|
|
Post by Kathleen Kennith on May 29, 2011 18:06:57 GMT 1
Kathleen lagde stakken af bøger, papir, pen, blæk og løse noter fra sig på et bord i opholdsstuen og så en smule opgivende på den. Hun havde håbet at kunne bruge hele aften begravet i dem og den medfølgende opgave, hvilket også var ville have været den eneste mulighed for at nå ordentligt igennem den. Nu måtte hun finde en måde at gennemskue den rapport til magiens historie uden at have tid til fordybe sig i emnet. Ikke noget hun brød sig om, men sådan måtte det være når overkommandoen havde sendt bud. Hun skar en grimasse og lod sig synke ned på stolen, mens hun åbnede den første bog, hvor hun havde lagt bogmærket ind. Med den tone beskeden var skrevet i var hun imponeret over at den ikke af sig selv var blevet forvandlet til en skråler. Nogengange mangleede hendes far bare humoristisk sans!
Hendes blik vandrede fra bogen og ud over opholdsstuen. Hun kunne da ikke være den eneste der sad med den her opgave nu? Men ingen andre så for en gang skyld ud til at være inde. Det måtte være det gode vejrs skyld. Hun så tilbage i bogen og fik læst en halv side få hun så en smule opgivende fra den til siden, hvor udformningen af opgaven stod. Det gav bare ingen mening! hvorfor var det lige idag hun havde fået Jace med på den spøg? Hun tvang sig igennem en halv side mere og lod så blikket glide mod døren som den gik op. Måske var hjælpen ikke længere end et spørgsmål væk?
Tag: Julie Young
Sted: Ravenclaws opholdsstue
Note: -
|
|
|
|
Post by Julie Aderyn Young on May 29, 2011 18:41:39 GMT 1
sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for
Som en af de få mennesker i sin klasse, kunne Julie udskyde sine lektier til sidste øjeblik uden at få dårlig samvittighed. Hun var langt fra den eneste, der sad med bogen i næsen aftenen inden en stil skulle afleveres, men i timerne op til var det ikke hende man hørte brokke sig over ikke at kunne tage sig sammen. I aften stod der ingen panik-læsning på skemaet, men en af drengene fra Julies klasse var bagud med en eliksirstil og havde whinet over dette til Julie hele vejen op fra storsalen. I sit stille sind bad hun ham om at stikke klynkeriet op et hvist sted, men udadtil himlede hun blot utålmodigt med øjnene, mens hun svarede dørhammeren og fik adgangs til opholdsstuen.
De to gik længere ind i opholdsstuen, og de styrede begge automatisk hen mod bordene, hvor blandt andet Kathleen sad placeret. Julie så, at hendes kammerat sendte lange blikke efter den store bunke papirer på bordet foran hende, og hun satte en albue i hans side, inden han overhovedet nåede at åbne munden for at brokke sig mere.
"Hvis det er så galt, så gør frøken Kennith med selskab. Hun er med garanti bedre indflydelse end os andre!" hvæsede hun irriteret, og med de ord fik hun sendt sin klassekammerat op på sovesalen efter sine bøger. Julie krydsede armene henover brystet og gik de sidste skridt hen mod bordet, hvor Kathleen sad.
"Magiens historie?" spurgte hun, da hun havde set den et år yngre ravn henover skulderen, og hun sukkede dybt. "Jeg ville ønske, at der var flere, der havde din arbejdsmoral." tilføjede hun lettere opgivende og var egentlig ikke helt klar over, om Kath overhovedet lyttede.
|
|
|
|
Post by Kathleen Kennith on May 29, 2011 20:25:17 GMT 1
Kathleen smilede let ved synet af de to der kom ind, men vendte så blikket tilbage i bogen og det hun burde lave. Det fik smilet væk i en fart og en rynke frem mellem hendes bryn. Der var stadig ingen sammenhæng at spore. Så skar Julies alt andet end milde røst sig igennem den forholdsvis stilhed og trak med sig et nyt smil og et muntert glimt i Kathleens øjne, før et lille fnys undslap hende. I dag fandt hun på ingen måder sig selv som en god indflydelse. Skridt forsvandt dog som skridt nærmede sig og stoppede bag hende.
Hun vendte siden i bogen, før hun drejede sig halvt på stolen og så op på Julie. "Ja - og ja, det ville være rart! Så var der måske nogen der kunne gennemskue hvad de her sider har med opgaven at gøre..." Hun slog let med en finger i bogen, mens et opgivende suk undslap hende. Det var dog på ingen måder specielt dybtfølt for normalt kunne hun godt lide at knække koden ved en opgave. "Hvis bare jeg havde mere tid, men..." Hendes blik faldt på brevet, der stak ud mellem to bøger, før hun skævede hurtigt op til uret. Viserne havde flyttet sig alt for meget allerede, hvilket fik bekymringen frem i hendes blik igen. Det var ikke en fornøjelsesvisit der ventede og ufærdige lektier ville kun gøre det værre. Så slog en tanke ned i hende og hun lyste op i et forhåbningsfuldt smil, som hun så tilbage på Julie. "Men du havde den sidste år? Måske kan du hjælpe mig?"
Tag: Julie Young
Sted: Ravenclaws opholdsstue
Notes: -
|
|
|
|
Post by Julie Aderyn Young on May 30, 2011 21:38:54 GMT 1
sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for
Egentlig havde Julie ikke været helt i gennem venlig, da hun havde omtalt Kathleen til sin kammerat, men hun valgte ikke at pointere det overfor hende, da hun i og for sig ikke havde gjort andet end at være irriterende dygtig. Julie trådte om på siden af Kathleen og krydsede armene henover brystet, mens hun lænede sig lidt indover bordet for at prøve at danne sig et indtryk af, hvad det var, hun sad og læste om, ud fra enkelte sætninger i hendes noter. I første omgang svarede hun ikke den et år yngre ravn, men da hun pludselig nævnte tiden, kiggede Julie til siden og hævede spørgende et øjenbryn.
"Du har da hele natten." sagde hun og trak den ene mundvig op i et skævt og lettere udfordrende smil. "Eller har du en sengetid at passe?" drillede hun og vendte derefter blikket tilbage på et af papirerne, der fangede hendes opmærksomhed. Hun løsnede armene og rakte ud efter det, så hun kunne rette det i hendes læseretning.
"Det kan da godt være..." sagde hun tænksomt og kiggede først på Kathleen igen, da hun havde læst en sætning færdig. "Hvad er problemet?" spurgte hun vel vidende om, at 'problemet' kunne være meget svært at sætte en finger på, når det handlede om Magiens Historie. Hendes blik gled ned i bogen foran Kath, og hun identificerede problemet allerede inden Kath havde svaret hende. Med et lettere triumferende latterfnys satte hun en finger ned mod bogens sider og pegede på sidetallet.
"Samme fejl som da jeg havde om det! Det er ikke fra side 327 til 342 men hundrede sider længere fremme i bogen." informerede hun Cael og slog pegefingeren mod papiret en enkelt gang, inden hun krydsede armene igen.
|
|
|
|
Post by Kathleen Kennith on May 31, 2011 11:46:38 GMT 1
Kathleen lænede sig tilbage, så hun ikke længere skyggede for hverken noter eller bog og håbede den ældre pige kunne finde redde i det hun havde fået skrevet ned i timen, men også at hun kunne huske det fra året før. Julies interesse for Magiens Historie var et velkendt faktum, som hun fandt dybt sympatisk, men aldrig før havde nødsaget sig til at benytte sig af. Til nu havde hun været i stand til at løse opgaverne i fællesskab med sin egen årgang.
Hun skar en grimasse ved Julies ord og skæve smil. ”Mahj, den ender nok også med at blive brugt til det.” Hun fangede den drillende tone og kunne ikke lade være med rulle let med øjnene, mens hun svarede tørt. ”Har vi ikke alle det?” Hun kunne dog ikke holde smilet tilbage, heller ikke da hun lidt opgivende fortsatte. ”Overkommandoen sendte bud og... ummm... udbad sig min tilstedeværelse til the og en snak i aften...” Hun lagde ikke specielt meget mere tryk bag ordet ’snak’, men der var ingen tvivl mulig om at det ikke var hyggesnak der forelå. Hendes fars almene humør var også en velkendt sag for de fleste. Som tonen i hans stemme når stregen var nået. Ingen havde glemt den efter han var blevet udsat for den joke i spisesalen tidligere på året.
Hendes blik blev forhåbningsfuldt, som Julie virkede til at ville hjælpe og skulle til at svare, da den anden selv gjorde det unødvendigt. Hun fulgte den andens fingers slag mod bogen, før hun himlede med øjnene. ”Det er bare løgn!” Hun bladrede hurtigt frem til det rigtige sted og lagde bogmærket ind der, hvor overskriften ganske rigtig antydede at alle svarene kunne findes. ”Og lige med den eneste bog vi har uden indeks... ” Hun lod bogen lukke sammen om bogmærket, mens hun lagde en arm op på ryglænet af stolen, opgivende uden videre at få mere gjort for nu. ”Men tak! Så burde den kunne klares senere...” Hun lagde ansigt let på skrå og så undersøgende på den anden, prøvende at huske om de havde snakket sammen før og endende med at afvise det. Hun havde aldrig været indenfor Julies lyskreds før nu.
|
|
|
|
Post by Julie Aderyn Young on Jun 1, 2011 15:42:51 GMT 1
sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for
Det at Julie interesserede sig for Magiens historie betød ikke, at hun nørdede sin lektier forud for alt andet. Egentlig var hun ikke meget mere regelret i det fag end i nogle af de andre, men det betød nærmere, at hun en gang i mellem skiftede eventyrsromanen ud med en analyse af nisskrigene som natlæsning.
Julies øjenbryn fløj op i panden på hende "Overkommandoen?" spurgte hun og fik bange anelser. Den betegnelse kunne umuligt dække andet end Kathleens forældre, og Julie gyste uvilkårligt ved den blotte tanke om Edward Kennith, der trak Alexander ud af storsalen ved nakkehårene. "Så må du hellere skynde dig lidt." sagde hun og mestrede ikke rigtig det drillende tonefald igen. Hvis hendes forældre havde været bosat på Hogwarts ville hun virkelig have været i klemme, men hun tænkte at det nok ikke vare ligeså stort et problem for Kath, der havde det samme ballademager-gen som hende - troede hun.
Julie nikkede og trak på skuldrene. "Det var så lidt." sagde hun automatisk og strammede grebet om sin brystkasse, da hun ikke helt vidste om samtalen ville dø nu, eller om de havde mere at tale om.
|
|
|
|
Post by Kathleen Kennith on Jun 3, 2011 10:52:07 GMT 1
"Ja, overkommandoen..." Kathleen nikkede bekræftende uden at skjule sin manglende begejstring for udsigten til endnu en snak med sin far om et af sine små numre han havde opdaget før tid. Det var bestemt ikke første gang, men tonen i brevet tegnede på at faren helst så det blev sidste. Nogensinde. Den andens reaktion talte også sit tydelige sprog om at spisesals episoden langt fra var glemt. "Det er også kun den her jeg mangler..." Hun prikkede en smule opgivende til bogen uden nogen form for lyst til så meget som at prøve at nå den. Emnet var ovenikøbet noget af det mest kedelige de havde haft hele året og hun gad ikke mere i aften.
Så så hun igen op på Julie, mens hun lagde hovedet lidt på strå og et tydeligt gavtyveagtigt glimt sneg sig frem i hendes blik. "Hvem skulle også have troet af lidt pink bånd kunne vække så meget harme?" Hendes tone var let, men viste som hendes blik at hun udmærket havde vist det var tilfældet. Hun ville dog stadig gerne have haft set kuglen vinkle sig ud og hendes fars kost få en hale af pink bånd og glimmer. Den sidste tanke fik hende til at bide sig i læbe. Havde han opdaget Jace havde været med? Det havde ikke lydt sådan på brevet. Det var værd at have i baghovedet.
|
|
|
|
Post by Julie Aderyn Young on Jun 6, 2011 20:30:59 GMT 1
sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for
Julie måtte bare gå ud fra, at overkommandoen betød Kathleens forældre, da hun ikke forklarede det som værende noget andet, som fx læreren i Magiens historie eller noget i den stil. Julie mærkede et stik af medlidenhed men tog sig selv i at sige noget strengt om dem - de var jo trods alt hendes mor og far, og selvom forældre altid var irriterende, så elskede man dem jo alligevel. Hun åbnede munden i et lydløst 'ah' og nikkede til Kath, da hun forklarede, at hun ikke havde flere lektier end den stil. Den kunne i og for sig godt tælle som lektier for en hel hær. Sådan avr det jo med stile.
Da Kath nævnte noget om pink bånd måtte Julie dog endnu en gang erklære sig uforstående, og hun hævede let det ene øjenbryn på en spørgende facon.
"Måske skal du bruge grønne næste gang?" foreslog hun, selvom hun ikke anede, hvad det var for nogle bånd. Alt efter, hvad hun vidste, kunne det være alt fra hårbånd til kjolebånd. Med en latter løsnede hun armene og gik om bag Kathleens stol. "God arbejdslyst!" sagde hun og gav hendes ene skulder et opmuntrende klem, inden hun fortsatte hen mod trappen, der gik op til sovesalen.
o u t ,
|
|
|
|
Post by Kathleen Kennith on Jun 6, 2011 20:59:21 GMT 1
Kathleen vidste udmærket hvordan de fleste så på hendes forældre og det var en behagelig overraskelse ikke at skulle høre den sagt højt lige i dette øjeblik. Der var dage hvor det var rart at have dem så tæt på, men i aften var ikke en af dem. Grænsen for hvad hun kunne tillade sig i forhold til overtrædelse af reglerne og andet gøgl gik et noget andet sted for resten af elev-flokken. Det vidste hun og ignorerede hun.
Hendes hoved kommer atter på skrå ved Julies forslag, som tænkte hun seriøst over det. Så rystede hun let på hovedet. "Jeg tror nu slet ikke han er til silkebånd i nogen farve på sin kost..." Hendes tone forblev let, mens glimtede i hendes øjne aldrig mistede skæret af kommende ballade. Det ville med garanti ændre sig senere på aftenen, men for nu var hun ikke slået og planlagde stille sit næste træk.
Smilet var ægte, som Julie løsnede op og gjorde mine til at gå. "Tak - tror jeg..." Det fik lidt mere varme ved skulderklemmet, men forsvandt som hun så ned på bogen. Den ville stadig trække tænder ud at komme igennem. Lige meget hvornår hun begyndte. Hun gav et lille opgivende suk fra sig, åbnede bogen og gav sig til at læse, mens hun hårdnakket ignorerede urets tikken.
Slut
|
|
