Broken

[noah]

for MABELLE DEMPSEY

Det var ikke nemt at kende den rolige, fattede person som Noah Abbey var. Hans ellers varme, brune øjne udstrålede ikke den evige glæde der altid syntes at hvile over dem, i stedet var huden omkring rød og irriteret og bar tydeligt præg af saltvand, der på ingen måde havde noget med et hav at gøre. Hans arme der var bare op til t-shirtens ærmer var præget af irriterede røde pletter, fra hvor uglerne i Ugleriet var gået til angreb på ham, før han nåede at undslippe, og derfor nu befandt sig på den første korridor der ledte væk derfra. Normalt kom han godt ud af det med de bevingede væsener, men i dag var det anderledes. Hans ene hånd var placeret som en skål under den anden, hvor dybrøde stråler slangede sig ned over den blege hud og efterlod en lille pøl af blod i den nederste hånd. Men smerten i hans ødelagte hånd var ikke hvad der havde efterladt hans øjne røde og hans sind oprørt. Nej, det var det forbandede brev der lå sammenkrøllet dybest i hans lomme. Det der havde fået ham til at smadrede en af de få ruder i Ugleriet i vrede og forsaget hundrede uglers angreb på hans bare hud. Brevet var fra en mugglerpige i Surrey. Anne Baker. Og med få ord, havde hun vendt hele hans verden på hovedet.

[Mabelle Dempsey]

Mabelle var mildest talt i godt humør... det var måske et særsyn efter hendes fars død, men hun havde aldrig haft det bedre, og det var måske dels fordi at det var midt i ulvefasen, som betød at hun var på sit mest humane niveau, eller hvad man nu sagde. Hun nød i hvert fald sit raske sind fuldt ud, og hun ville benytte lejligheden til at tilbringe noget tid med sine venner og veninder. De havde godt af at få noget positiv feedback fra Mabelle, efter en meget lang og mørk tid i hendes liv. Men lige nu var hun på vej op på tagterrassen, for at nyde en frisk vind, der fik Mabelle til at mindes at nu var det snart forår. Hendes skridt mod gangenes flisebelagte gulv, lød lette og næsten dansende. Da hun var nået et stykke hen, så hun dog et velkendt ansigt gå halvvejs stormende imod hende, og ville næsten til at træde til side, indtil det gik op for hende, hvorfor ansigtet var så velkendt.
"Noah!" udbrød hun glædeligt, og smilede stort, lige indtil hun opfangede de røde om hans øjne, og hans røde arme. Det sidste hun bemærkede var hans blodtilsølede hånd. Hun så på ham med store forskrækkede øjne.
"Noah, vent! Fuck! Hvad er der sket?!" Mabelle trådte ud foran Noah inden han nåede forbi, og standsede ham meget stålsat. Det så vildt alvorligt ud. Hun kiggede op på hans øjne som om hun forsøgte at regne ud hvad der var sket ud fra hans øjne. Hun kunne ikke lade være med at tænke på at han lignede en der havde grædt, hvilket gav hende lyst til at omfavne ham, selvom det nok ville være en beskidt affære med alt det blod. Mabelle havde en bekymret rynke i panden og hendes øjenbryn gav hende et næsten uforstående og bedende udtryk i øjnene.
"Hvad sker der?" halvvejs hviskede og halvvejs mimede hun. Hun rakte forsigtigt ud efter hans nederste hånd, som fungerede som en skål under blodet, og forsøgte at få ham til at sænke sine hænder lidt, så hun kunne se på skaderne.

[/size]

[noah]

for MABELLE DEMPSEY

Noah kunne slet ikke mærke at han bevægede sig, han vidste bare at han gik. Han havde det som om han var i en dyb trance, at nogen havde lagt et slør over hans sind. Han følte sig helt ødelagt indenvendig, holdt for nar – forrådt. Der var ikke ord der kunne beskrive hvor ondt det gjorde på ham, hvor meget vrede de få ord havde skabt. Noah skulle ikke være far. Det havde han aldrig skullet. Selvfølgelig skulle han være lettet, måske ligefrem lykkelig, men det var han ikke kommet til endnu. Han hørte ikke Mabelle kalde på ham, ænsede hende ikke før hun trådte ind foran ham, og fik ham til at bremse kraftigt op for ikke at tromle hende ned. Han kendte hende ikke særligt godt. De havde hygget sig sammen, ja, men fortrolige kunne man ikke kalde dem. Alligevel havde Noah lyst til at læne sig frem og begrave sit hoved i hendes skulder og hår, men det kunne selvfølgelig bare have noget at gøre med at Noah følte sig svigtet, og havde brug for seriøs støtte. Han åbnede munden for at tale, og lukkede den kort efter igen for at rømme sig. Egentlig burde han vel ikke kunne klare at kaste blikket på et eneste hunkønsvæsen, men Noah fungerede ikke på den måde tilsyneladende. Bare fordi én havde ødelagt ham, betød det ikke at en anden ville gøre det samme. Da hans blik endelig faldt på hende, var hans øjne store og ærlige. Noah var lige ved at kollapse da hun rørte ved hans hånd, ufatteligt nænsomt og omsorgsfuldt, og hans blik flakkede ned til det blodige rod som han villigt lod sænke ned imod hende. ”Mabelle…” hans stemme var ru og ødelagt, og det svimlede let for ham. Om det var på grund af hånden, troede han ikke, men det var ikke til at vide. En ynkelig lyd lød dybt fra hans bryst, mens hans knæ truede med at give efter under ham. Noah brød sig bestemt ikke om at være svag – han havde altid været den store, stærke type – ham som folk støttede sig op af, ikke omvendt. Men alt var trods alt også modsat nu.

[Mabelle Dempsey]

Mabelle kunne ikke helt vurdere om det var hende eller Noah der rystede, men uanset hvad var det nemmest at sidde ned, og derfor sendte hun Noah et kort men sigende blik.
"Sæt dig ned på knæ, Noah. Du taber for meget blod," hendes stemme knækkede over midt i sætningen... lugten af blod virkede forstyrrende, og gav hende hovedpine. Hun gik langsomt ned på knæ, stadig med sine hænder om Noahs blodige skålformede hånd, så hun automatisk fik ham med ned på knæ. Der var mennesketomt på gangen, så deres placering kunne umuligt være malplaceret. hun kiggede på såret, men det var nærmest umuligt at se noget for blod. Hun rakte en halvblodig hånd ned i sin skoletaske efter nogle lommeletter, som hun altid gik med til når hun var syg eller skulle pudse næse. Hun bed sig i læben idet hun så Noah i øjnene.
"Træk vejret dybt. Det her kommer nok til at gøre lidt ondt," advarede hun, og foldede lommeletten i hånden, så den lettere kunne tage imod blodet. Da hun havde givet Noah tid nok til at forberede sig på den kommende smerte, trykkede hun ganske forsigtigt det bløde papir mod den blodrøde masse. Hun fik næsten brugt pakken op, før hun kunne se hvad der foregik i hans håndryg. Der sad ganske få splinter og to glasskår i hans hånd, som Mabelle hver især fjernede meget nænsomt, i et forsøg på samtidig at være effektiv. Af uforklarlige grunde fik hendes nervøsitet samt bekymring og store koncentration, hende til at græde lydløst. Det var bare ganske få tårer der løb ned af hendes kind... hvad baggrunden for dette var, kunne hun ikke lige selv sætte ord på, men det var en presserende situation. Hvordan kunne healerne på Skt. Mungos dog holde det ud? Hun mødte Noahs blik i et forsøg på at læse ham, men han så noget døsig ud.
"Er du okay? Noah, jeg prøver at heale dine sår nu, hvis det er okay." sagde hun, for at forklare ham situationen, og for at få en reaktion, så hun var sikker på at han ikke var helt ude af den.

[/size]

[noah]

for MABELLE DEMPSEY

Noah kæmpede med at trække vejret roligt igennem næsen, selvom hele hans store krop skævlede i takt med Mabelles. Eller det gik han i hvert fald ud fra, da han ikke troede at han rystede så meget. Hans blik flakkede fra hende til hånden foran sig, og uden at protestere sank han ned på sine knæ, stadig voldsomt rystende under hendes lette berøring. Hans øjne sved, men intet vand løb ned af hans kinder. Han så hvordan Mabelle fik smurt sig selv ind i hans blod, hvordan hun dykkede ned i sin taske og hev papir frem. Kortvarig smerte skød igennem hans arm, hver gang hun satte papiret imod det åbne sår og grimasserne han skar hjalp ikke på hans ynkelige udseende. Han stønnede svagt da hun begyndte at fjerne glasskårene, og hans vejrtrækning blev tungere. Noah rev blikket væk fra det blodige rod hans hænder var, og søgte Mabelles ansigt. Synet smed ham endnu mere ud af balance. Noah ville i det øjeblik ønske at han havde sine hænder fri, så han kunne fjerne dem fra hendes ansigt. Hans vejrtrækning fortsatte med at være lidt besværet, og mest af alt havde han bare lyst til at smide sig der, og så lade blod være blod. Gulvet var iskoldt imod hans knæ og skinneben, men han bemærkede det knapt nok. Endnu en ødelagt lyd steg fra hans brystkasse og kom ud igennem hans læber, og han slog automatisk blikket ned. Han fik fremstammet hendes navn en gang mere, men endnu engang lykkedes det ham ikke at sige mere end det.

[Mabelle Dempsey]

Mabelle så det ikke just som et godt tegn, at Noah knapt nok svarede på hendes spørgsmål, og derfor fik det hende bare til at ryste mere, og skynde sig mere. Hun lagde papirservietterne væk hvorpå der lå de glasskår som var blevet trukket ud af hans hud, hvorefter hun trak sin tryllestav med sin blodige hånd, og pegede på hans hånd med staven.
"VULL-neh-rah Sah-NAHN-tur... Vulnera Sanentur... Vulnera Sanentur," hun gentog det, flere og flere gange med sin dirrende stemme, meget omhyggelig med ikke at lade sin stemme knække og med at placere trykket det rigtige sted; generelt at udtale det rigtigt. Hun så til hvordan blodet trængte tilbage i hans åbne sår, mens hun udtalte ordene, og følte sig lettet over sin effektivitet. Han ville have tabt mere blod hvis han skulle være gået helt hen til hospitalsfløjen, og selvom hun ganske enkelt ikke kunne smile lige nu, kunne hun alligevel ikke lade være med at føle at hun havde vundet et stor præmie ved at hjælpe Noah. Da de dybe flænger lukkedes sig, stoppede hun med at udtale ordene, og lod sig glide helt ned på de kolde fliser. Hendes før spændte skuldre slappede helt af, og hun slap staven i hendes hånd og lod den rulle hen ad gulvet. Hun så på Noah.
"Hvad skete der?" spurgte hun en anelse monotont... nu hvor han var lappet sammen, håbede hun på at få en forklaring på hvorfor det havde været nødvendigt til at starte med. Hun kunne regne ud hvorfor han havde glasskår i hånden, men hvorfor han havde slået sin hånd ind i glas, var stadig et mysterium. Hun kendte ikke Noah særlig godt, men hun havde nu alligevel ikke troet at han var den aggressive type. Han virkede altid så rolig.

[/size]

[noah]

for MABELLE DEMPSEY

Smerten begyndte at aftage, der hvor varmen fra Mabelles besværgelse forseglede hans hud og stoppede blødningen. Hans vejrtrækning blev roligere, og hånden han havde brugt som skål faldt ned og landede på det hårde stengulv ud for Mabelles lår, ikke mere ren for blod end servietten havde formået. Hun sad stadig med hans sårede hånd i sin, og lod tryllestavens spids kærtegne hans hud, og det var som om at i takt med at flængerne lukkedes, kunne Noah også tænke mere klart. Han skulle ikke være far. Han skulle simpelthen ikke være far. Det var ikke til at forstå. I starten havde han håbet det bare var et forfærdeligt mareridt, at han kunne vågne hvert øjeblik det skulle være. Da det modsatte gik op for ham, havde han mentalt forberedt sig på det. På hele situationen. Så godt som han kunne. Da hun smed tryllestaven fra sig, tog han hånden fra hendes og holdt den op foran sit ansigt, så han kunne betragte den. På trods af alt, formåede han rent faktisk at trække på smilebåndet, selvom hans ansigt føltes brugt og udmattet. Med den lapperede hånd, rakte han en hånd frem og strøg den hen over Mabelles kind for at fjerne tårerne hun havde grædt mens hun havde lappet hans hånd sammen. Han var næsten helt overrasket over hvor blød hendes hud var under hans fingre, da han igen trak hånden til sig. Det lykkedes ham at rømme sig lidt, og skille læberne for at tale. ”Jeg… tror… Jeg ødelagde et vindue.” sagde han, og var selv overrasket over den spøgende tone hans ord tog, selvom hans stemme var ru og svag. Hans blik faldt på hende igen.

[Mabelle Dempsey]

Mabelle var naturligvis lettet, men kunne ikke undgå at se noget mystificeret ud ved Noahs smil. Hans ord fik hende dog til at le, og hun lod ham fjerne hvad der måtte være af rester fra hendes desperate tårer på kinderne, selvom det føltes mærkeligt og underligt sitrende med hans hud mod hendes, selvom hun netop havde siddet med sine fingre halvvejs begravet i hans hånd. Hun rystede det skræmmende billede af sig, og skævede.
"Ved merlins skæg, hvor du skræmte mig, Noah," mumlede hun, mens hun halvhjertet rakte ud efter sin tryllestav, bare for at holde hænder og øjne beskæftiget. Hun måtte læne sig efter den, og lod sine fingre lukke op den velkendte stav, for at ligge den ned i tasken igen. "Det må du ikke gøre igen," sagde hun så, og mødte en anelse genert hans blik. hun sendte hans rødplettede arme et blik, og lavede en kortvarig pegende gestus med hånden imod det.
"Hvad skete der så med dine arme?" spurgte hun en smule afvigende, da stilheden gik hende på... hun forsøgte også for så vidt muligt at undgå at se ham i øjnene, fordi hun tog sig selv i at bemærke hvor varme hans øjne så ud mens hun undrede sig over hvordan hans hår mon føltes. Ting som hun aldrig før havde spekuleret på eller bemærket før. Hun kom i tanke om aftenen med pigerne, hvor de netop havde nævnt Noah, og hvor flot han var blevet. Men havde han ikke set sådan ud længe? Mabelle løsrev sit blik, og betragtede i stedet sine blodplettede fingre.

[/size]

[noah]

for MABELLE DEMPSEY

Mabelle skulle bare vide, at Noah sikkert havde skræmt sig selv ligeså meget som han havde skræmt hende. Den gnavende følelse var ikke væk, og han følgte sig stadig tom indeni, som om han kunne sygne hen hvornår det skulle være. Men bare det at han ikke var efterladt til sig selv og følelsen af at den yngre pige, som han ikke engang kendte ordentligt, bekymrede sig om ham og var varmhjertet nok til at hjælpe ham når han ikke havde været i stand til, - og stadig ikke var – til at hjælpe sig selv. Hvis ikke Mabelle havde stoppet ham, ville Noah sikkert bare have fortsat med at vandre. For fanden, han havde i det øjeblik kunne gå hele vejen tilbage til Surrey. Han vidste ikke rigtigt hvor vred han var på Anne, men tanken om hans ven, - ham der skulle have forestillet at være en ven – havde været sammen med Noahs (eks)kæreste på samme tid, gjorde ham vred. Og hvis der nogensinde var et tidspunkt hvor han havde lyst til at banke nogen til plukfisk… Ja, så var det dælme nu. Men Mabelle havde fungeret som et plaster på såret, og han var ikke klar over om det var fordi det lige var hende, eller en anden person kunne have gjort det samme. Sikkert. Sikkert ikke. Det var ikke til at vide. I alt fald var Noah ufatteligt overrasket over at høre sin egen (rustne) latter flyde over læberne og hans øjenbryn skyde lidt op. ”Ha!” udbrød han og kiggede ned imod sine arme, der ganske rigtigt så lidt massakrerede ud. ”Uglerne. De var ikke ligefrem… tilfredse.” indrømmede han, og blinkede lidt forundret over hvor let det føltes om han hjerte. Nu da vreden havde lagt sig, og sorgen også begyndte at fordampe kunne Noah begynde at mærke situationens indtryk.

[Mabelle Dempsey]

Mabelle lo lidt sammen med Noah da han fandt en rusten latter frem. Hun syntes pludselig at kunne fange en mindre sammenhæng... Uglerne betød ugleriet, og vinduet... Ja, så vidt som Mabelle forstod det, så havde han ødelagt vinduet i ugleriet, hvilket havde fået uglerne til at gå amok... kunne hans udbrud skyldes et brev?
"Dårlig meddelelse?" spurgte hun, uden at spørge ind til detaljerne. Det ragede ikke hende hvad der foregik i Noahs liv... de to kendte trods alt ikke hinanden særlig godt, og hun gik heller ikke selv og fortalte folk om hendes miserable liv med de afdøde forældre og månedlige forvandlinger. Nej, nogen ting var bare bedst at holde for sig selv.

Den underlige stemning der byggede sig op mellem dem sneg sig ind på Mabelle, og hun trak sine hænder en smule til sig, skuttede sig lidt, og overvejede om hun burde rejse sig igen, da gulvet var temmelig køligt. Det var ikke noget hun skulle tænke igennem mere end én gang, og så kom hun ellers på benene. Hun kiggede ned af sig selv en enkelt gang, og vurderede temmelig hurtigt om hun skulle bruge scourgify eller evanesco til at fjerne blodpletterne. Hun fandt staven frem fra tasken igen, og svingede ubesværet med den.
"Evanesco!" sagde hun, hvorefter blodet på hendes krop forsvandt fra klæder såvel som hendes fingre. Hun pegede dernæst på Noah for at gentage successen, og stak dernæst staven ned i tasken igen.
"Du er ikke svimmel længere, vel?" spurgte hun, og trådte en smule tilbage, for at give ham plads.

[/size]

[noah]

for MABELLE DEMPSEY

Noah blinkede overrasket med øjnene, mest af alt på grund af den åbenbaring han lige fik ved Mabelles ord. ”Nej… Nej… God, går jeg rent faktisk ud fra.” Med et forundret ansigtsudtryk betragtede han Mabelle rense sit tøj, og var lige ved at trække sig til den ene side da hun rettede tryllestaven imod ham, selvom han dog ingenlunde troede hun nogensinde ville finde på at bruge den ondt imod ham. Men det der med når folk pegede deres stav på en, var altså lidt… Han lod hende dog gøre sit arbejde færdigt uden brok, og sneg sig til at betragte hende imens. Med lidt besvær kom han på benene, og hvilede uvilkårligt sin hånd på Mabelles skulder, simpelthen af den grund at han rent faktisk var lidt svimmel. Han slap den dog så snart han stod ret op, og så ned på den yngre pige. ”Nej.” svarede han og sendte hende et smil.

Efter lidt tid begyndte de to at bevæge sig ned i de lavere etager imod grævlingernes hule i stueetagen.

OUT