promise THIS

[Ethan Sinclair]

on your knees ,

DECEMBER 20th

Der var kun et par dage tilbage af dette semester. Elever ville snart begynde at strømme mod Hogwarts Ekspressen og turen hjem. Ethan kunne dog ikke lade være med at tænke på, at dette ville blive hans sidste jul på Hogwarts før han måtte stå på egne ben.

Pakket ind i en sort frakke, Gryffindors gul og røde halstørklæde og med hænderne i lommen, tog han ét sne-beklædt trappetrin efter det andet op til ugleriet. Han havde altid nydt udsigten fra disse højder, specielt når alt var dækket af et lag sne. Det var så koldt, at han var sikker på, at han ville fryse til is, stod han stille for længe. Men luften var frisk og ny, himlen var en svag lyseblå og solen fik sneen til at skinne. Det havde været den perfekte harmoni, havde Pixie - hans tro følgesven - ikke sneget sig ind i ugleriet og skabt kaos. Ethan rystede dog blot på hovedet, børstede lidt sne væk fra et trappetrin, og satte sig på de kolde sten. Op af lommen trak han et lille stykke pergament frem og en kuglepen. Der var endnu et par julehilsner der skulle sendes ud.

tag: JULIE

[Julie Aderyn Young]

promise this
ethan sinclair

Vinden blæste friskt i gennem de rudeløse og hev fat i Julies mørke lokker, som hun hellers havde prøvet at samle i en løs knold. Med et par kolde fingre strøg hun noget hår væk fra sine øjne, mens hun samtidig prøvede at holde sine vanter fastklemt under den ene arm og holde en finger på den knude, hun var igang med at binde rundt om en sortbroget ugles ben. Den skrappede utålmodigt men holdt til Julies ben benet lydigt ud mod hende, og på trods af hår fik hun bunder sit brev fast og sendt uglen ud af det nærmeste vindue. Den tørre halm og små dyreknogler knasede under hendes fødder, da hun trådte hen til vinduet og spejdede ud efter det flyvende dyr, der allerede var en sort prik mod den blå himmel, og med fingre stive af kulden fik hun endelig sine vanter på igen. Endnu en gang prøvede hun at fjerne håret fra sit ansigt, men denne gang blev det bare elektrisk på grund af de uldne vanter, og hun bestemte sig for at komme ned fra tårnet og ind i varmen, inden hun svor at klippe sig skaldet.
Da hun vendte blikket mod døran fik hun øje på en, der sad på trappen, og hun skulle ikke særlig tæt på, før hun genkendte Ethan. Et skævt smil bredte sig på hendes læber, fordi mugglertøjet faldt hende i øjnene. Som den heks hun var gik hun ikke i andet en magikertøj, og lige nu havde hun da også en tyk, sort vinterkappe på, der næsten gik i et med hendes ligeså sorte tørklæde. De eneste farver, hun havde på sig, var de orange- og lillastribede vanter - de var grimme men kløede ikke.
Da Julie nåede hen til Ethan lagde hun sin hånd på hans skulder og trådte ned fra det øverste trin, så hun kunne sætte sig ved siden af ham. I første omgang sagde hun ikke noget til ham men puffede blot let til ham med sin skulder, da hun havde fået sat sig ned.

[Ethan Sinclair]

i'd catch a grenade for ya ,

Ethan havde gjort sig mange gode venner i løbet af de syv år han havde tilbragt på Hogwarts, men han havde dog ikke tænkt sig at skrive til dem alle når han engang forlod skolen - selv dette han havde gang i var en smule for meget af det gode.

Fordybet i de mange julehilsner der ventede ham forude, havde han slet ikke tænkt over sandsynligheden for at være den eneste i ugleriet. Han havde dog heller ikke hørt Julie - end ikke da hun trådte ud til ham på trappen. Først da hun greb hans skulder vendte han opmærksomheden fra kortene og til hende. Han sendte hende et smil og skyndte sig at børste sneen væk, da hun gjorde tegn til at sætte sig. Han puffede roligt tilbage og gemte papir og pen tilbage i lommen på hans frakke før han slog armen om hende. Ethan flirtede ikke med alle pigebørn på skolen, selvom han ofte var blevet beskyldt for modsatte. Han havde altid haft brug for at være tæt på de mennesker han holdte af, og betragtede som venner - måske fordi han aldrig havde mødt den kærlighed i hjemmet?
"Jeg ville have spurgt hvad bringer dig herud, men det er lidt af et dumt spørgsmål, siden der kun er én ting der bringer elever til ugleriet," påpegede han og skar en grimasse. "Til gengæld vil jeg vove at påstå, at det er fordi du har fulgt efter mig." Han blinkede med det ene øje og puffede til hende endnu en gang.

Der er alligevel noget ved denne pige...

[Julie Aderyn Young]

promise this
ethan sinclair

Det ville ikke have generet Julie at sidde på sneen, fordi hendes kappe var så tyk, men hun sagde aldrig nej tak til en gentleman. Da han lagde an til at lægge armen om hende, rykkede hun lidt på sig, så de begge sad behageligt. Hun fnisede tøset af hans åbningsreplik.
"Tværtimod, o du med det store ego," begyndte hun og puffede til ham igen med hele sin overkrop. Hvis han ville kunne han gøre sig urokkelig, det var ikke svært, når det var en svækling som Julie, der gik til angreb. "jeg kom da her op for at studere uglegylp og andre efterladenskaber." fortsatte hun og påtog en alvorlig mine. "Jeg er en ravn, jeg er nødt til at kende lidt til det flyvende folkefærd!" tilføjede hun med ophøjet vigtighed men boblede snart over af grin. Hun gjorde endnu et tappert forsøg på at fjerne håret fra sit vindblæste ansigt med sin vantebeklædte hånd uden noget positivt resultat. Derefter gav hun sig at prøve at puste håret ud af sin mund, hvilket lykkedes efter blot et forsøg - et mindre elegant forsøg vel og mærke.
"Ude i sidste øjeblik med julehilsnerne?" spurgte hun Ethan og nikkede ned mod den lomme, han havde puttet sine skriveredskaber ned i. Julie havde bemærket, at det ikke var pergament han skrev på, men hun valgte at lade mugglerjoken hvile denne gang. Det slog hende, at Ethan jo var mugglerfødt, og kortvarigt blev hun grebet af skyldfølelse, som hun camouflerede med et nysgerrigt og spørgende blik. Snart blev hun distraheret af, at det varmede behageligt at sidde ved siden af ham og hun rykkede sig mageligt under hans arm.

[Ethan Sinclair]

put my hand on a blade for ya ,

Det føltes hverken underligt, akavet eller forkert at have Julie så nær. Oftest var han meget påpasselig, da han heller ikke ønskede at sende de forkerte signaler - hvilket ikke var så let, når man holdte af at være tæt på andre, men Ethan følte ikke den mindste smule trang til, at holde en hvis afstand imellem dem. Kærlighed og varme følelser var intet nyt for Ethan, selvom han endnu ikke havde haft fornøjelsen af en kæreste. Han havde dog været forelsket før - endda nok gange for en dreng i hans alder, men af uforklarelige grunde havde han aldrig gjort mere ud af det. Måske fordi han sjældent følte sig god nok - eller vidste, at der ventede ham et andet liv uden for Hogwarts - et liv han endnu ikke havde fortalt andre om, som han ikke ønskede at slæbe nogen med ind i? Disse tanker kunne i hvert fald give ham en slem hovedpine...

"Du ved virkelig hvordan du skal charmere," spøgte han efterfulgt af en latter. Han lænede sig en smule tilbage, støttende på den hånd der ikke holdte om Julie. Til dels var han glad for det pæne vejr, men solen på den kridhvide sne blændede ham.
"Jeg kan lide at gøre tingene i sidste øjeblik - det holder mig skarp," sagde han med et skævt smil. Sandheden var, at han bare ikke var god når det kom til at planlægge, hvilket han virkelig burde give sig tid til at lære. "Hvad? Ingen mugglejokes denne gang?" Indbyrdes havde de altid gjort grin af hinanden. Ethan holdte meget af hendes sære - i hvert fald til ham - magiker-manér, mens Julie meget sjældent kunne forstå hvorfor mugglere elskede at gøre alting besværlige for dem selv. Ethan tog det ikke så slemt at være muggle-født - kun når det kom til at blive kaldt mudderblod.

[Julie Aderyn Young]

promise this
ethan sinclair

Det var ikke, fordi Julie sad arm i arm med alle fyre hun kendte, men på den anden side var hun ikke bange for lidt nærhed. Selvom hun ikke kom til time og krammede alle pigerne som morgenhilsen, så syntes hun, at det hørte til et nært forhold - at være tæt på hinanden altså. Julie var i sandhed et flokdyr, der ikke kun elskede selskabet, men også opmærksomheden.
"Du kender mig!" svarede hun med dyb selvironi og blinkede med det ene øje. "Og som sædvanlig virker det på dig..!" tilføjede hun og så sigende på ham, inden hun kom til at grine igen. Hendes gode humør skinnede tydeligt i gennem, og hvis Julie havde brugt mere end et minut om året på lidt selvreflektion, så ville hun bemærke, hvor godt stillet hun var, når det gjaldt venner og velvære. Problemer som Ethans kendte hun slet ikke til, fordi hun ikke kendte til andet end det normale familieliv.
"Dåååårlig undskyldning!" sang hun men så alligevel meget forstående ud. Det der med at være for sent ude kendte hun alt for godt, selv på lektiefronten, hvilket adskilte hende fra mange af sine kollegiekammerater. Det var jo ikke, fordi hun var flittig, at hun var havnet på Ravenclaw, det var mere den uudslukkelige tørst og nysgerrighed efter viden og at forstå.
Julie himlede med øjnene og nægtede at give efter for hans ord, som hun automatisk betragtede som en udfordring.
"Nej, ikke lige nu i hvert fald." sagde hun og rettede lidt på sig, fordi trappen var koldere at sidde på, end hun havde regnet med. "Men du skal ikke føle dig for sikker!" tilføjede hun, og et gavtyveagtigt glimt var at finde i hendes øjne. Hun tillod sig at betragte Ethan i et stykke tid uden rigtig at lægge skjul på det, og da hun vendte blikket mod trappen igen var hun glad for, at hendes kinder var blevet farvet af vinden, så hendes rødmen ikke kunne ses.

[Ethan Sinclair]

jump infront of a train for ya ,

Ja, det virkede nok lidt for let på Ethan, specielt i øjeblikket. Han vidste ikke hvad der var galt med ham. På det seneste kunne han hverken finde op eller ned på de følelser der susede igennem hans krop og sind, med samme fart som et lyn-tog. Der var tre piger der havde vækket noget i Ethan han ikke kunne sætte ord på; Bree, Rachel - for ikke at snakke om Julie, som han sad med i dette øjeblik. Var det ikke forår der skulle gøre dette ved ham? Åbenbart virkede Ethans biologiske ur ikke, så hans hoved var allerede lige så rodet som andres var omkring Valentin. Havde han været typen der tegnede hjerter i hans notesbog, havde han allerede fyldt alle Hogwarts' ledige, åbne områder med diverse kærligheds erklæringer.

"Selvfølgelig virker det på mig," samtykkede han med et smil. Det var da et hint - måske ikke med en vognstang, men med en ganske lille tandstik. "Du fortryller mig, Julie Aderyn Young." Dette var noget Ethan normalt ville fortælle hende, men denne gang stod han bag hvert et ord han havde sagt. Han havde endnu armen om hende, men trak den til sig og stoppede hånden i lommen. "... som altid!" tilføjede han efter en kort pause. Han fangede hendes blik og sendte hende et smil. Skulle han træde ind, også selvom han havde set de blik hun sendte Jacob - en af hans bedre venner? Ethan var en joke - han så sig selv som en, og pigerne han kunne lide, så ham som det samme. Han kunne selvfølgelig også bare læne sig ind, plante et kys på de læber han hungrede efter at kærtegne, men det var kun noget man så på film. Gjorde han dette nu, ville han med sikkerhed rede sig selv en kold lussing.

[Julie Aderyn Young]

promise this
ethan sinclair

Vinden var først for alvor ved at bide Julies næse rød, og hun gyste inde under alt vintertøjet. Måske skulle de bevæge sig lidt? Hun skævede til Ethan, man han syntes ikke at påvirkes af kulden i lige så høj grad som hende, så hun bestemte sig for at holde det for sig selv lidt længere. Et hyggeligt øjeblik som dette ville hun ikke spilde, og desuden kunne hun ikke lade være med at tage det som en udfordring at holde kulden ud lidt længere.
At Ethan hintede, omend diskret, fangede Julie det slet ikke. Hun tænkte slet ikke sådan på ham - han var skam mand for muligheden for at fange hendes hjerte, det havde hun da konstateret for længst, men han syntes ikke selv at udvise nogen synderlig interesse for hende på det punkt. Hun sammenlignede desuden sig selv med resten af han pige-veninder på det punkt og overbeviste sig selv om, at han flirtede med dem alle. Alligevel kunne hun ikke lade være med at føle sig smigret, da han sagde, at hun fortryllede ham, og i et kort øjeblik blev hun helt blød i knæene. Da Ethan fjernede armen omkring hende så hun sit snit til at ignorere følelsen og begyndte i stedet at koncentrere sig om sine vanter, som hun begyndte at trække af.
"Altid..." gentog hun lavmælt og kom til at grine lidt for sig selv, fordi det var så typisk ham, et smånervøst grin. Hun gav sig til at sætte sit hår ordentligt op, hvorfor hun satte sig med rank ryg og næsten vendte sig væk fra Ethan.
"Du skal hjem i ferien, ikke?" spurgte hun lidt højere, så hun var sikker på, at han hørte hende og begyndte automatisk at udtænke måder, hvorpå de kunne mødes mere eller mindre tilfældigt, hvis han skulle.

[Ethan Sinclair]

i would go through all this pain ,

Ethan pustede ud og betragtede den lille, hvide sky der formede sig foran ham. Han kunne ikke blive ved med at køre i samme spor hele hans liv, trods alt måtte han blive lidt klogere med alderen - eller i det mindste snart begynde at vise potentialet for at blive klogere. Hvorfor følte han overhoved behovet for at trække den kommentar tilbage? Var han virkelig så stor en tøsedreng, at han ikke engang turde være sand over for hans egne følelser?
"Ja... Det skal jeg," ikke fordi jeg vil, men fordi jeg skal! "Selvom jeg ville ønske, at jeg kunne blive," mumlede han, men hørligt nok for Julie. "Vidste du, at jeg aldrig nogensinde har tilbragt en jul her? Ikke én eneste!" Han kunne mærke hadet til hans far og resten af hans familie bygge op. Outcast fordi han var ment til at udrette andet med hans liv, end at vente på at overtage familiens foreliggende.
"Hvad med dig?" Han gav sig selv tid til at puste ud og samle tankerne igen. Bare tanken om hans far kunne sætte hans blod i kog.

9... 10... Han vendte blikket tilbage til Julie, med et nyt smil på hans læber, og lagde en hånd på hendes knæ.
"Lad os finde et varmere sted at sidde. Jeg kan ikke mærke mine ben!" Han klappede hendes knæ et par gange og rejste sig op. Sneen børstede han af, i hvert fald så godt han kunne, og rakte en hånd til Julie.
"Fortæl mig - hvordan har du tænkt dig at tilbringe julen?"

[Julie Aderyn Young]

promise this ,

[/i][/size][/font]
ethan sinclair[/right][/blockquote]

Ethans svar kom lidt bag på hende. Det var ikke så meget det han sagde, men måden han sagde det på: som om der var noget galt i ikke at fejre jul på skolen. Hun rynkede umærkeligt på næsen, fordi hun ikke helt forstod, hvad det gik ud på. Uden at tænke over det rykkede hun lidt tættere på Ethan, da hun skulle til at svare ham.
"Det har jeg da heller ikke." sagde hun men havde lidt på fornemmelsen, at det ikke var nogen fyldestgørende trøst. Nogle gange følte hun sig frygteligt forkælet, men hun gjorde sit bedste for ikke at opføre sig sådan. Desuden var der også en fin grænse mellem at opføre sig forkælet og så blot udtrykke sin glæde for sin familie, og denne grænse gik forskellige steder hos forskellige mennesker. Julie så på Ethan med store, granskende øjne. Hvad mon lå bag sådan et udsagn? Hun ville ikke snage, men samtidig kunne hun ikke lade være med at bemærke, at hendes bekymring var større end hendes nysgerrighed - hvilket var noget af en forandring for hende, da hun ellers altid brugte sin tid på at være spændt over noget, hun ikke kendte til hver detalje.
"Altså så jeg skal bare hjem igen." svarede hun med et skuldertræk og smilede af ren vane.
Julie ignorerede Ethans hånd på hendes knæ lidt for meget og nikkede næsten lidt for hurtigt, da han foreslog at de skulle finde et varmere sted. Vanterne, der lå i hendes skød, faldt ned på trappen, da hun rejste sig op, og hun gik et trin nedad for lettere at kunne samle dem op. Egentlig havde hun tænkt sig at tage dem på, men da hun så at Ethan rakte hende sin hånd, proppede hun dem ned i sin lomme i stedet.
"Bare som sædvanligt. Med familien." svarede hun fåmælt og tog Ethans hånd, der var betydeligt varmere end hendes. De begyndte sin gang ned af trapperne, og Julie overvejede kort, om hun skulle pakke sit spørgsmål ind eller bare være ligefrem - sidstnævnte faldt hende mere naturligt.
"Kan du ikke lide at fejre jul derhjemme?" spurgte hun og kiggede til siden hen på Ethan i håb om, at hun ikke gik ind på forbudt område.

[/blockquote]

[Ethan Sinclair]

take a bullet straight through my brain ,

Nej, jul var bestemt ikke en højtid Ethan fandt nogen nytte i at fejre. Han ville sikkert have elsket den, som så mange af hans fælles studerende, men han befandt sig langt fra den situation. Okay, så højtiden var fin nok i sig selv – han elskede hyggen, op-pyntningen, stemningen... det var kun derhjemme at alt var anderledes, dog ville han ikke hænge sig i dette længere. Han kunne have ladet det kvæle ham for længe siden, men Ethan var bedre end dette, og vidste bedre end at lade det ødelægge alt.

"Nej, jeg kan ikke lide julen derhjemme, men det er en lang, kedelig og meget typisk historie," svarede han da Julie tog hans hånd og førte vej ned ad de mange trapper foran dem. Hans greb i hendes hånd var ikke hårdt, men han havde taget fast, og ønskede ikke at give slip lige foreløbig. "Men kender jeg din nysgerrighed, så ønsker du stadig at høre historien bag." Han vendte hurtigt blikket hendes vej og sendte hende et smil, men han måtte vende tilbage til trappen igen – sneen gjorde den livstruende glat, og Ethan havde allerede et problem med at gå op og ned ad trapper, hvis han ikke holdte øje med hans egne fødder.
"Det er ikke let at være den eneste troldmand i familien. Magi – de vil slet ikke høre ordet, så jeg efterlader den del af mig i kosteskabet, igennem hele julen, til at jeg kan tage tilbage igen..." Ethan lagde skulderen imod den gamle trædør ind til slottet, der gav efter med en høj knirken. "At være troldmand er mit liv, og jeg er ikke glad for at skulle sætte det sådan til side... De siger, at julen er magisk, men ikke hjemme hos mig!" Og så var der selvfølgelig alle de dødkedelige, obligatoriske fester han blev nødt til at udstå, men denne gang kunne han slippe lidt væk. Ethan mestrede Spektral Transferens, og havde tænkt sig, at dette skulle blive hans 'pusterum' imellem festlighederne.

[Julie Aderyn Young]

promise this ,

[/i][/size][/font]
ethan sinclair[/right][/blockquote]

Heldigvis var der ikke nogen lang, akavet stilhed efter Julies spørgsmål, og hun kunne ikke lade være med at smile taknemmeligt, da Ethan syntes at ville svare ærligt på hendes spørgsmål. Hun åbnede munden for at sige noget, da han selv fortsatte og helt korrekt kommenterede på hendes nysgerrighed. Da følte hun sig lidt dum, fordi hun ikke ville fremstå som den snagende type, men ikke desto mindre lyttede hun opmærksomt på, hvad han havde at sige.
Ligesom ham rettede hun blikket ned på trappen, og hun trådte ind ad døren efter Ethan med rynket næse.
"Det var jeg slet ikke klar over." sagde hun af mangel på bedre ord, fordi tankerne rasede i hendes hoved. Hun kunne sagtens sætte sig ind i, at hans forældre syntes det var mærkeligt at han var magiker! Det måtte jo være kommet som en stor overraskelse, måske ligefrem som et chok, og desuden gav det ikke mening, at hans magiske evner bare opstod ud af ingenting. Hun rynkede tænksomt panden og sørgede omhyggeligt for ikke at kigge på Ethan. Hun havde tydeligvis ingen mugglerjokes at fyre af denne gang! Dårlig samvittighed overvældede hende, og hun anede ikke, hvad hun skulle sige. I stedet stoppede hun op og vovede blikket op på Ethan igen, hvorefter hun søgte at trække ham ind i et kram.

[/blockquote]

[Ethan Sinclair]

you know i would die for you baby ,

Selvom der ikke var meget varme i denne del af slottet, var det alligevel en forskel fra kulden de netop var kommet fra. Ethan lukkede døren bag dem og åbnede frakken en smule.
”Det er heller ikke noget jeg fortæller alle og enhver, men det bekymre mig heller ikke.” Trods alt havde han allerede levet med det igennem de seneste syv år af hans liv, og der var ikke mange måneder til, at han kunne slippe for dette. Spørgsmålet lød kun, ville han stadig være troldmand når han forlod skolen, eller blev han nødt til at ligge det på hylden?

Han tog imod Julies kram og holdte hende tæt et øjeblik. Det var ikke ligefrem den reaktion han havde regnet med, men Ethan havde nok gjort det samme, vidste han ikke hvad han ellers skulle gøre.
”Bare rolig, jeg er ikke helt tabt endnu,” sagde han med et smil. Det sjoveste var, at bruge magi i hjemmet, specielt hvis det ikke gik op for hans forældre, at det var Ethan der stod bag det.
”Jeg må hellere få skrevet resten af disse færdig,” kommenterede han og klappede lommen med kortene. ”Inden jeg glemmer alt om det igen!” For hukommelsen havde aldrig været den bedste hos denne dreng.
Han lænede sig ind mod Julie og kyssede blidt hendes kind. ”Glædelig jul, Young.” Han drejede om på hælen og begav sig i retningen af Gryffindor. Måske han kunne tænke bedre hvis hans hjerne ikke var halv-frossen.

[Julie Aderyn Young]

promise this ,

[/i][/size][/font]
ethan sinclair[/right][/blockquote]

Julie følte sig lettere fortabt, da Ethan begyndte at afslutte samtalen, og da han drejede om for at gå lavede hun en underlig spasme med sin arm: hun havde løftet den for at tage fat i ham men i samme splitsekund fortrød hun det og greb i stedet fat om sin albue. Hvad skulle hun også sige? 'Jeg vil gerne kramme dig igen!'? Det ville lyde fuldstændig åndssvagt, og Ethan ville sikkert synes, at hun var dum. En smule kejtet blev hun stående tilbage og kiggede på, mens Ethan bevægede sig væk, men til sidst fik hun tvunget sig selv til at bevæge fødderne. Efter det første skridt satte hun i løb og halsede ind i storsalen for at finde nogen hun kunne snakke med og få afledt sine alt for forvirrede tanker omkring Ethan.

out ,

[/i][/size][/font]
[/right][/blockquote]
[/justify][/blockquote]