School bells call us out

[caroline]

S o m e h o w

you put a spell on me

Slottets store skoleklokker slog ud for dagens sidste undervisningstimer og besværgelses-lokalet forvandlede sig.
Elever pakkede deres tryllestave væk, puttede bøger i skoletasker, sludrede, sladrede og forlod rummet som en ensartet bølge. For de fleste syvendeårs elever var der intet særligt over denne dag. Den var som alle andre. Det samme gjaldt for den rødhårede pige, der kun reagerede langsomt på den besked både klokken og professor Banes annoncerede; at de havde fri.

Hun viftede en sidste gang med tryllestaven og betragtede hvordan hendes sølvskinnende patronus opløstes som røg i luften. Professoren strøg ud af rummet og Carrie tog sig god tid med at pakke sin taske, placeret på det bord hun havde siddet ved, forrest i klasselokalet. Der var længe til aftensmaden og hun havde absolut intet for i de timer, der ville gå inden hele skolen, som sædvanlig, indfandt sig i storsalen. Hendes planer om at gennemse referatet fra det sidste møde, var blevet slettet, da hendes næstformand havde oplyst hende om, at det allerede var blevet gjort. Fritid var altid en både god og nødvendig ting, men på det seneste havde hun følt sig mere end almindeligt rastløs. Hun måtte lægge bånd på sig selv, for ikke at nærme sig Anthony, og havde mange gange forbandet det faktum, at de var klassekammerater. Uanset om hun talte med ham eller ej spøgte han ikke desto mindre i hendes tanker, og allerede nu, kunne hun mærke behovet for at lave noget aktivt melde sig. Hun tænkte på fællesstuen og svingede skoletasken over skulderen. Måske kunne hun finde Ethan deroppe?

[/blockquote]Tag: Anthony Burton

[Anthony Burton]

h e l l o , y o u . f o o l

i love you ,

Hele tiden havde foregået med Anthonys halvhjertede forsøg på at fokusere og koncentrere sig. Hans øjne havde hvilket meget i nakken af Carrie, selvom han havde sænket blikket hver eneste gang hun gjorde et specielt ryk med hovedet der bare kunne antyde at hun var ved at vende hovedet. Det var lige ved at Anthony blev forskrækket ved lyden af skoleklokken der gik, og da han samlede sine skolesager sammen, var det igen en anelse halvhjertet, hvorfor han så præsterede at være omtrent ligeså langsom som Carrie. Han halvvejs kastede sin taske skødesløst over skulderen, for at være sikker på at nå at fange hende. Hans hjerte sad oppe i halsen på ham, og han mærkede hvordan han følte sig halvdårlig ved konfrontationen, selvom han ikke kunne forestille sig at det om muligt kunne gå dårligt. Han samlede hans lille papirsværk, som var alt han havde præsteret at lave denne time, op og stod med det i begge hænder. Det var meningen at det kunne forestille en papirsrose, som han havde "fremstillet" ved brug af tryllestaven, og det var da også lykkedes... det lignede da hovedet på en rose.

Med to langsomme skridt gik han hen mod Carrie, der så ud til at være på vej videre, hvorefter han rømmede sig svagt.
"Øh, Carrie?" spurgte han forsigtigt, og trykkede sine tænder lidt for hårdt ned i underlæben. Han ventede med at fortsætte til at professoren også var ude af lokalet og sænkede blikket et øjeblik.
"Kan vi lige tale sammen?" spurgte han, i et forsøg på at være mere casual og rolig. Det hjalp ikke helt, men det var vel forsøget værd. Han skævede svagt til det velkendte ansigt.

[/blockquote]

[caroline]

S o m e h o w

you put a spell on me

Carrie, som egentlig forventede at hun var ved at forlade et tomt undervisningslokale, udstødte en halvkvalt lyd og vendte sig om efter Anthonys stemme. Hun prøvede at begrænse de tydelige fysiske tegn på alle de følelser, der ufrivilligt boblede op i hende og fik hendes mave til at slå kolbøtter. Bare det at se ind i hans øjne, som nu, og for alvor anerkende hans eksistens, gjorde hende åndssvagt kulret og på samme tid kvalm. ”Tone?” Spurgte hun overrasket, og kørte automatisk en hånd igennem håret.

Det var ikke det, at hun ikke havde lyst til at tale med ham, men nærmere det, at hun havde gået og været nervøs, for hvad søren han ville nå frem til i adskillige dage nu. Hun havde praktisk taget kastet sig selv ud foran ham, og hun vidste udmærket hvor ydmygende det ville føles med en total afvisning. Det havde bare været umuligt at lade være, på en eller anden måde. Hendes velovervejethed gik fløjten i hans selskab.

Hun rettede lidt på den rem der hang over hendes ene skulder og nikkede lidt, uden at slippe ham med øjnene. ”Det kan vi vel godt,” svarede hun lavt. Lokalet var tomt, udover de to, og hun sank en enkelt klump. De få meter imellem dem, føltes som en afgrund, der ikke bare sådan lige kunne passeres uden videre, men måske var det også bedst sådan. Hun prøvede at fremtvinge et lille smil og hoppede op for at sidde på et af de små enkeltmandsborde i et forgæves forsøg på at virke afslappet. ”Hvad vil du tale om,” jokede hun halvhjertet, med et smil, der usædvanligt hurtig svandt ind.

[/blockquote]Tag: Anthony Burton

[Anthony Burton]

h e l l o , y o u . f o o l

i love you ,

Da Carrie vendte sig om, fortrød han næsten ved synet af den temmelig nervøse Carrie. Hun forsøgte sikkert at skjule det, men det virkede ret tydeligt at hun ikke var helt godt tilpas, og det gav ham dårlig samvittighed. Han rakte hende diskret papirsrosen selvom det måske var temmelig... kliché... og temmelig kikset!
"Jeg har bare tænkt lidt over det, og..." begyndte han, og opdagede en smule sent at hans stemme var hæs og ru, og måtte derfor rømme sig midt i sætningen, "og jeg er selvfølgelig ikke ligeglad, men et eller andet sted er det vel min egen skyld. Men nok om det... jeg har slet ikke noget at skulle have sagt i den sag. Vi var gået hver til sit... og jeg tror bare nogen gange..." Anthonys talestrøm var ikke specielt selvsikker, og han måtte stoppe før hans stemme knækkede, og tage en dyb indånding før han fortsatte, "jeg tror nogen gange at jeg stadig har lidt... ejerfornemmelser... overfor dig. Fordi jeg savner dig," så nemt kunne det siges! Han følte sig pludselig ekstremt lettet da trykket faldt og han mærkede hvordan stenen faldt fra hans hjerte og ned i bunden af maven og blev til dårlige mavefornemmelser i stedet. Han håbede inderligt at hun ville tage... undskyldelsen til sig, hvis man kunne kalde det dét. Udredelsen. Han var i hvert fald lettet over afklaringen. Han havde lyst til at fortælle hende hvor pænt hendes hår sad i dag, eller hvor godt hendes trøje klædte hende, men det var nok bare bedst at tie stille på nuværende tidspunkt og få dommen.

[/blockquote]

[caroline]

S o m e h o w

you put a spell on me

Carrie så ned, da Anthony strakte sin arm ud og rakte hende en hvid genstand, der ved første øjekast var uidentificerbar. Hun rynkede panden en anelse og så kortvarigt undrende på ham, før hun atter kastede sit blik på foræringen og tog imod den. Da den lå i hendes hånd, gik det op for hende hvad det var meningen papiret skulle forestille, og et skævt smil oplyste hendes ansigt, lidt imod hendes egen vilje. "Tak," nærmest hviskede hun.

Hun tyggede lidt på sin underlæbe og lyttede til hans ord, med sit blik fæstet på papirblomsten, behageligt befriet for øjenkontakt. Hendes ben viftede en anelse i luften, fra hendes placering på bordet, men hun krydsede det ene over det andet og hvilede hænderne over det ene knæ. Det meste han sagde virkede som en usammenhængende ordstrøm, og da hun til sidst blev lidt utålmodig efter at finde mening i det, rømmede hun sig lavmælt og så op. I det øjeblik ramte hans sidste fire ord hende, og spredte varmen i hendes kinder.

Hun følte sig som en fjollet lille skolepige på fjorten. Ikke den fornuftige Caroline Abbey, der tog sig af så mange ting, som burde virke meget sværere og mere alvorlige end det her. Hun betragtede rosen i sin ene hånd og rømmede sig lavmælt. ”Okay,” svarede hun lavmælt og så Anthony i øjnene. ”Altså.” Hun rynkede panden en anelse, og forstod lige pludselig udmærket hans usammenhængende forklaring. ”... Det var ikke bare nostalgi det forleden?” Hun bed et smørret smil i sig og så væk. ”Er det sådan det skal forstås?”

[/blockquote]Tag: Anthony Burton

[Anthony Burton]

h e l l o , y o u . f o o l

i love you ,

Anthony kommenterede bevidst ikke selv rosen, da han nødig ville have stemningen ødelagt med kritiske kommentarer om hans magiske origamiegenskaber, og strøg derfor elegant over det. Men skuffelsen i Anthonys ansigt var let at spore, da han ikke just lagde bånd på det, da Carrie kom frem med sin tidligere antagelse.
Han himlede lettere teatralsk med øjnene og sendte hende et blik der ligesom... sagde alt for ham.
"Carrie! Af alle mennesker." sagde han, først gravalvorligt, men måtte opløse alvorligheden ud i et lille smil, "Det ville jeg absolut ikke byde dig," sagde han så, lettere koncentreret om at holde den alvorlige tone denne gang. Han havde ikke tænkt over hvordan hans tvivlende sind havde set ud udefra, og et øjeblik fik han det skidt over at han havde ladet hende tro at han bare var gået løs på hende, for at hun skulle genstarte den proces med at komme over ham... på den anden side, så havde han jo også haft sin tvivl, for han var dælme ikke glad for Abott for tiden. Men derfor ville han ikke være uretfærdig overfor Carrie på noget tidspunkt.
"Nostalgi," fnøs Anthony, igen med et smil på læben, "nej, jeg mener det." slog han fast. Så kunne det vidst ikke siges meget tydeligere.

//undskyld det blev kort, men jeg skal nå en bus xD

[/blockquote]

[caroline]

S o m e h o w

you put a spell on me

Carrie rynkede lidt på næsen og lagde hovedet en anelse på skrå. Hun synes ikke umiddelbart, at hendes slutning havde virket helt ude i hampen. De havde kastet sig nærmest desperat over hinanden den dag i mindesalen, men der havde ikke just været en masse spekulationer involveret. Nostalgi gjorde den slags ved folk. Den fik dem til at gå tilbage til noget, der føltes godt, uden at tænke over konsekvenserne eller overveje alt det, som havde været knapt så godt. I stedet for at belære Anthony, betragtede hun ham dog bare i stilhed, væbnede sig med tålmodighed og lod ham reagere. Hun smilede lidt for sig selv og hævede blomsten op atter en gang. Den slags fjollede små romantiske gestusser havde altid haft en indiskutabel effekt, og dette var ingen undtagelse. Alligevel blev hendes logiske sans ved med at nage hende med spørgsmål, som ikke var besvaret, og hun fugtede læberne, inden hun så op på Anthony igen. ”Hvad er det helt nøjagtig du mener?” Hun rømmede sig en smule og kom til at smile. Det var svært at lade være. Hans ord fik sommerfuglene i hendes mave til at danse af glæde. ”Jeg mener...” Hun himlede med øjnene. Det kom til at lyde som om hun bare fiskede efter indrømmelser. ”... Jeg er ikke sikker på at jeg forstår præcis hvad det er du siger. Hvad vil du gerne have?”

[/blockquote]Tag: Anthony Burton

[Anthony Burton]

h e l l o , y o u . f o o l

i love you ,

Anthony vidste godt at der måske havde været noget nostalgi indblandet i det der skete i mindesalen. Måske var det også bare hans måde at afreagere på over det han fik bekræftet samme dag. Han havde ærlig talt følt at han ikke havde betydet noget, - også selvom han udmærket godt vidste at det var hans egen skyld. Han havde gjort det forbi, og Carrie kunne gøre nøjagtig som hun ville mens hun var fri for ham.

Normalt ville der skulle meget til at "tirre" Anthony. Han var meget tålmodig... men han vidste næsten ikke hvor mange flere måder han kunne udtrykke sig på, og det gik ham på at Carrie fiskede efter konkrete ord. Han følte sig pludselig temmelig presset, og af frustration, måtte han klemme sin næseryg med henholdsvis pege- og tommelfinger i 2 sekunder mens han tænkte tingene igennem hurtigt.
"Jeg vil godt have..." sagde han med en lettere frustreret mine, inden han tørrede frustrationen af sig, og sænkede armen som før havde været dén der havde holdt hånden oppe ved næseryggen. "jeg vil godt have at vi prøver igen... selvfølgelig kun hvis du har det på samme måde," sagde han, og fik lettet trykket fra brystet. Hvorfor var det så svært at sige ligeud? Han var vel nervøs, et eller andet sted... for at det ville være det samme.

[/blockquote]

[caroline]

S o m e h o w

you put a spell on me

Carries nerver lettede og hun måtte bide sig i underlæben for ikke at smile fuldstændig tåbeligt. Hun kunne have hoppet ned fra bordet og kastet sig i Anthonys arme, men hendes sædvanlige behov for velovervejede beslutninger standsede hende, og hun greb blot om bordkanten med sin frie hånd og lænede sig en anelse fremad, svingende langsomt med benene i et sporadisk mønster, til en ikke-eksisterende rytme. ”Det ved du godt, at jeg har, Tone,” svarede hun lavmælt, og slap ham med blikket i et kort øjeblik. Smilet truede i hendes mundvige, men brød ikke helt frem. ”Jeg lover bod og bedring,” vævede hun, og fnøs lavmælt, før hun så op og fangede hans blik igen. ”Jeg har brug for dig.” Carrie sank en klump og smilede skævt, over de to betydninger hendes ord kunne lægges ud som. Hun mente begge fuldstændig bogstaveligt.

Med et lavt suk, lod hun sig glide ned fra bordet og efterlod sin taske der. Hun krydsede afstanden mellem dem og lod sig glide ind mod hans varme krop. Hendes hænder fandt deres vej rundt omkring ham og hun lod sit hoved hvile mod hans brystkasse. Hun indsnusede hans velkendte duft og følte sig egentlig vældig tilfreds med bare at stå der. Hvor deres korte møde i mindesalen havde været en underlig eksplosion af behov, lyster og hormoner, var det her bare... Rart. Det var nemt og komfortabelt og usandsynlig hjemmevandt på en måde der næsten gav hende tårer i øjnene af lettelse.

[/blockquote]Tag: Anthony Burton