|
|
Post by Kathleen Kennith on Jun 10, 2011 22:23:36 GMT 1
Mørket var ved at samle sig som solen gled det sidste stykke ned under horisonten og farvede himlen dyb rød gående mod violet som den nærmede sig mørket. Skyer var der få af og de første stjerne var allerede synlige på himlen over Kathleen. Hun lænede sig mod rækværket med blikket rettet drømmende mod solnedgangen og et lille smil på læberne der intet havde med udsigten at gøre. Og så alligevel havde det. For hendes fødder stod tasken med papir, pen, bøger, blæk, noter og sekstant plus diverse andre ting brugt til Astronomi-timernes praktiske del. Snart ville terrassen blive fyldt op med folk fra hendes årgang, men for nu havde hun den alene.
Ikke fordi hun var træt af folk, men mere fordi hun nød øjeblikkets fred og stilhed. Så træk hun blikket væk fra solen og stillede sig med ryggen til rækværket, mens hun så op i den mørkeste del af himlen over slottet og smilede. Stjernerne mindede hende altid om de historier hendes far havde fortalt ud fra dem, som han møjsommeligt havde lært hende at finde dem og bruge dem til at finde vej. En viden der var kommet hende rigt til gode i undervisningen de sidste fem år. Og nu stod UGL'erne truende forude. Et tag i døren meldte en andens ankomst og tiltræk sig hendes opmærksomhed. Som døren gled op lyste hun op i et smil, før hun vendte blikket tilbage mod himlen. "Hej Jasmine! Klar på endnu en aften tilbragt i stjernernes skær?"
Tag: Jasmine Cantrell
Ord: 286
Notes: Jeg har tænkt en onsdag aften lige før deres årgangs fælles astronomitime begynder...
|
|
|
|
Post by Jasmine Cantrell on Jun 22, 2011 15:54:55 GMT 1
Jasmine Cantrell havde forberedt sig på den kommende astronomitime i godt en times tid snart. Hun pustede opgivende til en lok hår, der hele tiden havde irriterende hendes blik, efter at have vredet sig fri fra den stramme hestehale. Hun så på to pergamentpapirer, som hun havde skrevet lidt notater på, så hun kunne følge nogenlunde med i sidste uges lektier. Hvorfor Jasmine altid var så sent på den med lektierne, når det kom til Astronomi, det havde hun absolut ingen anelse om. Måske havde det noget med det faktum at gøre, at hun ikke forstod særlig meget af det - endnu. Hun forstod mere og mere hver gang, hvilket jo kun var godt. Mørket måtte så småt være begyndt at samle sig, hvilket betød at astronomitimen snart skulle finde sted. Det var hele årgangens der skulle samles i astronomilokalet. Jasmine rystede hurtigt på hovedet, opgivende. Selv om hun gerne ville lære, så var hun slet ikke i humør til det. Hun vidste dog udmærket godt, at hun blev nødt til det, hvilket også var grunden til, at hun nu rejste sig op og pakkede sine ting sammen. Hun kunne tage et hurtigt smut forbi tagterrassen først - det kunne hun nok godt nå.
Da Jasmine åbnede døren langsomt, med pergamentpapirerne i den anden hånd, og trådte så ud på tagterrassen, da en velkendt stemme lød et stykke fra hende. Hun så derover og fik øje på Kathleen. Et smil bredte sig på hendes læber, som døren automatisk gled i igen, eftersom hun ikke længere holdte i den. Hun lagde pergamenterne på et bord, og gik så hen til Kathleen. "Hej Kathleen! Hvis jeg skal være helt ærlig, så håber jeg bare på, at jeg kan forstå det vi skal snakke om. Jeg må dog indrømme, at jeg har glædet mig en smule, selv om jeg lidt mistede modet her for lidt siden", svarede hun så, og skar en hurtig grimasse. Jo, hun havde glædet sig, men lige nu var hun bare nervøs. Men det var der egentlig ikke noget nyt i - det var hun altid lige før en astronomitime.
Tags: Kathleen Kennith.
Wordcount: 381.
Notes: Jeg undskylder meget for det meget sene svar. Det er ret fail af mig, men jeg har været ret syg, og jeg glemte desværre at skrive.  |
|
|
|
Post by Kathleen Kennith on Jun 25, 2011 7:32:00 GMT 1
Kathleen fandt en enlig fugl med blikket og fulgte den, som hun hørte Jasmine komme helt ud på dækket og døren smække i bag hende. Først da trak hun atter blikket ned på jorden og mødte den andens med et smil, som denne kom over. Pergamenterne efterladt på bordet, måske med tanken om ude af øje ude af sind? Munterhed glimtede frem i hendes øjne. "Vandrende stjerner, som de gamle grækere kaldte de andre planetter. Vi får endelig gennemgået hvordan de er blivet opdaget og forklaret gennem tiderne!" Selvom astronomi ikke var et af hendes ynglingsfag lå det ret godt der oppe imod. Dets kombination af historier, ny viden, målinger og beregninger tiltalte hende og satte altid gang i flere spørgsmål end timerne gav svar.
Hun så nærmere på veninden, rakte ud og gav hendes hånd et klem, mens hendes blik for en kort stund var alvorligt. "Slap af. Professor Mowett er god til at fortælle og en venlig sjæl." Så var øjeblikket ovre og hun smilede igen muntert, som hun slap den andens hånden og tog et par lette dansetrin rundt om hende. Hvor den ekstra energi kom fra vidste hun ikke helt, men ikke at bruge den ville være både spild og en skam. "Ellers noget nyt på hjerte i denne triste oplæsningstid? Noget nyt der bare må deles?" hun så forventningsfuldt på den anden og håbede det. Hun savnede nyt sladder og nyt at smile og le af eller forarges over. Nyt i den ensformige hverdag.
Tag: Jasmine Cantrell
Ord: 289
Notes: Argh! Det svar havde jeg slet ikke set! Men sygdom kan man ikke gardere sig imod, så håber du er oppe igen helt og aldeles. Kram
|
|
