"Better to reign in Hell, than serve in Heaven."

[Anessa Llewellyn Yates]

Hide thir diminisht heads; to thee I call...
...but with no friendly voice, and add thy name.

~ ~ ~ ~ ~
Tag: James O'Connell - Outfit: Here

Anessa rykede brynene lidt og så skeptisk på James, da han uden tøven tilsluttede sig hendes kostumeplan for det kommende år. Hun kunne ikke sige sig fri for at være en lille smule smigret, og hun smilede svagt uden helt at vide hvad hun skulle gøre med det faktum og endte med at skære en lille grimasse ”Det ville da være nemt.. Bare en gammel kjole på og så en tur ned i badekarret, så er jeg klar.” hun holdt blikket på ham og lod sig smitte af hans smil der pludselig så mere oprigtigt ud end hun synes det tidligere havde gjort. Hun nikkede let til hans næste ord, uden helt at holde op med at smile, selvom han igen var blevet alvorlig at se på ”Gør vi ikke allesammen det ind i mellem?” en bitter undertone sneg sig ind i hendes stemme og hun slog blikket ned igen.

Wiz forslaget var spontant, men gennemtænkt og oprigtigt ment og udover det endnu en glimrende mental distraktion for hende selv. Hun smilede igen og rystede på hovedet, så et par lysblonde, opsatte krøller dansede om hovedet på hende ”Nej, egentligt ikke. selvfølgelig er det lidt et krav at man har lyst og kan formulere sig godt, men ellers ikke.” hendes blik blev spørgende igen ”Jeg synes du skulle kigge op til os hvis du har lyst i hvert fald. Om ikke andet for at se hvad vi laver. Så kan du bestemme dig derfra.”

[James Maynard O'Connell]

James lagde mærke til det skeptiske blik og holdt sig i skindet. Hele idéen var at Anessa under ingen omstændigheder skulle opdage noget som helst, nogensinde. Eller jo, engang vel, men ikke nu! Han anlagde et henkastet ansigtudtryk, så hurtigt og effektivt som han kunne. Han stirrede påtaget den anden vej, halvt for ikke at virke irriterende, og halvt for ikke at virke for interesseret i hende. Der var alligevel kun smerte den vej. Som alle andre veje, mindede han sig selv om, men lammelsen var alligevel den følelse der stod stærkest i hans sind og krop. Der var ingen udvej hvor han kunne se sig selv afsløre sine følelser for Anessa. Han måtte skjule dem, komme tættere på. Troede han. Han var ikke sikker. Det havde været et gennemgående tema i et stykke tid.

"Stilfuldt ikke desto mindre," mumlede han fraværende. Han sendte hende i smug et blik da hun kiggede ned. Han ønskede igen at han kunne gøre et eller andet konkret, men hans muligheder var begrænsede. I praksis kendte hun ham slet ikke, selvom han følte at han kendte hende. Hans øjne glimtede. Han forsøgte igen at tolke på hendes forslag om at skrive for the Wiz. Han turde næsten ikke håbe på at der var andet og mere end det - et forslag.

"Det lyder interessant. Jeg elsker at skrive. Tak for tilbudet; jeg er meget beæret," sagde han ærligt. Han rømmede sig. Så tog han mod til sig. Han forsøgte at samle mod til at spørge ind til hendes åbenlyse problem med et eller andet, men han kunne ikke få taget sig sammen. Hans paralyse voksede igen. "... Har du læst nogle gode bøger for nylig?" forsøgte han desperat, for ikke at slå samtalen ihjel.

[Anessa Llewellyn Yates]

Hide thir diminisht heads; to thee I call...
...but with no friendly voice, and add thy name.

~ ~ ~ ~ ~
Tag: James O'Connell - Outfit: Here

Anessa skar en grimasse og slap en ironisk lyd der mest af alt lød som et grynt og absolut ikke var særlig feminint. Hun så på James med hovedet på skrå igen og et skeptisk hævet øjenbryn ”Lige så stilfuldt som at tage underbukserne på uden på bukserne.. ja..” hun fnøs muntert og rystede lidt på hovedet over sig selv, uden at kunne lade være at smile skævt.

Hun smilede igen og lod det denne gang nå sine blå øjne mens hun nikkede ivrigt ”Jeg ville virkelig ikke undvære det!” hun skar en lille grimasse uden at holde op med at smil og fortsatte ”Selvom vi ikke altid er enige.. langtfra.” hun lænede sig lidt frem mod ham med et konspiratorisk blik og sænkede stemmen for effektens skyld ”Mellem os, så bliver tøse-hørmen ind i mellem lidt for meget.”

Hun rettede sig op med en lille munter lyd og strøg igen en løsrevet krølle om bag det ene øre, mens hun modstod fristelsen til at klø sig ihærdigt i hovedbunden, der var varm og irriteret under den opsatte og uvante frisure. Hun mødte hans blik igen da han skiftede emnet og lyste lidt op. Hun nikkede, åbnede munden og var sekunder fra at udbrede sig i positive om vendinger om en forlængst afdød muggler-forfatter og især det tenderende kvalmende forhold mellem Elizabeth Bennett og Mr. Darcy. Hun klappede hurtigt munden i igen og rømmede sig selvbevidst før hun svarede med en lille hovedrysten ”Nej, ingen nye, men jeg har genlæst flere som var interessante nok til at genopfriske.”

[James Maynard O'Connell]

James svarede ikke på det første hun sagde. Han var i øvrigt totalt blind for hendes ufeminine indskydelser, vil jeg, fortælleren, da lige indskyde. Han lod blikket følge hendes grimasse, og blev lidt varmere da hendes smil åbenlyst var mere ægte da skrivning blev nævnt. Det virkede som om hele samtalen havde bygget op til dette punkt. Han kiggede væk, og forsøgte uden meget held, igen at lyde henkastet: "Skriver du selv noget? Jeg mener, udover til the Wiz."

Han nikkede til hendes konstatering. Han havde læst the Wiz, og gjorde det hver måned, men han sprang med en vis irritation gossip-sektionen over. Det sagde ham intet. Han havde knapt venner nok til at skulle bruge mere end een hånd. Han mindedes svagt at det var Gryffindor-elev der stod for det. "Enige om hvad?

Han holdt en kort pause mens hun talte. Så beyndte han at grine, en tør og lav, men varm latter, da hun benyttede udtrykket "tøse-hørm". Igen glimtede hans øjne. Han så interesseret på hende da hun svarede på hans litterære spørgsmål. "Hvilke bøger? spurgte han med dæmpet stemme.

[Anessa Llewellyn Yates]

Hide thir diminisht heads; to thee I call...
...but with no friendly voice, and add thy name.

~ ~ ~ ~ ~
Tag: James O'Connell - Outfit: Here

Anessa trak lidt på skuldrene uden at smilet forsvandt igen. Så nikkede hun langsomt, næsten tøvende og pillede ubevidst lidt ved en søm i det midnatsblå skørt ”Lidt... Ikke noget der er værd at tale om.” hun smilede skævt og så ned et øjeblik ”Det bliver vist aldrig til mere end for mine egne øjne.” hun så op igen ”Udover selvfølgelig det jeg skriver til bladet som du selv siger.”

Hun rynkede brynene lidt og skar en svag grimasse før hun svarede ”Bare, sådan generelt. Om det hele. Hvad der skal I og hvad der ikke skal i, men i sidste ende er det jo Riley der har sidste ord.” hun trak for, guderne måtte vide det hvilken gang, på skuldrene og rømmede sig lidt før hun fortsatte med endnu et konspiratorisk blik ”Ikke at det kan undre nogen. Sæt tre individer sammen som alle tre gerne vil bestemme. Så skal det give gnidninger ind i mellem.” hun smilede svagt ”Uanset så ville jeg stadig ikke undvære det.”

Hun fortsatte og så et øjeblik svagt overrasket på ham da han begyndte at le. Uvilkårligt trak det op i hendes mundvige indtil hun blottede de hvide tænder i et oprigtigt smil og kom selv til at udstøde en lille lyd faretruende tæt på en latter. Hun rakte inpulsivt ud og daskede halvhjertet til hans arm ”Det passer! Det er ikke kun knægte der kan finde ud af at hørme, okay!” hun himlede med øjnene, men kunne ikke helt lade være at smile alligevel. Det lykkedes hende dog delvist at tvinge det lidt på retræte da han fortsatte på bøgerne. Hun rynkede lidt på næsen i en tænksom grimasse mens hun forsøgte at komme i tanke om noget hun havde læst for nylig som ikke hørte til låst nede i bunden af hendes dragkiste ”Ehm..” startede hun ud og kløede sig på armen ”Jeg genlæste "En Skærsommernats Drøm" netop for i aften, men den kan vist ikke helt betegnes en bog.” hun rynkede panden et øjeblik og rettede sig så op ”Åh jo, jeg faldt over en virkelig spændende ting, "Det Tomme Menneske", sidst jeg var hjemme. Hos en lille antikvar. Jeg kom bare først i gang med den tidligere på ugen.” hendes blå øjne lyste ivrigt ”Den gør op med at mange af de ting vi afskriver som vanetænkning, faktisk er ideologiske konstruktioner.”

[James Maynard O'Connell]

James så interesseret på hende. Aldrig om han i sit liv havde afsløret for nogen at han skrev digte. Han var overbevist om at Jessie ville nedgøre ham fra nu af og til han døde, hvilket formodentlig ville være forholds hurtigt derefter af skam. Han fiflede med kraniet, uden at vide han ellers skulle tage sig til, uden at virke -alt- for interesseret.

"Hvad for noget? Poesi eller prosa? Og hvorfor ikke? Er det dårligt eller er du beskeden?" forsøgte han at lokke. Han håbede ikke at hun tog det personligt. Eller, det måtte hun godt. Han rystede tanken af sig. "Er der simpelthen et magtspil på redaktionen?" spurgte han forundret. Det havde han sgu aldrig forestillet sig. "Kan hænde jeg bevæger mig en i en machoverden af hørm og magtbegær. Måske tøse-Hamlet bliver trampet ned i kampen." filosoferede han muntert. Hans humør var steget forholdsvis meget siden Anessa havde afsløret sig fuldt og helt som litteraturnørd. Den slags mennesker gjorde livet værd at leve. Dem og musikentusiaster.

Han var glad for at han i det mindste kunne bringe en, omend måske forkvaklet eller tvungen, latter frem hos hende. Hans ansigt fik et stjerneagtigt skær, og han messede stille,bogens titel. "We are the hollow men. We are the stuffed men. This is the way the world ends, not with a bang, but a whimper," lød det afdæmpet, næsten hæst, næsten uhørligt fra ham. Elliots ord gav ham som altid gysehud. Han skævede til Anessa. Han var ikke engang sikker på hun kendte digtet. Han rømmede sig. "Det lyder noget dybere end hvad magikere normalt læser - ikke for at fornærme!" skyndte han sig at tilføje. "Hvorfor mugglerlitteratur? Jeg havde indtryk af at magikerverden helst ville glemme den ikke-magiske," undrede han sig.

[Anessa Llewellyn Yates]

Hide thir diminisht heads; to thee I call...
...but with no friendly voice, and add thy name.

~ ~ ~ ~ ~
Tag: James O'Connell - Outfit: Here

Anessa trak lidt på det og så ned igen mens hun svarede ”Mest det sidste..” hun så op igen med et lille smil ”Jeg læser gerne begge dele, hellere end gerne, men mine poetiske evner er vist ikke så veludviklede.” hun fnøs muntert endnu en gang og nikkede med et skævt smil og et sigende blik som han fortsatte ”Det sker, ja..” hun betragtede ham afslappet mens han fortsatte og kom så impulsivt til at le. En dæmpet, men boblende lille latter, mens hun rystede lidt på hovedet ”Vi er i hvert fald oftede styret af passioner og følelser, end vi er af logik og fornuft.” hun trak lidt på skuldrene og så på ham igen med en drillende udfordring i de blå øjne ”Så er spørgsmålet om Tøse-Hamlet stadig har modet i behold og tør stikke hånden i hvepsereden.” hun blinkede skælmsk og var næsten ved at le igen.

En lille spekulativ rynke viste sig mellem hendes bryn, som han tydeligvis citerede et eller andet. Umiddelbart ringede det ingen klokker i hendes hovede, omend hendes nysgerrighed var vakt ”Hvem er det?” hun så fortsat nysgerrigt på ham som han fortsatte. Hun viftede afværgende med en hånd som tegn på hun ikke var fornærmer og kneb så øjnene spekulativt sammen og sad et øjeblik blot og tænkte over hans spørgsmål ”Ikke os allesammen.” hun tav kort og fortsatte så ”For mit eget vedkommende var jeg nok nysgerrig. Jeg ville netop vide mere. Jeg mener..” hun slog gestikulerende ud med den ene hånd mens hun fortsatte ”..vi deler verden hvad enten vi vil det eller ej. I min optik er det direkte stupidt ikke at forsøge at lære noget om hinandens verdener.” hun sænkede armen igen og trak på skuldrene ”Og så faldt jeg over alle de store tænkere der, og så hang jeg lidt fast.” hun smilede skævt og så sigende på ham ”Og nu er jeg vist afhængig.”

[James Maynard O'Connell]

James nikkede. Prosa, simpelthen. Så sendte han hende et halv smil. "Men det kræver vel bare træning at skrive digte?" reflekterede han. Han mindedes kort hans egne forsøg. Han græmmedes når han genlæste det første han havde sat sammen. Han så en smule skræmt ud ved tanken om en meget pigefnidret, magtgal redaktion.

På den anden side, no worries. Der skulle meget til at slæbe ham væk fra en mulighed for at komme bare en anelse tættere på Anessa. "Nu kan logik og fornuft undertiden være nogle ret tænkte størrelser," sagde han halvhjertet, og vidste ikke helt hvad han ellers skulle tilføje i den retning uden at lyde pseudofilosofisk igen. Han tog imod den næste kommentar med åbne arme. "Han kan prøve, ihvertfald. Ellers må han vel løbe op til sin mor og græde," sagde han tørt, med en snert af humor.

Han så overrasket på hende. "Det er T. S. Eliot. Han er en amerikansk digter der flyttede til England. Han skrev nogle fantastiske, meget dystre ting." Han indså at hun nok ikke ville synes at en mugglerdigter der skrev for snart 200 år siden. Han fulgte interesseret med i hendes gennemgang og hendes grunde til at læse litteratur. Igen mærkede han et sus i maven; hun var virkelig noget for sig selv. Alle andre havde travlt med deres magi og deres selvoptagede, forkastelige arrogance som byggede på ingenting. Anessa forsøgte at sætte sig ind i ting, reflekterede, det var slet ikke til at stå for.

"Hvad er så din ynglingsforfatter?" ivrede han, enormt spændt på hendes svar. "Nej! Dine tre ynglingsforfatterer!" tilføjede han et øjeblik senere.

[Anessa Llewellyn Yates]

Hide thir diminisht heads; to thee I call...
...but with no friendly voice, and add thy name.

~ ~ ~ ~ ~
Tag: James O'Connell - Outfit: Here

Anessa trak på skuldrene og smilede skævt ”Måske...” hun glattede ubevidst en fjer i skørtet der havde sat sig skævt og sad sekundet efter med den i hånden. Hun skar en ærgelig grimasse og så lidt på den, men blev siddende med den mellem hænderne og drejede den lidt og så op igen ”Der kan jeg ikke engang med lidt god vilje være uenig..” smilet trak op igen og blev et øjeblik lettere flabet ”Det ville være synd. Trods alt. Jeg tror nok han skal klare sig.” hun lagde hovedet lidt på skrå og så tænksomt på ham ”Måske ender han med at overraske sig selv.” hun blinkede drilsk til ham og tog ivrigt deres andet emne op igen.

Hendes blik var nysgerrigt og hun lagde ikke skjul på at være både interesseret og på at de havde ramt et emne hun brændte for ”T.S. Elliot..” gentog hun mens hun lagrede navnet i hukommelsen og havde alle intentioner om at undersøge mugglerforfatteren når hun fik muligheden. Nogenlunde der gik det også op for hende, at hun allerede sad overfor en, der måske allerede vidste noget og hun kneb øjnene lidt sammen, mens hun så spørgende på James ”Skrev han kun digte? Eller også andet?” hendes blik var stoppet med at glide ud i salen et sted mellem at hun bragte skolebladdet op og hans spørgsmål til den ikke helt forkerte antagelse, om mange fuldblodsmagikere. Hans spørgsmål fik hende tilat lyse op i tydelig iver og et smil der matchede og hun svarede uden betænkning ”Tre? Virginia Woolf, Edgar Allen Poe og Jane...” hun stoppede brat og bed sig selv af uden at gøre sin opremsning færdig. Hun rømmede sig og tænkte som en gal på en anden, ligegyldig forfatter der hed noget med Jane eller bare noget der lignede. Hun greb det første navn der dukkede op ”James Joyce!”

[James Maynard O'Connell]

James kiggede ned i sine hænder. Han s¨ud over lokalet, usikkert på hvad han skulle gøre med sig selv. Han vendte tilbage til samtalen med en vis reservation. "Mennesker kan nemt blive for meget, desværre," sagde han, måske en smule mere dystert end tiltænkt. "Eller, ja, eh, nogengange," tilføjede han så. Han smilede skævt. "Eller må han forsøge at være noget andet. Iago måske, hvis han skal passe ind i et højt-gearet, pigepolitisk miljø."

Han nikkede. Hans hjerte sprang igen et slag over ved synet og fornemmelsen af hendes åbenlyse interesse for litteratur. "Han skrev teaterstykker. Han var egentlig religiøs, men han havde en kold afstand og en distanceret respekt for det guddommelige så at sige. Jeg ved ikke om det er et problem troldmænd behandler i deres litteratur? Jeg tænker du er mere inde i det end jeg?" reflekterede han pludselig. Han ville egentlig gerne vide noget mere om det troldmænd skrev. De blev vel nødt til at skrive noget af det samme som den ikke magiske verden.

Hans smil (og hans hjerte ak) blev endnu større da hun nævnte ikke bare Edgar Alan Poe, men også Joyce omend med nogen tøven. "Poe! Jeg elsker Poe!" udbrød han. Han beherskede sig selv. "Øh, fantastisk digter, er meget begejstret for ham," han nikkede i et forsøg på at se mere distanceret ud. "Joyce? Har du læst Dubliners? Fantastisk novellesamling; en klar klassiker!" fastslog han, og hans øjne lyste.

[Anessa Llewellyn Yates]

Hide thir diminisht heads; to thee I call...
...but with no friendly voice, and add thy name.

~ ~ ~ ~ ~
Tag: James O'Connell - Outfit: Here

Anessa smilede svagt og trak endnu en gang på skuldrene ”Mennesker er en underlig størrelse generelt... er de ikke?” spurgte hun retorisk og betragtede ham vurderende et øjeblik. Noget sagde hende, at hun var gået glip af et potentielt interessant bekendtskab, men de kredse de hver i sær færdedes i til hverdag, var noget nær dimentrale modsætninger. Det skulle dog ikke afholde hende fra, at få det bedste ud af situationen nu og hun gengældte hans skæve smil med et muntert fnys ”Iago i et pigepolitisk miljø.” hun så påtaget tænksom ud og nikkede så ”Jo, måske han passer bedre ind end tøse-Hamlet trods alt.”

Hun lænede sig lidt frem, mens hun drejede fjeren mellem fingrene igen og lyttede til ham med åbenlys interesse og nysgerrighed ”Ikke på samme måde som mugglere. Slet ikke.” hun fik en tænksom rynken mellem brynene ”Der er mange temaer, eller problemstillinger som er påfaldende ens, men mugglerne er langt klarere og tydeligere i deres religiøse ytringer end jeg nogensinde har oplevet i troldmandslitteraturen.” hun lagde hovedet lidt på skrå endnu en gang ”Var det andet der også et teaterstykke, eller var det et digt”

Efter hvad hun selv synes var en glimrende redning fra at afsløre sine lettere lyserøde tendenser. Hun lyste op i et strålende smil der fik hendes blå øjne til at skinne og nikkede hektisk mens hun igen lænede sig lidt frem ”Også mig! Han er helt fantastisk!” ivrede hun og overhørte komplet hans næste, mere beherskede kommentar og var lige på vej ud i at spørge om der var noget af Poes forfatterskab han holdt mere af end andet, da han med en iver der fint spejlede hende, ubevidst kaldte hendes bluff og sendte hende til tælling.

Hun sad et sekund med åben mund, lukkede den så hurtigt og rømmede sig mens hendes blik flakkede ”Uhm.. Dubliners.. måske..” krøb hun udenom og fingererede nervøst ved fjeren mens hun så ned og skar en grimasse ”Jeg har læst "Ulysses", og.. og...” hun gik i stå og forsøgte desperat at komme i tanke om endnu en titel til forfatteren og fejlede grumt. Hun havde læst Ulysses, men det var også nogenlunde den eneste.

Hun skævede op til hans ansigt igen, så ned igen, rømmede sig igen og kom stadig ikke på noget der kunne forklare, hvorfor hunhavde valgt at nævne Joyce som blandt sine tre yndlingsforfattere. Hun sukkede, skar ansigt og så så op endnu en gang, med et brødebetynget, undskyldende blik ”Jeg har kun læst 'Ulysses', faktisk..” indrømmede hun modvilligt og flyttede sig lidt uroligt på stolen.

[James Maynard O'Connell]

James nikkede ironisk og sendte hende et varmt, omend ironisk, smil. Han fornemmede at spørgsmålet var retorisk, og undlod at svare noget til det. Også for at undgå at se alt for åndssvag ud. Hans smil lyste op igen. "MacBeth er jo på det nærmeste selvmord," jokede han, og var glad for at han havde mødt en der faktisk fangede den slags vittigheder. Det varmede. Han lyttede interesseret til hendes udredning. "Skriver I egentlig skuespil? Eller digte?" spurgte han. Han kløede sig spekulativt i hagen. Så rakte han ubevidst om og tog elastikken ud af håret. Det faldt tungt ned over hans skuldre. Det gik pludselig op for ham at det måske egentlig ikke var hensigtsmæssigt. Hvad hvis hun synes det så åndssvagt ud? Han besluttede sig for at ignorere problemet foreløbigt. Han pustede håret væk fra ansigtet.

"Det var et digt. The Hollow Men, hedder det. Det handler om døden, og om hvor hul og overfladisk han føler verden bliver. Du ved, han skrev omkring 1900-tallet. Modernisterne. Flyttede til England fra USA og boede her resten af sit liv," sagde han lavmældt. Hans stemme blev rolig af at tale om litteratur. Han slappede af igen. Hans øjne skinnede endnu klarere end hidtil da hun delte hans impulsive begejstring for Poe.

"Jeg var fuldstændigt fanget da jeg læste the Raven første gang! Aldrig har jeg følt mig så - Hvad er det modsatte af alene? - på en eller anden måde. Hvis du forstår. Eh," afsluttede han og så meget lidt sikker ud. Han kiggede væk. Men hans øjne vendte tilbage med lys igen da talen faldt på Joyce, mesteren. Hans smil blev en anelse blegere, men det var svært at se. "Ulysses er den bog de fleste mennesker i verden siger at de har læst uden at have gjort det, læste jeg for nylig," sagde han kryptisk, før han nåede at stoppe sig selv. "Øh. Du skulle tage at læse Dubliners. Der er en fantastisk historie om en falden nihilist. Den er meget... Ægte, meget dyster..." mumlede han. Han faldt tilsyneladende hen i tanker.

[Anessa Llewellyn Yates]

Hide thir diminisht heads; to thee I call...
...but with no friendly voice, and add thy name.

~ ~ ~ ~ ~
Tag: James O'Connell - Outfit: Here

Anessa smilede bredt og oprigtigt, før hun kom i tanke om noget og så spørgende på ham ”Er der ikke en eller anden overtro mugglere har med lige Macbeth?” hun rynkede brynene lidt og fortsatte ”Jeg synes jeg har hørt noget om, at skuespillerne ikke tør sige navnet højt?” hun havde hørt nogle løse informationer da hun havde held af at trække sine forældre med på The Globe engang de var i London, men aldrig fået bekræftet dem og nu øjnede hun chancen. Hendes blik forlod hans ansigt et kort øjeblik da han trak elastikken ud afdet mørke hår og det kriblede i hende for at gøre det samme selv. Fjerne alle de sirligt placerede hårnåle Heather møjsommeligt havde sat hendes lyse hår op med. Hendes hovedbund føltes ubehageligt varm under det opsatte hår og hun havde stadig ikke vænnet sig til følelsen.

Hun skød tanken og den milde irritation fra sig mens hun interesseret lyttede på hans uddybning af den nye muggler-forfatter han havde citeret. Nye for Anessa selv i hvert fald og hun sugede informationerne til sig som en tør svamp der blev lagt i en balje med vand ”Hvad har han ellers skrevet?” uden at tænke over det, havde hun komplet glemt både at hun havde været på vej ud af salen, væk fra festen og hvorfor hun havde været det.

Det brede smil trak op i hendes mundvige igen og nåede uden problemer hendes lyse øjne. Hun nikkede ivrigt igen og viftede lidt med fjeren i sin hånd uden at tænke over det ”Jeg er helt med!” hun viftede hektisk med den blå-grønne fjer og ivrede ufortrødent videre ”Den er altid fantastisk, men jeg elsker også 'Hjertet der sladrede', og 'Brønden og Pendulet', og 'Huset Ushers fald',,,” hun tog en hurtig indånding og var lige ved at fortsætte sin plaprende opremsning. Hun tog sig dog i det og smilede skævt og selvbevidst ”Og det meste andet han har skrevet.”

Hans første reaktion på hendes indrømmelse, fik hende til at bøje hovedet og se brødebetynget på sine hænder der igen hvilede i skødet på hende. Så så hun op med let rynket pande og nyfunden alvor i blikket ”Jeg hár læst 'Ulysses'! Du er velkommen til at teste mig.” tilbød hun, på én gang alvorligt og drillende. Så smilede hun prøvende og lagde hovedet lidt på skrå ”Det vil jeg gerne.. læse den. Jeg skal bare lige have fingre i den.” hun rynkede brynene og så tænksomt på ham igen før hun tøvende fortsatte ”Min tredie yndlingsforfatter var ikke Joyce nej, det er en Jane, men jeg tror jeg holde hende for mig selv. Ellers bliver jeg til grin på hele skolen.” hun skar en grimasse og så ned igen, mens hun meget mod sin vilje mærkede en moderat varme skyde op i sine kinder.

[James Maynard O'Connell]

James smilede overbærende (på hans folks vegne så at sige - denne tanke forstærkede smilet yderligere). "Jo. Man må faktisk ikke sige skuespillets navn. De kalder det "Det Skotske Stykke" istedet for," nikkede han, og så forlegen ud, igen på sit "folks" vegne.

Han ønskede at han havde en cigarret at ryge. Nikotinen der kærtegnede hans lunger på krads maner, ville være en velkommen pause, et afbræk, fra denne konfrontation med hans hjertes længsel. Han indså, med et koldt greb om hans hjerte, at hans illusioner måtte sprænges, hvis han kom til at lære hende bedre at kende. Han var klar over at hun nu var interressant, og at hans hjerte blødte for hende. Men samtidig gjorde den anden tanke indtog, og han kiggede væk, hans øjne føltes fugtige, og han rakte op for at tørre tåren, eller hvad det var, væk. Han trak vejret tungt, og fokuserede.

"Han skrev et digt der hedder "The Wasteland". En af stanzaerne kalder han "A Game of Chess". Han kalder nærmest ethvert menneskeligt forhold for et skakspil; et udregnet og tænkt tankespil, som sætter os overfor hinanden, uanset hvem der er vi spiller mod, så at sige. Men hvis du er glad for digte skal du læse "The Hollow Men"," afsluttede han, og han syntes hans stemme var hul.

Han så ud imod storsalen, og i et glimt var den en kirke, fyldt til randen med mennesker der dansede kranievals. Han tænkte over konsekvenserne af det moderne samfund, hvor nemt man glemte hinanden og sig selv. Han følte sig i et med mørket, og melankolien og dramatikken flød ind over ham, halvt som en velkommen ven, og halvt som en sadistisk ærkefjende. Han kæmpede for at få luft, at vende tilbage, men hans ord sad fast i halsen på ham.

"The Conquerer Worm," hviskede han hæst, og han så Poe i kirken, med en pen og hans tomme blik. Men alt faldt fra hinanden, intet kan vare ved, indså James, og Huset Usher må falde. Han lukkede øjnene, og strøg håret tilbage, og verden vendte tilbage da han åbnede dem igen.

"Huset Usher er fantastisk," hørte han sig selv sige. "Han var ikke bare den første amerikanske levebrødsforfatter, han opfandt Sherlock Holmes groft set, vidste du det?" spurgte han og vidste at hun måtte være bekendt med det. Han slogedes stadig med den stemning der havde lagt sig over ham. "Jeg tror på dig," sagde han ærligt, og lukkede øjnene. Han åbnede øjnene, og kirken stod igen, maskeballet fortsatte og Poe lå i en pøl af blod på jorden. Stephen Dedalus, der lignede James og Hamlet, knælede ved hans side og vendte ryggen til Dublin, og James mærkede et stik i hjertet da han blev mindet om sin hjemby.

Hans tankerække kom bag på ham, og han lukkede igen øjnene. En tydelig tåre faldt fra hans kind. Han kiggede op, og så Anessa i øjnene. "Hvorfor flygter vi?" spurgte han før han nåede at bremse sig selv. Han havde slet ikke opfattet hendes reference til Austen. Hans øjne var sorte og tætte.

[Anessa Llewellyn Yates]

Hide thir diminisht heads; to thee I call...
...but with no friendly voice, and add thy name.

~ ~ ~ ~ ~
Tag: James O'Connell - Outfit: Here - Notes: C L O S E D

Anessa smilede bredt, tydeligt tilfreds med at have haft ret og ydermere havde fået en ny information føjet til alle dem hendes hukommelse allerede indeholdt. Videbegærlig som altid og Ravn til det sidste, var ny viden aldrig nogensinde en dårlig ting og hun nikkede kort, som for at bekræfte James' ord, mens hun stadig så nysgerrigt på ham ”'Det Skotske Stykke'.. spøjst..” hun slap en lille underholdt lyd og lagde i første omgang ikke mærke til hans ændrede udtryk.

I stedet lænede hun sig igen nysgerrigt lidt frem mens han fortalte om den hidtil ukendte digter og lagrede endnu en mængde nye informationer og navne i sin hukommelse ”Elliot.. jeg skal nok huske ham.” hun smilede og tav så, mens hun fulgte hans blik ud over salen. Hun drejede ansigtet tilbage mod ham da han talte og rynkede panden i mild forvirring over hans ord. Der gik nogle sekunder før hun fik titlen sat på plads og så spørgende på ham ”'The Conquerer Worm??” spurgte hun ligeså spørgende som sit blik ”Hvad med det?” hun betragtede ham med stigende undren, mens han lukkede øjnene og strøg en hånd gennem håret. Rynkerne i hendes pande forsvandt ikke som han fortsatte, men hun nikkede som indledende svar, før hun talte igen ”Ja... Conan Doyle lod sig inspirere af Poe's Dupin..” konstaterede hun.

Hun smilede svagt igen, uden at kunne ryste den underlige følelse af, at noget pludselig havde ændret sig, af sig og slog blikket ned et øjeblik ”Tak.. mon ikke jeg når til at udvide min horisont med mere Joyce før eller siden.” hun så op igen, stadig med et undersøgende blik og nu med hovedet lidt på sned, mens hun betragtede ham tavst og med stigende bekymring.

Hun åbnede munden for at spørge hvad der var galt da han løftede hovedet igen, men lukkede den prompte over hans uventede spørgsmål og så både forvirret og vagtsomt på ham ”Flygter? Hvem flygter?” hun flyttede sig uroligt lidt på stolen.