The Club for one

[Molinda Carter]

Timerne var lige sluttet ihvertfald for nogle af eleverne, der var vist stadig nogle stræberer et sted der havde gang i noget, eller nogle stakkels små pus der ikke var sluppet endnu.
Men udenfor regnede det, tunge tykke dråber der havde gennemsuglet hele området i vand, det havde regnet i flere dage efterhånden, alt det mudder i gangene gjorde helt sikkert ikke pedelen særligt glad.
Og spøgelserne lod heller ikke til at være for tilfredse med det, altså ud over de spøgelser der lod til at nyde at andre havde det forfærdeligt..og de elever der lod til at nyde det, men det mest skræmmende var nu lærene der lod til at nyde det.

Men ihvertfald så var Molinda tvunget til at være inde, okay ikke tvunget men hun hadede at være ude i regn, det mindede hende om ting hun havde mest af alt lyst til at glemme, så derfor havde hun prøvet at finde noget at lave indenfor, hun var endt med at finde et par interessante bøger på biblioteket og så finde et sted hvor provokerende møgunger og storsnudede ældre elever ikke ville forstyrrer hende, og det blev hulkende huldas toilet.
Et sted man ikke gik ind medmindre man gerne ville være i fred, eller virkeligt virkeligt skulle på potten.
Så det var der hun var smuttet hen, og der lå hun så nu, hendes hår idag var opsat i en helt masse små flætninger, hver med et lille dødningehoved blomster spænder, det havde taget hende timer at flette det igår efter hun havde været i bad, og hun ville tage det ud imorgen tidlig og få det sygeste bølgede hår.
Men ligenu var det rubin røde og skinnende lilla hår i små afrikans inspirerede fletninger.
Hun havde kraftig makeup på som altid, hendes øjne var omgivet af kraftig rød og gylden makeup, med sorte blomsterblade på tegnet, man skulle jo støtte gryffindor.
Og hendes læber var skinnende rubin røde med guld glimmer, en af hendes favoritter.
Dog var hendes negle lakerede grønne, bare for at provokerer lidt, hun var i sin skole uniform som altid, hendes nederdel dog trukket lidt højere op end man egentligt måtte have den, hendes kappe var spredt ud på gulvet under hende og hendes fødder var skævt plantet på et toilet imens hun lå på ryggen på gulvet.
På hendes fødder var der et par sorte og røde plato sko, så høje at de gav hende minds ti cm i højden, langs hælene var der små sorte blomster mønstre på rød baggrund, sort baggrund på selve skoen, med små røde plastisk sløjfer stikkende ud her og der.

På hendes mave under hendes bluse kunne man se en bule hvor Blowy lå og tog sig en lur i varmen, over hendes hoved holdt hun ligenu en kopi af
" Afrikas drager og deres Dødbringende Legender."
Hun havde set bogen og måtte bare læse den, ved siden af hende lå der en åben pose multi smagsbønner, en af hendes favorit slik, man vidste aldrig hvad man fik og det var det bedste, hun tog en op og proppede den dovent i munden og tuggede før hun slugte og skar en grimasse og mumlede for sig selv.
" Urgh jord."

[Eilionoir Eads]

Tag: Everyone?

why does it always rain on me?

Botanik timen for Ravenclaws 7. årgangs elever var lige slut, og Eilionoir havde løbet over de våde udendørsområder fra drivhusene af og ind på det lune slot. Den iskolde tunge regn havde gjort hende drivvåd, men det var ikke de eneste dråber der løb ned over Eilionoir i dag. Da Eilionoir løb tværs over gårdspladsen, så hun et glimt af hendes tidligere gode veninde Carrie, og det mindende hende om deres skænderi i opholdsstuen den ene dag. Efter det havde tankerne bare fyldt Elis hoved op til renden, og til sidst var det blevet for meget, og tankerne var begyndt at flyde ud af hendes øjne i form af tårer. Hvordan kunne Carrie være så ond? Eilionoir havde bare lyst til at være alene, og derfor væltede hun ind på Hulkende Huldas toilet, der var dækket af en skummel belysning grundet de sorte skyer udenfor, hvilket bare gjorde det hele endnu mere melankolsk. Hun smækkede døren efter sig, og lænede sig op af døren med lukkede øjne. Hun burde nok gå ind i en bås, hvis hun ville være sikker på at være helt alene.

Hendes ellers så luftige og krøllede hår var helt fladt og det klistrede sig til hendes hoved. Det dryppede let fra hendes hårs spidser af og ned på gulvet. Hun havde et trist udtryk over sit blege ansigt, imens at hun nærmest krammede de velkendte skolebøger indtil kroppen. Hvis hun ikke vidste bedre, skulle hun næsten tro, at bøgerne faktisk var varme og trygge. Heldigvis for hende havde hun ikke noget make up på, som der ellers ville løbe ned af hendes kinder og få hende til at se endnu mere sølle ud. Men hendes sorte snørestøvletter var fyldt med beskidt regnvand indvendigt, hvilket gjorde hendes fødder kolde og våde, og udenpå var de fyldt med mudder. Hendes uniform var gennemblødt, og hun blev nødt til at skifte, hvis hun ikke ville være forkølet. Men hun var ikke i humør til at skifte nu, hun ville bare være alene. Hun kunne altid lave en FriskOp eliksir mere, eller måske fandt hun den flaske med eliksir, som hun havde foræret Carrie i gave i en skraldespand et sted. Igen havde hun overhovedet ingen kontrol over hendes tanker, og tårerne løb igen langsomt ned af hendes kinder. Hun havde slet ikke bemærket den anden pige i rummet.

[Molinda Carter]

Molinda lå og nød at være alene da der lige pludseligt lød noget alla et brag igennem toiletter der fik hende til at farer sammen og en svag men hissig væsen til at komme fra inden under hendes mave, hun forsøgte at forholde sig mere i ro så Blowy ikke blev gnaven, han var ikke altid godt selvskab når han var gnaven, han havde hugget efter hende et par gange i årenes løb, men altid med lukket mund, han ville jo ikke skade hende, bare påvise det faktum at han var meget sur på hende.
Det var ofte når hun havde nægtet at fodre ham fordi hun mente han var blevet for tyk at han gjorde det, man skulle ikke tage en slanges mad fra ham, for så blev han altså gnaven, og nu var Blowy i det hele taget lidt af en mad gris.
Hun lagde bogen ned ved siden af sig på gulvet, med omslaget opad slået op på den side hun var nået til, imens hun så lænede sig op på albuerne og vippede sit hoved bagover for at få et bedre syn af hvem det dog var som gik og larmede sådan.

Og det var et lidt sørgeligt syn der mødte hende, en pige der vist nok var fra de ældre årgange eller sådan noget, stod ved døren og lignede mest af alt en ynkelig druknet mus som katten havde slæbt med ind, hun stod og krammede bøgerne som var det bamser eller noget, og hun var drivvåd, hun måtte have begået den fejl at bevæge sig udenfor slottet, eller også havde Peeves fået hende.
Molinda så en anelse usikker ud, hvad hun skulle sige, for hvis hun ikke vidste bedre ville hun påstå at Tøsen stod og græd, og selvom Mol var lidt af en kælling nogen gange, så havde hun da ikke lyst til at folk stod og græd, det virkede som om hun tvang sig ind på et privat øjeblik eller noget.
" Øh...Hej."Kom det så meget uintelligent fra hende imens hun kiggede på pigen med hendes kraftigt optegnede øjne, hun overvejede tydeligt hvad hun skulle sige til tøsen, før hun så kom ud med endnu en meget uintelligent sætning.
" Har du brug for et papir eller sådan noget?"For tøsen havde sku brug for meget mere end et papir så det ud, hun var jo gennemblødt, og hulkende Huldas småklamme toilet var altså ikke lige det man havde mest brug for at være ved når man var drivvåd, det måtte tøsen da vide, udfra uniformen var det tydeligt at hun var Rawenclaw, så hun burde da kunne regne det ud selv..heh regne.

[Eilionoir Eads]

Tag: Everyone?
why does it always rain on me?

Eilionoir tog en dyb men langsom indånding. Hun skulle nærmest hive luften ind og tvinge den ned i lungerne. Hun havde brugt meget energi på at græde, og hun havde helt glemt at trække vejret. Derfor blev hun nødt til at stoppe op og trække vejret dybt ind et øjeblik. Hun fjernede den ene hånd fra bøgerne, så hun kun holdt dem ind til sig med den anden hånd. Hun knyttede hånden og tørrede et par tårer væk fra sine kinder imens at hun stille snøftede. Da hørte hun en stemme. Hun stoppede sin hånd i luften ved siden af sin kind, men kiggede stadigvæk ned. Der var ikke nogen, der kunne være i tvivl om, at hun græd, medmindre at personen var blind. Men sandsynligheden for det var meget lille. Hun kendte ikke nogen på Hogwarts der var blinde, men hun kendte så derimod heller ikke alle. Men da gik der noget op for hende, hun var jo drivvåd i forvejen. Det kunne jo ligne, at hun bare var våd af regnen og ikke tårer. Hun havde ikke lyst til, at alle skulle vide, at hun stod på toilettet og grad.

Hun kiggede op for at se, hvem der havde gjort sig til kende. Det var en pige, som hun havde set før, der var ikke andre der lignede hende. Hun fandt ikke at de mange farver var behagelige for hendes øjne, men i modsætning til det, var det rart at man altid kunne genkende pigen, selvom hun ikke kendte hende ved navn. ”Hej.” sagde hun og prøvede at holde hendes stemme rolig, imens at hun tænkte som en gal. Hvad skulle hun svare pigen? Ville det være så slemt, hvis hun vidste, at hun var ked af det? Ja. Eilionoir havde nemlig erfaret, at de fleste fremmede var irriteret over, at få belastet hendes personlige problemer over sig. ”Jeg kunne godt bruge et håndklæde. Men det regner jeg ikke med, at du har.” svarede hun med rolig stemme, og med et tvunget smil. Det ville være et utroligt sammentræf, hvis pigen havde et håndklæde i tasken. De skulle vidst begge to prise sig lykkelige for, at Eilionoir ikke hørte Molindas tanker angående hendes valg af sted. Det var ikke særlig klogt, at vælge Hulkende Huldas toilet, hvis regnen var det eneste, der var Eilionoirs problem, men nu var det ikke lige tilfældet.

[Molinda Carter]

Molinda kiggede forsat op på hende imens hun lå der på gulvet med hovedet vippet bagover i en rimeligt usædvanlig stilling, hun kunne ikke rigtigt forkuserer på det faktum at pigen sov, især ikke fordi at hun ligenu så pigen omvendt, så det hun kunne se bedst var faktisk pigens sko, der var mudrede og så ikke videre behagelige ud.
Molinda overvejede hvad hun skulle gøre da pigen sagde at hun havde brug for et håndklæde og hun trak på skuldrene, hvilket var lidt svært i den stilling hun lå på.
Men hun løftede da en hånd og grab fat i toilet rullen der hang ved siden af hende, det var en af de få båse hvor der faktisk var toilet papir der ikke enten var blevet over svømmet af det dramatiske spøgelse, eller som for længst var forsvundet, og med en vuderende bevægelse kastede hun rullen i en bue så den landede ved siden af pigens fødder og gav pigen et grin, hvilket igen nok så lidt mærkeligt ud når hendes hoved nu hang oppe og nede.
" Her burde kunne tage det værste, du ved ansigtet og sådan, og måske burde du hænge kappen og skoene på toiletterne eller dørene eller sådan, bare for at få dem tørre.
Der kommer jo ikke andre end os tøser."
HUn sagde det med et velment smil til pigen imens hun så ud til at overveje hvad hun så skulle sige til tøsen.

Hun gav hende så endnu et forholdsvis venligt smil, forhåbentligt så det også venligt ud fra hvor pigen stod.
" Hva pokker, jeg er Molinda Isabella Consuela RitaMae Carter, men du kan bare kalde mig Mol.
Sjette års..Gryffindor, det burde være hele den normale høflige introduktion.
Slå dig endeligt ned her hvis du har lyst, det er lidt mere stille, og så behøver man ikke have mindre årige rendede om benene."
Hun gav pigen endnu et grin før hun lod til at vente på pigens svar med hovedet let vippet til den ene side, hvilket måtte se enormt komisk ud nu hvor hendes hoved hang oppe fra og ned.

[Eilionoir Eads]

Tag: Everyone?
why does it always rain on me?

Eilionoir iagttog den yngre pige, der lå i en ubekvem stilling på gulvet. Hun skulle passe bedre på sin ryg. Magisk heling var ikke til for at blive misbrugt. Hun nåede ikke at påpege det, før at pigen trak på sine skuldre og rakte ud efter en rulle toiletpapir og kastede den over til hende. Hun ramte overraskende godt, taget i betragtning af at hun lå ned. Fascinerende. Eilionoir kiggede skeptisk ned på den halvbrugte rulle toiletpapir ved siden af hendes mudrede støvletter. Hun placerede sine bøger ved siden af en håndvask, der så nogenlunde tør og ren ud. Derefter bøjede hun sig sidelæns ned efter toiletpapirsrullen og samlede den op. Eilionoir vidste, at det kun var god kutyme at vise taknemmelighed, derfor sagde hun pænt, ”Tak.” Så rullede hun en god portion toiletpapiret ud af rullen og krøllede det sammen og begyndte at tørre hendes hænder og ansigt med det. ”Medmindre at du har noget skiftetøj, som jeg må låne, er det knap så god en idé, at tage alt mit tøj af. Det vil derfor være en bedre ide bare at tage skoene og kappen af, som du siger.” Hun tog hendes våde hår og samlede det i den ene side og vred det hårdt med begge hænder, så vandet dryppede ned på gulvet. Imens prøvede hun hårdt på, at glemme alt om Carrie, og håbede at pigen ikke lagde mærke til, at hun havde grædt. Det virkede ikke sådan.

Hun bøjede sig ned for at snøre hendes støvletter op, så hun kunne trække dem af. ”Jeg er Eilionoir. Eilionoir Eads. 7’ende års ravn. Nogle finder det dog nemmere bare at kalde mig Eli.” informerede hun kort. Det burde en med en normal intelligens også godt kunne forstå. I mellemtiden havde hun fået snøret hendes støvletter op, og hun trak dem nu forsigtigt af hendes fødder. Hun ville prøve at undgå at få mudder over det hele. Efter at hun havde trukket dem af, trak hun også de gennemblødte grå sokker af, der nu var blevet helt sorte på grund af regnen. Hun valgte ikke at kommentere meget på Mols udsagn angående de yngre elever, hun sagde dog dette, ”Jeg havde også håbet på, at her var ro.” Hun havde faktisk håbet på, at pigen slet ikke var der. Hun valgte dog at fortsatte med at afklæde sig ubemærket og hang støvletterne op på en dørhængsel til en bås ved hjælp af snørebåndene og strømperne fandt en plads over kanten af døren.

[Molinda Carter]

Mol trak på skuldrende igen i denne usædvanlige stilling, før hun lod sig dumpe tilbage til at ligge på hendes kappe og kiggede nu op i loftet, pigen var tydeligt ked af det over et eller andet, og virkede en anelse kølig, men hey hun var lige kommet grædende stormende ind på et toilet hvor der lå en fremmed og læse, Mol ville nok heller ikke ligefrem havde været i godt humør på det tidspunkt.
Og måske havde hun endda jagtet hvem end der havde ligget derinde ud, men hende tøsen kunne altså bare prøve på noget.
Hun blev stille da pigen spurgte om hun havde noget tørt tøj, hun så lidt vuderende ud imens hun tænkte sig om og kiggede lidt omkring, hun havde ikke rigtigt noget men.
" Altså du kan få lov til at låne min kappe."
Lød det så fra hende, imens hun så ud til at rejse sig op, en hissig hvæsen kom fra under hendes trøje, så Mol hev op og hev en håndfuld albino slange frem, roligt lagde hun slangen ned i hendes taske der lå ved siden af og lukkede tasken bagefter og hvæsen holdt op, han var altid så hissig når han ville sove.
Hun rejse sig op og bøjede sig ned og hev sin kappe op fra gulvet og børstede bagsiden af den af med et vuderende blik.

Hun lod dog blikket glide op på pigen da hun sagde hvad hendes navn var, hun gav pigen et forholdsvis venligt grin imod hende da hun sagde hvem hun var.
" Nå ja hyggeligt at møde dig Eli og alt det der."
Hun kiggede på hende før hun så bøjede sig ned igen og puttede hendes hånd ned i tasken til slangen og bevægede den lidt rundt, før hun hev en plade med chokolade op fra hendes taske og gik lidt nærmere pigen imens hun holdt den lukkede plade frem.
" Her, alle ved at chokolade er godt for alting."Hun grinede da hun sagde det til tøsen, hun mente tydeligt at det
var godt for at være kold og våd, mend et var også godt for at være ked af det.
Og det var pigen tydeligt selvom Mol lod som om hun ikke så det, fordi ja pigen lod til at være lidt privat og så skulle man jo ikke trænge sig for meget på.

[Eilionoir Eads]

Tag: Everyone?
why does it always rain on me?

Eilionoir knappede sin kappe op og led den glide ned af ryggen, men holdt fast i den, så den ikke dumpede ned på det urene gulv. Kappen var tung og kold af regn, og den hang trist i hendes hænder. Hun kastede et blik over på Mol, som hun stadigvæk håbede ikke var klar over hendes sindstilstand. Hun prøvede at skjule det endnu engang ved at glemme det. Alle de uventede situationer gjorde Eilionoir utilpas og angst, og hun skulle koncentrere sig hårdt for ikke at bryde sammen.

Eilionoir overvejede Mols tilbud om, at hun kunne låne kappen. Hun havde jo sin egen kappe, og kappen var ikke det stykke tøj der gjorde den største forskel, der var det bedre med et par bukser eller en trøje, men mest ønskværdigt en kjole, der ville dække alle behov. Hun nåede dog ikke, at svare på pigens tilbud, før at hun hørte en hvæsen fra pigen? Eilionoir ville sværge, at det lød som en arrig slange. Hun sank en stor klump og hun kunne mærke hvordan at hun begyndte at svede, og at hendes mave krøllede sig sammen. Eilionoir var om nogen bange for slanger. Det var faktisk så slemt, at det var det, som hun så, når hun mødte en boggart. Eilionoir stod som forstenet op af døren med store røde øjne og et blegt chokeret ansigt. ”Har du en slange? Jeg er bange for slanger.” forberedte hun Mol på imens at hun kiggede stift over mod der, hvor hun formodet at den mulige slange var.

Eilionoir havde svært ved at tænke klart længere, og koncentrerede sig ikke synderligt om pigen og chokoladen. Hun svarede panisk og fjernt samtidig, ”Det er ikke helt rigtigt. Chokolade i store mængder er ikke godt for helbredet.” Hun kunne ikke rigtigt koncentrere sig om andet før, at hun havde fået afklaret spørgsmålet om slangen. Derfor rakte hun ikke ud efter chokoladen, lidt information om chokolade var det eneste, som det kunne blive til.

[Molinda Carter]

Mol blinkede da pigen sagde at hun var bange for slanger, og ganske rigtigt pigen så rædselsslagen ud, fuldstændig væk i at glo på hendes taske hvor hun havde stoppet slangen hen, hun lagde langsomt hovedet svagt på skrå og betragtede hendes ansigt, ja det der var helt klart frygt for slanger og et af de værste som hun nogensinde havde set, normalt plejede folk at se en smule skærmt ud, men det der var da bare for meget af det gode.
" Ja jeg har en slange, bare rolig han er ikke særlig stor, og en ablino så han er meget tydeligt at få øje på, desuden er han en Trynesnog som er en af de mest fredelige slanger i verdenen, han hukker aldrig, så hvis du holder dig fra ham så holder han sig fra dig.
Plus det er for køligt og klamt herinde til at han gider så meget som bevæge sig ud af min taske, så hold dig fra den og du behøver ikke løbe ind i ham."
Hun sagde det hele meget forretnings mæssigt og roligt, hun havde med tiden lært at den bedste måde at få folk til ikke at tage sig af sin slange var at få dem til at føle sig sikker på at den ikke kom i nærheden af dem, og fortælle dem at han var tydelig at se.
Det der ofte skræmte folk mest fandt hun var camuflagen, det der med ikke at kunne se slanger før de pludseligt hukkede.
" Han kunne aldrig finde på at jagte et menneske..og desude kan du med sikkerhed løbe meget hurtigere end han kan sno sig, og han hukker aldrig med åben mund, hvilket vil sige at han hukker for at give et slag og skræmme folk væk..ikke for at dræbe..desuden kan han slet ikke dræbe han er ikke engang giftig nok til at gøre et barn sygt."
Hun gav pigen endnu et smil, tydeligt i et forsøg på at få hende til at slappe af, igen fandt hun at jo mere folk vidste, jo mindre bange var det for hendes slange.
Hun kunne forstå hvis hun havde haft en cobra, eller en stor tre meter lang kvæler slange..eller en mamaba..hvem ville dog også holde en mamba i fangeskab? Men en trynesnog..hvem i alverden kunne være bange for en slange der decideret lignede at den havde løbet hovedet først ind i en mur lidt for mange gange.

Hun rakte igen både kappen og chokolade imod pigen og sagde igen med en forretnings og afslappet stemme.
" Nå ville du have kappe og chokolade?"
Hun løftede vuderende et øjenbryn imens hun ventede på at pigen tog dem begge to og så grinede hun da pigen sagde at for meget chokolade var dårligt for dig.
" Ja det kan jo være rigtigt, men så igen, alt i for store mængder er dårligt for dig, og du tager sku ik skade af et par stykker."

[Eilionoir Eads]

Tag: Everyone?
why does it always rain on me?

Eilionoir hverken rakte ud efter kappen eller chokoladen, eller grinte og smilte med pigen. For da hun fik bekræftet, at det var en slange, som hun havde hørt hvæse og set bevæge sig blev hun ramt af panik. Hun begyndte at svede endnu mere og hendes hjerte hamrede som en gal. Hun kiggede over på tasken med slangen uden at blinke. Hun ville ikke slippe den af syne. Det turde hun simpelthen ikke. Der var noget i hende, der sagde, at slangen var utilregnelig og farlig. Eilionoir var ikke glad for uhåndgribelige og utilregnelige ting i forvejen, men det var mest af alt et æld gammelt instinkt, der vækkede denne frygt, denne angst, i hende. Hun vidste allerede det meste af de informationer, som Mol kom med om slangen. Hun havde studeret sin fjende i bøger op til flere gange, mest for at finde en begrundelse, for hendes ulogiske og irrationelle frygt, som hun vidste, at det var. ”Jeg kender allerede en masse til slanger, og jeg ved, at de er harmløse, men jeg frygter dem stadigvæk. Jeg ved godt, at det er irrationelt!” hylede hun med panik i stemmen. Mols ellers ret overbevisende tale om hendes kære slange, havde ikke haft nogen virkning på Eilionoir.

Eilionoir ville flygte! Det var helt klart den bedste løsning. Eller at slå slangen ihjel. Den kunne måske falde død om hvis den fik et ordentligt slag med botanik leksikonet. Ingen af hendes planer kunne dog føres ud i livet. Hun var som en sten. Urokkelig. Hun var som frosset fast, og hun kunne ikke bevæge sig, selvom hun prøvede, og at der ikke var andet i hele verden, som hun hellere ville. Hun var simpelthen lammet af skræk. Hun kunne mærke, at hendes ben begyndte at give efter nedunder hende, og snart kunne hun blive nødt til at sætte sig på det våde klamme kolde gulv. Men det var det mindste af hendes problemer. Lige nu var der kun en ting i hendes hoved: slangen. ”Jeg vil ud. Men jeg kan ikke bevæge mig.” Hvis slangen bevægede sig bare en millimeter ud af tasken, ville hun være på grådens rand eller i værste tilfælde besvime. Hun gav ikke Mol så meget som et øjekast, for hun veg ikke sit blik fra slagen.

[Molinda Carter]

Det næste der skete var at Mol simpelthen rullede kraftigt med øjnene og prøvede nærmest at kaste sin kappe ned over hovedet på pigen ikke så det gjorde ondt men bare så hun fik fat i kappen og dumpede chokoladen ned på gulvet foran pigen, i en halv agresiv måde.
Det var altså bare for meget, hvorfor skulle folk altid dømme hendes stakkels kæledyr på den måde?
Hun var led og ked af det, og en gang, bare en gang ville hun godt møde en som havde den samme brændende lidenskab for slanger som hun havde, men chancerne for at det skete her på stedet var ufatteligt, ufatteligt smalle.
Så vendte hun om som på en mønt og vadede over til hendes taske og tog først sin bog, og så hendes pose med multi smagsbønner og lagde dem begge to ned i hendes taske, hun passede på ikke at klemme hendes slange og vendte sig så om og drejede tasken så den hang på ryggen så pigen ikke behøvede at se på den.
" Der, vi kan jo ikke have at du bliver syg, så tag dog kappen på, og altså hørte en lærer sige at chokolade hjalp imod sygdom, og det at være ked af det, så spis dog noget.
Og nu er jeg smuttet herfra, så du kan flygte alt det du vil."
Og så vendte hun sig om og vandrede imod døren med en stålsat mine, hun virkede måske en anelse arrogant, men det var da fandeme heller ikke rart at få at vide at noget man elskede så kraftigt var uhyggeligt, når hun lignede en der kunne finde på at begynde at hoppe op og ned på hendes taske for at få de til at forsvinde, hvis hun nogensinde prøvede på noget, så kunne hun tro at Molinda ville sørge for at hun fik ørene, og resten af hendes krop i maskinen.

Molinda strøg forbi hende i en god omkreds, faktisk gik hun den anden og unødvendigt lange vej rundt om vaskene bare for at sørge for at pigen ikke behøvede at være mere i nærheden af hendes slange end hun havde lyst til.
Hun kom hen til døren og åbnede den med et snuptag og gik så ud af døren ud til koridoren, hun vendte sig lige om hurtigt at sagde til pigen.
" Du kan altid sende kappen med ugle, eller få en anden fra mit kollegium til at afleverer den."
Før hun lukkede døren bag sig med et bump, hun smækkede den ikke men lukkede den heller ikke ligefrem blidt bag sig før hun forsatte ned af korridoren og væk.

((out))

[Eilionoir Eads]

Tag: Everyone?
why does it always rain on me?

Eilionoir forstod ikke rigtigt, at Mol var irriteret, men hun matte indrømme, at det var en anelse mærkværdigt og ubegrundet, at hun smed sådan med hendes egne ting. Det var da ulogisk. Eilionoir greb forfjamsket kappen i armene og viftede den væk fra ansigtet, så hun kunne holde øje med slangen. Hun så ikke chokoladen med det samme dog. Eilionoir var helt lamslået, og der skete så meget omkring hende, at hun slet ikke kunne finde ud af at reagere eller svare Mol. Hvorfor ville Mol i det hele taget forære hende chokoladen? Hun kunne bare købe sin egen, hvis hun var så ked af det, hun havde da sine egne penge. Så hun fattig ud? Hun svarede ikke og opfattede heller ikke det fjendtlige i Mols stemme. Hun var dog taknemmelig for, at hun forlod toiletterne.

Hun fulgte tasken med slangen omhyggeligt med øjnene, imens at hun så den gå ud af døren. Hun sørgede for at fjerne sig fra døren, så de kunne komme ud. Ligeså snart at døren lukkede bag Mol og hendes sikkert ækle slange, levede Eilionoir ligesom op igen, og hun trak vejret lettet, som hun havde holdt et stykke tid på grund af frygt. Hun så ned på gulvet og samlede den indbundne pakke chokolade op. Den var mørk. Hvilket faktisk var ret sundt.

Hun stoppede op og stirrede bare ud i luften. Carrie hadet hende, skænderiet og nu slanger. Det var bare for meget for hendes hjerne at kapere. Tårerne begyndte at pible ud af øjnene igen. Hun ville ønske, at livet var lettere, eller at hun i det mindste vidste, hvordan hun skulle håndtere alle de forfærdelige ubehagelige situationer. Hun lagde hastigt pladen på sine botanik bøger og samlede dem hurtigt op i favnen sammen med kappen, og så små løb hun ind i en bås, hvorefter hun låste den i en hurtig bevægelse. Hun lukkede brættet på toilettet ned og satte sig grædende på det med den tørre kappe trukket godt om sig. Hele verden ramlede ned over hende.

Efter at der næsten var gået en time, lukkede en snøftende Eilionoir døren op til båsen. Hun tog langsomt de halvt våde sokker og sko på og samlede resten af sin ejendele forsigtigt sammen og gik ud fra Hulkende Huldas toilet, dog stadigvæk med røde øjne.

//Out