Her er kun bøger..

[Dawn Phoenix]

Morgene havde startet nået hektisk. Dawn var kommet lidt for sent op og have været nød til at droppe morgenmaden for at ikke at komme stresset til time, hvilket havde betydet at hun havde været lidt ufokuseret til de første par timer, som havde foregået i drivhusene. Botanik var ikke hendes yndlingsfag og heller ikke det hun var bedst i, så nu havde hun sat sig ned i biblioteket for at indhente det hun kunne være gået glip af i formiddags hvor hun ikke lige hørte efter.

Hun havde allerede siddet her længe, og botanik var for længst blevet et overstået kapitel, eller flere overstået bøger, faktisk. Den ene havde bare taget den anden og inden hun så sig om havde hun læst mere end det hun havde planlagt. Sådan skete det en gang i mellem.

Lige nu var aftenen faldet på, aftensmaden var hun gået glip af, hvilket betød at hun nu kørte på den forkost hun grådigt havde kastet i sig i storsalen for godt 6 timer siden. Men hun var ikke sulten, og hun kunne ikke mærke at hun ikke havde spist nær så meget som hun plejede denne dag. Ved siden af den åbne bog lå flere stykker pergament med notater på som hun noteret i takt med at hun arbejdede sig igennem bogen. Lige nu var hun i gang med en af hendes mange forvandlingsbøger, et af hendes yndlings emner, og hun var ikke særlig koncentreret på sine omgivelser. Den mur a bøger der lå foran og rundt om hende langs kanten af bordet, gjorde det selvfølgelig kun nemmere at holde omverdenen ude.

En blå jakke, i samme farve som hendes kollegium, lå henslængt hen over ryggen på stolen, der stod ved siden af hende. Hun havde smurt ærmerne på hendes hvide skjorte op til lige før albuen og Ravenclaws våbenskjold sad en lille smugle skævt på hendes brystlomme. Håret havde hun kastet hen over skuldrene og slynget sammen i en løs knude i nakken, som hun plejede, og fra tid til anden var hun nød til at børste diverse løse totter af hår væk fra ansigtet for at hun kunne se bogen foran hende. Et blækhus stod åbent over bunken af pergamentpapir og i hendes venstre hånd holdt hun en fjerpen som med jævne mellemrum noterede nogle tegn som vist godt kunne betegnes som kravetæer, men hun vidste hvad de betød, så det rørte hende ikke.

Hendes fødder var lang over kort under hendes stol, hvilket trak hende ud til kanten på stolen så hun nemmere kunne læne sig hen over bordet uden at støtte sin mave mod kanten. Hun havde sorte bukser på og et par mørke ruskindsstøvler der gik til midt på skinnebenet. Der var pels som for i støvlerne, hvilket kunne ses rundt i kanten og ned langs snøren på støvlen foran.

[Jake Dunham]

Jake havde ikke set Dawn til aftensmaden så han havde besluttet sig for at finde hende. Han havde spurgt nogen fra hendes årgang og kollegie og fået at vide at hun var på biblioteket, han var derefter taget afsted mod biblioteket, da han kom ind havde han ikke svært ved at finde hende og han gik over til hende med et smil og kiggede kort ned over hendes skulder for at se hvad hun læste, efter at han havde kigget på hendes noter bukkede han sig ned og kyssede hende på siden af halsen, og for at drille hende lidt lavede han et meget lille sugemærke på siden af hendes hals før han gav slip på hendes hals, som han rejste sig op nappede han hende derefter blidt i øreflippen før han så trak en stol over og satte sig ved siden af hende med et smil på læben. Jake lagde sin hånd mod hendes lår og nussede det blidt mens han ventede på at hun kom tilbage fra bogens verden.

[Dawn Phoenix]

Hun kom hurtigt tilbage til den virkelige verden, hvem ville ikke det når man blev overfaldet på den måde? Da han kyssede hendes blidt på halsen, fik hun et chok og trak hovedet lidt væk, men hun genkendte hurtigt hvem det var på grund af hans lugt og smilte så bare mens hun lod ham nippe hende blidt i øreflippen. Hun grinte som en pige med sommerfugle i maven gør det bedst, og vendte først hovedet mod Jake da han forlod hende til fordel for en stol som han trak over til hende. Hun lagde sine øjne i hans inden hun lagde fjerpennen fra sig og roligt drejede 45 grader på stolen så hun var mere vendt mod ham end før. Hun lænte sig ind mod ham og lod deres læber mødes i et blidt kys inden hun så trak sig tilbage med den ene arm over ryggen på sin stol.

"Hej fremmede." Hendes smil var stort og glæden lyste ud af hendes øjne. Hun havde savnet ham og ingen tvivl om at han var en kærkommen pause i hendes studier. En pause hun sagtens kunne have råd til. Hun havde altid til ham. "Jeg har savnet dig." Hun tillod sig selv at falde lidt sammen så hun hvilede mere i selv end før, men hendes øjne forlod på intet tidspunkt Jakes.

[Jake Dunham]

Jake smilte da han hørte hendes latter, og da hun lændte sig frem og kyssede ham blidt gengældte han kysset lige så blidt som hende. Han smilte til varmt til hende da hun trak sig tilbage. "Hey selv du" sagde han med et skævt smil. Han kiggede kort over på alle de bøger som lå rundt om hende samt på alle de noter hun havde fået skrevet før han kiggede på hende med et grin "Jeg har også savnet dig, og du missede aftensmaden så var jeg nød til at lede efter dig" sagde han med et smil og lagde sin ene hånd mod hendes lår som han blidt strøg med sin tommel før han et kort øjeblik efter trak sin hånd til sig igen for istedet at flytte sin stol lidt tættere på hende.

[Dawn Phoenix]

Hun fulgte hans blik da han flyttede det over på bøgerne. Det var ikke sådan at lade sig fange af fagbøger, man stødte jo ofte på noget man så ikke kendte, og så skulle det da slås op. Det var derfor der var så mange bøger, hun havde ikke læst dem alle sammen igennem, hun brugte godt halvdelen af dem til at slå op i. Hun kiggede den på den bog hun havde siddet med da Jake kom, det havde været en opslagsbog indtil hun fandt den mere interessant og læreri end den hun læste i på det tidspunkt. Man kunne virkelig få arbejdet sig igennem en del bøger på den måde.

Da han henvendte sig til hende igen, vendte hun straks blikket mod ham på nu. "Jeg var ikke rigtig sulten, og så ville jeg hellere læse videre her." Hun smilte stadig stort, det var lidt svært ikke at gøre andet når hun så på Jake.

Hun syntes det var hyggeligt at han blidt nussede hendes lår, men gjorde ikke noget da han fjernede hånden igen. Men da han så begyndte at trække stolen tættere på hende, begyndte hun at grine. Lige som hvis han havde opført en komedie. For hende havde han også, det var aldrig nemt at flytte rundt på en stol man sad på, men taget alt i betragtning gjorde han nu ret elegant. Men komisk, det var det stadig. I sin milde latter fik hun alligevel udtalt nogle ord: "Nu blev du vel ikke bekymret, vel?" Hun sad en lille smugle lænet forover, ind mod ham, men ikke meget. Der var et livligt glimt i de brune øjne, der kun ønskede at hvide i hans øjne.

[Jake Dunham]

Jake grinte lidt og lagde hovedet lidt på skrå "Du må da ikke sådan springe aftensmaden over, så kan jeg jo ikke finde dig" sagde han med et grin. Han havde jo ikke snakket rigtig sammen med Dawn siden deres nat sammen, selvfølgelig havde de da snakket lidt ved eftersidningen men det var ikke meget. Da hun begyndte at grine smittede da af på ham og han kunne heller ikke lade være med at grine. Da han stoppede igen lagde han endnu engang sin hånd mod hendes lår og nussede hende blidt mens han kiggede ind i hendes øjne "Selvfølgelig var jeg da bekymret for dig. Det er jeg altid når jeg ikke ved hvor du er. Og så savner jeg dig selvfølgelig. Vi har jo ikke rigtig snakket sammen, siden den nat" han valgte ikke at nævne det mere, da de jo ikke ligefrem var alene hvor de var lige nu.

[Dawn Phoenix]

Man kunne nemt se på hende at hun syntes han lige nu var det mest betænksomme menneske i verden, da han sagde at han da selvfølgelig var bekymret og havde savnet savnet hende. Hun lod den hånd der hang fra stoleryggen glide ned og lægge sig over hans hånd, som lå på hendes lår. Hun lod sine fingre glide ind under hans hånd og trykkede så kærligt hans hånd.

Han havde egentlig ret i at de ikke havde set spå meget til hinanden. Hun havde set ham på gangene på vej til time et par gange, men der havde aldrig været tid til andet end at sende hinanden blikke. Og hun havde aldrig været så tæt på ham at hun kunne sige noget til ham, det havde været korte glimt hist og her. Men nu var de sammen igen, og det var vel det der betød noget.

"Ja det er lidt tid siden.." Hun lod resten af sætningen hænge i luften mellem dem. Havde ikke brug for at sætte flere ord på. "Men det er også en travl tid. Så skal vel også snart til at forberede dig på eksamenerne? Der er jo ikke så forfærdelig lang tid til at skoleåret slutter." Hun prøvede at holde smilet oppe, men det var tydeligt for en hver at hun blev lidt mut ved tanken om at han skulle væk. Ved tanken om at han skulle ud verden og hun skulle side her bag de grå mure på Hogwarts endnu et år. Et Helt år hvor hun næsten ikke fik ham at se. Hvordan skulle hun nogen sinde klare det? Ideen fik hendes blik til at fryse og sad pludseligt og stirrede tomt på et ikke eksisterende punkt på Jakes bryst. Hvordan skulle det gå? Hvordan skulle de kunne holde kontakten når der ville gå så lang tid mellem hver gang? Hendes smil var famlet helt på dette tidspunkt, og nu begyndte hendes blik at glide ud til siden indtil det mødte Jakes arm, så vågnede hun lidt op igen og lod det i stedet glide det op til Jakes ansigt. Hun fik et lille smil til at dukke op på de fine læber, men det var ikke helhjertet. Det kunne hun ikke præstere med sådanne tanker i hovedet.

[Jake Dunham]

Jake smilte varmt til hende og kyssede hende blidt på munden. Han holdt virkelig af hende så det var jo bare naturligt at han savnede hende og var bekymret for hende når han ikke vidste hvor hun var, mens alle andre sad og spiste aftens mad. Jake kunne ikke lade være med at smile ved hendes ord "Men hvordan har du det egentlig med at vi , du ved" sagde han da han stadig ikke ville sige hvad de helt nøjagtig havde lavet sammen, det kom jo ikke andre ved. Da han hørte hvad hun sagde smilte han bare varmt til hende "Måske lader jeg mig dumpe så jeg skal gå her endnu et år, ellers også for jeg et arbejde på skolen, er i hogsmead, du slipper ikke fra mig så let" sagde han trøstende, han kunne godt se at tanken om at han ville være færdig på skolen havde gjort hende, trist og han ville ikke havde at hun var trist. Han lændte sig frem og fangede hendes læber i et langt ømt og krævende kys.

[Dawn Phoenix]

Da han fortalte at han måske lod sig dumpe eller bare fik et arbejde i nærheden af skolen, voksede et stort smil frem på hendes læber, der gik fra øre til øre. Da det gik op for hende at hun egentlig blev glad over at en måske ville dumpe, skyndte hun sig at forklare sig selv. "Du skal ikke dumpe Jake, du skal bestå." Hun så alvorligt på ham da hun sagde det, hun ville ikke være skylden i at han dumpede, aldrig i livet at hun ville have det på sig.

Efter at havde gjort alvoren klar smilte hun sødt til ham og lænte sig så ind og kyssede ham kort på munden, inden hun trak sig tilbage til sig selv igen. Hun drejede rundt på stolen, og slap nu hans hånd. Hun samlede sine notater og lukkede bogen. Hun greb fjerpennen og skrev hurtigt bogens sideantal og titel ned så hun vidste hvor hun var noget til i hvilken bog, og så kom hun i tanke om hans spørgsmål. Med en svag rødmen lagde hun fjeren fra sig og så sig selv over skulderen så hendes øjne landede på Jake. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige.

"Øhm.. Jeg.." Hendes rødmen tog til og hun slog blikket ned i bordet med et kort, måske lidt nervøst, grin. "Jeg kunne godt lide det.." Hun sagde det meget lavt og sank længere ned i stolen bag bøgerne som for at gemme sig for dem, der måske kunne se hende. Hun skubbede hurtigt pergamenterne sammen og lagde dem ind i hendes egne bøger som hun lukkede om dem og lagde ned i tasken efter fuldt af et nu lukket blækhus. Fjeren blev lagt ind i en serviet så det overskydende blæk ikke skulle smitte af i tasken.

Da alle hendes egne bøger og ting var nede i tasken vendte hun sig mod Jake. Den værste rødmen var forsvundet igen, men man kunne stadig se en rosa farve på hendes kinder. hun smilte piget og nok lidt genert til ham mens hun prøvede at undgå at se på de elever der sad rundt omkring. Ingen af dem så ud til at være fokuseret på hende, men hun havde svært ved ikke at føle at alle vidste det.

[Jake Dunham]

Jake smilte til hende da han så hendes smil som kom frem på hendes læber "Så består jeg, hvis det er det du gerne vil have, men det ændre sig ikke at jeg få et arbejde på eller i nærheden af skolen, jeg ville ikke kunne undværer dig så længe" sagde han med et smil. Med så længe mente han selvfølgelig det år hun stadig manglede på skolen. Han gengældte hendes korte kys og smilte varmt til hende. Da hun rødmede kunne han ikke lade være med at grine "Det ved jeg du kunne, mente jeg mente nu om du har fortrudt det" han kiggede spørgende på hende stadig med et stort smil. Da hun igen vendte sig mod hende lændte han sig frem og trykkede sine læber mod hendes i et langt ømt og krævende kys.

[Dawn Phoenix]

Da han spurgte ind til emnet igen så hun på ham med store øjne. Fortryde? Hvorfor skulle hun havde fortrudt det? Det var den bedste oplevelse hun havde haft i nået der kom meget tæt på at være hele hendes liv. Derfor rystede hun voldsomt på hovedet af det, nej naturligvis havde hun ikke fortrudt det, det måtte han ikke tro.

Så kyssede han hende og hun gengældte det da kysset blev mere krævende lænte hun sig yderligere ind til ham for at gøre det mindre ømt og mere intenst. Hun lukkede øjnene og nød at han var tæt på igen, tænkte tilbage på sidste gang de havde været alene og hvordan det havde føltes. Men på et tidspunkt måtte kysset jo slutte, og da det gjorde det lænte hun sig tilbage igen og så på ham med et mildt blik, det dog hurtigt blev bange. ”Har du... F-fortrudt?” hun kunne knapt få ordet over sine læber. Tænk hvis han havde fortrudt, det kunne hun ikke bære. Hun vidste godt at han havde følelser for hende, og det var ikke fordi hun var bange for at han ville slå op eller noget, ikke oven på det han netop havde sagt til hende, men hun kunne lade hver med at side med en bange anelse over at han havde fortrudt og syntes de havde skulle vente. Eller at han ikke syntes det havde været godt. Tænk hvis han aldrig ville gøre det mere fordi hun havde gjort noget forkert.

Det var tydeligt at hun straks trak sig ind i sig selv igen da det kom en usikkerhed på hvad han mente. Jo hun var selvsikker i mange situationer omkring ham, men det skulle ikke meget til for at vælte hende af pinden, god et var tydeligt at han nok ikke skulle flirte med nogen andre, om det så var seriøst eller ej, hvis han ønskede at hun ikke skulle gå helt i selv sving. Hun havde aldrig følt sådan om en person før, og hun havde åbenlyst svært ved at håndtere de følelser hun havde for ham.

[Jake Dunham]

Jake kunne ikke lade være med at smile da hun fik sit bange udtryk og smilte kunne dårligt blive større og mere kærligt da hun spurgte om han havde fortrudt, han svarede dog ikke med det samme, istedet greb han fadt i hende og løftede hende for at sætte hende på sit skød og lægge armene om hende "Hvorfor skulle jeg have fortrudt Dawn?" spurgte han med et smil og kunne ikke lade være med at kysse hende på halsen før han smilte til hende. Hans smil var ægte og hans blik sagde at han ikke var i nærheden af at have fortrudt. Han kyssede hende blidt på munden dog var det et meget kort kys før han holdt hende ind til sig og strøg hende blidt over håret, lidt som når man trøstede en lille pige, selvom det nu ikke var hvad hun var, så håbede han at det virkede, for han havde ingen anden ide om hvad han skulle gøre. Han kunne jo selvfølgelig forslå at de gjorde det igen for at bevise at han sagde hvad han mente, men han ville hellere have at det var hende som ønskede det endnu engang, uanset hvor længe han skulle vente.

[Dawn Phoenix]

Hun smilte næsten takkende, men samtidigt også lettet da han spurgte tilbage hvorfor han skulle havde fortrudt. Mere behøvede han ikke at sige for at lindre lidt på hendes usikkerhed, selv om det ikke helt var nok endnu. Det kunne man se på hendes smil, der stadig ikke var helt overbevidst om at han mente det, selv om hun i sig selv godt vidste at han mente hvert et ord han sagde.

Da han løftede hende op på sit ben, hjalp hun selv til ved at sætte fra på gulvet så han ikke skulle løfte hele hendes vægt, som hun syntes var ret betydelig, selv om hun godt havde bemærket at han ikke vist ikke fandt den særlig betydelig. Hun betragtede ham kort inden hun så lagde armene om ham i et knus og knugede sig ind til ham. ”Undskyld. Jeg vil bare så nødigt miste dig.” Hun gav ikke slip på ham igen, hun holdt bare fortsat om ham i et varmt knus. Hun havde manglet den form for menneskelig kontakt her på det sidste, men havde ikke vidst det før nu hvor hun befandt sig i et kram. Hun lagde sin kind mod hans skulder og faldt langsomt, men sikkert til ro. I en hurtig overgang kunne hun mærke at nogle tåre var på vej, men de kom aldrig og lige så stille faldt roen og trygheden over hende. Men hun gav stadig ikke slip, hun kunne ikke. Hun lukkede bare øjnene og nød at hun kunne lugte ham, mærke hans utrolige varme og hver lille bevægelse han gjorde sig. Og til sidst var hun så rolig så hun lige så godt kunne sove, hvilket hun også næsten gjorde. Ikke rigtig søvn, bare en søvn i den forstand at verden var forsvundet omkring hende.

[Jake Dunham]

Jake smilte varmt til hende og forsatte med at nusse hende over håret mens han holdt sin anden arm rundt om hende. Hendes ord fik ham bare til at smile endnu mere "Du mister mig ikke så let Dawn, slet slet ikke så let" Han kyssede hende blidt ned af halsen flere gange før han kiggede ned på hende. At hun næsten sov fik ham bare til at smile, han vidste ikke om det var fordi hun var træt eller om det var fordi hun var tryg men hun lignede en der sov. Et drilsk smil gled over hans læber da han lod blikket glide rundt for at se om der var nogen, det var der desværre men de ville ikke kunne se noget lige nu. Han kiggede drilsk på hende og lagde sin ene hånd på hendes lår og lod den i ganske kort tid glide op under hendes nederdel før han forsatte med at nusse hende som før, han ville bare lige se hvordan hun ville reagere på det.

[Dawn Phoenix]

Dawn, der var faldet helt til ro, blev noget overrasket da hans hånd gled drillende op under hendes nederdel, og med et lavt, halvkvalt piv kastede hun sig nærmest bag over og lagde hænderne hvor hendes nederdel sluttede, som for at sikre sig at hans hænder ikke ville glide der op igen. Eleverne omkring dem reagerede på hendes piv, hvilket hun opdagede. ”Lad dog hver med at drille mig, du ved hvor kilden jeg er.” Hun lyste op i et stort smil, bare for at ingen skulle ane mistanke, hvilket de tydeligvis ikke gjorde, for dem hun kunne se smilte bare med et hovedrøst og satte sig til at læse igen. Da hun havde sikret sig at alle havde blikket et andet sted, sendte hun Jake et sigende blik inden hun så hoppede ned fra hans knæ og gik over til bordet, hvor hun skubbede de sidste ting af hendes egne op i favnen, men stoppede hurtigt efter for at se sig selv over skulderen så hun kunne se Jake.

”Kom og hjælp mig med bøgerne så de kan komme på plads.” Så tog hun sine egne ting op i favnen, bøger, pergamenter, blækhus, fjer og hvad der ellers var på bordet af hendes, men sørgede for at have den ene hånd fri. Med den frie hånd tog hun sin tryllestav og rettede den mod den højeste stabel af bøger. ”Wingardium Leviosar.” Hun udtalte ordene henkastet mens hun øvet svang tryllestaven, så den stadig pegede i retning af bøgerne. Start efter løftede stakken af bøger sig op og hun førte den foran sig hen til den nærmeste reol mens hun regnede med at Jake fulgte efter med resten af bøgerne. Normalt brugte hun ikke magi til at samle bøger op med, det havde hun jo sine hænder til, men lige nu var de optaget og så måtte man jo benytte sig af andre metoder.