I set fire....

[Anessa Llewellyn Yates]

Be like a duck - Calm on the surface
but always paddling like the dickens underneath

~ ~ ~ ~ ~
Tag: Heather Heartfield - Outfit: Here

Anessa nikkede langsomt, stadig uden at føle hun var blevet noget som helst klogere på hvad det hele havde drejet sig om, men i bund og grund gjorde det også komplet lige meget. Det vigtige havde været at Heather havde brug for en trøstende skulder og et lyttende øre og egentligt ikke så meget andet virkede det til. I hvert fald ikke lige nu. Hun trak let på skuldrene og lod det trække let i sin ene mundvig ”Jeg gætter på dig.” svarede hun igen snusfornuftigt på et spørgsmål der ikke engang var blevet stillet ”Med mindre vi vågner op i morgen og der er to mandage i en uge og fisk bor i reder. Man ved aldrig.”

Hun kapitulerede hurtigt igen efter at have trukket sig lidt væk og stod snart efter med en arm om venindens skuldre igen. Hun smilede skævt og klemte let ”Tak..” mumlede hun og tog så forsøgende et skridt frem for at få Heather til at følge med sig ”Måske sprang den ud fra tårnet..” fortsatte hun tørt, men drillende og tog endnu et par skridt ”Vandafvisende eller ej, så fryser jeg snart røven af. Mush!” hun gav endnu engang venindens skuldre et klem og begyndte at gå igen uden at stoppe.

[Heather Heartfield]

"Just close your eyes
...and let me set fire to the rain..."

¤ Anessa Yates ¤ Outfit ¤

Heather trak bare let på den ene skulder og så væk fra Anessas alt for tørre og fornuftige konstatering der faldt så fint i tråd med hendes egne tanker om det samme. Ikke at det ligefrem var en overraskelse, men at vide det var sådan og lige meget hvad altid ville være sådan trak hende tilbage ned i den knugende tristhed af tvivl om hvorvidt han ville hende så meget som hun ville ham. Det var ikke en tankebane hun havde lyst til at være på, men en der trak hende med sig og fik nye tårer op i hendes øjne, som hun lænede hovedet let ind mod venindens skulder.

"Så lidt..." Hun løftede hovedet, som Nessie satte dem i bevægelse, men puttede sig stadig så godt hun kunne ind til den andens noget varmere krop, mens de gik frem gennem regnen. Den fortsatte morsomhed gled forbi hende og først det andet fik flere ord fra hende. "I det mindste er det ikke sne..." Hun trak sig lidt ud fra under den andens arm og rettede sig op, som de nærmede sig døren. Intet kunne skjule hendes grådmærkede øjne, men som de kom ind under murens skygge fandt hun sin kontrol frem og lukkede al sin forvirring inde og sit ansigt ned, så intet andet var at se på hende. Hun gav Anessa et lille klem og et sideblik med antydningen af et taknemmeligt smil. Hvad skulle hun gøre uden veninden.

CLOSED