på at få manipuleret nogen til at gøre det beskidte arbejde frivilligt.. eller tvinge dem. Men fortæl mig endelig.. hvad ville du gøre for at få mig til at udføre det botaniske feltarbejde.. andet end at spille på din yndefulde charme?”[/b] drillede han hende og lagde interesseret en hånd under hagen og støttede sig op. Hendes ord om tegning fik ham til at se interesseret på hende. ”Det lyder som om tegningen er en ting, der har et godt tag i dig.. er det noget du har ambitioner om at inkludere i fremtidsplanerne? Som levebrød, måske?” Hans egne interesser fik ham kortvarigt til at rulle om på ryggen. ”Nuvel, historien og botanik er nok kæphestene.. og divinationskunsten. Der er nok noget mere mellem himmel og jord end os og magien. Og Forsvar Mod Mørkets Kræfter er jeg nu også betaget af..” Han lukkede vagt øjnene og var halvt ved at glide ind i slummeren, havde det ikke været for en gren, han kom til at ligge sig på. Med en jamren kom han op på knæene og ømmede sig. ”Velkommen til naturen.. botanikkens hævn.” sagde han med et mildt smil.
[/blockquote]