Lessons in the theory of stargazing

[Thomas Chancellor]

Tag: Meredith Abbey
What's with those Abbey-girls?

[/i][/font][/size][/center]

Thomas tog en dyb indånding og rettede sig op på den ukomfortable træstol. Han så ned på sine egne hænder og tjekkede fraværende sine negle for skidt, uden at opdage at fingrene rystede en anelse, før han konkluderede at al jordet fra dagens botanik-time var renset fuldstændig væk. Da han måtte sande at hans nervøsitet forplantede sig helt ud i de yderste led i hans krop, lukkede han kortvarigt øjnene hårdt i og sukkede tungt.

Han åbnede dem igen, da en tilfældig pige fra Hufflepuff passerede og han i et splitsekund troede, at hun var en anden, der ankom. Hun fortsatte dog blot videre igennem læsesalen, imens han selv rakte sine let rystende hænder frem for at rette på papirerne på bordet igen og endte med at stryge en hånd hen over sit korte hår i en glattende bevægelse.

Læsesalen var næsten tom i de tidlige aftentimer lige efter middagsmaden. De fleste elever havde trukket sig tilbage til deres varme opholdsstuer i det kølige forårsvejr, men det var ikke en mulighed for de jævnlige tutor-timer Thomas havde aftalt med Meredith og selv hvis det var, så virkede de formelle rammer ved siden af biblioteket meget mere passende end en blød sofa, ligesom han havde svært ved at forestille sig, at hun kunne koncentrere sig under hyggeligere rammer end dem de havde valgt.

Foran ham lå det meste af femte års pensum i astronomi. Det var ikke langt fra hans hukommelse og alle hans gamle stjernekort var nydeligt ordnede, ligesom de utallige tætskrevne sider af noter var sorteret efter dato og nummereret med henvisning til de tilhørende stjernekort. Der var intet andet tilbage end at vente og stive sin egen moral og selvtillid lidt af imens. Han tog endnu en dyb indånding og hævede den ene hånd, for at klø sig lidt i nakken.

[/blockquote]

[Meredith Abbey]

IT FEELS SO GOOD
being bad, there's no way I'm turning back

Mary så hastigt ned på sit armbåndsur med let hævede øjenbryn og indså at hun var ved at være sent på den. Hendes tidsfornemmelse havde aldrig været god, men hun lignede bestemt ikke en person der var i nogen form for hast da hun dovent hævede sig fra sofaen med en beklagende lyd til sine veninde og traskede op på sin sovesal for at hente sin astronomibog og notathæfte, samt det lille, smarte læderetui med en simpel fjerpen og et lille blækhus hun havde fået for ikke længe siden i fødselsdagsgave. De tre ting lod hun hvile på sin arm, og med afslappede skridt forlod hun værelset med de mange senge igen og begyndte vejen imod biblioteket.

Da hun nåede frem var det lettere mismodigt at hun trådte ind, bestemt ikke ligefrem i det bedste humør til at bryde sit hoved med lektier, men hvis hun ville formå at få en nogenlunde god U.G.L i astronomi, så var det hvad der var nødvendigt for det. Et uhørligt suk fik hendes bryst til at hæve og sænke sig en enkelt gang, inden hun satte i den vante retning og kort efter gled ned på stolen ved siden af drengen der hed Thomas, som hun for nogen tid siden modstræbende havde bedt om hjælp.

”Godaften,” mumlede hun med let hævede øjenbryn uden at fjerne blikket fra sine bøger, før endnu et suk havde forladt hende. Da drejede hun kortvarigt hovedet i hans retning og i et forsøg på ikke at se direkte ligeglad ud, trak hendes mundvig sig op i et kortvarigt skævt smil. Det var ikke fordi hun havde meget imod selskabet som sådan, hun havde bare svært ved at få pulsen op over den faglige del af faget. ”Hvad har vi på programmet?” spurgte hun og lænede sig tilbage imens hun trak det, i dag helt glatte, hår op i en hestehale, for kun at lade pandehåret hænge løst, hvilket til hendes irritation fik kappens ærmer til at glide ned til albuerne og da hun igen sænkede armene sørgede hendes hænder automatisk for at de blev rettet pertentligt på plads igen.

[Thomas Chancellor]

Tag: Meredith Abbey
What's with those Abbey-girls?

[/i][/font][/size][/center]

Thomas løftede blikket, da en ny skikkelse trådte ind i læsesalen. Han genkendte hende naturligvis med det samme men smilede ikke som det første. I stedet sænkede han blikket og fik frygtelig travlt med at omrokere sine egne papirer atter engang, selvom han allerede havde arrangeret dem i den rigtige rækkefølge. Da hun først gled ned på stolen ved siden af ham, var det således både lykkedes ham at rode fuldstændig rundt i sin egen orden og gøre sig selv endnu mere nervøs end han allerede var. Han løftede hovedet og mønstrede et halvhjertet smil til hende, da hun kort drejede sit hoved imod ham og rømmede sig lavmælt uden selv at slippe hende med blikket. ”Godaften,” hilste han med en stemme, der lød helt anderledes rolig end han følte sig. Smilet dalede lidt på hans læber og han kastede sin opmærksomhed på sine papirer igen. Hendes tilstedeværelse i hans nærhed gjorde det svært at koncentrere sig, men han kendte stoffet forfra og bagfra og kunne sikkert også citere det i søvne. Alene derfor kunne han svare hende uden at tøve, selvom hans håndflader var fugtige og hans hjerteslag hurtigere end det burde være. ”Tvillingestjerner,” informerede han klokkeklart. ”Tvillingestjerner og deres livscykler.” Han rømmede sig igen og rykkede på sig i stolen, imens en rynke fandt vej til hans pande. ”Men jeg tænkte på, om det var noget andet vi kunne drøfte først.” Han drejede hovedet imod hende og så afventende ud. ”... Bare en strøtanke.”

[/blockquote]

[Meredith Abbey]

IT FEELS SO GOOD
being bad, there's no way I'm turning back

Mary opgav hurtigt sin kamp med skolekappen og valgte dog derfor den nemme løsning, ved at spænde det lille hægte op og lade den glide ned omkring stoleryggen. Hun skuttede sig en enkelt gang, som hendes krop hurtigt vænnede sig til temperaturskiftet og hun drejede på ny hovedet i retning af Thomas. Det var vel ingen hemmelighed for nogen af dem, at Mary ikke var vitterligt imponeret af teorien i faget og havde meget svært ved at opbygge nogen form for ophidselse over det (en ting hun egentligt ikke rigtigt troede på, at der var nogen der kunne). Hun kunne meget godt lide delen med at betragte stjernerne, og det var da også okay at tegne dem ind på kortene, men så stoppede morskaben ligesom også bare brat der, og det føltes for det meste som at løbe klods ind i en betonmur.

Hun strakte armene frem på bordpladen foran sig, selvfølgelig forsigtig med ikke at komme til at jorde nogen af Thomas’ notater, og lænede overkroppen lidt over imod dem, mens hun drejede hovedet i hans retning. ”Jeg er ved at dø af spænding allerede.” Sarkasmen blev en anelse undermineret af det oprigtige smil på læberne, og kort efter rettede hun sig op i stolen igen og foldede armene over kors og hævede opfordrende øjenbrynene. ”Spyt ud.”

[Thomas Chancellor]

Tag: Meredith Abbey
What's with those Abbey-girls?

[/i][/font][/size][/center]

Thomas kunne ikke lade være med at smile lidt af Merediths mindre end overvældende entusiasme. Han var ikke i stand til for alvor at ærgre sig over, at hun fandt teorien bag astronomien uinteressant, for hvis hun var lige så interesseret i den som han selv, så ville hun jo ikke have haft brug for ekstraundervisning og så ville han have stået hen i det uvisse som intet andet end endnu en af hendes storesøsters ekskærester. At det muligvis også ville have sparet ham selv for en hel del, var ikke gået hans hoved forbi, men som hun sad der, var han i et kort øjeblik glad for, at tingene var faldet ud som de gjorde. Det holdt sådan cirka lige så længe som det tog ham at tage sig sammen til at bringe emnet om en anden form for stjernekiggeri på banen.

Så snart ordene forlod ham, havde han halvvejs fortrudt dem, men han mødte stædigt hendes blik med en tilsyneladende ophøjet ro, som ikke blev afspejlet i hans indre. ”Jeg er bare kommet til at spekulere på noget,” bemærkede han eftertænksomt. Hans hjerte hamrede af sted og han overvejede hvordan hun mon havde set ud, når hun åbnede de breve han vidste hun måtte have modtaget. ”Det her kommer til at lyde virkelig mærkeligt, men er det sandt, at du har en hemmelig beundrer?” En svag rynke fandt vej til hans pande, før han rømmede sig og brugte papirerne som en undskyldning for at se væk igen. ”Det var bare et løst rygte jeg hørte. Jeg kunne ikke lade være med at spørge,” sagde han, nærmest undskyldende og lidt forlegent. Hans opførsel var et godt stykke ud over hvad der var passende, men han trådte alligevel med mere forsigtige skridt end han kunne have gjort.

[/blockquote]

[Meredith Abbey]

IT FEELS SO GOOD
being bad, there's no way I'm turning back

Åndsfraværende strøg hun en lok rødt hår om bag ved øret og kastede et kort blik rundt imod de mange reoler, der indeholdt uanede mængder pergamentruller og bøger. Hendes fingre slog let imod overarmen i den overkrydsede stilling hun holdt armene i, og hun hævede opfordrende øjenbrynene i retning af Thomas, der ikke tøvede med at sige hvad han havde på hjerte. Hans første ord fik smilet til at svinde lidt ind, om end det stadig hvilede svagt i krogene. ”Ja?” Mary lod blikket hvile på Thomas ansigt, mens hun rettede sig op og lod hænderne falde ned i sit skød.

Hans spørgsmål fik hende til at stirre tavst på ham længe, mens hun vendte ordene i sit hoved. Da kneb hun øjnene en anelse sammen og rettede sig yderligere op i stolen. ”Hvordan kan du vide noget om det?” Hendes stemme var så lav som en hvisken, om end det ikke var den oprindelige tanke. ”Ingen ved noget om det.” Mary studerede hans ansigt indtrængende, før brikkerne langsomt faldt på plads. ”Den eneste måde du ville kunne vide…” stemmen døde ud og pludselig spærrede hun øjnene op og rettede en anklagende pegefinger imod ham. ”Dig!”

[Thomas Chancellor]

Tag: Meredith Abbey
What's with those Abbey-girls?

[/i][/font][/size][/center]

Thomas fortrød nærmest, at han bragte emnet op sekundet efter, at ordene havde forladt ham. Han forsøgte at forbedre sin tåbelige løgn med en forsikrende tilføjelse, men var ikke ligefrem sikker på, at det hjalp det store. Hun var trods alt hverken dum eller blind, den yngste Abbey-pige.

Hendes stirrende blik på ham kunne nærmest mærkes, selvom han stadig selv beskæftigede både fingre og syn med at rode lidt i sine velordnede papirer. Da hun endelig åbnede munden for at stille et spørgsmål, der afslørede præcis hvor dumt det havde været af ham at åbne samtalen, løftede han hurtigt blikket og så på hende. Han havde det som om nerverne sad ude på tøjet, men i virkeligheden formåede han at se forholdsvis uberørt ud og mestrede endda et lille skuldertræk, som om hans hjerterytme ikke spurtede af sted i brystet på ham.

Han rynkede panden en smule og følte sig tør i munden, men forholdt sig med vilje tavs, imens Meredith tilsyneladende kom frem til den helt rigtige konklusion og overhovedet ikke virkede tilfreds. En lavmælt rømmen efter hun havde peget fingeren anklagende imod ham, rettede han sig lidt op. ”Mig, hvilket?” Spurgte han uforstående, som om han ikke vidste præcis hvad hun talte om. Han krympede sig indvendigt over hendes ansigtsudtryk, der slet ikke var hvad han havde ønsket at se, når hun lurede sammenhængen. ”Det er bare et rygte, Mary,” tilføjede han, tilsyneladende stadig afslappet.

I en pludselig og alt for lidt gennemtænkt indskydelse, slap han papirerne med den ene hånd, for at lægge den beroligende på hendes arm. Han havde ikke gennemskuet hvordan han selv ville reagere på varmen fra hende under sine fingre og selv den simple kontakt fik hans blik til at flakke nervøst, inden han rømmede sig igen og slap hende, som om han havde brændt sig. ”Undskyld,” mumlede han usikkert og drejede hovedet væk med rynket pande, uden at overveje hvor tydeligt hans handling ville afsløre ham selv.

[/blockquote]

[Meredith Abbey]

IT FEELS SO GOOD
being bad, there's no way I'm turning back

Rynken i Marys pande blev blot dybere, som han ikke kom med nogen synlig reaktion og hun vendte desperat alle detaljer i hovedet. De første to gange havde hun modtaget brevet fra en ugle, hvilket i princippet kunne være alle elever på skolen. Det tredje havde hun derimod fundet i sin taske, og hendes tanker spolede med lynets hast tilbage til den dag. Det havde været en onsdag, det kunne hun udmærket huske, fordi hun netop efter at have læst det, ikke havde hørt et ord af hvad der var blevet sagt i deres lektion i Forsvar mod Mørkets Kræfter, og derfor havde dumpet en prøve i den efterfølgende time. Og hende og Thomas mødtes normalt om tirsdagen. Hvilket ville være sidste gang i løbet af en dag hun kiggede i sin skoletaske, for det meste. For hun læssede altid bøgerne af inden deres møde, før ikke at ødelægge sin ryg yderligere.

Hendes øjne forblev sammenknebne, mens tandhjulene knagede og hans ord fik hende til at fnyse. Hagen skød en smule i vejret, uden hun tog blikket fra ham. Hun tilføjede dog intet før hans hånd placerede sig på hendes arm og hun gav et ufrivilligt ryk bagud. ”Du lyver,” proklamerede hun uden at skænke det en tanke og så til dels mistroisk med også himmelfaldent på ham, før hun sendte ham fornærmet blik og drejede overkroppen for at samle sine ting sammen igen.

[Thomas Chancellor]

Tag: Meredith Abbey
What's with those Abbey-girls?

[/i][/font][/size][/center]

Merediths tydelige afstandtagen kom kun halvvejs som en overraskelse for Thomas, men skar ham alligevel mærkbart i hjertet. Han burde måske handle, stoppe hende, forklare sig, som hun drejede sig væk og hurtigt samlede sin ting sammen for at forlade ham - Særlingen, der sendte hende underlige breve, fordi han ikke havde modet til at se hende i øjnene og fortælle hende, at hun i hans øjne var den smukkeste pige i verden. Intet af dette faldt ham dog for alvor ind, som han blot sad og stirrede håbløst på sine egne hænder. Anklagen sank kun langsomt ind og han rynkede panden eftertænksomt og såret. ”Ja,” indrømmede han stille. Spillet var alligevel ude og selvom hans hals var tør, hans kinder røde og knuden i hans mave hårdt og ubønhørlig, var der en hvis lettelse i at kunne sige sandheden. ”Ja, jeg lyver,” sagde han lidt klarere, imens han drejede hovedet imod hende, uden at rykke yderligere på sig. ”Men ikke i brevene,” fastholdt han lavmælt, uden at vide hvorfor han følte behov for at pointere det. Det var så pinligt åbenlyst i forvejen.

[/blockquote]

[Meredith Abbey]

IT FEELS SO GOOD
being bad, there's no way I'm turning back

Hendes greb om henholdsvis stoleryggen og bordpladen blev strammere som hun havde rykket sig væk fra ham, og hun behøvede ikke engang at kigge for at vide at hendes knoer måtte være hvide. Det var en forhastet beslutning hun tog, ved brat at gribe ud efter sine ting, men immervæk fortsatte hun desperat. Hans indrømmelse fik hende til at fnyse, og visheden om at hun havde ret i sin antagelse, fik hende til at sende ham et mere eller mindre beskidt blik. Hun skænkede ikke engang den spinkle mulighed der var for at han rent faktisk havde ment hvad han havde skrevet en eneste tanke, og lod i stedet den frustration hun havde haft over ikke at kende afsenderen, kun bagtankerne, gå ud over ham, på trods af at hun måske ikke burde reagere afvisende. ”Spar mig,” fnøs hun og rejste sig brat op, med kappe og skriveværktøj trykket hårdt fast under den ene arm og notesbogen i den anden, som hun kæmpede for ikke at smække hårdt imod hans arm eller baghoved. ”Jeg er ikke interesseret i at stå model til at lade endnu en af din slags tro at I kan gøre som det passer jer.” Hun hævede hovedet en anelse og så hårdt ned på ham, med let bævende underlæbe. Mary havde for længst mistet troen på reelle følelser, nogenlunde samtidig med at hun havde mistet Joshua. ”I har jo kun én ting i hovedet alligevel”, røg den sidste anklage af sted, før hun drejede om på hælen og stormede ud af biblioteket.

OUT

[Thomas Chancellor]

Tag: Meredith Abbey
What's with those Abbey-girls?

[/i][/font][/size][/center]

Thomas bed sine tænder hårdt sammen og nægtede at ligne en hundehvalp, der lige var blevet sparket væk, som et stykke ligegyldigt skrammel på gaden. Hans ryg var stadig ret og hans mine nogenlunde fattet, men indeni var han det kaos af følelser, forvirring, smerte og uro, som hans røde kinder og lettere bekymrede ansigtsudtryk ellers var eneste tegn på. Panden var rynket og flere dybe furer kom til, da Mary fnøs to afvisende ord ud og rejste sig brat op. Hendes efterfølgende svada, fik ham til at se hurtigt op på hende. Begge hans øjenbryn blev hævet og hans undren var tydelig.

”Hvad? Min slags?” Ordene kom ud lavmælt og forbløffet, inden han overhovedet nåede at overveje dem. At de ikke fik den lille damptromle til at stoppe, burde han dog have sagt sig selv. Hendes energiske personlighed var lige præcis det, der var allermest uimodståeligt. Hun var alt det han ikke var og det tiltrak ham som et møl til en flamme, selvom han indtil nu havde cirklet tåbeligt rundt omkring lyset af frygt for, at blive brændt. Lige nu, var det lige nøjagtigt det han blev og han veg fra både smerten, faren og så blot forvirret på hende, som hun konkluderede endnu noget han ikke forstod og marcherede ud af rummet.

Han så efter hende med dybt rynket pande i et øjeblik og ønskede for en kort bemærkning, at han var af den dramatiske slags, der ville storme efter hende og kaste sig for hendes fødder, med en kærlighedserklæring i samme format, som han havde mønstret skriftligt. Var han det, ville han dog nok næppe have siddet i denne situation og i stedet samlede han blot sine ting sammen, ignorerede enkelte stirrende blikke og forlod selv læsesalen efter et par lange minutter, med tankestof og knækket hjerte nok til de næste mange nætter.

OUT

[/blockquote]