I'm not nervous ...

[Stuart Fellton]

imogen ivory

Vejret havde været decideret klamt de sidste dages tid. Luften var kvælende fugtig, og det havde regnet uafbrudt lidt over 12 timer, de sidste døgns tid. Solen havde ikke været til at finde, bag de møke skyer, som havde gjort det svært at skelne mellem dag og nat, og vinden havde været temmelig dominerende.

Skønt vejret havde givet dagen et kedeligt twist, for det var absolut ikke blevet bedre, lod det til at Stuart var tilfreds. Det sorte hår, strittede som altid, i det han langsomt bevægede sig ned af Hogsmeads hovedgade. Han.. Desuden fløjtede han. Det var ikke helt uanmindeligt for knægten, men her den sidste periode, havde han fløjtet konstant. Enkelte hekse brød ud i lavmælt fnisen, i det han passerede dem. Han var dog for travlt optaget til, at ligge mere i det. De mørkeblå øjne lå urokkeligt på kroen, som han i et jævnt tempo, nærmede sig. Smilet blev større jo tættere han kom, og da han skubbede døren op, blottede han sine lettere skæve tænder, i et bredt smil til kroejeren. Kaffe. Han skulle have kaffe! Stuart lod hånden glide hen over håret, i det han drejede rundt, og lod blikket glide ud over forsamlingen. Han sukkede kort, lettere skuffet over hvad der mødte hans blik, før han krydsede gulvet og landede ved et bord, allerbagerst i kroen.

Stuart sad en rum tid, hvor ventetiden dræbte ham langsomt.. Han vidste godt, at det havde der været en hvis chance for, når man nu kom 20 minutter for tidligt. Hver andet sekund ramte de mørkeblå øjne døren.

[Imogen Ivory]

outfit

Vejret var ikke lige så fantastisk som man kunne have håbet på i starten af marts, og det var med hurtige skridt at Imogen bevægede sig ned af hovedgaden i Hogsmeade. Hun havde hætten på sin jakke slået op over hovedet, og hendes fingre var lukkede om kanterne for at forhindre den i at falde ned. Hendes bare fødder i skoene var kolde, som vandet landede på dem sammen med sprøjtene fra vandpytterne der begyndte at danne sig på gaden.

Hun havde længe set frem til dagen, men nu hvor det endelig var oppe over, havde det krævet både Julie og Pandoras samlede kræfter at få hende ud af døren og forhindre hende i nervøst at bide negle. Imogen var ikke typen der fik kolde fødder eller blev nervøs. Det var noget hun havde overkommet efter mange års Quidditch, men da hun skulle af sted til Hogsmeade, ville hendes fødder ikke flytte sig af nervøsitet.

Men nu var hun der, og i et øjeblik tøvede hun ude foran den store trædør, og trak ubevidst tiden lidt ud, ved at knappe sin jakke op og trække den ned over armene og rette en smule på det korte hår. Som det sidste strøg hun fingrene under den bløde hud under øjnene, for at fjerne eventuelle make-up rester.
Derefter kunne hun ikke trække den længere, og hun ignorerede blankt sommerfuglene i maven, og skubbede døren op ind til De Tre Koste. Uden at kaste et blik rundt, startede hun med at hænge sin jakke op, og vendte sig derefter mod kroens befolkning. Stuart var den sidste hun endelig opdagede, og med ét var det som om den nervøsitet der havde naget hende forsvandt og hendes læber bredtes i et varmt smil som hun satte kursen imod ham, lettere rødkindet.

[Stuart Fellton]

Stuart havde stirret bøvet ud af vinduet, i nogle lange ligegyldige minutter, hvorefter dørens knirken, havde fanget hans fulde opmærksomhed. For 117. gang stivnede han, kastede blikket mod døren, glemte at trække vejret, hvorefter begge hans hænder blev knyttede hårdt under bordpladen. De mørkeblå øjne som tilhørte Stuart, var glødende af nysgerrighed og forventning, da han mindre end et sekund efter, fik øje på hende i døråbningen. Stuart tabte pusten, før et lille smil, groede fast på hans læber. Ubevidst lod han hånden glide om i nakken, hvor den lå for en kort stund. Han kunne ikke blive siddende! Stuart fik rejst sig, temmelig kluntet, og uden at tage blikket fra hende.

Han rømmede sig lavmælt, og lænede sig smilende op af bordet. Det krævede sin mand, ikke at gå i spåner over, hvor helt usandsynlig køn hun var. Og var Stuart en mand? Da overhovedet ikke. Han måtte synke besværet, og da hun pludselig satte kursen mod ham, og kort efter, stod ved ham, skød den lyserøde farve op i hans kinder. "Hey smukke", mumlede han og smilet på de smalle læber, gled ud og blev bredere. En stemme i hans hoved, skreg at han skulle tage sig sammen, men lige meget hjalp det. Stuart havde mistet grebet om situationen, og det brød han sig ikke synderligt om. Han plejede som regel at være cool - hvorfor fanden kunne han så ikke bare være det nu?

Stuart var iført en rødternet skjorte, hvor ærmerne var slået op over albuerne, og knapperne heftet sammen. Det sorte hår strittede, men det gjorde det egentlig altid. Bukserne var mørke og tætsiddende. Det samme kunne siges om skoene. Stuart havde ikke tænkt synderligt over sin beklædning, eftersom han havde haft travlt med at komme afsted, men.. et kort øjeblik fortrød han, at han ikke havde brugt timer foran spejlet.

Oh fuck..

[Imogen Ivory]

outfit

Der var dejligt lunt i kroen, og en kuldegysning gik igennem hende som varmen vendte tilbage til hendes ben og fingre, og uden at tænke over det gned hun hænderne lidt imod hinanden. Et krøllet smil spillede over hendes læber, da Stuart kom på benene lidt væk fra hende, og øjeblikket efter havde hun nået sin vej igennem rummet. Det forundrede Imogen at den nervøse boble var sprunget, og hun følte sig let og veltilpas. "Hej Stuart!" sagde hun varmt, og som hun ville have gjort med alle sine venner, lænede hun sig frem og lagde en enkelt arm over hans skulder i et kort kram.

Hendes pande rynkede sig en lille smule, og hun så vurderende på ham. "Du har ikke ventet længe, vel?" Imogen trak på smilebåndet, uden at tage blikket fra ham. Hvis han havde, var der sådan set ikke meget hun kunne gøre for at ændre det. Men hun ville helst ikke have ry for at være utilregnelig, trods alt. Uvilkårligt betragtede hun ham diskret lidt mere nøje, og ignorerede blandt den varme følelse af blodet der farvede hendes kinder svagt.

Imogen var bange for at opføre sig akavet og kedeligt, og hun forsøgte også at holde sit naturlige lederinstinkt nede og lade være med at begynde at tage styringen over rækkefølgen de gjorde tingene i: Såsom at få fat i drikkevarer og sætte sig ned. "Sikke et vejr udenfor." Vejret. Klassisk. Skide flot, kommenterede den spydige stemme i hendes hoved, og hun rømmede sig lidt uden at stoppe med at smile, om end lidt… anstrengt. Det ledte til at Imogen gav sig selv en mental skideballe, og hun prøvede ihærdigt at glemme alt det der gjorde hende bekymret, og opføre sig normalt og afslappet som hun ellers altid ville gøre. Der var jo absolut ingen grund til at opføre sig anderledes end altid.

[Stuart Fellton]

Han rystede på hovedet. "Nej", svarede han hende smilende. 20 minutter din idiot? Kalder du ikke det lang tid!?, lød det gnavent fra stemmen i hans hoved. Stuart gned sig nær øret, som for at få stemmen til at forsvinde, hvilket lykkes ham - temmelig overraskende. Han fugtede læberne og lod hånden køre igennem håret, før han en anelse forvirret vendte blikket mod vinduet. Han nikkede ligegyldigt. "Jo, det er lidt trist. Men jeg tror på, at jo mere regn vi får nu, jo mindre regn har skyerne til os, når det bliver sommer!", sagde han og smilet gled hen over hans læber, da han efterfølgende vendte blikket mod hende.

Stuart havde aldrig været god til det med facader - det fungerede bare ikke hos ham, ligegyldigt hvor meget han så måtte have haft brug for det. Stuart var ligetil, fordi han i langt de fleste tilfælde, reagerede ud fra hvordan han havde det, eller hvordan han havde følt i den gældende situation. Og det gjaldt alle følelser! Stuart var på ingen måde, en mester i at ligge en dæmper på sig selv.
Derfor kunne det på ingen måde, være svært for Imogen, at læse Stuart. De mørkeblå øjne strålede, kinderne var lettere lyserøde og smilet på læberne, kunne umuligt blive bredere. Knægten lignede en sol.

Stuart rømmede sig, hvorefter han skubbede sig selv væk fra bordet. "Skal jeg hente noget til dig? Hvad kunne du tænke dig?", spurgte han smilende, hvorefter han nikkede op mod baren.

[Imogen Ivory]

outfit

Imogen besvarede hans smil for fuld styrke. ”Fedt,” svarede hun med et nik, og troede oprigtigt på at han sagde sandheden. Men Imogen ville nok heller ikke betrage tyve minutter som alverdens tid, hvis hun skulle finde ud af det alligevel. Hun var vant til at piske folk rundt i timer af gangen, og det var efterhånden så indgroet i hende, at det ikke var lang tid før der var gået mindst et par timer.

I en tænksom grimasse spidsede hun læberne en anelse og så ud af vinduet. ”Forhåbentligt. Jeg håber bare det er overstået inden vi skal spille imod Slytherin,” konverserede Imogen mest af alt med sig selv, og glippede så et par gange med øjnene, som hun vendte tilbage til samtalen. Beklagende så hun på Stuart og smilede skævt. ”Miljøskadet, du ved.” Det var af ren vane, at hun kunne relatere det meste til sportsgrenen. Men folk var vel efterhånden så vant det i hende, at man var stoppet med at bide mærke i det. Hendes hænder fingerede lidt ved ærmekanten på hendes bluse, før hun skubbede begge ærmer nonchalant op over albuerne og foldede armene slapt over brystet, af mangel på bedre steder at gøre af dem. Da han spurgte til hendes ønske, løftede den ene sig, så hun kunne klø sig nær tindingen mens hun overvejede det. ”Blåbærcider, måske?” tilbagemeldte hun langtrukkent og så spørgende på ham. ”Ellers… Bare det samme som du skal have.” Imogen lod blikket hænge ved ham, og tyggede lidt ned på sin underlæbe da hun kom i tanke om det rygte hun havde læst om sig selv denne morgen, hvilket var den største grund til at hun havde fået kolde fødder. Hvad nu hvis Stuart troede på det?

[Stuart Fellton]

• • •

Stuart smilede bredt før han smadrede begge håndflader sammen, i et begejstret klap. ”Jeg skal have kakao med flødeskum.. og selvfølgelig de der små nøde stykker, som han drysser på. Det er altså en drik, man bare ikke må gå glip af”, sagde Stuart og hævede begge bryn, i en sigende grimasse. Han vendte rundt på hælen, før han dvask satte kursen mod baren. ”Jeg er tilbage om 5 sekunder”, tilføjede han og viste to fingre...

Bartenderen, Tom som han hed, hvis Stuart ellers huskede rigtigt, smilede bredt ved synet af knægtens venlige ansigt. ”Nå, for helvede. Hvad kan jeg byde dig på knægt?”, lød det brummende fra ham, hvorefter han skævede mod det bord, Stuart var kommet fra. Et listigt smil gled over bartenderens læber, og han hævede sigende øjenbrynene i en frydende grimasse. Stuart smilede overordentligt tilfredst, da han efterfølgende bestilte.

• • •

”Jeg håber du kan lide det”, sagde han, og med det stadig venlige smil, klistret fast til læberne. Han satte koppen foran hende, og stillede sin egen ved hans plads. Han satte sig. ”Har du hørt det seneste rygte?”, spurgte Stuart og smilet blev større. ”Synes du ikke det er hamrende sjovt?”, tilføjede han og et kort grin gled over hans læber. Han stak sin ske i koppen, hvorefter han trak den op, og slikkede flødeskummen af. ”Jeg kender lidt til ham Eric drengen.. Ham kan jeg sgu egentlig meget godt lide”, sagde Stuart og smilet aftog sig en anelse. ”Vi er ikke venner eller noget, jeg har mødt ham et par gange. Og så var han da med til Julies fest, ikke? Nåhr jo!”, udbrød Stuart og skar en grimasse. ”Det var han jo”, tilføjede han mumlende og grinede forlegent, før han kløede sig på kinden.

[/blockquote]

[Imogen Ivory]

outfit

Imogen smilede bredt over Stuarts erklæring og nikkede bekræftende. ”You’re the boss…” tilføjede hun, netop som han forsvandt op til disken, og efterlod hende tilbage med et smørret smil klistret til læberne. I stedet for at blive stående og slå rødder, valgte hun at udnytte tiden til at glide på plads i den lille bås, og trak automatisk det ene ben op under sig før hun satte sig, og rettede lidt på trøjen bagpå, omkring buksekanten, så den ikke gled op i processen.

Hendes hoved blev placeret i hånden, hvor albuen var støttet imod bordpladen, og med den anden hånd kløede hun sig kort oven på det huebeklædte hoved, der skjulte det meste af hendes korte hår, på nær pandehåret. Imogen genkendte bartenderen og hun fandt sig selv endnu smilende, da han skævede ned mod bordet hvor Imogen sad og ventede, og i stedet for at slå blikket tøset ned, blev hendes smil nærmest helt triumferende.

Det var stadig at finde skjult på hendes læber, da Stuart kom balancerende tilbage til bordet med to meget fyldte kopper med kakao og Imogen så imponeret på dem. ”Det var sgu noget af en balje!” udbrød hun og klukkede let, som hun fjernede blikket fra kopperne og søgte Stuarts ansigt. ”Det ser lækkert ud,” fik hun også tilføjet da han placerede den foran hende og ligesom ham tog hun let ved skeen, men løftede den ikke op med det samme. Med spidserne af hendes pege- og tommelfinger nippede hun forsigtigt en af nødderne på toppen af og puttede den i munden, mens hun så interesseret på Stuart mens han talte. Hun var ikke forberedt på at han ville bringe rygtet op med det samme, men så, så hun det fra hans synsvinkel og blev klar over at det rent faktisk var ret sjovt. ”Fis i en hornlygte, er det!” Hun lo og himlede let med øjnene. ”Jeg mener… Eric er sgu en fin fyr, men jeg tror godt nok ikke liiige…” sagde hun sigende og så lidt mere grundigt på Stuart, som hans tone blev forlegen. ”Absurd tanke.” Imogen bed mærke i hvordan begge sprang let og elegant over den del der omhandlede de to.

[Stuart Fellton]

Stuart stak skeen i munden, og sad et øjeblik, uden at svare hende. De mørkeblå øjne var lagt på hendes kop, og gled langsomt med op, da hun med de fineste fingerspidser, snuppede en nød og proppede den i munden. Så glippede han med øjnene, og stadig med skeen i munden, fangede han hendes øjenkontakt med sit. "Jamen.. Det er også ret lækkert", mumlede han, endnu en smule stirrende, før han atter lagde skeen i den varme chokolade, og på den måde fjernede sit blik.

"Du har jo også mig!", udbrød han pludselig, nu, langt mere alvorlig. Han greb fat om skeen, og slå ud med hånden, så en nydelig lille buttet klat flødeskum, fløj over på et nærtliggende bord. "Altså jeg mener..", rømmede Stuart sig og rynkede brynene, i en forlegen grimasse. "Ikke på den måde, du ved..", skyndte han sig at tilføje, før han afbrød sig selv, og lod blikket følge skeen. Det var først der det gik op for ham, hvad han lige havde gjort.

Heksen som havde modtaget flødeskummen, sad stadig og stirrede på sin partner, fuldstændig chokeret over den cremede konsistens der lå på hendes kind. Et idiotisk fjoget grin brød frem på Stuart læber, og han skulle lige til at udbryde noget, hvis ikke det var fordi heksen vendte hovedet mod ham. Hun stirrede. Med det samme forduftede smilet, og Stuart rystede på hovedet. ".. slet ikke sjovt", mumlede han før han stak skeen ned i koppen, med et undskyldende smil. Ganske langsomt vendte han ansigtet mod Imogen, og åbnede munden for at.. Ja. Lukke den igen.

[/blockquote]

[Imogen Ivory]

outfit

Imogen bemærkede ikke hvordan Stuarts blik fulgte hende, og da hun så over på ham igen havde han allerede vendt blikket imod sin egen kop for at sætte skeen fra sig. Selv lod Imogen sin stå lidt endnu, fordi det stadig dampede faretruende og chancerne for at hun ikke ville skolde sin tunge var minimale.

Hun havde dog derimod netop løftet skeen, som han kom med et udbrud der fik hende til at bremse halvvejs i bevægelsen og stirre lettere himmelfaldent på ham, med noget der mindede om et smil på læberne, men alligevel var for forbavset fordrejet til rigtigt at være det. Hun åbnede munden for at kommentere hvad han havde sagt, da han fortsatte, og Imogen måtte tage sig i at smile smørret og moret over hans ord. ”Jeg ved ingenting.” Et slankt øjenbryn skød i vejret, og det udfordrende glimt i hendes øjne var ikke til at tage fejl af. Faktisk, var Imogen meget nysgerrig efter at høre hvad det lige var han mente med det han sagde, og i stedet for lade det gå hen over hovedet holdt hun stædigt fast.

Dog opdagede også hun i det øjeblik, hvad Stuart havde gjort af den velformede klat fløde for enden af hans ske, og imod sætning til Stuart, der formåede at bide en latter i sig, måtte Imogen slå fingrene op foran læberne, for at skjule den indestængte latter der rystede igennem hende og hun kunne slet ikke formå at bevare et uskyldigt og beklagende udtryk, som hun nok havde burdet, men slog blikket op imod Stuart igen, med tænderne begravet godt og grundigt i underlæben for ikke at knække. ”Hellige hippogrif, dét der var uvurderligt!” mumlede hun halvkvalt af latter imod ham, og drejede hovedet væk fra heksens retning for ikke at afsløre sig alt for åbenlyst, selvom skaden vist var sket.

[Stuart Fellton]

Skeen blev stukket ned i varme chokolade, og et lille forsikrende smil, blev dedikeret til heksen fra tidligere.

”Jeg mente bare..”, mumlede Stuart før han rettede de blå øjne mod Imogen. En rødlig nuance havde lagt sig over hans lettere fregnede næseryg, og for et kort øjeblik sad han blot og betragtede hende. ”Det jeg sagde. Du har jo mig”, tilføjede han samtidig med det lille smil, som langsomt gled over læberne. Stuart greb fat om skeen, og lod til et kort øjeblik, at sidde i dybe tanker. ”Jeg mente ikke noget særligt med det. Vel.. bare det jeg egentlig sagde”, sagde han og skævede kort mod hende, før han hævede skeen og stak den i munden. Sølvet var skoldende, men Stuart kunne pludselig godt lide, hvordan han blev tvunget til at tænke på noget andet.

Han tænkte tilbage på juleballet. Han tænkte tilbage på det der var sket i Ugleriget, hvilket ifølge ham havde været overdrevet fantastisk. Stuart hævede blikket fra koppen, og lagde det på Imogens læber, før det langsomt gled op. Han lod til at indprente alle de forskellige indtryk af hende, og et lille smil blev lagt over læberne.

[Imogen Ivory]

outfit

Hendes blik hvilede på ham, med et ubestemmeligt udtryk i de skinnende, brune øjne. På hendes læber var der ikke ligefrem et smil, men alligevel lurede det et sted i mundvigen og truede med at bryde frem. Som han talte, skiltes de en anelse, som om hun ville afbryde, men gjorde det ikke. Da hans opmærksomhed var rettet imod koppen, fjernede Imogen ikke sit blik, men blev fortsat ved med at se på ham med dét der tvetydige glimt. Hun havde endnu albuerne imod bordpladen, men hænderne var ikke længere foldet tilfældigt under hendes hage og lå nu placeret ud for hendes bryst, det tykke, slidte træ ru imod hendes håndflader.

Foran hende stod koppen endnu, kakaoen fortsat urørt, og hun gjorde ingen anstalter til at ville ændre på det i øjeblikket. Hovedet faldt lidt på skrå, som hun lukkede læberne sammen igen og øjnene kneb sig en smule sammen, uden at hun fjernede blikket fra ham. Da trak hendes læber sig op i et lille smil, og den ene af hænderne gled hen over bordpladen, og stoppede først da hendes fingerspidser lige netop rørte huden på den hånd han ikke holdt skeen med. ”Stuart.” Smilet blev tydeligere, og blikket mildere. ”Du har også mig.”

[Stuart Fellton]

Stuart tabte pusten, i det hendes fingerspids, let berørte hans hud. De mørkeblå øjne kantede sig vej væk fra kakaokoppen, og landede på hendes finger, hvorefter skeen langsomt blev hevet ud af hans mund. Øjnene fulgte hendes arm, hele vejen op til hendes ansigt, hvor blikket blev lagt i hendes. ”Så du er min”, konkluderede han stille. Uden at fjerne blikket fra hendes, dumpede han skeen tilbage i kakaoen, hvorefter hans store lap af en hånd, blev lagt over hendes. De mørkeblå øjne af Stuarts havde en snert af mistænksomhed. Ikke en ting han var bevidst om, men det var der. Efter nogle korte, næsten ikke-eksisterende sekunder, forsvandt det og blev erstattet af en sjælden glæde. ”Jeg kan godt lide tanken”, brummede han, hvorefter et smil brød frem på de smalle læber. Han løsrev sit blik, for at se hen på deres hænder. Stuart tog hendes forsigtigt, og kyssede let håndryggen, før han blidt begyndte at kærtegne den med tommeltotten. ”Har jeg dig helt for mig selv?”, udbrød han mumlende, med en drillende og kæk undertone, som kun Stuart kunne præsterer. Han vidste udmærket godt, at ligegyldigt hvor højt han ønskede det, så var han ikke alene om, at holde af Imogen. En enkelt og kort tanke blev sendt til Julie.

Stuart kyssede hendes håndryg, før han langsomt gav slip på hendes hånd. Han rømmede sig, før han så ned på sin kakao, som pludselig var hamrende uinteressant. Hvad han nu kunne tillade sig og ikke, havde han på ingen måde, nogen som helst idé om. Men en ting var sikkert: Imogen var hans, og absolut ikke nogen andens. Og så var Stuart godt tilfreds.

[Imogen Ivory]

outfit

Et mildt smil faldt til rette på hendes læber, da hans blik blev rettet imod hende, hvilket havde været hendes formål. Imogen kunne ikke lade være med at trække vejret tungt ind igennem de let adskilte læber, for hun havde ikke været klar over at hun havde holdt vejret, men så snart Stuart havde givet hende ord tilbage, var hun kommet til sig selv. Smilet voksede og blev bredere. Da hans hånd faldt over hendes, ville hun have gættet på at hendes brune øjne funklede som julelys. Smilet forsvandt fra læberne over mistroen i hans blik, og blev samlet i et spidst, tænksomt udtryk, men dog var smilet endnu tydeligt i hendes blik. Imogen ville alle dage benægte det, men da han flygtigt trykkede sine læber imod hendes håndryg, antog hendes kinder en let lyserød farve. Hun kneb øjnene lidt sammen, og overvejede tydeligvis hans ord, inden hendes ansigt knækkede i et bredt, drillende smil. ”Helt for dig selv…” Gentog hun, og trak lidt på skuldrende med let himmelvendte øjne, og sukkede dybt. ”Okay så. Selvom jeg kender nogen der vil protestere.” Hun klukkede let og blinkede kort med det ene øje, før hendes ansigt faldt på skrå og det milde smil vendte tilbage.

Da han slap hendes hånd, trak hun den automatisk tilbage hen over bordpladen, og bremsede først da den stødte blidt imod kakaokoppen, hun dermed pludselig kom i tanke om igen. Uden så meget som at tænke over det, tog hun den i hænderne, og tog af alle tidspunkter, en lille tår hun, for derefter at tørre overlæben af med siden af sin hånd. Da koppen stod sikkert på bordet igen, drejede hun hovedet over imod Stuart. ”Og… Hvad så nu?” Dét der smil, krøllede sig frem igen, og hendes fingre på den ene hånd tegnede automatisk mønstre på hendes lår. Uden at tænke over det var hun automatisk rykket lidt længere over mod ham på bænken, da deres hænder havde været samlet, og dette opdagede hun først hun, men smilet på hendes læber ville nok ikke tydes til at have noget med det at gøre.

[Stuart Fellton]

Stuart kunne ikke tilbageholde et smil, over den lette rødmen som indtog Imogens kinder og næseryg. Han løftede hånden, for at lade hans finger glide over den røde farve på hendes hud, før han trak lettere ligegyldigt på skuldrene. ”Det ved jeg ikke. Vi kunne stikke af og gifte os med det samme”, indskød han mumlende, før hans læber forlod hinanden, i et bredt og lavmælt grin. ”Jeg ejer absolut ingen ting, og har ikke nogen penge overhovedet”, tilføjede han drillende, før hans fingre gled ned ved hendes hage. Han tog et yderst forsigtigt tag om den, med hjælp fra tommel- og pegefinger, hvorefter han vippede hendes hoved en smule op, tættere mod hans. ”Men jeg er parat til at røve Gringotts for din skyld”, mumlede han hæst, hvorefter hans læber skiltes i et bredt, yderst drillende smil. Han sad og nød synet af hende få sekunder, før han lænede sig frem mod hende. Hans læber rørte hendes ganske kort, i et blidt og kærligt kys. De mørkeblå øjne var åbne, for hendes ansigtsudtryk skulle fortælle Stuart, om hvorvidt kysset var tilladt eller ej.

Stuarts mørkeblå øjne var alvorlige. Et udtryk man fandt temmelig sjældent hos ham, hvilket på en eller anden måde, gjorde ham næsten komisk at se på. I de øjeblikke, hvor han kunne se alvorlig ud, så andre rent faktisk forstod alvoren, var i de situationer, hvor han var havnet i tumult med nogle andre drenge. Stuart skulle se næsten ond ud, for at alvoren ikke blev komisk, men han kunne på ingen måde, skjule sin tilfredsstillelse i denne situation. Grunden til alvoren i hans blik, var uden tvivl, at han behøvede hendes.. Respons.