Some friendships want the strenght to hold

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simons pande var blevet stærkt rynket, da Anessa i onsdagens morgentime i botanik helt tydeligt bevidst fandt sammen med et par af pigerne fra sin sovesal, frem for at slutte sig til ham som hun plejede. Det var åbenlyst, at hun havde undgået ham dagen før efter mandagens uforklarlige sammenstød på læsesalen og nu var han efterhånden ved at have fået nok.

I sit stille sind blev han nødt til at indrømme overfor sig selv, at han havde en mistanke om baggrunden for hendes opførsel, men han skubbede konceptet væk og nøjedes med at fokusere på det faktum, at hun var hans veninde og ikke kunne tillade sig at ignorere ham på den måde, uanset hvad forklaringen var. Han sørgede for at være færdig da professoren annoncerede timens afslutning og gik ind foran Anessa med sin skoletaske over skulderen og lukkede sin ene hånd omkring hendes arm. ”Jeg skal lige tale med dig,” meddelte han hende, velvidende at hun ikke skulle videre til en time lige bagefter og derfor havde masser af tid.

Uden at give hende muligheden for at slippe væk ventede han tålmodigt på at hun pakkede sammen og fulgte hende derpå ud af drivhuset, før han gestikulerede i den modsatte retning af strømmen af klassekammerater. Et lille ugeneret stykke væk fra drivhusene standsede han og tog en dyb indånding, imens han betragtede veninden alvorligt. ”Du har undgået mig,” bemærkede han, forsøgsvis henkastet, uden helt at formå rent faktisk at lyde sådan.

Tag: Anessa Yates ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]

[Anessa Llewellyn Yates]

I hate that I let you down
(and I feel so bad about it)
I guess karma comes back around
'cause now I'm the one that's hurting

~ ~ ~ ~ ~
Tag: Simon Lithgow - Outfit: Here

Anessa var ulideligt klar over at det på ingen måde var gået ubemærket hen, at hun de sidste dage havde gjort en ihærdig indsats for ikke at være på tomandshånd med Simon. En indsats som måske ville være både påskønnet og prisværdig i langt de fleste andre situationer, men hun var ligeså klar over at denne ikke var en af dem. Alligevel var det nøjagtigt hvad hun havde gjort og alene det faktum gjorde knuden af dårlig samvittighed i hendes mellemgulv endnu større end den allerede var.

Hun tog sig i at skæve mod uret adskillige gange i deres fælles timer og kunne ikke rigtigt påstå at hun havde sit fokus på undervisningen, noget hun ellers altid havde. Botaniktimen den onsdag morgen var ingen undtagelse og hun lyttede kun med et halvt øre til professor Kenniths afsluttende kommentarer om Ildrosen de havde arbejdet med, mens hun allerede der begyndte at pakke sine ting sammen.

Hun fór sammen da hun mærkede en hånd lukke sig om sin arm og rettede sig hurtigt op fra sin foroverbøjede position over sin taske. Hendes blik flakkede afslørende allerede mens hun rettede sig op, men hun hverken nikkede eller afslog. I stedet samlede hun de sidste af sine ting, uden den fart hun havde haft på for et øjeblik siden og tog sig i at overveje hvordan hun kunne krybe udenom igen.

Uden at finde den endte hun dog med at følge efter ham ud af drivhuset igen, mens hun i stigende grad følte det som om hun var på vej direkte mod skafottet. Hun skævedet diskret efter deres klassekammerater der fortsatte op ad stien til slottet igen, tog så en dyb indånding og lukkede øjnene et sekund før hun fulgte efter Simon i den modsatte retning. Hun stoppede et skridt efter ham og blev stående med siden halvt til ham og fokuseret stædigt på en potte med en krøllet bregne lidt derfra. Hun rystede på hovedet helt instinktivt da han begyndte at tale, stoppede så sig selv og sukkede dybt før hun langsomt nikkede en enkelt gang uden dog at vende sig helt og se på ham udover ud af øjenkrogen.

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simon vidste egentlig ikke præcis hvad han havde forventet, da først han stod ansigt til ansigt med Anessa og konfronterede hende med, at hun havde undgået ham, men det var ikke komplet stilhed. Han hævede begge øjenbryn i en tavs opfordring, der angiveligt gik hende fuldstændig over hovedet, sådan som hun stod, uden at se på ham. Han slog ud med den ene arm og himlede teatralsk med øjnene. ”Så tal dog, kvindemenneske,” sagde han, tenderende frustreret. ”Det plejer ikke ligefrem være et område du har problemer på.”

Sarkasmen ville måske have været morsom i andre situationer, men lige nu fungerede den nærmere som et angreb. Han var en anelse såret, men mest af alt var han forvirret og han ville have hende til at sige, at grunden til at hun havde undgået ham ikke var den han troede.

En dyb indånding senere stak han hænderne i lommen og stirrede på hende. ”Fortæl mig hvad fanden dit problem er, Anessa. Du kan sgu da for helvede ikke bare fra den ene dag til den anden beslutte dig for at du ikke gider se din bedste ven mere.” Han hævede begge øjenbryn igen og så tavst og opfordrende direkte på hendes skikkelse.

Tag: Anessa Yates ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]

[Anessa Llewellyn Yates]

I hate that I let you down
(and I feel so bad about it)
I guess karma comes back around
'cause now I'm the one that's hurting

~ ~ ~ ~ ~
Tag: Simon Lithgow - Outfit: Here

Anessa var fuldkommen klar over hvad der ville komme, allerede det øjeblik Simon havde grebet fat i hendes arm tilbage i drivhuset og det susede ubehageligt for hendes ører da han frustreret reagere på hendes ukarakteristiske tavshed. Hun krympede sig tydeligt over hans ord og lukkede fingrene så hårdt om remmen på sin skoletaske, at knoerne blev hvide. Der kom dog ingen ord over hendes læber. Ingen af dem nåede længere end til hendes hals før de satte sig fast og fik hendes mund til at føles frygtelig tør.

Alligevel tog hun sig sammen og drejede sig lidt så hun tilsidst endte med front mod ham, men stadig uden at kunne få sig selv til at møde hans blik, næsten fuldkommen sikker på, at han ville kunne læse det hele i hendes blik hvis hun gjorde. I stedet fokuserede hun på den grønne stribe nederst på hans koksgrå skolesweater og krympede sig igen under hans fortsatte anklager, der desværre var den pure sandhed.

Hun stod alligevel igen nogle sekunder efter han tav og bare stirrede på den grønne stribe. Så tog hun en dyb indånding og rømmede sig svagt ”Jeg har ikke bestemt jeg ikke gider se dig, Simon..” begyndte hun spagt og løftede endeligt hovedet og mødte flakkende hans blik, blot for at se ned igen sekundet efter og flytte uroligt på fødderne ”Jeg tror bare ikke det er særlig godt at jeg er i nærheden af dig før jeg får styr på nogle ting med mig selv.” fortsatte hun lavmælt og lettere snublende, mens hun tænkte grundigt over hvert eneste ord, i et forsøg på at bevare bare en smule selvkontrol og ikke bare begynde at plapre løs.

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simon trak vejret dybt ned i lungerne og betragtede veninden. Det var ubehageligt, den måde hun ikke kunne finde ud af at se ham i øjnene på og han følte sig dårligt tilpas, som han stak hænderne i sine bukselommer og klarede halsen.

Hvis ikke Anessa havde brudt tavsheden, ville han have grebet fat i hende, for at ruske hendes skuldre. Han havde kvalme og mavekneb på en måde, der mindede ham om hvordan han havde haft det dengang for snart halvandet år siden og rynkede panden alvorligt, som hun talte.

Begge hans øjenbryn op i noget, der føltes som en parodi på overraskelse. Den snigende fornemmelse af at han vidste hvad det var hun ikke sagde var tilbage og gjorde ham tør i munden. Alligevel havde han brug for at høre det nøjagtig fra hende.

Han kunne ikke gå og gætte sig frem og greb hende insisterende omkring skuldrene, imens han forsøgte at tvinge hende til at se på ham. ”Styr på hvad, Anessa?” Han ruskede hende, uden helt at tænke over det, frustreret og nærmest på forhånd desperat over det komplet latterlige i situationen, hvis det var hvad han mistænkte. ”... Hvad er det du ikke kunne sige til mig?”

Tag: Anessa Yates ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]

[Anessa Llewellyn Yates]

I hate that I let you down
(and I feel so bad about it)
I guess karma comes back around
'cause now I'm the one that's hurting

~ ~ ~ ~ ~
Tag: Simon Lithgow - Outfit: Here

Det kostede ikke så lidt viljestyrke rent faktisk bare at få nogle få ord ud i det fri og de kom tydeligt modvilligt, mens hun endnu en gang fokuserede stædigt på den grønne stribe på hans sweater, som lige nu virkede som det eneste håndgribelige hun havde at klamre sig til. Hun havde en ulideligt klar fornemmelse af hvor det hele bar henad og en ligeså klar følelse af, at hun ingen flugtmuligheder havde længere.

Hun bed hårdt ned omkring sin underlæbe og svævede et sted mellem at forbande sig selv, ham og bare ønske at jorden under hende ville åbne sig og opsluge hende. Hun var ikke forberedt da han lukkede hænderne om hendes skuldre og et lille overrumplet klynk undslap hende, mens hun instinktivt løftede hovedet og så ham i øjnene. Denne gang holdt hun det der og rystede tavst på hovedet flere gange efter hinanden.

På ethvert andet tidspunkt var hun blevet rasende over at blive rusket som et obsternasigt barn eller en kludedukke, men da Simon gjorde det udstødte hun blot endnu en lille anstrengt lyd, mens hendes taske gled ned fra hendes skulder og ramte jorden. Hun opdagede det dog ikke, men kun en stigende følelse af panik og magtesløshed mens hun stadig havde blikket låst bedende fast i hans. Hendes blik flakkede tydeligt mellem hans øjne og hun trak vejret overfladisk før hun så i en impulsiv handling løftede sine egne arme og vred sig fri af hans greb mens hun snublede et skridt tilbage ”At jeg ikke kan klare at høre mere om hvor vidunderlig hun er!” udbrød hun skingert og havde det som om nogen lige havde prikket hul på en betændt byld indeni hende ”Du snakker ikke om andet!” hun følte sig svimmel og det susede for hendes ører. Hun prøvede desperat at stoppe sig selv, men hørte i stedet bare flere ord vælte ud mellem sine læber, mens hendes øjne begyndte at svide ubarmhjertigt ”Jeg ville så gerne være glad på dine vegne..” hun knyttede hænderne så hårdt at hun kunne mærke sine negle presse smertefuldt i sine håndflader ”..men jeg kan ikke..” hun gik i stå, ganske punkteret og med en underlæbe der sitrede svagt uden at hun havde sluppet ham med blikket endnu.

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simon ønskede at sætte Anessas tunge på gled og var skide ligeglad med om hun skulle gå hen og blive vred på ham. Faktisk foretrak han det sådan. Han ville hellere have en svada i hovedet end han ville have den tavshed, som var sevet ind imellem dem. Da hun vred sig fri lod han armene falde og så blot afventende på hende med både puls og øjenbryn hævet. Han spærrede øjnene en anelse op, som hun halvt om halvt bekræftede hans uvelkomne mistanke igen, og vaklede selv et skridt bagud, i et ubevidst forsøg på at distancere sig.

Det lykkedes ikke videre godt og han endte blot med at betragte hende lettere vantro. I et langt øjeblik så han bare tavst på hende, så klarede han halsen hørligt og kløede sig i nakken. ”Jamen hvorfor...” Hans stemme døde ud og han opgav at forsøge at spille dum, for i stedet at ryste på hovedet. ”Det kan du ikke være bekendt,” sagde han hult. Sætningen lød som nogen en femårig ville sige, men det ragede ham en papand. Det var sandt.

Tag: Anessa Yates ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]

[Anessa Llewellyn Yates]

I hate that I let you down
(and I feel so bad about it)
I guess karma comes back around
'cause now I'm the one that's hurting

~ ~ ~ ~ ~
Tag: Simon Lithgow - Outfit: Here

Anessa kunne stadig tydeligt høre sin egen puls for ørerne og lagde ikke rigtigt længere mærke til andet omkring sig end Simon der stod overfor hende. Hele hendes krop føltes anspændt, mere end nogen spænding før en kamp, eller nervøsitet før en eksamen kunne gøre. Hun stirrede bare stift og forsvarsberedt på ham, mens hun holdt armene ned langs siderne med hænderne knyttet hårdt.

Hendes hals snørede sig ubehageligt sammen ved de to spørgende ord han endelig fik ud og hun lukkede øjnene halvt, mens hun rystede på hovedet med en lille opgivende lyd. Hun så ned på sine støvlesnuder da han fortsatte få øjeblikke efter og bed sig selv hårdt i kinden før hun så op med endnu en hovedrysten og et afmægtigt udtryk malet i ansigtet ”Tror du jeg gør det bevidst?” udbrød hun, igen en anelse skingert ”At jeg vågnede op en morgen og bare besluttede at nu ville jeg ikke tænke på dig kun som min ven?” hun udstødte en halvkvalt lyd og slog magtesløst ud med begge hænder ”Hvorfor tror du jeg har holdt mig væk i stedet?” hun lod armene falde og knyttede hænderne hårdt ind mod sine lår igen mens hun blinkede hurtigt nogle gange for at kæmpe en insisterende sviden i sine øjne på afstand. Hvis der var noget hun nægtede at gøre, så var det at give sig til at tude foran ham som en femårig unge ”Jeg ved sgu godt det er forkert og helt ude af proportioner, Simon.” hun tav og kneb munden hårdt sammen for ikke at vælte endnu flere uigennemtænkte ord ud, selvom hun allerede så det hele skride som sand mellem fingrene på sig.

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simon så tavst og lettere håbløst på Anessa, som hun åbnede munden og lukkede et par afmægtige, skingre sætninger ud. Sætninger med ord, der hamrede sømmene så effektivt i det, der kun havde været en vag teori selv op indtil nu.

Han løftede hånden til sin nakke og strøg den gennem hårene der uden rigtig at tænke sig om. En lidende lyd forlod ham, før han så op på slottet og tilbage på veninden. Han følte sig en anelse desperat. Mest af alt havde han lyst til at råbe af hende at hun fandme ikke kunne være bekendt at gøre det imod ham.

Han var fuld af selvretfædig harme, men undlod at lukke den ud. I stedet rystede han atter engang på hovedet. ”Du har helt ret. Det er fuldstændig forkert og slet ikke i orden,” sagde han stift, uden rigtig at se på hende. ”Hvor længe?” Han flyttede blikket over på Anessa og rynkede panden. Udtrykket i hans ansigt var hårdt og han kunne mærke sig selv tage en anden afstand end den fysiske.

Tag: Anessa Yates ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]

[Anessa Llewellyn Yates]

I hate that I let you down
(and I feel so bad about it)
I guess karma comes back around
'cause now I'm the one that's hurting

~ ~ ~ ~ ~
Tag: Simon Lithgow - Outfit: Here

Anessa blev anspændt stående og stirrede stift på Simon, ude af stand til at flytte sit blik, selvom det var det hun allerhelst ville. Hvad der før blot havde ligget og ulmet usagt, var nu blæst ud i det åbne og var umuligt hverken at tage tilbage eller ignorere. Det gav et ufrivilligt sæt i hende da han løftede hånden og strøg den gennem håret for dernæst at synke hårdt da den ganske tydeligt lyd der undslap ham fulgte efter. Hendes eget blik flakkede da han så tilbage på hende og hendes skuldre røg yderligere op mod ørerne, mens hun instinktivt lagde armene beskyttende omkring sig selv.

På trods af den tykke skolekappe følte hun sig kold hele vejen ind til sit undertøj og hun slog alligevel blikket ned mod jorden mellem dem og endte med at stirre sammenbidt på hans skosnuder. Hun krympede sig mærkbart da han endelig talte igen og lukkede øjnene hårdt i, da den insisterende trykken bag dem kun voksede sig stærkere. Hun rystede på hovedet til hans ord og løftede vagtsomt hovedet igen, uden at være i ret meget i tvivl om, hvad hun ville finde på hans ansigt. Hun så bedende på ham igen og åbnede munden for at gøre et på forhånd tabt forsøg på at redde situationen. Hun nåede det dog aldrig da han i stedet stille et spørgsmål hun ikke var forberedt på. Hun lukkede hurtigt munden igen og kneb læberne sammen til en smal streg før hun kapitulerede med en dyb, skælvende indånding ”Halloween..” lykkedes det hende at få ud før hun igen slog blikket ned og strammede grebet om sig selv en lille smule.

[Simon Amos Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
Where is that glory now?

Simon så hårdt på Anessa. Det var stadig det eneste alternativ til at give sig til at råbe af hende. Han skar sine følelser væk og gemte både desperation og vrede væk, for intet andet end afstumpet kulde. Det var ikke videre sødt at behandle sin tilsyneladende bedste veninde sådan, men det var alt han vidste at gøre.

Han havde ikke de samme følelser. Ikke længere. Det havde taget ham lang tid at få den sidste rest af dem udslettet og det at hun nu stod og tilstod at hun havde dem – over et år for sent – var mere end frustrerende. Det ville havde været slemt nok, hvis hun alene var alt for sent på den, men når hun samtidig væltede ud med det midt i hans komplette forelskelse i Mary... Han tog en enkelt dyb indånding uden at føle at han fik ilt nok i lungerne.

Hendes svar var ligegyldigt. Præcis lige så meget som spørgsmålet havde været. Han rystede på hovedet og lukkede fingrene omkring den ene rem på rygsækken. ”Vi snakker ikke mere om det,” sagde han simpelt, før han – uden videre opbremsninger eller tøven – satte direkte i gang op imod slottet igen. Han havde ingen interesse i at blive stående. Det instinktive behov for at give hende et kram og sige at det alt sammen nok skulle ordne sig var komplet udvisket af hans langt stærkere trang til at komme så langt væk fra hende som overhovedet muligt.

Closed