Show must go un!

[Samuel Abott]

When the music stops, the lights go out and the stilettos go off...

We'll continue the party upstairs !

Musikken var efterhånden gledet hen i de stille numre, hvor par kunne danse tæt og nyde en sidste stund før sengetid. Quidditchceremonien havde næsten nået sin ende, og det var tydeligt at se: der var enkelte par der svajede tæt på dansegulvet, mens andre sad og kyssede på ved borde. Flasker, pynt og andet dækkede efterhånden gulvet. Ude på gårdspladsen var der efterhånden tomt, bortset fra et par elever der stod og snakkede, samt Samuel Abott, der sad afslappet på en bænk med hænderne hvilende derpå. Slipset der havde hængt rundt om halsen var løsnede og hang nu løst ned på hver sin side. Den hvide skjorte var efterhånden blevet varm, så Samuel havde åbnede de øverste knapper, så en let brise kunne køle hans bryst. Håret var strøget tilbage, øjnene let lukkede. Det havde været en god aften. Han og Julie havde danset sammen og hyggede sig. Lige nu vidste han ikke hvor hun var, men han havde haft behov for at trække lidt luft.

[Meredith Abbey]

IT FEELS SO GOOD
being bad, there's no way I'm turning back

Efter en halv times foregiven at hun rent faktisk hørte efter og var interesseret i de Billywigger som professoren i Magiske Dyrs Pasning og Pleje havde begivet sig ud i en dramatisk og malende fortælling om, kun fordi hun havde spurgt kort til en del af deres pensum som hun ikke forstod, var det endelig lykkede for Mary at slippe væk fra troldmanden, der forekom hende en anelse ærgerlig. Hun kunne forestille sig at det var fordi det sjældent skete at elever stillede ham spørgsmål uden for undervisningen. Desperat efter at ryste samtalen af sig, havde hun sat kurs imod skolegården, hvilket var det eneste sted hun kunne slippe af sted til for at trække luft. Hendes tanker var endnu et stort virvar og meget imod hendes vilje gnavede skyldfølelse over sin behandling af Thomas, der ved nærmere eftertanke altid havde behandlet hende pænt og hjulpet hende, men hun havde ikke haft hverken mod eller lyst til at opsøge ham igen for at rette tingene ud. Hun var nemlig endnu af den overbevisning, at det ikke var det begavede hoved han havde tænkt med, da han havde sat sig ned for at skrive brevene.

Et lydløst suk forlod hende, mens hun gjorde et slag med nakken for at få det røde hår til at danse om på ryggen. Med en let og øvet bevægelse, fandt hendes fingre hægten der holdt skolekappen sammen og åndsfraværende lod hun stoffet glide ned over sine skuldre, før hun draperede den hen over sin ene arm og trådte ud i den behagelige brise. Tilfældigt strøg hendes blik kort hen over skolegården og der overraskede hende kort, at der ikke var fyldt med mennesker.

[Samuel Abott]

When the music stops, the lights go out and the stilettos go off...

We'll continue the party upstairs !

Det var som om det sitrede i hele Samuels krop, efter at have danset og gået rundt hele aftenen og natten. Sitren kunne mærkes i håndfladerne mod stenbænken. Det var ærlig talt lidt irriterende, men den afgav en kulde der var værdsat, grundet varmen.
Langsomt lod Samuel atter blikket glide rundt i gården. Parret fik ham kort til at ønske, at Julie var der, så han kunne kidnappe hende med hen et sted. Det gled kort videre til dem der stod og snakkede. Hvad var emnet? De afgav en højlydt latter, og en eller anden immiterede et form for styrt. Måske Quidditch?
En skikkelse afbrød hans tanker, omhandlende noget som han egentlig var bedøvende ligeglad med, og automatisk drejede han hovedet derhen. Rødt hår, fyldige læber og et umådelig kønt ansigt. Havde han ikke set hende før? Hun lignede én...
Så kom det hele tilbage til ham i et flashback. Julefest... Mørke... En blød kvindekrop i et lille rum. Caroline! Det kunne vist kun være en Abbey-søster! Riley gik på samme årgang som ham, så dette måtte være den yngste. Navnet kendte han ikke. Hvad lavede en yndig pige som hende alene på dette tidspunkt, hvor hun burde sidde omslynget med en eller anden syvendeårsdreng – og hvor mørkets fristelser kom frem?
Per reaktion kunne Samuel ikke modstå at udstøde et gennemtrængende pift, for at få tøsens opmærksomhed. Han var alene. Hun var alene. Hvad mere var der at sige? Øjnene gled kort ned over Merediths skulder. På trods af den smule hud det nu engang var, satte den Samuel fantasi igang.

[Meredith Abbey]

IT FEELS SO GOOD
being bad, there's no way I'm turning back

Den kølige aftenluft der slog mildt imod hendes ansigt var beroligende og rensende, og i et enkelt stjålent øjeblik lod Mary øjnene falde svagt i, mens hun lod luften sive langsomt ind igennem næseborene og hele vejen ned i lungerne. Mary havde for længst dedikeret den aften til sine veninder og det var ganske vist at hun havde hygget sig hele vejen igennem. Ved måltidet havde hun siddet ved siden af sin bedste veninde Eleanor og det var sandt at sige at munden ikke havde stået stille på de to jævnaldrene tøser i længere tid af gangen. De havde endda også danset sammen, på trods af de mærkelige blikke fra de omkringstående. Men nu nærmede aftenen sig sin ende, og mens Ellie havde fundet frem til Eddie, havde Mary plot trisset af sted for sig selv. Det havde nu vær…

Hun blev afbrudt i sin gennemgang af aftenens begivenheder da et pift trak hendes opmærksomhed til sig og øjenlågene åbnede sig igen. Søgende og tilfældigt lod hun blikket falde i retning af lyden, og hævede et slankt øjenbryn da det blev klart for hende at det var hendes opmærksomhed der havde været søgt. Hun genkendte ham selvfølgelig med det samme. Det var ham Abott-knægten som Evelynn havde haft gang i på et tidspunkt, så meget var hun klar over. Øjenbrynet faldt langsomt på plads, mens hun drejede en anelse på fødderne, uden at nærme sig ham yderligere, blot vende fronten frem. ”Hvad kan jeg gøre for dig?”