Kunsten at genforenes

[Samuel Abott]

Please forgive me

* * *

Samuel følte et begær der truede med at brænde op indeni medmindre han gjorde noget ved det, og han var på nippet til bare at gøre det med Julie midt på gangen, på trods af offentligheden.
Den hvisken der snart nåede hans ører, tog enkelte sekunder for ham at forstå. Da de sivede ind, fik det ham til at stoppe de ivrige kys under øret. Havde der været nogen ild, var der uden tvivl blevet kastet en spand iskold vand på. Forbløffelsen ramte ham først. Havde Julie sovet hos Eddie? Den aften de havde besluttet sig for et forhold? En overraskende følelse af at føle sig forrådt, var det næste. For at lægge bånd på sig selv, lukkede Samuel øjnene i sin fastfrossede position. En indre løve brølede op og nærmest flænsede sine kløer op ad Samuels indre af ren frustration. Det var jalousi på det yderste, og Samuel var langt fra bekendt med denne følelse, som fik ham til at hungre efter at sætte hjørnetænderne i Eddie!
Julie var hans pige, og ingen andre skulle nærme sig hende!
”Du sov hos Eddie?”, gentog Samuel vantro, og rettede hovedet tilbage så han kunne se hende i øjnene. Se om ansigtet var fortrukket i et grin, i dét der forhåbentlig var en vittighed. Hånden lå stadig på hoften og den anden om Julies nakke. De fastholdt deres tryk, men denne gang for at skabe en vis distance mellem dem, da Samuel løsnede presset op ad hende.
Det var som om han var tømt for ord. Lysten slumrede, erstattet af et overvældende raseri, som Samuel ikke kendte til, ved tanken om de ting Eddie havde gjort ved Julie. Hvis det var sådan hér forhold var, var det sgu en god ting han havde holdt sig fra dem!

Tag; Julie Young
Ord; 295

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you ignore
ARE ALL THE THINGS I'M LOOKING FOR

Til hendes overraskelse besvarede Julie medvilligt hendes lette tryk, men det gik hurtigt op for hende, at det ikke var af den grund, hun troede. Et overrasket udtryk gled over hendes ansigt, og da han lukkede øjnene rynkede hun bekymret brynene.
"Hvad?" spurgte hun, inden hun rigtig havde forstået spørgsmålet, men snart blev hun klar over, at Samuel måtte have misforstået hende. "Nej, vent lige!" udbrød hun og strammede automatisk grebet om hans skuldre for at få ham til at lade være med at fjerne sig fra hende, som han var i gang med.
"Det var ikke sådan. Han så mig ude i haven efter det... Det der var sket. Og jeg ville bare langt, langt væk." forklarede hun stadig ude af stand til at sætte ord på den ubehagelige hændelse med Sam, Todd og Donia. "Jeg susede ikke længere end til stueetagen." tilføjede hun for forståelsens skyld, da Samuel umuligt kunne have vidst, hvor hun var forsvundet hen. Det slog hende, at han heller ikke havde forsøgt at finde ud af det, men hun hængte sig ikke i det og koncentrerede sig i stedet om at gøre Samuel god igen.
Selvom deres møde havde taget endnu en uventet drejning, så var Julies blussende følelser ikke forsvundet bare lige sådan, og hun flyttede sine hænder om i hans nakke og trak blidt til i håbet om, at han bare ville læne sig frem og kysse hende igen.

TAG: SAMUEL ABOTT

[Samuel Abott]

Please forgive me

* * *

Julies greb på Samuels skuldre fik ham ikke til at bevæge sig tættere på hende og genoptage kontakten. Tvivlen havde sået sine frø i Samuel, så han ikke var istand til at fortsætte ufortrødent. Det var følelser han ikke var vant til. So what, hvis enhver anden pige havde sovet hos en anden dreng? Når det var Julie, var det en hel anden sag. ”Så du klandrer mig for at have været sammen med Donia FØR vi tog fandt sammen, hvorefter du selv tager hjem til en fyr om natten?”, gentog Samuel efter kort tids stilhed, næsten ude af stand til at tro på sine ord. Okay, han missede lige delen hvor han havde gjort Julie til skamme.
”Og så endda Eddie!” Samuel nærmest spyttede ordene ud. Han havde intet tilovers for rødtoppen mere!

Gnisten der havde været der før, var forsvundet, og med et forvirrende udtryk trådte Samuel et skridt væk fra Julie, og lod hænderne hænge svagt langs siden. ”hvordan kunne du finde på det?”, spurgte han såret, mens stemmen truede med at knække over. Svaret var åbenlyst, men det indså han ikke.

Tag; Julie Young
Ord; 185

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you ignore
ARE ALL THE THINGS I'M LOOKING FOR

Stik imod Julies forhåbninger stoppede Samuel ikke sine handling, da hun strammede grebet om hans skuldre. Hun rynkede brynene og fik et ulykkeligt udtryk, men det falmede, lige så snart Samuel åbnede munden. Følelsen af at blive uretfærdigt behandlet voksede i hendes mave, og hun mærkede, hvordan vreden begyndte at tage over. Med et ryk fjernede hun sine hænder fra hans skuldre og holdt dem op foran sig med håndfladerne vendt mod ham.
"Hvor mange gange skal jeg sige, at jeg ikke er sur på dig, fordi du var sammen med Donia før vi var sammen?!" udbrød hun i et lettere hysterisk tonefald, der overraskede hende selv. Hendes tålmodighed, var sluppet op, og hun hev arrigt ned i sin skjorte, som Samuel et kort øjeblik inden havde haft sine hænder oppe under. Samuel selv trådte også et skridt væk fra hende, og det var svært at forstå, at de sekunder inden havde stået i en hed omfavnelse. Julie anede ikke, hvad Samuel lige præcis havde imod Eddie, men hun var også ligeglad.

Frustreret begravede Julie hænderne i sit hår og klemte en irriteret lyd ud mellem sine tænder. "Stoler du slet ikke på mig?" spurgte hun og så på ham med et anklagende blik. "Af os to, så er det ikke mig, der har opført mig tvivlsomt!" Hun trak vejret hurtigt og uregelmæssigt, men ikke af samme grund som før. Tårerne pressede truende på, men hun vandt kampen imod dem. "Det burde have været dig, der var der for mig! Men du havde for travlt med at ødelægge Donias aften og gøre Todd jaloux. Lagde du overhovedet mærke til, at jeg gik?" Den anklagende tone hang ved, og hun stirrede hårdt på ham. Samuel tænkte ikke længere end til sin egen næse, og en nedrig del af hende selv var en smule glad for, at han selv fik lov til at opleve den samme jalousi, som hun havde gjort til festen.

TAG: SAMUEL ABOTT

[Samuel Abott]

Please forgive me

* * *

Et øjeblik havde Samuel for alvor følt sig retfærdigt behandlet, men der gik ikke lang tid før han indså, at det måske ikke helt var hans plads at være rasende. Vreden sivede langsomt ud af ham, og afspejlede sig tydeligt i hans falmende udtryk. Jalousien rettede mod Eddie slumrede stadig, men det var nærmest blevet til en latent energi i baghovedet. Han åbnede munden for at sige noget, men der kom ikke nogen lyd ud af hans læber. Istedet betragtede han hendes udbrud med en rynkede pande.
Hendes lille frustrerede lyd fik ham til at hæve øjenbrynene en smule overrasket, og uden at ville det, undslap et lille fnis hans læber. Lyden var så sjov og malplaceret, at han måtte presse læberne sammen for ikke at grine.
”Du har ret, du har ret. Undskyld”, sagde han med en beklagelig mine, selvom munterheden stadig var at spore visse steder, som ved de små smilerynker ved øjenkrogene, og den lette trækning i højre side af munden.
I håb om at det ikke var helt for sent, gik han resolut hen til Julies lille hidsige skikkelse, og endnu engang måtte han erkende, at der bare var noget tiltrækkende over hendes temperament. Forsigtigt greb han hende om livet og tran hende ind til sig, ligeglad med om hun protosterede. Pegefingeren fangede en lille forvildet tårer. Ømt lænede han sig ned mod hende i et forsigtigt og kærligt kys, der viste hvor oprigtigt ked af det han var. Han tillod sig kun at nyde det et øjeblik, før han løsrev sig fra hende, og sendte hende et blik der emmede af nyforelskelse. ”Kom”, sagde han lavmælt og greb hende højre hånd. Idét deres hænder flettede sig ind i hinandens druknede Julies spinkle hånd i Samuels beskyttende håndflade, og med en mine som en verdensmand, gik han afsted hen ad gangen. Nu var hun for alvor hans!

//Out

Tag; Julie Young
Ord; 311