Before the new year begins

[Grace Kennith]

The summer came, the summer went
Now back in the castles shadows - how much has changed?

¤ Emanuel Maverick ¤ Outfit ¤

Grace hældte the op i de to kopper, før hun satte thekedel fra sig og dækkede den med thehætten. Af udseende måtte den være en dårlig joke fra Mariannas side, hvis ikke en evig påmindelse om et eller andet. om ikke andet opnåede den som altid at få hende til at smile og tænke på veninden. Også nu, skønt det holdt sig en smule tyndt, som hun skubbede den ene kop overmod ham. "Må jeg så høre... hvad havde de to hvalpe gjort for at fortjene den afsked?"

Hun havde haft fornøjelsen af begge knægte og havde ikke svært ved at forestille sig at specielt Abott havde overskredet den sidste grænse af mange, men hvad Lithgow havde gjort var mere et mysterium for hende. På den anden side havde hun været temmeligt fraværende op til sommerferien og ikke fundet interesse i meget i sine omgivelser. "Jeg må indrømme jeg ikke helt fik fulgt med i hvad der skete i slutningen af skoleåret." Hun så væk fra ham, som hun sagde det og lukkede samtidig hænderne om koppen. Tristheden ramte hende stadig, når hendes tanker vandrede til hvorfor.

[Emanuel Maverick]

bring grace to the strong

Emanuel, der sad tungt i stolen, lænede sig frem mod bordet, som ham og hans kollega havde plads ved. Med et nik tog han imod teen indsnusede kort duften fra den - duften mindede ham om hjemme, og en uvelkommen følelse af savn for sit hus og sin familie, som allerede var begyndt at blomstre ved hans afsked, herskede i hans bryst. Det var derfor yderst belejligt, at han gode kollega og veninde havde genfundet sin plads på Hogwarts, og selvom emnet var af alvorlig natur, skinnede der en hvis venlighed i gennem den træthed, der dominerede i hans ansigtstræk "Som du ved afskedigede jeg Lithgow som vejleder, fordi jeg fandt ham uegnet til opgaven. I første omgang syntes herren at tage det som en mand - modviljen var selvfølgelig tydelig, og selvom det var forventeligt, at hans modne facade ville briste, havde jeg aldrig troet, at han ville synke så dybt som at alliere sig med Samuel Abott," fortalte han. De ord han talte, var sande, men de udtrykte næppe den triumf han havde følt, da de to knægtes ulovligheder kom ham for øre. "Det skulle vise sig, at deres plan var at bryde ind på mit kontor, hvilket selvfølgelig lykkedes dem - som du ved har jeg ingen større sikkerhedsforanstaltninger på mit kontor, da jeg ikke har noget at skjule og desuden mener, at man kan forvente mere af eleverne på Hogwarts - men jeg har trods alt et ur, der minder mig om mine besøgstider, om de så har været planlagte eller ej." Emanuel havde taget sig til brystet, hvor det fortryllede lommeur, der havde advaret ham om de ubudne gæster, lå gemt i en inderlomme.

Ved Graces ord smilede Emanuel, noget der paradoksalt fik ham til at se trættere og mere trist ud. "Du har ikke været ene om forsømmelsen," bemærkede han og så på hende med et blik, der var alvorligt og på en gang undskyldende. "Hvis jeg ikke havde været så opslugt af min opgave som overhoved her på skolen, ville min opmærksomhed være blevet skænket til andre end blot mig selv. Min stolthed er min fejl," indrømmede han, selvom han tidligere havde udtrykt sin fortrydelse vedrørende manglen på vedligeholdelse af deres venskab i den sidste del af skoleåret.

[Grace Kennith]

The summer came, the summer went
Now back in the castles shadows - how much has changed?

¤ Emanuel Maverick ¤ Outfit ¤

Grace lænede sig lidt tilbage i stolen, så hun sad så bekvemt som muligt ved bordet med hænderne hvilende let om koppen mens hun lyttede til Emanuels svar. Det var alt for længe siden hun havde inviteret sig selv på besøg i hans gemakker til the og næsten lige så lang tid siden han havde slået vejen forbi hendes mand og hendes gemakker til det samme. Noget hun havde savnet, men ikke set sig i stand til at sætte tanker på manglede og endnu mindre kunne finde energi til at gøre noget ved. Nu sad hun her så og nikkede bekræftende til Emanuels første ord, som hun udmærket kunne huske. Også de bølger af reaktioner det havde spredt blandt eleverne af fryd, uforståelse og bestyrtelse. "Det er også det sidste der virkelig forundrer mig. Hvordan han kunne synke til det? Nok var Lithgow ikke den bedste vi har, men han klarede sig da rimeligt i langt de fleste fag og havde aldrig voldt problemer før." Hendes pande havde rynket sig i forundring, som kun blev dybere som hendes ven og kollega fortsatte.

Det næste var nyt for hende, men trak mere i hendes humoristiske sans end hendes forargelse. At bryde ind på en professors kontor var decideret dumt, men måden Emanuel fremlagde det på fik det til at trække i hendes mundvige til hun måtte en dæmpet latter følge hans sidste ord. Den svandt ind til et smil, som hun rystede let på hovedet af de unges fejlslagne forsøg. "Det skulle man bestemt tror man kunne! At Abott laver sådan et stunt - ja det er Abott..." Hun smilede hårdt ved tanken om de ting den unge mand havde fundet modet til at sige til hende - dog aldrig foran hendes mand, sjovt nok. "Jeg havde dog forventet mere - stil - af Lithgow. Mere omtanke. Han havde trods alt en hvis mængde evner af en mugglerfødt at være." Hun fulgte hans hånd til brystlommen og hævede så opfordrende et øjenbryn. "Fandt du ud af hvad de ville på dit kontor?"

Hun løftede koppen til læberne og mærkede forsigtigt på theens temperatur før hun opgav og satte koppen ned igen. Bevægelsen gav hende dog mulighed for at finde noget der kunne forveksles med et smil frem igen. "Jeg ved det. Første år her er aldrig nemt for nogen og du fik en ekstra post oveni. Det kræver sin mand at holde det og stadig sætte sit præg på omgivelser. Hvilket du har gjort." Hun mødte hans blik og smilede lidt mere fuldstændigt. "Det kan ingen af os vist benægte, selvom du har været savnet i andre henseender, men det retter vi op på i år!" Der lå en sikkerhed i hendes stemme der bundede i den måde han havde fået hende ud af den sidste del af hendes sortsyn kort før sommerferien ved simpelthen ikke at tillade det nær ham. Den snak havde været hård, men tiltrængt og havde rettet op på lidt af det forsømte.

[Emanuel Maverick]

bring grace to the strong

Emaunel rystede uforstående på hovedet som svar til Graces - nok retoriske - spørgsmål. Med hensyn til Lithgows standard i timerne var han ikke enig i, at de havde været udmærket, men han lod denne diskussion ligge - gjort var trods alt gjort, og han fandt det unødvendigt også at skulle forsvare sin beslutning over for sin kollega, når de i det store og det hele var enige om, at hans beslutning havde været korrekt.

Igen måtte Emanuel ty til en hovedrysten, og med et dybt suk lænede han sig tilbage i stolen. "Nej. Jeg ved ikke, hvad knægtene forventede at få ud af at bryde ind, men de havde velsagtens forvildet hinanden ind i troen om, at de kunne finde noget, der kunne bruges imod mig," sagde han med et lettere vantro ansigtsudtryk. Hans øjne, derimod, var smilende, og alt i alt lignede han mest af alt en, der synes det var umådelig komisk.

Komplimentet gik ikke ubemærket hen, og han nikkede en enkelt gang for at anerkende hendes positive ord om ham. Han var fuldstændig enig, men var ydmyg nok til at lade sig glæde over, at andre også havde bidt mærke i det. "Bestemt, bestemt," sagde han tænksomt, nærmest mumlende, "hvis de uvorne unger ellers tillader os et privatliv." Emanuel skar en grimasse, og en brummende latter kom over hans læber.

[Grace Kennith]

The summer came, the summer went
Now back in the castles shadows - how much has changed?

¤ Emanuel Maverick ¤ Outfit ¤

Grace drejede uden at tænke nærmere over det sin kop imellem fingrene, som hun betragtede Emanuel læne sig tilbage og sukke med eftertryk. Andet var der næsten heller ikke at gøre over lømlernes foretagsomhed og tåbelige adfærd. "Deres fantasi om hvad har sikkert ikke fejlet noget..." konstaterede hun tørt, mens hun noget mere muntert hævede et øjenbryn og derefter the-koppen. Smilet over kanten var dog ikke til at tage fejl af. Hun kunne ikke andet end smile af den episode - selv ikke dens konsekvens for de unge kunne fjerne det.

Hun nippede til den varme væske, som hun lænede sig tilbage i stolen og faldt lidt sammen. Det varmede at se hendes ven reaktion på hendes uforbeholdne mening om hans første år på skolen og hun mødte hans nik med et nyt smil. De kom mere og mere naturligt fra hende. Især som nu, hvor hendes tanker var langt fra foråret. Så slap en lille latter fra hende. "Åh, det har jeg ingen håb om. Kate har ramt endnu en af de der trodsige faser..." Hun rystede opgivende på hovedet, før hun lige så tørt fortsatte. "...og som resten opførte sig sidste år her på stedet, så tror jeg vi går en interessant tid i møde..."

[Emanuel Maverick]

bring grace to the strong

Emanuel var ved at tage sin første tår af teen, men Graces ord fik ham til at holde igen, og han rynkede byrnene. "Nej, og der er selvfølgelig ikke noget at finde - men de troede det ikke desto mindre. Men hvis en dreng som Lithgow, der tilsyneladende har hovedet skruet rigtigt på, tror det, hvor mange andre elever har så ikke et forkert indtryk af mig?" sagde han, tydeligvis forurettiget over hændelsen, selvom det efterhånden var nogle måneder siden. Denne tanke plagede ham ikke særlig ofte, men ind i mellem sneg den sig uvelkomment på, og det var rart at kunne tale om sine bekymringer med en, der også arbejdede på skolen og derfor kendte mere til elevers mentalitet.

Hans ansigtsudtryk mildnedes betydeligt, da familien blev bragt på banen, og han rystede umærkeligt på hovedet. "Det ene øjeblik er de modne magikere, der står til at løse verdens problemer med deres gode ideer og gåpåmod, det andet raser hormonerne, og selv drengene opfører sig som wilier," sukkede han og dykkede endelig ned i sin kop.

[Grace Kennith]

The summer came, the summer went
Now back in the castles shadows - how much has changed?

¤ Emanuel Maverick ¤ Outfit ¤

Grace nikkede forstående, som Emanuel gav et sjældent udtryk for den frustration uudtalte spekulationer og sigende blikke kunne have på selv den bedste og mest selvsikre underviser. Knægtede havde sået et frø af tvivl i en del sind, selvom det nok mest var de sind der allerede havde taget anti-parti imod hendes ven, men andre var også skubbet i den retning. "Desværre alt for mange - og Hallows-tilhængerne vil kun fremelske de mistanker er jeg bange for, Emanuel." Hun så alvorligt på ham og kunne ikke forhindre en bekymret rynke i at tegne sig i hendes pande.

Rynken fortog sig ikke som hun bragte datteren på banen og slet ikke som Emanuel gladeligt fulgte op med ord der kun skubbede til en mors bekymringer. Det sidste fik hende dog til at fnyse muntert, som hun fik et glimrende billede af lige netop det - og hendes mands reaktion på datteren rendende forgabt efter et blankt væsen af hankøn, hvis eneste tiltrækning var sit udseende og magi. "Du skulle nævne drengene...." Hun sukkede opgivende og nægtede at følge tankens muligheder videre til sin egen. "Men nu du nævner drenge - skal din den ældste... Solomon?.. ikke starte næste år?" spurgte hun som den tanke udsprang af den anden.

[Emanuel Maverick]

bring grace to the strong

Emanuels ansigtsudtryk blev tydeligt trættere, da Grace bragte de politiske grupper på banen, og han nikkede med et tungt suk. "Det tror jeg, du har ret i. Men de er nok ikke de eneste, der kommer til at volde problemer," sagde han og sippede af sin the, "The Riddlers har base i Ravenclaw, ligesom Burning Day, og det er nok kun et spørgsmål om tid, før de ryger i totterne på hinanden." Hans rynkede brynene og bestemte sig for, at nu ikke var tidspunktet at lufte yderligere bekymringer om Riddlerne, der i hans øjne kun varslede ondt.

En latter kom over hans læber. "Ja, jeg skulle nævne drengene. Det er måske lige dem, der er særlig grund til Kates trodisghed?" spurgte han og fortsatte så. "Men jo, han starter næste år. Jeg håber, jeg kan gøre mit for, at skolen er et godt sted at være på, når han skal til at gå her," fortalte han og mente implicit, at skolen ikke var særlig attraktiv for hans sønner for tiden. "Hogwarts har så stor del i børnenes opdragelse, og jeg ser helst, at han kan få lov til at være sig selv."

[Grace Kennith]

The summer came, the summer went
Now back in the castles shadows - how much has changed?

¤ Emanuel Maverick ¤ Outfit ¤

Et svagt udtryk af forvirring gled over Grace ansigt, som Emanuel virkede til kun at komme i tanke om yderligere bekymringer ved hendes ord og selv gav udtryk for disse. Først uspecifikt, som hun svarede med et let hævet bryn og så med en forudsigelse hun selv burde have set for længst. "Det er rigtigt ja.." Som hun sagde det sænkede hun blikket til sin the, som hun skjulte ansigtet bag det hævede krus, mens hun tog et hårdt greb om den bekymring for datteren fanget midt i det muligvis kommende kaos, der sprang til live ved indsigten. Så satte hun kruset fra sig igen, mødte hans blik med noget af den galgenhumor hun altid havde kunne finde frem i mørke situation. "I det mindste har Hallows ikke længere deres base der også..." Så havde åben krig været ikke blot en mulighed men en sikkerhed indenfor skoleårets første måned.

"Dem eller alderen eller måske er hun bare på tværs af princip? Hvilket jo nok også er alderen.." Hans latter havde dog jævnet lidt af hendes bekymring ud og fået sat kontrærheden i rette perspektiv. Noget hun ikke havde kunne i løbet af sommeren, men som Emanuels ro og lette smil og tilgang åbnede op for. Hendes øjenbryn skød atter i vejret ved hans ord og hun sendte ham et spørgende blik over den undertone der var i hans ord. Så nikkede hun. "Hvem de ender med her former dem langt mere end jeg tror mange forældre ved, ja, på godt og ondt. At være sig selv kræver sin personlighed dog.." Hun nippede til the'en igen. "Du håber han kommer på Slytherin som dig?"

[Emanuel Maverick]

bring grace to the strong

Emanuel lænede sig mod det ene armlæn og kneb øjnene let sammen uden rigtig at fokusere på noget. "The Hallows..." begyndte han svævende og rystede så let på hovedet, som om han prøvede at komme af med sin tankegang. "Jeg ved ikke, hvor jeg har dem. Ærligt talt, så ved jeg ikke, hvor jeg har nogen af eleverne, der engagerer sig politisk - som regel er der jo ingen andre problemer end, at det medfører klikeopdeling, og den vil jo komme uanset hvad på en skole som Hogwarts." Emanuel tog en stor slurk af sin the, der var ved at blive lidt for kold til at kunne drikkes. "Det bølger vel altid op og ned. Men politik er vist den helt store dille i år!" afsluttede han med et træt smil og tænkte i sit stille sind, at det ville være nemmere, hvis dillerne bare var spytkuglespil eller troldmandskort, som da han gik i skole.

"Tjah, hun ved vel, hvad hun vil" sagde han, "er det ikke at bifalde?" Emanuel prøvede ikke at belære Grace men spurgte med oprigtig interesse. Hans sønner var så meget yngre, og han havde endnu ikke prøvet at håndtere en teenager. Så kunne han ikke lade være med at smile igen. "Jeg håber... Jeg håber, at han kommer ind på det kollegium, hvor han hører til," sagde han diplomatisk men kunne ikke lade være med at tilføje brummende: "- men han slægter da sin far på." Stoltheden lyste ud af ham, og han så frem imod at havde sin søn i nærheden i arbejdstiden, også selvom det sikkert indebar nogle problemer.

[Grace Kennith]

The summer came, the summer went
Now back in the castles shadows - how much has changed?

¤ Emanuel Maverick ¤ Outfit ¤

Grace forholdt sig i ro, som Emanuel tog et øjeblik til at samle tankerne, før han fortsatte. Hvordan hun kunne have misset så meget på så kort tid var næsten ubegribeligt, men det var som om al den underliggende ufred mellem eleverne var blevet forstærket siden forårets komme og linierne trukket skarpere op. For skarpt måske endda for nogen. Hun kunne kun frygte hvor stort presset for at vælge en side ville blive. Derfor svarede hun også sin ven med et lettere opgivende suk. "Og som med alt andet tager de til ekstremet og et lille stykke længere. Nu med deres politiske holdning, hvor det før var støtten til Quidditch-hold." Det var ikke noget hun så frem til at opleve. Det sidste fik det dog til at trække i hendes mundvige, mens hun mødte hans blik. "Den omgang ved jeg ikke om du allerede har hørt om? Da Slytherins Holdkaptajn et år nægtede piger på holdet?" det havde været... interessant at overvære kampene det år.

Et øjeblik troede hun at hun havde hørt forkert. Så blev trækningen fra før til en ægte perlende latter, mens hun rystede let på hovedet. Den holdt ikke længe, men hang stadig i hendes øjne som hun halv-muntert svarede. "Det har hun nu altid vidst, men nej! Bifaldet er mere end behersket herfra!" Hun smilede stadig opgivende, som hun tog en større tår af sin noget afkølede the. Smilet var dog som blæst, som hun uddybede da det føles som om der var brug for det for at Emanuel kunne forstå hendes forbehold omkring datteren ret. "Små oprør var ventet, men jeg fornemmer der er noget større under opbygning. Hun ligner sin far for meget til andet... og bare den vished om at hun planlægger at rejse væk stritter børster hos dem begge." Hun var ægte bekymret for hvornår den konfrontation kom ud i det åbne. Lettere var det at se hendes vens forsigtige smil ved hendes ord og høre ham forsøge ikke at sige det han virkelig håbede på højt. "Så skal han nok komme det rette sted hen for ham. Jeg ser i hvert fald frem til at få ham som elev."

[Emanuel Maverick]

bring grace to the strong

"Qudditch-roliganer kan jeg klare!" udbrød han uden nogen intention om at afbryde Grace. Så kom han til at grine og kiggede på hende med en blanding af morskab og mistro. "Nu har jeg da hørt det med..." mumlede han og stillede theen fra sig på bordet.

Da smilet forsvandt fra Graces læber lagde han dog ansigtet i mere alvorlige folder, og han måtte endnu en gang lade sig overraske af det, hun fortalte ham. "Hvor længe har hun haft de planer i omløb?" spurgte han og prøvede at ignorere den uvelkomne og selviske stemme, der mindede ham om, at han var glad for, at hans sønner ikke lavede de numre - men nu var de heller ikke teenagere endnu. Så måtte han bryde alvoren igen og smile, nærmest taknemmeligt, til Grace. "Jeg håber du synes det samme et år efter han er startet," spøgte han og rettede sig op i stolen for at løsne musklerne i nakken.

[Grace Kennith]

The summer came, the summer went
Now back in the castles shadows - how much has changed?

¤ Emanuel Maverick ¤ Outfit ¤

Grace nikkede sobert, mens humoren over hele det cirkus de havde haft med eleverne det omtalte ikke var til at tage fejl af i hendes blik eller tilbageværende smil. "Åh ja, den håber jeg ikke kommer op igen, men man ved jo aldrig..." En del af de holdninger der florerede på skolen kunne meget let springe den bombe i skødet på dem endnu en gang. Hun var næsten mest imponeret over at den havde fået lov at dø ud.

"To, måske tre år åbenlyst. Længere hvis jeg kender hende ret, men det er kun det sidste år der er kommet stædig beslutsomhed bag... og du kender jo min mand." Hun skar en lille grimasse. To alen af et stykke og begge benægtede det konsekvent. Så sukkede hun træt, før hun tog den sidste tår af thekoppen og stillede den fra sig. Det kom til at blive et langt år. Emanuels stille og snigende smil fik dog hendes eget til at lave det samme nummer og lyset til at vende tilbage i horisonten. "Se han kan vel næppe være værre end de lømler der startede sidste år? Og de er da nogenlunde faldet til ro nu..."

Hun flyttede lidt på koppen, drejede den mellem fingrene, mens hun lod stilheden falde mellem dem. Ikke ubehageligt, men nok til at tankerne gik på vandring og hendes smil forsvandt med dem. "Men den tid, den sorg - eller glæde... " Hun slap koppen og genfandt et forsigtigt smil. "... og lidt af et skoleår vi har forude igen i år. Er der andet du mener jeg bør vide?" Hun håbede det næsten ikke.

[Emanuel Maverick]

bring grace to the strong

Emanuel morede sig herligt over anekdoten om quidditchholdet og følte sig veltilpas, selvom han var træt.

Sagen om Kate var dog en ganske anden, og han lænede en albue mod armlænet og støttede sin hage mod sin hånd. "Der er måske lige viljefast nok, hvis du spørger mig," sagde han alvorligt. Han ville ikke strække sig til at sige for meget om den unge dames opførsel, da det ikke var hans barn, men han havde tiltro til, at Grace ikke ville misforstå, når han blot udtrykte sin mening. Han var dog knap så påpasselig, når det kom til hendes mand, hvilket skyldtes, at han ikke var bange for at sige hvad som helst til hans ansigt, hvis det skulle være. "Edward må da komme til undsætning, hvis du udtrykker dine bekymringer om emnet," tilføjede han og var på nippet til at fortsætte i en mere kritisk tone, men holdt inde.

Han nikkede i enighed og fik så et tænksomt ansigtsudtryk. "Det skulle da lige være de nye præfekter..." begyndte han og lænede sig bagud i stolen igen, hvorefter han begyndte at fortælle om det i nærmere detaljer. Der gik længe, inden deres møde kom til en ende, og inden da rundede de en række emner, som de havde været forhindrede i at tale om i lang, på grund af Graces fravær.

closed