Taste like spring

[Pearl Dragomirov]

Vinterens var ved at indse, at det var en umulig kamp mod forårets styrker, og var ved at vende om på tilbagetog for at gøre endnu et forsøg næste år – Men det var ikke uden de sidste krampelignende trækninger fra kulde. Nætterne kunne stadig være stjerneklare og kolde, men dagene havde taget betydeligt til i lune. Kun den kølige vind vidnede om, at der stadig var en vej før foråret kunne få sit greb i de spæde spirer, som blot lå og ventede i den mørke jord. Men denne dag stod solen højt på himlen, og vinden var kun ganske nænsom. Måske var det derfor, at mange elever havde bevæget sig udenfor. Måske var det netop for at nyde vejret og genoplive håbet om forårets kommen. Terrassen var i hvert fald prydet af elever fra alle årgange, hvoraf mange sad samlet i mindre grupper hvor de enten snakkede eller havde gang i nogle spil. Men lidt til side sad en enkel skikkelse, der ikke med jævne mellemrum brød op i latter eller anklager om snyd. Personen sad på en bænk, hvor det eneste selskab var i form af en historiebog. Pearl og så en historiebog – Intet særsyn. Det var i hvert fald ikke mange, som faldt over hende eller gav hende mere end et enkelt blik. Det til trods for, at hun kun netop var vendt tilbage til skolen denne weekend efter en længere sygdom som havde gjort hende sengeliggende. Men nu havde Pearl endelig lagt bogen fra sig, efter at have arbejdet på, at samle viden og lektier op efter sin periode med fravær.

Pearl havde begivet sig op på terrassen med det ene formål, at få lidt sol og lune tilbage i huden. Hun havde brugt megen tid indendørs på at få læst op, og en enkel klassekammerat havde endda været henne, og prikke til Pearl. Frisk luft ville gøre hende godt, havde hun fået at vide. Nu havde hun til sidst blot sluppet bogen, og i stedet lagt hovedet let tilbage for at nyde solens kærtegn mod hendes blegnede kinder. Foråret var nærmest i luften, præsenteret i form af en svag sødlig lugt. Pearl ville tage imod den med åbne arme.

[Benita Dragomirov]

Foråret var de endelig gået i møde efter en lang og kold vinter. Dog var vejret stadig med kolde nætter, og nogen gang kolde morgner, men det skulle nok blive bedre med tiden. Forhåbentligt. Hvad Benita vidste for nu, var at hun ville se frem til en varm sommer med lækkert vejr, og så skulle der i hvert fald solbades i sommerferien. Varmen og solen kunne også nydes i dag, så derfor valgte Benita at sætte kurs mod tagterrasse, hvor hun vidste, at der nok skulle være nogen tilstede. Hvor mange vidste hun dog ikke, men det var heller ikke det det skulle komme an på.

Inden Benita havde bevæget sig mod tagterrassen havde hun først rundet pigernes sovesal, så hun kunne lægge nogle ting fra sig, og så havde hun ellers sat kursen imod den lokkende sol og den lune luft. Om hun forventet at se en bestemt person deroppe, vidste hun egentlig ikke. Hun ville bare op og nyde solen, og så tage det som det kom.

Med et lille smil kiggede hun sig omkring, da hun stod på tagterrassen. Lynhurtigt fik hun øje på sin søster, der sad ovre på en bænk, med hovedet lagt let tilbage, så hun kunne få lidt sol i ansigtet. Pearl havde været syg og sengeliggende i en periode, og åh jo, Benita havde været møg bekymret for hende. Endnu engang var hun blevet ramt af en forårssyge. 16 år tidligere var hun blevet ramt af en virkelig slem forårssyge, og hun fik ikke farven tilbage i kinderne før hen på sommeren.
Med hurtige men lette skridt bevægede hun sig i sin søsters retning. "Pearl!" udbrød hun glad og slog sig ned ved siden af hende på bænken. Hun slyngede armene om sin søster, og gav hende et stort kram. Hun var netop vendt tilbage til skolen, og Benita havde endnu ikke haft den mulighed at bruge tid med hende. Den mulighed fik hun nu.

323 words has been written for my dear Pearl Dragomirov!

[Pearl Dragomirov]

Et sted i baggrunden kunne Pearl hører lyden af sladder, men det var som om at det blev overdøvet. Fuglesang prydede luften, og det var som om, at fuglenes stemmer var stærkere og stoltere end nogen af elevernes. Det var i hvert fald stort set det eneste, som Pearl registrerede. Lige indtil en mere end blot velkendt stemme flød gennem luften og kærtegnede Pearl’s ører. Med et åbnede hun øjnene og lod dem glide hen over terrassen, selvom hun udmærket godt vidste hvis stemme der netop havde runget let gennem luften. Et smil prydede snart Pearl’s læber, idet hun genkendte søsteren. Hendes smil, hendes duft og følelsen af den andens arme omkring sig. Uden tøven gengældte hun omfavnelsen. ”Benita” hilste hun. Ganske vist ikke et udbrud, men ikke mindre begejstret end den anden havde været. For et ganske øjeblik holdte hun vel fast om den anden, og det var kun med tøven, at hun trak sig tilbage igen for at se på den andens ansigt. Jo, hun lignede sig selv.

Kun ganske kort sænkede Pearl blikket for at rykke historiebogen til side for at gøre yderligere plads for sin søster, inden hun så op på den anden igen – Fortsat med et smil om læberne. Hun rakte så i stedet ud efter noget varmere, mere velkommende end en halvstøvet bog om store magikere. Hun tog søsterens hånd i sin. ”Hvordan har du det?” spurgte hun. Men med det spørgsmål mente hun ikke bare, om hvorvidt den anden havde appetit og sov godt – Men hvordan hun virkelig havde det. Glem alt om overfladisk høflighed. Ganske kort klemte hun den andens hånd i sin, som om hun virkelig forsøgte at mærke søsteren og nære sig på den varme som ligefrem osede fra hende. Efter et øjebliks bekymring hvor Pearl formåede, at gennemgå alle de ulykker søsteren kunne have været udsat for smilede hun på ny. Benita lod til at have alle vitale lemma i behold.

[Benita Dragomirov]

Om Benita havde savnet sin søster? Gu' fanden havde hun da savnet sin søster! Benita og Pearl var jo som én, og derfor kunne det godt være lidt hårdt, ikke at være på samme kollegium. Dette ønskede Benita faktisk mere end noget andet, for med Pearl var alt ligesom... Perfekt. Det var bare som det skulle være! Og nogle nætter kunne Benita altså godt bruge sin søster ved sin side, men det var ligesom ikke så nemt, når nu de ikke kunne være på samme sovesal. Selvom Pearl ikke udbrød Benitas navn på samme måde, som Benita havde udbrudt hendes, så vidste hun godt, at det var lige så begejstret som det udbrud Benita selv var kommet med.

Hun fulgte kort sin søsters blik, som dette gled ned til bogen der lå ved sin side og rykkede lidt på den, for at gøre mere plads til Benita. Ved sin søsters spørgsmål, bredte et større smil sig over læberne på Benita. Det burde sådan set være hende der stillede dette spørgsmål, for at høre hvordan Pearl havde det, og om hun var sikker på, om hun var kommet sig ordentligt over den syge hun lige havde været ramt af. "Jeg har det godt, men jeg har savnet dig... og jeg har ikke mindst været bekymret for dig! Faktisk lige så bekymret, som for seksten år siden, hvor du også var syg..." Lød det fra hende. "Nok var jeg kun en lille en på få måneder, men jeg kan huske at jeg var bekymret for dig! Så derfor; hvordan har du det? Er du sikker på, at du er helt rask?" Hun gav Pearls hånd et lille klem, og havde ingen intentioner om at slippe lige foreløbig. Hun ville føle sin søster lidt endnu. Det havde trods alt været hårdt for hende at være foruden hende, i den periode hun havde været sengeliggende.

311 words has been written for my dear Pearl Dragomirov!

[Pearl Dragomirov]

Den andens savn var så yderst gengældt fra Pearl’s side. Selv i tiden derhjemme, omgivet af stort set hele familien, havde Pearl længtes efter søsteren. En forpustet latter slap Pearl’s læber ved lyden af den andens stemme. Lattermusklerne var ikke blevet brugt meget den sidste tid, og det var som om, at Pearl måtte starte en gammel maskine op igen. Til sidst så hun smilende hen over den andens ansigt, inden hun nikkede. ”Jeg har det fint” forsikrede hun. Fint havde Pearl det, men der var stadig en vej tilbage til toppen. ”Jeg har det bedre” Og så gengældte hun det blide klem i hånden med et lille, indforstået smil inden hun tilføjede; ”Jeg har også savnet dig”

Derhjemme havde Benita’s seng stået urørt i hele perioden. Til trods for at søstrene var ved at blive gamle nok til at have separate gemakker, og familien rådede over nok værelser, så var de to senge som tvillingerne ejede stadig placeret i samme rum. Præcis som de altid havde gjort. Måske havde det noget at gøre med, hvordan de to søstre var begyndt at blive adskilt mere på Hogwarts. Separate sovesale, timer og spiseborde havde gjort sit indhug. Så når de var hjemme i ferierne, var det måske ikke så slemt at hænge tættere sammen. At kunne høre den andens taktfaste åndedræt, hvis man vågnede midt om natten. Ved mere end en lejlighed havde det i hvert fald beroliget Pearl, når mørket pludselig syntes for truende… Eller måske var det bare en vane.
Men i hvert fald havde Pearl ofte kastet et blik mod søsterens tomme seng, og sukket så det næsten rungede i det ensomme værelse.

Ganske langsomt lænede Pearl sig tilbage på bænken, men uden at slippe den andens hånd. ”Hvordan står det ellers til?” spurgte hun, og gjorde et lille kast med hovedet som tydeligvis hentydede til hele skolen. Selvom Pearl aldrig havde fyldt med i sladderen og de små, slibrige nyheder på skolens gange, så var det som om at det alligevel manglede i hendes hverdag. For selvom man ikke ligefrem gik og opsnusede snavset så formåede man alligevel tit, at få næsen stukket ned i det værste. ”Hvad snakker man så om for tiden?”

[Benita Dragomirov]

En kærlig latter undslap Benitas læber, da Pearl umiddelbart prøvede at grine. Det gik bare ikke så godt, eftersom hun lød forpustet. Men sådan var det jo når man blev syg og sengeliggende i en periode. Den periode, Pearl havde været hjemme i Bulgarien, havde været nok til at svække hende, og sikkert på alle tænkelige måder. "Årh skat, du kan jo slet ikke grine!" konstaterede hun og kom til at smile lidt for stort. Men det lød bare så sødt, at hendes latter blev denne forpustede latter frem for hendes klokkeklang Benita var så vant til at høre fra hende. At hun havde det godt, eller i hvert fald bedre, var en kæmpe lettelse at vide. "Jeg er virkelig, virkelig lettet over at have dig tilbage, og at du har det bedre!" lød det fra Benita. Hun havde stadig taget i Pearls hånd, da hun med den frie arm endnu engang trak hende ind til sig i et hurtigt kram. Hun tog der en dyb indånding igennem næsen, og fyldte derved sine lunger med frisk luft, men også søsterens duft. Hun slap hende igen langsomt, men holdte stadig hendes hånd.

Jo, at de to stadig sov sammen, ville nogen nok undre sig lidt over, og det var jo ikke ligefrem fordi de manglede værelser... Nej dem var der masser af, så det var ikke det der var et problem. Benita elskede endnu at sove med sin søster, når de var hjemme i ferierne. Det var nok fordi de ikke 'boede' sammen, når de var her på skolen. De spiste jo heller aldrig sammen. Sad ved hver deres bord, og lang væk fra hinanden. Nej, det var faktisk ikke meget tid de to havde sammen, men de sørgede derimod for at udnytte al den tid de kunne sammen. Benita ville nok egentlig aldrig blive træt at bo på samme værelse som sin elskede søster.

Hvordan det ellers stod til på skolen lige pt.? Hvad der blev talt om for tiden? Det kunne Benita faktisk ikke svare på. Lige der, havde hun ikke holdt sig opdateret. Det var nok igen det, at alle hendes tanker havde været hold Pearl, for det havde de virkelig store dele af Benitas tid. Ja, faktisk lige så snart hun ikke skulle tænke på skolearbejde. "Der må jeg faktisk sige pas... Du har simpelthen fyldt alle mine tanker. Det har været dig jeg har tænkt på, lige så snart jeg ikke har skullet koncentrere mig om skole... Jeg har mest bare holdt mig for mig selv her på det sidste, hvor du har været væk, fordi jeg har været så bekymret," sagde hun, og smilede faktisk en smule undskyldende, men samtidig varmt og kærligt. Undskyldende fordi hun vidste, at Pearl ikke kunne lide at hun gik og var bekymret.

463 words has been written for my dear Pearl Dragomirov!

[Pearl Dragomirov]

Pearl smilte let over den anden andens omsorg. ”Jeg er nok lidt ude af træning” indrømmede hun, stadig med latter i stemmen. Hun rystede let på hovedet, nok mest af sig selv. Det var som om at lattermusklen var synet hen, præcis som de støvede bøger på biblioteket. Det betød dog ikke, at deres ord var mindre betagende. Lige sådan var det nok med Pearl’s latter. Den måtte bare støves af.
Det var med en svagt overrasket mine, at hun lod søsteren trække sig ind i et kram, men udtrykket faldt snart til ro, i det hun i stedet hengav sig til krammet. Hun nød hvordan varmen fra den andens krop nærmest omfavnede hende, inden de to søstre skiltes igen.

Benita havde fuldstændig ret. Pearl blev straks tynget ved lyden af den andens ord. At hun havde voldt den anden så mange bekymringer, så meget besvær. Skylden vældede ind over Pearl som en tidevandsbølge, der tvang Pearl til at holde tættere fat om søsterens hånd, for ikke at blive trukket med til havs. ”Benita” mumlede Pearl først med en svag, belærende stemme. Et øjeblik forestillede hun sig, hvordan deres verden ville se ud, hvis de to søstre blev skilt. Men billedet var sløret og uvirkeligt, så i stedet vendte hun hurtigt tilbage til virkeligheden. ”Du skal ikke bekymre dig sådan om mig” fortsatte hun så i stedet, det overbærende i hendes blik tydeligt. Hun regnede med, at der skulle mere til end et løfte om at klare sig, inden søsteren kunne begrave sine bekymringer. Alligevel forlod ordene hendes mund; ”Jeg skal nok klare mig”
Måske ikke bare for at berolige søsteren, men også sig selv.

Et sejrsbrøl rungede hen over terrassen, og endelig fjernede Pearl blikket fra søsteren. En yngre elev rejste sig på en af bænkene, mens han hævede begge arme hoverende over hovedet. Foran ham lå resterne af en omgang troldmandsskak foruden en elev som så yderst skuffet ud. De unge elever grinede så højlydt, og tjattede til hinanden – Især taberen fik nogle kærlige, velmente skub. Pearl smilede let ved synet, inden hun så tilbage mod brunetten overfor hende. For et øjeblik blev Pearl selv mindet om deres første år på Beauxbaton. Alt havde været nyt og lærerigt. Pearl havde aldrig fået nok af lærdom siden dengang.

[Benita Dragomirov]

Ja, mon ikke hun var ude af træning. Benita fik faktisk næsten helt ondt af hende, men det var stadig ret morsomt når hun grinede. Det var samtidig på en eller anden måde en tiltalende latter, fordi den lød så sød idet, det var en forpustet latter. "Du er vist nok meget ude af træning," svarede hun med latter i stemmen. "Hvor slap er du ikke også blevet efter bare at have ligget hjemme i sengen, hva'?" Nu kom det drillende op i Benita, og så førte hun den frie hånd op til den ene af Pearls overarme, hvor hun klemte drillende sammen omkring. "Det er jo simpelthen for slapt," konstaterede hun og endnu engang med latter i stemme. For et kort øjeblik sad hun bare og betragtede sin søster med et varmt blik der samtidig udstrålede den glæde der var i Benita, for at se sin søster. Så var det hun kort krammede hende ind til sig endnu engang, og efterfølgende gav slip igen.

Se, det var lige præcis det hun vidste. Pearl brød sig ikke om at Benita bekymrede sig om hende, men det var ligesom ret klart at hun gjorde det, når hun elskede sin søster mere end noget andet, og det nu var så tætte som de var. "Undskyld," lød det fra hende, da Pearl havde sagt hendes navn. Derefter sagde Pearl så de ord, som Benita allerede vidste var på vej. Dertil svarede hun: "Jeg ved godt, at du ikke kan lide, at jeg bekymrer mig om dig, og at du så får det dårligt. Det skal du ikke, men det er jo klart jeg bliver bekymret, når jeg nu elsker dig mere end noget andet, og du er den tætteste jeg har." Det var blot sandheden, men det vidste Pearl jo også godt, og Benita vidste at hun havde det på præcis samme måde som Benita selv, for sådan havde det altid været med de to, og sådan ville det nok også højst sandsynligt være. "Ja, du skal nok klare den, og du er snart i topform igen," smilede Benita, og lod et kort øjeblik fortsat sit blik hvile ved sin søsters, inden hun lod det søge ud iblandt mængden af alle eleverne.

Hun reagerede på et sejrsbrøl, og vendte derfor blikket imod den retning det var kommet fra. Selvfølgelig, troldmandsspillet, hvad ellers? Et lille skævt smil spillede over hendes læber, som hun kort rystede på hovedet af vedkommende der var hoppet op at stå på den bænk han havde siddet på, sammen med modspilleren, og så stod han ellers med armene over hovedet og næverne knyttet. Hun vendte igen blikket tilbage til sin søster, og mødte hendes chokoladebrune øjnes blik, med hendes egnes blik.

451 words has been written for my dear Pearl Dragomirov!