It's all happening at the zoo...

[todd]

(To dare is to lose one's footing momentarily),

[/color][/size]
(NOT TO DARE IS TO LOSE ONESELF)
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd rettede lidt på remmen til tasken han havde hængende på den ene skulder og sneg sig til at se på Donia der gik ved siden af ham i tunnellen der førte dem under vejen og over til den sidste del af London Zoo. I den dunkle belysning der var i halvmørket, kunne han ikke se hendes ansigt tydeligt, men med hukommelsens hjælp, havde han alligevel et klokkeklart billede, der fik ham til at smile lidt for sig selv, før han hurtigt så lige frem igen. Han havde talt længe og overbevisende til både sit eget kollegie-overhovede og hendes og til sidst fået lov at trække en lørdag ud af kalenderen til den tur i zoo han havde lovet Donia for efterhånden flere måneder siden.

Det skarpe sollys da de kom ud af tunnellen skar nogle sekunder i øjnene og han løftede den ene hånd og skærmede med den før han så spørgende på Donia igen og smilede, mens han med den anden hånd pegede først lige frem, mod den bro der gik over Regent's Canal, og derefter mod højre "Odderne eller fugle først?" han lod hånden falde igen og stak den i stedet i lommen på sin grå jakke "Vi kommer til at gå i en cirkel uanset og kommer tilbage hertil." han rømmede sig lidt og forsøgte at ignorere den svage nervøsitet dervar begyndt at melde sig i hovedet på ham, jo tættere de kom på et girafferne og dermed målet for hans egen lille plan, som han var lige ved at fortryde igen, men også kun næsten.

[/blockquote]

TAG Donia Allaway
WORDS 304
NOTES ---
OUTFIT here

[donia]

FOREVER UNITED
here somehow, you've got a piece of me

Donia var efterhånden kommet på den bedre side af hele oplevelsen med Samuel for en måneds tid tilbage, men at det havde påvirket hendes væremåde var ikke nogen hemmelighed for dem der stod hende nær. For trods alt, havde det hjulpet hende et skridt i den rigtige retning fra den åbenlyse forsigtighed og generthed hun altid havde lidt under, og hun havde overbevist sig selv om at det ikke havde været sket for ingenting. Alligevel valgte hun dog bevidst at slå en stor bue udenom, når hun fornemmede at slangen var i nærheden.

Hendes tanker vandrede frit og skrupelløst som hun roligt gik igennem den mørke tunnel, smilende over at have Todd gående ved siden af sig. Hun var blevet vitterligt overrasket, da han havde spurgt hende om hun stadig ville med, og det var en underlig følelse at være væk fra skolen uden for en ferie, midt i semestret. Hun skuttede sig en anelse i sin store, strikkede cardigan hun brugte som overtøj, som hendes bedstemor tidligere på året havde sendt, og løftede den ene hånd for at klø sig engang ved den blottede tinding, og stryge en hårlok om imod den højtsiddende, meget løse knold. Efterfølgende trak hun ærmerne et stykke ned over hænderne, for ikke at fryse dem mere end nødvendigt i den kolde tunnel. ”Odderne?” hun smilede op imod Todds skikkelse, hun kun lige kunne skelne i mørket, og stak hænderne i trøjens lommer.

• outfit: here •

[todd]

(To dare is to lose one's footing momentarily),

[/color][/size]
(NOT TO DARE IS TO LOSE ONESELF)
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd forsøgte virkelig hårdt at slappe helt af, som han havde forsøgt det meste af dagen, men han var stadig lidt ved siden af sig selv når det kom til Donia, og især nu de var alene. Hele visheden om, at hun vidste hvordan han havde det gjorde ham altfor selvbevidst og på samme tid gjorde det ham lettere stædig, mens han blev ved at huske sig selv på, at hun ikke havde taget afstand til ham. Hun havde ikke afvist ham eller slået hans forhåbninger i tusind stykker med et direkte afslag. Det lille lysegrønne håb spirede fortsat i hans mave og en lille delaf ham håbede, at han ville være klogere på hende når dagen var omme. Og måske endda have tippet vægten lidt til sinegen fordel.

Han gengældte hendes smil og spørgende tonefald med et lille nik "Så bliver det odderne." han lagde et kort øjeblik en hånd på hendes ryg uden egentligt at tænke over det, og førte hende ned ad den rigtige sti, før han igen lod sin hånd falde. Så smilede han for sig selv og så hemmelighedsfuldt på hende "Så ender vi hos girafferne til sidst forresten." en enlig sommerfugl tog en lille flyvetur i hans mave ved tanken om hvad han havde i baghånden når de nåede ned til lige netop de langhalsede dyr, mens han selv hurtigt stak hænderne i lommerne på sine jeans, uden at vide hvad han ellers skulle gøre med dem.

[/blockquote]

TAG Donia Allaway
WORDS 284
NOTES ---
OUTFIT here

[donia]

FOREVER UNITED
here somehow, you've got a piece of me

Donias blik var rettet ligefrem, og selvom hun ikke så i retning af den ældre løve, hvilede et lille smil stadig på hendes læber. Hendes hænder i lommen krummede sig en anelse sammen, som hun skuttede sig en enkelt gang og trak skuldrene lidt længere op imod nakken. Siden Todd ved et uheld havde afsløret at hun var mere end bare end veninde for ham til den store fest i vinterferien, havde det ikke været helt det samme. Det var i hvert fald ikke lige så nemt at opføre sig så ragende tosset, som Donia selv mente hun havde gjort, til deres mange skakaftener. Hun havde hele tiden haft tanken til at hvile i baghovedet, og det havde først forundret hende lidt, at hun rent faktisk havde mærket en behagelig varme sprede sig i hendes mave, når hun lod tankerne vandre over på ham og hvad han havde afsløret.

Donias smil blev mere fremtrædende som han bekræftede, og hun nøjedes med at rødme en lille smule da han lagde sin hånd imod hendes ryg. På en måde, var Donia glad for at Todd og hende længe havde været venner, og at hun for længst havde lagt sin sædvanlige generthed tilbage for ham, men hun benægtede ikke at der var kommet andet i spil efterhånden, ting der også fik blodet til at blusse lyserødt op i hendes blege kinder, om end ikke af skyhed. Hans ord vakte et minde til live i hendes tanker, og hun huskede med et skævt smil på aftenen hun havde taget en gammel sweater med selv samme dyr på, på i fællesstuen. ”Det vil jeg glæde mig til.” Hun så op imod ham, med et smil og skubbede endnu engang den samme, ene, løse hårlok om bag ved øret, uden at gøre et forsøg på at klemme den ind under elastikken. ”Jeg kan stadig ikke forstå at de gav os lov til at tage af sted”, sagde hun tilfældigt, som de bevægede sig over imod odderbassinet, og Donia trådte automatisk helt hen til rækværket. De små, pelsede fætre fik hende til at trække på smilebåndet, og hun lod underarmene hvile på kanten af den lave stenmur. Især en lille odder tiltrak hendes blik, og smilet blev blot bredere da en anden odder nærmede sig den i vandet, og traskede op på bredden, for at ryste sin pels dramatisk, og få den første odder til at flygte et par skridt til den ene side. Donia var overbevist om at den ville have set gnaven ud hvis den kunne, og med en dæmpet latter drejede hun hovedet imod Todd. ”Der er nu alligevel noget charmerende over dem.”

• outfit: here •

[todd]

(To dare is to lose one's footing momentarily),

[/color][/size]
(NOT TO DARE IS TO LOSE ONESELF)[/font][/size]
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todds blik vendte uundgåeligt tilbage til Donias ansigt igen og igen. Diskret, men fandt han sit blik draget til det lille, men yderst klædelige smil, der havde hvilet på hendes læber det meste af dagen. De ikke særlig godt undertrykte sommerfugle i hans mave flaksede tøvende og han følte sig på en sær måde både afslappet og anspændt i hendes selskab denne gang. Spillereglerne var ændret lidt siden hun ved et tilfælde havde overhørt hans korte, men lettere ophedede diskussion med Alexander til festen i vinterferien. En svag følelse af ikke at vide om han var købt eller solgt, blev ved at snige sig ind på ham, men han blev stædigt ved med at skubbe den langt om i baghovedet og forsøge ikke at lade sig mærke med den.

Han fjernede hurtigt hånden fra hendes ryg igen da han så hendes kinder få lidt mere farve. Ikke fordi han egentligt havde lyst, men fordi han stadig i baghovedet havde tanken siddende, at han ikke ville virke anmasende på nogen måde. I stedet blev han lettere akavet omkring hende og var udemærket godt selv klar over det. Han smilede skævt da hun gjorde det samme, og tydeligvis fangede hans lille hentydning til girafferne. Hans blik fulgte hendes hånd da hun strøg en lok af sit hår om bag øret og så så frem igen med en svag skuldertrækning "Jeg var vist ret insisterende..." han skævede hurtigt til hende som hun lagde armene på kanten af muren ind til odderne. Efter et øjebliks betænkningstid stillede han sig ved siden af hende, lidt tættere på end han egentligt behøvede og lagde selv sine underarme til hvile på muren tæt ved hendes.

Han smilede varmt da hun lo over de legesyge oddere og nikkede uden at dreje hovedet og se på hende "Mhm...meget." han så på hende og fortsatte, selvom det var en dybt ligegyldig oplysning han gav hende "Min mors patronus er en odder, faktisk..." han så på de små dyr igen, og holdt alligevel et halvt øje diskret på deres hænder der lå på muren, ikke ret langt fra hinanden. Han rynkede panden lidt, næsten ikke synligt og flyttede så sin hånd lidt nærmere hendes, mens en let sugen meldte sig i hans mave.

[/blockquote]

TAG Donia Allaway
WORDS 426
NOTES ---
OUTFIT here

[donia]

FOREVER UNITED
here somehow, you've got a piece of me

Donia følte en snert af skyldfølelse over ikke at have nævnt episoden til festen i vinterferien siden Todd var taget hjem fra hendes hus dagen efter, men fordi hun endnu ikke havde haft mod til at sige at hun efter det var blevet mere og mere glad for ham, tog hun det med. Hun løftede hovedet en anelse for at lade blikket hvile kortvarigt på ham, før hun rettede det frem foran sig med en slet skjult eftertænksom mine. Hun var glad for at han havde givet hende plads, for hvis situationen havde været, at han havde konfronteret hende inden hun var klar, krævet en eller anden form for respons (hvilket næsten kun ville være forståeligt, kunne Donia godt se i bakspejlet) så var det ikke sikkert at den daværende zoo-tur var blevet en realitet.

Hendes fingre lukkede sig let om kanten af muren og stenene var kolde imod hendes bryst. Hans ord fik hende til at smile varmt, sagtens i stand til at forestille sig præfekten i sådan en situation. Hun klukkede lavmælt og drejede hovedet over imod ham, endnu med læberne krøllet op i et muntert udtryk. ”Godt for os.” Hun så tilbage mod odderne, mens hun ud af øjenkrogen kunne se Todd bevæge sig nærmere og selv læne sig op ad muren.

Hun holdt blikket rettet imod odderne, indtil Todd fortalte om sin mors patronus, og hun smilede varmt og drejede hovedet i hans retning. ”Ved du hvad din er?” hun kunne ikke holde en snert af nysgerrighed fra sin stemme. ”Din patronus?” Hun drejede hovedet ligefrem igen. ”Jeg har aldrig selv forsøgt at fremmane en”, tilføjede hun og mindede sig selv om at mugglerne omkring dem ikke ville syntes det var normalt, hvis hun gjorde forsøget på stedet. Udover det faktum at Donia også var mindreårig og derfor kunne risikere bortvisning – en tanke der var mere grusom end så meget andet. Trods det kunne hun dog tydeligt mærke tryllestavens moderate og tilmed lokkende vægt imod sin side, hvor den var stukket ned i en indvendig lomme, bedstemoderen havde tilføjet til formålet og hun blev enig med sig selv om at hun måtte gøre et forsøg når hun kom tilbage til skolen.

Hurtigt opslugt af tanken om uudforsket magi, opdagede hun ikke med det samme Todds hånd der bevægede sig nærmere, ikke før den var lige ud for hendes. Hendes blik hvilede der tøvende, før hun med en ukendt reserve af mod flyttede på sin og lod hånden glide rundt om hans, og i et forsøg på at få det til at virke tilfældigt hev hun let i den, hvorefter hun trådte et skridt bagud, for at få ham til at følge med. ”Skal vi videre?”

• outfit: here •

[todd]

(To dare is to lose one's footing momentarily),

[/color][/size]
(NOT TO DARE IS TO LOSE ONESELF)
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd smilede skævt og de små smilerynker i hans øjenkroge stod et øjeblik tydeligt frem. Han lænede sig ind over muren ved siden af hende, og skar en lille grimasse, lige dele munter og forlegen "Der skulle ikke så meget til når alt kom til alt." han trak let på skuldrene, mens han drejede hovedet og så uudgrundeligt på hende før han henkastet fortsatte "Nu er det heller ikke fordi jeg har bedt om den slags før, så måske det gjorde det lidt nemmere at overtale dem." han smilede skævt igen og fulgte et par af odderne med blikket, mens han igen blev tavs.

Han nikkede da hun fortsatte hans lettere ligegyldige snak om patronusser og drejede igen hovedet og så på hende med et lille smil "Mhm... en ræv." han trak lidt på skuldrene igen og fortsatte "De er som regel det samme som ens animagus-skikkelse." han skar en lille grimasse og så et øjeblik undskyldende ud "Men, det ved du selvfølgelig godt." hans smil blev varmt igen, og han slappede lidt af igen "Virkelig?" han rynkede brynene et øjeblik, uden at smilet forsvandt "Så er det jo bare at gå i gang. Finde et minde der skiller sig ud fra alle de andre..."

Han så på hende et langt øjeblik igen, blev så selv opmærksom på det og flyttede hurtigt blikket ud mod odderne igen, mens han alligevel sneg sin hånd tættere på hendes på muren. Det havde været hans mening at tage hendes, men modet rakte i det øjeblik ikke længere end til at flytte den, så den lå få millimeter fra hendes. Før han fik taget sig sammen til at flytte den det sidste stykke, mærkede han pludselig Donias lille, varme hånd glide over hans og tage fat. Han stivnede svagt og mærkede alle sommerfuglene i sin mave slå en kollektiv saltomortale, mens et bredt smil trak op i hans mundvige. Han rettede sig op og fulgte hendes insisterende træk, uden at kunne tørre smilet af. Han nikkede, en smule distraheret over følelsen af hendes hånd der stadig holdt om hans. Så nikkede han endnu engang og mødte hendes blik, mens han tøvende lukkede sine egne fingre om hendes og fortsatte ned ad stien uden helt at lægge mærke til indhegningen med regnskovs-dyr som de kom til som den næste og følte i stedet han momentært havde mistet evnen til at tale.

[/blockquote]

TAG Donia Allaway
WORDS 466
NOTES ---
OUTFIT here

[donia]

FOREVER UNITED
here somehow, you've got a piece of me

Kortvarigt lod hun blikket søge ud over området der tilhørte odderne, selvom de fleste af de små pelsede dyr var forsvundet ud af hendes synsfelt for en kort stund. Hun klukkede let over Todds ord og hævede den ene arm, den længst væk fra ham, og støttede hagen i hånden, mens hendes fingre slog let på siden af kinden. ”Det kunne selvfølgelig godt være.” Hun tiltede hovedet en anelse, så hun kunne se på ham.

Armen faldt hurtigt ned igen og hun rettede sig automatisk lidt op som snakken faldt på magi, og hun afslørede hurtigt en række hvide tænder og Todds svar på hendes spørgsmål. At animagiers patronuser ofte tog form af det dyr de kunne ændre skikkelse til var ikke noget nyt at høre, en ting Todd med det samme også var klar over og hans undskyldende udtryk fik hende blot til at smile varmere, mens et eller andet i hendes mave slog en kolbøtte. ”Det kunne jo godt være du havde været en undtagelse.” Hun klukkede let igen og tyggede derefter let ned på sin underlæbe, uden at fjerne blikket med det samme, som samtalen fortsatte.

Hans overraskelse fik hende til at trække lidt forlegent på skuldrende og løfte hånden længst fra ham igen, for at stryge håret om bag ved øret, i et øjeblik manglende det altid sikre skjul hendes lange hår dannede omkring hendes ansigt normalt. Hun hævede blikket igen og mødte hans, med et lille nik. ”Måske kunne du hjælpe mig med at lære det?” Det var ikke verdens bedste undskyldning for at være mere sammen med Todd ellers, for Donia havde altid været dygtig og havde aldrig ligefrem haft brug for andre elevers hjælp eller assistance med besværgelser, men alligevel havde det alligevel været den første idé hun havde fået, og med et lille smil tog hun blikket til sig og drejede hovedet ud imod dyrene igen.

Da hendes hånd havde lukket sig om hans, formåede den der lille, skjulte reserve af mod at gøre indpas, og hendes skuldre faldt lidt ned, som om hun havde været anspændt før. Da han fulgte med, var hendes greb om hans hånd tøvende, og hun kunne ikke vælge om hun bare skulle give slip igen. Det gav dog sig selv, da han øjeblikket efter lukkede sine fingre om hendes og hun lod den derfor blive hvor den var. Hun skævede kort op til ham, med tænderne igen begravet let i sin underlæbe, uden at vide hvad hun skulle sige.

• outfit: here •

[todd]

(To dare is to lose one's footing momentarily),

[/color][/size]
(NOT TO DARE IS TO LOSE ONESELF)
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd mærkede varmen skyde lidt op i sine kinder da han påpegede det åbenlyse i sine egne ord og han smilede skævt og endnu en gang undskyldende. han skævede forlegent til hende og det varme smil han fik til gengæld fik igen en enlig sommerfugl til at flakse en omgang i hans mellemgulv. Han trak let på skuldrene og lænede sig lidt længere ind over muren ved hendes ord "At være undtagelsen behøver ikke være en dårlig ting..." hans ord var tvetydige og at han ikke helt selv havde tankerne ved patronusser da han sagde dem, blev kun bekræftet af hans nedslagne blik og det stadigt forlegne smil der lurede på hans læber.

Han rettede sig lidt op igen og drejede hovedet væk fra odderne da hun strøg håret væk fra ansigtet. Så smilede han bredt og varmt og nikkede ivrigt "Meget gerne... Altid, det ved du, Don..." han så på hendes ansigt et øjeblik længere, før han også så på odderne igen og få sekunder efter blev aldeles afledt af hendes hånd der lagde sig om hans og insisterende trak ham ud på stien igen.

Da han først havde sundet sig lidt og lukket sin egen hånd om hendes, gik han nogle minutter i tavshed og frygtede hvert andet øjeblik at hun skulle trække hånden til sig og bekræfte ham i, at han havde læst situationen, eller måske nærmere invitationen komplet forkert. Da det ikke skete så han forsigtigt op på hende igen, stadig uden helt at vide hvad han skulle sige. Det var pludseligt svært at koncentrere sig både om hendes hånd i hans og at skulle sige noget. Han rømmede sig lavmælt og pegede så ned ad stien før han så spørgende på hende "Vi skulle måske bare gå ned til girafferne med det samme?" han sneg sig til at give hendes hånd et forsigtigt klem og virkede selv svagt utålmodig efter at komme netop ned til de langhalsede dyr.

[/blockquote]

TAG Donia Allaway
WORDS 380
NOTES ---
OUTFIT here

[donia]

FOREVER UNITED
here somehow, you've got a piece of me

Hans mere eller mindre filosofiske ord fik Donia til at se op med et lille smil på læberne. Søgende, men diskret, lod hun blikket glide ned over hans ansigt da han slog blikket ned, og hun undrede sig kortvarigt over hvad han mon havde ment med den udtalelse. At hun så ikke ligefrem kunne finde noget svar i hans træk, fik hende til at trække let på skuldrene og svare: ”Ikke nødvendigvis, nej…” Selv slog hun også blikket med jorden, stærkt fokuseret på at bevæge fødderne uden at komme til at snuble over en kant eller revne (hvilket nemt kunne lade sig gøre, selvom hun stod stille). Hun havde lyst til at spørge hvad han havde ment, men en bølge af velkendt genert- og forsigtighed skyllede ind over hende og fik hende dermed til at lade være.

Donias tænder fandt underlæben igen, og efter at have kommet sig over den uvante situation det satte hende i, at spørge om hjælp til alt hvad der kunne relateres til skolearbejde, voksede et spinkelt, men varmt, smil frem og hun skævede kort op til ham og mumlede et lille ”Tak,” inden de satte i bevægelse igen. Donia kunne selv ikke helt finde ud om hun skulle smile eller rødme over følelsen af hans varme hånd rundt om hendes, hun vidste bare at det overraskende nok føltes meget naturligt og rart.

Hun blev dog inden længe revet ud af sine forstyrrende tanker igen, da Todd spurgte hende om noget og hun gik ud fra at det lille tryk han havde givet hendes hånd, var for at få hendes opmærksomhed. Donia så ned af stien han hentydede til og drejede derefter ansigtet op ham og trak på skuldrene. ”Det kan vi godt.”

• outfit: here •

[todd]

(To dare is to lose one's footing momentarily),

[/color][/size]
(NOT TO DARE IS TO LOSE ONESELF)
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

Todd smilede svagt, uden at dreje hovedet og se på Donia igen, velvidende, at gjorde han det, ville hans blik forråde ham, mere end hans allerede varme kinder gjorde. Så rystede han let på hovedet og smilet trak lidt længere op, mens han hurtigt skævede til hende "Undskyld... jeg tåger..." han drejede hovedet væk igen uden at holde op med at smile og blev stående sådan indtil hendes varme hånd lukkede sig om hans.

Han fortsatte et lille stykke i tavshed efter at have lukket hånden om hendes og først da det efterhånden trængte ind, at hun ikke havde tænkt sig at slippe hans hånd igen, slappede han lidt af, mens et nyt forsigtigt smil trak op i hans mundvige. Den vished gav ham en smule mod tilbage og han rankede sig, mens han sendte et næsten stolt smil til en kvinde med en klapvogn der passerede dem og smilede sigende da hans blik mødte hendes.

Så var hans opmærksomhed igen tilbage på Donia og nikkede da hun ikke kommenterede på hans utålmodighed, men i stedet blot accepterede den. Han så frem igen og fortsatte ned mod den store indhegning og huset, der indeholdt girafferne og begyndte tøvende at tale mens de nærmere sig "Jeg..." han stoppede igen og rynkede panden lidt, før han rømmede sig og fortsatte "Jeg har faktisk en lille ting til dig når vi kommer derned." han så hurtigt på hende igen og smilede hemmelighedsfuldt, før han igen så lige frem.

[/blockquote]

TAG Donia Allaway
WORDS 288
NOTES ---
OUTFIT here