living under the same sun

[Aeron Logan Williams]

dreaming of a world
“WHERE EVERYBODY HAS A RAY OF SUNSHINE”

Klokken havde netop rundet ti og Aeron stod klar ved indgangen til Hufflepuffs opholdsstue. Han var stadig iført skoleuniformen med hans karakteristiske, slidte converse til at bryde det eller så pertentlige udseende. Vejleder-skiltet hang tungt på ydersiden af hans rober og skinnede med nyfunden glans. Håret var redt tilbage, og det var efterhånden blevet så langt at han kunne sætte det op – det var det næste på hans liste over ting der skulle gøres; at blive klippet – eller i hvert fald studset!

Aeron kunne ikke lade være med at nynne sangen han havde brugt et par dage på at komponere, alt imens han blev ved med at kaste blikket ned på hans armbåndsur. Sammie burde være på trapperne, det var trods alt tid til at gå deres runde. Han gav sig i stedet til at vippe lidt frem og tilbage på fødderne. ”You took my heart and-” Aeron rystede lidt på hovedet af hans sangtekster. Det lød alt sammen som noget man havde hørt før, og hans utilfredse udtryk sagde alt. ”Sammie, where are you my dear,” nynnede han i stedet til samme melodi mens han gav sig til at valse lidt fra side til side i takt med hans nynnen.

SAMMIE • OUTFIT

[Samantha Abbey]

w i l d , h o r s e s , I , w a n n a , b e , l i k e , y o u
THROWING CAUTION TO THE WIND, I'LL RUN FREE TOO
for AERON WILLIAMS
OUTFIT

En dag på Hogwarts gik altid hurtigt. Timerne var nemt overstået for de flittige elever og selv efter skoletid var det aldrig fordi eleverne på slottet kedede sig. Det havde heller ikke været tilfældet med Sammie, der tit lod sig distrahere eller opsluge fuldkomment af noget. Efter lektionerne havde hun kastet sig direkte over lektierne og gennem det var det jo, at hun havde fundet en bog. Allerede der ville hendes venner vide, at det nok skulle gå galt, hvilket det også var, da grævlingen et par minutter over ti for første gang i et par timer kastede et blik på sit ur, og i et hurtigt tempo stormede ud til indgangen for Pufflernes opholdsstue.

Men glødende kinder og det slangekrøllede hår stående lidt ud til alle sider, slipset løst hængende om halsen og de øverste knapper af skjorten åbnet gled Sam det sidste stykke, for ikke at falde, hen til Aeron. ”Undskyld, jeg kommer for sent”, hendes ord kom næsten før hende, da hun fandt fodfæste igen og hurtigt fik børstet nederdelen med hænderne, så den ikke så så krøllet ud. Noget distræt fik hun rettet de uregerlige lokker til og lukkede skjorten, før hun strammede slipset lidt. ”Det var altså ikke fordi jeg glemte dig, jeg blev bare bidt af den her.. bog”, hendes øjne fandt en helt ny glød, da ordene forlod hendes læber, mens hendes fingre fik rettet lidt på det nypolerede vejlederskilt, der havde fundet plads i hendes skjorte. ”Ja, undskyld igen.. Jeg håber ikke, du har ventet længe?”

w i s h , i , c o u l d , r e c k l e s s l y , l o v e
LIKE I'M LONGING TO

[Aeron Logan Williams]

dreaming of a world
“WHERE EVERYBODY HAS A RAY OF SUNSHINE”

Aeron tog dybere fat i hans dansen, men nåede knapt at gøre alvor af den før han hørte hastige fodtrin komme hans vej. Han stoppede op lige tids nok til at se Sammie komme løbende imod ham. Instinktivt rakte han en arm ud da hun valgte at glide det sidste stykke hen til ham i håb om, at skulle hun miste balancen ville han i det mindste kunne hjælpe. ”Sammie!” udbrød han hengivent og glædeligt imens et smil langsomt voksede på hans læber. ”Hastværk er lastværk, og du skulle nødigt ende med et brækket ben,” kommenterede han irettesættende og lagde en hånd på hendes skulder. Hun lignede en der netop var blevet fanget med bukserne nede, og dette var et faktum der fik ham til at grine højlydt. ”Hvad har du dog haft gang i?” sagde han og gestikulerede mod det løsnede slips, de åbne knapper og den krøllede nederdel, alt sammen med et smil der afslørede alt ved hans tankegang. Han vrikkede med øjenbrynene da hun hentydede til en bog, udmærket klar over, at dette højst sandsynligt var sandt, men også ude af stand til at lade hende slippe så let.

”Jeg er ikke spor i tvivl om, at det var en bog,” forsikrede han hende kort efter og tog de første skridt ned ad gangen for ikke at forsinke dem yderligere. ”Og der er ingen grund til at undskylde yderligere. Som regel er det mit job.” Aeron havde trods alt for vane at lade tiden løbe fra ham. ”Du kan til gengæld fortælle mig lidt om den bog, for den må have været interessant siden du har glemt alt om tiden.” Han havde ikke samme passion for viden som så mange andre. Aerons passion lå i hans musik, og kunne oftest spille så meget og længe, at hans fingre gjorde ondt flere dage efter.

SAMMIE • OUTFIT

[Samantha Abbey]

w i l d , h o r s e s , I , w a n n a , b e , l i k e , y o u
THROWING CAUTION TO THE WIND, I'LL RUN FREE TOO
for AERON WILLIAMS
OUTFIT

Noget tumlende stormede Sammie ind i Aerons arme i noget, der nok ville minde lidt om et kram, men mest af alt var hendes elendige balance, der nu havde indhentet hende. Med et undskyldende smil trak hun sig dog tilbage og besvarede hans hilsen med et noget ydmygt smil. Det var så typisk hende at klokke i det hver gang de sås! Indeni rasede en stemme og skældte hende ud over manglen på elegance. Hans kommentar til hendes noget sjuskede påklædning fik dog straks hendes opmærksomhed hen på noget andet og blodet bølgede op i hendes ansigt, gav kinderne et dybrosa skær. ”Det er ikke som det ser ud”, skyndte hun sig at forklare, men stoppede dog, da han hurtigt forsikrede hende om at han skam troede på hendes undskyldning.

Et forsigtigt smil tog pladsen på hendes læber, mens hun trak en slangekrøllet top om bag øret. ”Du vil ikke tro det, Aeron, den er helt fantastisk. Det er en mugglerbog”, man kunne allerede høre og se fascinationen i hendes ansigt, da hun udtrykte ordet muggler, mens hun noget roligere end før gav sig til at gå ved hans side. ”De arbejder rent faktisk. Altså arbejder hårdt og sådan.. Det er virkelig fascinerende. Jeg mener..”, hun måtte holde en pause for at få luft, men selvom det brød hendes gennemjappede, åndeløse og meget fascinerede talestrøm, fik det på ingen måde de små julelys i hendes øjne til at forsvinde. ”Jeg troede vi kunne have det hårdt af og til, men mugglerne.. Whau, ingen genveje eller sådan..”.

w i s h , i , c o u l d , r e c k l e s s l y , l o v e
LIKE I'M LONGING TO

[Aeron Logan Williams]

dreaming of a world
“WHERE EVERYBODY HAS A RAY OF SUNSHINE”

De nåede hurtigt trapperne til første sal, men i det øjeblik de havde taget de første trin begyndte trappen at bevæge sig. Aeron greb hurtigt fast i gelænderet for ikke at få overbalance og greb også fat i Sammies hånd for at hjælpe hende med at undgå samme problem. Da han indså hans handling vendte han et hurtigt blik hendes vej, sendte hende et smil, men han gav ikke slip, også selvom hun havde fundet balancen selv.

”Jeg kender lidt til muggler-bøger,” forklarede han imens de ventede på, at trappen ville finde tilbage til den rette sal. Aeron, på trods af at være fuldblods troldmand, havde altid haft stor interesse i muggler-verdenen, og specielt muggler-fiktion. Til gengæld vidste han ikke hvor integreret Sammie var i dette fund, og kunne ikke lade være med at smile bredere over hendes begejstring. Mugglere var fascineret af hekse og troldmænd, og dette gjaldt også den anden vej rundt. Mange magikere havde allerede placeret sig øverst i fødekæden, men når det kom til manuel arbejdskraft ville mugglere altid klare sig bedst. ”Du burde læse deres fiktion! Det er fantastisk hvad de kan finde på med de midler de har!” Aeron havde aldrig været så fascineret af historier som den gang han blev introduceret til Sherlock Holmes.

Trapperne stoppede ved førstesalen og Aeron gav slip på Sammies hånd igen da de trådte ud på gangen. Lige så hurtigt som han havde givet slip på hendes hånd, lige så hurtig savnede han at tage den i sin egen igen, men visse skridt måtte tages i små bidder, også selvom denne følelse havde været længe undervejs.

SAMMIE • OUTFIT

[Samantha Abbey]

w i l d , h o r s e s , I , w a n n a , b e , l i k e , y o u
THROWING CAUTION TO THE WIND, I'LL RUN FREE TOO
for AERON WILLIAMS
OUTFIT

Normalt havde Sammie det med at slentre lidt, men af en eller anden grund kom tempoet straks op, når hun gik sammen med Aeron. Egentlig ikke fordi hun gerne hurtigt ville væk derfra, men det kom bare automatisk, også selvom det altid kom som et chok for hende, når de var nået frem og det var på ingen måde anderledes, da de nåede trapperne til førstesalen. At disse så satte i bevægelse det øjeblik, hun trådte op på dem, gjorde det skam ikke lettere og Sam ville sikkert være dumpet ned, hvis det ikke var fordi Aeron havde grebet hendes hånd. En svag rødmen skød op i hendes kinder og hun gengældte forsigtigt hans smil. Det var rart at stå sådan, hånd i hånd og grævlingen havde intet imod, at han ikke brød kontakten mellem dem.
”Virkelig?”, hun så spørgende på ham og nikkede så prøvende, ”Jeg er allerede fascineret af dem nu. Jeg mener… Den måde, de overlever uden magi. Det, at de slet ikke ved, det eksisterer og så alligevel er så stærke og..”, hun sukkede drømmende. Ja, mugglere havde altid været genstand for hendes fascination. Selv ville grævlingen aldrig klare sig uden magi og det at tænke på, at et samfund kørte så glat uden dette var ikke til at begribe for en fuldblodsheks som Sammie.

Alligevel måtte hun dog tvinge sig selv tilbage til virkeligheden, da Aeron slap hendes hånd igen. Automatisk vendte hun blikket mod ham, men sendte ham så et svagt smil. Allerede nu savnede hun følelsen af hans varme hånd om hendes, men hun havde ventet så længe på, at han mon skulle opdage hende og indse hendes følelser for ham, måske endda gengælde dem, at hun ikke ville tvinge det i gang. Alligevel kunne hun dog ikke dy sig og i en flygtig berøring lod hun sin håndryg strejfe hans, da hun trådte op på førstesalen. ”Prøv at tænke på, at vi snart er på syvende årgang”, tænkte hun højt og sendte et skævt smil i hans retning.

w i s h , i , c o u l d , r e c k l e s s l y , l o v e
LIKE I'M LONGING TO

[Aeron Logan Williams]

dreaming of a world
“WHERE EVERYBODY HAS A RAY OF SUNSHINE”

De første par skridt ned ad gangen blev taget i ingen tid. Aeron havde altid haft det med at stryge afsted, og havde ofte haft problemer med at følges med andre. Han blev dog hurtig opmærksom på hans tempo og skyndte sig at tilpasse den til Sammie. Aeron havde altid nydt denne tid de havde sammen, især fordi der sjældent var en sjæl tilstede. Hans opmærksomhed havde altid været let at fange, og han blev meget hurtigt distraheret, men i disse øjeblikke kunne han dedikere hans tid udelukkende til Sammie. De rundede et hjørne før Aeron åbnede munden igen. ”Jeg kan ikke se nogen forskel, udover at det er vores sidste,” svarede han ærligt, også selvom han fortrød hans ord en smule da han havde sagt dem. Han ønskede ikke at lyde afvisende overfor emnet, men han havde aldrig følt samme gejst for at blive et år ældre, eller en årgang klogere. ”Det er selvfølgelig mærkeligt at det er vores sidste, men jeg prøver så vidt muligt ikke at tænke over det,” skyndte han sig at bemærke i håb om, at det måske kunne redde ham en smule. ”Det gør mig deprimeret at tænke over, at vi snart når til det punkt hvor man ikke ser hinanden hver dag.” Og med disse ord sluttede han af – nu havde han vidst også trådt længe nok i den svipser.

Aeron havde ikke snakket om hvem som helst. På det seneste var det begyndt at gå op for ham, at der kun var et år tilbage han kunne nyde i det lille, lukkede samfund de fleste kaldte Hogwarts, men det var ikke hvem som helst han ville komme til at savne. ”Hvad har du tænkt dig-” startede han ud med efter et par sekunders stilhed. ”-når vi er færdige med skolen?” Aeron gik stadig med hans livslange drøm om at producere koste, men det var en helt anden verden og han vidste ikke hvordan han skulle træde ind i denne. Tanken om at forlade det liv han havde levet de sidste seks år var heller ikke appellerende!

SAMMIE • OUTFIT