Why so serious?

[Imogen Ivory]

for STUART FELLTON
... why so serious?

Det var hen af eftermiddagen, og selvom det ikke var ligeså koldt som det havde været, var det bestemt heller ikke vejr til at være for længe ude af gangen. Imogen Abbygail Ivory kom lige fra Ravenclaw-tårnet, hvor hun havde siddet og nydt sin lørdag eftermiddag med et spil troldmandsskak sammen med Charles. Det var ikke mere end ti minutter siden at hun var kommet i tanke om det svar på et brev hun havde lovet sine forældre for over en uge siden. Havde det bare været et tilfældigt brev ville hun ikke have gidet, men siden det var hendes svar på sin morbrors bryllupsinvitation, kunne det ikke vente længere. Derfor havde hun heller ikke formået at få ordentligt fodtøj eller overtøj på, og skyndte sig så hurtigt fremad som hun kunne uden at glide på de isglatte trappetrin. Det ville være et trælst tidspunkt at miste en tå eller en arm. Eller måske noget mindre drastisk, men koldt var det i hvert fald.

Der var ikke meget varmere i ugleriet, men her trængte vinden dog ikke ind og gjorde kulden mindre dominerende. Med et anstrengt åndedræt på grund af løbeturen, trådte hun over til den nærmeste hornugle, mens hun hev den sammenfoldede konvolut op af lommen.

... this is the outfit

[Stuart Fellton]

[/color], hvæsede den unge Slythenrin knægt. Han hev hånden til sig i et voldsomt ryk, i det blodet langsomt sprang frem, bag den adskilte hud. Et kort øjeblik kunne han havde svoret sin død, i det de mørke øjne, havde ramt fingeren. Han måtte ærligt erkende, at synet af blod, gjorde ham lettere omtåget. Han stod et kort øjeblik, i desperationens vold, hvorefter han gemte fingere væk i hans kappe. Der måtte den ligge trygt, til han havde tid til, at løbe op til sygeplejersken – hvilket, ville sige, at være efter hans ugle havde forladt ham. Længere kunne han ikke trække den. Dette var sikkert. Ja, okay, indrømmet, Stuart var en kylling, med alt hvad der kunne kombineres eller havde en relation til blod.
Hans far, som var kendt for sin livlige fantasi, mente, at det havde noget med hans specielle evner at gøre. At han simpelthen kunne lugte blodet, og det var det, som gav ham den frygtelige kvalme. Stuart havde ikke andet valg, end at tro, det måtte være det.

Stuart fik samlet sit mod til sig, hvorefter han hævede blikket. Det var rasende, men samtidig vagtsomt – en sjov kombination, så man ganske tydeligt, ikke kunne tage knægtens seriøst. Uglen morede sig i hvert fald kosteligt, og nappede efter Stuart igen.

.. det resulterede i, at Stuart tumlede tre skridt bagud, og i sin egen klodsehed, faldt bagover.[/ul][/justify]

[Imogen Ivory]

for STUART FELLTON
... why so serious?

Uglernes tuden gjorde det bestemt ikke nemt at høre igennem lokalet, og målrettet som Imogen havde været, opdagede hun ikke Stuart, selv da han talte. Selvom hun ikke stod mere end et par meter fra ham, vendt i den anden retning. Havde hun stået en smule nærmere – kigget til siden – ville hun selvfølgelig både have set og hørt ham med det samme, men kirkeuglen til hendes højre side tudede ekstra højt. Med frosne fingre foldede hun det lille brev ud, og begyndte at fastgøre det til den nærmeste (og roligste) ugle. Siden Imogen ikke havde andet end sin lille, gråstribede kat, måtte hun hver gang benytte en af skolens ugler, og det passede hende egentlig fint nok. Nogle ugler var søde, men ærligt talt var hun ikke den største fan af hornugler.

Hendes tanker var fuldt optagede af planen for næste Quidditchtræning, så optagede at hun var noget nær døv for sine omgivelser. Siden Gryffindor havde vundet (og Imogen havde været indlagt med kraniebrud på grund af en afvegen smasher hun tog imod tyve minutter inde i kampen) havde ravnenes hold ikke haft et stille øjeblik, og hun tvang dem til træning de fleste weekender. Faktisk, var i dag en undtagelse – kun fordi to af holdets spillere havde eftersidninger. Velvidende om at Imogens møgfald ville ramme dem i løbet af aftenen.

Længere nåede hendes tankestrøm ikke før noget væltede ind i hendes side og fik Imogen til at komme med et forskrækket udbrud, alt imens hun væltede sidelæns ned på gulvet. De nærmeste ugler satte af, ivrige for at komme væk.

Hendes albue ramte gulvet hårdt og hendes kun nyligt istandsatte hoved dunkede svagt. Et par eder undslap hendes læber, mens hun kiggede over for at se hvilken idiot der havde væltet hende, overrasket over at se det efterhånden ret velkendte ansigt.

”Stuart?!” udbrød hun anstrengt, mens hun forsøgte at hæve sig lidt igen.

... this is the outfit

[Stuart Fellton]

[/color], udbrød Stuart, på grænsen til dyb overraskelse, hvorefter han desperat kastede de mørke øjne ud over uglerne. En rødlig nuance havde spredt sig på hans kinder, ligeledes hen over næseryggen, og det stod i en skarp kontrast til hans lyse hud. Han kunne mærke, hvordan den akavede lammelse, langsomt spredte sig i hans krop, i og med, han stadig lå ovenpå hende. Følelsen var ulidelig.

Stuart rømmede sig, og fik kæmpet sig væk fra hende. Han havde hørt om hendes uheld, fra sin bedsteven Charles, og vidste nu med sikkerhed, at Imogen formodentligt ikke ville prise hans fald. Det skulle hurtigt vise sig, at alt hvad Stuart havde i tanker, af undskyldninger og diverse trøstende ord forduftede – for da Stuart havde kæmpet sig op på knæene, lå hans sorte kappe under ham stadig. Det resulterede i, at Stuart gled, og faldt ned på ryggen igen. Dog halvt ovenpå hende(en ting han havde tænkt sig at pointere, hvis hun nu ville angribe ham).

Stuart bandede lavmælt, og nåede at tilføje: ”.. det er jeg fandme ked af Imogen”.[/ul]

[Imogen Ivory]

for STUART FELLTON
... why so serious?

Gulvet var hårdt og klamt, fyldt med uglegylp og det der var værre. Og alligevel fandt Imogen sig helt nede på ryggen i det, uden at kunne komme op, fordi Stuart var faldet ned ovenpå hende. Hendes åndedræt var voldsomt fra forskrækkelsen samtidig med at hun følte sig en anelse klemt. Hele situation var lidt akavet, som Imogen halvhjertet vred sig for at komme op og Stuart gjorde det samme, hvilket bare gjorde det sværere. Imogen var så overvældet at hun slet ikke lige kunne finde ud af hvordan hun skulle vikle sig ud igen, og netop som hun troede at Stuart var kommet op havde hun formået at løfte sin overkrop lidt. Længere nåede hun dog ikke, før han igen kollapsede halvt ovenpå hende og Imogen gav endnu et af sine forskrækkede lyde efterfulgt at et lettere klemt en af slagsen. Efter at have vredet sig på den ene og anden måde, for bare at konkludere at de ikke begge kunne komme op på engang, faldt hun slapt tilbage med hendes ene frie hånd imod panden, bare for at begynde at le hjerteligt. Hun kneb let øjnene sammen en enkelt gang for at få hendes hoved til at dunke lidt mindre, selvom grinet fra før stadig var som klistret fast til hendes læber.

”Gem det til når jeg er på benene igen; lige nu kan jeg ikke tænke på andet, end at jeg har uglegylp i håret,” svarede hun ham stadig leende, mens hun ventede på at han fik styr på sin krop igen. Situationen fik hende i et kort øjeblik til at glemme, at hun egentlig aldrig havde forstået hvorfor Stuart på det seneste havde opført sig pænt afvisende overfor hende. I hvert fald til juleballet, der dog havde taget noget af en drastisk slutning.

... this is the outfit

[Stuart Fellton]

A W E S O M E N E S S

[/color] det går nok. Med dit korte hår, kan det vel ikke være umuligt at få ud", mumlede han. Stuart prøvede at sende hende et smil, men det blev mere en ærgelig grimasse, og et kort løft i den ene mundvige. "Jeg hørte det med din ulykke i quidditch-kampen. Du har ikke ondt i hovedet vel?", udbrød han kort tid efter, før han langsomt hævede hånden. "Efter... sådan... du ved... og mig ovenpå...", mumlede han usamhængende, alt imens han strøg en finger over hendes kindben. Han var et kort øjeblik, blevet dybt fascineret over, hvor blød og ren hendes hud var.

Stuart hev brat hånden til sig, hvorefter han vendte ryggen til hende. Mindet af hende og Charles havde sneget sig ind på ham. Det kunne for alvor give ham kvalme, at se de to for sig, hånd i hånd... Stuart måtte koncentrere sig. Han kunne ikke forlade hende helt endnu. Et enkelt ord eller to, kunne de vel godt udveksle, uden at han behøvede at skrotte sin plan, om at ignorere hende resten af året? Stuart vendte sig mod uglen, og dens pind, altså det sted, hvor han var faldt fra. Han havde fuldstændig glemt sin blodfinger, hvilket var et held for både ham og Imogen. Han bøjede sig frem, fiskede konvolutten op fra gulvet, og lagde den forsvarligt tilbage i lommen igen. Derefter vendte han fronten tilbage mod Imogen.

Og så stod han der... med røde kinder, og kiggede muggent ned i jorden.[/justify][/ul]

[Imogen Ivory]

for STUART FELLTON
... why so serious?

Med meget hjælp fra Stuart, kom også Imogen vaklende på benene og strøg per automatik hænderne hen over sine lår og overkrop for at fjerne det værste skidt. Hun rystede bare på hovedet med et lille smil, da han kommenterede at det ikke kunne være svært at få uglegylp ud af håret. Han havde ret, og så sippet var Imogen heller ikke med sit udseende. Det skulle nok komme ud på et eller andet tidspunkt. Og så havde hun jo Pandora og Julie, som hun kunne tvangsindlægge til at pille det ud, selvom de måske ikke ville være glade for det. Hendes smil fra før faldt dog lidt, da han nævnte Quidditch-kampen og hun trak let på skuldrende. Hun havde været indlagt en uge, men sygeplejersken havde været særligt streng med besøgende af ukendte årsager. Uden at tænke over det, strøg hendes fingre på den ene hånd op til hendes tinding, som for lige at mærke efter. Hun nåede dog ikke at svare, før han havde strøget en finger hen over hendes kindben, som til Imogens store fortrydelse (og forvirring) steg blodet op bag hendes kinder og gav dem et lyserødt skær. Normalt ville Imogens ansigtsudtryk være blevet bittert, ved tanken om den tabte kamp, men hun kunne ikke mærke en eneste negativ følelse omkring det.

”Nej. Ikke mere end før, tror jeg…” svarede hun og ignorerede blankt den stille dunken i hendes hoved, der rent faktisk var blevet værre efter hun var blevet væltet. På den anden side havde hun slået sin albue rimeligt hårdt imod stengulvet, fordi hun ikke havde haft tid til at holde hænderne beskyttende frem foran sig, siden hun havde været i gang med at binde en konvolut fast til en ugles ben og havde taget af med albuen. Hun vidste ikke om det var slemt nok til at gå på Hospitalsfløjen med, men hun ville være sikker på at hun kunne holde fast på en kost. Dog måtte det lige vente lidt, for det lod til at Stuart stadig ikke var kommet over sin bitterhed. Imogen havde ingen anelse om hvad hun havde gjort for at irritere ham så grusomt, og ærligt talt havde hun troet at de kom herre godt ud af det med hinanden til at starte med. Men så til ballet havde hver eneste kommentar hun havde fået været halvspydig, mens han havde set dystert på hende flere gange. Normalt ville hun bare have rusket personen eller stukket ham en på siden af kassen (ligesom hun så ofte gjorde med Charles) for at få ham til at spytte ud, men det kunne hun bare ikke få sig selv til med Stuart, af ukendte grunde. I stedet var hun irriterende blødsøden omkring ham, og hun havde ikke den fjerneste idé om hvorfor. Hendes øjenbryn rynkede sig sammen da han nærmest flåede hånden til sig igen og åbnede munden for at sige noget netop som han vendte ryggen til hende. Hun slugte ordene igen, mens hendes mund snerpede sig sammen til en lige streg. Med den arm hun ikke havde slået sig på, tog hun den en håndfuld af den nærmeste blanding af hvad end det var der lå under en af de dertil indrettede ugle-sidepladser (der i hvert fald så ud til at bestå af en del strå, muligvis med et par museknogler ind imellem) og kastede irriteret den klistrede klump imod den anden.”Stop så med at ignorere mig!” hendes stemme var ikke ligefrem høj, men bestemt. Hun havde ingen anelse om det havde været et klogt træk ligefrem at kaste noget efter ham, men det måtte briste eller bære. I alt fald, kunne han da ikke blive ved med at glo alle andre steder hen. Kunne han?

... this is the outfit

[Stuart Fellton]

A W E S O M E N E S S
When I get sad, I stop being sad and awesome instead!
_____________________________________________________

[/color]Hvorfor?", udbrød han arrigt. Den gode side, englen, oppe i hans hjerne, rystede på hovedet. Den tskede af ham, og bedte ham sige pænt undskyld. Djævlen, som sad placeret på modsatte skulder, grinede ondt og bedte ham blive ved. Han rystede på hovedet, som for at få stemmerne til at forsvinde, hvorefter han kastede hænderne ud til siden. Stuart stod i tavshed, men med begge brede bryn, placeret så højt i panden, det var ham fysisk muligt. Han var tom for ord. Han var jo udemærket bekendt med, hvorfor han reagerede som han gjorde. Han havde op til flere lejligheder, tænkt den samme tanke: Jeg elsker hende!, og her den sidste tid, sprunget rundt højt oppe i de lyserøde skyer. Alt havde været fryd og god karma, indtil han havde set Charles og Imogen sammen. Straks havde han ramt bunden, og mobbet den første 1. års elev han nu stødte på.(Det havde kostet ham et blåt øje, eftersom den lille snothvalp åbenbart havde en storesøster, som havde en kæreste, som var usandsynlig voldelig, og absolut ikke kunne tage en joke! + en eftersidning, men den kunne han godt forstå, at han havde fået).

Stuart lagde hænderne i lommen, og vendte blikket ned i jorden, atter. "Er du egentlig forelsket i Charles?", udbrød han pludseligt. Hans blik skiftede retning, og lande på væggen, den han stod lænet op af. "Fordi.. jeg villle bare lige.. altså det ville jeg synes, var en virkelig skod idé! Fordi Charles han er min bedsteven, og man skal fandme ikke fucke med ham!", udbrød Stuart, dog i et roligt toneleje. "Og det ville også bare være klamt, hvis du skulle kysse med ham og alt muligt! Han børster nemlig aldrig tænder", tilføjede Stuart og foldede hænder. Han pillede lidt ved sine negle, velvidende, at han vrøvlede.[/justify][/ul]

[Imogen Ivory]

for STUART FELLTON
... why so serious?

Imogens øjenbryn trak sig endnu længere sammen over Stuarts arrige tone og hun tog sig selv i at mangle ord igen. Fingrene på den arm, der ikke var halvt paralyseret fra albuen og ned, foldede sig sammen, mens trangen til at tage et par skridt frem og smække fremmede fingre i hans ansigt voksede besynderligt. Hun skulle til at argumentere for at han bestemt ikke havde nogen grund til at gå rundt og lege snotfornærmet, og derefter venligt bede ham om at hive den pind ud nogen havde skubbet op… Imogens malende tankegang blev afbrudt af hans spørgsmål og hun gav en klemt blanding af et fnys og et grynt fra sig, som skulle have været en latter, der dog bare endte med at sidde fast i halsen. Hendes fingre foldede sig ud igen mens hun så på ham med et mærkeligt ansigtsudtryk og måtte tvinge sig selv ikke til at le højlydt. Forelsket i Charles? De to kunne knapt være i rum sammen som venner, uden at den ene kom til skade. Charlie var hendes bedste ven, men der måtte være grænser for galskaben. ”Hvor har du fået den åndssvage idé fra?” spurgte hun håbløst og kom imod sin vilje til at le af hans ord. Hun skar en moret grimasse ved tanken om at være sammen med Charlie på den måde – nej, det ville være helt forkert! ”Charlie og jeg kan sgu da ikke engang være i lokale sammen i længere tid af gangen, uden en af os ender med et blåt øje!” sagde hun og tog sig til hovedet. Okay, så måske overdrev hun en lille smule, men så meget ved siden af var det heller ikke. De tjattede i hvert fald til hinanden hele tiden og ulykker skete jo. Dog uintentionelt. Fra hans side i hvert fald. Hver gang Charlie begyndte at snakke Quidditch med ham, endte hun oftest med at give ham en lussing for at få ham til at holde mund igen. Men de var aldrig rigtigt sure på hinanden – det var bare endnu en forskruet del af deres venskab. ”Er det derfor du er sur på mig? Jeg er måske ikke god nok til ham i dine øjne?” hendes arme foldede sig over kors på brystet, men hendes ansigtsudtryk og tone var ikke specielt såret eller fornærmet – det var mere hen af en konklusion. At det som sådan slet ikke havde noget at gøre med, at Stuart tænkte på Charles velbefindende, men sit eget, havde Imogen ikke den fjerneste idé om.

... this is the outfit

[Stuart Fellton]

A W E S O M E N E S S
When I get sad, I stop being sad and awesome instead!
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[/color]Det..", mumlede han, men forblev tavs. Hvad havde han egentlig haft i sinde, at sige? Hvordan ville han forklarer, sin pludselig adfærdsændring? Stuart sukkede men rystede besejret på hovedet. "Selvfølgelig er du god nok til ham", mumlede han, og farven steg en grad, på hans kinder. "Det var bare..", tilføjede han, i det samme, mumlende og undvigende toneleje. Han begyndte at pille ved sine fingre, umiddelbart uden at vide, at han rent faktisk gjorde det. Stuart undgik hendes gennemborende blik, men lod sit, hvile på hendes arm. Stuart havde troet, det i starten havde været så tydeligt - ikke kun for hende, men for alle. "Jeg synes.."

Stuart bed mærke i, at hans hoved, var som en tikkende varm bombe. Han kunne ikke se, hvorvidt farven kunne ses eller ej, men han var sikker på, at han måtte ligne en mager tomat.

".. at du er, alt for god til ham", brummede han langsomt. Som om, hvert et ord, skulle overvejes, før det kunne kasseres eller bruges. Stuart fattede mod til sig, og ramte et kort øjeblik hendes blik med sit. Da det et kort sekund efter, blev alt for overvældende, rettede han sin opmærksomhed væk fra hende. Han kunne kabere, at hun så på ham, ikke lige i dette øjeblik. Stuart vendte sig om, og hev brevet ud af hans lomme. Det var vådt enkelte steder, men han vurderede det til, at det sagtens kunne sendes. Uglen havde betragtet ham varsomt, men da han rakte ud efter den, for at placeret brevet på dens ben, valgte den, at acceptere dette.[/justify][/ul]

[Imogen Ivory]

for STUART FELLTON
... why so serious?

Imogen blev stående hvor hun stod uden rigtigt at kunne tænkte til at røre på sig. Selv da uglen ved siden af hendes nappede utålmodigt i hendes ærme, ignorerede hun den demonstrativt, mens hun lod hovedet falde lidt på skrå da Stuart talte. Hun havde i et øjeblik bare været sikker på at Stuart var blevet fuldstændig muggen overfor hende, fordi han ikke ville have at hans bedste ven skulle være sammen med hende. Så faldt tiøren for Imogen, og hun forsøgte ikke at tabe underkæben. Var det fordi… Stuart var vild med… hende? Men hvorfor havde han så opført sig som et røvhul overfor hende? Imogen tog sig til panden med den ene hånd, da det hele pludseligt dæmrede for hende. Det var jo startet til Juleballet, ikke? Og han havde lige nævnt Charlie? Og Imogen havde fulgtes med ham til ballet! Imogen var sikker på at hun havde ret, det virkede jo så ligetil. Hvordan kunne hun ikke have set det før. Et ”Åh…” undslap hendes læber, der tydeligt indikerede at hun lige havde fået en form for åbenbaring. Hun glippede et par gange med øjnene og så overrasket på Stuart der stædigt så i alle andre retninger. ”Er du…?” begyndte hun, men fik aldrig rigtigt færdiggjort sætningen. Hånden i panden faldt langsomt ned, mens hun stadig betragtede ham som om hun lige var faldet ned fra månen.

... this is the outfit

[Stuart Fellton]

A W E S O M E N E S S
When I get sad, I stop being sad and awesome instead!
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[/color]Det er jeg.. vel..", mumlede han. "Du er smuk.. og klog..", tilføjede han. Hans mørke øjne hang ved fliserne, og han stod lidt og gravede med skosnuden i revnerne. Det var umiddelbart det han turde sige, for han tav brat efter. Han sank en klump, og viftede lidt med hånden. "Men altså.. livet går videre. Du skal sgu ikke have dårlig samvittighed eller noget Imogen.. nej nej, altså overhovedet ikke! Jeg er en stor dreng, jeg kan god klare det",begyndte han at undskylde. Han var tydeligvis ikke færdig, for han blev ved med at mumle det samme, om og om igen, selvom sætningerne blev omformuleret - han var en stor dreng, nu, jo, og kunne sagtens klare det. Altså livet gik jo videre, og det kunne jo godt være hårdt engang imellem. Bla-bla-bla!

Stuart havde slet ikke i sinde at stoppe, alt imens han stod og møvede skosnuden ned imellem revnerne, med ildrøde kinder.[/justify][/ul]

[Imogen Ivory]

for STUART FELLTON
... why so serious?

Imogen havde lidt svært ved at forstå det hele. Det var jo aldrig rigtigt hende drengene kiggede efter. Det var altid hendes søster Rachel, med sit lange hår og feminine opførsel. Imogen var jo pigen der var venner med alle drengene, men ikke mere end det. Hun var ikke den generte, feminine type, men hende der ikke var bange for at se dum ud når hun råbte af sit Quidditchhold. Og nu stod Stuart – den her søde, eftertragtede fyr – og fortalte at han… Imogen løftede sin ene arm, så hun kunne hvile sine fingerspidserne på sine læber, hvor et smil brød frem. Den anden arm foldede sig over hendes mave og hånden faldt på armen hun holdt op imod sine læber. Imogen slog blikket ned da han væltede ord efter ord ud, stadig med det der lille finurlige smil på læberne. Med tøvende skridt, uden at kigge op eller fjerne sine arme fra deres positioner, trådte hun nærmere hen imod Stuart. Først da hun var omkring et halvt skridt fra ham hævede hun blikket og lod armene falde ned af sine sider. Vurderende så hun på ham, betragtede hans ansigt. ”Jeg…” startede hun, men bestemte sig så for at hun ikke havde noget at sige alligevel. Forsigtigt rettede hun sig en lille smule op, så højdeforskellen imellem dem blev mindsket en lille bitte smule, men stadig var der. Ved at strække sig på tåspidserne nærmede hun sig hans ansigt, uden at tage blikket fra ham.

... this is the outfit

[Stuart Fellton]

A W E S O M E N E S S
When I get sad, I stop being sad and awesome instead!
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[/color]Vil du have jeg kysser dig?”, hviskede han, som om, det på den måde, ikke ville virke forkert at han havde spurgt, hvis han hviskede.[/justify][/ul]

[Imogen Ivory]

for STUART FELLTON
... why so serious?

Imogen havde ikke turdet se op på Stuart imens hun havde været på vej over til ham, og da hun endelig var tæt nok på ham, kunne hun ikke helt finde ud af hans ansigtudtryk, hvilket fik hende til at føle sig meget mere usikker end hun havde troet hun ville være i stand til. Hun var bestemt ikke typen der blev usikker på sig selv. Automatisk faldt hun en lille bitte smule tilbage på fødderne, uden at fjerne hele den ekstra højde helt, og hun tvivlede på at han overhovedet ville bemærke det. Hun var tæt på at dreje om på hælen for at forsvinde ud af ugleriet, på grund af hans ord, og i et frygteligt øjeblik var hun overbevist om at det bare havde været en eller anden dårlig spøg for at tage pis på hende. Hvilket virkelig ikke ville være fair. Dog blev hun stående, men nu uden at turde trodse afstanden imellem dem selv. Hvad skete der lige? Hendes fortænder ramte let hendes underlæbe, og hun holdt bestemt blikket rettet imod Stuarts ansigt. Efter lidt tid fik hun endelig taget sig sammen til at svare ham, før hun faldt helt ned på sine fødder igen. ”Altså… Ikke, hvis du ikke vil.” hun trak lidt på skuldrende, som for at ryste det hele lidt af sig. Hun blev mere og mere overbevist om, at det bare havde været en af hans lamme jokes, og at han stadig var møgirriteret på hende som før. At det bare havde været en del af det, for at få hende til at se dum ud.

//meeehhh, det blev lidt mere ynkeligt end det skulle have været, håber du kan bære over med mig xD

... this is the outfit