|
|
Post by amira on Feb 4, 2011 8:41:22 GMT 1
• • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • •CAN WE PRETEND AIRPLANES IN THE NIGHT SKY ARE LIKE SHOOTING STARS   ( i could really use a wish right now ) • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • •
Selvom ferien nærmest først lige var sluttet og en anden ferie allerede truede i fremtiden ikke for langt væk, havde det ikke fået lærerne til på nogen måde at skåne eleverne på sjette årgang. Lektierne buldrede ned over dem og det var tit til at høre beklagelser og irriterede suk over alt fra ravnenes opholdsstue. Mira havde også selv problemer med sine lektier, problemet var også bare at hun ikke helt var så god til at fatte alvoren i de latterlige opgaver. Hvis et eller andet lige fangede opmærksomheden eller fik hende distraheret fra en stil, kunne den sagtens ligge længe og vente på at blive lavet. Nu havde hun dog endelig fået plantet sig solidt i en af de blå sofaer og kastet sig over opgaverne. En eliksirbog lå åben lidt ude til siden for hende og pergament lå og flød til alle sider. En knækket fjer havde fundet gravsted under bordet og de lå allerede en ordentlig stak papirer ved hendes side med den næsten tegneserie-agtige skrift. Det var noget, hun altid fik skæld ud for. Den var uordentlig og lettere sjusket, men Mira var begyndt at betragte den som en del af sig og derfor kunne hun jo ikke skifte den ud!
Udmattet lod hun sig læne tilbage i det bløde, blå puder og trak knæene op under hagen. Hendes sorte hår var bundet sammen i en løs, sjusket hestehale, der blødt slangede sig ned ad hendes ene skulder og bryst. Noget blæk havde forvildet sig på hendes kind og sad nu der og hyggede sig og de sorte briller var efterhånden søgt helt ned på spidsen af hendes næse, blev kun holdt tilbage af det runde, lille næsehovede.
Et suk gled over hendes læber, da hun lukkede øjnene i for at genvinde lidt energi til måske at kunne færdiggøre den umulige eliksirstil. Det havde bare aldrig været hendes fag og hun forstod slet ikke hvordan nogen overhovedet kunne synes om det!
• WORDS: 325
• TAGGED: Charles McDonal
• OUTFIT: N/A
|
|
|
|
Post by Charles Jonathan McDonal on Feb 4, 2011 14:17:32 GMT 1
I wish ,
every moment froze
Ferien havde endt alt for hurtigt, ifølge den unge Charles. Heldigvis ventede der en ferien længere fremme i fremtiden. Han var ikke en af de elever som lavede lektierne i sidste øjeblik, og havde derfor allerede skrevet alle sine stile første dag i ferien, desværre var der flere lektier da han vente tilbage til skolen. Eliksir var især et af de fag, som han ikke havde særlig kært men han havde heldigvis afsluttet stilen og sat det sidste afgørende punktum. Forvandling og alle de andre lektier, som han nu kunne huske.
Med tunge fodspor gik han ned af trappen, fra drengenes sovesal og hans blik hvilede på en velkendt skikkelse. Og et smil formede sig om hans læber, mens han satte farten en smule op. En klump havde sat sig i hans hals, ved synet af Mira. Han vidste ikke om han skulle fortælle om det som der var sket, mellem ham og Pandora. Så dum som han var, troede han jo at Mira havde bildt sig selv ind at det ville ødelægge deres venskab. Måske ville det? Charles sukkede, og prikkede sin bedsteveninde på skulderen da han var nået hen til hende. Med et smil, kastede han et blik på blækket der sad på hendes kind og de store briller. ”Det klæder dig at være lektiearbejdende” sagde han, med et lettere anstrengt smil og tøffede hen for at sætte sig på stolen overfor hende. Det kunne tydeligt ses på ham, at han ikke var i det allerhøjeste humør lige på dette tidspunkt. De grønne øjne var lettere fraværende, og hans smil nåede ikke helt hans øjne. Han var næsten helt optaget af sine tanker.
”jeg bliver nød til at fortælle dig noget.” mumlede han og lænede sig frem mod hende. Charles lagde sine sammenfoldede hænder på bordet og kiggede meget alvorligt op på hende. I hans øjne var det virkelig alvorligt. ”Jeg har.,” Han tog en dyb indånding, lukkede øjnene for derefter at puste ud og åbne dem igen. Hans blik lagde sig i hendes. ”kysset Pandora” afsluttede han, meget lavt. Næsten en hvisken. Han kiggede afvigende væk og kørte hånden gennem det blonde hår. Flere tanker gled gennem hans hovedet, men han havde facaden oppe så det var ikke til at se. Charles vendte blikket mod Mira igen, og afventede en reaktion. Han lukkede øjnene lidt i, forventede lidt en lussing. Han ventede, måske ønskede han lidt at hun ville gøre det så han ville vågne op og finde ud af at det bare havde været en god drøm. En lidt for god drøm.
Tag;; Mira Argall |
|
|
|
Post by amira on Feb 4, 2011 16:07:23 GMT 1
• • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • •CAN WE PRETEND AIRPLANES IN THE NIGHT SKY ARE LIKE SHOOTING STARS ( i could really use a wish right now ) • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • •
Det var tit at finde Mira distræt, ja, den unge ravn var jo altid med tankerne andetsteds og var ofte ikke til at komme i kontakt med. Når hun så lavede lektier, var dette om muligt endnu værre. Det kom derfor tydeligt bag på hende, da Charles pludselig stod og prikkede hende på skulderen, men hun vendte dog ikke desto mindre ansigtet mod ham og smilede et halvfjernt, drømmende smil til sin bedste ven, satte sig lidt mere op i sofaen, hvor hun nærmest var sunket helt sammen i de bløde puder efterhånden. Hans ord fik et skævt smil frem på hendes læber. Ja, hvis Mira var en, der sjældent tog sig sammen til at lave sine lektier og når det endelig blev gjort, var det jo selvfølgelig altid i sidste øjeblik. Lektier havde egentlig aldrig interesseret hende og, da hun i forvejen var så kvik i pæren, havde hun aldrig behøvet at gå synderligt op i disse.
”Bliv nu ikke for vant til det, Mulle” grinede hun og blinkede muntert til ham, før hun fik skubbet de store, sorte briller op i håret, hvor de kompletgjorde hendes lettere uordentlige påklædning. Den grå nederdel var let krøllet, den hvide skjorte ligeså og de øverste to knapper var åbnet, hvilket dog ikke ændrede synderligt da hun ikke havde en specielt prægtig barm, det blå slips sad løst om hendes hals og kappen lå krøllet sammen ved siden af hende. Den ene knæstrømpe sad nede om anklen, mens den anden stadig sad over knæet og skoene lå henkastet ved det ene sofaben. Mira bemærkede dog hurtigt hvordan Charles virkede lettere ude af sig selv. Normalt var han den altid spøgende, muntre fyr, hun holdt så meget af og nu virkede han på en eller anden måde distræt og hamrende nervøs. Roligt fulgte de blå øjne ham hen til stolen på den anden side af bordet og hun trak hurtigt benene om under sig i skrædderstilling. Hun nåede dog ikke at spørge ind til det, før han selv begyndte at tale og hun lyttede opmærksomt til hans ord. Chok lammede hende, da han endelig fik gjort sin sætning færdig og en underlig melankoli fyldte hende.
Mira havde aldrig vidnet døden, aldrig haft nogen grund til at føle sorg, smerte eller fortvivlelse over dette, men nu fyldte alle tre følelser hende med ét, så stærke at de overvældede og lammede hende, naglede hende til stedet. Hendes ansigt viste dog på ingen måde alt det, der foregik inde i hende. Viste ikke, hvordan det føltes som om han lige havde stukket hånden ind gennem hendes hud og knogler i brystet og brutalt trukket hendes hjerte ud, knust ribbenene på vejen. Det viste ikke hvordan håbløsheden, meningsløsheden fyldte hende og gjorde hende så fortvivlet, at det burde være helt ulovligt, ikke anede op og ned på verden eller sig selv, ikke engang sit manglende hjerte. Og det viste især ikke, hvordan hendes indre skreg et klagende, sørgende skrig over hendes død. Jaeh, for hun følte sig død.
Roligt trak hun på de spinkle skuldre og skubbede sig ud på kanten af sofaen igen, vendte sin opmærksomhed tilbage mod pergamentet med eliksirstilen, læste dog ikke ordene, lod bare øjnene hvile tomt der, da hun ikke ville kunne klare at se på ham lige i det sekund. Hun tog et par dybe indåndinger og vendte så blikket mod ham.
”Okay?”, hun så spørgende på ham, havde sikkert ’hvad i alverden angår det mig’ stående i panden, men var ligeglad.
• WORDS: 581
• TAGGED: Charles McDonal
• OUTFIT: N/A
|
|
|
|
Post by Charles Jonathan McDonal on Feb 4, 2011 18:00:30 GMT 1
I wish ,
every moment froze
Hvis man havde været klogere på følelser end Charles, ville man have sat sig ned på de grædende knæ og bedt om tilgivelse. Men i stedet gjorde det ham lettere irriteret at Mira virkede utrolig ligeglad. Han tog armene væk fra bordet, og lagde dem hen over hinanden på brystet. Hendes ansigts udtryk var virkelig noget at gruble over. Med et suk rejste han sig op, en smule for hurtigt, hvilket gjorde at stolens ben skrabede hen af gulvet.
Den unge dreng stod henne ved sin bedsteveninde inden for to hurtigt skridt. Hans hænder havde et fast greb omkring hendes kæber og tvang hende til at kigge op i hans øjne. Det var et lettere intenst blik han sendte hende, Charles ved sine tænder sammen hvilket gjorde at han lignede en voksen og alle barnlige træk var væk. Han hævede det ene øjenbryn og sagde: ”Hvorfor er du ligeglad?” Man kunne tydeligt høre at han var en smule såret over det, og samtidig forvirret. Han havde forventet at hun ville protestere højt, eller bare snakke videre om hvordan kærlighed ikke var noget der fandtes. Charles var van til at kunne forudsige hvad Mira ville gøre, men det at hun ikke havde gjort som han havde tænkt hun ville, gjorde ham en smule fortvivlet.
Tag;; Mira Argall |
|
|
|
Post by amira on Feb 4, 2011 19:19:50 GMT 1
• • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • •CAN WE PRETEND AIRPLANES IN THE NIGHT SKY ARE LIKE SHOOTING STARS ( i could really use a wish right now ) • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • •
Mira var hurtig til at vende blikket tilbage mod eliksirstilen det øjeblik hendes blik havde mødt Charles’. Egentlig ikke fordi hun på nogen måde var vred over, hvad han havde gjort. Det var jo hans eget valg, hvem han valgte at kysse med og et eller andet sted ønskede hun jo så brændende at han skulle blive lykkelig. Alligevel, på trods af alt det, kunne hun ikke undgå at føle den altoverskyggende smerte ved at det ikke var hende, han ville være lykkelig med. At det ikke var hendes læber, der måtte hvile mod hans og det ikke var hende, der kunne få lov at stå i hans varme favn. Nej, det var Pandora. Smukke, fantastiske Pandora som alle kiggede efter, fordi hun var så smuk og fantastisk og klog og bla bla bla. Ja, Mira kendte nærmest talen udenad fra Charles. Det var næsten til at brække sig over, ikke bare af kærlighedskvalme over hans besættelse af kollegiekammeraten, men også fordi det sårede så meget. Og nu havde hun jo vist, hun også kunne lide Charles. Mira ville ikke have en chance. Alligevel kunne hun ikke overhøre lyden af stolen, der skrabede mod gulvet, men nåede ikke engang selv at kigge op, før hendes blik blev tvunget mod sin bedste ven, der pludselig havde et overraskende fast greb om hendes kæbe. Hun pev, egentlig ikke i smerte, men mere overraskelse ved dette og ordene ramte hende som piskesmæld. Uden rigtigt selv at forstå eller nå at tænke over det, fløj hendes hånd op og slog hidsigt hans væk fra hendes kæbe.
”Nåååh, så jeg er ikke længere den søde, forstående, lille Mira?” hvæsede hun. Det var sjældent Mira var fuldkommen nærværende og til stede i det hun lavede, men pludselig var der intet drømmende at finde over hendes ansigtstræk, men en intens hidsighed.
”Ved du hvad? Jeg er så træt af søde mig! Du bliver ved og ved at snakke om Pandora og du vil have jeg skal reagere? Er du fuldkommen ignorant eller er du bare dum, når du ikke kan se, jeg elsker dig?” Tårerne var vældet op og havde fyldt de blå øjne, gjorde hendes udsyn sløret - ikke at hun gad ofre det en tanke nu. I en hurtig, hidsig bevægelse trak hun sig helt væk fra Charles, da hun snublede et par skridt væk fra ham. De havde efterhånden fået tiltrukket sig en del opmærksomhed i den fyldte opholdsstue, men Mira kunne ikke være mere ligeglad. Ikke at hun nogensinde havde givet noget opmærksomhed til folks meninger om sig, men lige nu var det mere ubetydeligt end nogensinde før. Skuffet vendte hun blikket mod gulvet.
”Stupide idiot.”
• WORDS: 443
• TAGGED: Charles McDonal
• OUTFIT: N/A
|
|
|
|
Post by Charles Jonathan McDonal on Feb 4, 2011 20:03:09 GMT 1
I wish ,
every moment froze
Miras skifte af personlighed, efterlod Charles stående helt stille. Ingen ord eller gamle indvendinger blev sagt, bare total stilhed fra hans side. Det var kommet som et chok, at hun havde slået hans hånd væk og samtidig ikke. Hænderne var faldet slapt ned af siden på ham, da hun havde skubbet til dem. Charles rettede sig op, og kiggede direkte på Mira uden at ænse andre. Han havde fuldstændig glemt at der stod mennesker omkring dem, som faktisk kiggede og lyttede med.
”Jeg snakker da ikke altid om hende. Jeg kommer til dig, fordi at du kender mig bedre end de fleste! Det er dig som forstår mig, og ved at jeg er en idiot når det gælder følelser og alt andet der har med piger at gøre!” råbte han, og lavede store armbevægelser ud til siderne for hver sætning. Han kiggede på Mira, med et meget intest blik, der ikke skød andet end lyn. Charles lod sine arme falde, slapt ned af siderne ved lyden af hendes sidste ord. Det var som om han havde tabt alt på gulvet, at enhver brik af ham skulle samles op. Ingen gode argumenter lå på hans tunge, og heller ikke ville passe til den erklæring han lige havde fået smidt i hovedet. Ubevidst blinkede han flere gange med åben mund, velbevidst om at han måtte ligne en idiot. ”Hvad gør du?” var det eneste han kunne få frem under ét enkelt åndedrag, for derefter at se tårerne trille end af hendes kinder. Charles var som sagt ikke god til følelser, og vidste derfor ikke om han skulle gå hen til hende og holde om hende. Eller om han skulle vende sig om og gå. For det første, havde han mest af alt lyst til at lægge armene om hende og holde hende tæt indtil sig. Men han ville ikke give hende håb, for nogle følelser han ikke havde fundet endnu.
Charles sendte et dræber blik rundt på de tætteste elever, der med det samme trådte flere skridt bagud og begyndte at skramle med en masse ting. Selvom det beroligede ham lidt at det så ud som om de lavede noget, vidste han at de var med på en lytter. Han sukkede lidt, ikke opgivende men mere for at få sig selv i gang. Hans fødder begyndte at bevæge sig, før han selv fik tænkt yderligere over det. Før han vidste af det stod han ved siden af Mira med et sørgmodig blik og kiggede ud i luften og sagde, i en hvisken:
”Du ved jeg ikke er god til følelser”
Tag;; Mira Argall |
|
|
|
Post by amira on Feb 5, 2011 10:38:31 GMT 1
• • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • •CAN WE PRETEND AIRPLANES IN THE NIGHT SKY ARE LIKE SHOOTING STARS ( i could really use a wish right now ) • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • •
Det øjeblik ordene forlod Mira, fortrød hun. Ikke den almindelige fortrydelse, men virkelig bittert. Hvordan i alverden skulle hun dog også have fortalt ham det? Hendes blik gled over Charles. Han lignede mest af alt en, der var ved at falde samme på gulvet eller virkelig ikke anede, hvad han skulle stille op med sig selv. Det var næsten heller ikke til at vide for hende, om hun skulle have ondt af ham eller blive ved med at være vred. Det gjorde næsten ondt at holde så meget af ham og hun vidste jo, at han var elendig til at håndtere og forstå følelser, men alligevel havde hun så længe holdt igen med sine følelser, så længe holdt dem skjult og undertrykt og nu var de endelig ude. Det var lettende. Roligt betragtede hun ham, mens hans mund gled op og i gentagne gange indtil ordene forlod hans læber. Hendes øjne gled kort i og den slanke hånd gled op til tindingerne, hvor hun prøvede at gnide den hovedpine, der efterhånden var sprunget frem, væk.
Det irriterede hende på en måde, at han pludselig ikke vidste, hvordan han skulle reagere omkring hende. At han ikke længere kom hen til hende og tog hende i sine arme eller rørte ved hende, men stod lidt tomhændet foran hende. Forsigtigt rakte hun frem og tog hans hånd, gav den et forsigtigt klem.
”Det må ikke ødelægge det vi har”, hviskede hun bønfaldende og så ynkeligt op på ham gennem de tykke, sorte vipper, der glitrede let af tårerne, der sad i. Mira var ikke typen, der græd. Egentlig aldrig. Hun holdt sig bare for sig selv og havde egentlig ikke nogen grunde til at græde. Men nu – nu, hvor hun stod foran måske at miste sin bedste vens venskab for evigt, var hun opfyldt af en aldrig før følt frygt.
• WORDS: 307
• TAGGED: Charles McDonal
• OUTFIT: N/A
|
|
|
|
Post by Charles Jonathan McDonal on Feb 5, 2011 13:48:49 GMT 1
I wish ,
every moment froze
Et lille smil formede sig om, de blege læber og han lagde armen om skulderen på hende. Selvom hans bevægelser virkede en smule omhyggeligt og forsigtige, så var han stadig den samme Charles som elskede sin bedsteveninde. En antydning af et grin gled ud over hans læber, mens han kørte en hånd gennem sine blonde krøller. Han klappede hende blidt på hovedet og kiggede ned på hende, stadig med et forsikrende smil på læberne.
”Hvis alt det her blev ødelagt, ville jeg have mistet dig. Det vil jeg ikke kunne leve med. Jeg kan stadig huske, at da jeg så dig var der blevet sendt et smil i din retning før vi havde nået at snakke sammen.” Sagde han, og tog sin arm til sig igen. Charles havde haft en del besvær med at få det sagt ordentligt, uden at stamme eller stoppe op og bare lade sætningen ligge. Han trak sig en smule væk fra Mira, så han kunne se ned i hendes tårefyldte øjne. At se Mira græde, var som at få stukket en ordentlig lussing eller få stukket en kniv gennem maven. Sådan en stikkende fornemmelse, der bare skulle væk. Charles tørrede blidt et par løbske tårer væk, og kiggede ned på hende. Det lille smil, der voksede på hans læber nåede endelig hans øjne.
”Du ved jeg holder af dig,” forsikrede han hende om, og sendte hende et lille opløftende smil. Alt det som røg ud over hans læber, var næsten altid sandt. Den unge dreng holdte utrolig meget af hende, men måske ikke lige på samme måde. Han lagde armene om hende og trak hende ind til sig, i et hurtigt men varmt kram. ”Du må du ikke glemme” Tilføjede han, da han trak hende ud for sig igen.
Tag;; Mira Argall |
|
|
|
Post by amira on Feb 7, 2011 14:32:38 GMT 1
• • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • •CAN WE PRETEND AIRPLANES IN THE NIGHT SKY ARE LIKE SHOOTING STARS ( i could really use a wish right now ) • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • •
Mira vidste ikke hvad hun skulle sige eller hvordan man dog kunne reagere. Hele hendes hverdag var blevet vendt om med et par få ord og hun hadede det! Det at hun nu var ude for de sikre, kendte rammer hvor Charles ikke kendte til hendes hemmelige, lille forelskelse, men gik i uvidenhed. Det var bedre, da de bare var venner og det ikke ville være akavet mellem dem. Et lavt suk forlod Miras læber og hun trak på de spinkle skuldre, puttede sig et kort sekund ind til ham, lod hans duft løfte hendes humør en anelse. Hun vidste jo godt, at det ikke ville ændre sig mellem dem bare fordi han vidste det. Hun vidste jo godt, at han ikke bare lige pludselig ville falde for hende bare fordi hun var så ubegribeligt vild med ham. Nej, det ville havde været bedre hvis hun havde været i stand til bare at holde sin kæft og tage det roligt, men det havde irriteret hende, at hun altid skulle forholde sig til perfekte Pandora.
”Du behøves ikke reagere på det. Vores venskab behøves ikke forandres, jeg har jo hele tiden kunnet lide dig og du har ikke bemærket det. Det behøves ikke ændre sig nu! Bare glem du overhovedet ved det”, mumlede hun og lod sig dumpe ned i den blå sofa, trak benene op under hagen og lod de spinkle arme foldes omkring.
• WORDS: 307
• TAGGED: Charles McDonal
• OUTFIT: N/A
|
|
|
|
Post by Charles Jonathan McDonal on Feb 7, 2011 18:22:21 GMT 1
Charles sukkede dybt over hendes ord, og lod sig dumpe ned i sofaen ved siden af hende. Hans arme hvilede på hans lår, mens han lænede sig en smule frem og kiggede ned på sine fødder. Flere ord gled gennem hans hovedet, men mange af dem passede ikke ind i denne situation. Han lukkede øjnene, og rettede sig op for at læne sig mod sofa ryggen. Hænderne gled om bag hans nakke, og han åbnede endnu engang øjnene. ”Venskabet behøver ikke forandre sig, for jeg vil lærer at forholde mig til dine følelser. For det at du sagde det, var alt i alt meget..” Han stoppede op og vendte sig halvt om mod Mira og lavede en lille grimasse med næsen, som mest af alt skulle se morsom ud. ”modigt” afsluttede han og sendte hende et smil.
Flere gange havde han fornemmet af Mira, havde været lettere genert omkring ham men i hans øjne var det bare normalt. Hun flirtede med mange, selvom det nu var sådan hun var, så han havde ikke lagt særlig meget mærke til de blikke hun sendte ham. Han sukkede og forbandede sig selv, for at havde overset så vigtig en ting. Begge hans hænder gled ned over hans øjne som et tæppe, mens han sukkede dybt hvorefter de gled ned over hans ansigt. Ned over hagen også lå de igen i skødet. Som ville det give ham et nyt syn på hele verden. ”Det ændrer sig ikke. Og jeg glemmer det, i hvert fald heller ikke” mumlede Charles, med et lille grin. Det ar Mira faktisk havde stået op og sagt sine følelser, i stedet for at lade ham få sin vilje var noget han respekterede. Man det at han ikke kunne gengælde hendes følelser, pinte ham en smule. De grønne øjne hvilede på hende, og smilet var knyttet til alle hans følelser.
|
|
|
|
Post by amira on Feb 13, 2011 22:54:39 GMT 1
• • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • •CAN WE PRETEND AIRPLANES IN THE NIGHT SKY ARE LIKE SHOOTING STARS ( i could really use a wish right now ) • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • •
for CHARLES MCDONAL
Det var egentlig ikke fordi Mira ikke lyttede til de ting, Charles snakkede om, men på dette tidspunkt kunne han ligeså godt have snakket om Lasagne eller de sidste Quidditch-spil på slottet, for Mira kunne ærlig talt ikke have været mere ligeglad med hans ord. Eller.. ligeglad var måske ikke ordet, men hvordan kunne man gå op i noget med hjerte og sjæl, når man var død? Var noget overhovedet vigtigt for hende længere? Hun sukkede dybt og trak en kort gang på de spinkle skuldre, før hun trak benene op under sig i den blå sofa og stirrede tomt ud i luften. Der var ikke længere, noget, der betød noget for hende. Hendes mål med at se Charles lykkelig var ikke engang muligt længere, for han så så forpint ud ved hendes smerte. Nej, hun kunne intet gøre rigtigt. Skulle hun være ærlig overfor sin ven, blev hun nødt til at fortælle ham om sin smerte og det ville udelukkende gøre alt værre, så den unge ravn tav og kastede et blik mod tårnvinduet, hvor stjernerne glitrede. Hun kunne virkelig bruge et stjerneskud nu, bare et enkelt. Ikke fordi hun egentlig vidste, hvad hun ville ønske sig. Et eller andet i hende skreg efter at ønske sig Charles, men hun vidste også at hun aldrig ville kunne tage hans ønsker og drømme, frie vilje, fra ham. Igen forlod et tungt, håbsforladt suk hendes blege læber og hun lod sig glide længere ned i de blå puder, samt i sin depression.
|
|
|
|
Post by Charles Jonathan McDonal on Feb 17, 2011 18:32:32 GMT 1
Charles lod bevidst være med at kommentere på at Mira virkede som om hun ikke ville snakke til ham. I stedet rejste han sig op, strakte sine arme ud til begge sider og gabte en smule. Han lod derefter sine arme falde slapt ned af siden, og gik hen ved siden af Mira. ”Jeg smutter i seng nu, stump” mumlede han søvnigt, og blinkede døsigt. Han var total bumpet, trods at det nok kun var tidligt på aftenen. Han kiggede ned på Mira, og sendte hende et undskyldende smil. Hun var nok ikke i humør til at blive drillet, men han havde ikke kunne dy sig.
Med et dovent suk, begav han sig med langsomme skridt hen af gulvet i kollegiet. Flere mennesker sendte ham mærkelige blikke, ikke bare fordi han lige før havde været ved at sprænge af irritation, men også fordi han havde et af sine søvnige hundehvalpe blikke. Charles brugte lidt for meget tid og energi på at komme op af trapperne, men han orkede ikke at gå op af de ti eller femten trin der var. Da han endelig havde fået lukket døren efter sig, lod han sig falde bagover på sengen. Med arme og ben spredt, så han fyldte hele sengen. Ikke længe efter, kunne man hører en lav snorken på sovesalen.
|
|
