Tøsehygge

[Sofia Banes]

Good friends are like stars
- You can't always see them, but you know they're there !

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Det var lørdag aften, og natten var så småt ved at falde på. Eleverne havde været nede og spise den sædvanlige overdådige middag, og nu var de fortrukket til deres kollegier for at hygge og snart gå i seng.
Mange af eleverne i Hufflepuffs opholdsstue var gået i seng, også nogle af pigerne på på 5. årgang. Den lille sovesal der tilhørte dem, var fuld af senge med sengetæpper af Hufflepuffs kollegiefarver. For enden af hver seng var en stor kiste med elevernes personlige ejendele. I midten af rummet var en pejs som husalferne ihærdigt holdt gang i. Den udsendte en behagelig varme på den kolde dag, og sovesalen var derfor mere end hyggelig.
Månen og stjernerne skinnede udenfor og sendte et blødt lys ind af de få vinduer. En enkel stråle oplyste et lyst ansigt i en af sengene.
”Jeg er så mæt at min mave snart springer!”, udbrød Sofia der havde siddet på knæ i sengen med en pude i favnen. Nu væltede hun den ud til siden og kastede sig tilbage på ryggen, så fjedrene i madrassen gav sig. Hun holdt begge arme på maven som hun med vilje pustede op så den så dobbelt så stor ud. Dynen var rodet helt rundt, og med Sofia i en stribet pyjamas så hun ud til at være sengeklar. Men trætheden var ikke i nærheden overhovedet, tværtimod så Sofia frem til en hyggelig aften med hendes gode veninder.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[/size][/blockquote]
Tag; Sofia, Rose, Mabelle, Donia
[/justify]

[donia]

for THE GIRLS
... a real good time,

Mørket havde sænket sig for længe siden, og folk havde for længst fundet deres opholdsstuer. Dette var ingen undtagelse for fire grævlingepiger, der havde forvildet sig ind på deres sovesal. I sengen ved siden af den der tilhørte Sofia Banes, sad Donia Allaway med benene trukket op under sig i skrædderstilling, i gang med at flette en løs, sjusket fletning på den ene side af hendes nakke, hvor den endte med at hænge slapt og dovent. Hendes overkrop var dækket af overdelen til en stor, nålestribet lyseblå og hvid pyjamas, mens hun på benene bar et par gamle, skotskternede boksershorts, der var et totalt mismatch i farvesammensætning, men komplet ligegyldigt i den forstand at det bare var nattøj. Netop som Donia lod sine hænder falde ned i skødet, færdig med at beskæftige sig med håret, kom Sofia med et udbrud fra sengen ved siden af, som fik pigen til at trække på smilebåndet. Med en let fnisen, strakte hun sig så meget hun kunne med overkroppen og placerede sine hænder på Sofias seng som hun akkurat kunne nå, og kravlede halvt derover, kun ved at berøre gulvet en enkelt gang med sin venstre fod. ”Jeg sagde jo til dig, at du skulle være stoppet efter det tredje stykke græskartærte” sagde hun med sin lyse stemme, sendte sin proppede veninde et bredt tandsmil, fristet til at prikke til sin venindes oppustede mave. I stedet satte hun sig på sit ene ben og trak det andet ind imod sig, så hun kunne lægge armen omkring skinnebenet.

[rose]

Friendship isn't a big thing

- it's a million little things

Rose lå på maven under sin dyne med hovedpuden under overkroppen og en albue stukket ned i en skæv vinkel mod madrassen. Hun lænede sig ind over sin bog og hvilede hagen imod den ene håndflade imens den anden hånd lå hen over den nederste del af den ene side, klar til at bladre videre. Hendes øjne bevægede sig langsomt ned igennem teksten, imens hendes bevidsthed var halvt optaget af rummet omkring hende og halvt beskæftiget med at forsøge at forstå betydningen af de ord hun læste. Ved Sofias udmelding, løftede hun hovedet en anelse og så over på veninden, med et skævt smil. ”Kan du ikke lige sige til inden, så vi kan nå at tage vores forholdsregler?" Hun blinkede kort og vendte hovedet tilbage imod den uinteressante tekst, fast opsat på i det mindste at have læst lidt om morgendagens stof inden hun drattede om. Fem linjer længere henne, gik det op for hende, at hun ikke havde opfattet en snus af hvad der stod, og i stedet for at genlæse teksten, smækkede hun bogen i.

Hun løftede den op i den ene hånd, drejede sin overkrop en anelse og lod den dumpe ned på gulvet. Derpå drejede hun sig rundt på ryggen og satte sig op med benene strakt ud foran sig, håndfladerne ned mod madrassen og dynen gledet halvt ned, så hendes langærmede, rødbrune flonel-overdel var synlig. ”Er der nogen af jer, der har forstået udtalen af den besværgelse til i morgen? Sof?” Hendes blik gled rundt på veninderne i sovesalen. Det endte på besværgelses-professorens datter og hun gabte søvnigt. Modsat Sofia, og tilsyneladende også Donia, var hun temmelig udmattet efter en lang dag, men hun var alligevel ikke helt klar til at lægge hovedet på puden og sove endnu.

Tag: Sofia Banes, Donia Allaway & Mabelle Dempsey

[Mabelle Dempsey]

På Sofias anden sengeside lå Mabelle på maven i sin egen seng, med fødderne oppe på puden og hovedet nede i fodenden, fuldt optaget af sit forholdsvist nye kamera. Hun havde fået det af sin far til sin sidste fødselsdag, - et semester siden, cirka... Før hendes far vel og mærket var afgået ved døden.

De første par dage havde hun nærmest ikke lavet andet end at tage billeder med sit kamera, men siden juletiden og hendes fars død havde hun nærmest glemt alt om kameraet. Det var første denne aften hvor hun havde fundet kameraet i sin kiste at hendes opmærksomhed var blevet fanget igen. Hun bladrede tilbage i de gamle billeder der lå derpå af hende og hendes "mudderblodsfar", som nogen måske ville sige det. Da Sofia beklagede sig over sin overmætte mave, tog hun kameraets rem om halsen, hvorefter hun kastede sin lange løse hår skødesløst over den ene skulder, og lod sig glide udover kanten af sengen, for at skubbe sig op og dovent begive sig hen i Sofias' seng. Hun smilede af Donias svar, og satte sig ved siden af Sofia, idet hun lod sine fingre tegne cirkler i venindens pande. Mabelles nattøj bestod af et par shorts og en tæt top i gråmeleret tøj med sort katteprint, samt et par alt for store uldsokker.

Mabelle kiggede op ved Rosies spørgsmål, men ventede to sekunders tid med at svare.
"Altså... Du tænker på Alarte Ascendare, ikke? Udtales det ikke bare ret ligetil? Alarte A-sjen-dar?" foreslog Mabelle i et forsøg på at være behjælpelig. Hun kiggede ned på Sofia... Hun var ærlig talt ikke helt med for tiden, fordi det for nylig havde været fuldmåne, hvilket betød at hun ikke havde været med i undervisningen. Hun prøvede da at følge med så godt som muligt, og Liam var da også temmelig forstående, da han jo kendte til omstændighederne. "Sæt dig op, Sof, så fletter jeg en malkepige-fletning! Jeg så det i et af mine gamle mugglermagasiner," forklarede Mabelle ivrigt, meget spændt på at afprøve sin nye viden.

[/size]

[Sofia Banes]

Good friends are like stars
- You can't always see them, but you know they're there !

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Sengen gav sig en tand ekstra, da Donia kom krybende hen i sengen ved siden af hende. Hendes ord fik Sofia til at skære en grimasse. Hun havde da ikke spist 3... Så det sådan ud? Sofias mave sank sammen som var den punkteret, og en strøm af selvdestruktive tanker overvældede hende. Med lidt besvær fik hun skubbet dem væk og mindede sig selv om, at det kun havde været 1 stk tærte, hvilket var helt normalt. Som for at samle sig lidt mod efter at have en følelse af en mavepuster, skævede hun hen til Mabelle og fandt trøst i hendes rolige øjne.
Da Rosies næste kommentar blev affyret, var hun forberedt. Det var jo desuden hendes egen skyld, da hun selv havde bragt emnet på banen.
Med et skævt smil, som det sandsynligvis kun var Mabelle der kunne gennemskue, sagde hun ”okay, okay. Det skal jeg nok!”
Taknemmelig over Mabelles redning, lod hun hende svare på Rosies spørgsmål. Det var ikke fordi hun ikke kendte udtalelsen af besværgelsen, mere fordi det var en trøst lige at samle tankerne. Imens gled blikket rundt på pigerne; Mabelle der rodede med sit kamera fra sin far, Rosie der læste i besværgelsesbogen og til Donia der sad på sengen med benene trukket godt op. De ville hende alle sammen det bedste, og hun holdt så meget af dem. Godt nok havde hun ikke været klar til at fortælle dem om anoreksien der havde hersket få år tilbage, men det var kun noget Mabelle og hendes forældre vidste. Men det skulle nok komme ud en dag når hun var klar til det. Og hvem ved, måske havde de allerede regnet det ud, selvom Sofia syntes hun havde været en god skuespiller?
I lidt bedre humør fik Sofia sat sig op så der var plads til både Donia og Mabelle i sengen. De måtte sidde lidt tæt, men der var lige plads nok. Med benene i skræderstilling vendte Sofia ryggen til Mabelle, og rettede skuldrene op. Hænderne fik fat i det tynde, lange blonde hår og rystede det på plads om på ryggen så Mabelle havde fri adgang til sit kunstværk.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[/size]
Tag; Sofia, Donia, Rosie, Mabelle
[/justify]

[donia]

for THE GIRLS
... a real good time,

Donia rakte armen frem en enkelt gang, og strøg Sofia mildt ved hårgrænsen uden at tænke over det. Hun havde altid beundret hendes flotte, blonde hår. Der gik dog ikke længe før hun trak hånden til sig igen, og placerede den oven på det knæ hun havde trukket op til sig. Med en lille klemt lyd og en besværlig bevægelse, fordi hun havde foldet sig så godt sammen, kom hun med besvær lidt væk da Mabelle pressede sig ind imellem hende og Sofia, der nær skubbede hende ned på enden på gulvet. Med en lille beklagende lyd, vaklede hun ned fra Sofias seng, og smed sig tilbage på sin egen igen, vendt på tværs af sengen med maven ned imod madrassen. Med den ene arm greb hun puden og stak den halvt ind under sin overkrop, så hun kunne placere sine albuer på den. Hun kastede et blik over på Rosie, og sendte hende et bredt smil. ”Alarte Ascendare – som Bells sagde.” sagde hun i et let tonefald, der blev en anelse mere bedrevidende end det skulle have været. Donia var stort set altid på forkant med sine lektier, på trods af at hun tog flere fag end andre elever på skolen, ved hjælp af en enkelt lille gylden genstand. Men det var nok også derfor at hun havde så spartsomt et socialt liv – der var ikke tid til det, når man havde lektier til samtlige fag at sørge for. Det var kun aftener som dette der var fritid. Groft set. Hun havde aldrig fortalt sine veninder om tidsvenderen, af den simple grund, at hun ikke måtte, men de måtte snart have regnet den ud, siden Donia figurerede i alle de timer som de tog på forskellige tidspunkter.

[rose]

Friendship isn't a big thing

- it's a million little things

Rose kneb øjnene lidt sammen og lod sit blik hvile på Mabelle. Hendes mund mimede ordene og hun trak lidt på skuldrene. Det lød ikke helt hen i vejret. Da Donia gentog næsten det samme, fangede Rose hendes blik og besvarede smilet hun sendte hende, med et af sine egne. Den belærende tone, en man ofte hørte fra Donia, udløste et drillende glimt i Rosies øjne, og hun blinkede til veninden. ”Du ved alt, Don. Vidste du også, at den forkerte udtale, kombineret med et slag, i stedet for et sving, er kendt for at minde så meget om Alibi asporto, at man kan risikere at trylle objektet eller væsnet væk, i stedet for at skyde det op i luften?” Hun vrikkede lidt med øjenbrynene, men kendte svaret på forhånd. Det stod i lærebogen – så selvfølgelig vidste hun det.

Rose lod sig falde ned på ryggen, med hovedet imod puden, og gabte hjerteligt. Hun strakte sig lidt og trak dynen op over sig. Venindernes lille interne kamp om pladsen i Sofias seng havde, for en gangs skyld, ikke den store interesse. Hun havde det aldeles glimrende med at fylde hele sin egen seng ud og selvom hun nød tøsehyggen og deres fælles hårfletnings-projekter, var hun i øjeblikket mere inspireret til at ligge og klø sig selv lidt på maven. ”Ungh,” brummede hun, før hun gabte igen. ”Har i set Noah Abbey på det seneste?” Spurgte hun ud i rummet, med et lavt, afslørende suk.

Tag: Sofia Banes, Donia Allaway & Mabelle Dempsey

[Mabelle Dempsey]

Mabelle så noget betuttet ud, da Donia forlod sengen igen, og blev overdynget af dårlig samvittighed. Kunne de ikke godt sidde der alle tre? Det havde ikke været hendes mening at møve sig frem, og hun så en smule måbende efter Donia, indtil det gik op for hende, at hun var frosset, og prøvede af afvikle situationen ved at bide sig selv i læben.
"Don, vi kan da sagtens allesammen være her! Se, jeg flytter mig bare herhen. Kom og sid!" insisterede hun, og flyttede sig mens hun talte, idet hun puffede til Sofia og gav hende en henvisning til at sætte sig med ryggen til hendes nye position. Hun smilede til Rosie da hun halvvejs mimede hvad hun havde sagt, og følte et lille selvtillidsboost da Donia bekræftede hendes svar. Hun løftede let op i Sofias lange lyse hår, som Mabelle også selv var temmelig misundelig på. Hendes eget naturbrune hår blev enormt let filtret når det var så langt som nu. Hun lod sine fingre blidt køre igennem venindens hår i et forsøg på at rede det værste ud med fingrene, hvorefter hun forsøgte at dele håret ind, og kopierede hvad hun havde set i magasinet at man skulle gøre.

Da hun var gået i gang med at flette, og Rosie spurgte til Noah, kiggede Mabelle flygtsomt over på Rosie som en slags... nervøs trækning. Hun koncentrerede sig om fletningerne og holdt øjnene på sit arbejde, da hun svarede.
"Ja, jeg snakkede med ham i lørdags," fortalte hun, i et forsøg på at lyde tilfældig i sit svar. De havde været ude i regnvejret, og drukket varme drikke, - i Mabelles tilfælde, te, - da de kom ind igen, mens de havde siddet og snakket. Hun kiggede op på Rosie igen. Havde hun sukket? Mabelle skævede. "Hvad da?" spurgte hun, igen med tilfældigheden mærket i stemmen, og et lille skulderløft undervejs.

[/size]

[Sofia Banes]

Good friends are like stars
- You can't always see them, but you know they're there !

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Sofia sendte Donia et flygtigt smil, før denne var væk. Det blev ikke mindre af Donias ord. Det var oftest Donia hun vendte til når hun havde problemer med lektier, og selvom hun måske af og til havde en lidt bedrevidende attitude, var det for det meste kun en anledning til morskab for hende.
Blikket gled hen mod Rosie i tavs observation. Det var typisk de to og have en lille intern brainy-konkurrence, og det fik Sofia til at himle med øjnene, selvom det ikke var noget pigerne kunne se, i og med hun havde ryggen til dem. Af denne grund udstødte hun istedet et hørbart suk, og drejede hovedet en smule så hun ikke vred sit hår ud af Mabelles greb. ”Lørdag aften, og så skal I absolut diskutere skoleting”, brokkede hun sig, selvom det måske var en smule uretfærdigt, i og med Rosie kun havde stillet et enkelt spørgsmål.
Da Rosie skiftede emne rystede Sofia hovedet, men skyndte sig så at sige ”undskyld” til Mabelle. Hun kendte ikke rigtigt så meget til Noah, andet end gennem Mabelle. Men han var en flot fyr, og hun vidste han gik en årgang over hende. Samtalen var mere forbeholdt de andre der kendte ham bedre. Om end mærkede Sofia Mabelles greb strammes en smule idét hun tog i håret, og det medførte en grimasse i Sofias ansigt. Hun var dog ikke langsom til at bemærke, at samtalen havde taget en retning Mabelle ikke var helt tilfreds med. Et væld af tanker fór gennem hendes hoved for at prøve at regne ud hvad grunden til dette var. Og hvorfor Mabelle ikke havde fortalt hende det.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[/size]
Tag; Sofia, Donia, Rosie, Mabelle
[/justify]

[donia]

for THE GIRLS
... a real good time,

Donia så sig over skulderen imod Rosie, og smilede bredt, med et skuldertræk der i den grad indikerede at det jo ikke var hendes skyld at hun var klog. Og tydeligvis også en spøg. Hun valgte at lade svaret på venindens spørgsmål være med i skuldertrækket, siden det ikke var fordi Donia nød at være afsindigt bedrevidende. Hvilket hun vel egentlig heller ikke var. Hun var bare en nørd med klæbehjerne. Men Donia var heller ikke et sekund i tvivl om at Rosie var klar over at hun havde kendt svaret – det stod trods alt i de lektier Professor Banes havde givet dem for. Som Donia selvfølgelig havde lavet. ”Undskyld, Sofia.” en lys, dæmpet klukken gled over hendes læber ved venindens ord, men nåede ikke at sige mere før Mabelle også snakkede til hende, og fik hende til at blusse en lille smule op i kinderne. ”Nej, nej… Der er alligevel meget mere plads herovre!” sagde hun med et beroligende smil. Der var ikke nogen grund til at de skulle sidde klemt sammen i en seng, og siden det var Mabelle der skulle ordne Sofias hår, var det alligevel nemmest hvis det så var hende der sad der. Alt taget i betragtning. Donia trak sig op i siddende stilling, og hev skuffen i hendes natbord ud, under en svag knirken og jamren fra det gamle træ. Med en løs bevægelse, rodede hendes hånd sig igennem den mest uorganiserede skuffe Donia nogensinde havde eget, og fik fisket en lille flaske, med en støvet rosa væske indeni, frem, skruede toppen af og placerede den nederste halvdel oven på natbordet. ”Noah Abbey?” Donia rødmede lidt – ikke fordi hun havde noget som helst med ham at gøre, men bare fordi hun stadig ikke var den bedste til det med drengediskussion. Da Mabelle spurgte hvorfor Rosie havde spurgt, hævede Donia dog også blikket, og rettede det imod sin bedste veninde. Lidt nysgerrig var man vel altid. Efter lidt tid, fik hun dog revet blikket til sig igen, og koncentrerede sig derefter om at placere den lille pensel lige på hendes negl.

[rose]

Friendship isn't a big thing

- it's a million little things

Rose lukkede øjnene og og gabte hjerteligt. ”Du må også gerne komme herover, hvis det er, Don,” foreslog hun, for at lukke pigernes høflige tovtrækkeri. Hun ville hellere have sengen for sig selv, men skulle hun absolut dele den med nogen, ville Donia være hendes første valg. Det ville ikke være første gang de to piger delte en madras eller lå og fnisende flettet tæer.

Hun lagde ikke så meget i sit spørgsmål som Mabelle tilsyneladende gjorde, men opdagede heller ikke venindens lidt påfaldende reaktion. Noah Abbey var bare endnu en pæn dreng i bunken af pæne drenge og det eneste, der gjorde ham mere tiltalende end nogen af de andre, var at han var på Hufflepuff. Det var sjældent, at Rose ikke havde en eller anden fyr hun sukkede efter. Hun skiftede emnerne ud som sokker, hvilket gjorde det behageligt umuligt for hende nogensinde at blive tvunget ud i, at skulle tale med, eller tage stilling til, sine betagelser eller eventuelle flygtige følelser.

Hun løftede hovedet, hævede sig op på albuerne og så vågent på Mabelle med et levende smil. ”Snakkede du med ham?” For Rose var bare en reel samtale med en sød dreng, hvor hun formåede at lyde nogenlunde sammenhængende, en stor bedrift, og veninden lød så rolig omkring det. ”... Om hvad?” Spurgte hun nysgerrigt. Der var ikke et gran af jalousi i hendes spørgsmål. Hun var slet ikke nået dertil, hvor hun kunne blive besidderisk, og især ikke omkring simple betagelser som Noah Abbey.

Hun bed lidt ned i sin underlæbe med et smørret smil og så lidt fra Donia til Mabelle. ”Hvad? Han er da blevet flot?” Hun himlede med øjnene af deres måde at modtage hendes ord på og lod sig falde tilbage på madrassen med et suk. Pigerne havde efterhånden måtte lægge ører til navne på mange fyre, der var blevet, havde været, kunne være, måske var eller helt bestemt ville blive både flotte, kære, charmerende og søde. Rosie faldt nemt i svime og rejste sig hurtigt op igen, uden at hun nogensinde kom tættere på at gøre noget reelt ved tingene.

Tag: Sofia Banes, Donia Allaway & Mabelle Dempsey

[Mabelle Dempsey]

Mabelle smilede varmt til Sof, men følte et stik af ubehag ved Donias forsikring om at alt var som det skulle være, for det var ikke helt hendes indtryk. Hun havde det helt skidt med det, og valgte derfor at fokusere meget hårdt på sin fletning, som syntes at starte meget godt ud. Hun smilede svagt af sit værk mens hun flettede løs.
"Du er så smuk, Sof!" hviskede hun med et smil på læben. Det var egentlig ikke fordi at de andre to ikke måtte høre det, men nu havde det været henvendt til Sofia, og mest af alt fordi at hun vidste hvor meget det betød for veninden at blive anerkendt indimellem. Hun skævede til Donia, selv en smule usikker i samtaleemnet. De talte sjældent om drenge, og når de gjorde, så var det altid på sådan en lidt akavet facon, og det skyldtes måske at de fleste i tøseflokken var noget uskyldige på det punkt.

Mabelle skævede svagt til Rosie, da hun spurgte til samtalen med Noah. Det havde jo bare været temmelig tilfældigt, et eller andet sted. Hun bed svagt ned i underlæben, som om hun forsøgte at koncentrere sig, mens hun svarede, stadig i gang med at flette.
"Ja altså... Jeg var ude at gå i regnvejret, fordi jeg havde brug for frisk luft, og så dukkede han op i regnen." svarede hun med et skuldertræk, i et forsøg på at undvige den akavethed som hendes fortælling ville tage med sig.
"Vi snakkede ikke om noget særligt. Bare skole og sådan..." sagde hun, og så hen på Rosie for at møde hendes blik, tids nok til Rosies anden kommentar. Hun fniste let over hendes tilståelse. Jo, Mabelle syntes også at Noah var blevet en flot dreng, men det ville de nok ikke få hendes til at indrømme i aften.

[/size]

[Sofia Banes]

Good friends are like stars
- You can't always see them, but you know they're there !

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Sofia lyttede stille mens hun nød Mabelles arbejde i det lyse hår. Veninden var fantastisk til at flette, og Sofia overvejede kort, om hun ikke bare skulle sove med det og så have det på dagen efter. Ved Mabelles ord, kom et lille forlegent smil til syne på hendes læber – det var rart, og af og til nødvendigt at få lidt anerkendelse, også selvom at det var fra sin bedste veninde der mere eller mindre havde ’pligt’ til at sige den slags. Om end betød det meget for hende.Glad lagde Sofia hånden på hendes knæ og gav den et lille klem, før hun strakte den frem og trak sokkerne lidt længere op. Selvom varmen buldrede fra brændeovnen kunne det godt blive lidt køligt på den bare hud, her i de kolde vinterdage.
”Det lyder lidt som denne der cliché film vi så i mugglerstudier”, sagde Sofia med et lille fnis til Mabelles forklaring. Selvom det lød cliché, lød det også ret romantisk i Sofias øre. Hun kunne ikke dy sig fra at spørge nysgerrigt, selvom det ikke umiddelbart lød sådan på Mabelles forklaring; ”kyssede I? Jeg kan godt forstå hvis I gjorde... Han er rigtigt flot”. Der var ærlighed i stemmen, og ikke et spor af misundelse. Sofia undede virkelig sin veninde kærlighed, med alt det hun havde været igennem. Med begge forældre døde og mange år som varulv, trængte Mabelle til ligeså meget bekræftelse og kærlighed som Sofia gjorde, sikkert endnu mere.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[/size]
Tag; Sofia, Donia, Rosie, Mabelle
[/justify]