leave me breathless

[Ethan Sinclair]

blue flames cold as ice

Hvor heldig kunne man være? Selvfølgelig havde det lykkedes Ethan at sætte sig ved siden af Finnigan Cornwell, klassens mest uduelige person når det kom til besværgelser, og naturligvis havde det lykkedes drengen at sætte ild til halvdelen af bordet, og sætte en mindre eksplosion igang. Ethan havde fået svitset spidserne af pandehåret, var blevet en smule forkullet i hovedet, og havde mistet en lille del af hans skjorteærme, men han havde taget det med et smil, for trods alt havde drengen haft de samme problemer.

Med en undskyldning fra professoren havde både Ethan og Finnigan forladt klasselokalet med besked på at slå et smut forbi hospitalsfløjen, men efter at have slæbt den værst tilredte Finnigan derop forlod han hurtigt stedet - hospitalsfløjen havde aldrig været hans yndlings sted, og siden Ethan ikke følte nogen smerte tænkte han, at en smule vand i hovedet nok skulle gøre godt.

Han bukkede sig over håndvasken og gned det iskolde vand i både hoved og hår. Han kunne stadig lugte det brændte hår og den brændte del af hans skjorte, men han havde ikke tid til at skifte det endnu. Han havde brændt hans venstre arm en smule, men intet en kold, våd klud ikke kunne gøre op på.

Ethan trådte ud fra drengenes toilet, et håndklæde rullet om armen og dryppende hår, men hvor han burde have vendt tilbage til time, lod han sig hvile op ad døren. Intet hastede, og desuden troede hans professor at han lå på hospitalsfløjen i dette øjeblik, så savnet var han ikke.

[Deleted]

Hvordan det hele havde boret sig ad, vidste den unge Mallory ikke. Hun var på en eller anden mystisk måde, endt på anden sal. Når hun faktisk skulle være til time, på første. Med langsomme skridt, gik hun hen over det kolde gulv heldigvis iført sko. Hendes blik var fæstnet til jorden, mens hun gik og hun lod sig falde hen i tankerne. Trods sin nervøsitet, for at gå alene på gangen kiggede hun op med et smil på læben for at se om andre havde haft en lyst til at pjække fra time. Den ene hånd gled gennem det bølgede hår og rystede lidt på hovedet, så det ikke mistede sin glans eller dets bølgede former.

Da hun rundede det første hjørne, mødte hendes blik en dreng med brændt tøj og hvis hun ikke tog fejl også brændt pandehår. Først efter hun var stoppet op, med munden formet i et ’o’ kunne hun genkende personen. Mallory hastede over til Ethan med et bekymret blik. ”Er du okay, Ethan?” spurgte hun stammende, med bekymringen malet i hele ansigtet. Hun tog fat om hans arm, med den ene hånd og kørte en finger over hans hud der så ud til at have tager en lille smule skade. Hurtigt kastede hun et blik op på hans ansigt, og kunne ikke lade være med at smile lidt over sin egen panik. Hun var meget melodramatsik. Det var heller ikke hverdag hun så Ethan, brændt. Hun tog blidt fat, med to fingre omkring et af hans lettere brændte pandehår og hævede så det ene øjenbryn mens hendes bekymring så småt forsvandt. Og hun sendte ham et drillende smil, hvorefter hun gav slip på hans arm og satte hånden i hoften.
”Hvad skete der?”

[Ethan Sinclair]

blue flames cold as ice

Heldigvis havde Ethan altid købt hans uniform i genbrugsbutikken, dette gjaldt også hans skjorter, også selvom han havde penge nok til at købe samtlige Gryffindors drenge en ny skjorte. Han var dog alligevel en smule ærgerlig over, at skulle smide hans yndlings skjorte ud, men ikke engang magi ville kunne redde hans forkullede ærme på dette punkt. Måske han kunne kaste en besværgelse over hans tøj, så det ikke længere var flambart? Han mindede i hvert fald sig selv om, at skulle slå det op næste gang han besøgte biblioteket - han kunne selvfølgelig også bare spørge Carrie, der uden tvivl ville vide noget som dette. Den pige vidste lidt om det hele!

Ethan nåede dog knapt at føre den tanke videre ud i livet før han hørte fodtrin på det kolde stengulv. For et hurtigt øjeblik frygtede han, at det var en professor på vej i hans retning, klar med en eftersidning fordi han ikke befandt sig i hans klasse, og fordi han vandrede omkring alene, men han kunne ikke tage fejl af de blonde lokker der hastede imod ham.

"Mal!" udbrød han lettet inden hun var nået helt hen til ham, men han opdagede hurtigt hendes bekymrede blik. Han rystede afværgende på hovedet, men hun kom hurtigt til samme konklusion.
"Finnigan Cornwell, det er hvad der skete, men han har det nu meget værre," kommenterede han med et hurtigt smil og lod den forbrændte arm hænge. De fleste fra Gryffindor kendte den umådelig, uheldige dreng, der havde et ry for at sprænge det meste i luften, oftest fordi han ikke havde tålmodighed til at lære besværgelsen fuldkommen før han afprøvede den på et eller andet.

"Hvad laver du her, og så endda alene!" Reglen hed jo, at dette var strengt forbudt, selvom Ethan allerede havde overtrådt den et dusin gange.

[Deleted]

Det eneste ord der kom ud over hendes læber var en hvislen, men hvis man lyttede ordentligt ville man kunne høre det ord det gled ud over de lyse læber som et bandeord: ”Cornwell” Før hun vidste af det, blev hans spørgsmål slynget i hovedet på hende. Tanken om at få sig en ordentlig snak med Cornwell, havde ikke engang haft lov til at blive luftet.
Mallory kiggede op på Ethan og sendte ham et bedårende smil, med dådyr øjne. Hun havde givet slip på ham og foldet hænderne sammen, i en uskyldig mine, omme bag på ryggen. Den ene af hendes fødder skrabede i gulvet, og fik hende til at ligne en lille pige igen. Noget hun tit gjorde brug af i sin storebrors tilstede værelse. ”Iiiik’ noget..” Svarede hun og hendes stemme steg et par oktaver, mens hun kiggede rundt på gangen med et undvigende blik. Mallory kiggede rundt, først på gulvet også til sidst hen på den utrolig Charmerende Ethan. ”Okay,” sagde hun med en glad tone, og klappede hænderne sammen i et ordentligt klask. Hendes latter overdøvede det lave genklang af hendes klap. ”Jeg pjækker fra Magiens historie, men nu er jeg ikke alene” smilte hun og lænede sig lidt op af Ethan med et engle ansigt. Diskret tog hun en dyb indånding og duftede til Ethan. Mallory rettede sig op og kiggede op på ham med et lille smil om læberne.