Imogen Ivory
Dimittend
If winning isn't everything, why do they keep score?
|
Post by Imogen Ivory on May 17, 2011 8:32:31 GMT 1
Hans ord fik et grin til at brede sig over hendes læber, og et spillende glimt bredte sig i hendes øjne, som hun så på ham med et moret blik. ”Pas på, jeg ikke tager dig på ordet” drillede hun, og smilede så bredt, at et par smilehuller dukkede op under hans fingre på hendes kind. Hele vejen igennem småklukkede hun over hans ord, og ville have rystet på hovedet af ham, hvis ikke det havde betydet at hans fingre derfor måtte fjernes. ”Jeg tror jeg melder pas. Jeg ville meget hellere have dig her end i Azkaban.” Hendes hænder bevægede sig lidt i hendes skød, som om hun ikke var sikker på hvad hun skulle gøre af dem, så hun valgte at lade dem ligge hvor de var og forsøgte ikke at fokusere på sommerfuglene der svirrede lystigt rundt i hendes mave og fik det til at summe i hovedet.
Selvom hun en enkelt gang før havde set Stuart læne sig ind imod hende på den måde, føltes det som om hun sad på kosten og bevægede sig frem i en rygende fart, og hun kunne have svoret at mindst lige så meget adrenalin pumpede igennem hendes årer, afventende og forventningsfuld. Alt dette på få sekunder, indtil hans læber forsigtigt ramte hendes, og sommerfuglene i hendes mave smeltede og blev til en varm følelse. Hvor Stuart ansigt var alvorligt, var Imogens mildt, og da deres læber skiltes for en stund, så hun på ham med et indbydende smil, der uden ord forklarede at alt var i orden, før hun lænede sig frem for kort at røre hans læber igen.
|
|
|
Post by Stuart Fellton on May 17, 2011 16:38:53 GMT 1
Stuart smilede betaget, og lod fingeren glide ned over hendes kraftige, dybe smilehuller. Så grinede han fjoget. ”Så må jeg finde på noget andet genialt”, mumlede han, med en snert af alvor i stemmen, før han hævede begge bryn. Han strøg en lille tot af hendes korte hår, om bag øret og i samme bevægelse, lænede han sig tættere mod hende. ”Du må gerne tage mig på ordet. Det kan umuligt være slemt”, mumlede han drillende, før et varmt og fjoget smil, skilte læberne ad.
Stuart skulle ikke undvære hendes kys længe, for blot få sekunder efter, indfandt hendes læber sig på hans. Følelsen af afmagt og betagelse flød igennem ham, og fordelte sig i blodbanerne, for at afgive det vildeste adrenalinkick nogen sinde. Stuarts hånd forlod hendes kind, for at placere sig i hendes nakke, skønt hendes kys kun varede et ganske kort øjeblik. De mørkeblå øjne tiggede nærmest om mere, uden han var klar over det, da de i samme sekund, fandt hendes. Der var noget charmerende over den måde, hun smilede til ham på, og følelsen fik hans hjerte til at galopere. Stuarts hånd forlod hendes nakke, for at vandre i en glidende bevægelse, ned af hendes kind. Den fortsatte ned af hendes hals, hvorefter pegefingeren gled over hendes markerede kraveben, for så at genfinde sin plads i nakken. Stuart krævede endnu et kys, denne gang mere nysgerrigt og i længere tid, end de forrige.
|
|
Imogen Ivory
Dimittend
If winning isn't everything, why do they keep score?
|
Post by Imogen Ivory on Jun 6, 2011 22:34:35 GMT 1
Imogen lo sagte og himlede lidt med øjnene af ham. “Go for it.” Det udfordrende glimt var tilbage, som hendes skuldre hævede sig og sænkedes igen en enkelt gang. Hun smilede varmt, da han forsøgte sig med at stryge håret bag øret – en ting der i sig selv ikke var helt nem – og kunne mærke hvordan hans fingre ramte det yderste af hattens kant.
Det var klart at deres læber i starten var meget forsigtige mod hinanden. De skulle lære hinanden at kende, men det hindrede ikke Imogen i at nyde det til fulde, og hun smilede svagt ind imod hans læber, klar til at fortabe sig helt og holdent. Der var i det øjeblik, intet hun havde mere lyst til end at sidde sammen med Stuart, nyde hans nærvær og endelig være i stand til at udtrykke de følelser hun havde båret rundt på i et stykke tid.
Sådan sad de sammen et stykke tid endnu, talte om alt og intet, delte uskyldige kærtegn, drak kakao og lo, lige indtil klokken blev så mange, at de glade og tilfredse steg på en karret og satte kursen tilbage imod Hogwarts, og Imogen kunne have svoret at der aldrig havde været så mange sommerfugle i hendes mave.
C L O S E D
|
|