Kunsten at genforenes

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you ignore
ARE ALL THE THINGS I'M LOOKING FOR

Der havde aldrig været meget stereotyp ravn over Julie, men i den seneste tid havde hun fundet det betydeligt lettere at begrave sig i studierne frem for at lege eventyrer i de illegale nattetimer. Desuden var læsesalen eller biblioteket et udmærket tilflugtssted, når man ikke ønskede at tale med nogen. Siden efterårsferien havde Julie været meget reserveret, og selvom hendes veninder var meget forstående, så gik det dem tydeligvis på. Julie kunne heller ikke ligefrem påstå, at hun havde gjort noget for at forbedre situationen, men personligt mente hun, at hun for en gangs skyld kunne tillade sig at være selvisk.

Efter at have skrevet konklusionen til sin eliksirstil om tre gange, måtte hun indse, at hun ikke kunne sige det mere præcist, end hun allerede havde gjort. Desuden havde hun allerede presset længden af stilen til det maksimale, og hun tvivlede på, at hun kunne forbedre den yderligere. Pernittengryneriet hang sammen med, at hun ikke havde flere lektier at begrave sig i efter dette, og det betød, at hun var nødt til forlade læselasen om ikke så lang tid. Med et dybt suk skrev hun stilen under og begyndte at pakke sine ting sammen.

Tasken vejede meget over hendes skulder, netop fordi hun havde slæbt hele sit lager af lektier med. Hendes mave rumlede ukontrolleret, fordi hun havde glemt at spise frokost, men på trods af det faktum havde hun alligevel ikke nogen appetit. Med et lydløst fnys hev hun elastikken ud af sit hår, så det bølgede ned omkring hendes kappebeklædte skuldre, mens hun gik ned ad korridoren med sin opholdsstue som mål.

TAG: SAMUEL ABOTT

[Samuel Abott]

Please forgive me

* * *

Den sidste uge havde været foruroligende for Samuel. Siden festen havde en del af ham udviklede sig i en rasende fart. Hver gang han havde set på en anden pige, var det som om hun blegnede totalt mod Julie. Julie Young. Hans kæreste! Selve idéen om Samuel Abott med en kæreste, var så komisk i sig selv, at havde det været flere måneder før, var han faldet om af grin, ved den blotte tanke. Men nu var det som om, at idéen slet ikke virkede så fjern. Julie var ikke bare ufattelig smuk og uopnåelig som Alexanders lillesøster, hun var også sjov, vovet, klog og kunne give ham modspil som kun få andre kunne. Og så fandt hun sig ikke i alt hans lort, hvilket de sidste uger havde været et klar bevis på. Julie havde ignoreret ham omhyggeligt, og på en eller anden måde havde hun formået at dreje om hjørnet og forsvinde, hver gang han troede, han var nået ind på hende.
Forelsket.
Samuel var forelsket, det indså han snart. Og dermed havde festen været en total skandale for deres forhold. Hvis man kunne kalde det det, efter de 10 minutter der var gået. Og hvor stod de nu? Samuel anede det ikke. Han vidste bare, at det var sidste udkaldt efter at finde Julie. Derfor var han taget på endnu en af sine Julie-vandringer i håb om, at hun befandt sig et eller andet sted på skolen.
En pludselig indskydelse fik Samuel til at stoppe op på den gang han var på vej hen ad. Biblioteket! Hvorfor fanden havde han ikke tænkt over det noget før? Julie var en ravn, og hvis der var et sted ravne måtte befinde sig, var det på biblioteket! (I hvert fald ikke på Quidditchbanen, med deres lave quidditchscore).
Opsat på at finde Julie og undskylde satte han i løb hen ad gangen, og der gik ikke lang tid før han mødte en skikkelse der fik ham til at stoppe brat op.
”Julie!”, udbrød han stakåndet. Han gik et par skridt hen og stillede sig et par meter fra hende, som for at vise, at hun ikke kunne løbe nu.

Tag; Julie Young
Ord; 359

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you ignore
ARE ALL THE THINGS I'M LOOKING FOR

Fraværende viklede Julie hårelastikken rundt om sit håndled. Først da lyden af hurtige skridt fra en, der løb, nåede hendes ører, blev hun opmærksom igen. Alarmklokkerne ringede faretruende, allerede inden hun kiggede op, og hun stoppede brat op ved lyden af hendes navn. Synet af den forpustede Samuel slog luften ud af hende, og hun stirrede udtryksløst på ham, da han standsede op foran hende og blokerede vejen. Hun prøvede ikke at mærke efter, men følelserne vældede ukontrolleret op i hende. Trangen til at blive hysterisk vred var svær at kæmpe imod, og samtidig havde hun svært ved at blive stående på sine ben. Tårerne truede med at trille ned ad hendes kinder, men hun var for stædig og stolt til at bryde sammen på den ene eller anden måde foran Samuel - så hun holdt hovedet koldt.

Julie så vurderende på Samuel uden at trække en mine. Hvis ikke Samuel allerede havde lært det, så ville han finde ud af, hvor utilregnelig hun var, nu. Hun smed sin taske fra sig på gulvet, og før hun vidste af det, havde hun trukket sin tryllestav og løftet spidsen i retning mod den slange, hun holdt så uendeligt meget af. Der var ingen tvivl om, at Julie var en rigtig heks, da hun stirrede udfordrende på Samuel, mens hun ventede på, at han trak sin tryllestav. En duel var mildest talt den dårligste løsning på deres problemer, men Julie havde brug for at afreagere på en eller anden måde. Samtidig var hun villig til at give manden en chance for at forsvare - i bogstavelig forstand - for nu havde hun brugt flere dage på selv at gøre det over for andre, for ikke at tale om sig selv.

TAG: SAMUEL ABOTT

[Samuel Abott]

Please forgive me

* * *

”Jeg har ledt efter dig alle steder”, sukkede Samuel og slog opgivende ud med armene. Afventende så han på hende, men ansigtsudtrykket ændrede sig til det mere forvirrede af slagsen, da Julie smed sin taske op ad væggen.
I næste sekund sprang han tilbage, da Julie trak tryllestaven frem til en duel. Uforudsigeligheden var blot en af de ting ved Julie Samuel værdsatte, men denne gang kom hendes reaktion bag på ham. ”Julie!” lød det i et bebrejdende tonefald, men stemmen døde hurtigt hen da han opdagede, at hun ikke spøgte med ham.
Forsigtigt løftede han armene i vejret i en overgivende gestus. ”Jeg har ikke tænkt mig at duellere mere dig”, sagde han tøvende. ”Jeg ville alligevel tabe”. Et undskyldende smil fandt frem til Samuels læber, men det forsvandt hurtigt, og istedet påtog han sig en undskyldende mine. Hun så alt for alvorlig ud, og det var ikke tiden til at lave sjov.
”Julie for fanden. Jeg er ked af at...”, Samuel måtte bruge et øjeblik på at tænke tilbage på, hvad det var han havde lavet. Han lavede konstant fejl, så der var mange at tage af. ”af at jeg ikke havde fortalt dig om Donia. Hvis du bare vil lade mig forklare”. Stemmen var lavmælt. Han ville nødig provokere hende på nogen måde, så hun ville gøre alvor af truslen. Ærlig talt tvivlede han ikke et øjeblik på, at noget forfærdeligt ville ske, hvis ordene slap ud over Julies læber.

Tag; Julie Young
Ord; 243

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you ignore
ARE ALL THE THINGS I'M LOOKING FOR

Julie lod ikke Samuels ord fæste sig, og hun fortsatte ufortrødent med sine handlinger. Hun fik et bebrejdende, næsten såret udtryk, da han løftede hænderne lidt i vejret og gav op på forhånd. Det gik op for hende, at hun rystede let, og hun sænkede armen en lille smule, da han mundtligt erklærede, at han ikke havde tænkt sig at duellere med hende. Det sved i hendes øjne, men tårerne kom ikke - det var nok snarere frustration frem for gråd, der trykkede på.
Da han spøgte med hende, var hun på nippet til at sende i forbandelse i hovedet på ham, og hun løftede staven igen. Med viljestyrke, hun slet ikke vidste, hun havde, stoppede hun dog sig selv, og i samme bevægelse, sænkede hun staven, denne gang hele vejen ned mod gulvet, så hendes arm hang slapt ned langs hendes side. En frustreret lyd forlod hendes læber, og hun vendte brat siden til Sam, da han forsøgte sig med sin forklaring. Hans tøven gjorde hende kun mere hidsig, og hun fumlede et øjeblik med at få mast sin stav ned i den store kappelomme.
"Du kan forklare alt det du vil." sagde hun og vendte ansigtet mod Sam, så hun kunne se på ham igen. Hun rynkede brynene og hendes blik var anklagende. "Jeg vidste godt, der var noget mellem dig og Donia. Hvad havde du regnet med? At jeg ikke lige opholdt mig i storsalen den dag?" spurgte hun retorisk og snakkede om den dag, hvor Sam havde valgt at plante et kys på Donias læber foran alle. hun lagde tryk på noget, fordi hun ikke havde vist, præcis hvad der var foregået i mellem de to, men hun var rælig talt ikke blevet særlig overrasket, da hun fandt ud af, hvor langt det var gået.
Julie fandt det pludselig besværligt at trække vejret, og hun havde det, som om hendes bryst snørede sig sammen. Beskyttende krydsede hun armene henover det og så frem for sig, fordi hun ikke kunne klare synet af Sam. Jalousi var ukendt land for hende, så hun kunne ikke sætte ord på den følelse, hun oplevede lige nu.

TAG: SAMUEL ABOTT

[Samuel Abott]

Please forgive me

* * *

Uhørligt slap Samuel lettede luften ud mellem læberne, og det gik op for ham, at han havde holdt vejret. Hans krop var åbenbart mere klar over tingenes seriøse tilstand, end hans hoved var. Julie pakkede tryllestaven sammen, og det måtte betyde, at hun alligevel ikke ville angribe ham med forfærdelige forbandelser.
Julies afvisende kropsholdning, fik ham til at gå klodset til siden, så de stod mere med front mod hinanden. Det hjalp lidt at hun vendte hovedet mod ham, og søgende efter hendes blik sænkede han det en smule. Han opfangede ikke ironien i Julies første ord, men var istedet en smule tilfreds med, at hun i det mindste ville give ham tid til at forklare sig.
”Storsalen?”, gentog han undrende og rynkede panden en smule. Hvad havde han lavet i storsalen, andet end at spise? Tankerne drog på langfart, og i et hurtigt sekund kom han til at tænke på den dag hvor han havde kysset Donia heftigt foran hele skolen. Det havde måske ikke været det smarteste, men på det tidspunkt havde Samuel jo ikke anet, at der havde været noget mellem dem. Han havde jo blot troet, at det havde været en uskyldig time mellem ham og Julie i klædeskabet. Men hun havde åbenbart lagt mere i det. Typisk piger.
Alligevel rørte det noget i Samuel, at se hende være så oprørt, og han følte et stigende behov for at forklare sig. Noget i ham sagde, at det ikke nyttede noget at tage hende i sin favn, mumle undskyldende ned i hendes hår, og nusse hende forsigtigt på ryggen. Det var hun tydeligvis for oprørt til. Istedet måtte han appellere til hendes mere logiske side.
”Jeg troede ikke du ville mere end... Det”, sagde han lavmælt og lettere uforstående, da han hentydede til seancen i klædeskabet. ”Donia ville gerne, og jeg ville også gerne. Helt ærligt, jeg vidste ikke I kendte hinanden”. Der var mange ting at undskylde for, og Samuel vidste slet ikke hvor han skulle starte. Frustreret kørte han en hånd gennem det sorte hår. Han var så ufattelig dårlig til den slags, og det undrede ham ærlig talt, at Julie overhovedet havde givet ham en chance. Men det var nok også slut efter det her. Hvis hun tilgav ham, var hun virkelig en fantastisk pige! En keeper, så at sige.

Tag; Julie Young
Ord; 2379

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you ignore
ARE ALL THE THINGS I'M LOOKING FOR

Julie himlede irriteret med øjnene, da det tog ham flere sekunder at ihukomme hændelsen. Meget omhyggeligt undgik hun hans blik, selvom han var kommet tættere på, og hun vendte sig lidt væk fra ham igen. Hun overvejede kraftigt at gå, så hun slap for at høre på hans ævl, men hans ord fangede hendes opmærksomhed, og hun kiggede op på ham. Hun fornemmede, at Sam måske misforstod hende, fordi hun havde aldrig regnet med at få ham for sig selv.
"Vi var ikke sammen." sagde hun kortfattet og så frem for sig igen. Hun fandt det bare lettest at snakke til væggen frem for ham. "Jeg forventede ikke noget af dig på det tidspunkt. Men efter du... Du sagde til mig..." Julie kæmpede med ordene og strammede grebet henover sin brystkasse, tydeligvis frustreret over, at hun ikke kunne formulere sig. Til sidst gav hun efter for lysten til at skælde ham godt og gedigent ud.
"Du er en idiot!" udbrød hun højlydt og vendte sig mod ham, mens hun løsnede armene og hævede en pegefinger i retning af hans brystkasse. "Du ydmygede mig i mit eget hus! Om du så vidste, at jeg kender Donia eller ej, så giver det dig ingen ret til at vende ryggen til mig på den måde bare for at lege smartass over for Todd." Hun var skrap men talte i normalt toneleje, og hendes blik var hårdt og tålte ikke modsigelse. "Jeg har ikke rendt rundt og plaget dig med mine følelser. Jeg har ikke gjort dig noget! Jeg forstår ikke, hvorfor jeg får så ussel en behandling, når jeg ikke engang bebrejder dig for at have været sammen med Donia!" fortsatte hun, denne gang mere højlydt - men hun fremstod stadig som fattet. Tanken om den knuste Donia slog hende, og hun fik det pludselig dårligt over de ting hun stod og sagde. Det blotte faktum, at hun var blevet sat i en situation som denne gav hende lyst til at skrige, og hun tog sig opgivende til ansigtet med begge sine hænder.

TAG: SAMUEL ABOTT

[Samuel Abott]

Please forgive me

* * *

Samuel kæmpede en brav kamp for at huske, hvad han havde sagt til Julie. Var det ikke først til festen han havde sagt de var kærester? Han havde da ikke sagt noget i kosteskabet?
Det var noget af en lettelse for ham, da hun pludselig lod luften suse ud og afreagerede på ham. Det var langt lettere at forholde sig til Julie når hun var rasende, end når hun var tøsefornærmet.
Han nikkede istemmende. Ja, han var en idiot! Øjnene skævede kort til den anklagende finger, der halvt virkede som en tryllestav, før han vendte et par ulykkelige øjne op mod Julie. Koncentrationen var på sit højeste, for rent faktisk at lytte til de ord der kom ud af hendes mund, men som hun stod der, kunne Samuel ikke lade være med at tænke på, hvor fandens attraktiv hun var! Han havde mest af alt lyst til at skubbe hendes hidsige væsen op ad væggen, transformere hendes vrede til lidenskab ved at drukne hendes rasende stemme i passionerede kys, og mærke deres hud brænde tæt op ad hinanden.
”Du har ret”, sagde han hæst, idét tankerne havde drejet sig ud på et helt andet spor. Der var så mange ting at undskylde for, men Julie fik summede dem godt op. Det var langt nemmere bare at give hende ret, og undskylde for det hele, for han var jo ked af det han havde gjort! ... I hvert fald fordi det meget hurtigt havde ridsede deres nye forhold.
Efter at have rømmet sig kort, vendte han slidende tilbage til virkelighedens realitet, og det kostede ham et suk. ”Jeg er en idiot, og jeg fortjener ikke én som dig, Julie”. Der var et stik af ærlighed i ordene som kom helt indefra. Hvordan skulle han dog blive venner med hende igen? ”Hvad... Hvad skal jeg gøre for du tilgiver mig?”, spurgte han dumt, og kløede sig fortabt i det lange, mørke hår.

Tag; Julie Young
Ord; 2379

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you ignore
ARE ALL THE THINGS I'M LOOKING FOR

Opgivende gned Julie hænderne ned af sit ansigt og lod til sidst armene hænge slapt ned af siderne. Hun følte sig en smule akavet, som hun stod der, men dette glemte hun ligeså snart Sam åbnede munden. Overrasket vendte hun blikket mod ham og åbnede munden i en let måben. Hele hendes kropssprog udtrykte, at hun ikke helt præcist forstod, hvad der foregik. Enhver anden dag ville det havde været en sejr for hende at få ret, men lige nu var det slet ikke særlig tilfredsstillende. Tavs stod hun tilbage og lod ham tale videre. Frustrationen var kortvarigt glemt og hun rynkede forvirret brynene. Et øjeblik af svaghed overrumplede hende, og hun tog sig selv i at være tæt på at fortælle ham, at han skam fortjente hende, at hun kunne være lige dén pige, han ville have.
Først da han spurgte, hvad han skulle gøre, for at hun tilgav ham, kom hun i tanke om alle de negative følelser, og hun tvang sig selv til ikke bare at skubbe dem til side.
"Var det det? Har du slet ikke tænkt dig at forsvare dig selv?" spurgte hun stille og var ligeglad med, om Samuel syntes, at hun var verdens mest besværlige og tøsede pigebarn i hele verden. Det gik op for hende, at hun trak været uregelmæssigt, og tankerne syntes pludselig svære at skille fra hinanden. Hun kunne ikke lade være med at lade et meget ærligt og hengivent blik slippe i gennem den facade, hun prøvede at holde oppe, men da den røde farve pludselig steg op i hendes så hun væk med et lavmælt gisp. Usikkert greb hun fat om sin ene albue og kæmpede imod trangen til at kaste sig ind i hans favn og blive der for evigt.

TAG: SAMUEL ABOTT

[Samuel Abott]

Please forgive me

* * *

Samuel trak på skuldrene. ”Næ”. Han lod en hånd stryge gennem håret. Der var ingen pointe i at forsvare sig mod noget man syntes man var skyldig i. ”Du har jo ret”. Et øjeblik så han dumt på hende, og prøvede at måle hvad det var af tanker der foregik inde i hendes hoved. Han var ikke god til at aflæse ansigter, og da slet ikke til at reagere på dem, men det så ud som om noget af hendes raseri var forsvundet, og det fik mod til at stige op i hans slukkede sind. På et øjeblik genvandt han sit gamle jeg, og følte hvordan en opstemthed boblede frem.
Med få skridt tilbagelagde han afstanden mellem dem, så de blot stod ½ meter fra hinanden. ”Undskyld”, hviskede han lavmælt, da der ikke var noget behov for at tale højt i deres nærhed. Uden at kunne lade være lod han hænderne kærtegne hendes hals og stryge om i nakken. Han bukkede nakken så han var nede i hendes øjenhøjde. Et kys på munden var han ikke sikker på hun var klar til, så istedet lod han læberne berøre et sted lige under hendes højre øre, hvor hans hånd ikke hvilede.
Han løftede hovedet så det igen var lige udenfor Julies læber, så deres ånde slog mod hinanden. Julies lidt hurtigere åndedrat tog Samuel som et signal til, at hun var nogenlunde samme sted som han var. Det var lang tid siden sidst, og deres forrige møde var ikke endt som han havde håbet det.

Tag; Julie Young
Ord; 254

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you ignore
ARE ALL THE THINGS I'M LOOKING FOR

I et forsøg på at skabe afstand mellem hende og Samuel, stirrede hun ufokuseret på den nedre del af korridorvæggen, mens han talte, men ligeså snart han bevægede sig hen mod hende, flakkede hendes blik hen i hans retning. Da hans hviskede sin undskyldning til hende, fik hun kuldegysninger ned ad hele ryggen, og endelig turde hun se ham i øjnene med et blik, der afslørede, hvor svag hun var. Uden at tænke over det, lukkede hun øjnene i ren nydelse, da han begyndte at kærtegne hendes hals, og hun lænede hovedet ind mod ham, da han kyssede hende på kinden.
"Samuel." fremmumlede hun i en hvisken. Der gik en sitren i gennem hendes krop, da det gik op for hende, hvor tæt Samuel egentlig stod på hende, og hun kæmpede ikke imod tågen, der bredte sig i hendes hoved og tilslørede al fornuft.
"Du må ikke forlade mig igen." hviskede hun uden at vide, om hun havde sagt det højt eller bare tænkt det. På et eller andet tidspunkt havde hun sluppet det beskyttende greb, hun havde om sin albue, og som en magnet, der naturligt blev tiltrukket af sin modpol, lænede hun sig ind mod Sam og gjorde afstanden mellem deres læber til ingenting. Selvom dette langt fra var deres første kys, overvældede det stadig Julie, og instinktivt søgte hun Samuels nærhed med sine hænder. Hun placerede dem på hans brystkasse og lod sin højre glide op mod hans hals, hvor hun lukkede fingrene om hans skjortekrave, som hun hev blidt i. Frustrationen var fordampet som dug for solen, og da hun endelig trak sig lidt væk fra Sam og så på ham igen, var det med et hengivent blik, der ikke bebrejdede ham for noget.

TAG: SAMUEL ABOTT

[Samuel Abott]

Please forgive me

* * *

Samuel tog det som et godt tegn at hun lukkede øjnene. Lyden af hans eget navn sagt i en så hengiven og sensuel tone, fik ham til at spænde i hele kroppen og synke en klump. Hormonerne fór rundt, og tankerne snævrede sig ind på ét bestemt spor. ”Nej. Aldrig”, sagde han med en stemme der var så hæs, at den nærmest kun kom ud som en kvækken.
At lysten til Julie var blevet så meget stærkere nu da han havde følelser for hende, var aldrig noget han troede skulle ske. Alligevel var det som om han følte et helt andet bånd. Som om der var så meget mellem dem i øjeblikket, på trods af alt det usagte. Deres forhold var som brændende ild der slugte alt omkring sig og bredte sig som en steppebrand. Følelserne var så intense og stærke, at Samuel ikke havde prøvet noget lignende, og det både forvirrede og fascinerede ham.
Julies blik fik Samuel til at snappe efter vejret, og hæst hviskede han, ”Det er fantastisk at du kan holde mig ud. Jeg er ked af at jeg sårer dig. Du må heller ikke forlade mig”. Ordene var ligeså hengivne som Julies blik, og han mente dem inderligt, ligeglad med om hans coolness faldt adskillige grader med sådan en erklæring. Ude af stand til at kunne lade være, lod han hænderne glide ned i et solidt tag i Julies hofter. Forsigtigt, og alligevel bestemt og kontrollerende, førte han hende hen op ad væggen, og pressede let kroppen ind til Julies. Samuels ene hånd holdt fast i Julies hals, mens han krummede let i nakken så han kunne møde Julies læber. Ubevidst lukkede han let tænderne om hendes underlæbe mens hans venstrehånd gled om og lukkede sig om Julies bagdel. Der var noget kontrollerende over hans adfærd, som om det var en dødtørstig mand der endelig havde mulighed for at få slukket sin tørst. Sagde Julie stop, ville Samuel have meget, meget svært ved at stoppe.

Tag; Julie Young
Ord; 319

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you ignore
ARE ALL THE THINGS I'M LOOKING FOR

Det blev hurtigt klart for Julie, at hun havde tilgivet Sam fuldstændig, fordi hans ord var betryggende og det, hun havde brug for at høre. Endnu en gang troede hun på ham, især fordi det var svært at misforstå oprigtigheden i hans ord, der blev sagt på en måde, der var ret ulig Sam.
"Jeg er lige her." hviskede hun forsikrende og besvarede Sams handlinger med at slå armene om hans nakke, ligesom hun havde gjort, da de var alene på hendes værelse til festen. Et lettere ironisk og lavmælt latterfnys forlod hendes læber, da hun medvilligt lod sig føre hen mod væggen af sin kæreste. Og inden hun talte højt i sine tanker, lod hun sig kysse af Samuel, der samtidig kærtegnede hendes krop.
"Hvorfor endte det ikke sådan her til festen?" spurgte hun åndeløst og og strammede grebet om Samuels nakke, så hun kunne hive ham ned i endnu et kys. Det faktum, at de stod i en offentlig korridor syntes at være fuldstændig glemt af dem begge, og Julie lod sig ikke stoppe, selvom de stod op af en væg og ikke lå i en seng - eller stod skjult i et kosteskab. Nok var Julie impulsiv og eventyrlig, men Samuel fik sider af hende frem i lyset, som hun aldrig havde troet, hun havde. Hun fandt det ufatteligt spændende at udforske en anden og mere passioneret del af sig selv, især i selskab af ham hun holdt så evindeligt meget af.

TAG: SAMUEL ABOTT

[Samuel Abott]

Please forgive me

* * *

Samuel besvarede blot Julies ord med handling. Hænderne søgte rundt på hendes krop, som for at indprente hver eneste detalje, med stor irritation over tøjet. En hånd løsnede hendes skjorte der sad fast i nederdelen, og forsigtigt lod han et par tommelfinger stryge over hendes bare hud, som nærmest brændte ved hans kontakt. Da han løsnede kysset for at lade hende snakke, gav han sig istedet til at kysse hende ned langs halsen, bange for at destinationen af deres handlinger pludselig blev stoppet, hvis han afbrød kontakten.
Spørgsmålet gled flygtigt over hovedet på ham. Han havde kun lyst til handling, ikke ord. Alligevel følte han sig forpliget til at svare, og med den hæste stemme hviskede han ”godt spørgsmål. Hvor blev du af, min egen?”. Det var lettere retorisk, for han forventede egentlig ikke noget svar. Istedet gled fingrene lidt op til taljen under Julies skjorte, ivrig efter at komme i så tæt kontakt som muligt.
Han var langt opslugt af den lille dame foran ham, til at indse, at de jo ikke kunne gøre det midt på gangen. I hvert fald ikke på nuværende tidspunkt, hvor der af og til gik elever forbi. Enkelte af de ældre stoppede op for at se om det var en af deres venner, mens de yngste skyndte sig genert forbi.

Tag; Julie Young
Ord; 217

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you ignore
ARE ALL THE THINGS I'M LOOKING FOR

Julie kunne ikke holde et lavmælt støn tilbage, da Samuel gravede sine fingre ind under hendes skjorte og kyssede hendes hals, og hun flyttede hænderne fra hans nakke og om på hans bryst, der var dækket af den hvide uniformsskjorte. Hun var optaget af den lyst til Sam, der vældede op i hende, men hendes opmærksomhed blev fanget af lyden af forbigående elever. Pludselig blev hun meget bevidst om, at Samuels hænder hvilede ved hendes talje, godt nok skjult af hendes kappe, men stadig det var stadig intimt nok til, at Julie ikke havde lyst til at dele det med andre.
"Jeg sov hos Eddie." fortalte hun halvt hviskende, da Samuel var så tæt på, at det nærmest ville føles unaturligt, hvis hun talte i normalt toneleje. Julie havde ikke placeret sine hænder mod hans bryst for at skubbe ham væk, men nu trykkede hun blidt sine hænder mod dem, ikke for at rykke ham, men blot for at markere. Derefter lod hun hænderne glide op mod hans skuldre igen og flyttede sine læber op til hans ene øre.
"Vi burde nok gå et andet sted hen." hviskede hun og trykkede sine læber mod den bløde hud under hans øre.

TAG: SAMUEL ABOTT