|
|
Post by Charles Jonathan McDonal on Dec 8, 2010 17:53:06 GMT 1
We gotta live,
like we’re dying
De mørke sko gav genklang i det Charles trådte op på trapperne. Han var på vej til opholdstuen, efter at opholdt sig det meste af dagen udenfor. Selvom det var en skole dag, havde han kun været der halvdelen af dagen, derefter var han smuttet ned til søen for at slappe en smule af. Men nu stod han så inde i varmen, med skinnende røde kinder og en lettere rød næse. Tørklædet hang stadig læst om hans blege hals. Da trappen havde flyttet sig tilstrækkeligt, trådte han af og begav sig videre mod Ravenclaw tårnet.
Portrættet svang til side og ind trådte den høje dreng, med de blonde krøller. Varmen strømmede imod ham, og fik hans kinder til at føles brændende. Charles rørte sin røde kind med en enkelt finger, og kom til en konklusion at han ikke kunne føle noget i kinderne endnu men det skulle nok komme. Tøjet indenunder den sorte kappe, var et par nedslidte jeans, en hvid t-shirt og et ur hang på hans håndled. Da han havde smidt sig i den nærmeste lænestol, blev kappen hevet af og tasken lagt ved siden af. Det var sjældent at Charles følte sig så udkørt som han var lige nu.
Tag;; Anastacia Betty Pierce |
|
|
|
Post by anastacia on Dec 12, 2010 22:01:33 GMT 1
[ Friendship is born at that moment when, one person says to another: [/font][/size][/left][/color] ”What! You too? I thought I was the only one!” [/b] ] [/size][/center] 
Anastacia havde - i modsætning til Charles – været i skole hele dagen, og efter sidste lektion var hun gået direkte op på biblioteket for at skrive en stil til Spådom, hun først lige havde afsluttet. Stilen var blevet meget længere end det var blevet påkrævet af læreren, men når først Anastacia startede på en stil til et fag hun holdte meget af, kunne hun ikke stoppe før alle bøger var tømt for information. Hun var iført et par jeans og en sort sweatshirt hendes mor havde sendt til hende. Håret hang som så ofte før løst, så det indrammede hendes ansigt, og krøllede svagt: Anastacia havde sovet over sig om morgenen, noget hun normalt aldrig gjorde, og nåede derfor ikke at glatte det.
Over den ene skulder hang hendes skoletaske, hvor man svagt kunne skimte tryllestaven og en fjerpen stikke op. Da hun var færdig med stilen, havde hun hurtigt langt tingene ned i tasken, taget stilen i hånden og sat kurs mod opholdstuen. For hende galt det bare om at komme af med tasken og så ned efter noget mad i køkkenet: hvis altså hun kunne overtale husalferne til at give hende noget. Anastacia svarede uden de helt store problemer på spørgsmålet, der gav hende adgang til opholdstuen og vadede ind. Et smil bredte sig på hendes læber da hun så Charles, eller ChaCha som hun kaldte ham når hun ville drille ham, sidde i en af stolene. Hurtigt satte hun sig hen i en stol foran ham og sagde: ”Hvor smuttede du hen efter eliksir?”. Stemmen var undrende, og ikke bebrejdende. Hun kendte ham godt nok til at vide at han sagtens nok skulle indhente det forsømte skolearbejde.
[/color][/font]
Words: 280
Tagged: Charles Jonathan McDonnell.
Place: Ravenclaw kollegiumet.
Time: Unknown.
Quote: Undskyld ventetiden (: rawr.
Quote:C.S. Leweis
[/color] |
|
|
|
Post by Charles Jonathan McDonal on Dec 14, 2010 14:49:38 GMT 1
We gotta live,
like we’re dying
I det Anastacia trådte ind I opholdstuen, lofted Charles dovent sin hånd som prøvede han at vinke. Ikke noget hans krop ville acceptere han gjorde, så hånden faldt bare dovent ned på armlænet igen. Hendes ord fik ham til at smile charmerende og trække svagt på skuldrene. ”Du ved hvad jeg laver, når jeg ikke er i skole” Grinte han og kørte en hånd gennem de blonde lokker. Tit så man kun den unge ravn, til de først timer også forsvandt han mystisk resten af dagen, til timerne var slut. For han skulle da ikke sidde og have timer som han ikke havde brug for, når han engang uddannede sig.
Der skulle tages så mange beslutninger de kommende år, og det var ikke lige noget der lå i god jord hos den unge Charles. Nej, man skulle leve i nuet og tage beslutningerne når man blev stillet et spørgsmål. Ellers skulle de lægges på en hylde og bare gemmes væk. Trods Charles kunne lide at holde sig væk fra timerne, fik han da altid lavet de ting som der blev givet for. Han var så smart at han enten afleverede den til læreren selv, eller gav den til en ven som bragte den videre, så smart. ”Og jeg gætter på du har været til alle timerne?” det lød ikke som et spørgsmål, mere en bekendelse. Han vidste at Anastacia nok ikke var den type som ville pjække alt for meget for skole. Charles selv, havde den helt modsatte mening.
Tag;; Anastacia Betty Pierce |
|
