Boredom is the root of all evil

[Kathleen Kennith]

"Once you label me, you negate me."
- Søren Kierkegaard

Bogen, der lå slået vidt åben foran Kathleen på toppen reolen, var større end hvad det havde været fornuftigt at så meget som forsøge at slæbe op på toppen af en af bibliotekets reoler. Alligevel var det lige netop hvad hun havde gjort. Den var bundet ind i tykt læder, mørknet af ælde og duftede af støv, tørt pergament og noget tredje hun ikke havde identificeret endnu, skønt hun havde ligget med næsen nær siderne den sidste time. Reolen var måske ikke det behageligste sted at smide sig på maven med en bog foran sig, men den et af de fredeligste på skolen. For ikke at tale om hvor få der så op mod toppen af en sådan. Selv en som denne der stod op af væggen lige under et vindue.

Kathleen vendte langsomt en side i bogen, mens hun vippede fraværende med fødder over sig og gik så helt i stå over den detaljerede illustration af Alexandrias berømte bibliotek, hvor hun næsten kunne læse titlerne på de nærmeste bøger. Hvor meget viden der dog var gået tabt med det sted! Hun lod en finger stryge kærtegnende over papiret, mens hendes fødder i de lette, grønne ballarinaer slog let mod hinanden. Så mange spørgsmål de bøger afbilledet kunne have besvaret... Atter stoppede hun op, mens et smil formede sig på hendes læber. Langsomt drejede hun ansigtet mod rummet under sig og lod blikket vandre over de få de der sad fordybet i bøger ved bordene. Hendes hår gled ned foran hendes ansigt og tvang hende til at føre det væk, før hendes blik faldt på skikkelsen hun søgte. Så han var der.

Ubesværet fik hun sig sat op, lukket bogen og strakt sig, før hun fandt stigen og svingede sig ned, ladende bogen liggende for nu. Der ville den kunne vente på hende en tid. Hun landede så godt som lydløst på gullvet og bevægede sig udenom de nærmeste bordet med kun en svag knitren fra stoffet i skørtet på hendes grønne kjole, som hun havde på ud over et par sorte leggings. Thomas sad med ryggen til reolen hun før havde ligget på. Hun stoppede op bag ham med hænderne foldet bag på ryggen og lænede ind over hans skulder med blikket rettet mod hvad han havde liggende foran sig. "Noget interessant?"

Tag: Thomas Chancellor
Ord: 434
Notes:-

[Thomas Chancellor]

One cannot escape the feeling
that these formulas have an independent existence

Elleve forskellige måder at bruge doxy-vinger på, fireogtres måner omkring Jupiter, årstallene for de første nisseoptøjer, duften af en helt særlig femteårselev, når hun dumpede ned ved siden af en på bibliotekets læsesal.

Thomas rynkede panden, som han sad med hovedet bøjet hen over sin eliksirbog. Han var egentlig fordybet i et afsnit over de mest almindelige ingredienser i sjette- og syvendeårs-elevernes pensum, men indså nu, at hans tanker atter engang var vandret af sted uden hans vidende. Med koncentreret irritation, rykkede han lidt på skuldrene og fandt teksten med en finger, for at følge den ned, imens han læste. Inden han nåede særlig langt, blev hans tanker dog afbrudt af en svag lyd bag ham. En snigende duft, der ikke bar de store ligheder med den, der lige havde figureret i hans strejfende tanker, nåede hans næsebor, som udvidedes lidt.

Atter engang rynkede han panden lidt, som Kathleens stemme lød spørgende i hans ører. Han rykkede lidt på sig og drejede hovedet, for at betragte hende med et svagt høfligt smil på sine læber, som ikke rigtig nåede de mørke øjne. ”Interessant nok,” svarede han, lidt mere afmålt end det var hans hensigt. Tonefaldet fik ham til at rynke panden yderligere, før han drejede sig imod bogen igen og rømmede sig lidt. ”Det er basis for F.U.T.'erne i eliksirer, at have styr på de mest basale ingredienser vi bruger,” informerede han hende. ”... Derudover er det også en stor hjælp i de skriftlige eksamener efter sjette år.”

Tag: Kathleen Kennith ● Outfit: Uniform ● Words: 250

[Kathleen Kennith]

"Once you label me, you negate me."
- Søren Kierkegaard

Kathleen havde haft blikket rettet mod bogen foran Thomas, der med sin opsætning alene talte sit tydelige sprog om hvad det var han læste. Nu drejede hun langsomt hovedet og så i stedet vurderende på ham. "Bevares, undskyld jeg eksistere." Det var ikke det tonefald hun var vant til at blive mødt med fra hans side. Det havde det måske været de første par gange, men bestemt ikke længere. Hun trak sig lidt til siden, så hun ikke længere stod og så ham over skulderen, mens han vendte sig tilbage mod bogen, men hendes blik hang stadig ved hans ansigt. Der var dog intet tydeligt at læse i den rynkede pande lige efter hun havde forstyret ham. Han fortsatte dog og ignorerede hende ikke bare.

Et lettere provokerende glimt gled frem i hendes blik ved hans informerende stemme. Hun nikkede let, mens hun trak en bog ud af reolen ved siden af sig. En bog hun havde læst flere gange før og let kunne kende på omslaget. Før hun trak stolen ud ved siden af ham og satte sig på bordet. "Og her troede jeg at det var U.G.L'erne der testede basal viden og F.U.T'erne den mere udbyggede.." Hun smilede drillende til ham, mens hun slog bogen op i sit skød. Så slog en tanke hende med et om hvad det var, som havde virket anderledes ved ham. Normalt når hun sneg sig ind på ham opdagede han hende ikke hvis han sad fordybet i en tekst, som han tydeligvis prøvede at give det udseende til at være nu. Hun rynkede brynene let og så spørgende på ham. "Noget andet der har dine tanker?"

Tag: Thomas Chancellor
Ord: 315
Notes:-

[Thomas Chancellor]

One cannot escape the feeling
that these formulas have an independent existence

Thomas ignorerede fuldstændig det fornærmede svar, fra den yngre elev, som han i stedet fortsatte næsten direkte ud i en lettere ligegyldig forklaring omkring præcis hvad det var han foretog sig. Han undskyldte sig sjældent og da slet ikke, når han ikke havde en valid forklaring for præcis hvorfor han havde en tendens til at reagere afvisende for tiden. Han vidste udmærket selv hvad, der lå til grund for det, men han kunne jo ikke ligefrem dele den del med resten af verden. At Jamie havde fået en halvhjertet og forholdsvis anonym del af historien efter quidditch-ceremonien måtte være rigeligt, hvis ikke han havde lyst til, at hele skolen skulle vide alt om hans private affærer.

Blikket var igen vendt ned i teksten, som Kathleen dumpede ned på bordet foran ham og besvarede hans forklaring med en flabet kommentar. Han så op og rynkede panden en anelse uden selv at smile. ”Ja der kan man se,” bemærkede han, lettere tørt, men dog trods alt med antydningen af et muntert glimt i øjnene, som han løftede et enkelt bryn en smule. ”F.U.T.'erne er mere udbyggede, men derfor har du stadig behov for at kunne huske hvilke ingredienser, der bliver benyttet i hver enkelt eliksir indenfor pensum. Det er i hvert fald en stor fordel til især den skriftlige eksamen.” Han tog en dyb indånding, før han atter sænkede blikket til teksten i sikker forvisning om, at hun nu var beskæftiget og at han atter kunne fordybe sig i sin eksamenslæsning.

Da hendes stemme atter lød i stilheden, tog det derfor et øjeblik, før han reagerede. Han rynkede svagt på næsen, uden at se op, og overvejede hvordan han bedst fik afvist hendes spørgsmål høfligt. Det endte ud i et smil, der heller ikke denne gang nåede hans blik, der stadig forblev på teksten, som han rystede på hovedet. ”Intet andet end doxyvinger, baldrian-rødder og malurt, Kathleen,” svarede han hende i et neutralt tonefald, før han endelig løftede hovedet og så på hende med en svag panderynke. ”U.G.L.'erne er allerede i gang,” pointerede han, som om hun ikke udmærket vidste det. ”Er dit eget hoved ikke fyldt op med pensumlister og besværgelser?”

Tag: Kathleen Kennith ● Outfit: Uniform ● Words: 358

[Kathleen Kennith]

"Once you label me, you negate me."
- Søren Kierkegaard

At blive ignoreret var ved at blive reglen frem for undtagelse for Kathleen, så at Thomas også gjorde det var kun hvad hun burde have forventet. Han havde altid virket som om han var hævet over hende og på mange måder var han det også. Det gjorde dog ikke hans bedrevidende informering mere acceptabel for hende. Hun havde blikket rettet mod bogen i skødet ved hans første ord lød tørt ved siden af hende. Brudet på alvoren var der dog, da hun så på ham, men forhindrede hende ikke i at skære en let grimasse af ham. "Selvfølegligheder. Mit udgangspunkt var blot at det basale var på plads efter de første fem år, men der kan vel altid komme mere basalt stof til... det er trods alt hvad verden består af." Hun trak ligegyldigt på skuldrene. Eliksirer var ikke et af hendes ynglingsfag, men hun vidste det var et af dem hun ville fortsætte med. Af samme grund havde hun allerede set pensum-listerne igennem for de kommende år. At diskutere hvad de bestod af var tilgengæld ikke højt på listen af emne for hende.

I stedet sad hun lidt og så på ham, som han tydeligt signalerede at han helst ville læse i fred. Ordene undslap hende dog alligevel og fik, som hun lidt forventede et uden-oms-snakkende svar. Var det han sagde hvad han havde i tankerne var verden virkelige af lave. "Hvis du siger det, Thomas." En snert af bekymring var at finde i hendes øjne, skønt hendes stemme var pinlig neutral. Hun ville ikke snage i hans affære. Det var ikke sådan de kendte hinanden. Igen trak hun skuldrene, som han fortsatte. "Det og årstal, begivenheder og tegninger..." Hun holdt blikket på ham, slog det så ned og lukkede bogen, mens hun lod sig glide ud over bordkanten. "Men du har rart. Med alt det basale du skal have styr på og al den historie jeg undviger, må jeg hellere lade dig få fred til at tænke... læse." Hun tilføjede det sidste som var det første en fortalelse, selvom det på ingen måde var.

Tag: Thomas Chancellor
Ord: 394
Notes:-

[Thomas Chancellor]

One cannot escape the feeling
that these formulas have an independent existence

Thomas trak en anelse på skuldrene at Kathleens ord. En antydning af et smil spirede i hans mundvige, men nåede aldrig rigtig frem på læberne. Han kunne sagtens gentage hendes ord i en let omskrevet form og halvvejs bekræfte hende i hendes muligvis lidt pessimistiske syn på hvad verden bestod af, men det var spildt arbejde. I stedet vendte han opmærksomheden tilbage imod teksten foran sig og regnede egentlig med, at det var alt for denne gang.

Han kunne sådan set godt lide den yngre pige, men han var ikke i humør til deres sædvanlige filosofiske grublerier og havde svært ved at holde sin sædvanlige høflige og distancerede maske oppe for tiden. Det gjorde det problematisk at interagere som han gjorde normalt og hans egen irritation var lidt for åbenlys til at han egentlig brød sig om det. Med magt, tvang han den tilbage, som han besvarede hendes opfølgende spørgsmål distanceret og nikkede lidt til hendes konklusion, uden at føle behov for at kommentere den. I stedet fortsatte han ud i et usandsynlig neutralt, alment og nemt emne, der ikke bar meget lighed med dybere meningsudvekslinger eller filosoferen. Han fik en let panderynke, men præsterede derudover at smile svagt, som hun bekræftede hans ord. Derpå nikkede han atter engang, imens rynken blev dybere. ”Hvad er det lige præcis jeg har ret i, Kennith?” Hans blik forblev på hende, selvom det stille og roligt blev spørgende, frem for lettere kritisk.

Tag: Kathleen Kennith ● Outfit: Uniform ● Words: 240

[Kathleen Kennith]

"Once you label me, you negate me."
- Søren Kierkegaard

Kathleen lod blikket glide over bogen, som stilheden mellem hende og Thomas gik fra påfaldende til det nærmest demonstrative. Den talte dog sit tydelig sprog og lod hende ikke i tvivl om at hun var alt andet end ønsket ved bordet. Havde hun været det havde han sagt noget og ikke siddet stille og afvisende.Hans tone havde heller ikke på noget tidspunkt inviteret hende til andet end at fortrække hurtigst muligt. Måske skulle hun bare opgive folk til eksamnerne var ovre? Alle virkede så anspændte og fjendtlige. Måske var det bedst. Med dentanke og den lukkede bog i hånden forlod hun bordet, så let som hun havde sat sig på det. Hendes blik gled til siden til ham, som han netop da valgte igen at åbne munden. Hun tog et skridt frem mod reolen, hvorved hun kom til at stå med ryggen til ham mens hun svarede i den neutrale tone fra før. ”At jeg forstyre unødigt og bør forsvinde hurtigst muligt...” ...fra dit åsyn... Hun gav bogen et sidste puf ind, før hun vendte sig og så på ham igen. Så bed hun sig let i underlæben, før hun stille tilføjede. ”Jeg håber du finder det svar du søger...” Derefter så hun hurtigt væk og forsvandt væk fra bordet og tilbage til sin reol og sin overdimensionerede historie-bog. Den havde i det mindste ikke noget imod hendes selskab.

Out

Tag: Thomas Chancellor
Ord: 265
Notes:-