Så sid dog stille

[Molinda Carter]

Det var en Lørdag middag, maden var blevet indtaget for godt en times tid siden og folk slappede bare af, endeligt havde solen vist sig, det havde ellers regnet hele ugen og alting var stadig driv vådt, men det havde dog ikke afskrækket de fleste, når de nu havde været lukket indenfor i en hel uge.
Så der var en forholdsvis possitiv stemning i slottet, pedellen lod til at ånde lettet op, nu hvor denne havde måtte tage sig af mudrede gange en hel uge, og på sådanna dage var selv fjendskabet imellem husene måske en anelse mindre.
Om ikke andet havde middags maden idag været skøn, der havde været en slags let spicy ungarsk suppe med lækkert varmt hjemmebagt brød, der havde ikke været noget at beklage sig over, og hvis det var havde det været de der storsnudede Slytheriner.

Men selvom det var solskin udenfor, så var der dog stadig en del idenfor, alting var jo stadig vådt derude, plus der var lektier der skulle laves, slik der skulle spise og små elever der skulle trynes.
Men for Mol var der noget helt andet hun havde gang i, det var nemlig hendes mors fødselsdag imorgen så hun havde lavet et fint kort som hun ville sende til hendes mor med en lille gave som hun havde købt i Hogsmead ugen forinden.
Som altid lignede Mol noget fra en anden verden, hun havde fingrene i noget hårfarve så idag var der lange syre grønne striber i hendes hår, og hver stribe havde hun lavet til en rottehale der stod ud fra hendes hoved i flere retninger, hun havde omkring otte af dem i forskellig størrelse, og så hang resten af hendes hår let krøllet ned, der var stadig krøller fra tidligere på ugen hvor hun havde haft krøller fra en anden verden.
Hun havde blå øjenskygge på der bredte sig ud som bølger i siden af ansigtet og gled let ned af kindbenene, og hendes læber var farvet dybt næsten sort blå.
Hun havde selvfølgeligt ikke unform på da det var weekend, istedet havde hun skulderløs tshirt på hvis stropper hang nede omkring hendes overarme, den var helt sort med syregrønne bogstaver på, der stod " would you rather have the whole world watching you, or nobody at all" Midt på den, og så havde hun lange benvarmere på hendes arme der gik fra hendes albuer og ned til omkring hendes håndled, de var skiftevis grå og sorte med forskellige farvede nean stænk ud over dem.
Hun havde sorte strømpebukser på der var blevet revet godt og grundigt i stykker, og et par sorte stramme shorts der selvfølgeligt var lårkorte, bagpå var der på den ene balle et rødt dødninge hoved.
Og hun havde lange sorte læderstøvler, ikke sådan nogle barske nogle med remmer, men elegante helt sorte i glat læder idag.

Hun stod ligenu og prøvede at vælge hvilken ugle der skulle bærer kortet og den lille brune pakke hun stod emd i hænderne, hun ejede jo ikke selv en ugle, så hun måtte jo nøjes med at bruge skolen, og nogle af dem var altså ikke helt så velopdragede som hun godt ville have kunnet lide, ellers også så skræmte hendes udseende dem bare, hvilket var mærkeligt, for der var sku grimmere elever end hende på skolen skulle hun vel og mærke mene.

[Vinnie Smith]

Vinnie kom uoplagt traskende ind i ugleriet. Imens han havde siddet og spist aftensmad, havde han forsøgt at tænke sig til det brev han ville poste, men ikke havde skrevet på daværende tidspunkt. Det var præcist 2 uger siden han sidst havde skrevet til hans mor, og derfor måtte han jo på den igen. Vinnie skrev altid til sin mor. Fast. Hver anden uge. Det var et godt system, hvor de skrev til hinanden - eller han skrev, og hun svarede så.

Endelig havde Vinnie så, efter aftensmaden, på hans værelse, fået skrevet brevet. Det var blevet rimelig dybfølt, og han havde blandt andet mindet hende om, at hun aldrig måtte stoppe med at kæmpe den gode kamp - kampen for hende selv. Han smilede for sig selv, som han trådte ind i lokalet, og så hurtigt Crême iblandt alle de andre ugler - men så bemærkede han også en anden person. Han havde faktisk set hende med det samme han var kommet ind, men havde valgt ikke at reagere lige med det samme.

Vinnie bed tænderne sammen og sænkede øjenbrynene, inden han lavmælt sukkede. "Hold kæft hvor hun ser ud" tænkte han til sig selv, og rystede kort på hovedet. Han fattede virkelig ikke hvordan Molinda kunne se sådan ud. Han ville ikke gøre noget ud af det her, at de nu var alene i et rum - men han var overbevist om, at hun nok skulle begynde et eller andet. Han var egentlig ikke i humør til det, men mærkede hurtigt lysten til at stikke hende en hurtigt bemærkning alligevel boble op i maven.

Vinnie gik forbi hende og hen til uglen. Han spændte brevet fast, og sendte så Crême afsted. Han vendte sig rundt, imod Molinda, og stod bare og ventede. Han vidste, at hun nok skulle sige et eller andet spydigt, som han så kunne svare på. Det gjorde hun altid - gjorde hun ikke?

"Forfanden da... Strømpebukserne er endda revet i stykker... Suk"

[Molinda Carter]

Molinda bemærkede godt at der kom nogen ind i rummet, det gik ligesom et sus igennem uglerne hver gang der kom en ny ind, og da hun vendte sig rundt og fik øje på hvem det var blev hendes øjne med et meget smallere, åh ja hun kendte skam godt idioten, selvom hun ikke engang var hundrede procent sikker på hans navn, han var for irriterende til at hun gad lærer det, men det var vist et eller andet kedeligt og normalt.
Smith eller sådan noget, noget der passede til ham, kedelig og normal, sådan en fyr man ikke engang ville kigge en ekstra gang på, fordi han simpelthen bare ikke forstod at skille sig ud af mængden.
Hun havde røget i totterne på ham for et par år siden, hun kunne sku ikke engang huske om hvad mere, men siden den dag så havde han været på hendes liste over mennesker der bare var for provokerende til at man gad invisterer tid i dem.
Og han havde også en dårlig vane med at dukke op når hun mindst ville have ham.

Men han lod til at ville ignorer hende, så de kunne være to om den leg, selvom hun godt bemærkede han gloede, det gjorde han altid, han var ikke den eneste, men siden de i forvejen var uvenner bemærkede hun altid hvor nedladende hans blik var, hun selv gav ham også elevator blikket og rullede med øjnene, så anonym han var, hvorfor farvede han ikke bare sit hår leverpostejs farvet nu han var igang.
Men hun fik valgt en ugle og fik bundet brevet om benet og fik sendt den afsted, hun havde aldrig været god til ugler, de sad bare ikke stille nok, hvis hun nogensinde skulle have en, skulle det være en der fattede hvad ordene, sid stille og stop med at hakke mig, betød.
Hun kiggede efter den, og vendte så hovedet og så på ham, han gloede på hende igen, kunne han ikke bare holde øjnene for sig selv?
" Tag et billed det varer længere."
Spyttede hun ud, for ligesom at gøre ham opmærksom på det faktum at han havde stået og gloet på hendes ben, hun løftede et øjenbryn for at hører hans comeback.
Nogle gange kom han med nogle gode, men det var sjældent.

[Vinnie Smith]

Vinnie sukkede højlydt og rystede på hovedet. Han gjorde det åbenlyst, og det var kun for at være en smule provokerende. Han blev en anelse træt i hovedet, som han gjorde det, da han ærlig talt synes hende "Molinda" her var alt for meget af det gode. Hun var altid højtråbende, altid energisk, altid så overilet. Hun var det diametralt modsatte af, hvad han synes om, når det kom det stykket. Endda hendes stil... Ja, den talte nærmest for sig selv.

"Jeg håbede lidt på det modsatte" svarede han, og hævede blikket til hendes ansigt, og mødte hendes øjne. "Men jeg er bange for, at det her..." han slog ud med armene og kiggede op og ned af hende, inden han mødte hendes blik igen. "...Aldrig vil forsvinde fra min nethinde igen" afsluttede han spydigt og stak så hænderne i lommerne.

"Måske man engang skulle fjerne sine egne minder med magi, så behøvede jeg da ikke gå og huske på åndssvage ting som hvordan du konstant ser håbløs ud" bemærkede han så provokerende, og smilede en anelse triumferende. Normalt var han ikke en sådan negativ person, men hende Molinda her, hun trykkede bare på alle de forkerte knapper. Han havde ikke mange mennesker som han ærligt kunne sige, at han virkelig ikke brød sig om, men hun var helt sikkert en af de heldige få.

Hænderne kom op af bukselommerne, og Vinnie lagde armene over kors. Han ville lade hende svare igen, bare for at kunne grine af hendes kommentar - uanset hvad det nu skulle være. Han burde nok gå, og undgå resten af konflikten, men det gad han ærlig talt ikke. Han var ved at være træt af hendes kommentarer. De kom altid; man kunne nærmest stille sit ur efter dem.

[Molinda Carter]

Molinda rullede med øjnene af ham da han kom med den der kommentar om at han håbede på det modsatte og hvæsede kort til ham imens hun rynkede på næsen.
" Åh hvor originalt."
Hun grinede dog faktisk da han sagde at det aldrig forsvandt ud fra hans nethinde igen, da hun jo godt kunne lide alle de farver fordi at de stod ud fra mængden, og fordi at folk huskede hende sådan, hun elskede at blive husket som værende hende med alle farverne, men til det svar valgte hun dog at sende en lige tilbage i hovedet på ham, han skulle ikke tro at han kunne sende sådan nogle og så ikke få nogle tilbage.
" Hey i det mindste ser jeg ikke så kedelig ud at jeg kunne gå i et med murene."

Hun vendte på et svar og rullede med øjnene da han sagde at han ville fjerne sin hukommelse med magi bare fordi han havde set på hende.
Helt ærligt han overreagerede totalt, og han skulle altid bringe udseende op, hvis han havde sådan et stort problem med hvordan hun så ud, så kunne han da bare se den anden vej, der var hele 180 grader rundt om ham, så hvorfor kiggede han dog hendes vej hvis han ikke kunne lide udsigten.
Før hun så sagde med en næsten sukkersød stemme.
" Det kaldes Oblivate besværgelsen, brug i det mindste de rigtige ord gider du?"
Før hun så vendte om på en plade og hvæsede af ham med en stemme der tydeligt sagde hvor provokeret han gjorde hende.
" Og nu du er igang kan man jo altid håbe du fjerner hele din hukommelse om Hogwarts og skrider herfra."
Da han krydsede hendes arme røg hendes også derop i en tydelig forsvars og angrebs position, imens hun skiftede vægten fra det ene ben til det andet og skød hoften let ud, åbenlyst provokerende stilling, kropssproget skreg nærmest at hun prøvede at provokerer ham så meget som muligt.

[Vinnie Smith]

Som Vinnie havde forudset, så skuffede Molinda overhovedet ikke. Hun lod til altid at tage let på alting, så han gav lidt igen verbalt. Hun trykkede jo på alle hans knapper nærmest inden hun åbnede munden, så det kunne vel kun være fair, at han selv var lidt fremme med stridsøksen. Vinnie var egentlig ikke synderligt imponeret indtil Molindas sidste bemærkning. Han så ned, og skjulte et lille smil.

Som den unge mand så op igen, var smilet forduftet, og han så igen alvorlig ud. Han kiggede kort ned af Molinda, som hun stod der og så vred ud, eller hvad hun nu havde gang i. Han rystede igen på hovedet. "Jeg er da ked af, at du er afsindig besat af, at se sindssyg ud" bemærkede han og trak på skuldrene. "Jeg tror ikke, at mange andre end præcis dig, kan se det smukke i hvordan du ser ud..." han lagde hovedet let på skrå, inden han fortsatte, og lod stak hænderne i lommerne igen, i stedet for at have dem over kors. "Jeg mener, altså... Hvad fanden er der lige gået galt dér?" spurgte han hånligt, og fnyste kort inden han smilede provokerende til hende.

"Du er vist ikke blevet opdraget ordentligt" afsluttede han så, med en rimelig personlig sviner. Han følte, at han virkelig havde overhånden i denne diskussion, og var meget tilfreds med, at han kunne sætte Molinda lidt på plads. Han hadede hende ikke, og måtte indrømme at han et eller andet sted nød deres "menings-udvekslinger" og provokationer, da det da gav lidt afveksling... Men hun var altså bare ikke lige hans type. Slet ikke.

[Molinda Carter]

Mol kunne mærke hendes øjne blive smallere da han nævnte hendes opdragelse, det skulle han bare ikke have gjort, hendes mor havde gjort et fint job på trods af at være single forældre, ikke have nogen penge, og at havde haft et svin af en kæreste der tævede hende.
Så han skulle fandeme ikke komme med nogle som helst kommentarer om hendes mor, hun tog hurtigt et skridt frem og pegede på ham imens hun udbrød næsten før han var færdig med den sidste sætning, før det havde hun ikke været særligt provokeret men nu skulle han altså passe på hvad det var han kastede i hovedet på hende.
" HEY I det mindste er jeg opdraget til at accepterer folk der ser forskelligt ud fra mig selv, selvom de er så fandens kedelige at se på som du er.
Ikke som dig der åebnbart lader til at være opdraget til at folk der ser ud som du ikke kan lide åbenbart ser sindsyge ud?"Hun løftede et øjenbryn og lagde armene over kors imens hun kiggede på ham med et vuderende blik ventede på hvad han havde tænkt sig at give igen.
Indtil videre synes hun ikke der havde været noget specielt ud over den der kommentar om hendes opdragelse, det var altså et fandens ømt punkt lige der.

Men så kom hun på en og løftede roligt et øjenbryn imod ham igen og sagde med en så rolig stemme hun kunne præsterer, dog stadig med en underliggende kulde.
" Hvor smutter du ikke ud og køber en dåse hårgele og så kan vi diskuterer stil når du ikke ligner en død fisk, men hey hvis det er død fisk som du går efter så accepterer jeg da det, grå er då sikkert også enormt meget in blandt sports idioter."Hun vidste at han gik op i fodbold, havde hun vist hørt ham nævne før, eller råbe til en eller anden, de var vist gået helt amok over at eller andet hold vandt, hun havde aldrig set det gode ved sport, eller jo hun elskede fart og at vinde og sådan, så egentligt havde hun ikke noget imod sport, og det var sjovt nok.
Men ligenu havde hun noget imod sport, fordi at han kunne lide sport, det var barnligt ja, men hey i krig og ja..krig gælder alle knep jo.

[Vinnie Smith]

Vinnie kiggede kort ned af sig selv. Hun havde ret når hun sagde, at han bare så normal ud. Han var jo iklædt Ravenclaws skoleuniform. Han behøvede måske ikke altid, at se så anstændig ud - men det satte han egentlig en ære i, og var altid glad for, at kunne det. Det var også derfor, at hvordan Molinda så ud bare var så fjernt for ham. Det var jo op til hver enkelt person, hvordan de så ud, men samtidig burde de vel være anstændige og ikke gå helt over gevind, ikke? Det syntes han uden tvivl, at Molinda havde gjort - gået over gevind. Faktisk så meget, at hvis gevind var en ræling, så var hun faldet i vandet, var druknet, og senere blevet omdannet til organisk stof. Så meget over rælingen ville hun have været.

Vinnie mødte hendes blik konstant, som hun så på ham, også som hun kom tættere på. Han lod til at have ramt et ømt punkt med opdragelsen dér, og han fortrød egentlig hvad han havde sagt - det var ikke pænt, og rimelig barnligt gjort. Han hadede jo selv når folk kommenterede hans baggrund og forældre - tja, han reagerede faktisk så voldsomt når nogen gjorde det, at han blev helt voldelig.

""Sportsidioter"?" gentog Vinnie så, og hævede et øjeblik øjenbrynene. "Sært udtryk. Er du blevet opdraget til, at alle som går op i andet end dig, er idioter?" spurgte han, og vendte dermed hendes eget "Ser alle du ikke kan lide sindssyge ud?"-argument imod hende selv. Han synes det var et smart tænkt, og vurderede egentlig et okay comeback.

"Men "Død fisk" ligefrem?" sagde han spørgende og smilede skævt. "Det er sgu ikke mig som ligner, eller stinker, som om jeg ikke har været i bad i flere dage..." bemærkede han og bed tænderne sammen imens han hævede øjenbrynene. Langsomt tog han hænderne op af lommerne, og stirrede stift på Molinda imens. Et eller andet sagde ham, at det ville blive voldeligt - at hun ville gå i kødet på ham. Han måtte hellere være klar til at afvige situationen, og undgå en eventuel fysisk konflikt.

Måske hun kun gjorde det, hvis han talte mere om hendes opdragelse - eller mangel på samme. Det gjorde han i hvert fald ikke, under alle omstændigheder, selvom han godt kunne se sig selv sætte hende lidt fysisk på plads også... Det ville faktisk være en ret fed følelse.

[Molinda Carter]

Molinda løftede et øjenbryn da han prøvede at bruge hendes argument imod hende selv, og så kunne hun ikke lade være med langsomt at smile men på en forholdsvis ond måde, og det kunne tyde på at hun var på vej til at leverer et comeback som hun ihvertfald selv syntes var halv godt.
" Næh men jeg er opdraget til at kalde en spade for en spade og en idiot der kan lide sport, for en sportsidiot, og jeg må da sige, du passer da bare ind der, du har det hele, du er en idiot og du kan lide sport."
Hun løftede et øjenbryn og vendtede på at se ham bruge den imod hende igen, og lyttede roligt til hans næste onde kommentar, og da han sagde det der med at hun lugtede af død fisk, blinkede hun og så overrasket ud et øjeblik, bare et kort øjeblik.
Så lænede hun sig let forover og begyndte at grine.

Ikke sådan en haha hvor er du dum latter, men mere en latter som om at det han sagde faktisk var overraskende komisk.
Men mere fordi at hvad han ikke vidste, var hvor meget hun egentligt bekymrede sig om sit udsende, og hvordan hun hver morgen og hver aften tog bad og sørgede for at lægge makeup om morgenen og tage det af om aftenen så der ingen render var dagen efter og så hendes hud ikke tog skade, hun brugte creme, og hun sørgede altid for at bruge fugtighedscrem især fordi at makeup efterlod din hud meget tør.
" ÅÅh altså Du burde virkeligt lærer at vælge dine fornærmelser bedre, desuden helt ærligt..se hvor vi står..vi er i et ugleri din idiot, har du virkeligt så god en næse at du kan lugte død fisk ud over alt den fugle lort.
Eller går du og sniffer til mig når jeg ikke ved det?
Fordi så er du da ikke bare en sportsidiot..så er du også en creepy sportsidiot."

Hun løftede et øjenbryn og ventede roligt, hun lod endeligt til at havde holdt op med at grine og ventede nu roligt på hvad han ville sige.

[Vinnie Smith]

Vinnie viftede affejende med højre hånd imens han rystede på hovedet. "Hvad er det du vil?" spurgte han så retorisk, og lod end ikke to sekunder passere inden han fortsatte: "Du ser fuldstændig latterlig ud. Smider fuldstændig latterlige provokationer i hovedet på mig, og er i det hele taget - du gættede det, latterlig." erklærede han.

Vinnie var så småt blevet en smule irriteret, og hans svar til hende kom mere naturligt når han blev ophidset. Han var ikke vred eller sur eller på anden vis voldsomt opstemt, han var blot en smule irriteret. Hun var virkelig irriterende, det måtte han give hende: Lige dét var hun god til!

"Om jeg kan lugte død fisk? Du stinker jo af fisk." konstaterede han. "Ved du hvorfor? Fordi ingen vil være sammen med dig. Du går ubrugt, og derfor stinker du bare mere og mere af fisk" nu blev han virkelig personlig. Vinnie havde det med at blive ubehagelig, når han blev irriteret og vred. Hvis han skulle være ærlig, så var han en anelse tiltrukket af hende Molinda her, men lagde det i baghovedet - han var sikker på det var sådan en "Jeg vil straffe hende ved bare at tage hende vold-hårdt" eller noget. Sådan en fantasi hvor han bildte sig ind, at han bogstavelig talt kunne knalde hende til at blive et bedre og mere underlegent menneske.

Vinnie var end ikke sikker på, da han ikke ligefrem anså Molinda som værende den skarpeste kniv i skuffen, om hun overhovedet forstod hans hentydning med fiske-lugten. Selvom dette dog var tilfældet, så gjorde han sig igen rede til fysisk konfrontation. Hun var lunefuld og utilregnelig - lige præcis sådan en type som pludselig kunne fare i flindt. Han var klar, hvis det nu skulle ske.

[Molinda Carter]

Molinda løftede et øjenbryn da han spurgte hvad HUN ville..hvad HUN ville, helt ærligt hvor selvoptaget var den her fyr egentligt, troede han virkeligt at jorden sådan gled rundt om ham, troede han virkeligt at hun ville ham noget, han kom meget snart på ignorerings listen hvis han ikke snart begyndte at blive en lille smule mere interessant.
" Helt ærligt, lad være med at smiger dig selv mere end nødvendigt, det var mig der stod herinde først, du kunne have valgt at gå igen.
Det var dig der stod og gloede på mig før jeg snakkede til dig, du glor altid på mig i det hele taget, hvis jeg er så grim..så se dog i gryffindors navn den anden vej.
Og hvis jeg er så irriterende..så gå din vej..gør mig og verden en tjeneste.
Og gå udenfor..find dig et stykke jord..grav et hul..læg dig ned i hullet..og bliv der."
Hun snakkede helt roligt før hun hvæsede det sidste og bliv der ud så aggresivt hun kunne, han lignede dog en der halvt forventede at hun hoppede på ham og slog ham, helt ærligt troede han virkeligt at hun var så ustyrlig, men på den anden side, det var jo den facade han så, og det virkede vist så hun følte sig rimeligt stolt.

Hun løftede et øjenbryn da han kom med den der kommentar om at hun ingen venner havde før hun sagde på den mest provokerende og langsomme måde, som om at hun snakkede til en eller anden der var snot dum.
" Hør her, bare fordi jeg vælger ikke at hænge ud, med anonyme tabere som dig, der ikke bekymrer sig om hvordan de ser ud, betyder ikke at jeg ingen venner har.
Det betyder bare at jeg har en højere standard."
Hun løftede et øjenbryn imens hun kiggede på ham, han irriterede hende dybt ligenu, det værste var at hun faktisk havde set ham være en rimelig flink fyr, og humor havde idioten da tydeligvis.
Hvis det ikke var fordi at han brugte enhver chance for at glo provokerende på hende, eller brugte enhver chance for at komme med onde kommentarer, så havde hun måske endda nydt at hænge ud med ham.
Men nu ja, nu kunne den idiot glemme alt om at hun nogensinde ville blive hans ven, sådan et røvhul.
" Så hvorfor går du ikke ud og finder en eller anden, anonymt udsende tøs, med langt blondt hår, og bedårende smilehuller og tager en snak med hende om hvad end der foregår inde i dit lille hoved.
Fordi jeg kunne ikke være mere ligeglad."
Hun hvæsede det sidste ud igen imens hun løftede et øjenbryn og rettede hovedet stolt op, han skulle ihvertfald ikke få hende i gulvet.

[Vinnie Smith]

Vinnie måtte grine højlydt af hendes bemærkninger. Det var da enormt farverigt - det kunne man overhovedet ikke komme uden om. "Jaja" sagde han blot og rystede på hovedet, imens et stort smil spillede på hans læber. Hun var da fantastisk, at høre på. Han ville være irriteret, hvis det ikke var fordi han ikke kunne tage hende seriøst. Hvis hun ikke så så vanvittig speciel ud, så var han måske blevet fornærmet - men sådan som hun nu engang så ud, så så han hende lidt som en underholdende pauseklovn.

"Du er jo fuld af pis" bemærkede han, og så på hende med store øjne imens han hævede øjenbrynene. "Fuld. Af. Pis." gentog han langsomt, og rystede atter på hovedet af hende. "Det vil jeg da gøre så" erklærede han endelig, og trak på skuldrene imens han gik imod døren. Han vendte sig halvt om, og kiggede kort på Molinda. "Men nu vi snakker om jord - hvorfor dækker du dig ikke bare af det? Du ville stinke mindre og uden tvivl være kønnere at se på, fjols" bemærkede han, som han fik det sidste ord. Der var ikke mere, at komme efter, her.

Han sagde ikke farvel eller noget - hvorfor skulle han det? De var jo ikke ligefrem på god fod, eller hilste eller noget. Vinnie var en smule ambivalent, men brød sig jo egentlig ikke om hende. Han smuttede bare, da han ikke rigtigt længere var underholdt af hendes komiske svinere.

((OUT))

[Molinda Carter]

Molinda kiggede efter ham uden at sige noget, han var så meget på vej ind på ignorer listen, hun hadede ham, seriøst hadede ham, og alligevel kunne hun ikke lade være med at svarer ham, det var som om at hans personlighed bare fik hende til at droppe den facade hun havde tænkt sig og gå totalt amok på ham, han var dog den mest irriterende individ hun nogensinde havde mødt, og hun håbede at han faldt ned af trapperne når han nu gik sin vej.
Da han var forsvundet rakte hun tunge efter ham så langt hun kunne, og ventede til han var forsvundet fuldstændigt, hun skulle ikke nyde noget af at løbe ind i ham igen idag, han ødelagde totalt hendes humør.
Det gjorde han altid, hvorfor skulle hun dog trækkes med at kende sådan en person, hvorfor kunne han ikke bare lade hende være i fred, og mærkeligere hvorfor kunne hun dog ikke bare lade ham være i fred?
Hvad var det ved den dreng der trak i hendes konkurrence instinkt og fik hende til at være så anderledes end hun normalt var..sådan en ugle lort.

Hun sukkede dybt og kiggede på uglerne før hun udbrød til dem med en hårdhed i sin stemme der normalt ikke var.
" Hvad? lad være med at se sådan på mig, det var møgøret der som begyndte, han er sådan en barnlig person, vil væde med at han er et forkælet enebarn."
Hun fnød højlydt efter ham så uglerne omkring hende pippede op og beklagede sig.
" Ja ja..Så i er åbenbart på hans side?
Fint så skrider jeg da...Jeg sender Blowy efter jer."
Truede hun af uglerne før hun drejede om på hendes sko og satte målrettet ud af ugleriet.

((OUT))