When I'm looking at you through the glass

[Elliott Ledford]

Don't know how much time has passed
Only know that it feels like forever

Ikke overraskende havde Elliott været så heldig at få drivhusene for sig selv. Det var ikke mange minutter siden, at et længerevarende regnvejr endelig havde fortaget sig og var drevet væk, efterladende luften frisk og klar som aldrig før. Nu faldt solens stråler dovent ind gennem det tredje drivhus’ meget snavsede vinduer, der gav lyset et grønligt, hyggeligt skær. Med en distræt Aguamenti vandede Elliott nogle Puf-planter ovre i drivhusets ene hjørne og var omhyggelig med ikke at røre ved de lyserøde kapsler, der ville sætte en voldsom forplantning i gang, hvis de blev tabt på gulvet. Mens han betragtede plantens blade, gled det gennem hans tanker, hvor perfekt et våben det ville være. Bare en enkelt kapsel eller to kastet på sit offer, og så ville der være planter over det hele – det kunne blive kønt.

”Oh, my poor heart, where has it gone?” begyndte han halvmumlet nynnende, mens han tog en Hugtandsgeranium under kærlig behandling. Han forbandede lidt, at han ikke havde taget en radio med, men valgte alligevel at lægge sin stav fra sig på bordet mellem små jorddynger og tomme potter. Desuden kunne han jo selv gå rundt og nynne lidt af de gamle hits for at bryde tavsheden; tavsheden som alligevel ikke var særlig tavs grundet den lave summen af småinsekter i luften og nuslen og puslen rundt omkring i krogene.

tag – lewis murdoch

[Lewis Murdoch]

Give up yourself unto the moment. Let's make this moment last.

Tag: Elliott Ledford

Det var jo ikke fordi, at han havde lyst til at komme her. Hvem havde lyst til at komme her? Planter sagde absolut ikke Lewis noget, og sammen med Magiske Dyrs Pasning og Pleje, var Botanik-timerne et sandt mareridt – hans hadefag. Han havde det svært med dyr, og planter sagde ham om noget endnu mindre. Kun i brygningen af diverse eliksirer kunne han se deres ædle formål.

Jord under neglene og plantesaft på trøjen, var ikke det, som fik smilet frem på Lewis’ læber. Det var derfor i en rasende og hensynsløs fart, at han smækkede glasdøren til det fugtige drivhus op. Som altid slog duften af de mange varierede plantearter og deres afarter ham i møde, og solens stråler kravlede legende op af ham. Hvis han skyndte sig lidt, kunne han nå tilbage til krypten inden Aislings og hans aftale. Hvor kunne han også være så dum, at glemme sin tryllestav her, af alle steder? Det virkede en smule komisk, at vende tilbage til drivhuset i hans fritid, men han kunne jo ikke undvære sin kilde til magi.

I et rask tempo vandrede han op og ned blandt de utallige rækker af urter, buske, træer og blomster, slyngplanter, mosser og svampe. Lewis havde netop kastet et stresset blik på sit armbåndsur, da han så den – liggende dér, mellem to potter. Med et smil på læben samlede han den tilfreds op, og skulle lige til at gå, da han hørte en syngende stemme i nærheden. Samtidig opdagede han, at det slet ikke var hans egen stav.

[/justify]

[Elliott Ledford]

Don't know how much time has passed
Only know that it feels like forever

Mens han stille og roligt arbejdede med sin ting - han havde vel altid haft noget med Botanik og Magiske Dyrs Pasning og Pleje, der var alment accepteret som de to udendørs-fag - begyndte tanker at kaste sig frem og tilbage i hans hoved, som de altid gjorde det, når hans hænder fløj afsted og puslede om planterne. Det var efterhånden ved at være oppe ad dagen, og Elliott kunne finde på multiple andre aktiviteter, han kunne tage sig til, og som ville give mere mening end at gå rundt i drivhusene, men alligevel havde ha fået overbevist sig selv om, at det var lige, hvad han havde brug for.

Forsigtig med ikke at få bidt fingrene af, tog han et fast greb om Hugtandgeraniummens potte og løftede den op fra bordet. Møjsommeligt bar han den over i den anden side af drivhuset og lod den finde selskab mellem to kedeligt udseende planter, Elliott ikke gad erindre navnene på. Faldende ned på hug rodede han rundt under bordet for at finde nogle handsker og noget jord, han kunne blande og tilpasse til planten, da han svagt opfangede lyden af en dør, der blev slået op. Først sekunder senere registrerede han det, og lagde en smule forvirret tingene fra sig. Hvem havde lyst til at komme her? På den her tid regnede han med, at alle var fordybet i at slikke kærestens drøbel eller pjatte rundt.

Pludselig gik det op for ham, at han ikke havde sin tryllestav. Lige før han gik i panik, huskede han, at han havde lagt den fra sig på bordet. Med lange skridt bevægede han sig forbi hjørnet, hvor en enorm plante, der nåede helt op til loftet med sine organgeplettede blade, og opdagede, at en dreng var kommet ham i forkøbet. Hall-.." begyndte han, men fandt i samme øjeblik ud af, at det ikke var en eller anden fremmed tryllestavstyv, men kære, gamle Lewis. Hurtigt fik han drejet den rundt. "Jeg tror ikke, kimærehorn er lige dig, Murdoch." Efterfulgt af et løftet øjenbryn.

tag – lewis murdoch

[Lewis Murdoch]

Give up yourself unto the moment. Let's make this moment last.

Tag: Elliott Ledford

Lewis stivnede ved lyden af den velkendte stemme. Han havde ikke regnet med at møde andre i drivhuset på denne tid af dagen – kun en urolig bobutube eller en arrig tentacula. Da stemmen henvendte sig til ham, blev han først forskrækket. Han fik dog hurtigt identificeret ejermanden, og han drejede om på hælen med et svagt smil.
"Ledford? Af alle steder, møder man dig selvfølgelig her." Lewis vidste godt, at Elliott var et udpræget udendørsmenneske, der elskede dyr og planter. I modsætning til ham selv, så den unge Ledford tilsyneladende ikke naturen som en hindring, men som en gave. Når Lewis sad begravet med næsen i bøgerne, spurgte Elliott ofte spøgende, om han ikke ville med ud i det gode vejr og læse, i stedet for nede i det dunkle opholdsrum. Lewis svarede som regel spydigt "nej tak".

"Kimærehorn? Interessant," svarede han og svang skødesløst med den fremmede stav. Et drillende smil spillede på hans læber. "Jeg er personligt mere til drageskæl" – han kastede objektet fra den ene hånd til anden –, "og så er jeg til de lidt større." Lewis rakte Elliot staven og smilte forsigtigt. Han havde henvist til sin egen tryllestav på fjorten tommer, men fangede selv straks den seksuelle undertone, hans sætning havde dryppet af. Han kiggede hurtigt væk. Hvor akavet, tænkte han.

[/justify]

[Elliott Ledford]

Don't know how much time has passed
Only know that it feels like forever

I og med at faren havde vist sig ikkeeksisterende med afsløringen af den kære Lewis Murdochs entré, lænede Elliott sig med hoften ind mod et af de mange specielle borde, der husede i hundredevis af potter og planter, mens armene fandt sammen og lade sig over kors over brystet. Som altid i hverdagen var han klædt i sin skoleuniform, men havde dog smøget ærmerne på den mørke trøje med de irgrønne linjer op.

"Du kender mig, jeg kan ikke holde de her fingre i ro længe af gangen," kommenterede han og fremviste kort de en smule beskidte hænder, hvor fine jordplamager havde samlet sig under neglene og fik alt til at se tiltrækkende ud over alle grænser. Inden længe fandt de dog tilbage til deres skjul igen.

Alt imens Lewis talte, fulgte Elliotts øjne roligt stavens bevægelser gennem luften, som kammeraten svang lidt med den og kastede den mellem sine hænder. Da han så rakte ud for at tage imod den, skød et øjenbryn op i panden, som han stoppede op i sin bevægelse og stirrede lidt på drengen. Normalt ville det ikke være en kommentar, der ville komme særlig meget bag på ham at høre, men der fulgte bare ikke rigtigt den der sædvanlige tone af dryppende sarkasme med. Til sidst fattede han sig nok til at kunne fyre en bemærkning af: "Jeg har altid vidst, du har været lidt af en sucker for størrelse, hvis jeg skal være ærlig." Nu med sin stav tilbage i sin hånd, brød et drillende smil frem på hans læber, som han fangede Lewis' blik. "Det er godt, du endelig tør stå ved det. Selvom jeg nu lidt havde forventet, du sprang ud af skabet med lidt større elegance."

tag – lewis murdoch

[Lewis Murdoch]

Give up yourself unto the moment. Let's make this moment last.

Tag: Elliott Ledford

Kommentaren ramte plet, som en ondsindet forbandelse. Elliotts provokation var mere end en udfordring for Lewis, der døjede med at acceptere sin undertrykte seksualitet. Han turde slet ikke tænke på, hvad hans kammerater – den unge Ledford inklusiv – ville sige, hvis de borede sig tilstrækkeligt langt nok ind i hans drengeglade sind til, at de kunne se hvilke tanker, han gik med. Var der et strejf af en sandfærdig antydning i det, Eliott sagde, eller drillede han bare?

Med et faretruende tungesmæld skubbede Lewis hårdt til den høje dreng, da han gik forbi ham. "Jeg er aldeles ikke nogen bøsse!" sagde han. Det lød hårdere, end det egentlig var tiltænkt, men han var fyldt op med en ædende nervøsitet. Adrenalinen pumpede i forvejen rundt i kroppen på ham - de to unge slanger var sjældent alene uden Aisling, og det gjorde ham mere end usikker. Uden at se sig tilbage gik han længere ned af gangen, og ledte ihærdigt efter sin tryllestav mellem de mange potter og planter. "Jeg ved slet ikke, hvad du snakker om. Af og til kommer du simpelthen med sådan nogle barnlige og begrundelsesløse bemærkninger, Elliott." Hans stemmede dirrede, og han rystede som han ledte alle mulige og umulige steder. Som han stod på tæer for at se, om en djævleslynge skulle have nuppet staven, stoppede Lewis op, og vendte sig mod kammeraten med hævede øjenbryn. "Har du tænkt dig at hjælpe, eller hvad?"

[/justify]

[Elliott Ledford]

Don't know how much time has passed
Only know that it feels like forever

Mildest talt kom Lewis' reaktion som lidt af en overraskelse. I stedet for det forventede 'go fuck yourself' var denne meget hårdnakkede afvisning af emnet en kende suspekt for at være ærlig. Af denne grund vidste Elliott først ikke, hvordan han skulle reagere på at blive skubbet. Ikke før han havde genvundet balancen ved at sætte en håndflade ned i bordet bag sig, fik han samlet sig, og et drillende smil gled frem på de fyldige læber. Det var slet ikke faldet ham ind at overveje, at Lewis måske svingede lidt til det andet hold.

"Hey, jeg dømmer dig ikke! Det er fair nok, hvis du kan lide at pudse andres tryllestave," kommenterede han med et selvfedt smil på læberne, mens han betragtede medkollegianeren rode rundt på bordene. Det kunne lade til, at han ledte efter sin tryllestav; hvilket også forklarede, hvorfor han havde taget Elliotts op tidligere. "Har du mistet din stav igen?" lød det fra ham, da han fik kastet et anklagende udtryk i smasken. Et kort øjeblik overvejede han at nægte at yde assistance, men hævede så staven med den nonverbale hidkaldelsesbesværgelse rettet mod Lewis' tryllestav. I det samme hørtes et smæld, da en potteplante blev knust mod jorden et sted til Elliotts højre - og sekunder senere plantede kirsebærstaven sig i hans udstrakte håndflade. "Jeg har altid beundret din størrelse. Man skulle tro, det var dig, der var den negride af os to." Et blink og et drillende smil.

tag – lewis murdoch

[Lewis Murdoch]

Give up yourself unto the moment. Let's make this moment last.

Tag: Elliott Ledford

Hvor vovede han. Lewis vidste næsten ikke, om han skulle grine eller græde. Det var så uvirkeligt - at stå her i drivhus tre, sammen med Elliott Ledford, hans kammerat siden barnsben og hans tætteste, mandlige bekendtskab, og snakke om netop dette emne. Det var jo bestemt ikke første gang, at han måtte forsvare sin påståede heteroseksualitet - tværtimod -, men det var aldrig noget, han havde diskuteret med Elliott. Nu, hvor Lewis tænkte over det, var deres forhold faktisk ganske overfladisk. Deres samtaler handlede altid om i bund og grund ligegyldige ting – aldrig om følelser, eller dét, der virkelig betød noget.

Hvordan han skulle tackle det, vidste han ikke, men Lewis følte sig under alle omstændigheder stærkt provokeret af kammeratens flabede smil og selvfede attitude. "Når det eneste sex, som du får, er det en blævreorm kan tilbyde dig, Elliott, skulle du måske droppe spydighederne." Uden yderligere kommentarer marcherede han hen til den mørke fyr, og rakte utålmodigt hånden frem. "Har du tænkt dig at aflevere den frivilligt, for jeg vil så nødig gøre skade på dig?" sagde han spydigt og så ham ind i øjnene. Han skulle ikke tro, at han sådan uden videre kunne trække ham rund i manegen.

[/justify]

[Elliott Ledford]

Don't know how much time has passed
Only know that it feels like forever

Fuldt ud ignorerende den lille stemme i hans hoved, der bød ham at stoppe med sit foretagende og sige til Lewis, at han selvfølgelig bare drillede og selvfølgelig ikke mistænkte drengen for noget, kastede han sit svar tilbage uden tøven: "I det mindste får jeg noget i stedet for at skulle sidde og udspionere på Quidditch-spillerne ved hver træning. Har du nogensinde spurgt, om du må få en ridetur på Blythes kost eller tør du kun savle over hans muskler på afstand?"

Sekunder senere stod Lewis lige foran Elliott og krævede at få sin tryllestav tilbage; selvfølgelig med en lille trussel også. Per automatik rettede Elliott sig lidt mere op og rakte hånden med sin kammerats tryllestav op i luften og ud af hans rækkevidde bare for at være irriterende. "Jeg advarer dig, Murdoch, jeg har ikke lyst til at tilbringe natten på Hospitalsfløjen liggende på maven, fordi du bliver for nysgerrig!" proklamerede han og trådte et halvt skridt tilbage, så han endte med at stå med spredte ben. Han ville ikke risikere at miste balancen, hvis Lewis valgte at prøve at nå staven. Nok var han en dygtig troldmand, men tryllestavsløs magi var nok ikke ligefrem et punkt på hans CV. Afventende betragtede han de mørkebrune øjne, der funklede en smule i det snavsede, grønlige lys, der faldt ind over halvdelen af hans ansigt.

tag – lewis murdoch

[Lewis Murdoch]

Give up yourself unto the moment. Let's make this moment last.

Tag: Elliott Ledford

Han slog til, som et arrigt lyn fra en skyfri himmel. Uden ét sekunds tøven, væltede Lewis lige ind i Elliotts muskuløse overkrop, med alle sine kræfter lagt i. I et kort øjeblik blev han overrasket over sin egen styrke, men der var ikke mulighed for at tænke længe over det, for Elliott snublede og faldt med ryggen på gulvet – med Lewis lige over sig. Det havde ikke været meningen, at han selv skulle ryge samme vej, men stødet havde været så hårdt, at han overbalancerede. Nu lå han så her – oven på Elliott Ledford, drengen han netop havde prøvet at overbevise om, at han bestemt ikke var til det samme køn.

Lewis kunne godt selv mærke de røde pletter, der som små solstik skød frem overalt på hans blege ansigt. Han kunne ikke forestille sig noget mere uheldigt eller pinligt lige nu. Hvert eneste af Elliotts hjerteslag kunne mærkes mod hans egen brystkasse. Han havde aldrig prøvet at være så tæt på en anden dreng, og det gjorde ham rystende nervøs. Hans blik strejfede kort Elliotts, men han så hurtigt forfjamsket væk igen. Nu handlede det bare om at lokalisere tryllestaven, og så komme på benene.
Han fik øje på den, næsten med det samme, et par meter fra kammeratens hånd. Kravlende, og med sin kappe halvt vinklet om benene, fik han endelig fat på sit dyrebareste eje. Med et lille triumferende udbrud fik han rejst sig op, og så ned på Elliott – stadig med røde kinder, men med et skævt smil om mundvigen. "Har du brug for hjælp?" spurgte han og pegede drillende på fyren, der stadig lå ned.

[/justify]

[Elliott Ledford]

Don't know how much time has passed
Only know that it feels like forever

Med et triumferende smil på læberne kunne der ikke herske meget tvivl om, at Elliott var sejrsherren i dette foretagende, som han stod og viftede lidt med Lewis' tryllestav over dennes hoved på mest barnlige vis - om end han selvfølgelig altid kunne begynde at række tunge og komme med hånende bemærkninger også. Sandheden skulle dog vise sig at være så meget anderledes, at man burde overveje at fjerne den negride Slytherins som semi-synsk. Åh, Annabel ville blive så skuffet.

Et overrasket udråb i stil med wowp! var det eneste, det kunne blive til, da Lewis med forbløffende styrke hamrede ind i Elliotts brystkasse og sendte ham ud af den balance, han ellers havde været så sikker på ikke at ville miste. Instinktivt krøllede hans ene arm sig sammen om Lewis' slanke liv, men først for sent huskede han, at drivhusets flisegulv ikke ligefrem var videre blødt, og at han ikke havde fået kastet nogen Cushioning-besværgelse. Brøkdelen af et sekund efter kolliderede han med det hårde underlag, fik slået luften ud af lungerne og mistede grebet om Lewis tryllestav, der klirrede hen ad gulvet. Elliott selv havde dog mere travlt med at stirre op på sin barndomsven, der lå og strittede yndigt oven på ham, mens hans hjerne prøvede at følge ordentligt med. Midt i alt det kaotiske kunne han ikke lade være med at stemple trykket af Lewis mod sit bryst som behageligt, men før han vidste af det, var det rødmossede ansigt forsvundet, og han huskede på, at han blev nødt til at trække vejret for at holde sig i live. Med et langt og raspet åndedræt fik han hevet luft ned i lungerne, men gispede lige et par gange ekstra for at være helt på den sikre side. Så lagde han nakken tilbage og fik øje på Lewis tids nok til at se ham samle sin stav op og få stablet sig på benene.

"Er du ude på at slå mig ihjel, knægt?!" lød det beklagende fra ham, ignorerede Lewis' kommentar og fik møvet sig op på albuerne. Ved at kigge ned ad sig selv kunne han konstatere, at hans bryst hævede og sænkede sig lige lidt for hurtigt, men om det skyldtes selve faldet eller chokket over pludselig at have fået Lewis så tæt på, stod uklart. Voldsomt åndedræt til trods var han dog sikker, og han lod sig falde helt ned at ligge igen. "Det må du aldrig gøre igen."

tag – lewis murdoch